Der er observeret en stigning i den globale gennemsnitstemperatur siden midten af det 19. århundrede på 0,85 grader. Forskningen konkluderer, at den dominerende årsag til opvarmningen i de seneste ca. 50 år er menneskelig aktivitet, primært i form af afbrænding af fossile brændsler samt aktiviteter, der relaterer sig til fødevareproduktion. Den menneskelige indflydelse på klimaet kan blandt andet aflæses i opvarmningen af atmosfæren og havene, i afsmeltnin-gen af sne og is omkring polerne og i et stiafsmeltnin-gende globalt havniveau.
Fremtidige temperaturstigninger forventes at medføre et fortsat stigende havniveau, hyppigere hedebølger, ændrede nedbørsmønstre og øget risiko for ekstreme vejrbegivenheder. Det vil resultere i flere oversvømmelser, knappere vandressourcer, truet fødevareforsyning, truet biodiversitet og en stigning i antallet af fordrevne mennesker.
For at skabe et overblik over den globale klimaforskning udarbejder FN’s klima-panel (IPCC) regelmæssigt en rapport, der gør status over udviklingen i klimaet og beskriver de mulige konsekvenser, som klimaændringerne vil få for miljø og samfund, samt hvordan samfundet kan tilpasse sig uundgåelige klimaforandrin-ger og afbøde yderlige klimaforandrinklimaforandrin-ger. Ifølge den seneste og femte hovedrap-port fra FN’s klimapanel (IPCC) fra 2013-14 er det ekstremt sandsynligt (95-100 pct. sikkert), at hovedparten af den globale opvarmning, der har fundet sted siden midten af det 19. århundrede, er forårsaget af menneskelig aktivitet. I rappor-ten vurderes det, at den globale temperaturstigning vil blive mellem 1,6 og 4,3 grader frem mod år 2100 set i forhold til førindustriel tid. Udviklingen i den globale temperaturstigning afhænger af mængden af drivhusgasser, der udledes i atmosfæren fremover. Hvis risikoen for farlige og irreversible klimaændringer skal mindskes, er der global enighed om, at den globale temperaturstigning skal holdes under 2 grader i forhold til førindustriel tid. For at nå dette mål vurderer IPCC, at de globale udledninger af drivhusgasser frem mod 2050 skal reduceres med 40-70 pct. i forhold til 1990 – en global opgave, der ikke må undervurderes.
Og selv hvis det lykkes at overholde 2-gradersmålsætningen, forventes denne begrænsede globale opvarmning at have betydelige skadevirkninger.
Danmark er en del af det globale samfund
Der er udbredt enighed om, at de rige lande bør gå forrest i indsatsen for at reducere drivhusgasudledningerne. Det skyldes både deres historiske ansvar for udledningerne, og at de i kraft af deres velstand har flere ressourcer til at gennemføre en omstilling mod lavere udledninger.
For at bidrage til en løsning af klimaproblemet har EU’s stats- og regeringsche-fer derfor vedtaget en målsætning om, at medlemslandene frem mod 2050 bør reducere deres udledninger af drivhusgasser med mellem 80 og 95 pct. i forhold til udledningerne i 1990. Denne målsætning svarer til, hvad IPCC har fastlagt som det nødvendige reduktionsniveau i de udviklede lande, hvis det skal være sandsynligt, at den globale temperatur ikke stiger med mere end 2 grader.
Det globale klimaproblem kan kun løses gennem et internationalt samarbejde, der omfatter de største udledere af drivhusgasser. Danmark er et lille land, og de danske udledninger udgør kun ca. 0,15 pct. af de globale udledninger. Den danske klimapolitiske indsats har derfor meget lille direkte virkning på klimaet.
IPCC er en forkortelse for Intergovern-mental Panel on Climate Change og er et videnskabeligt organ, der blev oprettet af FN’s særorganisationer for meteoro-logi (WMO) og miljø (UNEP) i 1988. IPCC udfører ikke selv forskning, men vurderer den eksisterende viden og litteratur på klimaområdet, som de samler i vurde-ringsrapporter – de såkaldte hovedrap-porter. Hovedrapporter udgives med regelmæssige intervaller på 5-7 år.
For at opnå en sandsynlighed på 66 pct.
for at holde den globale temperatur-stigning under 2 grader frem mod år 2100 må den akkumulerede udledning af CO2 siden førindustriel tid ifølge IPCC ikke overstige ca. 800 milliarder ton. I 2014 var den akkumulerede udledning nået op på ca. 560 milliarder ton CO2. Dermed har verdenssamfundet allerede opbrugt omkring 70 pct. af det globale kulstofbudget, og med de nuværende årlige CO2-udledninger på omkring 10 milliarder ton vil budgettet være opbrugt om mindre end 25 år.
I kraft af Danmarks tidlige fokus på drivhusgasreduktion og omstilling af ener-gisystemet har vi imidlertid en særlig placering i de globale bestræbelser på at imødegå de menneskeskabte klimaforandringer. Forud for FN’s internationale klimatopmøde i Paris i december 2015 (COP 21) har 146 lande, der tilsam-men er ansvarlige for ca. 86 pct. af de globale udledninger, indmeldt konkrete målsætninger for reduktion af deres drivhusgasudledning.1 Mange af disse lande har ikke tidligere fokuseret på drivhusgasreduktion og ser blandt andet mod Danmark for inspiration.
Ambitiøse mål for udbredelsen af vedvarende energi i Danmark har historisk bidraget til virksomhedernes teknologi- og systemudvikling og dermed til en gradvis billiggørelse af mere energieffektive teknologier og alternative energikil-der. Via eksport af disse teknologier kan Danmark hjælpe til at fremme udbre-delsen af vedvarende energi i omverdenen. Det viser, at den danske indsats ikke er uden betydning for mulighederne for at løse det komplekse, globale problem, som klimaforandringerne udgør.
Klimarådets rolle i den grønne omstilling
I Danmark har det fælles EU-mål om 80-95 pct. reduktion af drivhusgasser blandt andet udmøntet sig i klimaloven af 2014. Klimaloven giver en overordnet strategisk ramme for omstillingen til et lavemissionssamfund i 2050 og define-rer samtidig Klimarådets opgaver.
Klimarådet er ifølge loven et uafhængigt organ, der skal bidrage med anbefalin-ger om virkemidler i omstillingen til et lavemissionssamfund og overvåge, om de klimapolitiske mål, som regeringen og Folketinget har opstillet, bliver realiseret.
Rådet skal også bidrage til den offentlige klimadebat og inddrage relevante eks-terne parter i arbejdet med at fremskaffe viden om, hvordan de klimapolitiske mål bedst kan opfyldes.
Klimarådet skal ifølge klimaloven rådgive om, hvordan målet om et lavemissions- samfund i 2050 kan nås på en omkostningseffektiv måde, det vil sige med de lavest mulige samfundsøkonomiske omkostninger. De samfundsøkonomiske omkostninger og fordele ved klimapolitiske tiltag omfatter ikke blot de direkte økonomiske virkninger for husholdninger, erhverv og offentlige finanser, men også afledte effekter på miljø, sundhed og lignende. Klimarådets rådgivning skal samtidig tage hensyn til, hvordan de forskellige klimapolitiske virkemidler på-virker beskæftigelsen, indkomstfordelingen, de offentlige finanser og Danmarks internationale konkurrenceevne.
Klimarådets arbejde tager afsæt i den politiske målsætning for 2050, som den er udmøntet i klimalovens formulering om et lavemissionssamfund, samt EU-målsætningen om en samlet reduktion af drivhusgasudledningerne i EU på 80-95 pct. i 2050 i forhold til 1990. Derudover forholder Klimarådet sig til de til enhver tid gældende politiske målsætninger for de danske drivhusgasudled-ninger og den danske energiforsyning i 2050. Det gælder både de målsætdrivhusgasudled-ninger, der defineres af regering og Folketinget, og de målsætninger, som Danmark er forpligtet af i EU og FN.