Top 3 Radiografdimittender:
5) I hvilken grad oplever du, at det tværfaglige Modul 5 har klædt dig på til at arbejde tværfagligt?
I hvor høj grad oplever du at det tværfaglige Modul 5 har klædt dig på til at arbejde tværfagligt?
Svarkategori Antal deltagere Procent af samlet kohorte Procentandel af besvarelser
I høj grad 19 4,1 4,8
I nogen grad 88 18,8 22,3
I mindre grad 97 20,7 24,6
Slet ikke 138 29,5 34,9
Ved ikke 9 1,9 2,3
Ikke relevant/har ikke gået på modul 5 44 9,4 11,1
Total antal besvarelser 395 84,4 100
Mangler besvarelse 73 15,6
Samlet 468 100
Tabel 7. spørgsmål 5 fordelt på samlet kohorte, angivet i antal, procentandel af valide besvarelser samt samlet kohorte
I tabel 7 ses, at 84,4% af den samlede kohorte har besvaret spørgsmålet om, i hvor høj grad de oplever at det tværfaglige Modul 5 har klædt dem på til at arbejde tværfagligt.
4,8% af dimittenderne svarede, at Modul 5 i høj har klædt dem på til at arbejde tværfagligt, 22,3%
svarer Modul 5 i nogen grad har klædt dem på til tværfagligt samarbejde, samlet set svarer det til 27,1% af besvarelserne og 22,9% af den samlede kohorte.
24,6% svarer at Modul 5 i mindre grad har klædt dem på til tværfagligt samarbejde og 34,9%
svarer at Modul 5 slet ikke har klædt dem på til tværfagligt samarbejde. Dette svarer til 59,5% af besvarelserne og 50,2% af den samlede kohorte.
2,3% ved ikke, om Modul 5 har klædt dem på til arbejdet og 11,1% svarede, at det ikke er relevant/de har ikke har gået på Modul 5. Dette svarer til 11,3 % af den samlede kohorte.
Opsummering af spørgeskemaundersøgelsens resultater
Samlet set svarer de adspurgte dimittender generelt at:
• De i høj grad arbejder tværfagligt i deres nuværende arbejde
• De arbejder sammen med mange forskellige professioner, afhængig af deres egen profession og hvad de opfatter som tværfaglige samarbejdspartener
• De føler sig klædt på til tværfagligt samarbejde
• De ikke oplever problemer med at få det tværfaglige samarbejde til at fungere. Når de gør, er det tidspres og de administrative systemer, der er de største barrierer for det tværfaglige samarbejde. De oplever, at både ledelse og organisation bakker op om tværfagligt samarbejde
• Ca. 30% mener, at Modul 5 har klædt dem på til tværfagligt samarbejde, hvorimod 60% ikke mener at Modul 5 har klædt dem på til tværfagligt samarbejde
28
Udfordringer i det tværprofessionelle samarbejde – centrale tematikker
Analysestrategiske bemærkninger
Følgende tematikker er genereret på baggrund af gennemlæsninger af det empiriske materiale samt diskussioner i den samlede projektgruppe.
Dimittendinterviewene er kondenseret ved hjælp af kodning og kategorisering i tematiske
overskrifter18. Herigennem har vi identificeret indholdsmønstre på tværs af det empiriske materiale;
altså elementer, der kendetegner det tværprofessionelle samarbejde på tværs af professioner.
Lederinterviews er analyseret ud fra Kvales tre analyseniveauer19. Der er ligeledes anvendt meningskondensering og tematisering med henblik på at få overblik over datamaterialet. Under analysen er der arbejdet med kobling af temaerne fra fokusgruppeinterviewene med dimittenderne:
Forskelligartede kontekster og opgaver
Formaliserede procedurer versus det personbundne initiativ Tid og ressourcer
Magtfulde hierarkier versus en forhandlende position Organisering: ”At høre hjemme” versus at "være på besøg"
Sikker versus tavs kommunikation
Det analytiske greb åbner for, at der fremhæves specifikke citater i analysen. Vi sikrer anonymitet af personer og steder ved at give de enkelte personer fiktive navne og udelade oplysninger om, hvilken afsnit der er tale om.
Forskelligartede kontekster og opgaver
Det der kendetegner de enkelte professioners tværprofessionelle samarbejdspraksisser er, at de er meget kontekstafhængige. De forskelligartede kontekster byder på opgaver af vidt forskellig karakter, hvilket får betydning ikke kun for karakteren af de professionelles samarbejde, men også for, hvilken rolle patienten får i samarbejdet.
Det tværprofessionelle samarbejde fylder på forskellig måde hos professionerne. Jordemødrene beskriver, hvordan de oftest arbejder alene. Det tværprofessionelle samarbejde opstår kun i særligt akutte og patologiske situationer. Dette står i kontrast til de nyuddannede sygeplejersker, for hvem det tværprofessionelle samarbejde fylder meget i dagligdagen nærmest uanset hvilken praksis, de arbejder i.
I mange kontekster er det tværprofessionelle samarbejde stærkt influeret af diagnosetænkning.
Diagnoserne har her stor betydning for arbejdets organisering og opgavens karakter og dermed også for det tværprofessionelle samarbejde.
Diagnosernes betydning
Diagnoserne bliver strukturerende for i hvilket omfang, mellem hvem og hvordan det
18 Halkier, B. (2008) Fokusgrupper. Forlaget Samfundslitteratur. 2 udg.
19 Kvale, S. (2002) En introduktion til det kvalitative forskningsinterview. Hans Reitzels forlag. Og Kvale, S. & Brinkmann, S. (2009) Interview – introduktion til et håndværk. Hans Reitzels forlag.
29
tværprofessionelle samarbejde udfoldes. Fx fortæller en sygeplejerske, der er ansat på en hjertemedicinsk afdeling i nedenstående eksempler, at diagnosen blodprop i hjertet udløser genoptræning, som implicerer et samarbejde mellem mange professioner.
”fordi vi ofte har nogen der pga. deres betændelse i hjertet får blodpropper i hjernen, skal have genoptræning også. Så vi har rigtig meget samarbejde på tværs af fag med både læger, fys, ergo, audiologopæd og øh alt hvad du kan komme i nærheden af.”
Hos radiografdimittenderne afhænger det tværprofessionelle samarbejde også af opgavens karakter. Radiografdimittenderne arbejder enten med diagnosticering eller behandling.
Diagnosticering i forskellige kontekster har karakter af, at de sundhedsprofessionelle supplerer hinandens arbejde som illustreret af denne radiograf i følgende eksempel:
”Oppe på røntgenafdelingen, er der ikke så meget samarbejde. Men man møder de andre faggrupper. Arbejdet er opdelt i faggrupperne. Men også i PET. Der er vi nede og assistere bioanalytikerne i noget, de ser som deres arbejde. Vi CT-scanner, og de står for resten, så der supplerer vi med noget viden, som de ikke ligger inde med.”
Tendensen synes at være, at de tværprofessionelle opgaver er tæt koblet til diagnosen. Jo mere kompleks patientens sygdomsstilstand er, des større kompleksitet i opgavevaretagelsen.
Komplekse diagnoser kalder på forskellige fagpersoners ekspertise.
Jordemoderdimittender tager afstand fra diagnosetænkningen. Tydeliggjort af en jordemoderdimittend i dette eksempel:
”Vores italesættelse af vores fag, det er jo det almindelige, det normale, det naturlige. Det er normalt at være gravid, det er normalt at føde vaginalt, det er normalt, at det gør ondt. Graviditet er ikke en sygdom.”
Denne forskel i opfattelse af opgavens karakter betyder, at ”det clasher lidt nogen gange” i det tværprofessionelle samarbejde, hvor jordemødre eksempelvis skal samarbejde med læger og sygeplejersker.
Kontekster med forskellig appel til tværprofessionelt samarbejde
Omend det ikke er muligt at pege på entydige eller endegyldige mønstre, peger analysen på, at kontekstens betydning for tværprofessionelle samarbejde kan begribes ud fra en skelnen mellem:
Psykiatrien og somatikken
Akutte og længerevarende forløb (fx rehabilitering/recovery) Inden for og på tværs af sektorer
Der er kontekster, som træder frem som særlig gunstige i forhold til det tværprofessionelle
samarbejde: rehabilitering og psykiatrien. Som det fremgår af disse udsagn, synes der at være et tættere tværprofessionelt samarbejde i netop disse kontekster:
30
”Vi har en tværfaglig konference, hvor vi gennemgår nogle patienter. Hvor vi både går i dybden med det sygeplejefaglige, det lægefaglige. Socialrådgiveren snakker om, at hun måske har søgt om støtte eller søgt ny bolig. Fysioterapeuten og ergoterapeuten fortæller om, hvordan det går med deres tiltag” (sygeplejerske i psykiatrien).
”Ergoterapeuterne arbejder jo meget tværfagligt, fordi de jo sidder sammen med mange andre fag, psykologer, sygeplejersker, diætister og hvad det nu kan være. Så på den måde arbejder de meget tværfagligt” (Ledende fysioterapeut i psykiatrien).
Det er ikke muligt på baggrund af det empiriske materiale at slå fast, om dette fund kan
generaliseres, men Just og Nordentoft beskriver, hvordan psykiatrien tilbage i 80’erne igangsatte en udvikling hen imod en styrkelse af det tværprofessionelle samarbejde ved hjælp af en lang række organisatoriske ændringer20. Dette kan være med til at forklare, hvorfor man i psykiatrien tilsyneladende arbejder tættere sammen på tværs af professioner. Endnu et element som kan have betydning for dette tættere samarbejde, kan være Recovery-tankegangen. Siden 2000 har denne tilgang, som stammer fra USA, bredt sig til danske kredse i psykiatrien og måden hvorpå man arbejder med psykiske lidelser21.
Recovery er rettet mod mennesker med psykiatriske lidelser. Målet er, at disse mennesker bliver i stand til at leve et tilfredsstillende og meningsfyldt liv på trods af eventuelle begrænsninger.
Recovery defineres som en personlig proces, der foregår i hverdagslivet ved at skabe muligheder for, at disse mennesker har indflydelse på eget liv og mulighed for at forbedre og ændre praktiske, fysiske, sociale og personlige forhold i tilværelsen22.
Der er ligheder i opfattelsen af, hvad der er målet med og karakteren af opgaverne i henholdsvis Recovery – og Rehabiliteringstankegangen.
”Rehabilitering er en målrettet og tidsbestemt samarbejdsproces mellem en borger, pårørende og fagfolk. Formålet er at borgeren, som har eller er i risiko for at få betydelige begrænsninger i sin fysiske, psykiske og/eller sociale funktionsevne, opnår et selvstændigt og meningsfuldt liv.
Rehabilitering baseres på borgernes hele livssituation og beslutninger og består af en koordineret, sammenhængende og vidensbaseret indsats”23.
Indsatsen baseres i begge disse kontekster på borgerens/patientens hele livssituation. Der er fokus på såvel det fysiske, psykiske som det sociale, hvilket kalder på forskellige professioners ekspertise. Patienten/borgeren indgår desuden i begge tilfælde i et samarbejde med de
professionelle. Patienten/borgeren kommer i centrum og bliver en aktiv medspiller i forhold til indsatserne, hvilket betyder, at de professionelle må samarbejde på tværs af professioner om en koordineret indsats med udgangspunkt i patienten/borgeren.
Måske er det derfor, at såvel dimittender som ledere fremhæver det tætte tværprofessionelle samarbejde, hvor opgaven har karakter af recovery eller rehabilitering.
”På rehabilitering, der arbejder vi rigtig tæt sammen. Altså en fysioterapeut og en sygeplejerske kunne godt i forbindelse med en badeseance, hjælpes ad med hver sine fokusområder.”
(sygeplejerske på rehabiliteringsafsnit)
20 Just, E. & Norden, M. (2012) Tværfaglig praksis. København. Hans Reitzel forlag.
21 http://www.psykisksaarbar.dk/subpage190.aspx Lokaliseret d. 7.12.2014
22 http://www.socialstyrelsen.dk/handicap/socialpsykiatri/om-socialpsykiatri/recovery Lokaliseret d. 7.12.2014
23http://www.rehabiliteringsforum.dk/fileadmin/filer/Publikationer/PDF_er/Hvidbog.pdf s. 2 Lokaliseret d. 7.12.2014
31 Flerfaglig eller transfaglig opgaveløsning?
Empirien viser, hvordan det tværprofessionelle samarbejde både kan tage sig ud som en flerfaglighed, hvor forskellige professionelle leverer hver deres del-ydelse, og som en transfaglighed, hvor flere forskellige professionelle kan varetage en eller flere af de samme opgaver24. Fx som denne nyuddannede radiograf, der arbejder i et strålebehandlingsafsnit, hvor sygeplejersker og radiografer varetager de samme opgaver. Hun oplever at det er uden betydning, hvilke af disse fagligheder hun selv eller hendes kollegaer repræsenterer: ”Det finder man først ud af hen af vejen”.
Tværprofessionelt samarbejde kan således indebære, at faggrænserne opretholdes, men også at de udviskes. Dimittenderne ser ingen problemer i hverken den ene eller den anden tilgang.
Lederne er dog ikke alle begejstrede ved tanken om, at den ene profession kan erstatte den anden. Fx opfatter en leder i psykiatrien det som vigtigt ikke at overskride hinandens faggrænser:
”Vi skal være varsomme med, hvad det er for en kompetence vi har, vi har en kompetence i forhold til behandlingsdelen, men vi har ikke kompetencer i forhold til den støttende del, det ved vi godt som socialrådgivere, men det er ikke altid den viden er ude i de andre faggrupper. Jeg synes nogle gange, der er nogen der kan komme lidt langt ind i nogens jordbærbed”.
En anden leder (af obstetrisk klinik samt barsel/patienthotel) opfatter det som både
hensigtsmæssigt og naturligt, at der i hendes praksis sker en udviskning af faggrænserne mellem SOSU-assistenter, sygeplejersker og jordemødre.
”der er ikke nogen, der tænker over i hverdagen, om man er jordemoder, sygeplejerske eller SOSU, fordi det er de raske patienter, vi har med at gøre, og fordi SOSU’erne er sådan nogle gamle garvede rotter, der har taget nogle ekstra medicinkurser”
Ovenstående citat peger på, at der er en klar sammenhæng mellem opgavernes karakter og hvilke faggrupper, der involveres i forbindelse med opgaveløsningen; herunder om der sker en
udviskning af faggrænser. Hvorvidt dette er en god eller ligefrem efterstræbelsesværdig situation, er et spørgsmål, som der er forskellige holdninger til på ledelsesniveau.
Patientens rolle i det tværprofessionelle samarbejde
Ønsket om en stærkere inddragelse af patienten/borgeren fylder meget i litteraturen om
tværprofessionelt samarbejde. Både nationalt og internationalt ses tværprofessionelt samarbejde som en metode til øget patientinddragelse. Ikke overraskende har dimittenderne forskellige erfaringer med dette.
Radiografernes fortællinger vidner om, at patientinddragelse i deres praksis hovedsagligt begrænser sig til et ønske om at patienten udviser samarbejdsvillighed og bidrager med
informationer. Patienterne får således en forholdsvis lille rolle i det tværprofessionelle samarbejde.
Omvendt fylder patientinddragelse mere hos både jordemoder- og sygeplejerskedimittender. Disse dimittender beskriver, hvordan de i forskellige i situationer gør sig tanker om, hvorvidt patienten skal inddrages eller ej. Det interessante i denne sammenhæng er, hvordan forskellige kontekster og forskellige opgaver åbner for forskellige muligheder og behov for patientinddragelse.
24Lauvås, K. & Lauvås, P. (1998). Tværfagligt samarbejde : perspektiv og strategi. Århus. Klim
32
Jordemødrene beskriver således også, hvordan patientens deltagelse i det tværprofessionelle samarbejde udgrænses i nogle situationer. Det ses fx i den akutte situation, som ofte betyder, at inddragelsen skifter karakter, idet det bliver professionsudøvernes faglige ekspertise, som bliver bestemmende for, hvad der besluttes og gøres og ikke patientens egne vurderinger. Når
situationen ikke er akut, eksempelvis i forbindelse med arbejdet i konsultationen eller i forbindelse med ukomplicerede fødsler, er mulighederne for at inddrage patienten anderledes åbne.
Jordemødrene forsøger i disse situationer at tage højde for ”hvad er dine ønsker og hvad er du særlig bange for?”. På denne måde bliver patienten her en væsentlig del af beslutningsprocessen.
Interessant er det imidlertid også, at fx jordemødrenes arbejde er karakteriseret ved en intens, men relativt kortvarig patientkontakt25. I forhold til forestillingen om tværprofessionelt samarbejde som en tilgang, der styrker patientcentreringen, er det værd at bemærke, at et fødsels/barselsforløb er meget fragmenteret. Der indgår i reglen som minimum fire forskellige jordemødre i hver sin del af forløbet (konsultationer under graviditeten, fødemodtagelsen, fødegangen og barselsgangen).
Derudover illustrerer observationsempirien, hvordan de fødende og deres pårørende selvsagt har meget forskellige forudsætninger for at indgå som samarbejdspartnere i et fødsels/barselsforløb26. Også indenfor psykiatrien og rehabiliteringen indtager patienten en særlig rolle i det
tværprofessionelle samarbejde. I disse kontekster er patienten i samarbejde med
professionsudøvere med til at tage beslutninger om planer og mål. Det tværprofessionelle samarbejde og inddragelsen af patienten bliver meget anderledes i andre sammenhænge. Her træder patientens fysiske tilstand igen ind og bliver betydningsfuld for, om sygeplejersken mener, at patienten kan inddrages. Sygeplejersken bliver den, der på baggrund af en vurdering af
patientens tilstand og behov ”finder ud af om der er behov for andre faggrupper”. Derfor bliver planer ofte lagt uden om patienten.
Patientinddragelse i et lederperspektiv
I hvilken grad inddragelse af patienten/borgeren finder sted, fremstår også stærkt
kontekstafhængigt, når vi taler med lederne. Patient-/borgerinddragelse beskrives som henholdsvis et ideal for tværprofessionelt samarbejde, altså noget der er integreret i praksis, og som noget, der enten ikke er relevant eller umiddelbart opnåeligt.
Både en fysioterapeutisk leder på somatisk hospital og en jordemoderleder på obstetrisk klinik/barselshotel giver eksempler på praksis, hvor der er høj grad af patientinddragelse i forbindelse med det tværprofessionelle samarbejde. Eksempelvis omkring ”involverende stuegang”27, eller når det handler om barslende, hvor jordemødre og sundhedsplejersker
kommunikerer sammen ”igennem” patienten under hensyntagen til dennes ressourcer. Ved disse former for tværprofessionelt samarbejde er patienten en naturlig og nødvendig del af samarbejdet.
Den høje grad af patientinddragelse forekommer at gøre sig gældende, når der er tale om mindre komplekse eller ikke-akutte forløb, som også dimittendinterviewene peger på. I denne type forløb er der i højere grad mulighed for kontinuerligt at have patienten med på råd og aktivt bruge patienten til overlevering af informationer om forløbet:
25 Vi er vel vidende om at jordemødrene ikke bruger betegnelsen patient, men i stedet taler om kvinden eller den fødende.
26 Se en udfoldelse af denne problemstilling i Lehn-Christiansen, S. & Holen, M. (in. Prep, forventet 2015). Sammenfiltringer og sammenstød. Intersektionalitet som produktiv og udfordrende tilgang til undersøgelse af forskelle i ulighed i sundhed. I: S. Lehn-Christiansen et.al. (red.) Optimering og normalisering. Nye perspektiver på ulighed i sundhed. København, Frydenlund Academics.
27 Involverende stuegang også benævnt DIS har bl.a. til formål at inddrage patienten i eget forløb på en ligeværdig måde ved at involvere patient og pårørende i overvejelses- og beslutningsproces sammen med et behandlerteam i forbindelse med stuegang.
Ref.: Mathiasen, L. (2013) Involverende stuegang i et apopleksiafsnit. I: Sygeplejersken nr. 14
33
”så bruger vi dem på den måde, at vi fortæller dem nogle ting, som de så skal give videre til sundhedsplejersken, og det er ikke altid at de får det med på skrift, altså der er de jo meget involveret i deres egen situation” (jordemoderleder).
I hjemmeplejen er borgernes rolle uklar: ”Jeg har aldrig tænkt på sådan om de (borgeren) har en rolle. Men jeg tænker nogle gange, at de må da blive meget forvirrede, fordi vi taler på forskellige måder. Jeg tænker tit det er fordi de ikke forstår budskaberne, så de er hele tiden i tvivl om, hvad var det nu hun sagde”.
Borgeren fremstår her som en, der ikke forstår budskaberne og derfor som sådan indtager en mere passiv rolle i det tværprofessionelle samarbejde.
Sundhedssystemet er opdelt i sektorer, og ganske ofte er det borgeren, der skal fungere som bindeled. De professionelle har en forventning om, at borgeren kan bære information om deres forløb fra en sektor til en anden, hvilket vi også så gjorde sig gældende i forbindelse med barslende. I hjemmeplejen synes borgeren imidlertid at have en forventning om, at det er de professionelles opgave at overføre viden fra den ene sektor til den anden. Dette fungerer langt fra altid, og der opstår således brud og manglende sammenhæng. Måske er det i dette perspektiv, vi skal forstå borgeren som forvirret.
”Det kan forbavse mig at mange borgere ikke ved, hvad de fejler, og at der er rigtig mange borgere, som ikke kan forstå, at vi ikke ved alt om dem i forvejen. Fordi de tænker, at systemet kører ”Så det må I da vide noget om i forvejen”, og det ved vi så ikke” (hjemmeplejeleder).
Borgerne i hjemmeplejen og de professionelle har forskellige forventninger til hinanden. Borgerne har en forventning om, at de professionelle har viden om deres sygdomsforløb mm., imens de professionelle forsøger at motivere borgerne i retning af egenomsorg og ansvar for egen sundhed28:
”vi har set mange eksempler, hvor vi går ind og motiverer borgeren i en god retning til
egenomsorg. Borgere som ønskede meget hjælp, når jeg så fik dem lokket over i dagscentret, så kunne de blomstre op, fordi de manglede det” (hjemmeplejeleder).
Formaliserede procedurer versus det personbundne initiativ
Empirien peger på, at tværprofessionelt samarbejde må forstås ud fra to samvirkende dimensioner; det personbundne initiativ og formaliserede procedurer.
Det tværprofessionelle samarbejde kan være formaliseret, fx i forbindelse med en tværprofessionel stuegang og i forbindelse med tværfaglige konferencer og teams. Det formaliserede samarbejde findes ligeledes i forbindelse med kejsersnit, strålebehandling og lignende. Vi kan altså skelne mellem det planlæggende/konfererende/evaluerende og det behandlende i forbindelse med det formaliserede tværprofessionelle samarbejde.
28 Denne problematik behandles også – i et kønsperspektiv – i Lehn-Christiansen, S. & Holen, M. (2012) Ansvar for egen sundhed som kønnet figur. København, Hans Reitzels forlag. I: B. Dybbroe, B. Land & S.B. Nielsen (red.) Sundhedsfremme – et kritisk perspektiv. Frederiksberg. Samfundslitteratur. samt i Roesen, J., Andersen, J.L. & de Vries, A. (2010) Deltagelse som norm i og på tværs af sundhedsfaglig uddannelse og praksis. I: H. Timm (red). Sammenhængende forløb i sundhedsvæsenet. København. Books on Demand.
34
Det tværprofessionelle samarbejde kan desuden opstå spontant. Som hos jordemødrene når en afvigende CTG-kurve drøftes med forvagten, uden at denne nødvendigvis er blevet kaldt til dette eller som hos denne sygeplejerske:
”Da hun (fysioterapeut) fandt ud af (...) hvad jeg kunne (...) inden for mobilisering og sådan noget, så respekterede hun mig endnu mere (...) ”Ej, så kan vi lave noget sammen” ”ej, så kan vi hjælpes af med nogen af patienterne” Så nu skal vi (...) lave en instruks.”
I forbindelse med plejen af en ”lidt dårlig patient” fandt fysioterapeuten tilfældigvis ud af, at sygeplejedimittenden havde nogle kompetencer inden for mobilisering. Dette fik betydning for, at de efterfølgende kunne lave en tværprofessionel instruks sammen.
På trods af tendensen til at beskrive alle dele af klinisk praksis i retningslinjer og standarder, er samarbejdet ikke altid formaliseret. Det spontant opståede tværprofessionelle samarbejde fylder meget hos de adspurgte dimittender.
Hvis det tværprofessionelle samarbejde ikke er formaliseret, bliver det personlige initiativ
afgørende for, om der foregår et samarbejde med andre faggrupper. I mange sammenhænge er det ikke formaliseret, og dimittenderne påtager sig et personligt ansvar for at det
tværprofessionelle samarbejde finder sted: ”Det er noget med at invitere dem til det, at man selv er nysgerrig ”Hvad laver I?” (sygeplejersker).
I disse tilfælde bliver det tværprofessionelle samarbejde selvsagt meget afhængigt af den enkeltes personlighed, hvilket understøttes af dette udsagn fra en nyuddannet jordemoder:
”Der er nogen (der siger) ”hej Susanne skal jeg ikke hjælpe dig med at lægge kateder?” Så bliver hun helt vild glad og siger: ”ved du hvad, gå du bare over og skriv lidt, så skal jeg nok holde øje med babyen” Og så giver, og så tager vi lidt. I stedet for ved nogle andre, hvis der er en lidt mere stram tone, så holder man måske mere på sit og giver ikke en hjælpende hånd”.
Den ”lidt stramme tone” får betydning for, hvorvidt der opstår et egentligt samarbejde.
Dimittenderne skal have en oplevelse af, at de andre professioner også er villige til og tager initiativ til det tværprofessionelle samarbejde. Ellers giver de ofte op.
I andre sammenhænge er det tværprofessionelle samarbejde formaliseret, som tidligere nævnt eksempelvis omkring kejsersnit og tværprofessionel stuegang. Det formaliserede kan også bestå af fastlagte procedurer, kliniske retningslinjer, elektroniske systemer mm., hvor de del-opgaver de enkelte fagpersoner skal varetage, er beskrevet. Disse formaliserede procedurer betyder, at det personlige aspekt betyder mindre, og at det ikke bliver tilfældigt, om opgaven løses
tværprofessionelt eller monofagligt. Fordelen ved de formaliserede procedurer er, at alle ved, hvad de skal gøre. Ulempen er, at det også kan betyde, at hver kan gøre sit uden hensyn til den
overordnede opgaveløsning:
”Fysioterapeuten havde indstillet krykkerne til en ung mand og sat dem ved hans seng … og sat kryds ved at han havde klaret sin del… den unge mand troede så at han måtte stå op, men fysioterapeuten havde ikke haft ham ude af sengen, så han faldt” (sygeplejerske).
Fysioterapeuten fulgte proceduren, hvilket betød, at han kunne sætte sit kryds. Han talte dog hverken med patienten eller med sygeplejersken, fordi det ikke var beskrevet i proceduren.
Der er også andre eksempler på, at formalisering og standardisering af samarbejdet ikke fungerer,