Gæster og venner

For hovedparten af svarpersonerne i både den kvantitative og den kvalitative undersøgelse af etniske minoriteters tidsforbrug er fami-lie og slægtninge personer, som tilhører samme etniske gruppe som en selv. Skal integrationsbegrebet ses i et tidsperspektiv, og her særligt i et netværksperspektiv (hvem prioriterer man at bruge tiden sammen med), må vi derfor også se på, om man bruger tid sam-men med majoritetsbefolkningen. I det forrige kapitel (afsnit 3.6) blev dette emne behandlet ud fra et spørgsmål om, hvorvidt man brugte tid sammen med (danske) kollegaer i sin fritid. I dette afsnit bliver emnet behandlet mere generelt ud fra spørgsmålet om, hvem man får besøg af, og hvem man besøger.

Ser vi på tabel 4.6. er det tydeligt, at de personer, som svarperso-nerne først og fremmest får besøg af og besøger, er landsmænd. Det gælder især for somaliere og tyrkere, hvor 60-70 % af dem,man får besøg af eller besøger er af samme etniske minoritetsbaggrund som en selv. Tallet er lavere for den pakistanske gruppe: under 50 %. At det særligt er landsmænd,man omgås, kan forklares med, at denne kategori for de flestes vedkommende også dækker personer, man er i familie med. Det forhold kan styrkes af de etniske minori-teters pardannelsesmønstre. Andre undersøgelser viser, at fx paki-stanere og tyrkere i Danmark, som har boet størstedelen af deres liv her, stadigvæk primært gifter sig med én fra oprindelseslandet eller (om end i mindre grad) med en person af samme etniske baggrund, som er født i Danmark. For tyrkere er det mere end 90 % og for pakistanere mere end 80 %, som indgår ægteskab med en person fra oprindelseslandet (Schmidt & Jacobsen 2000). Valget af ægte-skabspartner har både betydning for, hvordan ens familie ser ud, og på vennekredsens sammensætning.

For somaliernes vedkommende findes der ikke umiddelbare tal på, hvem de gifter sig med, men baggrunden for, at mange særligt har besøg eller besøger landsmænd kanvære, at de er en forholdsvis ny indvandrer- eller flygtningegruppe i Danmark. Problemer med sprog,² arbejdsløshed og forståelse af dansk kultur kan virke hæm-mende på deres kontakt med danskere.

Tabel 4.6.

20-34-årige etniske minoriteter procentvis fordelt efter, hvem de oftest får besøg af henholdsvis selv besøger. Særskilt efter oprindelsesland.¹

Pakistanere Somaliere Tyrkere

Hvem har man oftest hjemme på besøg²

Landsmænd 44 68 61

Danskere (7) (5) 7

Lige mange landsmænd og danskere 42 22 28

Mest andre (7) (5) (4) I alt procent 100 100 100

I alt personer 57 37 74

Hvem besøger man oftest³

Landsmænd 48 65 60

Danskere 9 (5) (5)

Lige mange landsmænd og danskere 38 27 31

Mest andre (5) (3) (4) I alt procent 100 100 100

I alt personer 58 37 74

1 Parenteser henviser til fordelinger, hvor der er mindre end fem svarpersoner.

2 Forskel mellem pakistanere og somaliere signifikant på 1 promilles niveau og mellem pakistanere og tyrkere på 1 % niveau.

3 Signifikant forskel mellem pakistanere og somaliere på 1 % niveau.

2 I forbindelse med spørgeskemainterviewene blev intervieweren bedt om at bedømme interviewpersonens beherskelse af det danske sprog. Hvor ca. 85%

af tyrkere og pakistanere blev bedømt til at tale flydende eller godt dansk, gjaldt dette kun for 41% af somalierne (bilagstabel 6.24).

I tabel 3.7 blev det beskrevet, hvorledes beskæftigelse har en tydelig indflydelse på, om man primært omgås landsmænd, danskere eller begge dele.Spørgsmålet er stadigvæk, hvordan man omgås hinan-den. De kvalitative interview viser her, at man som venner lærer at begå sig kulturelt acceptabelt i hinandens sfærer. Som en ung paki-stansk mand formulerer det:

I de fleste danske hjem skal man ikke tage skoene af eller noget. [Men]

i pakistanske hjem, der gør man meget ud af, at man skal tage skoene af. Men det lærer man efterhånden. I hvert fald mine danske venner har lært det. (pakistansk mand)

En anden kurdisk mand fortæller om nogle danske venner, som han ser meget tit:

[de] er blevet meget kurdiske ... De ved i hvert fald, når vi sidder og hører kurdisk musik, hvad det er den musik appellerer til. Hvilke følelser, den musik appellerer til. Hvad der ligger til grund for den måde, hvorpå vi reagerer, og den måde vi hygger os på.

Venskabsforhold til danskere bliver af nogle svarpersoner på den ene side beskrevet som lettere og friere end det forhold, som man kan have til personer fra samme etniske minoritetsgruppe. Dette gælder ikke mindst, fordi de fleste svarpersoner er vokset op i Danmark (her ikke medregnet somaliere) og dermed er produkt af to kulturer. På den anden side kan kulturelle normer, herunder danskeres forståelse af disse, være hæmmende for samvær. En kur-disk kvinde fortæller, at hendes danske venner har svært ved at forstå at:

Når de siger, ”skal vi ikke tage til byen en dag, og så kan vi hygge os lidt”, så kan jeg ikke finde ud af at sige nej. At det er fordi jeg ikke må.

For så tænker jeg på, hvad de vil tænke om mig. Og så siger jeg, at det gider jeg ikke. Det er nemmere. Du lukker dig af. De har det jo ikke sådan, så hvad vil de tro? ”Åh, typisk indvandrer.” (kurdisk kvinde) Der kan også ske en vis marginalisering af tredjegenerationen, når disse vil knytte venskabsforhold med danskere, selv når forældrene

prioriterer sådanne venskaber. Den kurdiske kvinde, som blev cite-ret ovenfor fortæller således, at:

Når de [børnene] har fri fra fritidshjemmet, er det næsten altid sådan, at han [sønnen] har en [kammerat] med. Og der er jeg meget mere åben [end danske forældre] og siger ”ja, selvfølgelig må han have nogle venner, som han kan være sammen med, så han ikke keder sig” ... men det er meget sjældent, at min søn er hjemme hos dem. Og det er fordi de har regler, som jeg siger ... Hver gang, de er hjemme hos mig, så spiser de her, men min søn spiser aldrig hjemme hos dem. (kurdisk kvinde)

De regler, som den kurdiske kvinde her refererer til, er de tidsmæs-sige, som svarpersonerne synes eksisterer inden for danske hjem.

Aftaler skal indgås og tidspunkter for besøget skal diskuteres, før man besøger hinanden. Den tidsmæssige spontanitet, som hun mener at finde inden for sit eget hjem gør, at sønnen uden proble-mer kan have kamproble-merater med hjem, også til spisning, mens manglen på tidsmæssig spontanitet gør, at han i mindre grad kommer i danske hjem.

Mønstre for besøg og hvem man har på besøg, ændrer sig over tid.

En somalisk kvinde reflekterer:

Jeg får danskere på besøg i weekenden. I ugens løb er det somaliere.

[Der er den forskel at] ingen ting er vores [somaliernes] egne ting. Vi [somaliere] ejer alting i fællesskab. Jeg kan ikke sige nej til dem, hvis de siger at de vil tage nogle [af mine ting] med. Men har de boet her længe, så blander de sig ikke i alt. De er mere høflige.

Et spørgsmål som rejser sig, men som ikke umiddelbart kan besva-res ud fra undersøgelsen er, hvorvidt uformelt besøg særligt finder sted i ugens løb, mens mere formelle og aftalte besøg finder sted i weekenden? Hvad citatet i øvrigt peger på er, at den måde hvorpå somaliere omgås hinanden ændrer sig, efter at de er flyttet til Danmark. Et kollektivistisk præget princip viger for en forståelse af hjemmet som en sfære, som beboes og ejes af et individ og/eller en familie. I et længere perspektiv kan man således forvente, udfra

forudsætninger om en forbedret arbejdstilknytning blandt etniske minoriteter samt etablering af gensidig kulturel forståelse og hånd-tering af forskellige normer for samvær, at barrierer for samvær mellem danskere og etniske minoriteter mindskes. Hertil kommer dagtilbuds og grundskolens betydning for tredjegenerationens etab-lering af kontakter mellem etniske minoritetsmedlemmer og majo-ritetsbefolkningen, en betydning, som flere af svarpersonerne i den kvalitative undersøgelse understreger:

Jeg har en rigtig god dansk ven. Ham snakker jeg med alt om. Der er ikke noget der ... Ham har jeg sgu’ også kendt i lang tid. Vi har gået i børnehave sammen. (pakistansk mand)