Forslag og anbefalinger til metodeudvikling

-blevet fremhævet, at det er yderst centralt, at der løbende bliver fulgt op på udredningen, og at diagnosen kontrolleres under behandlingen (van Emmerik-van Oortmerssen et al., 2017).

-vigtigere at kigge på, hvilke symptomer der er mest generende og skaber vanskeligheder i hverda gen, end på ADHD-diagnosen isoleret set.

5.5.3 Sørg for, at patienten får ejerskab over behandlingen

En gennemgående anbefaling i interviewene var, at det er vigtigt, at patienten har ejerskab over behandlingen. Eva Karin Løvaas påpegede eksempelvis, at succesraten øges, hvis behandlingen udføres så meget på patienternes præmisser som muligt. For at sikre fastholdelse i behandlingen, og at patienterne overholder de aftaler, der indgås, er det således væsentligt, at patienten får et ejerforhold til aftalerne. Desuden var det tydeligt i fokusgruppeinterviewene, at behandlerne alle talte for en anerkendende og inddragende behandlingstilgang, som tager udgangspunkt i patientens be hov. Metoderne, der blev opfattet som mest lovende for målgruppen, var da blandt andet også MI og KAT, som er metoder, der netop inddrager patientens egne behov, ønsker og løsningsforslag.

Afslutningsvist anbefalede Birgitte Thylstrup, at man i metodeudviklingsprojekter etablerer bruger paneler, som muliggør, at interventioner kan undergå fx kulturelle tilpasninger, hvilket kan gøre, at interventionens målgruppe vil opleve indsatsen som mere meningsfuld. En anden fokusgruppedel tager påpegede også, at mange behandlingsprogrammer ofte er renset for ”virkeligheden”, og at de derfor ikke kan anvendes i praksis som tiltænkt. Derfor efterspørger han en metode-redskabskasse frem for nye metoder, hvor de enkelte værktøjer kan anvendes, alt efter hvilket individ man har med at gøre, og at behandlingen dermed bliver mere individuelt tilrettelagt.

5.5.4 En metode er bare en metode – relationer og rammer for metoden er mindst lige så vigtige

En anbefaling, flere af praktikerne også nævnte, er, at der er behov for at kigge bredere end blot de metoder, man anvender i behandlingen, og at patient/behandler-relationen og (de fysiske) rammer for metoden er mindst lige så centrale for behandlingens effekt. Behandlernes kompetencer til at agere med patienten og få patienten engageret er således helt afgørende for metodernes virkning.

Det blev desuden italesat, at en metode ikke er bedre end de ressourcer, der bliver givet til metoden.

Flere havde desuden oplevet, at behandlingsstedernes fysiske rammer havde stor betydning for denne målgruppe behandlingsdeltagelse, og at åbne glaskontorer fx kunne skabe koncentrations besvær. Den generelle anbefaling går dermed på, at metoder i sig selv ikke kan løse målgruppens udfordringer, og at implementering af nye metoder også bør afsætte nok ressourcer til de fysiske rammer og ikke mindst tage højde for vigtigheden af behandlernes relationelle kompetencer.

5.5.5 Hav også fokus på efterbehandling og opfølgning (chronic care-perspektiv) Særligt eksperterne, men også fokusgruppedeltagerne, fremhævede et behov for at have et ”chronic care”-perspektiv, hvor man anerkender, at både misbruget og psykiske problematikker kan blusse op igen, eller at borgeren kan have brug for efterbehandling. I norsk regi tager de højde for dette ved at indgå en kontrakt på ét år med dem, der indskrives i døgnbehandling, selvom de måske kun er indlagt i få uger. Årskontrakten giver patienterne en følelse af sikkerhed, og det gør det nemmere for behandlingen at ’gribe’ dem igen og få dem tilbage i behandling, hvis der skulle ske tilbagefald eller symptomforværringer. Birgitte Thylstrup påpeger også et behov for at anerkende, at der netop kan opstå kriser og behov for hjælp efter behandlingsforløb, hvorfor et chronic care-perspektiv netop er at foretrække og ikke nødvendigvis vil være dyrere på den lange bane. Her peger eksperterne fx på netværkstilbud, hvor borgeren får mulighed for at skabe nye netværk, men også fremskudt be handling, hvor borgeren følges efter behandling, og hvor dørene til behandling ’flyttes ud’ til borge ren. En del af fokusgruppedeltageren påpegede også behovet for at følge borgeren efter behand ling, og at dette skyldes, at de oftere ser tilbagefald blandt dobbeltdiagnose-patienter, fordi de typisk

-sluses tilbage i misbrugende netværk og samme livsvilkår, som før de kom i døgnbehandling. Ud over virksomme metoder er det således vigtigt at tage højde for, hvordan borgeren følges bedst muligt efter endt behandling, og hvordan man kan formå at etablere meningsfulde udslusnings-, efterbehandlings- og netværksprogrammer, der kan supplere og cementere behandlingens positive effekter.

5.5.6 Vigtigt at supplere med beskæftigelses- og boligrettede tiltag

En anbefaling, der også blev nævnt af flere fokusgruppedeltagere, er, at det er vigtigt at supplere med beskæftigelses og boligrettede tiltag, netop fordi praktikerne har oplevet, at denne målgruppe har store udfordringer med bolig, uddannelse og arbejde, pga. impulsivitet og manglende konse kvenstænkning. De fremhævede, at disse borgeres eksistensgrundlag ofte er udfordret af en meget lav eller ustabil indkomst samt en ustabil boligsituation, hvilket også skaber udfordringer for behand lingen, hvor det bliver en udfordring blot at ”få dem ind ad døren”. Flere praktikere oplever desuden, at vejen til meningsfuld beskæftigelse er ret lang for mange af disse borgere, fordi de ofte ikke trives i de etablerede uddannelsessystemer eller arbejdsfællesskaber. For at facilitere denne trivsel og give borgerne meningsfuldt indhold i hverdagen er det ifølge praktikerne således helt centralt, at der også suppleres med beskæftigelses- og boligrettede tiltag. En af fokusgruppedeltagerne foreslår eksempelvis en mesterlære-ordning, hvor mesterlærerne både fungerer som kontaktpersoner og fagpersoner for de unge, som kunne give de unge faglige succesoplevelser og en mere fasttømret position i samfundet.

5.5.7 Det er urealistisk at behandle alt væk, så samfundet bør også rumme og skabe større accept af målgruppens adfærd

Begge eksperter gjorde opmærksom på, at ADHD og misbrug også er samfundets ansvar. De på peger begge, at det nogle gange er urealistisk at tro på, at alt kan behandles væk, og at man også bør fokusere mere på inkludering og accept. Dette fokus bør ligeledes afspejle sig i behandlingen, kommunerne, familier, arbejdspladser og så videre, hvor man konstant bør spørge sig selv, om man kan gøre mere eller gøre tingene på en bedre måde end hidtil. Det anbefales således, at man har en større tolerance over hele linjen, og at omgivelserne bør acceptere, at nogle borgere ikke kan blive helt symptomfri, og netop kan rumme dette faktum og deres adfærd. Samfundet bør således blive bedre til at imødekomme og rumme personer, der eksempelvis er meget impulsive.

5.5.8 Mange i denne målgruppe burde få tilknyttet en koordinerende kontaktperson, der kan fungere som borgernes bindeled

Flere af interviewpersonerne har den opfattelse, at det kan være vanskeligt for målgruppen selv at navigere mellem flere forskellige systemer og kontaktpersoner. En fokusgruppedeltager beklager sig netop over, at systemerne arbejder isoleret på ”satellit-øer”, og at den eneste, der binder syste merne sammen, er borgeren, som i kraft af opmærksomhedsforstyrrelsen er en relativt ringe formid ler. Det kan således være problematisk, at borgeren selv skal være primus motor på at facilitere sammenhængen mellem systemerne og de forskellige indsatser. Det var en generel opfattelse blandt praktikerne, at de eksisterende kontaktpersoner eller koordinerende indsatser ikke har virket optimalt eller efter hensigten. Mange af interviewpersonerne ser derfor et potentiale i at få tilknyttet en case manager, patientmanager eller koordinerende kontaktperson, som i stedet for borgeren bliver bindeleddet og en medansvarlig tovholder mellem de forskellige instanser og indsatser.

-5.5.9 Den primære udfordring er ikke manglende metoder, men manglende sammenhæng og samarbejde

Især i den københavnske fokusgruppe stillede deltagerne sig kritiske over for behovet for nye me toder og påpegede, at der i højere grad eksisterer udfordringer med den nuværende organisering og overgange mellem systemer. De problematiserede i høj grad den silotænkning og den markante opdeling mellem sundheds- og socialsektoren og påpegede dermed, at borgernes problemer ikke løses af nye metoder, men snarere af helhedstænkning og indsatser ”hele vejen rundt”. Hverken psykiatrien eller misbrugsbehandling kan således stå alene i indsatser til disse borgere, og man bør fokusere mere på, hvordan man får samarbejdet mellem disse sektorer til at fungere bedre, eller om man helt bør gentænke den eksisterende organisering af dobbeltdiagnose-behandlingen i Danmark.

Eksempelvis påpegede flere interviewpersoner behovet for fx at have en psykiater tilknyttet de kom munale misbrugscentre, fordi det eksisterende samarbejde med psykiatere var meget afkoblet og tilfældigt. Desuden påpegede flere af praktikerne, at de metoder, vi præsenterede dem for, jo alle rede i høj grad bliver anvendt i praksis (fx MI, KAT, psykoedukation m.m.), både i psykiatrien og i misbrugsbehandlingen, og at der således ikke er tale om en mangel på metoder, men en mangel på tværsektorielt samarbejde og koordinerede indsatser. Disse organisatoriske overvejelser og ud fordringer vil vi beskrive mere i dybden i det kommende afsnit.