Forskningen, der omhandler de unge under 30 år, som er faldet ud af uddannelsessystemet og er blevet en del af kontanthjælpssystemet, er præget af, at der de senere år er sket et skift i forskningen. Der er i høj grad en tendens til at efterspørge forskning, der undersøger ’hvad der virker’, i forhold til at understøtte de unges vej i uddannelse. Jeg har derfor valgt at dele overblikket over forskningsfeltet op i den forskning, der foretages før 2010, og den der foretages efter.
’Unge i restgruppen’ er et begreb, der knytter sig den politiske interesse i at nedbringe antallet af unge, som ikke får en uddannelse, i det at ”størrelsen af denne kategori er omgærdet af den allerstørste politiske interesse på samme måde som for eksempel arbejdsløshedstallene” (Hansen 2003, p. 153). Det skal nævnes, at begrebet om restgruppen ofte erstattes af begrebet ’unge uden uddannelse’ eller
’udsatte unge’, da disse begreber ikke har en negativt værdiladet funktion, som det at tilhøre en restgruppe har (Hansen 2003; Katznelson 2004). Interessen for forskningen omkring disse unge er dog den samme.
Hvis man ser et par årtier tilbage, er der fra slutningen af 1990’erne og op gennem 00’erne stor interesse for at undersøge sammenhængen mellem de unges status som restgruppe og deres sociale arv. I 1997 peger således et stort forskningsprojekt
”Unge uden uddannelse” (Andreasen et al. 1997), bestilt af Undervisningsministeriet og knyttet til ’Uddannelse til alle,’ initiativet på en række karakteristika ved de unge. Således konkluderes det, at de unge, som ikke går i gang med en ungdomsuddannelse, er unge fra familier med lav indkomst, unge med ringe boglige færdigheder, og som kun har taget få 9. klasses afgangsprøve. Andre kvantitative undersøgelser viser samstemmende, at forældres indkomst og uddannelse øger unges chance for at gennemføre en uddannelse (fx Mehlbye 2000;
Andersen 2005; Olsen 2007). Når det handler om at undersøge, hvem de unge i
restgruppen er, ser der altså ud til at være ”en stærk kontinuitet i den sociale skævrekruttering i uddannelsessystemet og bekræfter og understreger altså en velkendt figur – nemlig at den sociale arv stadig har stor indflydelse på børn og unges uddannelsesmuligheder” (Pless 2009, p. 24).
Udover beskrivelser af hvem de unge i restgruppen er, peges der i ”Unge uden uddannelse” også på følgende faktorer som betydningsfulde for de unges vej ind på en ungdomsuddannelse: Målretning af vejledning om uddannelsesvalg, mere praksis i undervisningen, bedre sammenhæng mellem praksis og teori, fokus på praktikpladser, på det sociale miljø og på de unges trivsel (Andreasen et al. 1997).
Et andet centralt forskningsbidrag kommer fra SFI i 2005 (Jensen & Jensen 2005), som er en del af et tværvidenskabeligt forskningsprogram om social arv, og falder således inden for det, jeg kalder den frie samfundsvidenskabelige forskning. Denne undersøgelse peger på, at de unge, som ikke gennemfører en ungdomsuddannelse, er meget differentieret (Jensen & Jensen 2005). Derudover udfordres også den forskningsmæssige konsensus omkring betydningen af forældres indkomst og uddannelse, i det der her er fokus på, at også adfærd og kommunikation i familierne spiller en rolle. Derudover peges der på, at det faglige udbytte af skolegangen er væsentligt for de unge, som ikke gennemfører en ungdomsuddannelse, og at et øget fokus på den boglige indlæring, uddannelsernes sociale miljø, de unges trivsel, mere vejledning og mere fleksibilitet i forhold til praktikpladsproblemet, er centralt i forhold til at støtte de unge ind i en ungdomsuddannelse (ibid., p. 10-12). Der er således enighed i disse forskningsbidrag om, at der skal være en vis bredde i tiltagene for at hjælpe de unge ind på en uddannelse, i det der skal være fokus på både faglige, sociale, personlige forhold samt fokus på udfordringer med praktikpladser. Denne bredde er kendetegnende for den forskning, der omhandler de unge uden uddannelse og arbejde.
Bevæger man sig videre ind i den del af forskningsfeltet, som udspringer af den frie samfundsvidenskabelige forskning, erstattes begrebet om restgruppe med begrebet om udsatte unge. I en dansk kontekst tegner dette felt sig af forskere og kollegaer på Center for Ungdomsforskning. Det som er karakteristisk for disse forskningsprojekter er, at der er tale om ph.d-afhandlinger, hvor forskeren får mulighed for at foretage analyser, der netop ikke er bundet op på eksterne interesser eller formål. Disse afhandlinger har et perspektiv på de unges udsathed, som noget der ikke udelukkende knyttes til de individuelle unge men i stedet produceres i samspil med samfundsmæssige institutioner (Pless 2009; Katznelson 2004). De udsatte unge beskrives som en uhomogen sammensætning af unge med forskellige forudsætninger og behov (Katznelson 2004). Katznelson stiller spørgsmålet, hvem de unge er, og hvad der hjælper dem i uddannelse, i forhold til en større samfundsmæssig og teoretisk sammenhæng. Herigennem belyses det, hvordan en gennemgribende tendens til ’institutionel individualisering’ (Beck & Beck-Gernsheim 2002) spiller ind både i tilbuddet af indsatser og i de unges processer.
De unge er således ’dømt til individualisering’ og stilles til ansvar for deres
KAPITEL 3. HVAD VED VI?
situation og vej frem, samtidig med at der ikke er overensstemmelse mellem projekternes mål om en individuelt rettet indsats og de faktiske aktiviteter. De udsatte unge er: ”(…) præget af ambivalenser og kløfter som kræver en høj grad af støtte fra de sociale og strukturelle omgivelser, og som må baseres på en forståelse og accept af den indre logik hos disse unge, samtidig med at man må bibeholde opmærksomheden på de forskellige ydre logikker som mangel på jobs, undertrykkende og understøttende strukturer, skrevne og uskrevne regler på det stadigt mere globaliserede arbejdsmarked.” (Katznelson 2004, p. 232).
Tilsvarende viser Pless (2009) med sin afhandling om udsatte unges overgangsprocesser i uddannelse, at man fokuserer indsatser både på individuelle unge og på de generelle organisatoriske rammer i ungdomsuddannelserne, herunder også undervisningen. Derudover peges der på, at de unge præges af negative erfaringer fra grundskolen, problematiske familiemæssige erfaringer, udfordringer med at søge praktikplads, samt mødet med anerkendende læringsmiljøer og praksislæring, som spiller en rolle for de unges overgangsprocesser. Vigtigheden af vejledningsindsatsen fremhæves i den forbindelse i forhold til at støtte de unge i overgangsprocesser. Den gennemgribende tendens til individualisering viser sig også i denne afhandling, i kraft af at de unge italesætter deres vanskeligheder som individuelle problemer og således ingen kollektive forklaringsmuligheder har til rådighed. Ud over disse afhandlinger findes der en længere række forskningsprojekter og publikationer, som beskæftiger sig med de udsatte unge i forhold til uddannelse og arbejde (se fx Katznelson, Jørgensen & Sørensen 2015;
Görlich et al. 2011; Illeris et al. 2009, Katznelson 2007; Katznelson & Pless 2007;
Jensen & Jensen 2005; Illeris, Katznelson, Simonsen & Ulriksen 2002; Jensen &
Pless 1999).
Den viden, som denne afhandling producerer, står således på skuldrene af forskningsbidragene fra Katznelson og Pless. Det er med afsæt i en viden om de unge som en mangfoldig gruppe, der er præget af deres socio-økonomiske og familiemæssige forhold, af læringsmæssige og sociale forhold i deres skolegang, af udfordringer med praktikpladser, og at dette ikke kan undersøges isoleret ud fra den samfundsmæssige, institutionelle og strukturelle kontekst, de indgår i.
Afhandlingerne trækker på socialkonstruktivistiske (Katznelson 2004) og poststrukturalistiske (Pless 2009) perspektiver, og deler således teoretisk interessefelt. Men hvor socialkonstruktionistisk og poststrukturalistisk tænkning er inspiration for Katznelson og Pless, er de for mig den tænkning, jeg bygger afhandlingen op omkring. Med afsæt i den konstruktionistiske socialpsykologi går jeg til feltet med et andet blik. Dette blik kombineret med socialkonstruktionistiske og poststrukturalistiske teoribegreber og analysemetoder, går jeg anderledes til analyserne og producerer dermed også andre former for viden.