Ledende, borgerlige kræfter i husflidsbevægelsen så som nævntskævt tilland¬
bokvindernes nye broderiinteresser m. m. og udelukkede ofte deres broderi¬
arbejder fra husflidsudstillingernesom led i forsøgenepå enkulturfiksering af
dele af den nationale bondekultur. Denne for de fleste landbokvinder sikkert
uforståelige negative holdning har dog næppe haft større hæmmende indfly¬
delsepå broderi-oghækleinteressen.
Flere af deugeblade,manholdt på landet, begyndteatbringe broderimønstre,
ogibåde købstæder ogstationsbyer begyndte der at dukkebroderimagasiner
op, der leverede bådemønstre og garn. Mod disse incitamenter var husflids-bevægelsens »bandlysning« sikkert af ringe virkning; og atbroderi- og hækle-arbejderne ikkekunne udstilles ogpræmieres på officielle husflidsudstillinger
har sikkertligeledesværetudenstørrebetydning.
Med det almindelige sociale samkvem i landsbyerne udgjorde de enkelte hjempåenmådeen permanentudstilling for slægtenogdenøvrigeomgangs¬
kreds. Deforskellige broderi-oghæklearbejder i hjemmene harværet genstand
forenløbendekonkurrence, bedømmelseog præmiering- omend præmierin¬
gen, i form af øgetprestige, fandt sted under andre former end ved husflids-udstillingerne.
Forstanderinde AlfriedeFibiger, der i 1895 i etlængere indlægi
Husflids-tidendeslog til lyd forenmindre luksusprægethåndarbejdsundervisning af den jævnere landbefolknings døtre, karikerer netopforældregenerationens konkur¬
renceprægede interesse for de finere håndarbejder: »... selvom pigebarnet
næppemagter attrædeensynål (overhænger mødrene)ihærdigt lærerindenmed anmodningomendelig atlade »bette Ane« få lov til atlave»enlysedug«, en
pude elleretpibebrædt, der fremfor alt ikkemå stikkeopfor degenstande af
sammeart,somnaboens »MetteMarie«syedepå højskolen« (19).
Detstår tilbageatundersøge, hvilken lokal status delandbokvinder havde,
der fulgte husflidsbevægelsens ønsker omat selappede klæder, håndspunden
garnogstrikkede hoser ved udstillingerne. Deterligeledeset åbentspørgsmål,
hvilken lokalprestige der fulgte med depræmier, dissekvinder ofte belønnedes
med (20).
Til slut må det ikkeglemmes, atmange af de lokalehusflidsforeninger igno¬
rerede den københavnskeledelses modstand mod de»smagløse broderier« og gerne tog imod den nye »popkultur«. Sådanne »oprør« træffes dog sjældent
i deforeninger, der havdeenlokal godsejersomformand.
HusflidsforeningeniAsminderupsognv.Nykøbing Sjælland afholdtden 10.
marts 1895 udstilling, ogi det referat, der vartilgået Dansk Husflidstidende,
nævnes det uden skamfølelse, at dervar ca. 30 kvindelige arbejder i form af
kunstvævning, hækling og broderi (21). Det nævnes, at fem af dissearbejder belønnedesmedpræmie. Efterpræmieuddelingen oplæste maskinarbejder Chr.
Andersen »livligtogkvikt« toaf H. C. Andersens eventyr. Inden dansen, der afsluttedefesten,sangAsminderup Sangforening forskellige flerstemmigesange samtenlejlighedssang på femversforfattetafetmedlem ihusflidsforeningens bestyrelse, gårdbestyrer Lars Eriksen. Sangens sidste vers illustrerer måske nogle af de mål ogdetsyn, manisognethavde på husflidssyslerne-herunder også deomstridte broderi-oghæklearbejder:
Forkortelser:
DanskHusflidstidende: DHT
Nationalmuseetsetnologiskeundersøgelser: NEU
1 Ole Højrup, »Landbokvinden«, 1967,s. 248 ff. NEU opt. 14.960, gdr. Th. Sørensen, Agerskovpr.Bording (ForlovelseogBryllup). 2 DHT 1889s.8. 3 Allerede fra tiden førstiftelsen af DanskHusflidsselskaberdereksemplerpå,atmani godsejerkredsevar irriteret overlandbokvindernes øgede broderiinteresse. Proprietær Th. Hasle, »Holbæk Amt«, 1844,s. 191: »Manskulletro, at bondekonensatteenfornøjelse iat være klædt itøj,somhun selv havdeforarbejdet;mendeterhendesnartikke længergodt nok. Nu
skal hun og hendes mandoghendes børnværeklædte i dårligt tøj,som erkøbt af køb¬
manden, hvilket ikkeeraf sådangodhedsomhvergarnogvadmel,og erkostbarere,når det kunhar lidt fintudseende.-Denluxus,somharbegyndtatfå herredømmeoveralt, vil velsnartfordrive rokken afbondensgård(-blot den ikke forjagerbonden med!),og istedetforatsekonenspinde eller vindegarneller strikke, vilmanvelsnarttræffe hende
ved hendes broderier.« 4 Der findes fra 1800-årene flere eksempler på, at godser laderudføreforskelligearbejder såsom vejforbedringer, oprydning, spindearbejdem. m.
somlønnetbeskæftigelse for fattigearbejdsledige,d.v.s. somsocialbistand. Baggrunden
for disse bestræbelsererberørt i C.Hess,»Binæringer og husflidi 1800-årenes danske bondesamfund«,s.87 ff. (specialeopgave 1974, Inst.f.Europ. Folkelivsforskn.). Gods¬
ejer J.Å. Hoffmann Bang beretter fra sit egetgods, Hoffmannsgave, om spindingsom led igodsetsbistandsarbejde. Amtsbeskr. f. Odense Amt, 1843,s.390: »Flerefattige på godset beskæftiges oftemed groverespind,ogi dettrangeår 1831købtesendel hør for
hervedatgivedefattige,somvillearbejde, fortjeneste.« Etlæserbrev fraChristine Hvass'
mand medtitlen »Vinteren ogjulen«,der bragtes i DHT i 1888,s. 58,visertydeligt,at
manogsåpå Randrup lod udførespindogvævningsomsocialbistand: »...Vinteren på landet, hvor så få udearbejder kangøres,skullebenyttes så vidt muligt tiltærskning,men dentravlhed, der herskeromefteråret, foratfå alt banket af,erforenstordel skyld i,
atså mangearbejderegårledigehen ad vinteren. Jegvedmegetgodt,atmangevil sige,
at de ikke kan få folk tilattærske medplejl,men denerfaringharjeg ikke-jeg har
»Menvortværkmanej ipenge regne, deti kroner tæller velej stort,
dertil detkun dårligt vil sigegne,
ogforpenge erdet ikke gjort;
mendog sikkert kan såmangt et stykke,
af deting,manherserstillet frem,
væremed atgavne,glæde, smykke,
væremedathygge iethjem.«
altid kunnetfåarbejdereogdeler såvidt muligt arbejdetlige mellem plejlenogmaskinen.
Kunnedet så ikke engang gåop for folk, hvadpengeder ødsles bort til klædevarer,og folk atterfåtroen ogoverbevisningenom, atdet hjemmegjorte tøjerlangt billigereog varigere end detkjoletøj,manfår fra fabrikkerne.Hvormangefattigekoner kunne ikke tjeneen nødskillingmedatkarte ogspinde;menligeledes her-mange vil sige: Vi kan ikke få nogendertil. Detteerikkesandt.Derernok, der vil,ogdeterglædeligt,atder ogsåerdem endnu, der kan spindeogvæve-ogspindeogvæveganske fortrinlig. Men skal man have hjemmegjort tøj, skal man gribe sagen rigtig an. Jeg kalder det ikke hjemmegjort tøj, nårmansenderetpartiuld ned tilenfabrik i byenogafhenteretstykke færdigt tøj. Nej,hvad pigerne på gården ikke kan overkomme, skalmanlade husmands¬
konerne gøre; hvormange savnkunne ikke derved afhjælpes,oghvormeget personligt kendskab erhverver man sig ikkederved til defattige hjem. I det hele er mellem de bedrestillede på landet al for lidt personlig imødekommen mod arbejderen; arbejds¬
giveren skal løfte arbejderen op til sig,skal vise ham, athan ikke er enblot og bar maskine,men entænkendearbejder,somskal udfylde sin plads,ogat han,nårhan ud¬
fylder den godt, bliver påskønnet.« 5 P.EngelstoftogHans Jensen,»Bidrag til arbejder¬
klassens ogarbejderspørgsmåletshistorieiDanmark fra1864-1900«,Kbh.1931,s.60ff.
F.Skrubbeltrang, »Husmænd i Danmarkgennem300år«, Kbh.1942, s.72 ff. 6 For¬
standerinde ElfrideFibiger har ietindlæg i DHT 1895,s. 60ff.megetskarpt kritiseret undervisningen på landet i kvindeligt håndarbejde. Hun finder almueskolens og høj¬
skolerneshåndarbejdsundervisning nærmestskadelig p.g.a.deres luksuspræg: »...(om skolepigen på landet) »Hun kan i retning af læsning, skrivning og regning opnå det
samme somdrengene i sinskoletid ... Menhvad hun ikke kan hjælpesigmed erden undervisning, dertagersigte påhendes fremtidige stillingsomtyende, hustru ogmoder.
Hunlærer vel lidt»håndgerning« de fleste steder, men- desværre må man ofte både
leog græde over den måde, hvorpåhåndgerning drives i de allerfleste skoler. Medens
skolenførstogfremmest burde lærebarnetogdenungepigeat stoppeoglappe, strikke
enordentligstrømpeog syetstykke linned, lærer hunnu somoftest noglesnurrepiberier
- der kanvære gode nok til tidsfordriv for »fine folk«, men ikke tilnogen nyttei et tarveligt hjem - nemlig at hækle, brodere, filere, endog syning med uld ogsilke på klædeogfløjl, densåkaldte»kunstsyning«,der selvfølgelig for hendesvedkommende
ikkehar detfjernesteatgøremedsandogvirkelig kunst,undtagen udiegenindbildning.
Ulykkener,atdenmesteundervisningihåndgerning ude på landeteraldeles privat, og atdet kunerde færreste landsbyskoler der har dette fagsomfast led i deresundervis¬
ningsplan ... Deter derfor beklageligt, at der ikke længst har været nedlagt den be¬
stemtesteprotestmod denævnteforholdsforbliven i det anviste spor,thi deterjo dog
ikke tiltant ogstads,pigebarnet skal opdrages...« 7 DHT1881s.11ff. 8 DHT 1888
s.43. 9 DHT 1888s.65. Detskalbemærkes, atChristine Hvassikkenævnesvednavn i denciterede artikel.Hunomtales blotsom »enansetdame iJylland«,mendetnævnes, at brevskriversken modtog sølvmedalje ved udstillingen for en stor samling husflids-arbejder. Inst. f. Europ.Folkelivsforskning besidderenindbunden årgang af Dansk Hus-flidstidende,somhar tilhørt Christine Hvass. Alleartiklerogbemærkninger, der vedrører
hende eller hendes mand, erindstregetmed blæk ellerfarveblyant. Dette gælder også
artiklen »Gå hen og gør ligeså«. Det synes derfor alt i alt nærliggende at antage, at Christine Hvass er den anonyme brevskriver. 10 Mundtlig oplysning fra skovrider
JensHvass (apr. 1976). Seiøvrigt Gunnar Foss,»Randrup, Endatters minder fra barn¬
dom ogtidligste ungdom«. FraHimmerland ogKjær herred, årg. 1953-54, s. 292-308.
11 Ienbeskrivelseaf detplanlagte Folkemuseumsarbejdsopgaverogmuligheder skriver Bernhard Olseni 1881 (DHTs.91): »Vedatsamle de talrige levningerafvortidligere betydelige husflidskunstvil kunstindustrien få adgang tilathente ideer frahjemlige og
oprindelige kilderognavnlig derfra kunne skaffe sine frembringelsernogetaf detsær¬
præg,derersånødvendigt, forat etlilleland kan erhverve sig afsætning uden for sine
grænser.« I en artikel om »Danske Træskærerarbejder«, der bragtes tidligere på året (DHTs.39),slutterBernhard Olsen: »En støtteforsagenvilledetvære,hvisder kunne tilvejebringes en righoldig samling af danske træskårne ting til brug forde lærelystne
elever,og jeganbefaler hvervenaf den danske husflidskunst at støttede bestræbelser, jeg allerede har gjort i denne retning. Der findes endnu spredt omkring i landet, hvor hærget det enderaf opkøbernes talløse skarer, enstormængde træskårne ting ...hvor ringe ejerne end takserer dem (kan de dog) efteret fornuftigt udvalg tjene til belæring påetmuseum, ogvilblive modtagnemed taknemmelighed.« Se iøvrigt DHT 1913s. 82-87,stenografisk referat af »Møde til den danske husflidsvævnings fremme«. Minna Holm Kragelund har i sin artikel, »Gammelt påen nymåde-almue-inspirationen i nutidens tekstiler«, (Natmus. Arbejdsmark 1971 s.33-47) behandletDansk Folkemuseums rolle
som inspirationskilde for kunsthåndværkere og andre tekstilinteresserede i vort århun¬
drede. 12 Erna Lorenzen, »Folks tøj i og omkring Århus 1675-1850«, 197 , s. 268.
E. Damgård & P. H. Moustgård, »Et hjem-en familie«, 1970, s. 108. 13 DHT 1894
s.54.Seiøvrigt DHT 1913 s.85, 86. 14 DHT 1909s. 12ff. 15 Minna Holm Krage¬
lundsartikel, »Gammeltpåen nymåde...«,Natjnus.Arbjnark 1971 behandler Dansk Husflidsselskabs Vævestue (s. 35, 36). 16 De følgende synspunkter vedr. borgerlige
kredses bestræbelserpåatbevareeneksklusiv socialogkulturel identiteterbl.a.inspi¬
reretafBörje Hanssen,»Urban activity, urban peopleand urbanenvironment in Scan-dinavianhistory«, International journal of Comparative Sociology, Vol. IV-Number 2, Karnatak University, Dharwar, Indien, 1963. 17 DHT 1881 s. 32. 18 Hans Kirk,
»Daglejerne«1936/70 s.98. 19 DHT 1895 s. 61, jfr.note 6. 20 K.Understrup har i
sinbog, »Afbindestuens saga«, Århus 1918,s. 52,givetet eksempel på, hvorledes den jævne befolkning stod undrende overfor præmieringen af strikkede strømper ved en husflidsudstilling. I detnævntetilfældevarder taleomHerning by, hvis oplandgennem århundreder havdeværethjemsted forenstorstiletsalgsproduktion af strikkede »hoser«.
Både i DHT ogi lokale aviser samt evt. arkivalier fra husflidsforeninger vil detvære muligtatfindenavnepå kvinder, der har modtaget præmie for spind, lapningogstrik¬
ningo.lign. 21 DHT 1895s.27.
Summary
The Debate on theEmbroidered
Sofa Cushions
'DanskHusflidsselskab' (The Danish Society for Domestic Industry) was founded in
1873.Themostimportantpurposeof the societywasto encouragethe domestic industry
which wasconsidereda healthy sparetime occupation, especiallyfor the youth in the country.Inthecourseofafewyearsthedomestic industrymovementgrewcountry-wide
and got an active national following. About 1910 more than 400 local societies were existing, many of them having their own schoolhouses. The central organization of
themovement,The Danish Society for Domestic Industry,wasformany yearsdirected
andinfluencedbypeoplefromthelanded classes and theuppermiddle-classes.In1891
two women, both ardent supporters of thedomestic industrymovement,broughtup a violent debate in 'Dansk Husflidstidende' (the periodical of the movement), the topic being embroidering and crochet work. Christine Hvass,wife of alandowner in Jutland,
wantedtofight the increasing interestof thepeasantwomeninembroidering,etc.which
she considered useless andeven noxious. Shewanted thepeasantwomen to be encou-raged to be faithful totheir old textile trades, such as spinning, knitting, weavingand
needlework. Annette Jensen, needlework mistress from the island of Moen, did not agreetothis point of view butwasof the opinion that thesetradeshad become
meaning-less 'machine-work' which oughtto be left tothe textile factories. She found that the
interestsof the peasant women in embroidering and crochet work were both natural
andjust. A provisional analysis of the background of this controversy shows that in
thosedaysthedeclaredaimof the dominating circles of the DanishSociety for Domestic Industrywas tomaintain the old rough textile domestic industry. Considering the high social and cultural standards that for many years were dominating amongthe leaders
of the domesticindustrymovementthis attitude is quite understandable. The examina¬
tiontendstoshowthat the resistancetoembroidering and other less useful textile trades
wasbased uponthe socialeducationalpurposeandtheaesthetics of the patriotic roman-ticmovement which did in fact dominate the activities ofthe Danish SocietyforDo¬
mesticIndustry. This resistance,however,might also be dueto the fact that thepeasant women'sgrowing interests inembroidering and crochet workseenfromasocial
classi-ficationpoint of viewwasconsidered threateningto the old almost symbolic privileges
ofthe middle classes. To thesimple rural population, onthecontrary,who found itself
in the middle of thebig social and cultural breakthrough, the urban bourgeois
signifi-canceof theembroiderieswasconsideredaquality,andas amatterof fact, thepeasant women'snewinterest inembroidering and crochet work could notbe stopped because
of the pressure onpartof the Societynorforreasonsofrepeated banning of their works
onthe handicraft exhibitions. The debateonthe embroidered sofa cushions isanexample
of the social and culturalcontrastsinside the domesticindustrymovement - oneof the
so-called national movements of those days - and it throws light upon the different
reactionsoftwo social groups asto the development of theconceptof leasure time -hitherto unknownto the peasantry.