Facilitering som Tragedy of Culture

Jeg vil i dette afsnit forsøge at trække nogle overordnede pointer ud af min analyse, og med udgangspunkt i Georg Simmels begreb om Tragedy of Culture diskutere hvordan individet kan siges at være omspundet af en tragik, der ikke blot er kendetegnet ved moderne liberal ledelse, men er et decideret kendetegn ved den moderne kultur. Jeg skal understrege, at jeg stadig bevæger mig på et diskuterende niveau, hvor grænserne for analysens udsigelseskraft udfordres, og i dette lys skal dette afsnit måske læses som et oplæg til diskussion af begrebet Tragedy of Cultures rolle i moderne ledelsesforskning eller som udgangspunkt for videre forskning. Jeg starter med at præsentere min læsning af Tragedy of Culture, hvorefter jeg vil diskutere dets relevans med facilitering som ledelsesprogram.

Jeg har tidligere med udgangspunkt i Foucault (1984) præsenteret min forståelse af moral og moralkodeks i denne opgave, der begge opstår som dynamiske størrelser, som

installerer et bør i styringen (jf. afsnit 4.1). Simmels (2010) betragter heller ikke moral, som noget, der kan forstås i statiske termer, men er i stedet en del af den permanente bevægelse i livet (s.110-111). For ham er moralske idealer yderligere en forpligtelse, der installeres overfor individet gennem de to kategorier ”actuality” og ”ought”. Disse er nøglekategorier, da det giver Simmels muligheden for at adressere moral som den fortløbende proces, hvor individuelt liv samler sig om spændingen mellem grænserne for det aktuelle og de krav, der altid overskrider aktualiteten, hvad han kalder ”ought”

(Costea et al. 2012:26).

Simmels definerer kultur som ”Sjælens vej til sig selv” (Simmels 1911:183 i: Ørnstrup 1989:73) og understreger, at kultivering refererer til en indirekte oprigtighed i genstanden, hvormed kulturen må ligge præformeret i den. Han skelner yderligere mellem objektiv og subjektiv kultur. Objektiv kultur defineres som kulturelle former, der eksisterer over individer og subjektiv kultur som den levede erfaring for det konkrete subjekt (Costea et al. 2012:32). Han definerer Tragedy of Culture i sammenhængen mellem kultur og hans forståelse af moral som beskrevet ovenfor:

”Creative life is constantly producing something that is not life, that somehow destroys life, that opposes life with its own claims. Life cannot express itself except in forms which have their own independent existence and significance. This paradox is real, ubiquitous tragedy of culture […]”

(Simmel 1997:94)

I dette perspektiv opstår det moralske kodeks som facilitering installerer for både medarbejder og leder som en glimrende eksemplificering på Tragedy of Culture.

Facilitering producerer nemlig et kulturelt objekt i form af den ideelle leder og den ideelle mødedeltager, der opstår som særdeles komplekst, mangfoldigt og flertydigt.

Dvs. at netop i forsøget på at være repræsentant for den gode ledelse, der sigter mod menneskelig opblomstring, produceres i stedet en tragik. Det tvetydige forventnings-pres, som facilitering installerer i styringen betyder, at individet altid kan, og forventes, at være noget mere, end hvad han er. Netop dette mere repræsenterer overskuddet af muligheder, krav og forventninger, der stilles til individet. Det er denne idealforestilling om eksempelvis den både kollektivt og individuelt fokuserede mødedeltager eller leder, der både skal kunne åbne og lukke kontingens i mødesituationen, der danner det uopnåelige og uendeligt objektiverende kulturindhold, som Simmels kalder

”more-than-life” (2000:16). Dette mere som individet skal forholde sig til, er altså netop den objektive kultur, som står i skærende kontrast til det subjektive, konkrete og personlige liv som individet oplever. Det er præcist imellem disse to former for kultur at tragedien opstår:

”[Culture] produces objective creations on which it expresses itself and which for their part, as life´s containers and forms, tend to receive its further flows–yet at the same time their ideal and historic determinacy, boundedness and rigidity sooner or later come into opposition and antagonism with ever-variable, boundary dissolving, continuous life. Life is continually producing something on which it breaks, by which it is violated”

(Simmels 2000:103).

Tragedien opstår i måden, hvorpå individet udsættes for forskellige idealforestillinger, der produceres som objektive kreationer. Disse kreationer er netop udtryk for ovenstående objektive kultur som er defineret ovenfor. Individet skal aspirere mod til tider umulige forventningskrav om altid at være noget mere end han er, hvormed den levede erfaring, den subjektive kultur, aldrig vil opleves som den objektive kultur foreskriver. Det tragiske er nemlig, at individet som tidligere beskrevet, ikke kan være det hele. Det er umuligt at kunne udfylde det komplekse net af forventninger, som facilitering stiller til ham, hvormed tragedien optræder. Det ought som facilitering installerer overfor individet kan umuligt opretholdes, hvormed den subjektive oplevelse bliver en tragisk en af slagsen præget af utilstrækkelighed. Eller sagt på en anden måde bliver diskrepansen mellem ought og actuality umulig lukke for det aktuelle. At optræde moralsk korrekt bliver en praktisk umulighed. Der er dermed tale om en anden tragik end beskrevet i afsnit 8. Her var tale om en tragisk styring i kraft af, at den ikke kunne opretholde det den selv lover. I dette afsnit er der tale om et tragisk forhold for individet, da det umuligt kan imødekomme de krav, der stilles.

Således diskuterer dette afsnit, hvordan individet oplevelse af styringen er en tragisk en af slagsen.

For at binde sløjfe om de to delkomponenter i dette afsnit, kritikken af Andersen og Pors (2014) og Tragedy of Culture, vil jeg afslutte med en lille refleksion: Når de styringsmekanismer, der er på spil i dag (i facilitering red.) kan rummes i en pointe, som Simmels fremlagde for over 100 år siden, har de diagnoser, som Andersen og Pors fremsætter, den nødvendige distance til historien til at vide, at de ikke er en del af noget større? Er man i gang med at udvande begrebet samtidsdiagnose, ved at kalde eksempelvis potentialisering for diagnose? Måske kan begrebet tendens i højere grad kan rumme den usikkerhed, der er i at skrive historie i sin samtid, og stadig forholde sig åben for at flere tendenser kan være en del af forkromede samtidsdiagnoser? På et tidspunkt må man i mindste fald tage en diskussion i den akademiske verden, omhandlende konsekvenserne af at kalde fænomener i vores samtid for diagnoser.