E N KUNSTNERISK VÆKSTFAKTOR

så de får musikken ud til et publikum, og så kunsten skaber fremdrift til samfundet. Kulturmi-nisteriet står igen med en splittet politik, der siger ét, men ønsker noget andet.

og-fordrende (Kulturministeriet, 2012). For at sikre at koncertudbuddet kan være dette, skal musikken være eksperimenterende: “Fornyelse og udvikling er livsnødvendige for kunsten. Der-for må og skal der være plads til eksperimentet i musikken. Uden eksperimenter og avantgarde ingen fremdrift, ingen udfordringer og ingen kunstnerisk dialog.” (Kulturministeriet, 2012, s.

10).

Kulturministeriet berører her vigtigheden af kunstnerisk dialog. Vi genkender tematikken fra vores semantiske analyse, idet en udfordrende og eksperimenterende kunst altid har været et vigtigt indsatsområde for Kulturministeriet.

5.3.2. Identifikation af forskellens yderside

Den eksperimenterende og udfordrende musik iagttages dog at være udfordret rundt om i landet som konsekvens af, at spillestederne er presset økonomisk. Heraf iagttager vi også den umarkerede side af forskellen - økonomien:

“Men det er blevet sværere for spillestederne at få økonomien til at løbe rundt. Taberne bliver vækstlaget, de nye, de unge og de kunstnerisk eksperimenterende solister og grupper på den rytmiske scene, som kun sjældent får chancen, fordi spillestederne kun tør engagere de velprøve-de og sikre kort. Også publikum taber, når økonomien i at drive spillested bliver ringere. Det skaber nemlig en stadig mere skæv geografisk balance, hvor den gode livemusik koncentreres i de større byer og navnlig i hovedstadsområdet.” (Kulturministeriet, 2012, s. 7).

Økonomien er ikke en del af kunsten, og musikudvikling handler ikke om at skabe profit, men om at skabe inspirerende og udfordrende kunst. Kulturministeriet iagttager dog alligevel, at økonomien har en vital betydning for musikerne og for publikum. Dette er en fremmedrefere-rende beskrivelse af, hvordan spillestederne agerer, og hvilken situation de befinder sig i. Kul-turministeriet iagttager, at spillestederne kun tør engagere de velprøvede og sikre kort, der tiltrækker et publikum. Kulturministeriet iagttager også, at den økonomiske situation går ud over publikum, idet mangfoldigheden og variationen i koncertudbuddet begrænses.

Disse omverdensbeskrivelser bruger Kulturministeriet til at konstruere et behov for at tilføre flere penge til musiklivet i Danmark for at redde taberne i form af vækstlaget, de nye, de unge og eksperimenterende kunstnere.

Denne konstruktion fordrer igen en strukturel kobling til det økonomiske system, og kommu-nikationen må låne den økonomiske logiks kode til at træffe beslutninger om tildeling af støt-te: “Spillestedsstøtten suppleres af en særskilt transportstøtteordning, som sikrer, at kunstnere kan optræde i hele landet, uanset geografiske afstande.” (Kulturministeriet, 2015, s. 7). Kul-turministeriet iagttager her økonomien som et middel til at løse de udfordringer, som deres styringsgenstand, musikken, står over for. Det iagttages at være urentabelt for kunstnerne at rejse rundt i landet, hvorfor Kulturministeriet må tildele økonomisk støtte for at sikre et mangfoldigt koncertudbud i hele landet.

5.3.3. Forskellens re-entry

Kommunikationens umulighedsbetingelser opstår i det øjeblik, at Kulturministeriet inddrager økonomien på kunstens side og begynder at skelne mellem kunst - der er rentabel, og kunst - der ikke er rentabel. Kulturministeriet skelner mellem de nye kunstnere og de velprøvede sik-re kort. De velprøvede siksik-re kort er sik-rentable og behøves derfor ikke støtte. Det gør derimod de nye og eksperimenterende kunstnere, der ikke kan klare sig på markedets præmisser. På den måde bliver musikudviklingen paradoksal, idet Kulturministeriet nu iagttager to former for kunst. Den kunst, der kan betale sig, og den kunst, der ikke kan betale sig.

Dette iagttager vi blandt andet i det følgende: “Honorarstøtteordningen er med til at sikre

ud-sikrer, at spillesteder og musikforeninger også afholder koncerter, der ikke giver overskud, fx koncerter for børn og unge.” (Kulturministeriet, 2018, s. 7).

Kulturministeriet forsøger at skelne mellem kunst/økonomi, men kan ikke skelne. Dette med-fører, at forskellen genindføres i sig selv, og Kulturministeriet må styre på både kunsten og økonomien. Det bliver blandt andet en kulturpolitisk opgave at sikre, at der er koncerter, der giver overskud, og koncerter der ikke giver overskud. Kulturministeriet skal foranledige beg-ge typer af koncerter for at indfri deres ambition om, at kulturpolitikken når ud til alle. En an-den ambition, som også fungerer som eksempel på an-den paradoksale kommunikation, er, at musikken skal fungere som økonomisk vækstfaktor (Kulturministeriet, 2012, s. 5).

Hvor Kulturministeriet før genindtrædelsen iagttog musik som kunst, og de bærende kriterier var kvalitet, eksperimenteren og mangfoldighed, iagttages musik efter genindtrædelsen både som kunst og som økonomi. Kulturministeriet iagttager ikke længere, at musikerne skaber musik ud fra deres kunstneriske drive: “De ved, at de går ind til en usikker tilværelse, men de spiller, synger og komponerer, fordi de ikke kan lade være, og fordi det er det eneste, de vil.”

(Kulturministeriet, 2015, s. 3).

Det er nu i stedet i lige så høj grad spørgsmålet om rentabilitet, der er det afgørende kriterium for musikproduktionen: “Ordningen bidrager til, at musikere kan optræde i hele landet uanset geografiske afstande, og at musikere kan takke ja til spillejobs, som ellers ikke ville være økono-misk rentable.” (Kulturministeriet, 2018, s. 8), “Selvom det at være kunstner er hjerteblod, er det vigtigt, at vi i dag har en lang række ordninger, som er med til at understøtte, at man som kunstner ikke bare lever for musikken, men også kan komme til at leve af den.”

(Kulturministeriet, 2018, s. 3).

Kulturministeriet iagttager, at musikerne ikke ønsker at takke ja til de urentable jobs, ligesom det heller ikke er nok at leve af musikken. Økonomien er dermed blevet et mål i sig selv, som Kulturministeriet må varetage på baggrund af deres omverdenskonstruktion.

Tilbage står Kulturministeriet over for det paradoks, at de på en og samme tid skal sikre, at musikken udvikles på kunstens vilkår, samtidig med at den kan betale sig. Det er en politik,

der beundrer kunsten og ønsker mere af den, men som begrænser selvsamme kunst ved at give den et økonomisk formål også.