Med den foregående analyse har vi forsøgt at frembringe mulige elementer, som kan påvirke jordemødrenes italesættelse af den normale fødsel, og hvordan denne italesættelse kan påvirke jordemoderens mulighed for at understøtte den normale fødsel. Vi har gennem analysen af hhv. Wackerhausen og Blåka fundet fire temaer, som ønskes diskuteret; Udvikling, Diskurs, Forskel på jordemødre, afdelingsjordemødre og læger og Kvinden ift. projektets
problemformulering.
6.1.1 UDVIKLING
Når jordemødrene beskriver, hvad de forbinder med den normale fødsel, er de enige om, at det grundlæggende er ”en fødsel uden indgreb”. Hertil forekommer divergerende holdninger til, hvorvidt denne kan indeholde fx epidural. Disse divergerende holdninger formodes dels at tage afsæt i, hvilke erfaringer jordemødrene har med epidural, og hvad de jf. Wackerhausen betragter som værende godt. Ifølge vores analyse fremgår det, hvordan jordemødrenes opfattelse af “godt” sidestilles med det, som de opfatter værende normalt. Jf. Wackerhausen kan det antages, at det statistiske gennemsnit kan have betydning for, hvordan jordemødre italesætter den normale fødsel, da begrebet normal, ifølge ham ikke er statisk men ændres med tiden ift. hvad der gøres meget og bliver et udtryk for gennemsnittet. Dette kan spille en rolle ift., hvordan jordemødrene italesætter den normale fødsel på en obstetrisk fødeafdeling, idet der her i højere grad gøres indgreb (Overgaard 2009). Det er dog vanskeligt at afgøre, om måden jordemødrene italesætter den normale fødsel på alene skyldes, at størstedelen af alle fødsler foregår på en obstetrisk fødeafdeling, eller om det i højere grad skyldes en generel tendens i fødselsomsorgen, fx antallet af førstegangsfødende, der får vestimulerende drop (Kjeldset 2013). Jf. indledningen er det efterhånden kendt viden, at fødslerne har ændret karakter efter de er flyttet ind på de obstetriske fødeafdelinger. Som det fremgår af analysen, synes rammerne for den normale fødsel samt lægerne og deres position at have indflydelse på vores problemstilling. Vi ser bl.a., hvordan det gentagne gange inden for flere af vores
33
kategorier kommer frem, hvordan jordemødrene oplever betingelserne på den obstetriske afdeling som hindrende, og at den fødselsvidenskabelige diskurs har betydning for deres arbejde. Dette ser vi fx, når jordemødrene ønsker at individualisere deres omsorg, som de pga.
de gældende procedurer ikke oplever at have mulighed for. Dette kommer til udtryk, når jdm.1 i Behov for individuel vurdering har et ønske om "tid nok", hvilket vidner om, at det eksisterende tidsperspektiv ikke er nok og er en hindring i hendes arbejde med den normale fødsel. En måde, hvorpå jordemødrene selv forsøger at løse dette, er ved at omgås
proceduren. En procedure jordemødrene forholder sig løst til og anvender med
modifikationer. Det fremgår af analysen, hvordan de ved fx at notere et senere starttidspunkt for presseperioden indirekte understøtter, at fødslen forbliver normal, da der ellers ifølge proceduren skal gøres andre tiltag. Det bliver her synligt, hvordan jordemødrene er bevidste om, at rammerne på den obstetriske afdeling og lægerne i nogle tilfælde kan påvirke
jordemødrenes arbejde med den normale fødsel i retning væk fra, hvad de ser som værende normalt. I forlængelse heraf fremgår det af analysen, hvordan jordemødrene i nogle
situationer ser anvendelsen af proceduren som en nødvendighed og som et led i en faglig korrekt håndtering af fødslen.
Afsnit 6.1.1: Nanna Høgsted Yakubu
6.1.2 DISKURS
Blåka beskriver, at argumentationen er i fokus ift. den herskende diskurs, og hvad der ses som værende gyldig fødselshjælp (Blåka 1997,s.20). I analysen finder vi frem til, hvordan
jordemødrene har en oplevelse af, at deres erfaringer ikke vægtes tilsvarende højt som evidens. Jdm.2 beskriver bl.a., hvordan det kan ses som værende nødvendigt, at jordemødre via forskning får nogle flere argumenter for den normale fødsel. Dette kan problematiseres, da det kan være et udtryk for, at jordemødrene ikke selv ser deres faglighed værende lige så gyldig, da det ”blot” bunder i erfaring. Dette kommer frem i analysen, når jordemødrene i nogle tilfælde føler sig underlagt den fødselsvidenskabelige diskurs og ikke oplever, at deres erfaringer er god og faglig praksis ift. denne. Det fremgår således i analysen, hvordan
jordemødrenes anvendelse af deres erfaringer kan blive noget, som jordemødrene oplever at skulle gøre bag lukkede døre på fødestuen. Dette til trods for, at jordemødrene mener, at deres erfaringer kan være med til at understøtte fødslen i at forblive normal. Ligeledes fremgår det i analysen, hvordan jordemødrene bevidst modificerer og omgår procedurerne for at fastholde, hvad de vurderer som normalt og som god praksis.
34
Blåka beskriver, at når en diskurs nærmest har monopol på, hvad der ses som gyldig
fødselshjælp, da medfører dette, at flere diskurser eksisterer sideløbende (1997,s.79-80). Man kan derfor forestille sig, at jordemødrenes beskrivelse af, at de kan understøtte den normale fødsel ved at undgå at italesætte deres handlinger og erfaringer, er et udtryk for en
sideløbende diskurs. Dette virker snarere som en modreaktion på den fødselsvidenskabelige diskurs, idet en sideløbende diskurs bør medføre, at jordemødrene argumenterer for deres handlinger og synspunkter, som jordemødrene ifølge fokusgruppen bevidst undgår ved at blive på fødestuen bag lukkede døre. Man kan undre sig over, om den jordemoderfaglige diskurs reelt set er at finde på fødegangen, eller om der blot er tale om en modreaktion til den fødselsvidenskabelige diskurs. Det fremgår af vores analyse, hvordan jordemødrene
oparbejder erfaring i at argumentere over for lægerne ved at samtale med
afdelingsjordemødrene. Dette kan ses som et udtryk for, at jordemødrene har en oplevelse af, at det kan være nødvendigt at have argumenter for at undgå lægelig indblanding og kan således ses som en måde, hvor jordemødrene oplever, at de kan understøtte den normale fødsel. Jordemødrenes behov for argumenter, som de oplever værende understøttende for at bevare fødslerne normale, kan ses som et udtryk for, at jordemødrene har en sideløbende diskurs til den fødselsvidenskabelige. Argumentation for deres handlinger, og hvad der ses som værende gyldig fødselshjælp, vil, jf. Blåka være i fokus i en sideløbende diskurs (Ibid, s.20). Dette kan ses som et udtryk for, at der alligevel forekommer en diskursiv kamp mellem den jordemoderfaglige og den fødselsvidenskabelige diskurs, som Blåka beskriver.
Afsnit 6.1.2: Fie Lyndorff Svendsen
6.1.3 FORSKELLE PÅ JORDEMØDRE, AFDELINGSJORDEMØDRE OG LÆGER Jordemødrene beskriver forskellige oplevelser ift., hvordan de oplever, at lægen kan være med til at understøtte det normale, men også kan påvirke dette negativt. Vi har i analysen fundet, at den faglige refleksion med afdelingsjordemoder og læge er med til at forme måden, som jordemoderen italesætter den normale fødsel på. Det spiller derfor en afgørende rolle, hvem disse refleksioner diskuteres med, da dette tilsyneladende er med til at påvirke
jordemoderens mulighed for at understøtte den normale fødsel. Det er således relevant for den enkelte jordemoder, hvem hun taler med, når det handler om at understøtte den normale fødsel. I nogle tilfælde bidrager både afdelingsjordemoder og læge til en understøttelse af den normale fødsel, mens de i andre tilfælde opleves at gøre det modsatte.
Jordemødrene italesætter ligeledes, hvordan der er forskel på de forskellige
35
afdelingsjordemødre og læger, og om de har fokus på at understøtte den normale fødsel eller ej. Det fremkommer, at der også er variationer i, hvordan jordemødrene i fokusgruppen taler om den normale fødsel. Dette ses bl.a., når jordemødrene ikke er enige om, hvorvidt den normale fødsel bør indeholde epidural eller ej. Man kan antage, at disse subjektive forskelle blandt de sundhedsprofessionelle kan være et udtryk for, at man ikke kan sige, at en
faggruppe som fx lægerne nødvendigvis er fortalere for den fødselsvidenskabelige diskurs.
Dette kan ligeledes være et udtryk for, at forskellige sundhedsprofessionelle har forskellige risikoopfattelser, som vi jf. analysen har fundet frem til. I Blåkas optik forekommer der en klar opdeling mellem de to diskurser, hvor vi gennem analysens fund er kommet frem til, at disse to diskurser ikke nødvendigvis er så opdelte. Jordemødrenes udtalelser i fokusgruppen vidner ifølge os om, at det er forskelligt, hvilke jordemødre og læger der er fortalere for hhv.
indgreb og understøttelse af den normale fødsel ved fx at forsøge sig med andre metoder som stillinger m.m. Vi finder således ikke, at opdelingen mellem diskurserne nødvendigvis er så markant, som Blåka beskriver.
Afsnit 6.1.3: Nanna Styhm Jensen
6.1.4 KVINDEN
Kvindens ønsker synes, gennem analysen, at have stor betydning for, hvordan jordemoderen ser sin mulighed for at understøtte den normale fødsel. Som det fremgår, kan disse få
jordemoderen til at yde en omsorg, der ikke stemmer overens med hendes erfaring og viden om konsekvenser jf. Wackerhausen. Dette kommer til udtryk i analysen, når jdm.4 oplever det som vanskeligt at ”forklare sig ud af” og føler sig nødsaget til at tage hensyn til kvindens ønske. Jf. analysen kan dette skyldes, at det, som jordemødrene oplever værende godt og kvindernes ønsker, er et vigtigt aspekt ift., hvad der opfattes som normalt og deres mulighed for at understøtte den normale fødsel. Jf. Wackerhausen er det centrale, at jordemoderen altid bør have kvindens ønsker for øje. Det fremgår således af analysen, at kvinderne synes at have betydning for jordemødrenes arbejde ift. at understøtte den normale fødsel. Jordemoderens erfaring og overbevisning om, hvad der er god fødselsomsorg for kvinderne, stemmer ikke altid overens med det, som kvinderne ønsker. Dette kan vanskeliggøre jordemoderens arbejde, da jordemoderen kan finde det svært at argumentere mod kvindens ønske, da jordemoderen jf.
Wackerhausen bør have fokus på, hvad der ifølge kvindens optik ses som værende godt. Her kan det diskuteres, hvilken viden der ligger til grund for kvindernes ønsker, og om kvinderne reelt set ved, hvilke konsekvenser det kan have, når der fx foretages HSP eller sættes s-drop.
36
Ifølge Wackerhausen ses det aktuelt, at jordemoderen varetager kvindens langsigtede mål og værdier, særligt hvis “kvinden er ved siden af sig selv”. Blåka taler derimod om et
asymmetrisk forhold mellem kvinde og jordemoder, hvor jordemoderen har magten til udvide eller indsnævre kvindens frihed. Magtbegrebet er således forskelligt hos hhv. Wackerhausen og Blåka. Set fra Wackerhausens perspektiv, handler det for jordemoderen om at tage hensyn til kvindens perspektiv, i de handlinger hun foretager, hvor det hos Blåka handler om et ulige forhold baseret på magt. Ment på den måde at jordemoderen i sin handlen skal tage hensyn til kvindens variationer i fødselsudtrykket, men at jordemoderen ifølge Blåka har magten til at gøre dette og bliver den “styrende”. Hos Wackerhausen er det derimod kvinden, der bør være katalysator for jordemoderens handlinger.
Afsnit 6.1.4: Sidse Rikke Christensen