Diskursive kampe

Forankret i Blåka og Eris’ teori omhandlende, at der i fødselshjælp eksisterer en jordemoderfaglig og en fødselsvidenskabelig diskurs, fremstilles i opgavens tredje analysefase, hvordan jordemødre udkæmper diskursive kampe på obstetriske afdelinger.

Kampene sker mellem videnskundskaber og erfaringskundskaber og mellem to forskellige opfattelser af fødekroppen: objektivisering og kroppen som en ’natur’, der ikke skal beherskes, men snarere følges. I forlængelse af diskussionsafsnittet om konkurrerende definitioner af den normale fødsel vil der i dette afsnit blive diskuteret metoder, som jordemødre praktiserer, når de ønsker at fastholde den normale fødsel og dermed skabe deres egen jordemoderfaglige fødselsdiskurs. Dette sker for at komme nærmere en forståelse af opgavens problemfelt.

I empirien udtrykker jordemødrene, at deres handlefrihed i forhold til den normale fødsel udfordres, hvilket kan ses som jordemødrenes tab af mulighed for at skabe en egen diskurs. Ifølge Blåka fremstår den fødselsvidenskabelige diskurs som den ’sande’, da den er koblet til evidensbaseret viden, som vinder magt over den erfaringsbaserede (Blåka 1997:79). Den hierarkiske opbygning på obstetriske afdelinger er derfor en

’naturlig’ magtfordeling, hvorfor en indbygget asymmetri og mulige antagonismer¹⁰ mellem obstetrikere og jordemødre bliver en realitet: ”(…) ingen diskurs kan etableres totalt; den er altid i karambolage med andre diskurser, der definerer virkeligheden

10 Diskursteoriens begreb for konflikt (Jørgensen & Phillips 1999:60).

Anna Sofie

anderledes (…)” (Jørgensen & Phillips 1999:60). Men er kampens udfald afgjort på forhånd? Er det muligt for den jordemoderfaglige diskurs at opnå hegemoni¹¹?

Studiet ’Professional role and identity in a changing society’ tegner et billede af jordemødre på obstetriske afdelinger, der føler sig mere assisterende i deres rolle end tidligere, hvilket er en konsekvens af, at obstetrikere og teknologiske hjælpemidler efterhånden overtager deres domæne. Dette udfordrer jordemødres professionelle identitet grundet en faldende tiltro til deres kliniske erfaring og bliver et udtryk for, at jordemødre føler et pres fra omgivelserne for at agere på bestemte måder. I studiet

’Keeping birth normal’ er der ikke eksplicit tale om, at jordemødre føler et pres, men de føler sig dog nødsaget til at ’gribe ind’ og handle med mindre interventioner i fødslen for at holde den normal. Desuden pointerer en jordemoder, at overdreven fokus på det normale kan være et problem, da der opstår risiko for at overse mulige komplikationer. I vores egen empiri kæmper Tove diskursivt mod fødselsskematisering, og Line fortæller, hvordan obstetrikere ’forstyrrer’ på fødestuen under normale forløb, hvilket virker stressende. Når Tove påpeger, at procedurer begrænser hende i at fastholde den normale fødsel, bliver disse et udtryk for den fødselsvidenskabelige diskurs, som hun føler dominerer. Dette tolker vi som, at en del af den viden, som Tove baserer sit faglige skøn på, tillægges mindre værdi og dermed ikke opfattes som havende samme autoritet i fødselssituationen, hvilket kan problematiseres. Det jordemoderfaglige skøn konstituerer jordemoderens fagområde og inddrages i alle sammenhænge i jordemoderpraksis. Hvis skønnet mistes i praksis, finder vi, at grundlaget for jordemoderfagets selvstændighed begrænses.

Jordemødrenes ytringer kan ses som en kamp for at skabe en jordemoderfaglig fødselsdiskurs og en følelse af både at miste autonomi og klinisk anerkendelse. På empirisk grundlag ses en tendens til, at den fødselsvidenskabelige diskurs fremstår mere

’sand’ på obstetriske afdelinger, fordi den er forankret i et videnskabeligt sprog, hvor alt kan kvantificeres, hvilket ikke i nær samme grad gælder det jordemoderfaglige sprog.

Det medfører, at den fødselsvidenskabelige diskurs tildeles afgørende magt.

11  For at opnå hegemoni kræves at opståede antagonismer, bliver opløst. Dette nødvendiggør at én diskurs

igen alene dominerer dér, hvor der før var konflikt (Jørgensen & Phillips 1990:61)

Jordemødrenes stræben efter en jordemoderfaglig diskurs bliver i høj grad et udtryk for en reaktion mod en anden diskurs – snarere end en decideret skabelse af egen. Derfor kunne man anfægte Blåkas fremstilling af diskurser i fødselshjælpen som værende for opdelt: jordemødre er ’blinde’ italesættere af den jordemoderfaglige diskurs, mens obstetrikere repræsenterer den fødselsvidenskabelige. I den optik modsiger diskurserne hinanden, og de to professioner kommer til at tilhøre to forskellige ’verdener’. Det bliver derfor diskuteret i det følgende afsnit om de nogensinde kan ’følges ad’?

Det er vores indtryk, at der på obstetriske afdelinger er betydelige forskelle inden for faggrupperne i forhold til italesættelser af fødslen – om de er biomedicinsk eller fænomenologisk orienteret. Trods en uundgåelig indbygget antagonisme mellem de forskellige professionsaktører kan en biomedicinsk og fænomenologisk diskurs være mere eller mindre udtalt hos henholdsvis jordemødre og obstetrikere. Eksempelvis kan nogle jordemødre være tilhængere af teknologiske hjælpemidler (fx CTG, STAN), mens nogle obstetrikere kan være mere afventende i deres behandling, hvilket potentielt kan understøtte den normale fødsel og dermed tendentielt orientere sig mod en jordemoderfaglig diskurs. Desuden er nogle obstetrikere mere villige til at samarbejde, og nogle jordemødre besidder en højere grad af autonomi end andre – og omvendt.

Derfor er jordemødre næppe kun en del af facilitering af en jordemoderfaglig diskurs, men også den fødselsvidenskabelige. Man kan derfor ligeledes kritisere Blåka for at opstille et ideal for jordemoderfaglig omsorg, der implicit omfatter alle jordemødre, hvorfor teorien kan fremstå generaliserende. Det skal dog nævnes, at Blåka og Eris fremstilling af de to diskurser – ’belief systems’ – fremstår mindre opdelt og derfor åbner op for ny fortolkning.

Grundet hospitalskontekstens hierarkiske og organisatoriske opbygning kan jordemoderen dog aldrig træffe den endelige beslutning. Men er det muligt, at den jordemoderfaglige diskurs opnår relativ autonomi? Trods magtfordeling og en udvikling i fødselshjælpen, der er præget af teknologisering og risikotænkning, udtaler jordemødrene fx, at den øgede tilstedeværelse af obstetrikere har medført en bedre dialog og et gavnligt samarbejde mellem faggrupperne. Det jordemoderfaglige skøn ekskluderer derfor ikke nødvendigvis biomedicinsk viden, men evidens og

fødselsvidenskab kan suppleres med subjektiv og situationel viden og erfaring, som jordemoderen besidder. Når der opstår antagonismer i mødet mellem jordemoder og obstetriker, er det altså ikke utænkeligt, at jordemoderen kan opnå relativ autonomi – og hendes diskurs dermed får lov til at sameksistere med en mere videnskabelig diskurs.

Udfordringer i forhold til at fastholde den normale fødsel kan dog ikke alene begrundes med, at stort set alle fødsler i dag finder sted på obstetriske afdelinger. Det kan ikke udelukkes, at andre tendenser i fødselshjælp kan udfordre jordemødres opfattelse af den normale fødsel, fx en stigning i gravide med højt BMI, GDM, høj maternel alder mv. På baggrund af opgavens empiriske grundlag ses desuden, at stigende krav fra fødende/par også influerer jordemoderens beslutningsproces og fastholdelse af den normale fødsel.

Dette kan fx være, hvis kvinden har et ønske om smertelindring i form af epidural, ønsker kejsersnit eller kontinuerlig overvågning af barnet.

Dette afsnit har kredset om jordemødres udfordringer i forhold til at skabe en særegen faglig diskurs. I næste afsnit diskuteres, hvordan jordemødre påvirkes af risikotænkning – og hvordan en forhandling af risici udspiller sig på obstetriske afdelinger i stræben efter den normale fødsel.