Strategien kobler Treatment First på en omsorgstilgang, der må brydes med, idet denne tilsynela-dende ikke har inkluderet borgerene i en tilstrækkelig grad, i deres eget liv. Intertekstuelt kan stra-tegien trække på tanken om, at den traditionelle omsorgstilgang i det sociale arbejde, ofte har været anset som formynderisk. I denne tilgang har borgeren været ’offer’ for socialarbejderens omsorg, idet socialarbejderen ofte har påtaget sig en ekspertrolle. Dette har bidraget til en passiv, afhængig og umyndiggjort klient, hvilket tillige har skabt et asymmetrisk magtforhold imellem socialarbejder og klient (Bømler 1994, Eplov 2010 et. al., Järvinen 1998).
I strategien fremhæves det, at støtten i Housing First-tilgangen er centreret omkring recovery og rehabilitering, hvilket er metoder, der præger det nutidige sociale arbejde (Villadsen 2004). Dette
41 understreges af: ”(…) at tage udgangspunkt i borgerens egen oplevelse af behovet for støtte (…)”
(SFI & Rambøll 2013:26). Hvor borgeren i Treatment First førhen ’modtog’, fordrer Housing First, at borgeren i højere grad skal i centrum for at ’yde’.
Ses der på udsagnskraften i strategiens beskrivelse af omstillingen til Housing First, er der en for-dring/løfte om fremgang; recovery/rehabilitering, borgerens fremadrettede muligheder, selvstændig boligløsning og udviklingsorienteret fokus, er stærke markører, for at understrege en fremdrift i det sociale arbejde med hjemløse borgere. Herigennem har borgerne mulighed for at udvikle sig i en positiv retning. Det er ligeledes ordvalg, der vidner om individualisering og selvudvikling af indivi-dets ressourcer, og kan intertekstuelt trække på en diskurs om empowerment. Her skal individet igennem ’hjælp til selvhjælp’ blive bevidst om sine ressourcer og mobilisere kræfter til fremadrettet at tage aktivt del i samt magt over eget liv (Payne 2005). Der er således et løfte om, at borgerne, igennem Housing First, netop kan udvikle sig til at blive selvstændige og formodentlig stærkere individer. Hvor strategien forbinder Treatment First med fastholdelse og kategorisering af borgeren, der virker ekskluderende, kan omstillingen til Housing First betragtes som en individualisering af det sociale arbejde, der fordrer en udvikling og integration. Strategien trækker intertekstuelt på tan-ken om, at borgerne nu i højere grad er brugere af det sociale arbejdes indsats. Udviklingen af bor-gerens ressourcer bliver det centrale for en ændring mod en ønskværdig tilstand, såsom egen bolig.
Det kan i højere grad handle om, at styrke borgerens evne til at overvinde sin egen ’fastlåshed’ (i misbrug eller hjemløshed), end at rette fokus på de sociale levevilkår og betingelser omkring borge-ren (Villadsen 2004).
Metoden, Udredning og Plan er central i forhold til, at afdække borgernes behov og ressourcer og herigennem tilbyde borgerne andre boligløsninger end de midlertidige botilbud. Særligt interessant er det, at det i strategien diskuteres, hvad de midlertidige botilbuds kerneopgave (omsorg eller ud-vikling) skal være. Strategiens opstilling af omsorg og udvikling som to modpoler, indikerer omstil-lingen i det sociale arbejde, samt ændringen af omsorgsarbejdets karakter. Strategiens fokus på sel-vets udvikling mod en selvstændig boligløsning fordrer en fremadrettethed, hvor der netop ønskes effektive og målbare resultater. Der sker en systematisering af omsorgsarbejdet, hvor rationalet er noget helt andet, og står i kontrast til det traditionelle omsorgsarbejde (Bømler 2000).
42
Selvstændighedsdiskursen
Igennem ovenstående analyse af Hjemløsestrategiens mindshift har vi argumenteret for, at der i mindshiftet er nogle iboende ideologiske rationaler, der i et dialektisk samspil formes og er formet af tidligere historiske begivenheder og diskurser. Den samlede sum af disse diskurser udgør strate-giens diskursorden (Fairclough 2008). Hensigten med at udspecificere stratestrate-giens diskursorden er, at opsummere de centrale fund, fremkommet i analysen af Hjemløsestrategiens mindshift. Da vi i de forestående analyser af diskursiv- og social praksis ønsker at påvise, om de ideologiske rationa-ler, der er indlejret i diskursordenen, viser sig. Det er fælles for relationerne mellem de forskellige typer af diskurser strategien trækker på, at de i overvejende grad synes at vægte, samt være centre-ret omkring, individets selvstændighed. Derfor har vi valgt at kalde den hegemoniske diskurs i stra-tegiens mindshift for Selvstændighedsdiskursen.
Housing First præsenteres i strategien som den nye sociale konvention, der skal bidrage til en æn-dring i det sociale arbejde med hjemløse borgere. Igennem individualiseret støtte synes det primære sigte at være, at borgerne skal udvikle nye sociale identiteter som integrerede og selvstændige indi-vider, i kraft af målsætningen om selvstændige boligløsninger i almindelige boligområder. Igennem analysen af Hjemløsestrategiens mindshift fremkommer følgende diskurser, som strategien trækker på : afinstitutionalisering, integration, normalisering og empowerment.
Afinstitutionalisering
I opbruddet med Treatment First materialiserer sig en diskurs om afinstitutionalisering. Dette viser sig gennem Housing Firsts altoverskyggende fokus på, at alle borgere som udgangspunkt skal i egen bolig. Strategien argumenterer gennemgående for Treatment First som fastholdende og henvi-ser til, at borgerne i denne model tidligere skulle vurderes parate, førend der blev tilbudt en bolig-løsning. Denne model bidragede til en lav gennemstrømning i de midlertidige botilbud, og strategi-en synes at forbinde Treatmstrategi-ent First med strategi-en institutionalisering. Diskursstrategi-en rummer derfor et opgør med parallelsamfundet, idet borgerne nu skal integreres som medborgere, på lige fod med det om-givne samfund udenfor institutionerne. I strategiens afinstitutionaliserende sigte viser der sig et ibo-ende neoliberalt rationale, da argumentationen peger i retning af, at institutioner og kategoriboliger kan skabe passive og afhængige borgere, og dermed medvirker til en fastholdelse af/i systemet (Dean 2010:338).
43
Integration og normalisering
Strategiens altoverskyggende fokus er, at alle borgere, som udgangspunkt igennem støtte skal kun-ne udvikle sig til at varetage og fastholde en selvstændig bolig, i et almindeligt boligområde. Derfor synes strategien at trække på en diskurs om normalisering igennem en integration til normalfundet. Housing First kan betragtes som en støtte til en integrationsproces mod det omgivne sam-fund.
Empowerment
I strategien fremhæves mindshiftet som en omstilling til støtte, baseret på recovery og rehabilite-ring. Der kan argumenteres for, at disse to begreber kan sættes i tæt relation til empowerment be-grebet, da de bærende rationaler er centreret omkring udvikling og bevægelse til at tage magt over eget liv. Dette altoverskyggende fokus på individets tilpasning, kan betragtes som et neoliberalt styringsredskab, idet sigtet er at frigøre individet, men mod et bestemt mål, i form af et liv i egen bolig (Larsen & Møller 2004).
Vi betragter Selvstændighedsdiskursen som det bærende rationale i mindshiftet. Den vil derfor være rammesættende for det sociale arbejde med alle hjemløse borgere, idet mindshiftet henviser til en omstilling. I de følgende to analyseafsnit er det derfor relevant at undersøge, hvordan dette minds-hift influerer på Herbergets og KK’s diskursive praksis, altså måden hvorpå informanterne interpel-lerer, reproducerer eller transformerer Selvstændighedsdiskursen i det sociale arbejde med borger-ne.
44