Det sociale fællesskab

Af spørgeskemaundersøgelsen fremgår det, at 34 % af de kvinder, som har været i beskæftigelse indenfor de seneste 3 år, har oplevet, at de ikke har indgået i det sociale fællesskab på arbejds-pladsen. Blandt de interviewede kvinder er der også en del, der har berettet om, hvordan de har haft problemer med relationerne til deres kollegaer:

”Det var ligesom om, at jeg aldrig rigtig kom med i det fællesskab (med kollegaerne). De har aldrig oplevet mig, som jeg i virkeligheden er. Fordi man følte, det var sådan ikke forståeligt. Jeg tror, at det gik begge veje. Det var ikke kun dem. Det var også mig. På et eller andet tidspunkt begynder man at rumstere med det hele selv, fordi energien svigter. Jeg kunne heller ikke overkomme nogen kontakt til andre, fordi, som jeg har følt det, tænk hvis nu de skulle fortælle mig et problem, som

man ikke lige kan forholde sig til, fordi ens eget bæger er fyldt så meget op. Jeg gjorde det også over for min egne venner. Jeg kunne ikke rumme dem.” (Anna)

I interviewmaterialet er kvindernes perspektiver på deres relation til kollegaerne i høj grad i over-ensstemmelse med teorien om voldens normaliseringsproces, hvor isolation af kvinden i omgivel-serne er en central faktor. Det kan både være voldsudøver, som aktivt forsørger at isolere kvinder-ne fra omverden, men det kan også være kvinderkvinder-ne selv, som i ovenstående eksempel, der isole-rer sig fra deres kollegaer. Ifølge det teoretiske perspektiv kan årsagerne til, at kvinderne isoleisole-rer sig, dels være skamfølelse over, at de er udsat for vold, dels frygt for repressalier hjemmefra, hvis de ikke gør det.

I afsnit 7.1.4 blev frygten for repressalier hjemmefra omtalt i forbindelse med jalousi hos volds-udøver. At kvinderne, på grund af skam, også selv kan isolere sig fra deres kollegaer, er ligeledes meget genkendeligt i datamaterialet. Her oplyser 55 %, at de er bekymrede for, hvad kollegaerne vil tænke eller tænker om, at de har været udsat for vold. Ovenstående citat indeholder også den dimension, at kvinderne kan opleve, at de ikke bliver forstået af deres kollegaer, og at de ikke har mentalt overskud til at indgå venskabsrelationer. Der kan således være mange forhold omkring volden, der gør det svært for kvinderne at indgå i et kollegialt fællesskab.

Samtidig med, at kvinderne selv isolerer sig fra det kollegiale fællesskab, har 34 % i spørge-skemaundersøgelsen også oplevet, at de er blevet udelukket fra fællesskaberne. En kvinde giver følgende eksempel omkring hendes kollegaers reaktion, efter hun har fortalt om et voldsomt over-fald:

”Vi har altså heller ikke det samme venskab efter det, der er sket. Nej, det har vi ikke. Og måske er det også det, at de ikke turde involvere sig dengang det skete, og så har de bakket ud. Der var en-gang, der fik jeg altid en sms, hvor der stod ”hvad tid vi holdt pause”, det får jeg ikke mere.” (Camil-la)

Årsagen til, at kollegaerne er bakket ud, synes at være usikkerhed overfor, hvordan de skal tackle, at kvinden har været udsat for vold. Der kan dog også være en anden årsag til kollegaers udstød-ning af kvinderne. I det teoretiske perspektiv defineres en risikofaktor ved, at personen bliver tillagt negative kulturelle karakteristika, der kan medføre risiko for stigmatisering. Har kvinderne, som i ovenstående eksempel, fortalt om volden, kan der opstå negativ stempling, hvis kollegaerne ople-ver, at kvinden selv har været ude om det (netop dette oplevede kvinden fra det ovenstående ek-sempel). Dermed bliver det legitimt at udelukke de voldsramte kvinder fra fællesskabet.

Kvinderne behøver dog ikke at have fortalt om volden på arbejdspladsen for at være i risiko for at blive udelukket af fællesskabet. Udviser at de udviser stresssymptomer og er syge ofte, kan kolle-gaerne anse dem som besværlige og ikke til at regne med. Det kan i sig selv betyde udelukkelse af fællesskabet.

7.2.4 Opsummering

Volden i hjemmet og den vold, som omfatter kvinders arbejdsliv, kan få følger for deres muligheder for at indgå på en arbejdsplads. Det ses ved, at kvinderne udviser symptomer på stress, har ekstra sygefravær eller har en dårligere social tilknytning til kollegaerne.

Selvom kvinderne er væk fra hjemmet, kan følgerne af volden betyde, at de ikke selv kan styre de-res handlinger, idet f.eks. koncentrationsproblemer, træthed eller grådlabilitet kan fylde så meget, at de ikke magter at fokusere på arbejdsopgaverne. Det kan i sig selv skade et selvværd, der i for-vejen er i fare. Dertil kommer, at ekstra fravær fra arbejdet, på grund af forhold omkring volden, kan gøre det yderligere svært for kvinderne at varetage deres arbejdsopgaver.

I et videre forløb kan kvindernes problemer med at varetage deres arbejdsopgaver være med til, at kollegaerne opfatter kvinderne som dårligere medarbejdere, hvilket kan bevirke, at de bliver ud-stødt af det sociale fællesskab. Udstødelsen af fællesskabet kan dog også være noget, kvinderne selv bidrager aktivt til i form af egen isolation overfor kollegaerne. Det kan bunde i skamfølelse over den vold, de er udsat for, men det kan også handle om manglende forståelse fra kollegaernes side overfor deres problemer eller manglende overskud fra kvindens side til at gå ind i venskabs-lignende relationer.

Voldsudøvers udmøntning af vold, og de negative følger volden kan have for kvindernes mulig-heder for at varetage deres arbejdsopgaver og indgå i et kollegialt fællesskab, kan i sidste ende betyde, at kvinderne bliver fyret eller selv siger op. Det har 24 % af de kvinder, som har været i ar-bejde indenfor de sidste 3 år, oplevet.

Kapitel 8. Kvindens kontakt til arbejdspladser