Kapitel 8. Kvindens kontakt til arbejdspladser og sagsbehandlere om
8.2 Arbejdspladsers og sagsbehandleres muligheder for at åbne op for voldsproblemerne
processen, kan det være nødvendigt, at de er den aktive part i at starte en samtale op om pro-blemerne. Kvinderne i interviewundersøgelsen er ikke entydigt positive overfor denne situation.
De kvinder, som ikke har fortalt om volden til deres arbejdsplads eller i kommunen, giver udtryk for, at de ikke ser, at der vil være nogen hjælp at hente fra herfra, og at de snarere vil risikere at stille sig selv dårligere i kollegaernes syn på dem jf. ovenstående afsnit. Andre kvinder er af den hold-ning, at det, at blive parat til at handle på at komme ud af volden, ikke er noget, som andre kan motivere til. Det er en modningsproces, som skal komme indefra, og som indebærer, at kvinderne så at sige ”skraber bunden” for at blive parat til at komme op igen.
Mange af kvinderne giver dog også udtryk for, at de har haft behov for at tale med andre om deres problemer tidligere i processen. Ligeledes har en del positive erfaringer, når de først har åbnet op overfor andre omkring volden.
Uanset kvindernes holdning til arbejdspladser eller sagsbehandleres muligheder for at hjælpe dem, har de interviewede kvinder det til fælles, at de alle omtaler de samme grundlæggende præmisser for, at det bliver positivt at åbne op. Det handler om tillid til arbejdspladsen eller sagsbehandleren, at der udvises forståelse for deres situation, at respekten for dem består, samt at de bibeholder kontrollen over deres situation. I interviewene er der både gode og dårlige erfaringer. Da dette af-snit skal tjene til at fremadrettet inspiration, tilhører de to følgende eksempler positive erfaringer:
”Men min chef har været utrolig. Det, han har gjort, er, at han ikke har stillet spørgsmålstegn, han har bare troet på det, jeg siger, og han har sagt; ”Ja, jeg hører, hvad du siger, hvad kan jeg gøre for at hjælpe? Du skal ikke tænke over arbejdet”… Han presser mig ikke. Når jeg fortæller ham, så lytter han, og så betvivler han overhovedet ikke, når jeg melder mig syg. Så siger han bare; ”Jeg håber du finder ud af det”. Og der er ikke nogen sure miner…”(Grete)
”Hun (sagsbehandleren) var lyttende, og jeg kunne høre, at hun forstod mig. Jeg tænkte aldrig på, om hun nogensinde havde prøvet sådan nogen ting. Jeg havde bare sådan en dyb følelse af, at hun forstod mig. Det kan sgu godt være, at hun ikke har gjort det. Men hun fik budskabet. Det følte jeg, hun gjorde.” (Anna)
Citaterne viser, at dialogen forudsætter, at lederen eller sagsbehandleren kan sætte sig ud over egne holdninger og er lyttende og forstående. Af interviewmaterialet fremgår det yderligere, at ar-bejdspladser og sagsbehandlere må finde en balance, hvor de hverken bliver overinvolverede i form af at tage kontrollen over, hvad der skal ske eller underinvolverede i form af efterfølgende ik-ke at forholde sig til den information, man har modtaget. Balancen findes der, hvor de forholder sig åbent og fordomsfrit overfor at høre, hvad kvinderne fortæller og i samarbejde med dem snakker sig frem til, hvilke initiativer der kan evt. være brugbare.
For at nå hen til at voldsramte kvinder åbner op om deres problemer, forudsætter det, at arbejds-pladsen eller sagsbehandleren har en mistanke om, at der kan være problemer, og de føler sig parate til at initiere samtalen. Her er det hensigtsmæssigt at være bevidst om, hvilke signaler der kan ligge til grund for voldsproblemer, og at man kan takle den viden, kvinderne formidler. En voldsramt kvinde giver følgende eksempel på, hvori forskellen ved en hensigtsmæssig og uhen-sigtsmæssig måde at spørge på kan bestå:
”Jeg vil se spørgsmålet: ”Er du udsat for vold?” som lidt en anklage. Sådan tror jeg nok, jeg ville have det. Man skal heller ikke være bange for at gå til problemet. Men det er meget en fin balance.
..Jeg ville gå til den med det spørgsmål. ”Jeg kan se, du ikke har det godt? Er der noget, jeg kan hjælpe med?”. Jeg vil aldrig nogen sinde sige til hende: ”Gå fra ham”. For det kan hun ikke bruge til noget. Jeg ville sige: ”Jeg er her for at hjælpe dig, og du skal vide til hver en tid, at der er nogle muligheder for dig”. Jeg vil ligge mulighederne frem for hende.”(Bente)
Det tidligere Videns- og Formidlingscenter for Socialt Udsatte (i dag en del af Servicestyrelsen) udarbejdede i 2005 en pjece i samarbejde med Amnesty International, der gav gode råd til ar-bejdspladserne omkring håndtering af partnervold. Her er angivet en oversigt med 10 gode råd til, hvordan arbejdspladsen kan være initiativtager til, at der bliver snakket om volden i hjemmet. (De ti gode råd er almene for det at føre en svær samtale og er derfor også brugbare, hvis man er sags-behandler):
- Skab en situation, hvor du kan tale med hende i fortrolige og trygge rammer – uden man-den.
- Lad hende vide, at du er bekymret for hendes sikkerhed og velbefindende.
- Sig hvad du ser. Vis hende, at det ikke er skamfuldt at tale om volden.
- Vær åben og spørg, om hun bliver slået af sin partner eller er udsat for vold på anden må-de.
- Tag det ikke personligt, hvis hun afviser dig, eller siger du tager fejl.
- Vær fordomsfri – døm ikke – spørg ikke hvorfor hun ikke bare forlader sin voldelige partner.
- Fortæl hende, at der er andre kvinder i samme situation som hende, og at hun kan få hjælp.
- Fortæl hende, at du er beredt til at hjælpe, når hun er parat til det.
- Oplys hende om, hvor hun kan få hjælp og rådgivning
- Oplys hende om, hvad arbejdspladsen kan gøre, og hør hvad hun har brug for.
Når en arbejdsplads eller sagsbehandler går til en medarbejder eller borger med en bekymring omkring deres situation eller velbefindende, er de ikke nødvendigvis klar over, at det er vold, som kan være den bagvedliggende årsag til problemerne. Hvis der ikke har været tydelige tegn såsom, blå mærker eller at kvinden virker bange for manden, vil der måske kun være indikationer på, at kvinden mistrives med stresssymptomer, sygemeldinger og isolation fra fællesskabet. Det handler derfor om at være åben overfor, hvad der kan ligge bag ved, og at vold kan være en mulig årsag.
8.3 Opsummering
I undersøgelsesmaterialet er der en del kvinder, som har fortalt deres arbejdsplads eller kom-munen om deres voldsproblemer. Af interviewmaterialet fremgår det, at der ofte er gået lang tid, hvor volden er holdt hemmelig enten af frygt for at miste arbejdet eller af frygt for stigmatisering.
Kvinderne har dermed oftest først fortalt om volden på et tidspunkt, hvor volden er eskaleret, og de ikke længere føler, de kan hemmeligholde volden.
Vil arbejdspladser eller sagsbehandlere tidligere ind i forløbet, er det nødvendigt, at de bliver den aktive part for, at der bliver snakket om volden. De interviewede kvinder er ikke entydigt positive overfor denne mulighed, men samtlige angives en række præmisser, som er hensigtsmæssige, når man som modtager skal takle at få viden om voldsproblemer. Det handler om tillid, forståelse for kvinderne situation, bibeholdelse af respekt for kvindens integritet og at kvinderne bibeholder kontrollen over, hvad der sker fremadrettet. Arbejdspladser og sagsbehandlere skal således finde en balance, hvor de forholder sig åbent og fordomsfrit overfor det, kvinderne fortæller og i et sam-arbejde snakker sig frem til, hvilke initiativer der eventuelt kan være hjælpsomme for dem.
For at initiere en samtale forudsætter det, at arbejdsplads eller sagsbehandler oplever, at en med-arbejder eller borger mistrives. Voldsramte kvinder kan sende mange forskellige signaler om, at de har problemer, men signalerne kan også dække over mange andre problematikker end vold. Det handler derfor om at have en åbenhed overfor, hvad der kan ligge bag ved, og at vold kan være en mulig årsag.