Denne styringsteknologi er netop et af de vigtigste disciplinære redskaber til at lede subjektet i en bestemt retning. Det er også her, at forholdet mellem stat og borger er på spil. Da overvågning og kontrol er et etisk spørgmål om, hvor grænsen for “Governmentality” går, dvs. hvor meget staten skal styre subjektet.
For at kunne kontrollere om de ledige nu også reelt opfylder deres forpligtigelser, så er det afgørende, at de ledige kan kontrolleres. Det gælder især med hensyn til rådighedskravene, som i varierende omfang er gældende for alle reformerne. Det lader sig rent praktisk ikke gøre at overvåge de ledige hele tiden. De ledige skulle bogstavligt fængsles, hvis man ville sikre sig, at de var aktive jobsøgende, som brugte al deres tid på at søge job og optimere deres kapaciter. Kun i et fængsel ville man kunne forhindre passive modtagere af overførsler.
Forudsætningen for at forhindre “passive ledige” er derfor, at de ledige er synlige, så de kan styres. Det er her, at forestillingen om et panopticon kan overføres til beskæftigelsesreformerne. De ledige skal gøres synlige for overvågning, og have en bevidsthed om at blive overvåget og kontrolleret. Kun på den måde kan de ledige disciplineres. Men samtidig skal de ikke fysisk overvåges og kontrolleres hele tiden, da det kræver mange ressourcer. I det følgende gives eksempler på, hvor i reformerne det kan ses, at de ledige henholdsvis skal have en bevidsthed om overvågning eller at de gøres synlige for kontrol.
I 1994-reformen gælder, at subjektet skal være til rådighed for aktivering. Måden det kontrolleres på, at den ledige nu også er til rådighed, er ved at give den ledige en masse tilbud
om aktivering. Da der følger sanktioner med ved at afslå et tilbud, så fungerer det som en styringsteknologi, der konstruerer en subjektposition, hvor det sikres, at den ledige er et aktivt subjekt. Det er sværere at overvåge om den ledige er til rådighed for arbejdsmarkedet. Derfor fokuseres der på at sikre, at den ledige er til rådighed for aktivering.
Den individuelle handlingsplan er en mere indirekte styringsteknologi, hvor de ledige gør deres indre kvaliteter synlige for styring, hvorefter jobcenteret indirekte kontrollerer, at de lediges ønsker er de “rigtige”, dvs. indenfor normen af, hvad jobcenteret/systemet accepterer.
Det er her, at subjektet gøres synlig for overvågning, mens den styringsteknologi, der styrer subjektet er mere usynlig. For det kan i de fleste tilfælde være svært at gennemskue, hvem der styrer subjektet, da kommunikationen kan være formel og upersonlig. Derudover kan den udøvende sagsbehandler gemme sig bag sit embede og altid henvise til længere oppe i systemet, dvs. regler, standardiserede procedurer og en reform/lovtekst.
I 2002-reformen er det afgørende at overvåge og kontrollere, at de ledige er til rådighed for arbejdsmarkedet og dermed aktivt søger jobs. Daværende beskæftigelsesminister, Claus Hjort Frederiksen, beskriver, hvordan de ledige ikke direkte skal overvåges, men have en følelse af at være overvåget: "De ledige skal ikke mandsopdækkes, men de skal kunne mærke systemets ånde i nakken og tilskyndes til hele tiden at søge arbejde" (Jyllandsposten: 05.09.02). Her bliver idéen bag panoptisme i grove træk formuleret. Den konkrete styringsteknologi består i en styrket rådighedsafprøvning, det individuelle kontaktforløb og Jobbanken (Jobnet).
Rådighedsafprøvningen består i krav om, at søge et bestemt antal jobs om ugen, tage imod tilbud om job, og krav om at søge bestemte jobs.
Måden at sikre, at subjektet er aktiv jobsøgende er fx. gennem det individuelle kontaktforløb, hvor nogle af de samme mekanismer er gældende som blev anvendt i den individuelle handlingsplan. Det er især samtalen, der er i fokus og hyppigere samtaler end hidtil.
Men den dominerende styringsteknologi bliver at kontrollere, at den ledige søger et bestemt antal jobs. Til dette introduceres Jobnet. Det er her den ledige skal registrere alle sine jobsøgningsaktiviteter. Ved at subjektet gøres online skifter styringen form og bliver mere usynlig. De ledige kan ikke se, hvornår eller hvem, der overvåger dem, da denne opgave altså nu varetages af et it-system. På den måde bliver styringen fremmedgjort og subjektet bliver i
princippet altid overvåget. Derudover forudsættes det, at den ledige er online og registrerer sine aktiviteter. Det griber ind i den lediges udnyttelse af tid. For nu skal den ledige bruge mere tid på registreringsarbejde end hidtil. Det er denne styringsteknologi som med beskæftigelsesministerens ord giver en fornemmelse af, at systemet ånder den ledige i nakken.
I 2013-reformen strammes rådighedskravene yderligere“så det er tydeligt for den enkelte, at der er et klart rådighedskrav forbundet med at modtage kontanthjælp.” (Regeringen: 2013, 7). Kontanthjælpsreformen konstruerer derved et subjekt, hvor den samme styringsteknologi er gældende som i “Flere i arbejde”-reformen. Subjektet skal vide, at det bliver kontrolleret og overvåget. Det er ikke kun reglerne i sig selv som er afgørende, men også at den ledige har en vished om, at de findes og håndhæves. Det er følelsen af at blive underlagt systemets krav som er det væsentlige.
Nyttejob-ordningen er dog et eksempel, der ikke følger en panopticon-model. Ved nyttejob er overvågningen synlig 37 timer ugentligt. Det viser, at kontrollen med de ledige over tid igen er blevet mere direkte og som tidligere beskrevet; disciplinerende og opdragende. Man er gået tilbage til en traditionel form for styring. Under fuld kontrol, er der heller ikke særlig mange modmagts-strategier, der kan lykkes. Formålet er derfor på en gang både at kontrollere de ledige og sørge for, at de er aktive. Subjektet skal ikke længere bare føle systemets ånde i nakken, men mærke den.
I 2014-reformen gælder de samme teknologier, som i 2002-reformen. Jobnet eksisterer stadig sammen med en “joblog”, hvor de ledige registrerer deres jobsøgningsaktiviteter og dermed er de også underlagt den samme usynlige overvågning. “Det intensiverede kontaktforløb” er stort set det samme som “det individuelle kontaktforløb”, hvor samtaler er styrende.
Samtalerne er som styringsteknologi en form for synlig overvågning. Men som nævnt er det ikke sikkert, at agendaen for samtalerne altid er synlig for subjektet, da samtalerne også kan involvere personlige elementer.
Når reformerne således er optaget af at kontrollere og overvåge de ledige, så er det kun de aspekter af de ledige, der kan overvåges, som er i fokus. Det får subjekterne til at ændre adfærd. Men de ledige kan også vælge kun at leve op til de elementer af deres adfærd som er
synlige for jobcenteret/samfundet. Dermed kan de ledige til dels vælge den subjektposition fra, som reformerne artikulerer. Hvis systemet ikke har tillid til den ledige, samt overvåger og kontrollerer subjektet, så ændrer subjektet måske adfærd. Men den ledige kan også vælge en modmagts-strategi, hvor den ledige møder systemets mistillid med den samme mistillid. Når subjektet som udgangspunkt oplever at blive betragtet som en, der snyder systemet, så kan subjektet ligeså godt påtage sig den identitet, som subjektet kan påtage sig den identitet reformerne ønsker. Derfor kan overvågning og kontrol som styringsteknologi i nogle tilfælde være mere demotiverende end motiverende, da pisken fremhæves mere end guleroden, dvs.
autoritative sanktioner fremfor belønning.