Den individuelle handlingsplan fra Arbejdsmarkedsreformen bliver nu i praksis til “det individuelle kontaktforløb”. Handlingsplaner afskaffes dog ikke, men indgår som en del af
“det individuelle kontaktforløb”.
“Det individuelle kontaktforløb” fremhæves som et bærende moment for regeringens beskæftigelsespolitik og indføres på bekostning af aktivering som ”erstattes af målrettet kontakt med den ledige om jobsøgning og jobformidling” (Regeringen: 2002c, 9).
Det væsentlige er, at beskæftigelsesindsatsen fokuserer “målrettet” på den enkelte lediges egen rolle i beskæftigelsessystemet, da: “den enkelte skal i centrum i en aktiv beskæftigelsespolitik” (Regeringen: 2002c,9). Det er en diskurs som fremhæver et nyt individualiseret syn på de ledige, der skal kontrolleres og tilpasse sig gennem “målrettede”
samtaler, “som tager sit afsæt i den enkeltes kvalifikationer og ressourcer” (Regeringen:
2002c, 6). Den individuelle diskurs sætter således skarpt fokus på at definere de lediges handlerum udfra deres “kvalifikationer og ressourcer”. Der fokuseres ikke som i Arbejdsmarkedsreformen på at forbedre de lediges kvalifikationer, da disse ikke betragtes som en årsag til ledighed. Som nævnt tidligere artikuleres det, at det er incitamenter de ledige mangler for at komme i beskæftigelse.
Men selve det, at have “kontakt” med jobcenteret bliver også en væsentlig løsning på beskæftigelsesproblemerne. Derfor artikuleres en diskurs om, at jo sværere den ledige har ved at finde arbejde, des mere kontakt er der brug for. “Den personlige kontakt hver 3. måned er et minimumskrav. Kontakten med den ledige skal være hyppigere, hvis der er risiko for, at den ledige ikke selv kan finde fodfæste på arbejdsmarkedet” (Regeringen: 2002b, 2).
Beskæftigelse er noget de ledige kan overtales til ved hjælp af “målrettede” samtaler. Dermed artikuleres det også, at de ledige ikke går “målrettet” efter et job uden statens indblanding, da de mangler viljen til beskæftigelse.
Opsamling
Selvom reformen iagttager sig selv som en “aktiv beskæftigelsespolitik” og som en videreførelse af 1990‘ernes arbejdsmarkedspoltik, så adskiller den sig væsentligt fra den aktivstrategi som kendetegnede Arbejdsmarkedsreformen. Som vist artikulerer reformen et direkte opgør med den tidligere aktivering. Opkvalificering og uddannelse er ikke længere i
fokus. Ligesom socialpolitiske elementer er røget ud. Fx er kontanthjælpsområdet ikke længere en del af en socialpolitisk diskurs, men en ren beskæftigelsesdiskurs. Nu handler det om beskæftigelse først. Man kan derfor betegne “Flere-i-arbejde”-reformen som en del af en markedsstrategi fremfor en aktiverings-strategi. I markedsdiskursen er fokus på, de økonomiske incitamenter og de lediges motivation, samt at sikre rådighedsforpligtigelsen.
Økonomi er det vidensparadigme og nodalpunkt, som mange af reformens elementer artikuleres omkring, hvilket bedst udtrykkes i artikulationen af, at det skal “kunne betale sig at arbejde”. Problemt består i, at de ledige er en økonomisk byrde. Løsningen er at give de ledige et økonomisk incitament til at påtage sig et arbejde. De ledige har valgt ledigheden af kalkuleret økonomiske grunde og kan således også vælge at tage et arbejde. Dermed er den ledige reduceret til et økonomisk instrument, hvor alle handlinger bliver en del af et samfundsøkonomisk regnskab. Det ligger langt fra Arbejdsmarkedsreformens socialpolitiske diskurs.
De lediges problemer består derfor snarere i motivationsproblemer (de vil ikke) end kvalifikationsproblemer (de kan ikke). Vilje betyder mere end evne. Det øgede fokus på den enkelte ledige resulterer i et ensidigt udbudsorienteret fokus. Problemet ligger hos arbejdsstyrken (de ledige) og ikke ved arbejdsgivernes efterspørgsel. Mens arbejdsgiverne skal slippe for “bøvl” og “bureaukrati”, så skal de ledige have flere “tilbud” og i hyppigere
“kontakt” med jobcentret. Samtidig bliver deres ydelser minimeret (kontanthjælpsloftet) og de skal være “online”/til “rådighed”. “Viljen til beskæftigelse” kan derfor ses som et nodalpunkt.
Der sker samtidig en forskydning i forhold til Arbejdsmarkedsreformens“ret og pligt” diskurs til en “Noget-for-noget”-logik. Overførselsindkomsterne går fra at være betingelsesløse til betinget af en række kriterier. De ledige er nu blevet forpligtet til at være motiverede og underrette jobcenteret om deres aktiviter. Det bliver vigtigt at kontrollere, hvorvidt de ledige nu også udfører deres pligter og er aktivt jobsøgende til rådighed for arbejdsmarkedet, netop fordi de ledige mangler viljen til beskæftigelse. Kontrollen er udtryk for mistillid overfor, om de ledige er motiverede nok. Hvilket netop også hænger sammen med det artikulerede behov for incitamenter.
Det handler på én gang om, at øge de økonomiske incitamenter, samtidig med, at de lediges vilje kontrolleres, for dermed at sikre at de ledige ikke bare nyder deres overførselsindkomst, men også fokuser på at yde noget. Økonomi og vilje er derfor to dominerende nodalpunkter.
Ækvivalenskæden
Momenter som bliver ækvivalente med
“økonomiske incitamenter” i en aktiv beskæftigelsespolitik
Ækvivalenskæden
Momenter som bliver ækvivalente med
“kontrol af viljen til beskæftigelse” i en aktiv beskæftigelsespolitik
Aktiv forsørgelse (opgør med passiv forsørgelse)
Jobbank (registreringsværktøj)
“Det skal kunne betale sig at arbejde” Online (synlighed) Ensidigt fokus på udbuddet af
arbejdskraft
Kontakt(forløb)
Individuelt fokus og ansvar Rådighed
Kontanthjælpsloft Kontrol
Beskæftigelse / Workfare (fremfor socialpolitik)
Flere tilbud
Kontrol Individet (den enkelte i centrum) Målrettede samtaler
Reform af kontanthjælpssystemet og Reform af beskæftigelsesindsatsen
I Oktober 2011 indgår Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre et regeringsamarbejde. SF træder dog ud af regeringen i januar 2014. De tre regeringspartier skulle have et samarbejde til at fungere, der på mange måde pegede i forskellige retninger.
Det udmønter sig dog ikke i reformtilstand, men snarere det, der af statsminister Helle Thorning Schmidt bliver kaldt at gå “reform-amok” (Politikken: 24.01.13).
Beskæftigelsesområdet er ingen undtagelse. Som noget af det første starter regeringen med at afskaffe kontanthjælpsloftet og starthjælpen. Under et bliver det artikuleret som et opgør med
“fattigdomsydelser” og en afstandentagen til VK-regeringens socialpolitik (Statsministeriet:
04.10.11). Det kan muligvis betegne et nybrud, og en tilbagevenden til en mere socialpolitisk diskurs, hvor de lediges sociale omkostninger ved ledighed afbødes.
Da reformerne indgåes med godt et års mellemrum, er de et udtryk for den samme udvikling.
Derfor vil de blive analyseret som en del af en samlet diskursiv ramme.