De studerendes identitetsgrundlag

Frem til 2013 har man fra erhvervslivets- og den politiske position altså arbejdet for at få de studerende til at opføre sig på en måde, så de hurtigst muligt kan tilegne sig de kompetencer, der skal til for, at de kan komme ud og bidrage til samfundet igennem et arbejde.

Men fra 2013 begynder der at tegne sig et billede af, at erhvervslivet ikke længere har det samme behov for akademikere, men i stedet ønsker en større mængde produktionsmedarbejdere. Som konsekvens af dette begynder man fra politikerpositionen at italesætte studerende og akademikere med decideret nedladende begreber, som snobberi, og der tales om, at akademikerne har overtaget samfundsdebatten uden at gøre plads til andre. Denne udvikling skaber et brud i diskursen, og dermed i de studerendes mulighedsbetingelser, som indtil videre har dannet grundlag for den identitet, der har været fremlagt dem i diskursen. Det kan derfor kun forventes, at der opstår forvirring og frustration hos de studerende, som indtil videre har forsøgt at opføre sig, som de er blevet bedt om ud fra de muligheder, uddannelsesdiskursen har givet dem. Udviklingen, og

forvirringen bliver særligt understøttet, når det bliver tydeligt, hvordan enkelte politikere helt skifter holdning undervejs i diskursen, som det kunne ses i to af tidligere undervisningsminister Bertel Haarders (V) udsagn. Tidligt i diskursen italesatte han nødvendigheden af at uddanne mange studerende til erhvervslivet (Davidsen-Nielsen, 1994). Men sent i diskursen er det også ham, der benytter sig af begreberne akademisering og uddannelsessnobberi og dermed retter en kritik imod dét at uddanne for mange og at forsømme erhvervsuddannelserne (Hansen, 2013). Det er således også nogle af de udsagn, der tydeligst viser, hvordan politikerne retter sig efter erhvervslivets anvisninger.

Bruddet bliver i særdeleshed tydeligt ved indførelsen af SU-reformen i 2013, hvor de krav, der stilles bliver så svære for de studerende at efterleve, at de begynder at italesætte en moddiskurs. De studerende forsøger at finde alternative måder at forlænge deres studier på, så de kan gennemføre

dem tilfredsstillende (Meyer, 2013), og de begynder ligeledes at stille spørgsmålstegn ved pointen i overhovedet at gennemføre deres uddannelse (Fancony, 2013).

Fra de studerendes position er det fremtrædende, hvordan arbejdsløsheden gennem hele diskursen har en afskrækkende effekt. Der opstår en frustration, når de forsøger at uddanne sig efter

erhvervslivets- og politikernes anvisninger om, hvor der er behov, og dette behov så allerede har ændret sig markant, når de er færdige med deres uddannelse. Det blev tydeligt både tidligt og sent i diskursen (Gravesen, 1993; Stampe 2011). På den ene side kan dette opfattes som et udtryk for, at de studerende oplever en negativ effekt af det høje antal af færdiguddannede, der skal konkurrere om pladserne på arbejdsmarkedet, og det kan således ses som en mindre moddiskurs til politikernes ønske. På den anden side er der ikke noget der tyder på, at det er de studerendes frustrationer over arbejdsløsheden, der får en betydning for diskursens opbrud. Det er i stedet endnu engang

erhvervslivet, der synes at have magten til at italesætte et behov for flere erhvervsuddannede og færre akademikere. Og det er først når dette sker, at der begynder at dukke markante moddiskurser op fra de studerende. Det blev tydeligt i italesættelsen af den manglende motivation for at

færdiggøre sin uddannelse, når man er bevidst om den høje akademikerarbejdsløshed (Fancony, 2013). Ligeledes blev det fremtrædende i udsagn fra den STX-studerende, der igennem sin

ungdomsuddannelse har opført sig rigtigt, ud fra de mulighedsbetingelser, der skubber de unge mod universiteterne.

Her italesatte han, hvordan han ikke længere vil på universitetet, og han vælger at følge sin egen lyst og motivation, frem for politikernes ønsker.

Det er tydeligt at se, hvordan der foregår en subjektivering af de studerende. Igennem italesættelse og magtstrukturer opstilles en række mulighedsbetingelser, eller kasser, som den gode studerende bør passe ned i. Men kasserne passer ikke sammen, og for langt de fleste studerende er det umuligt at passe ned i dem alle sammen på én gang. Det er således for de færreste studerende muligt at opføre sig på den ønskelige måde. Dette skyldes i høj grad, at magtinstanserne ikke er enige om, hvad en god studerende er. Hvor universiteterne ønsker, at de studerende skal interessere sig for teoretisk, almen dannelse, ønsker erhvervslivet, at de får praktisk erfaring og relevante

kompetencer, mens politikerne ønsker, at de skal gøre deres uddannelser færdige så hurtigt som muligt.

Subjektiveringen og disciplineringen af de studerende medfører, at de bliver tildelt en identitet, som de skal opføre sig ud fra, uden at de har mulighed for at yde nogen form for betydningsfuld

modmagt. Det lykkes på den ene side erhvervslivet og politikerne at italesætte de studerende på en positiv måde, samtidig med, at de formår at internalisere en opfattelse af, at studerende ikke er gode nok, hvis de ikke kan efterleve de krav, mulighedsbetingelserne opstiller. Dermed benytter

magtpositionerne sig altså af en strategi, der har til formål at give de studerende dårlig samvittighed, hvis de ikke opfører sig, som det er ønsket. På den anden side lykkes det i nogen grad

universiteterne at fastholde en traditionel opfattelse af det at være studerende, og igen bliver den dårlige samvittighed, og følelsen af ikke at gøre det godt nok en afgørende disciplinerende

mekanisme. Alt dette resulterer i, at det er svært for de studerende at passe ind i kasserne, og det er i sidste ende også med til at forme den mulige moddiskurs, som begynder at træde frem omkring

2013 og 2014.  

Afhandlingens analyse og diskussion er nu afsluttet, og jeg vil i det følgende afsnit konkludere på de opdagelser, jeg har gjort mig i løbet af dens udformning. Dernæst vil jeg perspektivere

konklusionen og inddrage nogle forestillinger om, hvilken betydning det brud, jeg løbende har indikeret er ved at ske i uddannelsesdiskursen vil få i fremtiden.