Vi har hidtil alene betragtet herregårdene og slottene fra den for svarsmæssige side, vi skal nu dvæle ved nogle af deres merefredelige ejendommeligheder.
Hvad det ydre angår, så var dette jo for så vidt bestemt ved det alt beherskende hovedformål; men vi harallerede set, hvorledes der inden for denne grænse dog lodes et betydeligt spillerum tilbage.
Hertil kom, at mange, især slottene, havde en stærk tilbøjelighed til at overskride grænsen og på egen hånd strejfe ind i det skøn
nes egne. Århundredet igennem var denne tilbøjelighed i stadig stigen, således at man heri endog har en ret pålidelig målestok for bygningernes alder. Skønt hørende til en og samme familie, var der en påfaldende forskel mellem den gamle, alvorlige slægt med disse strenge, formfattige vægflader, disse skumle tårne med taget ned i øjnene, og så den unge slægt med dens rigdom af vinduer og pry delser, med dens vrimmel af opadstræbende tårne og spir og fløje, en nyfigenflokhoveder, dertittede over reden, enmyldrende vækst, der ville ud over hegnet. End ikke ligefremme fæstninger holdt sig fri; Kronborg som Stockholm Slot kappedes med de øvrige, renæs
sancens ånd vistesig mægtig i dem alle.
Man ville imidlertid misforstå denne ånd, hvis man opfattede den som en blot tom lyst til pynt, en trang til forskønnelse, selv om bygningens hovedformål herved skulle svækkes. I sin renhed ytrede den sig i en skabende kraft, der forvandlede, forædlede hvad den berørte, uden derfor at afvige fra det rette. Hin oven omtalte for
mernes vækst fra tårnet til huset og videre til den firlængede gård var således en ægte ytring af den nye ånd, på en gang stemmende med forsvarets krav og dog båret frem af en trang, der kun kunne mættes ved rigdom og fylde. Den nye bygningsmådes styrke bestod netop i en inderlig enhed mellem hensigtsmæssighed og skønhed.
116 • Herregarde og slotte
Den udarbejdede det givne, men samtidig vidste den i den grad at indblæse hver enkelthed nyt liv, at de længe efter at have tabt de res hensigtsværd endnu holder sig som skønhedsudtryk. Skønt tår
ne og tinder, vindeltrapper og takkede gavle forlængst er sunket ned til, som riddervæsnetselv, at være blot ornament og dekoration, er øjet endnu ikke træt af hin ejendommelige skønhedsfylde, som renæssancens kunsthar vidst at udtrykkei disse former.
Det vil da således forstås, atmange af hine borge, især fra århun
dredets slutning, kunne forene det ellers i sig uforenelige: sluttet fasthed, et gennemført hensyn alene til forsvaret, parret med forun
derlig frihed og ynde. For blot at nævne slotte har Norden ingen sinde hverken før eller siden besiddet en sådan samling af stolte bygninger som omkring år 1600. Haderslevhus, Koldinghus, Ny
købing på Falster, det nye Frederiksborg og Kronborg, slottene Kalmar, Vadstena, Nyköping, Eskilstuna, Stockholm og Uppsala betegner kunenkelte led i denstore række.
Hvad stilen i disse bygninger angår, gik Norden, som venteligt var, ikke i spidsen, men modtog det meste som gave fra udlandet.
Danmark hentede sine bygmestre især fra Tyskland og Holland;
Sverige, i det mindste under Johan III, hyppigt fra Italien. Det, hvorved vi i det følgende skal dvæle under betragtningen af disse bygningers ydre, er da ikke deres kunsthistoriske betydning, men det, som måtte falde i øjnene for enhver tilfældig betragter i dati den.
For murensvedkommende gjaldt stadig dengamleregel: jo tykke
re des bedre. Her turde man ikke slå af; snarere synes der, i det mindste for tårnenes vedkommende, at kunne påvises en stigen århundredet igennem. To, tre, indtil fire alens tykkelse var da det almindelige for en ydermur. På Orebygård og Voergård er således muren ved jorden to alen tyk,1 på Krabbesholm to alen og tre kvarter;2 på Rosenvold, Rygård på Fyn og Vik i Uppland3 er den tre alen, på Spøttrup og Glimminge4 fire alen, på Kronoberg i Småland henved fem alen,5 ja på Kronborg i vestre fløj endog seks alen tyk.6Alt dette var dogforintet at regne imod tårnenes tyk
kelse. På Steinviksholm i nordre Trondheimsamt varmuren ihvert af tårnene 8-9 alen tyk,7 på Vaxholm ved indløbet til Stockholm ti alen,8 på Malmöhus er den over tolv alen tyk.9 Det mægtigste arbejde i så henseende var vistnok det store tårn på Koldinghus,
Mure • 117
Kun få af det 16. århundredes kongelige slotte blev født som renæs sancehuse. Hovedparten - til og med de vigtigste som Københavns og Stockholm Slot - var ombyggede middelalderborge. Til dem hører også Sønderborg. Den ydre befæstning med grave og lave runddele er Frederik I’s værk. Ydermuren i det egentlige slot er den middelalder lige ringmur, op ad hvilken der lå enkelte huse. Typisk for det 16.
århundrede er, at man udfyldte den tomme plads langs murene og skabte et sluttet firfløjet anlæg. Typisk er også interessen for svungne gavle, dekorative kviste og ikke mindst spir af varierende størrelse og udseende. Således som Sønderborg kendes fra Resens Atlas - efter bare hundrede års forløb noget derangeret og forfaldent - var det et værk afdronning Dorothea, Christian Ill’s enke, der ville efterlade sin yngre søn hertug Hans en værdig residens. Trods moderniseringen slog middelalderborgen stadig stærkt igennem - i den leddeløse og skæve grundplan, der ikke lod sig rette op, i de underlige fremspring og sære kroge, som bygmesteren ikke kunne jævne, og i murene, der var spæt tede af tilmuringerog øgninger. (Det kgl. Bibliotek.).
118 • Herregårde og slotte
som Christian IV opførte omtrent år 1600. Betydeligt højere end hine havde detmure på indtiltolv alens tykkelse.10
Denne murenes tykkelse synede dog hyppigt af større fasthed, end de virkelig besad. De var nemlig sjældent muret af fuld sten, men bestod i reglen kun af to yderskaller, mellem hvilke man hav
de fyldt op med en blanding af kalk, ler og gråsten.11 Jo mindre her var sparet på kalk, des fastere kunne ganske vist denne fylding i årenes løb blive; men så stærk som fuld mur af fletvis sammen
føjede mursten blev den dog aldrig. Derimod var den naturligvis meget billigere.
I ydervæggens udstyrgjorde der sig en vekslende smag gældende.
Den ældste mode var at bygge muren af kampesten. Dette faldt na
turligt ikke blot i Sverige, hvor sligt bygningsemne tilbød sig af sig selv, men også i Danmark, hvor teglværker længe var sjældne og mursten kostbare. Oprindeligt tog man blot de rå kampesten og føjede dem sammen, som formen bedst kunne passe. Endnu i året 1545 byggede Gustav Vasa det mægtige Kronoberg Slot i Småland af utilhugne kampesten.12 Men allerede tidligt blev det skik først at hugge dem i firkant, danne dem til kvadersten, førend de brug
tes. Den sidste fremgangsmåde var selvfølgelig den dyreste, men gav både en smukkere og fastere mur. Ikke få kampestensbygnin ger fra det 15. og 16. århundrede er endnu bevaret i Danmark.
Den østre fløj på Tirsbæk er således opført indtil vinduerne i an
det stokværk af utilhugne kampesten; i den nordre fløj er ligele
des anvendt rå kampesten, dog også mursten.13 örupgård i Skåne erdet mægtigstevidne om den ældre bygningsmåde med utilhugne sten; hovedbygningen er 88 fod lang og 65 fod høj med mure i kæl
deren af syv fods tykkelse.14 En overgangsform danner Glimminge i Skåne, hvor alle ydermure, og skillevæggene tillige, er bygget af utilhugne sten, medens husets fire hjørner er opført af veltil- hugne kvadersten15 (se billedet side49). Begge disse gårde eri øvrigt vistnok bygget af samme mand omkring år 1500. Den sidst op førte, store kampestensbygning i Danmark synes at have været Timgård i Jylland, som byggedes henimod slutningen af det 16.
århundrede. Den bestod af fire længer, hvoraf de tre for en stor del og den fjerde tilligemed de to tårne helt og holdent var af kva
dersten.16
Allerede i den første halvdel af det 16. århundrede begyndte
Kampesten • 119
Berritsgård ligger på Lolland nordvest for Sakskøbing. Gården blev bygget af Jacob Huitfeld og hans hustru Lisbeth Friis i 1580-erne, og man antager, at bygmesteren var nederlænderen Hans Steenwinckel den Ældre, der også var virksom på Uranienborg og siden trådte i Christian TV’s tjeneste. Hans sønner Hans og Lourens fortsatte siden i faderens spor og er ansvarlige for flereaf Christian IV’s bygningsværker.
Berritsgård er et enkelt anlæg - én længeopført på en kraftig sokkel af granit med ét trappetårn. Helheden er i sjælden grad velbevaret uden senereændringer. (N. Elswing fot.).
imidlertid teglværkernes antal stærkt at stige, og i forbindelse her med stod en stedse voksende smag for tegZstensbygninger. Især i Danmark fortrængte brændte sten så godt som ganske kvaderstene ne, og det langt overvejende flertal af det 16. århundredes herre
gårde og slotte byggedes af dette let håndterlige emne. Et minde om kampestenstiden holdt sig dog i bygningernes fodstykker.
Den-120 • Herregårde og slotte på denne mellemart. Her er forskellen nutildags dobbelt iøjnefal dende, idet den senere opførte overbygning kun er af bindings værk.17
Detsynes, som om de fleste af de teglsten, der brændtes i Norden, har været røde. Dette gav de nye borge et ganske eget præg i mod sætning til de ældre kampestensbygninger; der kom nyt liv og frisk
hed i de fordums tunge, døde murmasser. Dette træk fastholdes også særligt i det gamle, bitre folkerim, der næppe uden grund fik hjemmeklangimeget forskellige egne:
N. N. gård den røde lagdeN. N. lenøde.
Hvad der imidlertid virkede hæmmende på de nye gårdes ensartede ydrevar, at meget hyppigt emnerne dertil blev taget fra ældre, døds dømte bygninger; klostre, kirker, stundom også slotte blev nedrevet og stenene anvendt andetsteds. Ved de to store bygningsforetagen der, hvormed Frederik II begyndte sin regering: opførelsen af Frederiksborg og Skanderborg Slot, gik på hvert sted betydelige nedrivninger forud. Emborg Kirke med tilhørende bygninger blev nedbrudt for at anvendes i Skanderborgs mure;18 stenene til Fre deriksborg hentedes for en del fra Dronningholm Slot og vistnok
Skal man dømme efter antallet af bevarede gårde fra det 16. århun
drede, måtte man tro, at hovedparten af datidens adelsmænd altid le
vede i grundmurede huse med tårne og tinder. Men det er forkert. Det er disse huses monumentalitet og modstandskraft over for f. eks. ildsvåde, der har bevaret dem. Mange herregårde var af bindingsværk og lig nede købstædernes større købmandsgårde; de fleste er revet ned af senere ejere, der foretrak mere herskabelige boliger. Bevaret erkun nogle få stykker - som Holmegård i Sydsjælland. Endda hører Holmegård knap nok det 16. århundrede til, for den er først færdigbygget i 1635 af Klaus Då tilRavnstrup. (N. Elswingfot.).
Brugte mursten • 121
9 Troels-Lund. 2
122 • Herregårde og slotte
ligeledes fra Asserbo og Æbelholt Kloster.19 Af Præstø Kloster kom 41,000 sten i Københavns Slot,20 Søborg og Gurre førtes til Kron
borg, resten endte som skorstene i lensmandens gård i Helsingør.21 Poul Vernike fik sten fra Skt. Agnete Kloster i Roskilde,22 Anders Barby fra Sortebrødre Kloster sammesteds, Corfitz Ulfeldt købte, hvad der blev tilovers, for at opføre Selsø23 osv., osv. Ingen over traf dog Gustav Vasa i at nedbryde kirker og klostre for deraf at bygge slotte. Kronoberg Slot er således opført af sten fra klostrene i Växjö, Vadstena Slot af sten fra Alvastra og Skenninge klostre, Gripsholm af stenene fra Mariefreds og Vårfruberga klostre; Väster ås af dominikanerklosteret sammesteds; til Uppsala Slot medgik Skt. Mariæ og Skt. Petri kirker, Gråbrødre-Kloster og ærkebispens store residens24 osv.
Man har senere været tilbøjelig til at se en indre forbindelse mellem denne slotsbygningernes kirkefordærvelige tilbliven og den vanskæbne, der ramte dem og deres beboere. Intet af hine danske slotte har holdt sig til vore dage; og så godt som hver af Gustav Vasas nybyggede borge blev vidne til hans børns ulykke: på Vadstena vanæredes hans datter, sønnen Magnus styrtede sig dér i vanvid i slotsgraven; første gang, det erobredes, var, da brødrene kæmpede indbyrdes; på Uppsala myrdede Erik med egen hånd en uskyldig undersåt; Västerås så én, Gripsholm to af Gustav Vasas sønnersom fanger; på Örbyhus lod den ene broder den anden myr de.25 Selv om man nu ikke vil gå så vidt at antage nogen indre forbindelse mellem bygningernes tilbliven og sådanne begivenhe der, så er det dog vist, at den vandalisme, der gik forud for disse bygningers opførelse, efterlod sig blivende spor i selve deres mure.
Hvor som her stenene plyndredes fra vidt forskellige steder, måtte det bero på tilfældet, om de kom til at passe indbyrdes eller til dem, man selv lod danne. Og da beholdningen af hver slags sjæl dent eller aldrig stemmede med, hvad der krævedes, blev følgen, at man måtte lempe sig utilbørligt. Den forunderlige forskel i byg ningsmåden, som ofte ses i bygninger fra hin tid, pletter i muren, hvor gule sten afløser røde, kampesten mursten, beror da ikke altidpå senere tankeløs reparation, men erstundom medfødte mær
ker, vidner om den brøde, derknyttede sigtil herkomsten.
Datidens øje kunne ikke være blindt for disse mangler. Hertil kom, at der lidt efter århundredets midte synes at have gjort sig en
Kampesten • 123
Ligesom Bavelse og Holckenhavn hørte Selsø i Horns herred til Jakob Ulfeldts godser og er derfor afbildet i hans jordebog. (Se side 70). Går den havde dengang en hovedbygning i én længe med svungne gavle.
Borggården var omgivet af en mur, og der var tilkørsel over en mu
ret bro og ind gennem et lille porttårn. Selsø har aldrig udviklet sig yderligere. I det 18. århundrede kom det i familien von Piessens eje;
von Piessen har siden boet på nabogården Lindholm, og Selsø står nu - berøvet det meste af sin renæssanceudsmykning- som et i øvrigtvel
bevaret hus med gode interiører fra det 18. århundrede (National
museet.).
2. 9*
124 ’ Herregårde og slotte
På Örbyhus nord for Uppsala fandt en af Nordens mærkeligste konge
skæbner sin afslutning. Borgen blev i efteråret 1574 indrettet til fæng sel for den afsatte Erik XIV. Han havde da tilbragt seks år i fangenskab, flyttet fra slot til slot af broderen Johan III, der frygtede sammensvær
gelser med det formål at afsætte ham selv og genindsætte Erik. Frygten var vel begrundet. Den afsatte konge tilbragte et par år på Örbyhus, optaget af at gennemtænke sin ulykke og skrive dagbogsnotater, der skiftevis gnistrer af intelligens og ulmer af vanvid. Vagtpersonalet havde ordre til at ombringe fangen ved forgiftning eller åreladning, hvis der var fare for, at han skulle blive befriet. I februar 1577 døde han efter en uges sengeleje. Om det virkelig var Johans ordre, der her blev bragt til udførelse, eller om dødsfaldet skyldtes sygdom, er aldrig blevet opklaret; men det er givet,at Johanhavde viljen til broder- drab, selv om han også led svære samvittighedskvaler ved det. (Efter Suecia antiqua etc.).
ny smagsretning gældende i Norden. Rimeligvis må denne tilskri ves nye hold af indkaldte mestre, der, vant til andre forhold i hjem met, ikke fandt behag i de dengang hos os så yndede, røde mure.
Kronborgs opførelse • 125 Vist er det, at der med ét såvel i Danmark som i Sverige opstod en kendelig lyst til at forvandle alle slottenes ydre. Modefarven skiftede fra rød til hvid. Allerede år 1554 blev der givet befaling til at male Københavns Slot hvidt,20 år 1560 blev Nyborg Slot over-hvidtet-1 Fra Johan II haves flere skrivelser, hvori han stundom med en vis heftighed byder, at Stockholm Slot, Stegeborg og Kal
mar Slot hurtigst muligt skal kalkes over. Derimod fik Stockholms borgerskab, der havde ladet stadskirken hvidmale, kun liden tak for sin gode vilje; ifølge den kongelige smag passede denne farve ikke for kirken, og det befaledes atter at overstryge den med rødt.28 Herregårdene har efter al sandsynlighed fulgt slottenes eksempel.
Mange af de røde mure, som i vor t'd er blevet befriet for deres kalkdække, har da måske allerede kort efter deres opførelse erholdt den overklædning, for hvilken en langt senere tid har måttet høre ilde.
Det mærkeligste eksempel på omslag i smag frembyder dog Kronborgs opførelse. Som bekendt lod Frederik II det gamle slot Krogen nedrive og det nye, pragtfulde Kronborg opføre på dets grund. Men dette bygningsforetagende frembød særlige vanskelig heder. Dels havde nemlig kongen fattet den storartede plan, som han virkelig gennemførte, at bygningen ikke skulle koste hans un dersåtter en skilling, men fuldt ud betales af hans egne midler.29 Opførelsen kunne da kun foregå lidt efter lidt, efterhånden som øresundstolden skaffede nyt guld i den kongelige kasse. Dels gik det ikke an her som ellers at rydde grunden og så begynde. Kron
borg var både fæstning og slot, og til enhver tid måtte kanonerne være klar på skanser som i tårne for at indgyde de forbisej lende den behørige ærefrygt. Kun led for led kunne omdannelsen ske, halvt uformærket måtte derskiftesham.
På grund af disse særegne forhold gik der da godt en halv snes år, førend alt blev færdigt. Og kongen havde tid nok under opfø
relsen til at ændre mening. Alt tyder på, at det oprindeligt havde været planen at bygge slottet af røde sten. På denne måde synes den nordre fløj at være blevet helt færdiggjort, og man begyndte allerede at tage fat på den søndre og vestre fløj. Men så sendtes bygmesteren, Hans Påske, til Bohus for at forestå fæstningsarbej
derne der, og under hans fraværelse omstemtes kongen til at give bygningen et ganske andet udseende. Det var rimeligvis den nye
126 • Herregårde og slotte
bygmester, Antonius van Opbergen, der bevægede Frederik II til forandringen. Den bestod for murenes vedkommende i, at de skulle helt beklædes med sandsten, så at slottet blev gråt i stedet for rødt, hvorved der blev givet den rigeste anledning til udsmykning med stenhuggerarbejde. År 1584 synes ombygningen efter den nye plan så nogenlunde at have været færdig. Kun den nordre længe stod endnu tilbage med sine afstikkende murstensvægge. Antonius van Opbergen fik da befaling til også at beklædedenmed sandsten. Dette synes imidlertid ikke at have været ham nok; den hele bygning måtte bort og afløses af en ny stil med de andre. Han indlod sig da på et yderst dristigt foretagende. Under skin af at have misforstået befalingen om at skalle lidt af ydermuren for at skaffe plads til de hugne sten, brød han murene helt ned, så at Niels Kås og Chri
stoffer Valkendorf, da de kom til Kronborg, til deres overraskelse traf hele den nordre fløj med kongens og dronningens prægtigt ud
styrede værelser næsten ganske i grus. Øjeblikkeligt meldte de det til kongen, der just da var i Jylland, og nu gik det ud over lensmand og bygmester. Lensmanden, Johan Taube, havde alt forinden fået sin afsked, men nu gaves der befaling til nøje at prøve hans regn
skab og i tilfælde af mangler ikke lade ham slippe for godt køb. - Afregningen endte med, at han måtte afstå sin gård i Helsingør i bøde til kongen. Opbergen fik så varm en skrivelse fra Frederik II, som han kunne vente, spækket både med beskyldninger og trusler.
Sket var imidlertid sketog lod sig ikke gøre om igen. Bygningen rej
stes i en ny og bedre skikkelse, sikkert ikke tilskade for slottet som
stes i en ny og bedre skikkelse, sikkert ikke tilskade for slottet som