Hvorledes så der nu ud i disse bygningers indre? Når man trådte ind ad tårndøren for at stige op ad vindeltrappen, så slog en straks denne ejendommelige luft i møde, der aldrig fortog sig, hvor gam mel end bygningen blev. Iskold til langt ud på sommeren, lun, næ sten trykkende endnu hen ad juletid, var den en simpel følge af de tykke mure, bestandig en årstid bagefter livet udenfor. Den stemte vel med bygningens hele præg. Thi overalt fra loft og til kælder lå der noget indesluttet, trist og betagende, der svarede til bygningens alvorlige bestemmelse. Dette præg var end ikke renæs
sancens ypperste kunst i stand til helt at fjerne. Man kunne tilsløre det så smukt, man ville. Den simple sandhed brød dog altid frem, at dette hus kun var et stengemme, et afspærret smuthul, hvorhen hverken fjender eller lys og luft kunne trænge. Derfor kunne hel
ler intet af disserum blive i og for sighyggeligt. Når en vinteraften sneen føg, og stormen slog buldrende ned i kaminen, kunne dervel brede siget flygtigt skær af velvære over disse halvdunkle stenrum, men det betød ikke videre end: i nater det ikke godt at færdes ude.
Vil visøge nærmere at bestemme, hvori dette skumle og trykkende bestod, så skrev det sig fra forhold, som hensynet til forsvar gjorde nødvendige. De tykke mure gav allerede værelsernes former noget plumpt ogfængselsagtigt. Men langt værre var dog følgerne for vin duernes vedkommende. Det gik ikke an at gøre disse store og lyse.
Derved ville man jo på én gang bortkaste al den sikkerhed, som man møjsommeligt sten på sten havde skaffet sig i muren. Vin
duesåbningerne, i det mindste i de nederste stokværk, burde netop være så få og så små som muligt.1 Rent utålelig ville den fordring være blevet, hvis der ikke samtidigt var indrømmet dem ret til at brede sig tragtformigt ind efter. Herved kunne der dog falde en del mere lys ind i værelset, end den lyse åbningsyntes at love; og først
Siddepladser • 179
Da Kronborg blev hærget af brand i 1629 overlevede nogle lokaler i borgens nedre stokværk - heriblandt denne sal. Den stammer fra det gamle Krogen og et kalkmaleri i en vindueslysning viser, at den alle
rede var i brug i Erik af Pommerns tid. De svære lodrette stolper, som støtter loftet, er dog yngre - formentlig opsat i 1570-erne. Ved slottets restaurering i vor tider salen ført tilbage til omtrent denskikkelse, den havde i slutningenaf det 16. århundrede. (Nationalmuseetfot.).
og fremmest kunne man således i læ skyde ud i vidt forskellige ret
ninger. Men denne indrømmelse blev atter stærkt beskåret. Vinduet måtte på ingen måde være til at krybe ind ad. I de nedre stok værk, hvor denne fare lå nær, skulle det derfor forsvarligt tilgitres medjernstænger som i et fængsel.2
Selv i et fængsel søger alt johen mod lyset. Detsamme vartilfæl det her. På siden i murens vinduesfordybninger var der hyppigt an-
i8o • Herregårde og slotte
bragt afsatser, mursæder eller ligefremme stenbænke,3 hvor man kunne nyde vinduets goder. Disse pladser har sikkert været meget yndede. Oppe iriddersalen, hvor udsigten var vid og intet jerngit
ter spærrede, sad man ypperligt dér, to og to, med benene oppe på kanonen imellem. Nede i dagligstuen var det efter
omstændig-Vindue på Glimmingehus med dei teksten omtalte siddepladser på hver side af vinduet.(J. Anderson fot.).
Siddepladser • i8i
Hele det nedre stokværk påGjorslev synes at havehaft hvælvede lofter.
I tårnrummet i midten sidder endnu et kuppelhvælv, og i den nordre korsarm findes denne søjlesal, hvor denoprindeligesøjleaf granit bærer fire krydshvælv. I toppen sidder slutsten, som er smykket med våben
skjoldetilhørende gejstligheden ved Roskilde Domkirke, hvor bygherren PederJensen Lodehat var biskop. De store spidsbuede vinduesåbninger ersene; oprindelig havde salen kun små næsten firkantede vinduer. Om Gjorslev i øvrigt - se billedteksten side 58. (Ældre fot. på National
museet.).
182 • Herregårde og slotte
hederne den bedste plads dagen igennem for kvinderne med deres arbejde.
Det sparsomste lys ramte stuens loft. Dunkelheden deroppe for øgedes yderligere ved, at der var højt,4 i reglen i de nedre stokværk hvælvet for at give det yderligere styrke. Var stuen stor, bares det ofte af en pillei midten, der som en tung drypstensmasse sænke de sig ned og skyggede for stuens indre. Trods sin højde hvilede loftet som et gråt ubestemt tryk over stuen, skummelt ved dagslys, i kærteglans et fristed forosen ogrøgen.
Hvor smukt rummet i sig selv end stundom var, kom det sjældent eller aldrig tilsin ret. Først en eftertid har bragt det for dagen ved at hugge vinduesåbningerne store og lade fuldt dagslys falde ind.
De endnu bevarede pillesale på herregårde fra det 16. århundrede viger ikke i kraft og i ynde for, hvad vor tid har frembragt af lig
nende art. Og som de gamle stuer står, rækker de længere tilbage end blot til deres egen tid. Deres forbilleder må søges i middel
alderens kirker og klostre. Pillesalen på Glimmingehus kan næ sten minde om de ældste kryptkirker i Norden. Og ikke blot den af en katolsk biskop opførte pillesal på Gjorslev, men selv søjlehal len påVoergård, som fru IngeborgSkeel førstopførte omkring 1590, er tydeligtnokislægt med klosterhaller som den i Vadstena.
På sin vis var gulvet stuens livligste parti. Sikringshensyn nødte vel til at lade det være af sten. Men var det ikke af de store, grove flisesten, men lagt i figurer afsort og hvid „astrak“, kunnedet se ret venligt ud. Her var der imidlertid en anden ulempe. Sjældent eller aldrig tørt - om sommeren fugtigt af den afkølede luft, der som klam dug lagde sig over fliserne, om vinteren tilsølet af vådt fodtøj og deslige - viste det sig næsten aldrig i tiltalende dragt. Hertil kom, atdet var i høj grad fodkoldt. Mod kaminens ringe varmeevne kun ne skindforede klæder dog yde hjælp, men fødderne var vanske ligst af alt at skærme. Ve den kvinde, der dagen igennem skulle sidde stille og arbejde på sligt et gulv, ve den mand, der kom ind med gennemvåde hoser! Kun et middel hjalp, aftenens balsam: i kreds om kaminen med fremstrakte, blottede fødder.5 - Der hørte et uforstyrreligt humør og fremfor alt et godt helbred til atbefinde sig vel idissestuer.
I værelsernes fordeling fulgte man så temmelig en fælles grund
regel. Ser vi bort fra hine faldefærdige gårde, hvor hverstue endnu
Rummenes anvendelse • 183
Ludvig Munks Nørlund var både i det ydre og det indre en gård, hvor renæssancens idealer kom til fri udfoldelse. Desværre er den senere ble vet ribbet for megetafsin pragt - således detåbne galleri mod gården, der lignede Christian IV’s endnu bevarede, men noget yngre galleri på Frederiksborg. Bevaret er dog betydelige spor af det indre udstyr - bl.a.
denne trivelige søjle i den østlige sidefløj. (N. Elswing fot.).
184 • Herregårde og slotte
udgjorde et lille hus for sig, en klynge forpjuskede rønner bag borggraven, og ligeledes fra hine enlige „kærner“ og tårne, længst en forældet bygningsvis, så var alle de nyere hovedbygninger, hvad enten de udgjorde blot et hus eller en firlænget gård, indvendigt ordnet på samme måde. Selv de opløbne former med småhorn i hjørnerne - Vik, Bergkvara og Örbyhus, der, en halv snes stokværk høje, endnu ikke syntes at have bestemt sig, om de ville være tårne eller huse —lystrede i virkeligheden detsammeorganismens bud.
Planen for anlægget var i høj grad simpel og naturlig. I kælde ren køkken og allehånde udenomsbekvemmeligheder samt ofte tillige borgestue. I stuen familiens dagligværelser. På første sal gæ stekamre og riddersal, eller, hvis der var tre stokværk, da riddersa
len i det øverste. Bygningen var ordnet på planters vis. Gennem dele under jorden drog den sin næring; øverst oppe udfoldede den sin blomst.
Kælderen omsluttede da alle de rum, der vedkom madlavning, opbevaring af levnedsmidler og brændsel. Fra dens hjørner var i reglen opgang til tårnene, der stundom for sikkerheds skyld kun gennem denne underjordiske vej stod i forbindelse med den øvrige bygning. Dog var denne ubekvemme ordning vistnok opgivet i de fleste nyere bygninger. Derimod vedblev endnu på mangt et sted kælderen at være sædet for husets mest befolkede rum: borgestuenQ - Som navnet selv angav, var denne åbenbart borgens vigtigstestue, i „kærnernes“ tid hovedrummet i tårnet, og endnu fremdeles et af de værelser, der på en gang krævede mest plads og afgav størst betryggelse for borgenssikkerhed. Men på den anden side var den i fredstid med dens talrige og urolige befolkning ubekvem, hvor den så anbragtes. I kælderen et forstyrrende naboskab for husmoderen og køkkenets piger; oppe i huset langvejs at bringe mad til og an
ledning til bestandig støj på vindeltrappen. Det var derfor meget vanskeligt at anbringe borgestuen på sin rette plads. Opgaven løstes forskelligt, næppe nogetsteds til fuld tilfredshed.
En måde at ordne sagen påvar at lægge borgestuen ikke i kælde ren, men lige oven over denne, så at maden let kunne bringes did, uden at dog de to befolkninger ellers fik noget med hinanden at gøre. Således havde man båret sig ad på det gamle Krogen, hvor borgestuen indtog hele stueetagen i østre fløj ud mod Sundet.7 På omtrentlignende mådesynes man at have ordnet forholdet på
Kron-Borgestuen • 185
Kælder på Spøttrup. Loftet består af krydshvælv båret af svære piller.
Den grove, næsten sløsede udformning af hvælvribberne erkarakteristisk for sengotiske bygningsværker. Om Spøttrup- se billedteksterne side 21 og side 97. (N. Elswing fot.).
13 Troels-Lund. 2
186 • Herregårde og slotte
borg.8 Andetsteds lader det til, at man har ladet svendene holde måltid i kælderen tæt ved køkkenet, men for resten tilbringe den øvrige tid af døgnet i en borgestue ovenover. Således f. eks. på Glimminge.9 Ifølge Christian Ill’shofordning skulle derimod sven denenetop opholde sig hele tiden i samme stue, hvori der spistes, i hvilken anledning den straks skulle fejes, når måltidet var omme.10 På Gisselfeld synes man at have lagt borgestuen så langt fra køkke net som muligt, idet svendenes opholdsstue her var i nordre længes øverstestokværk.11
Som sagt, sagen kunne ordnes på mange måder, ulemper var der ved dem alle. Grunden hertil lå ikke mindst i, at borgestuens befolkning var yderst broget sammensat. Den bestod ikke dengang som nu af tyende til at udføre landbrugsarbejde. Sligt besørgedes for største delen af hoveripligtige bønder; den nødvendige faste stok af røgtere, svinemænd, osv. havde deres hjem i ladegården. Nej, bor
gestuens væsentligste mandskab udgjordes af håndfaste svende, går
dens besætning i snævrere forstand, der kun var til for at forsvare borgen og af fredelige sysler blot gav sig af med at sørge for borg gårdens heste samt jagthundene. Når de havde gjort deres vending i stalden, skudt til målsog prøvet kræfter, var i reglen dagens dont til ende; resten af døgnetviedes alt efter hverenkelts natur til søvn, dobbel, fjaseller øldrik.
Midt i denne temmelig uhyggelige bande stak nogle unge men nesker stærkt af ved deres udseende og væsen. Det var unge adels- mænd, der i disse ejendommelige omgivelser fik deres opdragelse fuldendt, lærte „rytteri og gudsfrygt“, som datiden udtrykte sig. Fra deres trettende, fjortende år, indtil de havde fyldt et parog tyve og kunne erklæres for „væragtige“, tjente de ofte således som småsven-de og lærte den kunst at klare sig i livet. Læretiden kunne tit være drøj nok. Fra morgen til aften måtte de øve sig i ridderlige idræt ter, tage mod knubs af de stærkere, strigle heste, som hundedrenge trække koblet på jagten - „jeg havde mangen fandens dag i kær og moser“, siger Tyge Krabbe om denne sin ungdomsvirksomhed12 -og endelig, nåralle andre hvilede sig og holdt måltid, stå for borde oppe hos herren og besørge opvartningen ved familiens spisetider.
Mangen, der som mand fik mere end én herregård i eje, måtte så ledes fra neden af møjsommeligt bane sig vej op til de goder, hvor tilhan var født.
Borgestuen • 187
I den frise, som billedskæreren Abel Schrøder den Ældre udførte til herregården Lystrup (se bind 1 side 171 og side 375) findes også en gen
givelse af en jagt, hvor hundedrengen nærmest slæbes af sted af koblet.
Men når man havde døjet „mangen fandens dag i kær og moser“, havde man også - som Tyge Krabbe - taget det første skridt på vejen mod den anseelse og rigdom, der tilkom adelen og kun den alene. (National museet fot.).
Men dette gav netop borgestuebefolkningen sit ejendommeligt brogede præg. Her idette samfund, dermåtte holdes i ave medjern hånd og inden for sigkun anerkendte den stærkeres ret, her mødtes livets de største modsætninger: vordende styrere af land og rige og forløbent pak, der kun ved et tilfælde hidtil havde undgået galgen.
Nårde da støjende brødes ude i borggården, var det ikke altid blot fra kældervinduet, at man nysgerrigt tittede ud på kampen. Og stundom kunne det vel hænde, at husherren om aftenen listede sig ned i borgestuen for, under påskud af at holde styr på dens mand
skab, at forny ungdomserindringeridet lystige lag.
Under disse forhold vil det forstås, at borgestuen med dens hele liv kom til at indtage en egen plads, vekslende mellem at være et uundgåeligt onde og den stærkest dragende magt inden for gården.
Dens betydning ytrede sig ikke blot i krigstid. Selv i den dybeste fred sysselsatte den, mere end man måske ville være ved det, alles sindfra de yngstestil deældstes.
Denne dens dobbeltstilling gjorde sig også gældende i dens ydre udstyr. Fra én side set var den det tarveligsteværelse i hele borgen:
et klodset bord, bænke langs væggen til sidde- og sovepladser,
kna-2. 13*
188 • Herregårde og slotte
ger foroven til at hænge fra sig på- det var hele herligheden. Selv på gårde som Jungshoved,13 Hindsgavl14 og mange andre, hvor der var særskilt sovekammer for svendene, medførte dette næppe nogen rigere udstyrelse. Det hørte uden tvivl til de store sjælden
heder, at et hus var så overdådigt forsynet som Magdalena Krognos’, i hvis brudeudstyr ved århundredets begyndelse der medfulgte end også en gardinkappe til at anbringe langs loftet i borgestuen og klæ-desoverkast til dens bænke ved store fester.15 Men trods denne tar
velighed udmærkede borgestuen sig dog på sin vis. Den var afgjort det mægtigste rum af dem, der var i brug til daglig, og veg på en kelte gårde end ikke for riddersalen. Bordet i Malmöhus’ borgestue var tolv alen langt.10 På Kronborg havde man helt måttet opgive at have et enkelt bord og holdt seks skiver i steder.17 På det gamle Krogen Slot var borgestuen 9 alen høj, 18 alen bred og ikke mindre end 86 alen lang.18
Gjaldt besøget borgherren og hans familie, så førtes man ad vindel trappen op til dagligstuen. Denne kaldtes dog ikke så, men be-nævntes enten med husherrens fornavn: „Bjørns kammer“, „Cor
fitz' kammer“, „Niels’ kammer“ osv., sjældnere efter hans stilling, f. eks. „lensmandens kammer“.19 Eller også bar den endnu sit gam meldags navn, „vinterstuen“. Dette var egentlig en hæderstitel, sig tende til, at stuen var forsynet med kamin. Senere, dasligt ikke læn ger var noget særligt for denne alene, tabte navnet sin berettigelse, men holdtsigdog fremdeles, i kraft af vunden hævd. Detvarsåledes ikke blot på Uranienborg, Gisselfeld, Jungshoved og andre gårde fra ældre tid, at dagligstuen kaldtes for vinterstuen;20 navnet over førtes selv til nye bygninger, der fra opførelsen af havde haft kak
kelovn eller kamin i hvert værelse, således f. eks. det nye Frederiks borg, Rosenborgo. fl.21
Dagligstuen vendte vistnok i reglen ind mod borggården, for at den under angreb kunne ligge dækket så godt sommuligt og under fredelige forhold åbne udsigt til, hvad her foregik. I øvrigt var den udstyret på sædvanlig vis med hvælvet loft, stengulv og tilgitrede vinduer. Langs væggen løb ganske efter datidens smag en række faste bænke med panel i mandshøjde bag ryggen; i det ene hjørne det forsvarlige egebord; hist kaminen og den store himmelseng, alt som vi kenderdet frakøbstadboligerne.
Dagligstuen • 189
Det såkaldte pragtgemak på Glimmingehus. Rummet ligger i borgens andet stokværk og formodes at have været brugt til kapel og gæstevæ relse. Det er rigt udstyret med s tenhugger arbejder. Døren til venstre, der førerind til brevkammeret, har en unggotisk portal, hvad der måtte vække nogenundren, dersom man ikke vidste, at bygherren Jens Holger-sen Ulfstand var lensmand på Gotland, hvorhan frit kunne forsyne sig med bygningsdele fra øens allerede dengang mange ruiner. Nichen til venstre har været til et indbygget skab. Herover sidder en korsfæstelses-gruppe med en gengivelse af den knælende Jens Holgersen. Relieffet blev udført af bygmesteren Adam van Düren. Vinduet til højre har faste siddepladser, mens det tilsvarende vindue bagtil har en indbygget vask. Ivinduesnichensmodsatte væg er indmuret en stor kalkstensplade, som gengives side 262. Om Glimmingehus i øvrigt - se billedteksterne side 49 og 156. (J. Andersonfot.).
igo • Herregårde og slotte
Hvad Troels-Lund alene kunne udtrykke som en vag formodning, nem
lig atman på danske herregårde skulle have udført vægmalerier af jagt scener med tilføjede hjortehoveder, der helt naturalistisk stak ud af væggen, er senere blevet bekræftet ved undersøgelser på Hesselagergård.
Husets mellemetage har været delt i to sale. I den ene har man fundet velbevarede kalkmalerier med hjorte; men hvor hovederne skulle være, erder kun hvidepletter. Her må Johan Friis da have ophængt sinejagt trofæersåledes, som den gengivne rekonstruktionstegning viser det. (Efter Otto Norn: Jacob Binck og Hesselagergård.).
Så man nøjere til, opdagede man dog snart, at det var på landet hos en adelsmand, at man befandt sig. Det fremgik allerede af den store jagthund, der strakte sig på gulvet, vel tilpas uden spor af no gen overskårensene påforpoten somhos dens uadelige brødre. Men det viste sig også i stuens livløse befolkning. Der var først de ejen dommelige prydelser over dørene, stundom på væggene, ja på ka minen tillige: mægtige hjortegevirer, vidnesbyrd om ejerens rig dom og jægerdygtighed. Som oftest var det hornene alene, der var anbragt, sjældnere hovedskallen tillige. I Tyskland gik man vide re og malede jagtstykker på væggen, i hvilke, for at gøre det rent naturligt, dyrehovederne var af ophøjet arbejde, forsynet med vir kelige takker.22 Om det var et sådant brug, at Esge Bille lod sin snedker på gården Morgenstrup lave fem hjortehoveder, er vel
Dagligstuen • igi usikkert; men i det mindste på et andet område fulgte man i Dan
mark ganske godt med. Der er noget pudsigt ved på et lille punkt som dette tre-fire hundredeår efter at kunne kigge hin tidi kortene og se, hvorledes den ikke var fri for humbug. Det var nemlig en yn
det skik hemmeligt at forøge storheden af jagtbedriften ved at føje takker ind i gevirerne. Blev det gjort godt, og det hele anbragt så højt som over en dørkarm, skulle ingen kunne opdage fiffet. Man nøjedes da ikke længere med „tyve-ender“, men drev det til „25-en-der“ og derover. Det tør ikke betvivles, at f. eks. den ovennævnte Esge Bille har indgydt sin samtid agtelse som jæger. Men han ville
det skik hemmeligt at forøge storheden af jagtbedriften ved at føje takker ind i gevirerne. Blev det gjort godt, og det hele anbragt så højt som over en dørkarm, skulle ingen kunne opdage fiffet. Man nøjedes da ikke længere med „tyve-ender“, men drev det til „25-en-der“ og derover. Det tør ikke betvivles, at f. eks. den ovennævnte Esge Bille har indgydt sin samtid agtelse som jæger. Men han ville