A. INDLEDNING
Domicilet er et på en persons bopæl bygget juridisk begreb, der fin
der anvendelse inden for en række forskellige retsdiscipliner. Den internationale privatret benytter især begrebet som tilknytningsmo- ment i de kollisionsnormer, der vedrører person-, familie- og arve
retlige forhold, men det finder dog også anvendelse andetsteds i den internationale privatret, f.eks. i kontraktsretten, jfr. således loven om internationale løsørekøb § 4 og i ophavsretten, ophavsretslovens
§ 58. I den internationale procesret er begrebet af betydning for værnetingsreglerne, jfr. ndf. III, i skatteretten for reglerne om, hvem der kan underkastes beskatning,1 i statsretten2 for valgretten o.s.v.
Også en række andre lovbestemmelser benytter sig af begrebet,2a og i tilknytning hertil findes der en righoldig domspraksis, især fra ældre tid.
Ordet domicil anvendes først og fremmest i den juridiske teori.
Lovgivningen anvender for det meste andre udtryk såsom bopæl, hjemsted m.fl., og det samme gælder domstolenes afgørelser. Dog finder man af og til udtrykket domicil anvendt i retspraksis, jfr. så
ledes U fR 1897.1046 U, 1935.1143 Ø , 1940.652 H og 1954.359 Ø . N år udtrykket anvendes i det følgende, dækker det alle de forskellige termer, som i lovgivning, retspraksis og teori anvendes i stedet for det.
Begrebet domicil kendes ikke bare i dansk ret, men spiller en rolle i de fleste fremmede retsforfatninger. Selv i de lande, der i princippet
1. J f r . T h ø g e r N ie lse n i J . 1962.328 ff o g 1966.213 ff og U fR 1967.89 H . 2. J f r . M a x S ø re n s e n , S ta ts f o r f a tn in g s r e t, 1969.71 f.
2a. J f r . f.e k s . s v a n g e rs k a b s lo v 1970 §§ 2 o g 3 og re d e g ø re ls e n f o r d e t d e r a n v e n d te b o p æ ls - b e g re b i b ila g til fo lk e tin g s u d v a lg e ts b e tæ n k n in g , s v a r e t p å s p ø rg s m å l 9, o m f o r s k e l
lig e p e n s io n s lo v e c irk . n r. 70 a f 23. f e b r u a r 1973, o m b ø r n e tils k u d c ir k . n r . 141 a f 8.
ju li 1969, og F o lk e tin g e ts O m b u d s m a n d s b e r e tn in g 1972.146.
er tilhængere af nationalitetsprincippet, er det af langt større betyd
ning end man um iddelbart forventer.
Begrebet domicil er imidlertid ikke entydigt.3 Selvom det i alle tilfælde bygger på en persons bopælsbegrundede tilhørsforhold til et bestemt land, varierer det i sin nærmere bestemmelse såvel fra land til land som fra retsdisciplin til retsdisciplin; ja, selv inden for den enkelte retsdisciplin kan det variere i betydning. Det er derfor nød
vendigt at foretage en nøjere begrebsbestemmelse overalt, hvor man bruger det.4
I dette kapitel skal der foretages en begrebsbestemmelse med hen
blik på dansk international privat- og procesret, selvom begrebet heller ikke inden for disse om råder er helt éntydigt.
I det omfang, domicilbegrebet finder anvendelse i dansk ret, må det forstås i overensstemmelse m ed den danske opfattelse af begre
bet, jfr. U fR 1935.1143 Ø, smlgn. 1911.110 V ,5 og regler, der an
vender begrebet, må fortolkes i overensstemmelse med danske for
tolkningsregler. D ette gælder, uanset om den, hvis domicil der er tale om at bestemme, er bosat i D anm ark eller i udlandet. Kun i de tilfælde, hvor der er tale om at anvende en til dansk ret transform e
ret international konvention, der foreskriver en bestemt forståelse af domicilbegrebet, således som tilfældet er i Haagertestamentskonven- tionen af 1961 art. 1, stk. 3, eller hvor dansk ret undtagelsesvis aner
kender renvoi-princippet, jfr. ovf. kap. 4, kan der blive tale om at anvende et andet domicilbegreb end det danske.6
3. J f r . R a b e l: T h e C o n f lic t o f L a w s , I , 2. ed . 150 ff. E h re n z w e ig : A . T r e a tis e o n th e C o n f lic t o f L a w s 240 og 372. S c h n itz e r: H a n d b u c h d es I n te r n a tio n a le n P r iv a tr e c h ts , 3. A u fl. 115. H u r w itz - G o m a r d : T v is te m å l 4. u d g . 46 n o te 9. D e n n e m a r k : O m sv en sk d o m s to ls b e h ö r ig h e t i in t e r n a t io n e ll t f ö r m ö g e n h e ts r ä tts lig a m å l 82. F e d e r s p ie l: D e n i n t e r n a tio n a le p r iv a tr e t i D a n m a r k 315 f. E e k : I n te r n a tio n e il P r iv a t r ä tt 135. G a a r d e r : I n te r n a s jo n a l P r iv a t r e tt 54; T r o lle i U f R 1972 B 245 ff.
4. F o r s ø g p å a t r e f o r m e r e d e t e n g e ls k e d o m ic ilb e g r e b e r v æ lte t, f o r d i m a n ø n s k e d e a t b e v a re e t e n ty d ig t d o m ic ilb e g r e b f o r s k a tt e r e tt e n o g d e n in t e r n a tio n a le p r iv a tr e t, jfr.
M ic h a e l M a n n i IC L Q 1963.1330 ff.
5. J f r . o g s å N ie d e re r : E in f ü h r u n g in d ie a llg e m e in e n L e h r e n d e s in te r n a tio n a le n P r iv a t
re c h ts 168, D e n n e m a r k 72 ff, m e n c f r . o m e n s æ rlig u n d ta g e ls e , so m n æ p p e k a n a n ta g e s a t g æ ld e i d a n s k r e t 138. J f r . o g s å E e k 135 f.
6. D e t h e r o m h a n d le d e s p ø rg s m å l d r ø f te s o f te i fo r b in d e ls e m e d k v a lif ik a tio n s p r o b le m e t.
s å le d e s S v e n n é S c h m id t: K v a lif ik a tio n s p r o b le m e t, 140 ff o g 179 ff, jf r . h e ro m P h ilip , R e c u e il d es C o u rs 1959 I 266.
B. HISTORIE. FORHOLDET TIL NATIONALITETSPRINCIPPET
1. Historie
Lige indtil den nyeste tid har diskussionen af dom icilbegrebet her i landet været knyttet som en slags glosse til en udtalelse i D anske Lovs fortale og D L 1-1-5. I fortalen hedder det:
Ti byde Vi og alvorligen befale alle og een hver, i hvo de og ere, som bygge og boe udi vort Rige Danmark, eller derudi noget G ods eje, eller sig der opholde, at de rette sig efter alt hvis her staar skrevet i denne L o v b o g . . .
P å sam m e m åde siges det i D L 1-1-5:
Kongens Undersaatter og alle de, som i Kongens Riger og Lande sig op
holde, eller handle, skulle rette sig efter Kongens Lov, Befalinger og F o ro rd ninger . . .7
Ligesålidt som der af bestem m elsens form ulering bør udledes noget om eksistensen eller ikke-eksistensen af en international privatret på den tid, da D anske Lov blev udfærdiget, ligesålidt h ar det historisk rim elighed fo r sig i denne bestem m else at lægge en udtalelse om, hvilke grupper af personer der var underkastet dansk ret.8
Bestemmelsens form ål er form odentlig alene at fastslå lydighedspligten over fo r de generelle forskrifter på samme m åde som 1-1-6 fastslår den over
for de til enkeltpersoner rettede specielle befalinger. D et er ikke nødvendigt at antage, at m an m ed udtryksm åden i 1-1-5 h ar haft flere forskellige kate
gorier af personer fo r øje.
U dviklingen i det på disse bestem m elser i D anske Lov byggede system er ikke næ rm ere udforsket, m en i frem stillingerne fra 1800-tallet af statsretten, privatrettens alm indelige del og personretten foreligger systemet udbygget.9 M an arbejder m ed en sondring m ellem et fast og et m idlertidigt undersåts- forhold, hvor det m idlertidige undersåtsforhold om fatter de personer, der kun m idlertidigt opholder sig her i landet, mens personer m ed fast bopæl, hjem sted, hjem stavn eller lignende betragtes som faste undersåtter. Visse faste u ndersåtter udskilles af nogle forfattere som statsborgere, karakteriseret særlig ved deres ret til bopæl i landet, altså til ikke at blive udvist, m en denne grup
pering er ikke identisk m ed det m oderne statsborgerbegreb. E ndelig suppleres systemet – gennem indfødsretsforordningen og den i tilslutning hertil skabte naturalisationspraksis, der senere grundlovsfæstes ved grundloven af 1849 – med gruppen af personer m ed indfødsret, der karakteriseres gennem de særlige til indfødsretten knyttede rettigheder. E n undersåt kan have indfødsret; det gælder endog den midlertidige undersåt, m en han har det ikke nødvendigvis, da den blotte bosættelse skaber undersåtsforhold. Ligeledes kan en statsborger
7. K u r s iv e r in g e r n e e r f o r e ta g e t a f m ig .
8. J f r . B o ru m : L o v k o n f lik te r 1. u d g . 74 ff. C fr. Ø r s te d : E u n o m ia IV 6 -8 ; F e d e r s p ie l: D e n in t e r n a t io n a le p r iv a tr e t i D a n m a r k 172 og 260.
9. S e ti l d e t fø lg e n d e is æ r M a tz e n : D e n d a n s k e S ta s f o r f a tn in g s r e t I , 4. u d g ., 144 ff;
D e u n tz e r : O m s ta ts b o r g e r - o g u n d e r s å ts f o r h o ld e t, 4. n o r d is k e ju r is tm ø d e , b ila g 1;
S c h e e l: P e r s o n - og F a m ilie r e t I, 246 ff; B o ru m : P e r s o n a ls ta tu tt e t 367 ff.
have indfødsret, men har det ikke nødvendigvis. O m vendt er den indfødte ikke nødvendigvis undersåt, idet dette forudsæ tter bopæl eller ophold i landet, og han har heller ikke før i den sidste del af perioden nødvendigvis statsborgerret.
H ele dette kunstfærdige system, som ikke tillod en klar sondring mellem danske og frem m ede, men arbejdede med flere arter af hinanden krydsende tilhørsforhold, fejedes af bordet under den første verdenskrig. Forinden havde det dog sat sig varige spor i den internationale privatret, dels derved at det faste undersåtsforhold kom til at danne grundlag for den internationale pri
vatrets dom icilbegreb, dels fordi det forhindrede, at D anm ark sam m en med det øvrige E uropa bortset fra Island, N orge og England gik over fra dom i
cilprincippet til nationalitetsprincippet.
I dette system m å m an også se forklaringen på, at den sparsom m e inter
national privatretlige litteratur i D anm ark i forrige århundrede praktisk talt ikke interesserede sig for en næ rm ere bestem m else af domicilbegrebet, skønt det udgjorde en af de mest betydningsfulde tilknytninger i lovvalgsreglerne.
Begrebet var ikke særligt for denne retsdisciplin; m an kunne bygge på, hvad der var skrevet inden for andre fag.
2. Forholdet til nationalitetsprincippet
Bopælskriteriets afgørende betydning i dansk international privatret h ar så
ledes sin naturlige forklaring i den historiske udvikling. Indtil sidste halvdel af 1800-tallet var det i hele E uropa det herskende princip.10 G anske vist ind
førte Code Civil 1804 art. 3 inden for et begrænset om råde nationalitetsprin
cippet, men dette fik ingen konsekvenser af principiel betydning, bl.a. fordi den opfattelse, hvorefter lovenes territorialitet er udgangspunktet, fortsat var herskende.11 N ationalitetsprincippet slår først igennem, da M ancini på grund
lag af en nationalistisk bølge sætter eksterritorialiteten i højsædet.12 Disse to principper h ører naturligt sam men, og m an h ar da også i nyere tid set en renaissance for dom icilprincippet sam tidig med, at territorialitetsprincippet påny h ar træ ngt sig frem.
I dansk retspraksis har dom icilprincippets herredøm m e aldrig været bestridt.
I lovgivningen h ar nationalitetsprincippet vundet indpas i veksel- og check
lovgivningen, retsplejeloven, skifteloven, og i de nordiske konventioner, men det frem går af forarbejderne klart,13 at der her er tale om enkeltstående
10. O m d o m ic ilp r in c ip p e ts h is to r ie i E u r o p a jf r . M a lm s tr ö m i M in n e s k r if t i P h illip s H u lt 351 ff.
11. D e t e r e t s p ø rg s m å l, o m d e r o v e rh o v e d e t v a r n o g e n r e a lite ts f o r s k e l m e lle m n a t io n a l ite t o g d o m ic il i 1804, jf r . B a ttif o l: T r a ité é lé m e n ta ir e d e d r o it in t e r n a t io n a l p riv é , 3. ed.
435 f.
12. J f r . h e r o m N a d e lm a n n i A J C L 1969.418 ff.
13. J f r . s å le d e s U d k a s t til k o n v e n tio n m e lle m D a n m a r k , F in la n d , N o r g e og S v erig e , 1929.27 og 1932.22, s a m t D e n in t e r n a tio n a le k o n f e r e n c e o m in d f ø r e ls e a f e n s a r te t v ek sel- og c h e c k lo v g iv n in g 1 1931.39.
undtagelser begrundet i det internationale sam arbejde, som denne lovgivning er udtryk for, og den virker derfor snarest som en yderligere bekræftelse af dom icilprincippets herredøm m e. H eller ikke teorien h ar bestridt dom icilprin
cippets herredøm m e, om end Borum i sin disputats, P ersonalstatuttet, efter dansk og frem m ed ret, de lege ferenda gik ind for nationalitetsprincippets gennem førelse af hensyn til det internationale sam arbejde.14 D anm arks fast
holden ved dom icilprincippet betød jo bl.a., at D anm ark ikke kunne gå ind for de tidlige H aagerkonventioner, der alle byggede på nationaliteten. En vis betydning har nationaliteten ved siden af domicilet, idet danske statsborgere m ed domicil i udlandet, som på grund af, at dom icillandet hylder nationali
tetsprincippet, er afskåret fra at benytte visse retsregler i dom icillandet, hyp
pigt vil blive hjulpet efter dansk ret til trods for det udenlandske domicil, jfr.
Borum, Personalstatuttet 370 ff og ndf. kap. 11.
I dag er dom icilprincippet igen ved at vinde terræ n ude i verden.15 Sam
tidig er tidligere tiders strenge fastholden ved bestem te princippers konse
kvente gennem førelse blevet afsvækket til fordel for en fordom sfri drøftelse af, hvorledes m an hver fra sine principielle udgangspunkter når til de mest hensigtsmæssige resultater. Endelig h ar på de senere års H aagerkonferencer, bl.a. i opposition til det særlige engelske dom icilbegreb, et afsvækket dom icil
begreb, résidence habituelle, det sædvanlige eller varige opholdssted, der har stor lighed m ed det am erikanske begreb residence, vundet en vis frem gang, jfr. næ rm ere herom ndf. V. D ette begreb ligger næ r opad det dom icilbegreb, der, som det senere skal påvises, kan udledes af de danske dom stoles praksis.
F o r en vurdering af de to princippers fordele og ulem per jfr. Pålsson, M arriage and divorce in com parative conflict of laws 39 ff.
3. Kompromisforsøg
Det er klart, at eksistensen af to så væsensforskellige principper som domicil- og nationalitetsprincipperne – hvis man ikke skal tale om tre principper, da det engelske dom icilprincip16 på væsentlige punk
ter afviger fra det i USA, Danm ark og Norge gældende – har givet anledning til mange vanskeligheder. M an har derfor ad flere veje søgt at nå til kompromisløsninger, der kunne ophæve denne mod
sætning.
14. B o g en s § 54, s æ rlig 555, jf r . o g så 370 ff og L o v k o n f lik te r 1. u d g . 78.
15. J f r . B a ttif o l a n f .s t. 435, N ie d e r e r a n f .s t. 69 f, M a lm s tr ö m i 22. n o r d is k e ju r is tm ø d e , b ila g I I I 4 ff, jf r . o g s å F e s ts c h r if t R h e in s te in I 325 ff.
16. J f r . o m d e tte f.e k s . H e in r ic h i R a b e ls Z e its c h r ift 1960.456 og L o v k o n f lik te r 4. u d g . s. 94 ff, P h ilip i U f R 1955 B 219 ff, d e en g e ls k e s ta n d a r d v æ r k e r , s a m t n d f. I I A 2 b , I I C og I I D .
a. Renvoi
Renvoi-teorien bringes i anvendelse i tilfælde, hvor de international privatret
lige regler i dom stolslandet og de tilsvarende regler i lex causae benytter fo r
skellige tilknytningsm om enter, jfr. næ rm ere ovf. kap. 4. T eorien er altså ikke kun anvendelig på striden m ellem domicil- og nationalitetsprincipperne, men her h ar den sit væsentligste anvendelsesom råde.
b. Nordiske konventioner
I de nordiske konventioner om ægteskab, adoption og værgemål og om arv og dødsboskifte har man søgt at imødegå modsætningen mel
lem det af Sverige-Finland hyldede nationalitetsprincip og det af D anmark-Norge-Island hyldede domicilprincip ved at stille særlige krav til varigheden af domicilet, dødsbokonventionens art. 1-3 og 9 og ægteskabskonventionens art. 1 i dens oprindelige formulering.
c. Haagerkonventionen af 1955
Af stor interesse er det forsøg på at bygge bro mellem de to prin
cipper, som blev gjort ved Haagerkonventionen 1955 til regulering af konflikter mellem den nationale lov og domicilloven.17 D en op
rindelige tanke var gennemførelsen af en almindelig renvoikonven- tion, men dette stødte på så stor m odstand på konferencen, at man i stedet indskrænkede sig til at søge en løsning på konflikterne mel
lem lande, der hylder henholdsvis nationalitets- og domicilprincippet.
Det naturlige udgangspunkt for konventionens regler er graden af den interesse, som de implicerede stater: forumstaten, domicilstaten og staten, hvis nationalitet den pågældende besidder, har i at be
stemme, hvilket princip der skal lægges til grund. Hovedsynspunktet er, at forumstatens interesse i at anvende enten nationalitets- eller domicilprincippet må vige for de to andre staters enighed om, hvilket princip der skal anvendes.
Såfremt både den stat, hvor en person er domicileret, og den, hvis statsborgerskab han har, er enige om at anvende domicilloven
17. J f r . B o ru m i N T I R 1952.118 ff, L ib e r a m ic o r u m A lg o t B ag g e 16 ff s a m t i F e s ts k r if t til N ia l 49. K o n v e n tio n e n , d e r fo re lø b ig k u n e r r a tif ic e r e t a f B e lg ie n og H o lla n d e r e n d n u ik k e t r å d t i k r a f t.
(art. 2) eller den nationale lov (art. 3), må også forum staten an
vende denne lov uanset dens sædvanlige principper. E r en hollæn
der bosat i Tyskland, må danske domstole anvende hollandsk lov, som ville blive anvendt både ved hollandsk og tysk ret, selvom vi norm alt ville anvende domicilloven, tysk ret. Omvendt, er en nord
mand bosat i Danmark, må tyske domstole anvende dansk ret, selvom de norm alt ville anvende den nationale lov, norsk ret. Der kan i disse eksempler ikke fra henholdsvis dansk og tysk side godt
gøres en sådan interesse i at afgøre, om det ene eller det andet af de to landes ret skal anvendes, at den kan få fortrin fremfor de direkte implicerede landes afgørelse af spørgsmålet. Og for den pågældende parts eget vedkommende er konventionens resultat det mest hensigts
mæssige. Reglerne er udtryk for en videre udvikling af det princip, som ligger bag veksel- og checkkonventionens renvoiregel.
Tilbage står imidlertid de tilfælde, hvor de implicerede stater ikke er enige om det anvendelige princip. Det drejer sig dels om den si
tuation, hvor domicillandet foreskriver den nationale lovs anvendel
se, mens det land, hvor den pågældende er statsborger, foreskriver domicillovens anvendelse; dels om de tilfælde, hvor domicillandet vil anvende domicilloven, og det land, hvor den pågældende er statsborger, vil anvende den nationale lov.
I den første situation, hvor begge de implicerede stater viser kompetencen fra sig og altså selv benægter den interesse, som de på grund af den foreliggende tilknytning kunne have i, at deres lov blev bragt i anvendelse, har m an m ent at kunne vælge for dem, og valget er faldet ud til fordel for domicilloven (art. 1), således at ikke blot de selv, men alle lande skal anvende denne lov. Den anden situation, hvor begge holder på anvendelsen af deres egen lov, har m an derimod ikke ment at kunne løse. H vor en dansker er bosat i Tyskland, fører konventionen altså til anvendelse af tysk ret. Hvor en tysker derimod er bosat i Danmark, giver konventionen ingen løsning.
Det må dog bemærkes, at en stat efter Haagerkonventionen kun skal anvende dennes regler, hvis ikke blot de stater, hvor den be
rørte person er statsborger og domicileret, hver anvender en af disse tilknytninger som afgørende for lovvalget i det forelagte spørgsmål, men forumstaten også selv gør det. Lægger forumstaten altså en helt
tredje tilknytning til grund i sager af den foreliggende art, bliver denne tilknytning afgørende.
Den væsentligste indvending imod konventionen er den, der kan rettes imod enhver renvoiregel, at den gør det nødvendigt for dom
stolene at foretage en undersøgelse af, hvilke principper der følges i de implicerede landes internationale privatret. Ved siden af for
pligtelsen til at dømme efter fremmed ret, som jo er forudsætningen for hele eksistensen af den internationale privatret, synes dette kun at være en lille komplikation, når det tages i betragtning, at konven
tionen iøvrigt løser flertallet af de problemer, som anvendelsen af nationalitets- og domicilprincipperne giver anledning til.
F or dansk rets vedkommende ville en ratifikation af konventionen formentlig kun føre til ændringer i forhold til gældende ret i de til
fælde, hvor en statsborger i et land, der anvender nationalitetsprin
cippet er domicileret i et land, der anvender nationalitetsprin
cippet, og hvor vi selv ville anvende domicilet som afgørende tilknyt
ning. H er måtte vi anvende nationalitetsprincippet, mens vi i alle andre tilfælde kunne fortsætte med at anvende domicilprincippet eller den tredje tilknytning, som efter dansk international privatret måtte være afgørende.