af det danske bank- og kreditvæsen
AF JØRGEN LANGGAARD PEDERSEN
Den københavnske bankier D. B. Adlers virksomhed var mangeartet;
han ledede sin bankierforretning og deltog i det politiske arbejde, først i folketinget, senere i landstinget. Om Adlers interesse for ud
viklingen af bank- og kreditvæsnet fortælles her med hovedvægten lagt på grundlæggelsen af Handelsbanken; men også hans rolle i forbindelse med oprettelsen af Jysk Handels- og Landbrugsbank samt Ny jyske Købstad-Kreditforening belyses.
D
et danske bank- og kreditsystems første udviklingsperiode faldt omkring midten af forrige århundrede. Erhvervslivets forhold var ved den tid således, at det hidtil værende systems rammer, hvilket stort set var ensbety dende med Nationalbanken og nogle private bankierforretninger, blev for snævre. Fra handel og industri lød der krav om lettere adgangtil likvid kapital, og fra landbrugets side ønskede man bedre muligheder for langfristet kredit.Disse bevægelser i tiden resulterede i oprettelsen af en række banker og kredit
foreninger, hvoraf størstedelen endnu eksisterer, adskillige som selvstændige institutter, andre som dele af større sammenslutninger. Bag dette fremstød til gavn for erhvervslivet stod en række mænd, hvoraf en af de mest fremtræ dendevar grosserer D. B. Adler.
David Baruch Adler blev født den 16. maj 1826 i København; han til hørte en slægt, som omkring år 1800 var indvandret til Danmark fra Altona.
D.B.Adlers fader, Baruch Isak Adler, drev vekselmæglerforretning i Køben havn. Efter endt skolegang i den ansete Mariboes Realskole kom Adler i lære i Hamburg, hvor hanopholdt sig fra 1842-46, og hvor han fik sin grundlæg
gende handelsuddannelse i manufakturbranchen. Under opholdet her døde begge hans forældre, og den arv, som han fik efter dem, vel omkring 30.000 rdl., satte ham i stand til, da han efter uddannelsen i Hamburg var rejst til England, her i 1848 at indgå som medindehaver af et dansk handelsfirma i London, Martin Levin og Adler. Opholdet i England blev af kortere
varig-hed. Allerede i 1849 vendte han tilbage til Danmark og oprettede kort tid senere sin egen forretning i København; men der opretholdtes i de følgende år et intimt samarbejde mellem Adlersherværende forretning og hans tidligere firma i London. Mens han boede der, blev han gift med Jenny Raphael, datter af en kendt engelsk bankier, John Raphael, med hvis firma Adler også stod i nærforretningsmæssig kontaktx.
Den forretning, Adler startede i København, var en bankiervirksomhed;
men ved siden heraf drev firmaet en groshandel med varer af næsten enhver art. I løbet af en kort årrække formåede han at arbejde forretningen op til at være en af de betydeligste i sin art i Danmark. Under den alvorlige handels krise i 1857 var hans firma nær blevet bragt til fald, men det lykkedes ham ved formående venners bistand at overvinde vanskelighederne, og efter den tid var husets soliditet i Adlers tid ikke rokket, tværtimod uvidedes dets forret
ninger stadig, og dets position blev mere og mere fremtrædende. I desidste år inden Adlers død i 1878 havdefirmaet domicil i den fornemme ejendom Ved Stranden 14, som i dag ejesaf Københavns Brandforsikring.
Talrige var de store forretninger, som firmaet efterhånden deltog i; som sådanne kan nævnes, at det i 1864 for den danske statfik rejst et statslån på 728.000 Lstr i England, og at det i 1868 medvirkede ved oprettelsen af et svensk statslån i England på 650.000 Lstr. Samtidigt tog det aktivt del i skabelse og især fremhjælpning af nyeerhvervsvirksomheder. Ud over de større projekter, som senere skal behandles, kan nævnes, at D. B. Adler og Co. havde nær forbindelse med en række af provinsens nyoprettede banker, idet firmaet fungerede som disse bankers kommissionær i København og ordnede deres løbende forretninger for dem der. I samme egenskab arbejdedeAdler ofte som de nyebankers økonomiske rådgiver, hvilkethan selv opfattede som en betyd
ningsfuld opgave. I årenes løb deltog firmaet i aktiekapitaludvidelser i flere banker, således diskontobankerne i Ålborg og Hjørring. Af større selskaber, ved hvis grundlæggelseD. B. Adler og Co. medvirkede, kannævnesDet Dansk-Norsk-Engelske Telegrafselskab i 1868 og A/S Ålborg privilegerede Sirup-og Spritfabrik i 1872. Førstnævnte selskab gik senere op i Det store Nordiske Telegraf-Selskab, mens det sidste kom til at udgøre en væsentlig del af det senereA/S De Danske Spritfabrikker 2.
Adlersfremtrædende stillinginden for den københavnske forretningsverden skaffede ham i tidens løb flere betydningsfuldetillidsposter. Fra 1862 til 1877 var han handelskyndigt medlem af Sø- og Handelsrettens dommerkollegium, fra 1872 med sæde i rettens skifteretsafdeling. I 1875 indvalgtes han i Grosse
rer-Societets Komité, et medlemskab, han bevaredetil sin død.
D. B. Adlers virke var imidlertid ikke begrænset til kun at omfatte det, der
vedrørte hanserhverv. Gennem en lang årrække tog han livligt del i det poli tiske liv. I årene 1858-64 var han medlem af Københavns borgerrepræsenta
tion. Sidstnævnte år blev han indvalgt i Rigsrådets folketing som folketings mand for Helsingørkredsen, og samme år blev han kået til kredsens repræsen
tant i Rigsdagens folketing. Da Rigsrådet i 1866 afskaffedes, fortsatte han sit politiske arbejde som rigsdagsmand indtil 1869, da han efter eget ønske trak sig tilbage, men kun for på ny at lade sig indvælge i Københavns by styre. Grundet på sygdom trak han sig dog tilbage herfra allerede i 1872;
men i 1874 lod han sig atter lokke af det politiske liv, da han fik tilbudt et landstingskandidatur. Han var derefter landstingsmand til 1878. Som poli tiker tilsluttede han sig den nationalliberale gruppe, men var en ivrig tals
mand for samarbejde mellem de politiske grupperinger, og selv efter at de nationalliberale i 1870’erne begyndte at smelte sammenmed højrepartiet, følte han sig ikketilhørende højrefløjen i danskpolitik, tiltrods forat han, som det senere skal ses, udenfor det politiske livhavde et nært samarbejde med højre partiets førende personer. Han vedblev at indtage en position i midten, men som følge af hyppige sygdomstilfælde var hans politiske indflydelse på den tid svækket. Uden at han på noget tidspunkthavde været blandt det politiske livs forreste mænd, havdehans politiske formåen dog tidligere i kraft af medlems
skabafen række betydningsfulde udvalg væretstørre, således sad han i en år række i finansudvalget og var i en periode dets formand, i en anden ordfører for det. Som en flittig benytter af tingets talerstol og med sin impulsivitet og letbevægelighed var han med til at skabe farve over det politiske liv.
Ved siden af disse aktiviteter gjorde Adler en betydningsfuld indsats på en lang række områder. Både privat og gennem Martsforeningen virkede han for at knytte nærmere kontakt mellem befolkningen i de sønderjyske landsdele og i det øvrige Danmark, og han var med i de forhandlinger, der gik forud for Hedeselskabets oprettelse, ligesom han i selskabets første år ydede det økono misk støtte af ikke ringe omfang. I en årrække sad han, der var født og op
draget i den mosaiske tro, som medlem af Det mosaiske Trossamfunds repræ
sentantskab, hvor han arbejdede for at få gennemført reformer i menighedens indre liv, og han viste stor interesse for at hjælpe dens dårligere stillede med lemmer. I det hele taget var hans filantropiske virke af betydeligt omfang.
Adskillige legater bærer hans oghans hustrusnavne. Som et smukt vidnesbyrd om deres ønske om at hjælpe,hvor hjælp tiltrængtes, stod den testamentariske beslutning om at overdrage familiens landstedgennemmange år, Nærumgård, og med den en stor legatkapital til Københavns kommune til oprettelse af et børnehjem.
Det arbejde, som Adler gjorde påså mange felter, blev påskønnet fra flere
D. B. Adler.
Illustreret Tidende 1878-79.
sider. I 1872 blev han udnævnt til ridder af Dannebrog, og i 1871 var han af den franske præsident blevet gjort til ridder af Æreslegionen som belønning for sin indsats til fordel for sårede franske soldater og for faldnes efterladte i den fransk-tyske krig 1870-1871.
Da Adler døde den 4. december 1878 efter i flereår at have lidt af en uhel bredelig nyresygdom, havde han et væsentligt virke bag sig. Hans indsats for udviklingen af det danske pengevæsen havde været af afgørende betydning;
hans ledetråd i denne henseende havde til stadighedværet, at de institutioner, han hjalp frem, skulle blive til gavn for erhvervslivet i den egn, hvori de var placeret. Han fandt sin opgavei at være med til at skabe gode vilkår for enudbygningaf erhvervslivet snarere end i at være med til at danne nye store foretagender, selv om han også fra tid til anden medvirkede til noget sådant.
Hans forretning videreførtes efter hans død af hans kompagnon, Martin Goldschmidt, og en af hans sønner, Bertel David Adler. Med forskellige æn-ringer, i 1923 omdannedes det til et aktieselskab, vedblev firmaet at bestå un
der samme navn indtil 1948, i hvilket år de danske sparekasseropkøbte aktie majoriteten ogomdannede det gamlefirmatil det, deri dag kendes som Fæl
lesbanken for Danmarks Sparekasser.
Bankoprettelser
Gennem alle de år, Adler drev forretning, var han ikke blot ivrigt optaget af at fremme sit egetfirma, men som nævnt deltog han også i oprettelsen af for skellige virksomheder, som han mente kunne blive til gavn for det danske er
hvervsliv: Privatbanken, Handelsbanken, firmaet Adler, Wulff og Meyer i Århus, Jydsk Handels- og Landbrugsbank sammesteds, Kreditkassenfor Land ejendomme i Østifterne og Nye Jydske Kjøbstad-Creditforening - alle var det foretagender, ved hvis oprettelse han medvirkede.
Den første bank, han varmed til at stifte, var Privatbanken i København, og den oprindelige idé til dette projekt synes at stamme fra Adler3. Sam
arbejdet med denne bank varede nogle år, men i det lange løb kunne han ikke komme overens med Privatbankens dynamiske leder, C.F. Tietgen, og i 1866 trak han sig derfor ud af bankrådet for Privatbanken. Hele forløbet omkring denne banks oprettelse og Adlers virke herforog det senere brud mellem ham og bankener imidlertid indgående behandlet i andre fremstillinger, og det vil derfor være unødvendigt at komme ind på denne sag her 4.
Handelsbanken
Den anden af vore nuværende storbanker, Adler var med til at oprette, var Handelsbanken. Hvornår planerne om dannelsen af denne bank opstod, vides ikke, men detsynes naturligt, at Adlerbegyndte at sysle med tanken kort efter, at han havde brudt medTietgenog Privatbanken i 1866. Dette brud skyldtes, foruden de personlige uoverensstemmelser mellem ham og Tietgen, at Adler syntes, at Privatbanken var begyndt at beskæftige sig med forretninger, der efter hans opfattelse låud over de rent bankmæssige; bankforretninger burde efter Adlersmeningikke omfatte den grundlægningsvirksomhed, Tietgenefter hånden slog ind på 5. Adlers arkiv rummer ingen meddelelser om indledende forhandlinger, men i hvert fald luftede han så tidligt som i 1871 tanken om en ny bank over for udenlandskeforretningsforbindelser 6. De indledende for handlinger fandt sikkert sted i en meget snæver kreds bestående af repræsen
tanter for nogle københavnske og hamburgske handelshuse. Arbejdet foregik i største hemmelighed, sandsynligvis for at eventuelle modstandere af en ny bank ikke skulle få lejlighed til at modarbejde projektets gennemførelse.
Hemmeligheden blev imidlertid ikke bevaret så længe som planlagt. Det synes, som om tavsheden er blevet brudt i Hamburg 7. Den 4. eller 5. marts
1873 sendte Adler en række telegrammertil personer både i ind- og udlandet, der var indviet i planerne. Hovedindholdet af disse var, at planen var
kom-met fremi lyset. I telegrammet til Bankverein i Hamburg, en stor hamburger
bank, der var blandt dem, der havde været med i forberedelserne, antydedes det, at det var derfra, hemmelighedenvar sivet ud. Af samme telegram frem gik det, at man den følgende dag ville kunne udsende tryksager om banken.
Det endelige bankråd var dog endnu ikkekonstitueret8.
Imidlertid var skaden vel ikke så stor. Bestræbelserne for at få oprettet Handelsbanken måtte være så vidt fremskredet på det tidspunkt, at man alligevel stod umiddelbart før offentliggørelse af planerne, ellers ville det ikke have været muligt at reagere så hurtigt efter rygternes fremkomst. I øvrigt måtte sagenhave været på tale i København, allerede før hemmeligheden rø
bedesi Hamburg, for den 1. marts skrev A. F. Krieger i sin dagbog: »Nu skal der dannes en ny bank af adskillige københavnske rigmænd under besty
relse af Sponneck, Reimann og Levy, naturligvis Adlersværk imod Tietgen«9.
Alligevel må planerne om Handelsbankens oprettelse indtil den 4.-5. marts have været meget lidt kendt. Det fremgår deraf, at Tietgen, der må anses for at være den centrale figur i danske finanskredse, og som var kendt for at være særdeles velorienteret, intet havde anet derom; han blev meget over
rasket, idet han naturligvis fra første færd var klar over, at den nye bank var skabt som en konkurrent til hans bank, og at den skyldte sin oprettelse util fredshed medham og hans måde at lede Privatbanken på 10.
Den 6. marts fremkom offentlig meddelelse om dannelsen af Københavns Handelsbank. Oprettelsen af dette pengeinstitut begrundedes med, at hande lens, landbrugets og industriens udvikling gjorde en større bank ønskelig. Stif terne var overbevist om, aten sådanbank, når denforstod at skaffe sig tillid, ville blive til stor nytte ikke blot for den indreudvikling, men også for omsæt ningenmed udlandet.
Da det var lykkedes stifterne at samle en direktion, som de var sikre på ville være i stand til at ledebanken til gensidig nytteforden og dens forbindel ser, var det blevet besluttet at oprette Handelsbanken med en aktiekapital på 8.000.000 rdl. Hele aktiekapitalen skulledog ikke indbetales straks. 60 % skulle betales i løbet af 1873, 15 % straks og de resterende 45 % i tre rater. Af de øvrige 40 kunne 15 % indkræves i 1874, hvis to tredjedele af bestyrelsesrå
det var enige derom. De sidste 25 kunne først indkaldes, når aktionærerne gennem to på hinanden følgende år havde fået udbetalt mindst 7 % udbytte af den indbetalte kapital og i så tilfælde kun, hvis to tredjedele af besty relsesrådet gik ind herfor. Skete det, kunne kapitalen kun indkræves med 12V2 % to gange med forudgående varsel på to måneder. Hele aktiekapitalen var på forhåndfast overtaget i Københavnogi udlandet.
Underskriverne af denne meddelelse var en række kendte københavnske
firmaer og enkeltpersoner, D. B. Adler og Co., Carøe og Co., firmaet Smidt og le Maire, borgmester Gammeltoft, M. E. Grøn og Søn, H. P. Hansen jun., Jacob Holm og Sønner, bryggeriejer J. C. Jacobsen og professor J. Nelle- mann n. Som det vil ses, fik de ledendehøjrepolitikere en betydningsfuld pla cering inden for ledelsen af Handelsbanken. Samtlige disse stiftende firmaer og personer blev repræsenteret i bestyrelsesrådet. Dette var fastsat i bankens statutter12. Ud over disse var der valgt tre godsejere, således at rådet kom til at bestå af
J.Nellemann, formand D. B. Adler, viceformand J.F. Carøe
J.B. S. Estrup C. Gammeltoft L.J. Grøn H. P. Hansen C. Holm E. le Maire
F. Moltke, Bregentved E. Skeel13.
fra D. B. Adler og Co.
fra Carøe og Co.
fra M. E. Grøn ogSøn fra H. P. Hansen jun.
fra Jacob Holm og Sønner fra Smidt og le Maire
Direktionen kom til at bestå af W. C. E. Sponneck, A. E. Reimann og Mar
tin Levy14. Af disse var de to første Nationalbankdirektører, den sidste statsgældsdirektør. Alle tre var særdelesvelkendte og agtede personer i danske finanskredse. Det vidnede om Adlers stilling i tidens finansverden, at han for måede at få netop disse personer til at forlade deres sikre stillinger for at blive direktører for den nye bank. Det vidnede imidlertid også om hans præten tioner med hensyn til banken, at han ønskede, den skulle fremstå med kendte og solide navne i ledelsen. En solid aktiekapital og solide ledere var, hvad han måttekræve af en bank, som skulle søge at være jævnbyrdig med Tietgen og Privatbanken.
Som nævnt var aktiekapitalen fast overtaget, den enehalvdel var overtaget i udlandet og den anden herhjemme. Bankverein i Hamburg og L. Behrens Söhne sammesteds deltog sammen med ikke mindre end 3.200.000 rdl. 15.
Dette var sikkert grundentil en bestemmelse om, at der til bestyrelsesrådet kun kunne vælges danske statsborgere, som var bosiddende i landet, og som ejede aktier noterede på deresnavn i bankens bøger. Man ønskede næppe, at uden
landske firmaer, som havde været med til at overtage aktiekapitalen, skulle kunne dominere banken. Ligeledes var der den bestemmelse, at et firma ikke kunne være repræsenteret i bestyrelsesrådet med mere end et medlem ad
gan-gen, sikkert for at et stærkt hus som f. eks. det Adlerske ikke skulle kunne til tage sig for stor indflydelsepåbankens ledelse 1G.
Imidlertid var den kendsgerning, at aktiemassen forud var overtaget, ikke ensbetydende med, at aktierneikke ville blive udbudt til salg. Man havde kun på forhånd villet sikre sig, at banken fik den planlagte aktiekapital. Herved sikrede man sig, at der ikke under en eventuel aktietegning oparbejdedes en stemning mod foretagendet, således at tegningen fik et mindre gunstigt forløb, hvad der havdeværet tilfældet, da Privatbanken oprettedes.
Overtagerne havde dannet et syndikat under ledelse af D. B. Adler og Co.
samt Smidt og le Maire. Dette syndikat skulle sælge aktierne, når lejligheden fandtes passende. Syndikatet skulle bestå tilfebruar 1874, til den tid skulle tab eller gevinst opgøresog fordeles mellem dets medlemmer. De aktier, derpå det tidspunkt endnu ikke var solgt, skulle fordeles blandt syndikatdeltagerne i for hold til den aktiemasse, de havde deltaget med. De enkelte deltagere havde ikke på forhånd fået tildelt aktier, ønskede de at erhverve sådanne til ejen
dom, måtte dekøbe dem af syndikatet på lige fod med andre interesserede. Det varhensigten at udbyde aktierne på Børsen til kurs 110 17.
I sin artikel om Handelsbanken i »De danske byerhverv i tekst og billeder«
skrev Jul. Schovelin, at det ikke stemte overens med Adlers forestillingsmåde, at man skulle tjene på oprettelsen af en sådan virksomhed, men at han måtte bøje sig for de tyske deltageres krav, da disse i denne »griinderperiode« ikke ville være med til at stifte et stort foretagende uden at tjene derpå18. Heri havde han sandsynligvis ret. Hvis foretagendet skulle gennemføres som plan lagt, måtte mannødvendigvistrække på den tyske højfinans og somfølge deraf være rede til at bøje sigfor visse krav, og kravet om at tjene påstiftelsen kom næppe fraAdler. Da han en lille snes år tidligere havdeværetmed til at oprette Privatbanken, fremholdt han det som rigtigt, at stifterne holdt sig smukt i baggrunden, da det drejede sig om at holde et aktiebeløb til sig selv.
I dagene umiddelbart efter offentliggørelsen sendte Adler meddelelse herom til en række forbindelser, samtidig med at han meddelte, at aktierne i løbet af kort tid ville blive udbudt til kurs 110. Til nogle skrev han, at han havde holdt et vist aktiebeløb til dem, således at de, hvis de var interesserede kunne deltage i syndikatet med dette beløb. Blandt disse var lensgreve Moltke-Hvit- feldt, Diskontobanken i Maribo og H. Pontoppidan i Hamburg 19. Disse til
bud blev i flere tilfælde accepteret straks, således at der foruden de større kø
benhavnske handelshuse, som sammen med de hamburgske deltog i oprettel
sen, kom nogle danske privatpersoner og en række danske provinsbanker, som Adler fra begyndelsen havde været interesseret i at ophjælpe, til at deltage i syndikatet20.
Adler forsøgte ogsågennem Raphael Sons i London at få afsat aktieri Eng
land. Syndikatettilbødmæglere og korrespondenter V4 % i provision af salget.
Svaret var imidlertid afvisende. Man kunne ikke se bort fra, at der kunne være nogen, der var interessereti at overtage nogle aktier, hvis de havde været til parikurs, men det var mod sædvane der at udbyde nye aktier til overkurs, man ville ikke engang være bekendt at tilbyde eventuelle forretningsforbindel
ser aktierne til denne kurs21. Udbudskursen på no rejste naturligvis spørgs
målet om, hvem der skulle nyde godt af det overskud, der ville fremkomme.
Da Adler havde tilbudt Fyns Stifts Sparekasse at ville sikre den et aktiebeløb, hvis den var interesseret deri, til den ovennævnte kurs, svarede instituttet, at man ønskede at vide, om de 1 o % skulletilfalde bankens reservefond, førman tog endeligbeslutning angående køb af aktier. Herpå svarede Adler, at dette ikke var tilfældet. Det salg, der skulle finde sted, skete for de første overtageres regning, hvorfor denfortjeneste, der opnåedes, tilfaldt dem og ikke banken 22.
Interessen for det nye bankprojekt var stor både her i Danmark og andre steder. Så snart meddelelsen om bankens oprettelse blev givet, indløb der til Adlers kontor en række forespørgsler efter aktier. Den 6. marts kom telegram
merfra StockholmogGöteborg fra handelshuse, som Adler der havde forbin delse med, om de kunne optage tegning af aktier til den nye bank 23 ; også fra private kom der henvendelser om at blive tegnet for aktieposter. Svaret til alle var imidlertid, at der ikke ville finde nogen tegning sted, men at man fra Adlers side var villig til sikre dem de ønskede aktiebeløb til kurs 110, når ak tierne i den følgende uge ville blive udbudt til salg 24. Til handelsforbindel serne i Stockholm, Göteborg og Oslo meddelte Adler fredag den 7. marts, at de ville kunne opnå V4 % provision af salget, hvis de mente sig i stand til at afsætte aktier på deresstedertil den tilbudte udbudskurs. De blev rådet til at beslutte sig hurtigt og telegrafere deres svar på tilbudet senest den følgende mandag, da der allerede var lagt beslag på større aktiebeløb25.
Endnu før aktierne kom på markedet, var der således sikret afsættelse af betydelige beløb. På forhånd havde Adler afsat en del større poster til nogle forretningsforbindelser, idet størstedelen af dem, der havde fået tilbud om at deltage i syndikatet samtidig med, at de modtog dette tilbud, afgav bestilling på et aktiebeløb, som de til sig selv ønskede at afkøbe syndikatet 26. Desuden var derafsat aktier til private,som hurtigt havde villetsikre sig en andel. Gen
nem korrespondenterne, som havde fåettilbudt V4 % provision, solgtes der me get betydelige poster. Firmaet Adler, Wulff og Meyer i Århus, som Adler få år tidligere havde været med til at oprette, oghvori han stadig var interesse
ret, forestod en stor del af salget i Jylland. Allerede den 8. marts var der heri
gennem afsat aktier til enværdi af45.000 rdl. Den 12. marts havde man solgt