At falde ind i lyset: om faldforebyggelse og selvudvikling
Publiceret i Klinisk Sygepleje, 2014, 1: 75-77 Intet resume, da det ikke anvendes i denne genre.
Artikel er oversat til engelsk og med tilladelse fra Klinisk Sygepleje trykt elektronisk på et anerkendt internationalt faldforebyggelsesnetværks hjemmeside.
Den engelske version gengives efter den danske version.
Klinisk Sygepleje · 28. årgang · Nr. 1 · 2014 ◆ 75
At falde ind i lyset: om
faldforebyggelse og selvudvikling
Lotte Evron
Det er normalt at fortælle en historie om fald i alderdommen med fokus på de negative si-der. Det er ikke normalt at tale om fald i al-derdommen, som en positiv ting, der åbner op for støre livskvalitet samt for mod og lyst til livet. Ikke desto mindre er det det, jeg vil skrive om her.
Faldmotivet som symbol på livets mening og meningsløshed i alderdommen udgør en overliggende ramme i essayet. Normalt be-skrives faldforebyggelse i alderdommen ud fra et medicinsk perspektiv. Her beskrives fald og faldforebyggelse ud fra et eksistentielt per-spektiv.
Jeg har mødt og talt med mange menne-sker, som har fortalt om en faldhændelse, der var så stærk, at livet efter faldet blev helt an-derledes, end det havde været før. For nogle havde faldhændelsen en negativ indflydelse på deres liv. De holdt op med at gå alene ud, satte restriktioner op for sig selv og deres almin-delige gøremål i hjemmet, begrænsede deres færden og blev både isoleret, kede af det og i dårligere fysisk form. De følte, at de kunne klare færre og færre opgaver selv. Andre fortal-te om, hvordan de “vågnede” op effortal-ter faldet og faktisk begyndte at turde leve mere intenst end før faldet og foretage sig ting, de længe ikke havde turdet, fx bade i havet, gå tur i skoven, begynde til dans, spise frokost ude med andre, melde sig til foredrag og genoptage kontakt til
venner og familie. Fælles for de mennesker, jeg har talt med om dét, jeg kalder et afgørende fald, beskriver faldet som et møde med døden.
Overordnet kan man sige, at fortællinger om afgørende fald handler om, hvordan nogle håndterer tab af autonomi og den unge krop, mødet med den aldrende krop og dét at livet nærmer sig sin afslutning.
Jeg har valgt at præsentere en faldfortælling med et afgørende fald ud fra en analyse af en samtale jeg havde med Gundhild, en 86-årig kvinde. Gundhilds historie handler om mø-det med døden og om, hvordan hun mærker kroppens svigtende kræfter og overgiver sig til Gud. Hun fortæller, at hun bevidst lader sig falde for at vågne i paradiset, men efterfølgen-de vågner op til et liv og en krop, som hun ikke længere ønsker. Med hjælp fra en psykolog formår Gundhild gennem en krævende ud-viklingsproces at vende tabet af den stærke og
“unge” krop til anerkendelse af den svækkede aldrende krop og begynder at rejse sig igen og nyde livet mere intenst, end hun længe havde gjort.
Analysen af samtalen er skrevet om til et digt, som jeg har valgt at kalde: “At falde ind i lyset”, fordi det var en sætning, Gundhild selv brugte. Digtet er konstrueret ud fra en 70 minutters lang samtale. Samtalen er analyse-ret i emner og læst og genlæst. I digtet har jeg forsøgt at indskrive hendes afgørende
fald-ESSAY
76 ◆ Klinisk Sygepleje ∙ 28. årgang ∙ Nr. 1 ∙ 2014
oplevelse i følgende emner: “faldhændelsen”,
“mødet med døden” og “fald som udviklings-mulighed”. Andre emner i samtalen er skåret fra i denne gengivelse. Så vidt muligt har jeg forsøgt at gengive hendes egne ord i hele tekst-bider, men for at gøre teksten forståelig er de ikke altid gengivet ordret. Digtet er lavet et par år efter interviewet; derfor har Gundhild ikke selv fået mulighed for at læse det. Hun gav mundtligt og skriftligt samtykke til, at jeg måtte benytte interviewet i min forskning, så længe hun forblev anonym. Idéen er, at dig-tet skal give stemme til nogle af alle dem, som falder, men som har en anden forståelse af faldoplevelser end de fortællinger, vi normalt hører om i litteraturen. Formålet med essayet er at skabe ny viden om fald og faldforebyg-gelse og på den måde medvirke til, at sund-hedsmedarbejdere kan blive bedre til at hjælpe ældre mennesker med faldproblemer.
At falde ind i lyset
Så stod jeg der og frøs: Fast og stiv som en statue.
Med ben mejslet ud af sten, de ville ikke flytte sig.
Mine hænder hagede sig hårdt til gelænderet og gled.
“Flyt fødderne”, skreg jeg lydløst, mens krop-pen gav efter.
Jeg faldt bagover ned af trinene, som en stor tung sæk:
Fuld af kød, blod og knogler, der til hver en tid kunne brække.
Da jeg vågnede, så jeg lyset og et ansigt med en glorie bag.
Jeg så på Ham og smilede: “endelig fremme”, tænkte jeg.
Han ruskede hårdt i mig, sagde mit navn og lagde blidt
en pose med frosne ærter på min forslåede krops hoved.
Det var ikke Ham fra himlen, og hans engle omkring mig.
Men centerlederen og hans hjælpere, der fik mig tilbage.
Hvorfor tog Han mig ikke med? Hvorfor skul-le jeg vågne?
Jeg lod mig falde ned i et dybt hul. Ville ikke mere, bare dø.
Det tog mig seks måneder at kravle op af hul-let igen.
Ved hjælp af samtaler, og min vilje (til livet) kom jeg tilbage.
Nu (aner)kender jeg den aldrende krops tilste-deværelse.
Hver dag mærker jeg de stive led i kroppen: de trætte ben,
pegefingeren, der ikke vil helt ind i hanken på koppen.
Men jeg gør det bedste, jeg kan. Nu er jeg klar, men på en anden måde.
Gundhilds historie ser jeg som et eksempel på, hvordan fald i alderdommen italesætter mødet med kroppens fysiske forfald i alder-dommen og accept/ikke-accept af dette. Mit argument er, at faldforebyggelse i dag ikke kun bør handler om at arbejde med overskridel-se af kroppens fysiske grænoverskridel-ser gennem fysik træning, men også om overskridelse af psy-kens grænser gennem hjælp til selvudvikling i alderdommen.
Falling Into the Light: About Fall Prevention and Self-development
Profane.co 27.11.2013. Med tilladelse fra Klinisk Sygepleje er artiklen dobbeltpubliceret på det anerkendte internationale faldforebyggelsesnetværk for sundhedsprofessionelle ProFaNe
Klinisk Sygepleje · 28. årgang · Nr. 1 · 2014 ◆ 77
Sygeplejerske, cand.mag. i pædagogik, ph.d.-studerende
Lotte Evron
Det Humanistiske fakultet Institut for Kommunikation Aalborg Universitet E-mail: evron@hum.aau.dk
Falling Into the Light: About Fall Prevention and Self-development
by LOTTE EVRON on NOVEMBER 27, 2013 http://profane.co
It is normal to tell a story about falls focusing on the negative side. It is not normal to talk about the decline in old age as a positive thing that opens up the possibility for a more substantial quality of life and for the courage and zest for life. Nevertheless, it is what I want to write about here.
I have met and spoken with many people who have reported a fall episode that was so strong that life after the fall was quite different than it had been before. For some it had a negative influence on their lives: They had stopped going out on their own, put restrictions for themselves and their ordinary chores at home, limited their whereabouts and became more isolated, sad and in a poorer physical shape, so they in the end had the feeling that they could do less tasks themselves. Others told me about, how they “woke” up after the fall and actually started to live more daring and intense than before the fall and started to do things, they hadn’t dared doing for a long time: Like go swimming in the sea, go for a walk in the woods, start dancing, have lunch in a restaurant with others, sign up for a lecture and resume contact with friends and family.
The people I have talked to about what I call a crucial fall, describe the fall as a meeting with death. Overall, one can say, that the stories about crucial falls are about how some deal with loss of autonomy and the young body, meeting the aging body and the fact that life is coming to an end. I have chosen to present a positive incident with a crucial fall through a conversation I have had with Gundhild, a 86-year old woman. Gundhild’s story is about meeting death and how she feels the failure of forces from her body and how she turns herself over to God. She tells about how she consciously is letting herself go in order to wake up in paradise, but subsequently she is waking up to a life and a body, that she no longer wants. With help from a psychologist Gundhild manages, through an self-development process, to reverse the loss of the strong and ‘young’ body for recognition of the weakened aging body and begins to rise again and enjoy life more intensely than she had done for a long time.
The conversation has been written into a poem that I have chosen to call: “Falling into the light”, because Gundhild used this sentence herself. The poem is constructed from a 70 minutes long conversation. The conversation is analyzed in topics and read and reread. In the poem, I have tried to enroll her crucial case experience in the following subjects: “the fall incident”, “facing death” and “fall as development opportunity”. Other topics of conversation are excluded from this representation. As far as possible I have tried to reproduce her words
throughout the text however, to make the text understandable, they are not always reproduced verbatim. The poem is made a few years after the interview therefore Gundhild has not been able to read it herself. She has given me oral and written consent that I can use the interview in my research, as long as she remains anonymous. The idea is to provide an understanding of fall incidents through the poem that is different than the stories we usually read about in the literature and thus be better to help people with fall problems.
Falling into the light
So I stood there and froze: solid and stiff as a statue With legs chiseled out of stone, they would not move My hands clung hard to the banister and slid ‘
Move your feet’, I screamed silently, while the body gave way I fell backwards down the steps like a big heavy bag:
Full of flesh, blood and bones, which at any time could break.
When I woke up, I saw the light and a face with a halo behind.
I looked at Him and smiled: ‘finally here’, I thought.
He tugged hard at me, said my name and gently laid One bag of frozen peas on my battered body’s head.
It was not Him from heaven, and his angels around me.
But the center director and his helpers who got me back.
Why didn’t He bring me? Why should I wake up?
I let myself fall into a deep hole. Would not more, just die.
It took me six months to climb up the hole again.
Using conversations, and my will (to life), I came back.
Now I know (accept) the aging body’s presence.
Every day I feel the stiff parts in the body: the tired legs,
The index finger, which will not fully insert into the handle of the cup.
But I do the best I can. Now I’m ready, but in a different way.
I see Gundhild’s story as an example of how a fall in old age articulates the meeting with the body’s physical decline in old age and acceptance / non-acceptance of this. My argument is that fall prevention today should not only be about crossing the body’s physical limits through physical training, but also be about exceeding the psychological limits by supporting the self-development process in old age.