Spørgsmål af denne karakter om det ar kæologiske kildemateriales fortælleværdi vedr. etniske forhold i fortiden optog i før stehalvdel afdette århundrede europæiske arkæologer, ikke mindst de tyske. F. eks.
var arkæologers, oldhistorikeres og sprog forskeresbestræbelserpåat spore og kort
lægge den urgermanske kulturs udbredel se på det europæiske kontinent en højt pri oriteret forskning som optakt til dannelsen af Det tredje Rige iTyskland og under det nazistiske styre. Disse videnskabsfolks ar bejde blev brugtpolitisk, idet forsknings resultaterne var et vigtigt grundlagfor den nazistiske ideologi. Detjente bl.a. som be
grundelse for den ekspansionspolitik, som 2. Verdenskrig var udtryk for. På sin vis leverede oldforskerne bevismaterialet for, hvilkelandområder nazisternekunne gøre krav på somen retmæssig del af det Tred je Rige. Slagordet: »Heim ins Reich«
gjaldt bl.a. landområder, hvor oldforsker ne påviste fund af »urgermansk« karakter.
Arkæologien var i Nazi-T\sklandenfrem trædende, national videnskab. Der foreto ges i 30zeme f. eks. endel udgravningeri Tyskland, hvor SS-korps leverede mand skab tiljordarbejdet. I arkæologiskefagk
redse fortælles det, at SS-korps med ar kæologisk kyndige officerer under krigen stormede museet i Warszawa og destrue rede fund, som gaven anden etnisk identi
fikation specielt vedr. Schlesien i spørgs målet slavisk/germansk end den, nazister ne kunneacceptere. I dag forstår man det ikke rigtigt, men én af de fremtrædende
polske arkæologer, der forskede i denne problemstilling og arbejdede med funde
ne, måtte gå underjorden. Han fortolkede fundene på en måde, som metodisk lå på linie med de tyske arkæologer, men ind
holdsmæssigt, i den etniskeidentifikation, varkonklusionerne ligemodsat og tilfor delfor den Polske nation.Det fortælles, at den pågældende arkæolog imidlertid hav
de det held at klare sig sikkert igennem krigen og den tyske okkupation af Polen, skjult under en identitet som gartner. Det giver en fornemmelse af fagets politiske betydning i nazitidens Europa.
Det er klart, at nazismenspolitiskemis
brug af arkæologisk kildemateriale med førte en kraftig reaktion efter krigen. E eks. i skandinavisk arkæologi - ligesom i storedele af Vesteuropa i det hele taget - var det i mange årtier efter krigen ikke god tone at brugearkæologisk kildemate
riale til studier af etniske forhold i forti den. Først i løbet af 1980'erne har yngre arkæologer igen taget dette forsknings
område op, specielt indenfor jernalderpe rioderne. Metodisk og kildekritisk er det en ganske kompliceret proces at skelne udbredelsenafetniske grupper iet arkæo
logiske kildemateriale. Brugsgenstande forhandles og udveksles og har ofte en udbredelse på tværs af etniske skel. De materielle levn, som er det arkæologien arbejder ud fra, er sædvanligvis ikke til
strækkeligt grundlag, til at kortlægge ud bredelsenaf folkeslagi fortiden.
I efterkrigsårene søgte den arkæologi
ske forskning i østbloklandene derimod ind i andre spor end den vesteuropæiske.
Den marxistiske arkæologi byggede på den historiefilosofi, som bl.a. Marx og Engels arbejder viste vejen til. Øst bloklandenes arkæologi har i efterkrigs årene været lige så politisk i sit indhold og formål som den nazistiske, blot har det politiske sigteværet et andet. Det har pri
mært haft et ideologisk formål. I det ar kæologiske kildemateriale var de temaer som arkæologerne gik efter f. eks. klasse
kamp, samfundsorganisation efter et ud-viklings-teoretisk/darwinistisk inspireret mønster, der beskrev primitive organisati onsformer i de ældste periodergennemen gradvis udvikling via feudal organisation frem mod det forbilledlige sluttrin: den kommunistiske samfundsindretning osv.
Fundene blev fortolket og grupperet efter det marxistiske grundsyn i en grad, så det var meget vanskeligt at anvende resulta
terne af denne forskning i den vesteuro pæiske arkæologi. Sammenlignende stu
dier på tværs af jerntæppet lod sig derfor kunvanskeligtforetage i de45 år, som ef terkrigstidenvarede. Foruden de ideologi ske barrierer, der gjorde det umuligt at føre en fri dialog om fund og fundfor hold, var der også rent praktiske vanske
ligheder med at etablere forbindelse mel
lem kolleger i øst ogvest.
Det arkæologiske kildemateriale i de tidligere Østbloklande er vigtigt for for ståelsen af kulturudviklingen i Sydskan-dinavien. Nårf. eks. de traditionelle over
sigtsværker om vikingetiden som tidlige
re nævnt har slagside mod Vesteuropa, i det helhedsbillede de tegner af perioden, og ofte helt glemmer at beskrive betyd
ningen af de østeuropæiske kontakter, af
spejles heri de politiske forhold i efter krigsårene. Det er den mangel på overblik og detailkendskab til de arkæologiske fund i Østbloklandene, som har præget åreneefter Anden Verdenskrig, der er ho vedårsagen til, at de skandinaviske fund ikkehar kunnet sættes ind i den sammen hæng, som de i fortiden varen del af. Det samlede billede blev derfor forvrænget, og danske fund med tilknytning til land områder indenforjerntæppet fik ofte sta tusafunikke fund.
Efter det politiske sammenbrud i Øst
bloklandeneer dialogen mellem arkæolo
ger i Øst- og Vesteuropakommet i gang. I begyndelsen af 1990érne indledtes denne nye udveksling afforskningsresultater fra dansk sidemed et større projekt, finansie
ret af Statens Humanistiske Forsknings
råd for en »netværksbevilling« under te maet: »Østersøområdet, samfunds- og kulturudvikling fra Kr. f. til ca 1200«.
Der blev etableret studiegrupper, foreta get undersøgelser og skrevet artikler om emnet afdeltagerne, som varforskere fra Skandinavien og fra de tidligere Øst bloklande. Formåletvar foruden dengen
sidige orientering om arkæologiske fund i de forskellige lande, også at inspirere ar
kæologerne fra de tidligere Østbloklande og anskueliggøre for dem, hvordan man kan dyrke arkæologi uden at haveen klar politisk ideologi som den overordnede målsætning for forskningen. I årene, der er gået siden, er de faglige kontakter mel
lem skandinavisk arkæologi og kolleger i de tidligere kommunistiske lande blevet udbygget. Det spores i de artikler og bøger om arkæologi som udgives både i udlandet og herhjemme. Fortiden harfået enny skikkelse.
I december 1997 var der i Leipzig et arbejdsmøde, arrangeret fra tysk side, hvor arkæologer fra det tidligere øst og vest fremlagde og drøftede fund og ud gravningsresultater fra hver deres ar
bejdsområde, i dette tilfælde Østersøregi
onen. Temaet var: Forbindelserne mellem danerne og deres slaviske naboer fra det 9. - 13. århundrede. Det foredrag, jeg holdt påmødet om de arkæologiske fund på Lolland-Falster fra vikingetid og for
tolkningen af, hvilken form den slaviske påvirkning har haft, bringes i skriftlig form i denne artikel. Ogsåpå dette møde oplevede man, som på de tilsvarende mø der lige efter systemskiftet, den næsten euforiske stemning fra deltagerne, når
nye sammenhænge i kildematerialet viste sig, og det hidtil adsplittede puslespil samledes til et logisk hele. Samtidig - nu otte år efter det politiske sammenbrud i øst - meldte sig forundringen over det mærkelige, aten moderne politisk grænse som jerntæppet virkelig har været så uo
verstigelig en barriere, at det først nu er muligt at få et nærmere kendskab tilfund, der ofte ikke ligger længere fra Lolland-Falsters kyster end 50 - 100 kilometer og det i en region, hvis delområderi fortiden var ganske tæt forbundet.
Det var underarbejdet med foredraget, det blev nødvendigt for mig at overveje det principielle i problemstillingen: ar
kæologi og politik, især p. gr. af denne særlige forskningstradition i Tyskland, se nest i det gamle DDR, som er omtalt ovenfor.Ville det på mødet vise sig,at ar kæologi og politikstadig i disse egne var tæt forbundet, men at ideologien efter 1989 blot var blevet en anden? Hvilken betydning ville konklusionernei mit fore drag i så fald blive tillagt på mødet ud over det, jeg selv lagde i dem? Denne frygt skulle nu vise sig ubegrundet. Og endelig: kan man som dansker sige sig helt fri for, at historisk/arkæologisk kilde materiale ikke også hos os bruges politisk til opbygning af en ideologi i befolknin
gen, om end i langt mindre målestok, mere afdæmpet end tilfældet er i dikta
turstater, og samtidig åbent for diskussi
on? Vel egentlig ikke. Blot et enkelt ek sempel: da Schlüter-regeringen kom til i 1982 gjaldt den første læseplansrevision, som den nye regering iværksatte for un
dervisningen i folkeskolen, faget historie, som er holdningsdannende bl.a. vedr.
samfundsforhold. En tankevækkende pri oritering. Hvor den forrige læseplan bl.a.
havde betonet den arbejdende befolk
nings betydning, var det nu markante en keltpersoners indsats i samfundsudviklin
gen, vægten lagdes mere over på. Mål
sætningen for undervisningen af skole
børnene drejedes fra et venstreorienteret historiesyn i retning af en mere konserva tiv samfundsopfattelse.
Spørgsmålet er om man nogensinde kan gøre sig fri af det faktum, at histo- risk/arkæologisk stof med den identitets
skabendeværdi, derer indbygget i det, al tid vil indeholde et potentiale i en aktuel politisk situation. En fortælling om en fælles oprindelsehar en symbolværdi,der psykologisk kan virke samlende på be
folkningsgrupper. I et politiskspil kan det gælde om at hente den rigtige fortælling frem af dem, som historikeren/arkæolo-gen erleveringsdygtig i. Nogle afde æld ste historieskrivere indenfor vores kultur
kreds har netop arbejdet tæt på magtha
verne: Kejser Augustus,der optræder iju leevangeliet som denromerske kejser, der lod »alverden skrive i mandtal« og der med foranledigede, at det var i Bethle
hem, Jesusblev født, satte også andreting i værk, som har givet ekko i eftertiden.
Han satte historieskriveren Livius til at skrive Roms og Romerrigets historie fra byens grundlæggelse og indtil år 9. f. Kr.
f. I 142 afsnit, hvoraf en del er bevaret til nutiden, skildrede Livius et langt udvik lingsforløb, der satte kejser Augustus’ re
geringstid i et historisk perspektiv. Netop under Augustus udvidedesRomerriget, og der foregik en etablering af dets funktio
ner. Dermed blev Livius’ historieværk et monument over denne kejser og hans dy
nasti. En tilsvarende situation omkring et stort historisk værk er der et andet eksem pel på ca 1000 år senere, da Saxopå for
anledning af Valdemar den Store og Absalon skrev sin danmarkshistorie (»Gesta Danorum«). Også den er en op
rindelseshistorie, derbyggede en myte op omkringden monark, der bestilte værket.
Ligesom Livius Store Romerhistorie
fremstillede Gesta Danorum den regeren
de kongeslægt »i det rette lys« og virkede dermed konsoliderende for den bestående samfundsorden og den kongemagt, som stod bagforfatterskabet. Med den histori
ske baggrundsfortælling, der rakte tilbage til Dan og Angel »fra hvem de Danske har deres Oprindelse«, fremtrådte Valde
mar den Stores politik medbl.a. kolonisa tionen i Østersøen som en logisk følge af en lang udvikling. Og med skildringen af kirkens og kongemagtens sidestilling un
derstregede Saxo samtidig den regerende kongeslægts guddommelighed og konge magtensarvelighed. (Note 1)
Også i moderne tid, andre 1000 år se nere, møder man »fortællinger« med en identitetsskabende værdi. Som eksempel kan nævnes de udstillingerogkampagner, som Europarådet står bag. Fornylig kam
pagnen om »Bronzealderen, den første gloriøse periode i Europa«. Det er spænd ende, at der på denne mådeskabes og for
midles et overblik over en fortidig perio
de indenfor så stort et geografisk område.
Som titelen røber, er der imidlertid et bagved liggende formål med de euro
pæiske kampagner. Deopbygger hos bor
gerne en bevidsthed om,trods national og regional egenart, at være europæer i EU, eller som dentidligere tyske kansler Hel muth Kohl udtrykte det, at være en del af
»den europæiske familie«. Ved at spejle sig i fortiden gøres europæeren fortrolig med nutiden.
Heller ikke den moderne historiker/ar- kæolog undgår således at arbejde tæt på den politiske virkelighed. I Det tredje Rige stillede forskere, der selv troede på den nazistiske idé, sig til rådighed for magthaverne i en grad, sådet stred imod god etik og imod en uvildig, videnskabe lig arbejdsmoral. Men selv den forsker, der tror at arbejde objektivt og kun med det faglige stof for øje, kan blive brugt /
misbrugt politisk. Ikke mindst fordi for skere som alle andre er borgerei samfun
det og ladersig inspirere af, hvad er sker i samtiden. Dermed er deres forskning til gavn for samfundsudviklingen, idet de henter materiale frem af den kollektive erindring, til brugforden enkelte borgeri det demokratiske samfund til at forholde sig kritisk og reflekterende overfor den aktuelle udvikling. F.eks. var der i
1970'erne fokus på studier vedr. sociale gruppers interaktion, specielt med søgely
setrettetmodstore anonymebefolknings
gruppers betydning. Senere kom miljø spørgsmål på banen; og i dag er der f.
eks. interesse om fænomenet radikale og totale ændringer i samfundsforhold bl.a.
af teknologisk art. Alt sammen temaer, der udspringer af en aktuel samfundsud vikling, og hvor forskerne sætter sig for at undersøge, hvordan det forholdt sig med disse fænomeneri fortiden.
Også arkæologisk kildemateriale kan have en samfundsmæssig værdi ud over den fortælleværdi, som arkæologen ser i dem, - og hertænker jeg ikke påde synte ser og bredere fortolkninger, arkæologen bygger op over fundmaterialet; de hører til det fortællende stof, der netop er om talt - men påde enkelte og håndgribelige fundgenstande, ofte pragtstykker. Nogle fund bliver symbol på identitet, det kan være i lokalområdet og udspringe af lo kalpatriotisme, eller de kan bliveet natio nalt symbol. Også denne brug affortidigt kildemateriale kan som historikernes for tællinger følges langt tilbage i tiden. I oldtiden og middelalderen kunne et sværd eller en guldring med en berømt historie, eller som måske tilhørte en mægtig slægt, få en værdi, der lå ud over, at det blot var den konkrete og praktiske pragtgenstand, det handlede om. Den kunne få en ma
gisk/kultisk betydning som symbol på gruppens identitet, og hvor det at bevare netop denne genstand var af betydning for gruppens fortsatte position i samfun
det. Sådannetingblev ofte navngivet. En parallel til denne brug af genstande og den magiske værdi, de kan få, er korsrid dernes »hellige gral«.
Også i moderne tid er der knyttet dybe og ofte irrationelle følelser til oldsager og andre fysiske levn fra fortiden. Et godt eksempel er »The Elgin marbles«, de græske skulpturer og andre arkitektoniske fragmenter på The British Museum i Lon
don, der i 1700-tallet blev hentet fra tem plerne på Akropolis, Parthenon og Ere-chteion. De voldsomme følelser, der kom til udtryk i diskussionen imellem Grækenland og England vidner om, at her stod mere end gamle arkitekturrester på spil. Voldsomheden kan sammenlignes med den strid, der tidligere stod imellem Nationalmuseet og de danske lokalmuse
er om, hvem derhavde retten til at opbe
vare og udstille oldtidsfund fra lokalom rådet, en diskussion som også i ny og næ dukker op i moderne tid. Hvor skal den samling lerkar være, hvor den runesten?
Heller ikke her er det kampen om de egentlig ofte ret uskønne lerkar, eller stenkolossen med skrifttegn, hvor spænd ende de ellers er. Det er derimod dybe følelser omkring genstandene, der dukker op til overfladen: hvem har retten til vo resfortid? At disse følelser og den deraf førte kamp erkendes som noget reelt, af spejles i de internationale regler til be
skyttelse af udførelse af nationalt kultur gods. Også den danske regering har un derskrevet sådanne konventioner for at sikre, at betydningsfulde dele af dansk kulturgods ikke uden videre kan føres ud af landet. (Note 2)