THE DET

Digitaliseret af / Digitised by

D E T K O N G E L I G E B I B L I O T E K THE ROYAL LIBRARY

København / Copenhagen

For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk

DET KONGELIGE BIBLIOTEK

iiiiiiimiiiiiiniiiii I 130019381065

0

3$0

STUDIER OVER VERDENSKRIGEN

A A R S A G E R N E T I L V E R D E N S K R I G E N

BELYST GENNEM STORMAGTERNES UDENRIGSPOLITIK FRA 1S71—1914

AF

R. RESTHORN

DR. PHIL.

UDGIVET AF

DET KRIGSVIDENSKABELIGE SELSKAB

KØBENHAVN

I KOMMI S S I O N H O S V I L H E L M T R Y D E

BIANCO LUNOS BOGTRYKKERI

1918

Under denne Fællestitel agter Det Krigsvidenskabelige Selskab, Artilleriofficersforeningen og Militærlæge­

foreningen hver inden for sit Omraade at udsende en Række kortere Afhandlinger om Emner vedrørende Verdenskrigen.

De første Hefter vil være:

Dr. phil. R. Besthorn: Aarsagerne til Verdenskrigen.

Udgivet af Det Krigsvidenskabelige Selskab. Pris 2 Kr. 50 Øre.

Artillerikaptajn P. W. Mørner: En kystartilleristisk Studie. Sær­

tryk af Dansk Artilleri-Tidsskrift.

Udgivet af Artilleriofficersforeningen. Pris 1 Kr. 25 Øre.

Kaptajn Prior og Premierløjtnant Løkkegaard: Den militære Situa­

tion ved Krigens Udbrud.

Udgivet af Det Krigsvidenskabelige Selskab. (Under Trykning).

Det krigsvidenskabelige Selskabs Redaktionsudvalg.

O. Moltke. S. Kyhl.

Oberst, Formand. Kaptajn.

J. D. Stemann.

Premierløjtnant.

STUDIER OVER VERDENSKRIGEN

A A R S A G E R N E T I L V E R D E N S K R I G E N

BELYST GENNEM STORMAGTERNES UDENRIGSPOLITIK FRA 1871—1914

AF

R. RESTHORN

DR. PHIL.

UDGIVET AF

DET KRIGSVIDENSKABELIGE SELSKAB

KØBENHAVN

I K O M M I S S I O N H O S V I L H E L M T R Y D E

BIANCO L U N O S BOGTRYKKERI

1918

Aarsagerne til Verdenskrigen.

i.

Bismarck-Tiden.

j^TAAR man midt under Verdenskrigen, den største Krig, som Verdens- 1 1 historien kender, spørger, hvorledes det er kommet til denne frygte­

lige Katastrofe, standser Tanken vel uvilkaarligt ved Navnet Otto v.

Bismarck, og med Grund. Det var ham, der skabte Preussens Overmagt i 1\ skiand ved Krigen mod Danmark i 1864 og ved Krigen mod Østerri°

og det ikke-preussiske Tyskland i 1866, og som ved Krigen mod Frankrig i 1870—71 skabte Tysklands Overstormagtstilling i Europa. Man vil 1 disse tre Bismarckske Krige finde ikke blot Spirerne, men ogsaa de op­

rindelige Hovedaarsager til den store Krig, der udbrød i de første August­

dage 1914, og der kan ikke være nogen Tvivl om, at den vældige preus­

siske Statsmand, der fremkaldte Krigene i 1864,1866 og 1870, har handlet efter en vel overvejet Plan.

Da den preussiske Gesandt i Paris, Otto v. Bismarck i Aaret 1862 aflagde Besøg i London, fremsatte han med den for ham ejendommelige, ofte vel beregnede Aabenmundethed, der indtog Kejserinde Eugenie fol­

den store »Causeur« og forledte Napoleon III til at anse ham for en gal Mand, i et diplomatisk Selskab med al Tydelighed sit Program. »Jeg- bliver«, sagde Bismarck, »snart preussisk Ministerpræsident. Saa tager jeg Hertugdømmerne fra Danmark, kaster Østerrig ud af Tyskland og styrter tilsidst det franske Kejserdømme«. De fleste af hans diplomatiske Tilhørere trak spodsk paa Smilebaandet, men Disraeli sagde til den øster- rigske Gesandt: »Tag Dem i Agt for den Mand; han gør, hvad han siger«.

Og det gjorde han. Bismarck var ganske vist en altfor udpræget Realpolitiker til, at han ikke skulde have ladet sig nøje med at naa et ringere Maal, hvis hans Klogskab havde standset ham paa Vejen. Men han holdt sig altid det store Maal for Øje, og hvor taalmodigt han end

1*

trods sit Temperament forstod at vente, og hvor stort og klogt Maade- hold han end viste som Sejrherre, vovede han overmaade meget for at naa sit store Maal, og han vidste, hvad han vovede. Da han ved Sadova

«red sin Brune i Sadlen i 13 Timer uden Foder«, havde han Giftflasken hos sig, og den Glæde, hvormed han i et kritisk Moment af Slaget saa, at Moltke koldblodig valgte den bedste af de Cigarer, han bød Slaglede­

ren, vidner om, at Wilhelm I's Ministerpræsident havde klar Bevidsthed om, hvad der stod paa Spil — og om, hvad der kunde være sket, hvis Benedek havde været sin preussiske Modstander voksen.

Og Bismarck vilde ikke blot Maalet, men som den fødte Statsmand, han var, vilde han ogsaa bruge de stærkeste Midler til at naa Maalet.

Den 30. September 1862, faa Dage efter, at den i vide preussiske Kredse forhadte Junker Otto v. Bismarck-Schönhausen var blevet Kong Wilhelm I's Ministerpræsident med den Opgave, at gennemføre Kongens Hærorganisationsplan mod Deputeretkammerflertallets Yillie, forefaldt der i Finansudvalget, i hvilket Bismarcks bitreste Fjender havde Sæde, en mærkelig, ægte Bismarcksk Scene. Den nye Ministerpræsident viste Udvalgsmedlemmerne en Olivengren med de Ord: »Den har jeg plukket i Avignon for at byde Folkepartiet den som Fredstegn, men jeg ser, at Tiden dertil ikke er kommet endnu«. I Stedet for Fredstegn bød han sine Modstandere en Krigserklæring i folgende ofte citerede og ogsaa virkelig mindeværdige Programord: »Tyskland interesserer sig ikke for Preussens Liberalisme, men for dets Magt. Selv om Bayern, W ürtem- berg og Baden hvider Liberalismen, vil dog Ingen af den Grund tildele dem Preussens Rolle. Preussen maa holde sin Magt sammen til det gunstige Øjeblik, som man allerede nogle Gange har forsømt at benytte.

Tidens store Spørgsmaal afgøres ikke ved Taler og Flertalsbeslutninger — det var den Fejl, man begik i 1848 og 1849 —men ved Jern og Blod«.

De tyske liberale Førere begik den samme Fejl, som Napoleon III og de Diplomater, der med overlegen Ligegyldighed hørte paa Bismarcks flotte Programudtalelser i den londonske Salon; de tog ikke deres nye Ministerpræsident rigtig alvorlig. De — og desto værre ogsaa vi — skulde snart faa at se, at »den Mand mente, hvad han sagde«.

Det nyslebne preussiske Sværd og den nye preussiske Ministerpræsi­

dents diplomatiske Evner blev først prøvede paa Danmark. For Bis­

marcks Vedkommende var hans lige saa dristige som klogt beregnede Politik i Kampen om Hertugdommerne hans Mesterstykke, som han altid var stolt af. Den svækkede stærkt Vestmagternes Prestige, og den lagde, ganske vist ikke efter Mesterens Beregninger, Grunden til den tyske Konkurrence med England om Herredømmet paa Havene, der er en saa fremtrædende Hovedfaktor i Verdenskrigens Forhistorie.

I. Bismarck-Tiden. 5 1866 var fremkaldt ved 1864. Det østerrigske Nederlags Betydning for Verdenskrigens Forhistorie er ikke saa iøjnefaldende, som Tilfældet er med Betydningen af de danske Hertugdømmers Indlemmelse i Preus­

sen, en Betydning, der kan sammenfattes i Ordene Kielerhavnen og Kielerkanalen. Men i Virkeligheden blev ogsaa Freden i Nikolsburg i 1866 en Hovedfaktor i de Begivenheder, der fremkaldte Katastrofen af 1.—4. August 1914. Bismarck havde allerede før Krigen med Østerrig erklæret, at det habsburgske Rige i sit Grundvæsen var en slavisk-orien- talsk Magt, og ved sin Alliance med Østerrig-Ungarn, der var blevet forberedt eller dog var blevet mulig ved den Skaansel, som Wilhelm I's Ministerpræsident, meget mod sin Konges Villie, viste overfor Preussens gamle Medbejler i Tyskland, fremkaldte Bismarck den »Drang nach Osten«, hvorved det habsburgske Monarki blev Ruslands Medbejler paa Balkan.

Bismarck førte fra Dybbøl-Als Preussen over Sadova til Sedan, til Kejserproklamationen i Louis XIV's Pragtslot i Versailles og satte ved Freden i Frankfurt den 10. Maj 1871 Kronen paa sit ved Jern og Blod gennemførte Statsmandsværk.

Var Bismarck selv fuldt tilfreds med sit Værk?

Det er et meget omstridt Spørgsmaal, og Ingen vil vel her kunne give det sikre Svar.

Spørgsmaalet er, om Elsass-Lothringen med Bismarcks Villie blev løsrevet fra Frankrig, eller om han bojede sig for sin Hersker, der i Over­

ensstemmelse med Militærpartiets bestemte Fordringer forlangte ikke blot Strassburg, men ogsaa Metz — iøvrigt ogsaa Belfort, som Thiers og Bismarck i Forening skilte fra de tyske Hæres Sejrsbytte.

Bismarck har selv svaret Nej! Han sagde allerede den 13. August 1871 til den franske Chargé d'affaires i Berlin, Hr. deGabriac: »Vi har begaaet en Fejl ved at fratage Dem Metz, Elsass og Lothringen — hvis Freden skulde vare evig«. Det var en betinget Indrømmelse, men der foreligger andre Vidnesbyrd, ifølge hvilke Jernkansleren ubetinget har indrømmet Fejlen og hævdet, at den var begaaet mod hans Villie. »En Person, der indtager en betydelig Stilling i sit Land,« har fortalt den franske Statsmand Hanotaux, at Lenbach, der paa en saa glimrende Maade har foreviget Bismarcks karakteristiske Træk og var baade hans Beundrer og Ven, har sagt: »Bismarck har ikke villet annektere Lothrin­

gen og Elsass; det er Moltke, der har forlangt det af Hensyn til militære Interesser. Bismarck gjorde Modstand saa længe, som han kunde; han maatte bøje sig for Kejserens Befaling. Det samme sagde von der Thann¹)«

J) Hanotaux: Histoire de la güerre de 1914, pg. 7—8.

Den kritiske Historiker, der har set, hvor ofte Jernkansleren i sine

»Gedanken und Erinnerungen« har bearbejdet de faktiske Forhold efter sit eget Ønske, og maa erkende, at den saare indviede Lothar Bucher ikke uden Grund atter og atter sagde til Busch: »Chefen lyver«, vil paa Forhaand være tilbojelig til at stille sig skeptisk overfor Frankfurt­

fred-Mesterens Nej. Men naar man mindes, hvor bestemt Bismarck i Nikolsburg modsatte sig sin Herskers Anneksionsplaner, og hvor meget han der satte ind for at forberede Muligheden for en Forsoning, endog for en Forstaaelse, en Alliance med Preussens historiske Modstander, maa man være tilbøjelig til at mene, at Bismarck, hvis det havde beroet paa ham alene, vilde have sikret sig en lignende Mulighed overfor det overvundne Frankrig. Man ved da ogsaa, at han — lige som Kejser Wilhelm II efter ham — trods Frankfurtfreden søgte at vinde Frankrig _{o o} og førte en fransk Diplomat op paa Storpolitikens højeste Bjerge og aabnede en vid Udsigt for ham med de Ord: »Arm i Arm vil Frankrig og Tyskland kunne beherske Verden«. Man ved ogsaa, at Sejrherren fra Frankfurt anede, endog med Sikkerhed forudsaa, at Frankfurtfredens sikre Følge vilde blive den franske Revanchetanke, og Frygten for Re­

vanchen beherskede Bismarcks Politik lige, til han paa Wilhelm II's Bud maatte slippe Regeringstøjlerne.

Frankfurtfreden blev det store Vendepunkt i den nyere Tids poli­

tiske Udvikling, blev Hovedaarsag til Verdenskrigen. Frankrigs Nederlag øvede da ogsaa et overvældende Indtryk paa Samtiden, der endog over­

vurderede Betydningen af den Bismarckske Sejr. Det maa indrømmes, at denne Overvurdering var ret naturlig. Man havde ganske vist set, at Sadova havde tilføjet den franske Prestige et haardt Stød, men Ordet Napoleon havde endnu stor Magt over Sindene, og dets Glans var blevet fornyet ved Magenta og Solferino; den Svaghed, som her fremtraadte i den franske Rustning, saa vel Napoleon III, der gav sin Opfattelse Luft i Ordene: »Hvorfor er vi aldrig rigtigt forberedte«; inen den offent­

lige Mening saa ikke Svagheden, og selv i de ledende Kredse i Wien og Rom troede man paa'de franske Vaabens Sejr i Kampen mod Tyskland;

Franz Joseph og Vittorio Emanuele II havde endog halvt bundet sig til Napoleon III ved personlige Allianceløfter. Saa meget stærkere og mere blændende virkede de Lyn, som ramte det tredie Kejserdømmes i og for sig fortræffelige, men svagt forberedte og daarligt førte Hære ved Wörth, Metz og Sedan, og den offentlige Mening gik nu over til den modsatte Yderlighed og havde ikke Blik for de Gambettaske Hæres Betydning — den fik man først adskillige Aar efter fra tyske Kilder, fra v. d. Goltz og Kaptain Hönig, der for en stor Del kunde takke Blumenthals Ran- cune mod Moltke for sit udmærkede Materiale. Det almindelige Indtryk

I. Bismarck-Tiden. 7 var, at man ikke mere kunde regne med Frankrig som militær Stormagt, at Napoleon var afsat af Moltke. De ledende republikanske franske Gambetta-Kredse bidrog selv mægtigt til denne Opfattelse ved deres ligefrem fanatiske Forsøg paa at gøre det af med »den napoleonske Le­

gende«. Med Forbauselse og vel endog med Indignation saa man her, da Detailles i og for sig saa geniale Billede i 1888 blev udstillet i Kjøben- havn, at netop den store Slagkejser manglede blandt de berømte franske Feltherrer, som de franske Soldater drømte om paa Valpladsen. De fem Milliarder spillede i Datidens Bevidsthed en Rolle, som man nu kun kan tænke paa med et bittert Smil.

Bismarck havde en anden Opfattelse, end den offentlige Mening.

Han havde allerede under Krigen mod Danmark, og netop under den, lidt af de »Koalitions-Mareridt«, der stadigt forfulgte den geniale, fremad­

skuende preussiske Statsmand. Disse Koalitions-Mareridt var en Hoved­

grund til den Varsomhed — mange har i Tyskland kaldt det Svaghed — hvormed han behandlede det overvundne Østerrig. De bevægede ham ogsaa til at søge saa hurtigt som muligt at afslutte Freden med Frankrig.

Disse Mareridt vedblev ogsaa efter denne Fred, ved hvilken han satte Tyskland i Overstormagt-Sadlen med Løfte om at vise, hvorledes det kunde ride. Bismarck imødesaa under Fredsunderhandlingerne i Ver­

sailles og Frankfurt og endnu mere efter Freden af 10. Maj 1871 Faren for, at Frankrig vilde rejse sig igen, at det vilde søge at tage Revanche ikke blot for Tabet af Elsass-Lothringen men — og navnlig — for Sedan, og at den franske Revanchetanke vilde blive det gærende Element, der i et givet Øjeblik vilde skabe en farlig Koalition mod Tyskland.

For at bekæmpe denne Fare søgte Bismarck dels selv at danne en Koalition, en monarkisk Koalition mod det republikanske Frankrig og de republikanske Bevægelser, som kunde udgaa fra den franske Repu­

blik, dels at støtte Republiken og hindre Genoprettelsen af det napo­

leonske Kejserdømme; Bismarck havde den vistnok rigtige Opfattelse, at et monarkisk Frankrig hurtigere end et republikansk Frankrig vilde genvinde sin militære Kraft og faa Udsigt til at blive en værdifuld og paalidelig Forbundsfælle for andre Stormagter, der maatte komme i Konflikt med det tyske Rige.

Chancerne for Kejserdømmets Genoprettelse var i Virkeligheden større, end man i Almindelighed tænkte sig eller blot anede. Det ved Sedan fældede Dynastis Tilhængere, der støttedes af den indflydelsesrige Marskal Mac Mahon, der trods sine Nederlag ved Wörth og Sedan nød stor Prestige i Frankrig, traf i 1872 alle Forberedelser til at genoprette Kejserdømmet. Den tyske Gesandt i Paris, Grev Arnim, mente, at Tysk­

land burde begunstige den napoleonske Bevægelse mod de orleanske

Bestræbelser for at spille Hertugen af Aumale ud mod Republiken og mod Republikens Mand, Gambetta, og at Tyskland burde benytte de tyske Troppers Nærværelse i Frankrig til at øve en bestemmende Ind­

flydelse paa Krisen. Bismarck havde en anden Mening: »Det er«, skrev han den 12. Maj 1872 til Arnim, »visselig ikke vor Opgave at gøre Frankrig mægtigt og »bündnissfähig« for vore hidtidige Venner ved at befæste dets indre Forhold og ved at genoprette et ordnet Monarki«.

Bismarck skød Arnim til Side trods den Støtte, som Gesandten fandt ved Berlinerhoffet, men Kansleren veg tilbage for aabenlyst at blande sig i Frankrigs indre Forhold, og da en Udsending fra Chislehurst spurgte den tyske Rigskansler, hvorledes den tyske Okkupationshær vilde stille sig overfor Kejserens Landgang, svarede han: »Wir werden Gewehr bei Fuss stehen«.

Bismarck blev dog hurtigt befriet for Bekymringer i den Retning.

Napoleon Ill's Omgivelser ansaa det for nødvendigt, at Kejseren kunde vise sig til Hest for Folket, og Napoleon III, der i Modsætning til Napo­

leon den Store i sine yngre Dage havde været en udmærket Rytter, var paa Grund af en legemlig Svaghed ikke i Stand til at ride. Man bevægede ham da, trods hans mørke og rigtige Anelser, til at underkaste sig en Operation. Den lykkedes, men han var for svag til at overstaa Føl­

gerne af Operationen og døde den 9. Januar 1873.

Dermed var Faren for Kejserdømmets Genoprettelse overstaaet for Bismarck, men dermed opstod der ogsaa en ny Fare for Republiken og for Bismarck: et fransk Monarki med Greven af Chambord, Henrik V, som Konge. Faren var overhængende, da Huset Orleans1 Overhoved, Greven af Paris, den 5. August 1873 i Frohsdorf hyldede Greven af Chambord som Frankrigs legitime Konge. De franske Legitimister havde allerede købt Heste og Ekvipager til Henrik V, og en af de legitimistiske Kavalierer red den Hest til — den var sort som senere Boulangers Tu­

neser — paa hvilken Kongen skulde holde sit Indtog i sin gode Stad Paris, da Greven af Chambord den 27. Oktober 1873 afbrød Forhand­

lingerne om et Program, der kunde tilfredsstille det moderne Konge­

dømmes Mænd, og ved sin Erklæring om, at han ikke kunde opgive Legitimitetens Princip, at han ikke kunde svigte Henrik IV's Fane og ikke vilde være »Revolutionens legitime Konge«, brat standsede den alle­

rede tilsyneladende sikre Restauration. Dermed havde Republiken ganske vist ikke sejret, men Vejen var blevet banet for den Sejr, som Gambetta i Maj 1877 vandt over Præsident Mac Mahon, og hvorved han befæstede Republiken.

Bismarck havde ifølge sin egen Erklæring¹) allerede i September

J) Gedanken und Erinnerungen II, 229—230.

I. Bismarck-Tiden. 9 1870 — altsaa umiddelbart efter Kejserdømmets Fald — fra Meaux

»sonderet« i Wien og Petersborg om Dannelsen af et Treforbund, han havde efter Frankfurterfreden søgt at slutte et Trekejserforbund med Bagtanken om det monarkiske Italiens Tilslutning. »Jeg var«, tilføjer han, »ikke uden Haab om et varigt Resultat, da i September de tre Kej­

sere kom sammen i Berlin, da min Kejser derefter det følgende Aar aflagde Besøg i Petersborg, Kongen af Italien i September i Berlin, og den tyske Kejser i Oktober i Wien. Den første Formørkelse af dette Haab foraarsagedes ved Agitationerne fra Fyrst Gortschako v, der udbredte den Løgn, at vi havde til Hensigt at overfalde Frankrig, før det var kommet sig af sine Saar«.

Bismarck forbigaar her et ikke uvigtigt Mellemled, der blev afsløret af hans Büschlein¹). Da Jernkansleren stod i Begreb med at rejse til Wien for at afslutte den tysk-østerrigske Alliance, mindede Kejser Wilhelm I ham i et Brev, der var dateret Stettin 15. September 1879, om, at han, Kejseren, i Aaret 1873 i St. Petersborg med Kejser Alexander II havde afsluttet en Overenskomst, ifølge hvilken Preussen (!) og Rusland havde forpligtet sig til at hjælpe hinanden, hvis en af dem skulde blive angrebet, og at denne Overenskomst kun var underskrevet af Marskal Moltke og Marskal Barjatinsky, da Bismarck havde nægtet at underskrive med den Begrundelse, at han var mod bindende Overenskomster.

Den russiske Kejser og hans Kansler kunde ikke være uvidende om Bismarcks Vægring, og de kunde heller ikke have undladt at drage Slutninger, som vakte Mistillid hos dem til den tyske Rigskansler. At Fyrst Gortschakov, som Bismarck paastod, nærede Uvillie mod ham.

fordi han ikke mere vilde lade sig behandle som den gamle russiske Kanslers Elev, er rimeligt nok, og det er kun menneskeligt, at den for­

fængelige russiske Kansler greb Lejligheden, da den frembød sig, til at spille Bismarck et Puds. Lejligheden dertil kom i det kritiske Aar 1875, der spiller en fremtrædende Rolle i Verdenskrigens Forhistorie.

Den 8. April 1875 bragte »Post« sin berømte »Krieg in Sicht«-Artikel, der vakte uhyre Opsigt og, i Forening med en lignende Artikel i »Köl­

nische Zeitung«, fremmanede Krigsspøgelset. Der herskede almindelig- Spænding, som først lagde sig, da Kejser Alexander II og Fyrst Gort­

schakov den 10. Maj kom til Berlin, og da cfcn russiske Kansier samme Dag tilstillede de russiske Gesandter et Telegram, der begyndte med de Ord: »Maintenant la paix est assurée«.

Man havde straks en sikker Følelse af, at Bismarck havde villet overfalde Frankrig, før det atter kom til Kræfter. Om denne Opfattelse er rigtig, er et andet Spørgsmaal, som ikke med Sikkerhed kan besvares

Busch »Bismarck« III, 265.

og maaske aldrig vil blive besvaret. PaalideligeVidnesbyrd staar her mod modsatte lige saa paalidelige Vidnesbyrd. Bismarck hævdede, at han aldrig havde tænkt paa en saadan Præventivkrig, at Gortschakov af Forfængelighed havde spillet Rollen som Frankrigs Protektor, og at Kejser Alexander II havde desavoueret sin Kansler. Jernkansleren anty­

dede, at den tyske Gesandt i Paris, Grev Münster, »maaske«, — lige som Moltke uden hans, Bismarcks, Vidende — »havde talt akademisk om Nytten af et rettidigt Angreb paa Frankrig«. Men tyske Bismarck- modstandere, der synes at have raadet over gode Hof-Oplysninger, hævder, at Bismarck i Anledning af »Kulturkampen« — de Falkske Kirkelove blev udstedte i Aaret 1875 — truede Frankrig med Krig for at skræmme de franske Klerikale, og den i sin Tid saa berømte Bismarck- Modstander, Professor Geffcken, der stod i nøje Forbindelse med Kejser Friedrich, paastod i en (ganske vist anonym) Artikel i »Deutsche Revue«, at Bismarck virkelig i Foraaret 1875 havde villet overfalde Frankrig, men var blevet standset ved Kejser Wilhelms bestemte Indsigelse. Geff- ckens Paastand støttes ved, at Bismarck den 4. Maj, altsaa umiddelbart før Alexander II's Ankomst til Berlin »af Helbredshensyn« indgav sin Demission og, da den blev afslaaet, efter det russiske Besøg tog lang Orlov, og det fremgaar af Bismarcks egne Afsløringer¹), at Dronning Victoria, der dog vel havde sin Viden fra sin Datter, Kronprinsesse Friedrich, havde advaret baade den franske Regering og Kejser Wilhelm mod Bismarcks Krigsplaner. Sikkert er det, at man troede paa disse Planer i Paris, og den franske Gesandt i St. Petersborg, General Le Flo bad Kejser Alexander om Hjælp²). Kejseren søgte at berolige den franske Regering og gav Le Flo sit Ord paa, at Kejser Wilhelms Regering ikke nærede Angrebsplaner mod Frankrig, men Alexander II rejste dog til Berlin, og selv om han overfor Bismarck har »desavoueret« Gortschakov, bevarede han dog sin Tillid til sin Kansler.

Sikkert er det, at den franske Regering troede paa Tysklands An­

grebsplaner, og at den franske Generalstab besluttede eventuelt at und­

lade at møde en tysk Invasion med Vaabenmagt — ifølge »Germania«, som nok kan have været rigtigt underettet, vilde den franske Generalstab eventuelt sende Hæren til Korsika og Algier. Det synes ogsaa at være sikkert, at den franske Regering havde Grund til at nære Frygt. Det er muligt, at det kun var Moltke, der tog Ordet for et saadant Angreb, og at han stødte paa Modstand hos Bismarck. Det sandsynligste er vist, at Bismarck kun vilde skræmme Frankrig til Afvæbning og mod­

satte sig en ren Krigserklæring — at han ønskede at holde Moltke og

*) Gedanken und Erinnerungen II, 174.

2) Le Figaro for 21. Maj 1887.

/ S \7 _ •

I. Bismarck-Tiden. 11 Generalstaben udenfor Aktionen, er endog højst sandsynligt. Men hvor­

ledes det end forholder sig med Krieg-in-Sicht-Situationen i Foraaret 1875, lagde disse Begivenheder Grunden til Bismarcks Nag til Rusland, der førte ham og Tyskland og den europæiske Storpolitik fra Trekejser- forbund til Triplealliancen, medens Begivenhederne i Foraaret 1875 paa den anden Side fremkaldte den første Tilnærmelse mellem Frankri" o«-

Rusland. ^ö °

De Misstemninger, som den gensidige Skinsyge mellem Bismarck og Gortschakov havde fremkaldt mellem Tyskland og Rusland, frem­

kaldte i de nærmest folgende Aar, trods deres Herskeres personlige Ven­

skab, en stadigt voksende Spænding. Det gamle orientalske Spørgsmaal blev netop i 1875 atter sat paa den storpolitiske Dagsorden ved Oprøret mod det tyrkiske Herredomme i Herzegovina, Bosnien og Bulgarien, der støttedes af Serbien og Montenegro og af den stærke

panslavistiske

Bevægelse i Rusland. Hvor fredselskende end Kejser Alexander II var, maatte han regne med, at det vilde komme til Krig mellem Rusland og Tyrkiet, og han og hans Kansler, Fyrst Gortschakov, søgte at sikre sig mod andre Magters, særligt Østerrig-Ungarns Indblanding. Trekejser- forstaaelsen frembød ikke mere nogen Garanti, det russiske Diplomati søgte tværtimod at spille Tyskland og Østerrig-Ungarn ud mod hinanden for at sikre sig mod Overraskelser. Alexander II's Mistillid til Tyskland, der sikkert blev stærkt næret af Gortschakov, fik et tydeligt Udslag i den russiske Herskers Møde med Kejser Franz Joseph i Reichstadt den 8. Juli 1876. De to Kejsere traf her en foreløbig Overenskomst, der praktisk talt gik ud paa en Deling af Balkanhalvøen i en østlig og en vestlig Interessesfære — for at bruge et Udtryk, der ganske vist først senere kom paa Mode — af hvilke den østlige Del tilfaldt Rusland, den vestlige Del Østerrig-Ungarn.

Derefter fremtræder der en Vaklen eller i det mindste en Uklarhed i den russiske Politik. Til Trods for Reichstadt-Overenskomsten for­

langte Kejser Alexander II

i

Efteraaret 1876, at den tyske Kejser og hans Regering skulde afgive en bestemt Erklæring om, hvor vidt Tysk­

land vilde forblive neutralt i en Krig mellem Rusland og Østerrig-Ungarn.

Nærede den russiske Regering Mistillid til, at den

wienske"

Regering virkelig vilde bevare Neutralitet under en russisk-tyrkisk Krig? Fortrød den russiske Regering, at den ved Reichstadt-Overenskomsten havde aabnet Vejen for det habsburgske Rige til Balkan — og til Saloniki?

Eller forelaa der, som Bismarck syntes at mene, en Gortschakovsk Intrige for at bevæge Kejser Alexander II til at sætte Bismarck paa en afgø­

rende Prøve? »Gortschakov« — hedder det i Bismarcks »Gedanken und Erinnerungen« (II, 213) — »bestræbte sig den Gang for at bevise for

sin Kejser, at min Hengivenhed for ham og min Sympathi for Rusland var uoprigtig eller dog kun »platonisk«, og at rokke hans I il lid til mig, hvad der da ogsaa senere lykkedes ham«.

Hvis der virkelig forelaa en Gortschakovsk »Intrige«, der iovrigt havde et ganske naturligt Maal, lykkedes den fuldstændigt. Fyrst Bismarck, der var eller lod, som om han var fornærmet over, at Kejser Alexander havde rettet sin Forespørgsel gennem den tyske Militærbe- fuldmægtigede, General von Werder, men ikke kunde bevæge sin Hersker til at gribe ind, søgte at behandle Sagen dilatorisk — i den Methode var han en Mester. Men da Kejser Alexander henvendte sig personlig til Bismarck, maatte den tyske Rigskansler svare. »Jeg anmodede«, hedder det i Bismarcks »Gedanken und Erinnerungen« (II, 214), »Am­

bassadør von Schweinitz, hvis Orlov var nær ved at udløbe, om at be­

søge mig i Varzin, for han vendte tilbage til St. Petersburg, for at mod­

tage mine Instruktioner. Fra 11. til 13. Oktober var Schweinitz min Ö . . . . Gæst. Jeg paalagde ham saa snart som muligt at begive sig til Livadia til Kejser Alexanders Hof. Min Instruktion til Hr. von Schweinitz gik ud paa, at vi forst og fremmest følte Trang til at bevare Venskabet mel­

lem de store Monarkier, som havde mere at tabe overfor Revolutionen, end de kunde vinde i indbyrdes Kampe. Hvis det til vor Smerte ikke var muligt mellem Rusland og Østerrig, kunde vi vel finde os i, at vore Venner i Kamp mod hinanden tabte eller vandt Slag, men vi kunde ikke finde os i, at en af dem blev for haardt truet og led saa stor Skade, at dets Stilling som uafhængig Stormagt, der havde et Ord at sige i Eu­

ropa, blev truet«.

Det var et klart Svar. Bismarck vilde, som han selv senere udtrykte sig, ikke »optere« mellem Østerrig og Rusland, han viste allerede den Gang sin Tilbøjelighed til »tostrenget« Politik. Kejser Alexander II og Gortschakov gennemskuede Bismarck og besluttede sig til at sikre Rusland ved en videre Udvikling af Reichstadt-Aftalerne, ved en fast Overenskomst med Østerrig, hvor dyr den end var, med det udtrykke­

lige Forbehold, at den skulde hemmeligholdes for Tyskland. Der blev den 15. Januar 1877 afsluttet en Konvention, som tilsikrede Rusland, at Østerriiz; vilde bevare Neutralitet under en russisk-tyrkisk Krig, medens Rusland gik ind paa, at Østerrig eventuelt fik Bosnien og Herze­

govina.

Rusland optog Krigen med Tyrkiet, men den blev ikke den mili­

tære Spadseretur, som de ledende Kredse i ^t. Petersburg efter deres eget Sigende havde ventet, og da Tyrkiet endelig var bukket under og Rusland havde foreskrevet det sine Betingelser i Freden i San Stefano, greb England ind for at faa den russiske Fred revideret, Da ogsaa Øster­

I. Bismarck-Tiden. 13 rig-Ungarn, som ikke fik sin Del af Byttet, indtog en truende Holdning, modtog den russiske Regering Bismarcks Tilbud om at ville optræde som »ærlig Mægler«, og den 13. Juni 1878 traadte Berlin-Kongressen sammen — under Bismarcks Forsæde — faa Dage efter Nobilings Atten­

tat, der havde givet Jernkansleren ganske frie Hænder til at lede Tysk­

lands Politik.

Den russiske Ambassadør i Berlin, Grev Schuvalov, der ogsaa var Ruslands Befuldmægtigede paa Kongressen, skont Fyrst Gortscha- kov deltog i Forhandlingerne, gjorde før Kongressens Sammentræden et Forsøg paa at vinde Fyrst Bismarck, til hvem Greven stod i et per­

sonligt venskabeligt Forhold, for en russisk-tysk offensiv og defensiv Alliance. Hvis Schuvalov havde kunnet gennemføre den Plan, vilde han med eet Slag have forandret den storpolitiske europæiske Situation og have sikret Rusland modne Frugter af dets Sejre over Tyrkiet, og Schu­

valov, der var en fremragende Diplomat, satte Alt ind paa at maa dette Maal. Bismarck fremhævede overfor Schuvalov »de Vanskeligheder og Udsigter, som Forbundsspørgsmaalet og — hvis Østmagternes Trefor­

bund ikke var holdbart — Valget mellem Østerrig og Rusland vilde have for Tyskland«. »Vous avez le cauchemar des coalitions«, sagde Schuvalov. »Nécessairement«, svarede Bismarck. »Det sikreste Middel derimod«, vedblev den russiske Diplomat, »vilde være et fast urokkeligt Forbund med Rusland; thi naar Rusland træder ud af Deres Koalitions- modstanders Kreds, kan der ikke opstaa nogen for Tyskland livsfarlig Kombination«. »Det indrømmede jeg«, hedder det i Bismarcks »Ge­

danken und Erinnerungen« (II, 224—25), »men jeg udtalte min Frygt for, at den tyske Politik, naar den indskrænkede sine Muligheder til det russiske Forbund, kunde komme i en ulige Stilling, da Rusland paa Grund af sin geografiske Situation og sin autokratiske Forfatning altid vilde have lettere end vi ved at opgive Forbundet, og fordi Bevarelsen af den gamle Tradition om det preussisk-russiske Forbund dog altid vilde hvile paa to Øjne; den var afhængig af den til enhver Tid regerende Kejser af Ruslands »Gemiithsleben«.«

Bismarck »opterede« ikke. Hans Uvillie mod Gortschakov og hans Mistro mod den russiske Politik voksede, da han paa Kongressen fik Vished for, at Arbejdet paa en Koalition, som voldte ham saa mange Bekymringer, var begyndt i Reichstadt. Hans Uvillie og Mistro blev fuldtud gengældt af Gortschakov, og Berlinkongressen fik et for Rusland ugunstigt Forløb, som man i Rusland gav Bismarck Skyld for. »Den ærlige Mægler« blev et Øgenavn, som udtrykte de russiske Regerings­

kredses og ogsaa vide russiske Kredses Følelser for den tyske Rigskansler, og Kejser Alexander II skrev Aaret efter Berlinkon<jressen til Kejser

Wilhelm I de bitre, men ikke uberettigede Ord (»En Frase« kaldte Bis­

marck dem): »Deres Majestæts Kansler har glemt Løfterne fra 1870«.

Der var paa den Tid — i Slutningen af August og Begyndelsen af September 1879 — alvorlig Fare for, at de Misstemninger og Modsæt­

ninger, der i de sidste fire Aar havde udviklet sig mellem de gamle Venner i St. Petersburg og Berlin, skulde føre til Ivrig mellem dem.

Bismarck har i den berømte Tale, som han holdt i den tyske Rigs­

dag den 6. Februar 1888, betroet Verden, at den russiske Kejser i 1879 ligefrem havde truet Tyskland med Krig, man vidste ogsaa, at Grunden til Czarens Krigstrusel - var hans Forbitrelse over, at Jernkansleren, der efter de russiske Statsmænds Mening just ikke havde spillet »en ærlig Mæglerrolle« paa Berlinerkongressen, ved Gennemførelsen af Kongressens Beslutninger havde begunstiget Østerrig-Ungarn paa Ruslands Bekost­

ning. Men nojere Oplysning om den Sag fik man først af Hans Blums »Das deutsche Reich zur Zeit Bismarcks«, der udkom i Novem­

ber 1893. I Aaret 1879 — fortæller Blum, der aabenbart havde sine Oplysninger fra selve Bismarck, — traadte ifølge Berlinfredens Bestem­

melser en Kommission sammen i Novi-Bazar for at foretage en endelig Grænseregulering. Kejser Alexander II forlangte pludselig i tre person­

lige Breve til Kejser Wilhelm I, at den tyske Repræsentant i denne Græn- sereguleringskommission ubetinget skulde støtte den russiske Repræsen­

tant. Kejser Wilhelm meddelte Bismarck, som den Gang opholdt sig i Gastein, Czarens Breve og afslog efter sin Kanslers Raad Czarens An­

modninger, skønt disse fremtraadte i en stedse mere truende Form; tilsidst skrev Czaren, at Freden mellem de to Nationer afhang af, at Kejser Wilhelm gik ind paa hans Fordringer. Fyrst Bismarck erklærede derpaa overfor sin Kejser, at han, hvis disse Ord havde staaet i et officielt rus­

sisk Aktstykke, ikke vilde have anden Udvej end at raade Kejseren til at mobilisere de tyske Hærkræfter mod Rusland. Bismarck anmodede derfor Kejser Wilhelm I om at opfordre Czaren til at fortsætte Behand­

lingen af denne Sag ad officiel Vej. Kejser Wilhelm opfyldte sin Kanslers Anmodning, men sendte pludselig, uden Bismarcks Vidende, General v. Manteuffel til Alexandrovo for at fremkalde et Mode med Czaren.

Kejser Wilhelm foretog den lange Rejse og mødtes med Kejser Alexander i Alexandrovo den 3. og 4. September 1879. Men heller ikke dette Skridt fjernede i Rusland Misstemningen, der væsentlig skyldtes Fyrst Gort- schakov«.

Der kan dog vel være nogen Grund til at tro, at de to Kejsere ved deres Mode var blevet enige om at undgaa en Krig. Men Bismarck havde faaet adskillige Mareridtanfald; han vidste, at den russiske Regering havde gjort Skridt i Wien for at fremkalde en virkelig Forstaaelse mellem

I. Bismarck-Tiden. 15 Czarriget og Hohenzollernes gamle Fjender, Habsburgerne, og Bismarck frygtede — næppe uden Grund — for en mod Tyskland rettet østerrigsk- fransk-russisk Alliance, en katholsk-slavisk Alliance. Bismark har ogsaa senere hævdet, at Rusland ved Hjælp af den russiske Krigsminister Miljutins Fortrolige, Obrutshev, havde søgt at bringe en Alliance i Stand i Paris. Men franskmændene — paastaar Bismarck — vilde ikke gaa ind derpaa og gav den tyske Regering Underretning om det russiske Tilbud gennem den tyske Gesandt og andre — »ligesom

en

dydig Hustru, der fortæller til sin Mand, naar Nogen foreslaar hende noget Upassende«.' I sine »Gedanken und Erinnerungen« (II, 219) fremhæver Bismarck, at Fyrst Gortschakov den 6. September 1879 i et Interview med »Soleil«'s Redaktør, Louis Peyramont, gjorde Frankrig en meget paafaldende Kærlighedserklæring, og at en berlinsk Dame, der i Oktober 1879 i Ba- den-Baden i Hotel del'Europe havde sit Værelse ved Siden af Gortschakovs, havde hørt den russiske Kansler sige: »J'aurais voulu faire la guerre,' mais la France a d'autres intentions«.

Det er klart, at Bismarck har samlet paa Undskyldninger for, at han brød med Preussens gamle Allierede, Rusland, og en Del af de Beviser, som Jernkansleren førte i Marken, kendte han i ethvert Tilfælde ikke, da han besluttede at »optere« — for Østerrig-Ungarn. Men det er ogsaa klart, at den tyske Kansler havde Grund til at frygte for, at Rusland, hvis Krigsminister foreslog store Rustninger, skulde danne en Koalition mod det tyske Rige.

Da Bismarck havde fattet sin Beslutning, handlede han hurtigt og satte alt ogsaa sin Kanslerstilling — ind paa at gennemføre sin Plan om en tysk-østerrigsk Alliance. Da Kejser Wilhelm I rejste til Alexandro- vo, havde hans Kansler allerede, uden sin gamle Kejsers Vidende og me­

get mod hans Villie, indledet Underhandlinger om en Alliance med den østerrigsk-ungarske Rigskansler, Grev Julius Andrassy.

Fyrst Bismarck havde i Virkeligheden gode Grunde til at skynde sig. Han vidste ganske vist, at Magyarerne ikke nærede nogen Kærlig­

hed til Tyskerne — han fremhæver selv, at mangen Magyar ogsaa^i rolige Tider lader Zigøjneren spille »Der Deutsche ist ein Hundsfott«

for sig. Men den tyske Kansler vidste ogsaa, at Magyarerne siden Kos- suths Dage hadede og frygtede Rusland, og at den magyariske østerrigsk- ungarske Rigskansler delte sine Landsmænds Følelser. Bismarck vidste ligeledes, at Grev Andrassy stod i Begreb med at træde tilbage; Kejser Franz Joseph havde allerede 14. August 1879 i Principet akcepteret Andrassys Demission.

*) »Gedanken und Erinnerungen« II, 234.

Fyrst Bismarck søgte en Sammenkomst med Grev Andrassy i Ga­

stein, hvor den hohenzollernske og den habsburgske Kansler mødtes den 27. og 28 August. »Efter at jeg« — hedder det i Bismarcks »Ged- u. E.« (II, 238) — »havde udviklet Situationen for ham (Andrassy), drog han Slutningerne deraf med følgende Ord: »Mod et russisk-fransk Forbund er det naturlige Modtræk et østerrigsk-tysk Forbund«. Jeg svarede, at han med disse Ord havde formuleret det Spørgsmaal, for hvis Drøftelse jeg havde foranlediget vort Møde, og vi kom let til en Forstaa- else om et rent defensivt Forbund mod et russisk Angreb paa en af Parterne; derimod fandt mit Forslag om at udstrække vort Forbund ogsaa til andre end russiske Angreb ingen Anklang hos Greven«.

Med »andre end russiske Angreb« sigtede Bismarck til et fransk Angreb; Andrassy vilde altsaa ikke forpligte Østerrig-Ungarn til at yde Tyskland Vaabenhjælp mod et fransk Angreb paa Tyskland. Den østerrigsk-ungarske Kansler vilde heller ikke lytte til Bismarcks 1^ orslag om at lade Forbundet bekræfte af de to Magters Parlamenter. Andrassys Vægring med Hensyn til Frankrig var et for Bismarck meget s\agt Punkt, som hans gamle Kejser, hvis Aandsevner efter Jernkanslerens Paastand var svækkede efter Nobilings Attentat, da ogsaa benyttede paa en Maade, der viser, at han i Virkeligheden havde et ganske sundt Blik paa de politiske Forhold. Kejser Wilhelm I skrev den 2. Oktober 1879 fra Baden-Baden til Bismarck et langt Brev, hvori han bl. a. rettede folgende Kritik mod den af Bismarck foreslaaede Alliancetraktat: »Tysk­

land skal ifølge dette Forslag støtte Østerrig mod Rusland med hele sin Magt, medens Østerrig er fritaget for at yde Tyskland en lignende Støtte overfor et Angreb fra Frankrig, for hvilket der dog er større Sand­

synlighed end for et russisk Angreb. Østerrig maa forpligte sig til at støtte Tyskland med hele sin Magt overfor Frankrig. Ellers er Vilkaarene ikke lige. Læg endnu en Gang Andrassy dette alvorligt paa Sinde«.

Bismarck meddelte Andrassy sin Kejsers Betænkeligheder, men det blev ved de Aftaler, der var truffet mellem Bismarck og Andrassy først i Gastein, derefter i Wien, hvor Baron Haymerle, der var udset til Andrassys Efterfølger, deltog i Underhandlingerne, og som fandt fuld Tilslutning hos Kejser Franz Joseph. Den gamle Kejser Wilhelm mod­

satte sig længe Bismarcks Plan, men da Bismarck forlangte Kejserens Underskrift paa Alliancetraktaten eller sin Afsked, bøjede Wilhelm 1 sig. Med tungt Hjerte. Kronprins Friedrich, der var en varm Talsmand for Alliancen^ skrev den 4. Oktober et »fuldstændigt fortroligt« Brev til Bismarck, hvoraf man ser, at Kejseren havde underskrevet Alliance­

traktaten med Østerrig, men »at han var meget ulykkelig og stadig gen­

tog, at han havde vanæret sig selv og havde handlet illoyalt mod sin

I. Bismarck-Tiden. 17 Ven Czaren«. Den gamle Kejser havde gjort mere end det ved at bøje sig for Jernkanslerens Villie; han havde lagt Grunden til hele den Alli­

ance- og Koalitionspolitik, der forte til Verdenskrigen.

Den 7. Oktober 1879 blev den tysk-østerrigske Forbundstraktat underskrevet i Wien. Den blev paa Bismarcks Foranledning offentlig­

gjort i »Norddeutsche Allgemeine Zeitung« og i »Pester Lloyd« den 3.

Februar 1888. Det er et Forsvarsforbund, der direkte er rettet mod et russisk Angreb.

Den Bismarck-Andrassyske Traktat blev af Samtiden, der i Hoved­

sagen var paa det rene med Traktatens Indhold, anset for Jernkansle­

rens Mesterstykke. Marquis Salisbury hilste den som »et Evangelium«.

Den engelske Statsmands Begejstring var let forstaaelig; Rusland var den Gang Englands farligste Medbejler i Asien, og Spændingen mellem de to Magter var stærk. løvrigt var den tyske Rigskanslers Prestige saa stor, at de Allerfleste blindt troede paa »Mesterstykket«, hvis Forhi­

storie man jo heller ikke kendte. I Virkeligheden havde Bismarck ikke naaet sit Maal; Andrassy havde afvist Jernkanslerens Forslag om at afslutte en for alle Tilfælde gældende offensiv og defensiv Alliance og — af Hensyn til Frankrig — kun villet slutte et mod Rusland rettet tysk- østerrigsk Forbund. Man oversaa da ogsaa, at Bismarck ved at søge Alliance med Østerrig-Ungarn havde røbet, at han ikke ansaa Tyskland for at være i Stand til uden Støtte at møde enhver Situation; det maa i den Forbindelse fremhæves, at den gamle Kejser Wilhelm tvivlede om, at den tyske Hær, som Moltke hævdede, vilde være i Stand til at slaa den franske Republiks nyskabte Hær.

At Bismarck, der overhovedet nærede en meget begrundet Mistil­

lid til Alliancer, ikke var tilfreds med sit »Mesterværk«, fremgik tydelig nok af, at han trods »den taarnhoje Tomagtsalliance« dog søgte at gen­

oprette et godt Forhold til Rusland, for hvilket han nu en Gang i sit preussiske Junkerhjerte nærede en dyb nedarvet Respekt.

Bismarcks Bekymringer med Hensyn til Rusland voksede, da Alex­

ander III besteg Tronen. Alexander II's Efterfølger nærede paa For- haand Mistro til Bismarck, hvad han iøvrigt heller ikke lagde Skjul paa, og Alexander III, der var besjælet af stærk national Selvfølelse, viste tydelig Tegn til at ville begunstige en panslavistisk russisk Politik. En saadan russisk Politik vilde efter al Sandsynlighed fremkalde Kon­

flikter mellem Rusland og Østerrig-Ungarn, og Tyskland kunde ved Traktaten af 7. Oktober blive tvunget til at drage Sværdet mod Rus­

land. Det vilde Bismarck undgaa, og han sørgede for, at Mødet i Gastein den 4. August 1881 mellem Kejser Wilhelm I og Kejser Franz Joseph blev efterfulgt af et Møde i Danzig den 9. September mellem Alexander III

2

og Wilhelm I; allerede for dette Møde viste Bismarck Czaren den Opmærk­

somhed at meddele ham Texten til den tysk-østerrigske Alliancetraktat.

Det var tydelig tostrenget Politik, og den østerrigske Presses Kommen­

tarer til Danzig-Mødet beviste, at man i Wien fulgte den tyske Kanslers politiske Spil med Forstaaelse. Paa den anden Side viste Czarens pas­

sive Holdning overfor Skobelevs panslavistiske Taler og den Skrivefri- hed, der blev tilstaaet den højt begavede, men ganske vist ogsaa uklare og paradoksdyrkende panslavistiske Journalist Katkov, at det ingen­

lunde var lykkedes Bismarck at vinde Alexander III.

Bismarck saa, at han var nær ved at komme til at sidde mellem to Stole, og hvor ringe Tillid han end havde til Italienerne, greb han — til­

syneladende, men ogsaa kun tilsyneladende modstræbende — Lejlig­

heden til at føje et nyt Led ind i sin Sikkerhedskæde: Italien.

Lejlighed frembød sig, da Frankrig i 1881 lagde sin Haand paa Tunis. Scipios Efterkommere ansaa nu en Gang denne Del af Nordaf­

rika for deres Arvelod, Italienernes Forbitrelse mod Frankrig voksede ved den økonomiske Ivrig, som den rige Republik førte mod sin skønne, men fattige latinske Søster, og Italien, der stod i et nationalt spændt Forhold til Triests og Trients Herrer, mente at finde den bedste Støtte baade mod Østerrig og mod Frankrig ved at slutte sig til sin Allierede fra 1866.

Triplealliancen er et af de dunkleste Kapitler i den nyeste Tids Historie. Selve Traktaten er aldrig blevet offentliggjort; først da den havde ophørt at eksistere, blev tre Artikler af Traktaten offentliggjorte i den østerrigske Rødbog — officielt kaldet Hvidbog. Man har slet ingen officielle Oplysninger om dens Forhistorie, og dog vilde det netop være særligt interessant med Hensyn til Forstaaelsen af den Bismarckske Alliancepolitik og tostrengede eller, som han selv kaldte den dilatoriske Politik, at kende denne Forhistorie.

Der er dog Grund til at tro, at Italiens Forsøg paa at opnaa en Al­

liance med Tyskland blev modtaget meget køligt i Berlin. Bismarck har ganske vist i »Gedanken und Erinnerungen« (II, pg. 229 og 251) antydet, at han interesserede sig for at sikre »ogsaa det fjerde store Dy­

nasti«, det italienske Dynastis Fremtid ved at fremkalde en Sammen­

slutning mellem Italien og de to Kejserriger, og Bismarck synes ogsaa at have mødt de italienske Allianceforslag med Indvendinger mod de revolutionære Strømninger i Italien. Det var en monarkisk Maske, bag hvilken de, der kendte noget til den Bismarckske Politik bag Kulisserne, skimtede den Bismarck, der havde ladet den senere saa berømte Hol­

stein forhandle med den italienske Revolutionsheros Mazzini under en Bro i Firenze. Bismarck vilde i Virkeligheden meget gerne sikre sig den Rygdækning overfor Frankrig, som han i Wien havde maattet give

I. Bismarck-Tiden. 19 Afkald paa, ved at optage Italien som den Tredie i Forbundet, men han maatte optræde meget forsigtigt overfor Østerrig-Ungarn, hvor man allerede havde fattet Mistanke til hans tostrengede Politik overfor Wien- Petersburg, og hvor man havde den gamle italienske Frihedskæmper, den daværende italienske Ministerpræsident Cairolis irredentistiske Agitation i frisk Minde.

Den wienske Regering var ved sin »Drang nach Osten«, der stemmede med Kejser Franz Josephs Ønsker og Forhaabninger om, trods Tabet af Venetien og Lombardiet, at gaa over i Historien som »Rigets Forøger«, kommet i en uforsonlig Modsætning til Rusland, og Østerrig-Ungarn maatte ønske at sikre sig mod Overraskelser fra Italien, der selv nærede Balkan- planer — Planer om Erobringen af Albanien. Men der er Grund til at tro, at Østerrig-Ungarn først vilde søge denne Dækning ad en Omvej, ved en tysk-italiensk Alliance som Hovedtraktat og en særlig østerrigsk- italiensk Overenskomst. I ethvert Tilfælde foretrak vistnok den itali­

enske Regering denne Form. Den ungarske Ministerpræsident, Grev Tizsa, erklærede ganske vist den 26. Maj 1915 i det ungarske Depu­

teretkammer, at Treforbundet havde beroet paa en eneste Alliancetrak­

tat. Men saa vidt man kan skønne, var det ikke den oprindelige Form.

»Italien« — skriver den bekendte østerrigske Historieskriver Friedjung i sin Afhandling: »Der Dreibund« (i det Cotta'ske Maanedsskrift »Der Greif«'s første Hefte, Pag 17) — »søgte Tilslutning til Tyskland; Bis­

marck erklærede sig rede til en Alliance, men kun under den Betingelse, at Østerrig-Ungarn blev den tredie i Forbundet. Resultatet var, at Italien foreløbigt sluttede en Dobbeltraktat; en Traktat med Østerrig- Ungarn og en Traktat med Tyskland. Det var, ifølge en mundtlig Med­

delelse fra den tyske Statssekretær Kiderlen-Wächter, den oprindelige Overenskomst. Italien fik derved den ønskede Sikkerhed for det Til­

fælde, at det kom i Krig med Frankrig. Østerrig-Ungarn fastholdt det Andrassy'ske Forsæt om ikke at overtage Forpligtelser, der var rettede mod Frankrig. Tyskland og Italien tilsagde derimod hinanden Vaaben- hjælp for det Tilfælde, at en af disse Magter skulde blive angrebet af den franske Republik«.

Dermed var dog faktisk, om end ikke formelt, Treforbundet, Triple- alliancen — »Triplicen« kaldte man den i Frankrig — sluttet, men der blev ingenlunde tilvejebragt Ro og Tryghed i Europa med dette indvik­

lede Allianceapparat. Tvertimod! Krise fulgte paa Krise.

Bismarck stolede ingenlunde paa sine Alliancer. Han forudsaa, at Balkanforholdene vilde føre til alvorlige Konflikter mellem Østerrig- Ungarn og Rusland, og at dette Modsætningsforhold kunde føre til en torstaaelse mellem Rusland, der følte sig truet ved den tysk-østerrig-

2*

ske Alliance, og Frankrig, der higede efter at faa Revanche for Sedan og at tilintetgøre Frankfurtfreden. Denne Spænding antog trods Gambettas bratte Dod (Nytaarsnat 1882—83) i Aaret 1883 en særlig betænkelig Karakter ved de Demonstrationer, hvormed Kong Alfons XII — »Uhlan- kongen« — i September blev modtaget i Paris, da han vendte tilbage fra den tyske Sejrsfest ved Niederwald-Monuinentets Afsløring. Det Besøg som Gladstone i Sommeren 1883 aflagde i Kjøbenhavn for at hilse paa Kejser Alexander III, maatte ogsaa forurolige Bismarck, der havde regnet med Englands Sympathi for Triplealliancen. Og vel tiltraadte Tyskland det Forbund, som Kong Carol af Rumænien og Kejser Franz Joseph i 1883 personlig sluttede med hinanden, men denne Styrkelse af Triplealliancen tiltalte dog Kejser Franz Joseph og hans Statsmænd mere, end den tiltalte Bismarck, for ikke at tale om Italien, der forst i Aaret 1888 akcepterede Forbundet med Rumænien som Supplement til Triplealliancen.

Bismarck besluttede sig under disse Forhold til et ejendommeligt Skridt; han sluttede den saakaldte Genforsikringstraktat med Rusland.

Denne Traktat var forblevet en dyb Hemmelighed, til Bismarck under sin Fejde mod »den nye Æra« i en Artikel i »Hamburger Nachrichten«

for 24. Oktober 1896 til almindelig Forbavselse meddelte, at han i 1884 havde sluttet en Overenskomst med Rusland, ifølge hvilken Tyskland og Rusland gensidigt forpligtede sig til at iagttage velvillig Neutralitet, hvis en af disse Magter blev angrebet af en fremmed Magt.

Den tyske Regering stemplede, med god Grund, Bismarcks sensa­

tionelle Afsløring som en Handling, hvorved han havde røbet Forhold, der hørte til de strengeste Statshemmeligheder, og vægrede sig ved at indlade sig paa nogen som helst Redegørelse angaaende den Sag. Fyrst Bismarck gav i følgende Artikler nogle Meddelelser, men man savner endnu Oplysninger om væsenlige Punkter. Man ved ikke en Gang med Sikkerhed, naar Genforsikringstraktaten er afsluttet. Ifølge Hanotaux (Histoire de la guerre de 1914, I, Pg. 18), om hvem man vel kunde antage at han er godt underrettet, er Traktaten afsluttet i September 1884.

Men »Pester Lloyd«, der havde nær Forbindelse med de østerrigsk- ungarske Regeringskredse, erklærede, at Traktaten var afsluttet den 21. Marts 1884.

»Pester Lloyd«'s Meddelelse har særlig Interesse, fordi den viser, at at man i det wienske Udenrigsministerium var vel underrettet, skont Bismarck bestemt havde betinget sig (»Köln. Zeit.« for 1. November 1896) af den russiske Regering, at der ikke maatte gives Tysklands Al­

lierede nogen som helst Antydning om Traktatens Indhold eller endog om dens Eksistens, og altsaa ogsaa havde forpligtet sig til selv at bevare

I. Bismarck-Tiden. 21 Tavshed. Bismarck har næppe fuldt ud bevaret Hemmeligheden. »Den italienske Regering« — hedder det i en Bismarck-Artikel i »Hamb. Nachr.«

for 29. Oktober 1896 — »havde Kundskab om den tysk-russiske Over­

enskomst, den østerrigske i ethvert Tilfælde ogsaa«. Har Bismarck røbet Overenskomsten for Crispi? Grev Kalnoky har vistnok faaet sin Viden ad anden Vej.

Med Hensyn til Bismarcks og Alexander Ill's Grunde til at afslutte den mærkelige Genforsikringstraktat er man henvist til Gisninger. Jeg formoder, at Czaren har ladet sig bestemme af den Konflikt, der truede med at udbryde mellem Rusland og England i Anledning af de mellem­

asiatiske Forhold; Traktaten sikrede ham mod, at Tyskland støttede Østerrig-Ungarn, hvis Tysklands Allierede angreb Rusland under en russisk-engelsk Krig. Bismarck fik Sikring mod, at Rusland støttede et fransk Angreb paa Tyskland, og han blev mere uafhængig af Østerrig- Ungarn. Men paa den anden Side vakte Bismarck ved sine tydelige Tilnærmelser til Rusland, der allerede i Februar 1884 havde fremkaldt en Interpellation i det ungarske Deputeretkammer, Mistillid til Tysk­

land hos dets Allierede, og Bismarcks indviklede Alliancesystem formaa- ede da heller ikke, trods alle officiøse tyske og østerrigsk-ungarske Lovprisninger af Triplealliancen som Garanti for Freden i Europa, at bringe Ro og Tryghed ind i den europæiske Storpolitik.

Det saa et Øjeblik ud, som om det skulde lykkes Bismarck at gen­

oprette Trekejserforstaaelsen, der vel egentlig var hans Yndlingsplan.

Det er nok muligt, at det var Bismarcks tostrengede Politik, der aab- nede Udsigt for ham til at gennemføre denne Plan; man kunde vel baade i Wien og i St. Petersborg mene, at det Forhold, hvori Rusland og Øster­

rig var kommet til det tyske Rige, bedst ordnedes ved en Fornyelse af Forstaaelsen mellem de tre Kejserriger. Sikkert er det, at Kejser Wilhelm, Kejser Franz Joseph og Kejser Alexander III i September 1884 mødtes i Skierniewice, og at Czaren i den Anledning skænkede Bismarck sit Portræt i Legemsstørrelse. Men de bulgarske Kriser, der i 1885 blev fremkaldt ved Fyrst Alexander af Bulgariens Togt til Filip- popel og Besættelsen af Øst-Rumelien, bragte Balkanspørgsmaalet frem i første Række og medførte en farlig Spænding mellem Rusland og Øster- rig-I ngarn — en Spænding, der ved den ungarske Honvedløjtnant, Ferdinand af Koburgs Valg til Fyrste af Bulgarien truede med at føre til Krig. Men Czaren mistænkte, næppe uden Grund, Bismarck for at puste til Ilden; en Krig mellem Rusland og Østerrig-Ungarn vilde i høj Grad have styrket Tysklands Stilling. Denne Czarens Mistanke hindrede vistnok en ny stor Krig i Øst-Europa. Den russiske Selvhersker maatte desuden regne med, at Bismarck vilde benytte den boulangistiske Bevæ-

gelse til Krig med Frankrig, naar Ruslands Stridskræfter var bundet i Kamp mod det habsburgske Monarki. Disse Betragtninger førte Alex­

ander III, der utvivlsomt havde begaaet en stor Fejl ved sin uforsonlige Optræden overfor Fyrst Alexander og Stambulov, til at slaa ind paa en væbnet Iagttagelsespolitik, der blev skildret — vistnok fra god Kilde

— i to Artikler i det russiske Organ »Le Nord« for 19. og 26. Februar 1887, paa følgende Maade: Rusland vil bevare Freden og den europæiske Ligevægt. For at bevare Freden maa Rusland undgaa enhver Konflikt.

For at bevare Europas Ligevægt i Tilfælde af Krig, maa det vedblive at være Situationens X, der hverken opmuntrer eller truer nogen. Rus­

land kan derfor ikke indgaa nogen Alliance eller Forpligtelse; det maa ogsaa undgaa en Krig med Østerrig-Ungarn, der vilde binde dets Hænder under en fransk-tysk Krig, og Rusland maa være en rolig Tilskuer ved Begivenhederne i Bulgarien.

Otte Dage efter bragte »Le Nord« en triumferende Artikel, der er­

klærede, at Rusland nu klart saa, at dets Politik var rigtig, og at det havde Europas Skæbne i sin Haand. Det russiske Organ sigtede til, at Kejser Alexander efter Anmodning fra den franske Udenrigsminister Flourens havde interveneret hos Kejser Wilhelm I for at hindre en Krig mellem Tyskland og Frankrig. Denne Krig var dog kommet, hvis ikke den fredselskende Præsident Grévy havde hindret Boulanger i at gen­

nemføre sine Planer, men saa vilde Rusland ogsaa have havt frie Hænder.

Denne Frihaandspolitik fastholdt Alexander III, der vel ikke var en stor Politiker, ikke heller besad en overlegen Intelligens, men til Gengæld havde en bestemt Karakter og troede fast paa Ruslands Betyd­

ning som en Syvendedel — det var endda en Sjettedel — af Verden, trods alle Udæskninger. Det saa i længere Tid i 1886—87 ud til, at Østerrig-Ungarn vilde fremkalde en Afgørelse om, hvem der skulde være Herre paa Balkan. For atstaa saa godt sikret som muligt overfor ensaadan Kamp, gik Kejser Franz Joseph — i Begyndelsen af 1887 — ved For­

nyelsen af Treforbundet eller rettere af de Alliancer, hvormed Italien i 1882 var blevet knyttet baade til Tyskland og Østerrig-Ungarn, ind paa en Ordning, der i væsentlig Grad imødekom Italiens Ønsker. Der blev i 1887 afsluttet en virkelig Tri pie alliance, idet der kun blev underskrevet eet Dokument.

De tre Hovedartikler, der i 1915 blev offentliggjorte i den østerrig- ske Hvidbog, lød saaledes:

Artikel III.

Hvis en eller to af de høje Traktatmagter, uden direkte Udfordring fra deres Side, bliver angrebet af to eller flere Stormagter, som ikke har

I. Bismarck-Tiden. 23 underskrevet denne Traktat, og indvikles i Krig med dem, indtræder med det Samme Casus foederis for alle de høje Traktatmagter.

Artikel IV.

Hvis en Stormagt, der ikke har underskrevet denne Traktat, skulde true en af de høje Traktatmagters Statssikkerhed, og den truede Magt derved skulde blive tvunget til at erklære den Krig, forpligter de to andre Magter sig til at iagttage velvillig Neutralitet overfor deres Allierede.

Enhver af Traktatmagterne forbeholder sig i dette Tilfælde at deltage i Krigen, naar den anser det for rigtigt, for at gøre fælles Sag med sine Allierede,

Foruden disse to Artikler, der fastsatte Tysklands, Østerrig-Ungarns og Italiens Forpligtelser som Deltagere i Treforbundet, indeholdt Tre- forbundstraktaten følgende Artikel, der kun vedrører Østerrig-Ungarns og Italiens gensidige Forpligtelser med Hensyn til Balkan.

Artikel VII.

Østerrig-Ungarn og Italien, der kun har for Øje saa vidt mu­

ligt at opretholde den territoriale Status quo i Orienten, forpligter sig til at gøre deres Indflydelse gældende for at hindre enhver territorial Forandring, der maatte være til Skade for den ene eller den anden af de Magter, der har undertegnet nærværende Traktat. De vil i den Hensigt give hinanden alle Oplysninger, der er skikkede til gensidigt at oplyse hinanden om deres egne saa vel som om andre Magters Hensigter. Skulde imidlertid det Tilfælde indtræffe, at under Begivenhedernes Gang Sta­

tus quo paa Balkan eller paa de tyrkiske Kyster og Øer i Adriaterhavet eller i det ægæiske Hav skulde blive umulig, og Østerrig-Ungarn eller Italien — enten paa Grund af en tredie Magts Optræden elller af andre Grunde — blev tvungen til paa sin Side at fremkalde en Forandring i Status quo ved en midlertidig eller varig Besættelse, vilde denne Besæt­

telse kun finde Sted efter foregaaende Overenskomst mellem de to Mag­

ter, hvilken Overenskomst skal bero paa Principet om gensidig Kom­

pensation for alle territoriale eller andre Fordele, som hver af dem maatte opnaa udover den nuværende Status quo, og skal tilfredsstille begge Parters berettigede Interesser.

Meningen med de mange Ord var, at Italien, hvis Østerrig-Ungarn udvidede sine Grænser paa Balkan, skulde have Ret til at lægge Haand paa Albanien — en Bestemmelse, der senere voldte mange Van­

skeligheder og Farer for Freden.

Det Bismarckske Alliancesystem var med Treforbundstraktaten blevet saa indviklet som vel muligt. Hvor indviklet det var, fremgik

ogsaa af de Betænkeligheder, som Treforbundstraktaten fremkaldte med Hensyn til den tysk-østerrigske Forbundstraktat. Det store Spørgsmaal var, om ikke den nye Traktat af 1887 ophævede den gamle Traktat af 7. Oktober 1879, og dette Spørgsmaal var saa meget vigtigere, fordi der bestod en meget væsenlig Forskel mellem de to Forhold: Trakta­

ten af 1879 vedblev automatisk at bestaa, medens Traktaten af 1887 skulde fornyes med bestemt Frist. For at hæve enhver Tvivl blev der mellem Wien og Berlin udvekslet Erklæringer, ifølge hvilke Bestemmel­

sen i Toforbundet af 1879 ikke led nogen Indskrænkning ved Treforbun­

det af 1887¹). Dermed var den Tvivl hævet, men derved fik ogsaa Ita­

liens Stilling i Treforbundet Karakter af en løsere Tilslutning — hvad der ogsaa faktisk blev det virkelige Forhold.

Har Bismarck haabet, at Østerrig-Ungarn nu, da det havde købt sig Rygdækning overfor Italien, skulde drage Sværdet for at gennemføre sine Balkanplaner? Alexander III synes i det mindste at have næret Formodning i den Retning og at have mistænkt Bismarck for, at han vilde søge at fremkalde en østerrigsk Angrebskrig mod Rusland for at sikre Tyskland Hegemoniet i Europa ved at holde Tyskland udenfor Kampen — hvad han kunde ifølge sine Traktater — og lade Rusland og Østerrig-Ungarn forbløde sig i en stor Duel. Czarens Mistanke forø­

gedes ved »de bulgarske Papirer«, der blev spillet ham i Hænderne under hans Ophold paa Fredensborg i Sommeren 1887, og som skulde bevise, at Bismarck, medens han tilsyneladende søgte Tilnærmelse til Rusland, hemmeligt intrigerede til Fordel for det Stambulovske Regimente i Bulgarien, og Bismarck vakte yderligere Czarens Harme ved sit Laan- forbud mod de russiske Papirer. Men Czaren, der ikke havde rørt sig, da Prins Ferdinand af Koburg besteg Tronen i Sofia, forstod at beherske sig, og da Czaren paa Grund af Mæslinger i den kejserlige Familie maatte lægge Hjemrejsen over Berlin, og Bismarck søgte Audiens hos ham, modtog Alexander III ham og hørte rolig paa hans Forsøg paa at bort­

forklare »de bulgarske Papirer« og stemple dem som Falsknerier. Bis­

marck paastod med al Bestemthed, at det var lykkedes ham at overbe­

vise Czaren, medens den franske Statsmand Flourens (Alexandre III, Pag. 317) paastod, at Alexander III viste Kansleren ubestridelige Beviser for hans Politiks Tvetungethed. Der er i ethvert Tilfælde Grund til at tro, at Dokumenterne tildels var falske, men at der blandt de bulgarske Papirer var en »Stilprøve«, der var taget fra den tyske Gesandt i Wien, Prins Reusz' Skrivebord, som har indgydt Czaren Mistillid til Bismarcks Forklaringer. Men der er ogsaa Grund til at tro, at Kejser Alexander

J) Friedjung i »Der Greif« pg. 18. Hanotaux (Hist. de la guerre de 1914, pg.

18) synes ikke at have kendt disse Forhold rigtigt.

I. Bismarck-Tiden. 25 ved sin Samtale med Fyrst Bismarck i det russiske Gesandtskabshotel paa Berlins Pariserplatz den 18. November 1887 er blevet ret overbe­

vist om, at den tyske Rigskansler, der maatte være forberedt paa snart at faa en ny Hersker, nu, trods sin »taarnhøje« Alliance med Østerrig- Ungarn, havde besluttet at undgaa et Brud med Rusland. Ved Galla­

taflet samme Dag viste Czaren Bismarck stor Opmærksomhed og drak demonstrativt et Glas med ham. I samme Retning peger den Begiven­

hed, der to Aar efter forefaldt i Slottet i Berlin.

I Vinteren 1887—88 antog Spændingen mellem Rusland og Øster­

rig-Ungarn en udpræget krigerisk Karakter. Den østerrigske Regering traf tydelige Forberedelser til Krig. Czaren koncentrerede en stor, i det væsentlige mobil Hær i Polen saaledes, at den var rede til at marchere enten mod Breslau-Berlin eller mod Pest-Wien. Men Østerrig-Ungarn drog ikke, som Bismarck havde haabet, Sværdet; man stolede sikkert ikke i Wien paa Bismarck, der til Trods for Alliancen af 1879 havde for­

pligtet Tyskland til at indtage en neutral Holdning, hvis Rusland blev angrebet. Saa søgte Jernkansleren, der mere og mere maatte regne med et Regentskifte i Berlin, yderligere Tilnærmelse til Rusland for at sikre sig »to Strenge paa Buen«. Han erklærede med Anvendelse af Ham­

lets Ord:

What's Hecuba to him, or he to Hecuba, That he should weep for her

at Bulgarien var »Hecuba« for Tyskland, og at han ikke vilde ofre en pommersk Grenaders Knokler paa Balkan, og tog dermed Afstand fra Østerrig-Ungarns Balkanpolitik. Den 3. Februar 1888 lod Bismarck

»Norddeutsche« og »Pester Lloyd« offentliggøre den tysk-østerrigske Alliancetraktat. De Bismarckske Organer erklærede, at dette skete for at bevise Czaren, at Traktaten ikke indeholdt nogen offensiv Bestem­

melse. Denne Paastand modbevistes ved den Kendsgerning, at den tyske Kansler allerede for syv Aar siden selv havde meddelt Alexander III Traktatens Ordlyd, men Offentliggørelsen var en Demonstration, der viste, at Bismarck søgte Forstaaelse med den russiske Hersker. Tre Dage efter, den 6. Februar 1888 holdt Fyrst Bismarck i den tyske Rigs­

dag sin berømte Tale, hvori han erklærede, at »Tyskerne kun frygtede Gud«, men han overøste i den Grad Kejser Alexander med Smiger, at skeptiske Iagttagere tilføjede »og Czaren«. Og da den gamle Kejser ilhelm en Maaned efter, den 9. Marts 1888, døde, benyttede Bismarck hans Død til yderligere at betone sin russervenlige Politik og paatvinge Kronprins Wilhelm, der paa Grund af sin Faders, Friedrich Ill's uhel­

bredelige Sygdom snart maatte blive kaldt til at bestige Tronen, denne