THE DET

(1)

Digitaliseret af / Digitised by

D E T K O N G E L I G E B I B L I O T E K THE ROYAL LIBRARY

København / Copenhagen

(2)

For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk

For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk

(3)

(4)

VERDENSKRIGEN 1914-18 r

OM

(5)

DET KONGELIGE BIBLIOTEK

130019382169

(6)

(7)

2. OPLAG

D E N S T O R E K R I G S M Æ N D

AF

R. BESTHORN

D R . P H I L .

KJØBENHAVN

G Y L D E N D A L S K E B O G H A N D E L , N . F .

MDCCCCXVl

(8)

(9)

D E N S T O R E K R I G S M Æ N D

(10)

(11)

D E N S T O R E

K R I G S M Æ N D

A F

R. B E S T H O R N

D R . P H I L .

A N D E T O P L A G

( n i

Ti

G Y L D E N D A L S K E B O G H A N D E L K J Ø B E N H A V N O G K R I S T I A N I A

M D C C C C X V I

(12)

K J Ø B E N H A V N — F O R L A G S T R Y K K E R I E T

(13)

I N D H O L D

Kejser Wilhelm II

Theobald v. Bethmann Hollweg Paul v. Hindenburg

Raymond Poincaré og Aristide Briand JofTre

Herbert Henry Asquith og David Lloyd-George. . . Czaren

(14)

(15)

K E J S E R W I L H E L M I I

(16)

(17)

K E J S E R W I L H E L M I I

Det tyske Riges og Preussens Hersker, Wil

helm II, „Der K a i s e r " , „Le Kaiser", „The Kaiser",

„Kejseren", havde allerede længe før den 1. Au

gust 1914 været den mest fremtrædende Person

lighed i den europæiske som i den planetariske Politik. Han er Hovedpersonen i det i Menneske

hedens Historie enestaaende Rædselsdrama, der kaldes „Verdenskrigen", og saa vel for Efterver

denen som for os, der oplever den, vil staa som

„den store Krig".

Det store Spørgsmaal, hvem der har Skylden for denne verdenshistoriske Katastrofe, kan ikke besvares med eet Navn, end ikke med faa Ord.

Det er ikke blot os Danske, der peger tilbage paa det første store Udslag af den Bismarckske Jern- og Blod-Politik, som den geniale preussiske Jun

ker-Statsmand selv havde døbt og proklameret den: det danske Monarkis politiske Sønderlemmel

se som det egentlige Grundlag for Verdenskrigen, og alene Ordet Kielerkanalen er tilstrækkeligt til at vise, at den første Aarsag til Katastrofen maa

(18)

8 K E J S E R W I L H E L M I I

søges der. Det habsburgske Monarkis Udstødelse af Tyskland i 1866 og dets deraf følgende For

vandling til et cis- og transleithansk Dobbelt

monarki med „Drang nach Osten" fulgte efter og af 1864. Saa kom — ligeledes ikke blot „efter", men „formedelst" 1864 —det napoleonske Kejser

dømmes Undergang og den deraf følgende franske Revanche-Politik; den blev en Hovedfaktor i den Edwardske Entente-Politik, hvis Maal var at

„indkredse" Wilhelm II's Tyskland, der under Wilhelm II ikke blot hævdede sin Stilling som Europas „Centralmagt" og militære Over-Stor

magt, men ogsaa med vældig Kraft og Energi arbejdede sig op som „Sø- og Verdensmagt".

Da Kong Edward vandt Czaren, der følte sit Rige truet baade ved Østerrig-Ungarns af Tyskland støttede Balkan-Planer og ved Tysklands Stræben frem mod Konstantinopel—Bagdad, var det af

gørende Grundlag for det store Verdensdrama færdigt. Spørgsmaalet var kun: Hvem vil kaste Tærningen og gaa over Rubikon? Tærningen be

gyndte at rulle, da det habsburgske Rige skred til

„at straffe" Serbien for Mordet i Serajevo og be

gyndte at mobilisere, og da Czaren besvarede Mobilisering med Mobilisering. Det var en lang Række Begivenheder, der gik forud for og frem

kaldte Hovedaarsagen til Verdenskrigen: den na

turlige, politisk og historisk begrundede Koalition

(19)

K E J S E R W I L H E L M I I 9

mod den tyske Overmagt og de tyske Fremtids

muligheder, en Koalition, der paa Grund af Eng

lands Frygt for den højtstræbende og kraftigt fremadstræbende tyske Medbejler fik et i Ver

denshistorien enestaaende politisk-økonomisk Præg. Ansvaret for denne Udvikling hviler paa mange Skuldre, paa hele Nationer. Men det blev

„Fredskejseren", Wilhelm II 's Lod at gøre det af

gørende Krigstærningekast og gaa over Rubicon.

I en Skildring af „den store Krigs Mænd" maa Kejser Wilhelm II ogsaa af den Grund have den første Plads.

Wilhelm II I. R. var ved Verdenskrigens Udbrud ikke mere „den unge Kejser". Han er født i det Aar, da det andet napoleonske Kejserdømme naa- ede sin højeste Glans ved Sejrene ved Magenta og Solferino; han havde i 26 Aar været Preussens og det tyske Riges Hersker, i over 24 Aar, efter Bismarcks Fald, faktisk været om ikke Selvher

sker i czarisk Forstand, saa dog den virkelige Ene

hersker over Verdens største Krigsmagt og trods al Socialisme mest monarkisk stærke Rige.

Da Prins Wilhelm ved Wilhelm I's Død den 9. Marts 1888 blev Kronprins, vidste man uden for for snævrere tyske Kredse ikke meget om den 29-aarige Tronfølger, der paa Grund af sin Faders Sygdom snart maatte blive kaldet til at overtage Re

geringen i Preussen og over det tyske Rige. Man

(20)

havde hørt, at han interesserede sig meget for mili

tære Forhold og havde vundet sin Bedstefaders, Kejser Wilhelm I's Anerkendelse ved sin Officers- virksomhed, og at Prins Wilhelm den 28. Novem

ber 1887 sammen med sin Gemalinde havde del

taget i den senere saa meget omtalte Stöckerske Missionsforsamling hos Grev Waldersee i den ber

linske Generalstabsbygning. Man nøjedes i Almin

delighed med at spaa, at han vilde blive en „Soldater

kejser". Det var en ikke helt urigtig, men meget ensidig Opfattelse af den i Virkeligheden saa fæ

nomenalt mangesidige fremtidige Kejsers Person

lighed, men først senere fik man efterhaanden nøjere Oplysninger om hans Opdragelse og Ud

vikling. Man havde ganske vist en grundet Fore

stilling om, at hans Forældre, der selv interes

serede sig saa levende for Literatur og Kunst, havde sørget for, at deres ældste Søn fik en god Uddannelse, og man vidste, at Prins Wilhelm havde studeret ved Universitetet i Bonn. Men m a n k e n d t e k u n l i d t t i l h a n s f ø r s t e L æ r e r , D r . H i n z -

peter, og til den Indflydelse, som han havde øvet paa sin Elev.

Dr. H i n z p e t e r var, da han blev kaldet til Læ

rer for den fremtidige tyske Kejser, Filolog, De

mokrat og Filantrop. Han var en stiv, kold og pe

dantisk Pædagog, men en Dame, der havde kendt ham godt og længe, gav ham det Vidnesbyrd, at

(21)

K E J S E R W I L H E L M I I 1 1

„han var et Mønster paa alt det, som han do

cerede". Kejser Wilhelm II har i sine første Re- gentaar oftere bevidnet, at han skyldte sin Lærer meget, og at „Hinzpeter hos ham havde befæstet de Grundsætninger, der var blevet bestemmende for hans videre Udvikling". Særlig Interesse til Forstaaelsen af den tyske Kejsers Udvikling i po

litisk Retning har den Afhandling, „Philipp der Grossmüthige. Bild eines Fürsten aus kritischer Zeit. Ad usum Serenissimi Delphini", som Hinz

peter overrakte Prins Wilhelm, da denne i 1878, 19 Aar gammel, drog til Universitetet i Bonn.

„Først overtager Landgreven" — skriver Prins Wilhelms Lærer — „i fuld Følelse af sit Ansvar Rollen som en Folkebevægelses-Regulator, den Rolle, som en Regering altid bør overtage: At gøre sin egen Overbevisning gældende anser han for en Pligt. Men han var tolerant. Deri ligger det sikreste Bevis for, at han selv ved egen Søgen havde dannet sig en fast Overbevisning."

„Tolerant" overfor Andres Meninger blev Hinz- peters kejserlige Elev ikke, men Følelsen af sit Ansvar som Regent har Kejser Wilhelm II altid havt i en saadan Grad, at han ansaa det for sin Pligt paa alle Regeringsomraader at gøre sin Villie og Opfattelse gældende som den absolut rigtige.

Det saa dog før hans Regeringstiltrædelse ud, som om Kejser Friedrichs ældste Søn vilde bøje

_

i:

i

I

'u

(22)

sig for een Villie, for Bismarcks, for Jernkansle

rens Villie. Prins Wilhelm var ogsaa Bismarcks Elev, og da „den store Kansler" den 6. Februar 1888 holdt sin berømte storpolitiske Tale, ydede Prins Wilhelm ham paa stærkt fremtrædende be

undrende Maade sit Bifald. Paa Bismarcks 73- aarige Fødselsdag, den 1. April 1888, udbragte Prins Wilhelm, der i Mellemtiden var blevet Kron

prins, uden at tage Hensyn til de ved Kejser og Kejserinde Friedrichs Hof i Charlottenburg her

skende antibismarckske Stemninger, en Skaal for Rigskansleren og fejrede ham som „Rigets rette Fanebærer". Da Wilhelm II den 15. Juni 1888, besteg Tronen, var det da ogsaa den almindelige Mening, at Bismarck, som han selv ønskede, „vilde dø i Selen" som Rigskansler. Man kunde dog alle

rede ved Wilhelm II's Besøg paa Friedrichsruh paa Tilbagerejsen fra St. Petersborg og Køben

havn i August 1888 skimte Tegn paa, at der be

gyndte at udvikle sig Modsætninger mellem den unge Kejser, der, som Bismarck selv rigtigt havde forudsagt, vilde „være sin egen Kansler", og Jern

kansleren, der vilde vedblive at have Magten og ikke troede paa, at Kejseren i hans Levetid vilde eller kunde gøre Alvor af sit Ønske om at regere alene. Det blev da ogsaa først efter Bismarcks Fald bekendt, at der var opstaaet skarp Strid mel

lem ham og Kejseren baade om den indre Politik,

(23)

navnlig om Behandlingen af Socialdemokratiet, og om den udenrigske Politik, særlig Kejserens Ønske om at gengælde Kejser Alexander Ill's Be

søg i Berlin med et nyt Besøg i Rusland. Men udenfor de spejdende Hofmænds Kreds — hvor man havde hørt Ordene: „Hvis Friedrich den Store havde havt en Bismarck, var han aldrig blevet Friedrich den Store" og iagttaget den Virkning, de øvede paa den unge Hersker, — syntes Ingen i Tyskland at ane Muligheden for et Brud, og Wilhelm II betænkte sig da aabenbart ogsaa paa et afgørende Skridt. Endnu den 30. De

cember 1889, da Hofpræst Stöcker og hans Kreds allerede regnede bestemt med Bismarcks Fald, sendte Kejseren sin Kansler „sine hjerteligste og varmeste Lykønskninger" i et Telegram, der slut

tede saaledes: „Jeg veed meget vel, hvilken rig Del i disse Resultater der skyldes Deres opof

rende Daadskraft, og jeg beder Gud, at han i mit tunge og ansvarsfulde Herskerliv endnu i mange Aar vil bevare mig Deres trofaste og prøvede Raad."

Disse Ord var absolut oprigtigt mente. Hvis Bismarck havde forstaaet Kejseren rigtigt og havde været smidig nok til at gaa over i en Æres- kanslers raadgivende Rolle, vilde han sikkert have opfyldt sin unge Herskers Ønske. Thi dels næ

rede Wilhelm II utvivlsomt den største Beundring

(24)

1 4 K E J S E R W I L H E L M I I

for Bismarck, dels forudsaa Kejseren, hvor skade

ligt et aabent Brud med den store Kansler vilde være for hans Popularitet. Da Brudet kom brat og efter et heftigt personligt Sammenstød, da Rigs

kansleren den 20. Marts 1890 blev tvunget til at tage sin Afsked, søgte Kejseren dog ogsaa paa alle Maader at hindre et aabent Brud. Men „den store Kansler" afviste alle kejserlige Æresbevisninger, ogsaa Hertugtitlen, og han optog som Privatmand Kampen mod „den nye Æra" med en vældig Energi, der hurtigt overbeviste Alle, ogsaa Kej

seren, om, at den gamle Bismarck endnu var den gamle Bismarck. Kejseren forsøgte at optage Kam

pen. Kejseren lod Bismarcks Efterfølger, Gene

ral v. Caprivi, bryde med Bismarcks „tostrengede Politik" ved at nægte at forny den „Assurance- Traktat", som Bismarck havde afsluttet med Rus

land, og da Fyrst Bismarck i Juli 1892 drog til Wien for at fejre sin ældste Søn, Grev Herberts Bryllup med Grevinde Hoyos, hindrede Kejser Wilhelm, at Bismarck blev modtaget af Kejser Franz Joseph, og Caprivi stemplede i officielle Er

klæringer — „Urias-Breve" kaldte hans Forgæn

ger dem — Bismarck som en Privatmand, der ikke havde nogen Indflydelse paa den tyske Politik.

Bismarck svarede med at kalde Redaktøren af

„Neue Freie Presse" og diktere ham sine be

rømte Afsløringer, der indeholdt saare skarpe An

(25)

greb paa „den nye Æra", og Alt tydede paa et vold

somt Brud; man har senere fortalt, at Kejser Wil

helm endog havde tænkt paa at stille Ex-Kansleren for en Krigsret. Men saa blev Bismarck farligt syg, og Kejseren, der fuldt vel indsaa, i hvilken vanske

lig Stilling han vilde komme overfor Nationen, hvis Rigets Stifter døde, uden at der var indtraadt en officiel Forsoning mellem dem, rakte Haanden til Forsoning ved sit Telegram, hvori han forhørte sig om Fyrstens Befindende. Bismarck greb ikke Haanden, men Kejseren fremtvang konsekvent en officiel Forsoning og viste „den utro Vasal i Sach- senwald" store Æresbevisninger, navnlig paa hans 80aarige Fødselsdag. Bismarck gav ved Søndags

frokosterne paa Friedrichsruh Fortællinger til Bed

ste, der blev bragt videre i Hardenske Antydnin

ger og vel ogsaa paa anden Maade, og Bismarck drak den Flaske Steinberger Cabinet 1842, som hans Hersker havde sendt ham, sammen med Harden „fordi Harden mente det saa godt med Kejseren . Men intet formaaede at bringe Kejse

ren bort fra den officielle Forsoning, og hans Svar kom kun i Form af den Hyldest, som han atter og atter ydede sin Bedstefader, „Kejser Wilhelm den Store", som det tyske Riges rette Stifter.

Kejser Wilhelm udholdt „Rigskansler-Angre- bene" med en Selvbeherskelse, der maa be

undres navnlig hos en Mand med et saa stærkt

(26)

Temperament, men de otte Aar, der forløb mellem Bismarcks Afskedigelse og hans Død, har utvivl

somt sat stærke Spor i den unge Kejsers Udvik

ling.

Den unge Kejsers Sindsstemninger fandt et slaaende Udtryk i hans Taler. I Bismarck-Frondens første Aar udvikledes hos den oratorisk-begavede Hersker den kraftige Rhetorik, som har skabt saa mange stærke Ord, der vakte stor Opsigt, mange Gange ogsaa Forbauselse. Særligt uforbeholdent gav Kejseren sine Følelser Luft i de i sin Tid saa berømte Taler, han som Markgreve af Branden

burg holdt til Medlemmerne af den brandenburg

ske Landdag, og som alle mere eller mindre di

rekte var rettede mod Bismarck. I denne Kreds holdt han den 20. Februar 1891 den Tale, i hvil

ken han skarpt dadlede Partiuvæsenet, der frem

kaldte Ængstelsens og Ulydighedens Aand, og som søgte at tilsløre „hans Veje, der laa og maatte ligge klart for Enhver, som kendte ham og hans Principer". Her holdt Wilhelm II ogsaa, den 24.

Februar 1892, den mest opsigtvækkende af alle sine Taler fra Bismarck-Kampenes Tid. I denne Tale opfordrede han de misfornøjede Skumlere til at ryste Støvet af deres Tøfler, og til sine Branden- burgere sagde han: „Vor gamle Allierede (d. e.

Gud) fra Roszbach og Dennewitz vil ikke lade Mig i Stikken. Han har gjort Sig saa uendelig

(27)

Umage med vor gamle Mark og Vort Hus, at vi ikke kan antage, at Han har gjort det for Intet.

Nej, Brandenburgere! Til noget Stort er vi endnu bestemte, og herlige Dage fører Jeg Eder endnu i Møde!"

Her fremtræder i den ellers saa moderne an

lagte Kejsers Karakter tydeligt en mystisk-religiøs, middelalderlig-romantisk Opfattelse, der bunder i hans stærke Tro paa, at Tyskerne og særligt Preus

serne og det brandenburgsk-preussiske Hersker

hus staar i særlig Pagt med Vor Herre. Endnu mere slaaende Udtryk fandt denne Mysticisme og Tro i Kejserens Skildringer af, hvorledes hans Bedstefader om Natten besøgte sin Hærs Faner i Hohenzollernslottet. Kejser Wilhelm har ogsaa paa sine Sørejser selv om Søndagen ledet Guds

tjenesten paa „Hohenzollern". Særlig Opmærk

somhed vakte hans „Kina-Prædiken", der tilhører den efterbismarckske Tid. Under den kinesiske Krise holdt Wilhelm II, der med sin kraftige Røst, sin farverige Stil, sin suverænt kække Fantasi har betydelige Anlæg til at blive en virkningsfuld Læg

prædikant, for Mandskabet paa „Hohenzollern" en Prædiken, i hvilken han paa sindrig Maade benyt

tede 2. Mosebogs 17. Kap. 11. Vers til at udtale sig om Dagens politiske Text og klarlægge sin re- ligiøs-dynastiske Tro.

„Og det skete" — saaledes lyder det gamle Te-

Den store Krigs Mænd 2

(28)

stamentes Ord — „naar Moses bedende opløftede sin Haand, da blev Israel stærk, men naar han lod sin Haand synke, da blev Amalek stærk!"

„Det er et gribende Billede" — saaledes be

gyndte Wilhelm II sin Prædiken — „som Dagens Text afmaler for vor Sjæl. Israel drager gennem Ørkenen, fra det røde Hav til Sinai Bjerg. Men pludseligt spærrer de hedenske Amalekiter Vejen, og det kommer til Slag. Josva fører Israels unge Mandskab til Striden, Sværdene klirrer mod hver

andre, og der begynder en heftig, blodig Kamp i Raphidims Dal. Men se! Medens Kampen raser, stiger de fromme Gudsmænd, Moses, Aron og Hur, op paa Bjergtinden: de strækker deres Hæn

der op mod Himlen: De beder! Nede i Dalen den kæmpende Skare, oppe paa Bjerget den bedende Skare — det er vor Texts hellige Slagbillede.

Hvem skulde vel nu ikke forstaa, hvad det vil sige.

Soldaterne behøver Andet og Mere end Ammuni

tion og skarpe Vaaben, Andet og Mere end Ung

dommens Begejstring — de behøver ogsaa Velsig

nelsen fra oven, og den himmelske Verden aabner sig kun for Bønnen. Bønnen er Guldnøglen til vor Guds Skatkammer. Ve os, hvis vi vilde lægge Hænderne i Skødet, medens de der ovre øver det haarde, blodige Haandværk . . . Nej! vi ville ikke blot mobilisere Batailloner af Krigere, men ogsaa en hellig Stridsmagt af Bønnens Mænd. Ja, hvor

(29)

meget er der dog ikke at bede om for vore Brødre, der drager i Felten. De skal være den stærke Arm, der straffer Snigmorderen, være den pans

rede Næve, de skal med Sværdet i Haanden træde i Skranken for vore helligste Goder. Lader os bede om, at Gud vil gøre Krigerne til Helte og Heltene til Sejrherrer, og at han vil føre dem til

bage til deres Fædres Hjem med Laurbær om Tropehjælmen og Ærestegn paa Brystet. Gud har ikke forandret en Tøddel af sine Forjættelser. Tro

faste Bønner kan endnu kaste Dragebanneret i Støvet og plante Korsbanneret paa Muren."

O der unerkannten Macht Von der Heil'gen Beten Ohne das wird nichts vollbracht So in Freud' als Nöten.

Schritt für Schritt Wirkt es mit

So zum Sieg der Freunde Wie zum End' der Feinde.

„Ja," vedblev Kejseren, „den gamle Gud lever endnu. Den store Allierede regerer endnu . . . Ja, trofast udholdende Bøn bringer endnu den levende Gud til at stige fra Himlen ned i vor Midte. Og er Gud med os, hvo kan da være imod os. Hvor mangen Kammerat, der har glemt at bede, vil atter derovre i Kamp paa Liv og Død folde Hænderne.

(30)

Nød lærer at bede! Saaledes skal det da ogsaa være i Hjemmet. Lader vore Bønner være en Ild

mur om vore Brødres Lejr! Hvor ville de ikke blive styrkede, begejstrede, opflammede ved denne Tanke: Tusinder, nej Millioner, der hjemme om

fatte os med Bøn i deres Hjerter. Kongernes Konge raaber: „Frivillige frem! Hvem vil være Ri

gets Bønsmand?" O ! maatte det ogsaa her lyde:

„Der König rief und alle, alle kamen!" Lad Ingen af os mangle. Verdenshistorien vil en Gang be

skrive disse Dages Kampe. Mennesket ser kun, hvad der staar for dets Øje, han kan kun sige, hvad Førernes Kløgt, Troppernes Mod, hvad det skarpe Sværd har udrettet. Men Evigheden vil en Gang aabenbare endnu Mere; den vil vise, hvor

ledes de Troendes Bønner har været en Stormagt i disse Kampe! Vi vove det i Tillid til Dig, Herre!

Før Du os i Kampen! Herre, vi slippe Dig ikke!

Velsign os da! Amen!"

Wilhelm II's Kina-Prædiken giver et klart Ind

blik i en væsenlig Side af hans Karakter, en Side, der utvivlsomt ogsaa er en højt betydende Faktor i Verdenskrigens Historie. Men Asket er Kejseren visselig ikke. Til det robuste religiøs-dynastiske Træk i hans Karakter svarer en ikke mindre ro

bust verdslig Personlighed. I snævrere Kredse er Wilhelm II glad og lystig med de Glade, han har en særlig Forkærlighed ikke blot for hohenzollern-

(31)

ske Dramaer, men ogsaa for Farcer som „Char

leys Tante", og Kejserens fortrolige Ven, Fyrst Egon zu Fürstenberg, underholdt paa en af de mest kritiske Dage i Wilhelm 11 's Regentliv sin Her

sker med en broget Variétéforestilling.

De samme skarpe Modsætninger fremtræder paa alle Omraader hos Kejseren. Han nærer den største Beundring for Middelalderens mere eller mindre ægte Romantik som for den mest moderne Ingeniørkunst, han er gennemtrængt af Overbevis

ningen om, at Tyskerne er Jordens Salt, og han har tituleret de tyske Journalister „Hungerkandi

dater" og fejret de amerikanske Journalister som

„Feltmarchaller". Han har vakt de tyske Arkitek

ters Forbitrelse ved at udtale sig nedsættende om

„Mester Wallot" og hans ganske vist ikke mester

lige Mesterværk Milliardpaladset og ved i Rom at udtale, at han vilde sende sine Arkitekter til Italien for at lære Bygningskunst. Og medens Kej

seren er ret utilgængelig for Tyskere, har Cecil Rhodes kunnet faa Audiens i Jakke og med Bu

lehat, Vanderbilt har fortroligt slaaet Kejseren paa Skuldrene, Kejseren har fejret Roosevelt som sin Ven, og Franskmænd, ogsaa franske Kunst

nerinder er ved enhver Lejlighed blevet udmær

kede af Kejseren, der nu maa se, at de alle tager stærk Afstand fra ham — endog ganske særligt hans amerikanske Livjournalist, Poultney Bige-

(32)

low, der i sin Tid erklærede, at „der sad et sandt Yankeehoved paa Kejserens Skuldre".

Til disse udprægede Modsætninger i Kejser Wilhelm 11 's Karakter svarer hans Alsidighed.

Ingen Hersker har nogensinde med mere Ret kun

net sige: „Intet Menneskeligt anser jeg for at være mig fremmed." Denne Alsidighed har fremkaldt skarp Kritik — skarpest er den vel blevet formet af Friedrich Naumann i en Artikel, der stod i hans Ugeskrift „Die Zeit" i November 1901. „Der Kaiser thut alles", skrev den aandrige social-politiske Pastor. „Kejseren giver Universitetet (Hildes- heim) Pastor Spahn, han giver Friedrichshain sit Springvandsudkast. Han er ikke blot øverste Krigs

herre, øverste Repræsentant for den udenrigske Politik, øverste Beskytter for Industri, Handel og Landbrug, øverste Biskop for den evangeliske Kirke; han er ogsaa den øverste Videnskabsleder og den øverste Kunstdommer. For hans Fødder knæler Ares, Athene, Poseidon, Apollo og alle Mu

ser. Han har Tid til at passe alle Omraader og gøre alle andre Overledelser til „Haandlangere" (Hen

tydning til et paa Bismarck møntet Kejserord om

„Wilhelm den Store"s Mænd). Fra Fortiden stiger det franske Ord frem: „L'état? C'est moi!"

Naumanns Kritik var ikke uberettiget. Den unge Kejsers Alsidighed gav sig Udslag paa mange ofte paafaldende Maader. En Musikhandler i Bres-

(33)

lau forbausede i Wilhelm II's første Regeringsaar sine Medborgere ved at udstille en Taktstok med en Paaskrift, der oplyste, at Kejseren allerhøjst egenhændig med denne Taktstok havde dirigeret et Orkester i Byen Hannover. Siden den Tid er den tyske Kejser flere Gange optraadt som Diri

gent, han har endog en Gang, skønt han efter sit eget Udsagn ikke kendte Noder, taget Taktstokken fra en Dirigent for at vise, hvorledes den skulde føres, han har komponeret „Sangen til Ägir", og han skal endog have komponeret en lille Opera.

Sikkert er det, at Kejseren har givet Ideen til og ydet Bidrag til en Række hohenzollernske Dra

maer og Festspil, tegnet Udkast til Kostumer og Dekorationer og ledet Stykkernes Iscenesættelse.

Han har tegnet politiske Skitser og Marinetavler.

Der er fremkommet er Par Bladartikler — særligt den i sin Tid meget omtalte Artikel om Dronning Victoria, „Dronningen med Sølvhaaret", som synes at være skrevet med kejserlig Pen, og i det japan

ske Blad „Nitshi nitshi shiwbau" — d. e. „Dags

avisen"— for l.og 2. Oktober 1895 blev der — paa sex Spalter — offenliggjort et Foredrag, som Kejser Wilhelm II havde holdt ved en „Herreaften i Potsdam" angaaende Slaget ved Jalufloden.

Kejserens Alsidighed gav sig ofte Udslag paa en Maade, der udæskede Kritiken, og han vakte stærke Misstemninger ikke blot blandt Fagmænd,

(34)

men ogsaa i den offenlige Mening ved den suve

ræne Overlegenhed, hvormed han gjorde sine An

skuelser gældende som de eneste rigtige, som da han i sin Tale mod „Rendestenskunsten" erklæ

rede, at den Kunst, der gik udenfor de af ham an

givne Grænser, ikke mere var Kunst. Paa Litera

turens Omraade greb Kejseren egenmægtig ind f. Ex. ved Uddelingen af Schiller-Præmien, paa det videnskabelige Omraade anviste han den berømte Assyriolog Delitzsch de Grænser, indenfor hvilke han burde holde sine Bibel-Babel-Forskninger, i November 1901 betraadte Wilhelm II Talerstolen i det „schiffbautechnische" Selskabs Møde og imødegik skarpt Foredragsholderen, Geheime-Ma- rine-Bygningsraad Brinkmann osv. osv. Kritiken havde saa meget lettere Spil, fordi Kejserens sta

dige Rejser gav hans Kritikere Lejlighed til at hævde, at Kejseren ikke havde Tid til at læse en Bog — en Paastand, der iøvrigt ikke var holdbar, da Wilhelm II ogsaa kunde arbejde og arbejdede i sit Hoftog.

Der kunde siges meget om og mod Kejser Wil

helm II 's Alsidighed og ganske særligt mod den Maade, hvorpaa han gjorde sine Meninger gæl

dende ogsaa over for Fagmænd i faglige Spørgs- maal, og Ordet Konversationslexikons-Viden sav

nede ikke Berettigelse, ligesom ret betydelige Fejl

tagelser vidnede om, at Kejseren heller ikke altid

(35)

havde studeret disse nyttige Bøger med tilstræk

kelig Opmærksomhed. Men den Tid er jo forlængst forbi, da Videnskabsmænd kunde være paa Højde med deres Tids Viden paa mange Omraader, selv meget lærde Folk maa hvert Øjeblik ty til et godt Konversationslexikon, og naar man vilde være ret

færdig i sin Bedømmelse af den tyske Kejser, maatte man erkende, at der til hans Alsidighed ogsaa svarede levende alsidig Interesse og hurtig Op

fattelsesevne.

Mere begrundet var den Kritik, der hævdede, at Kejserens Alsidighed og Temperament fandt Udtryk i en „Zigzagkurs" i den indre som i den udenrigske Politik. Denne Opfattelse bestyrke

des ved de hyppige Ministerskifter, ogsaa Rigs

kanslerskifter og den Form, hvorunder de foregik ved de ofte uventede Besøg — det gjaldt f. Ex.

Miquel, der i lang Tid var Kejserens Yndlingsstats- mand — som Ministre modtog af Kejserens Ge- hejmesekretær, Hr. v. Lucanus. Den anden Rigs

kansler, Grev v. Caprivi, blev endog ganske brat afskediget af Kejseren selv under et Besøg i Slottet.

Der var paa den indenrigske Politiks Omraade to Hovedbegivenheder, hvor „Zigzagkursen" fremtraadte ganske tydeligt, Opgivelsen af det konser

vative Zedlitzske Skolelovforslag og — først og fremmest — af den saakaldte Tugthuslov. Kejse

(36)

ren havde, paavirket af Hinzpeter, i sine første Regeringsaar søgt at bane Vej for en international Løsning af Arbejderspørgsmaalene (Dekreterne af 4. Februar 1890), men det varede ikke længe, før Wilhelm II med voxende Voldsomhed tog Ordet for Kamp mod Omvæltningspartierne, mod Social

demokraterne. Kejseren sagde i en Tale, som han holdt i Oeyenshausen i September 1898 et vældigt Programord: „Den, der vil hindre en Anden i at arbejde, skal i Tugthuset!" Hvis den preussisk

tyske Hersker havde kunnet gennemføre det Pro

gram, vilde han have ført et frygteligt Slag mod den socialdemokratiske Arbejderbevægelse, og man kunde vel med Grund have ventet, at han med al Energi vilde føre Kampen mod det Parti, som han havde kaldt „Die Rotte", „Fædrelandsforræ

derne", og som han mere end een Gang havde truet med sin „Garde". Der blev da ogsaa udarbej

det et Lovforslag i den af Kejseren angivne Ret

ning; men Aktionen løb ud i det brandenburgske Sand, og tilbage blev kun det odiøse Agitations- Ord „Tugthusloven".

Den samme „Zigzagkurs", Tilløb uden paaføl

gende afgørende Handlinger, fremtræder paa det udenrigspolitiske Omraade. Iøjnefaldende Exemp- ler er Telegrammet til Krüger af 3. Januar 1896

— der dog maaske ikke skyldes Wilhelm II — og Kejserens senere Forsøg paa at vinde England,

(37)

og Besøget i Tanger den 31. Marts 1905, der maatte opfattes som Indledningen til en energisk Marokko-Politik, men kun førte til Algeciras-Kon- ferencen.

Kejser Wilhelm II havde i Bismarck-Fejdens Tid været udsat for skarpe Angreb, der førtes mod ham med hele den gamle Jernkanslers enestaaende Autoritet. Han havde ogsaa efter Bis

marcks Død — den 30. Juli 1898 — været Gen

stand for megen og ikke altid uberettiget Kritik, men han havde alligevel ved hele sin Personlig

hed og sin glimrende Fremtræden vundet en rod

fæstet Popularitet i vide Folkekredse. Naar man i Tanken fremkaldte Billedet af „Wilhelm den Sto

res Sønnesøn", svarede det ganske til „det mester

lige" Kladderadatsch-Billede: Lohengrin-Skikkel- sen i den hvide Kyradser-Uniform med den blin

kende Ørnehjelm — og Hoved-Spørgsmaalstegnet.

Aaret 1908 — 20 Aar efter Tronbestigelsen, 10 Aar efter Bismarcks Død — blev et kritisk Aar for Kejser Wilhelm II. Den stærke Bevægelse, som var fremkaldt ved Maximilian Hardens meget ondartede Angreb paa Liebenberg-Kama- rillaen, særligt paa Kejserens personlige Ven, Fyrst Eulenburg, og de deraf følgende Skan

daleprocesser havde endnu ikke lagt sig, da der rejste sig en sand Storm mod Kejseren ved en Artikel i „Daily Telegraph" for 28. Oktober 1908,

(38)

der gengav Indholdet af en Samtale, som en ano

nym, men „repræsentativ" Englænder sagdes at have ført med Kejser Wilhelm om Forholdet mel

lem England og Tyskland. Kejser Wilhelm havde i denne Samtale søgt at berolige Englænderne. Kej

seren havde ganske fornægtet den engelskfjendt

lige Politik, der tillagdes ham under Boerkrigen, særligt paa Grund af Krüger-Telegrammet, og gi

vet Afsløringer, som var meget interessante, men stillede den tyske Kejsers Politik overfor England i en Belysning, der ikke tiltalte Flertallet af hans Undersaatter, og som tilmed maatte vække den største Opsigt og Mistillid til Tysklands Politik i Frankrig og Rusland paa et Tidspunkt, hvor Fre

den var alvorligt truet ved det østerrigsk-ungarske Annexionsspørgsmaal.

Den Bevægelse, som Kejser-Interviewet frem

kaldte, forstærkedes, da man erfarede, at Manu

skriptet til det engelske Blads Artikel, der var billiget af Kejseren, før Offenliggørelsen var ble

vet forelagt Udenrigsministeriet, og at hverken Fyrst Biilow eller Udenrigsministeriets Embeds

mænd, maaske med en enkelt Undtagelse, havde gennemlæst Artiklen. Sagen gav Anledning til en stor Debat i den tyske Rigsdag, hvor der fra alle Sider faldt skarpe Udtalelser mod „Det per

sonlige Regimente". Bevægelsen voxede til en sand Storm, da man erfarede, at Fyrst Fürsten-

(39)

berg netop den Dag, den 10. November, da Rigs

kansleren i Rigsdagen blev interpelleret om Kej

ser-Interviewet, paa sit Slot i Donaueschingen havde ladet Personalet fra Union-Theatret i Frank

furt give en Separatforestilling for Kejser Wilhelm, og at Kejseren og de høje Herskaber havde „ap

plauderet stormende og i personlig Samtale havde udtalt deres taknemlige Anerkendelse for det bril

lant valgte Program og den ulastelige Udførelse"

— som der stod i et Avertissement fra Theatret i

„Frankfurter Zeitung".

Fyrst Bülow tilbød sin Demission, men Kejse

ren afslog den og søgte at tilfredsstille den offenlige Mening ved at bemyndige Rigskansleren til at afgive en Erklæring om, at Monarken for Frem

tiden ogsaa i private Samtaler vilde iagttage Til

bageholdenhed.

Denne Krise skal have gjort stærkt Indtryk paa Kejseren. Sikkert er det, at Wilhelm II trak sig ret paafaldende tilbage fra Offenligheden og endog optraadte med de af Bismarck saa ofte anbefa

lede „ministerielle Beklædningsstykker". Men det varede ikke længe, før Kejseren atter tog Tøj

lerne. Han greb med mægtig Haand afgørende ind i Verdenspolitiken, da han i Marts 1909 lod Cza- ren vide, at Tyskland under en Krig mellem Rus

land og Østerrig-Ungarn vilde stille sig ved sin Allieredes Side „in schimmernder Wehr", som

(40)

3 0 K E J S E R W I L H E L M I I

han senere sagde i Wiens Raadhus — og derved bevægede Nikolaj II til at opgive at støtte Serbiens Krav. I Juni 1909 faldt Bülow, og Kejseren tog Indenrigsminister v. Bethmann Hollweg til Rigs

kansler.

Dermed havde Kejser Wilhelm sikret sig friere Hænder i den udenrigske Politik til Gennem

førelsen af sine store politiske Planer.

Under de mange Kriser og de ofte forvirrende Pressefejder, som under og efter Bismarckfejden var førte om Kejserens Personlighed og mod hans personlige Optræden og Politik, var Wilhelm II's store politiske Program ofte traadt altfor meget i

Baggrunden i det mindste for hans Landsmænd.

To Dage efter Bismarcks Afskedigelse telegra

ferede Kejser Wilhelm til en faderlig Ven og nær Slægtning: „Posten som vagthavende Officer paa Statsskibet er tilfaldet mig. Kursen bliver den gamle, og nu — voll Dampf voraus!"

Hvad Kejseren den Gang mente med, at Kur

sen vedblev at være den gamle, har han, saa vidt vides, aldrig betroet nogen. Men det sømandsmæs- sige „voll Dampf voraus" var karakteristisk for den unge Herskers Planer og Kurs.

Wilhelm II havde fra Ungdommen vist stor In

teresse for Marinen; der er Grund til at tro, at han allerede den Gang forbandt store Planer med denne Interesse. Man forstod i sin Tid ikke i Tyskland,

(41)

at Kejser Wilhelms første storpolitiske Handling efter Bismarcks Afskedigelse var den Traktat, hvorved Tyskland den 1. Juli 1890 overlod Zanzi

bar til England mod at faa Helgoland. Visse tyske Kredse med Bismarck i Spidsen kritiserede skarpt Kejserens Byttehandel. Nu er det sikkert Englænderne, der fortryder Handelen, og man maa nu i Kejserens Erhvervelse af den lille gamle danske 0 , der kunde ligge i de københavnske Søer mellem Østerbro og Gammel Kongevej, se et velovervejet Grundlag for det store verdens

politiske Program, han forkyndte Verden i den Tale, som han den 18. Januar 1896, 25 Aarsdagen for Kejserproklamationen i Versailles' Spisesal, holdt i det berlinske Residensslots hvide Sal. „Af det tyske Rige," hed det i denne Tale, „er der ble

vet etVerdensrige. Overalt i fjerne Dele af Jorden bor der Tusinder af tyske Landsmænd. Tyske Va

rer, tysk Viden, tysk Vindskibelighed gaar over Oceanet . . . Dem, mine Herrer, paahviler den al

vorlige Pligt, at bidrage til ogsaa at knytte dette større tyske Rige fast til vort hjemlige Rige."

De Idealer og Tanker, der foresvævede Kej

seren i hans Jubilæumstale, fremtraadte i et endnu tydeligere Lys i en Artikel i „Norddeutsche", som endnu og netop nu kan læses med Interesse. „Gan

ske ligesom en eneste Tanke i sin Tid ved Emser- Depechens Ankomst gennemfoer det tyske Folk,

(42)

og en eneste mægtig, overstrømmende Følelse rev alle med sig til at flokkes om den Konge, som Gud havde givet os til Fører, med ligesaa endrægtigt Sind stod det samlede tyske Folk ved sin Herskers Side, da Modstandernes Raseri og Harme foer løs mod den Mægtige (o: Wilhelm II), der til Gunst for Ret og Retfærdighed (o: de transvaalske Boe

rer) havde kastet et Kejserord (o: Telegrammet til Præsident Krüger) i Vægtskaalen. Guds Naade har hidtil bevaret ös for blodige Kampe under vor nu

værende kejserlige Herres Regeringstid. Men naar en Gang Historien har stillet vor Tids Be

givenheder i den rette Belysning, turde det let vise sig, at et fredeligt Resultat, der er naaet ved energisk Anvendelse af det tyske Folks Magt, i verdenshistorisk Betydning ikke staar tilbage for de Erobringer, om hvilke vi i den sidste Tid er blevne mindede ved de nationale Mindefester.

Hvad der hidtil aldrig var blevet virkeliggjort i Folkenes Historie: Folkerettens Herredømme paa Oceanerne, det er blevet sikret i vore Dage, sikret ved Kejser Wilhelm II."

Da Prins Heinrich stod i Begreb med at drage ud paa den Ekspedition til Østasien, som hans kejserlige Broder selv havde ønsket at føre, holdt Wilhelm II den 15de December 1897 om Afte

nen paa Slottet i Kiel sin anden store verdenspoli

tiske Tale, der tillige klart afslørede den tyske

(43)

Kejsers Planer, som nu ikke mere var Drømme, om at skabe en stor tysk Flaade.

„Jeg er mig bevidst," sagde Kejseren i den Af

skedstale, han holdt til sin Broder, „at jeg har den Forpligtelse, at fuldføre og bygge videre paa det, som mine Forgængere har efterladt mig. Den Rejse, Du vil tiltræde, og den Opgave, Du skal løse, betinger i og for sig ikke noget Nyt; de er de logiske Konsekvenser af det, som min højsalige Hr.

Bedstefader og hans store Kansler politisk har be

gyndt, og som vor højsalige Fader har tilkæmpet sig paa Valpladsen. Det er ikke andet, end det ny- forenede og nyopstandne tyske Riges alvorlige Op

træden i sine oversøiske Opgaver . . . Rigsmagt betyder Sømagt, og Sømagt og Rigsmagt betinger gensidig hinanden, saa at den ene ikke kan bestaa uden den anden."

Den tyske Kejsers Program var stort anlagt, det var drømt i hans unge Dage, det havde ud

viklet sig mere og mere, det var en stor Kejser

tanke. Det tyske Rige var skabt af Bismarck, og et Forsøg paa at overbyde Bismarck og Moltke frembød ingenlunde sikre Chancer for et heldigt Udfald. Men hvis Kejser Wilhelm II kunde skabe et tysk Verdensrige, var han sikker paa at faa en stor Plads ikke blot i Tysklands Historie, men i Verdenshistorien. Og i Udførelsen af denne store Plan sporer man ingen Zigzagkurs. Kejseren gik

(44)

frem med al Energi, med en Omsigt, der i for

holdsvis kort Tid gav Tyskland en vældig Udvik

ling som Industri- og Handelsstat af høj Rang, og med urokkelig Konsekvens. Men Wilhelm II's Temperament, hans Begejstring for „Tysklands Fremtid paa Vandet" og hans Rhetorik bragte ham til at afsløre sine store Planer for tydeligt og for tidligt, og han vækkede det paa sit Verdensherre

dømmes Laurbær og Guldleje ret trygt slumrende England. Wilhelm II saa selv, om end sent, Faren, han gjorde Alt for at vinde England, han søgte at alliere sig med England. Men de Ord, der genlød i Edward VII's Kreds om „Indien" og „Wilhelm Erobreren", tyder paa, at Rygtet havde Ret, naar det fortalte, at Hohenzollernslottene havde Øren, der bragte Meget til Dronning Victorias Søn, Meget, som Edward VII, der som gammel Prins af Wales havde været skinsyg paa og var blevet stødt tilbage af sin unge Kejser-Neveu, benyttede til at danne Entente-Ringen.

Det var den Ring, der gav det afgørende Stød til den store Krig, som i saa mange Aar havde ligget i Luften. Wilhelm II havde sagt, at han ønskede at gaa over i Historien som „Fredskejseren", og han mente utvivlsomt, hvad han sagde. Men da Fa

ren for Tysklands Isolation voxede, og de Kredse, der stod Kejseren nærmest, atter og atter gjorde gældende, at Tyskland ikke, som i Algeciras og

(45)

i Panther-Affæren, maatte og ikke behøvede at vige tilbage, begyndte der efterhaanden at foregaa et Omslag i den tyske Herskers Tankegang. Alle

rede i September 1911, da den europæiske Si

tuation var saa farlig, at England temmelig aaben- lyst forberedte sig paa Krig, fortalte man i Tysk

land, at Kejseren havde afvist Tanken om, at han skulde være uvillig til at føre Krig, med de Ord:

„Jeg er til enhver Tid rede; sørg blot for, at jeg bliver angrebet!" Man veed, at den franske Ge

sandt i Berlin, Jules Cambon, i den sidste Tid før Verdenskrigen henledte sin Regerings Opmærk

somhed paa, at Kejser Wilhelm ikke mere syntes at være saa fredeligt sindet som tidligere.

Kejser Wilhelm har udstedt de Krigserklærin

ger, der indledede den store Krig, men han var paa Ferierejse, da Krigsbaalet blev lagt til Rette i Wien, og hans Krigserklæring til Rusland var motiveret ved den russiske Mobilisering. Om Kej

seren ønskede Krigen, er selvfølgeligt et Spørgs- maal, som kun han selv kan besvare, Hensynet til Ruslands fortsatte Rustninger, der program

mæssigt skulde være fuldførte i Aaret 1917, maatte fra et militært tysk Standpunkt tale for at begynde Krigen saa snart som muligt, og Kejser Franz Josephs høje Alder kunde i politisk Hen

seende pege i samme Retning. Paa den anden Side voxede Tysklands Sømagt Aar for Aar, og hvor

3*

(46)

overbevist end Wilhelm II var om Englands Neu

tralitet, maatte dette Hensyn stadigt, ogsaa i 1914, være en Hovedfaktor i hans storpolitiske Bereg

ninger.

Kejser Wilhelm II blev i politisk Henseende skuffet ved Englands Krigserklæring, han blev i militær Henseende skuffet ved Marnekampene, der har fremkaldt den lange Krig, som Kejseren ifølge mange Vidnesbyrd ikke havde ventet. Hvil

ket Indtryk disse Skuffelser, der ikke kunde op

vejes ved Hindenburgs Sejr ved Tannenberg, har øvet paa Kejseren, har man ikke erfaret Noget om. Man har overhovedet kun erfaret Lidt om Kejserens Liv og Tanker under Verdenskrigen, og i Krigens første Maaneder syntes Wilhelm II personlig at være traadt fuldstændigt i Baggrun

den. Men naar nogle deraf drog den Slutning, at han var sat eller havde sat sig ud af Spillet, tog de fuldstændigt fejl. Ogsaa de Former, som Verdens

krigen antog, var vistnok en stor Skuffelse for Kejseren, der saa ofte ved de store Manøvrer i Spidsen for sine prægtige Rytterregimenter havde redet Attaquer, som der i Skyttegravs

krigen ikke kunde blot drømmes om. Personlig kunde Kejseren ikke gøre sig gældende paa Val

pladserne, men Overledelsen tog han strax fra Begyndelsen, da han overlod den afskedigede Ge

neral v. Hindenburg Overkommandoen i Øst-

(47)

Preussen. Og den tyske Kejser har ikke blot be

holdt Overkommandoen over sine egne Hære;

da Krigslykken svigtede Habsburgerne, samlede Wilhelm II med en Energi og Omsigt, der for

tjener al Beundring, Overledelsen af de tyske og østerrigsk-ungarske Hære i sin Haand. Man kunde sige sig selv, at der hørte stor Overlegenhed til at løse denne Opgave, der maatte støde paa den stær

keste Modstand fra den østerrigske Hærledelse, som raadede over en saa højt anset Strateg som Generalstabschefen Conrad v. Hötzendorf, og man kan i Antydninger i den tyske Presse skimte, hvor vanskelig Opgaven i Virkeligheden var. Dens Løs

ning var en Bedrift, der har havt store Resultater, og den tyske Hersker formaaede ogsaa at tage Overkommandoen over de bulgarske og de tyrkiske Stridskræfter og derved som Mod-Ententens Ge

neralissimus at sikre en Enhed i Ledelsen af de fire Magters Hære, som Entente-Hærene i høj Grad har maattet savne.

Det er en Selvfølge, at de indre tyske Forhold under Verdenskrigen traadte i Baggrunden. Men ogsaa her ser man Wilhelm II's Overledelse i den Bestemthed, hvormed hans Rigskansler modsatte sig Altyskernes Krigsmaal og de tyske Stormarine-

Kredses Krigsførelses-Planer.

De Portræter, der er fremkommet af Kejser Wilhelm II i den sidste Tid, viser, at Verdenskri

(48)

gen med dens uhyre Bekymringer ikke er gaaet sporløst hen over hans Hoved. Men naar Kejseren træder offenlig frem, er han endnu i Besiddelse af den samme legemlige Spænstighed som før, og hans Handlekraft og Beslutsomhed har endnu i den nyeste Tid givet sig Udslag i den Omordning af Kommandoforholdene, som han gennemførte, da han lod Hindenburg afløse Falkenhayn som Generalstabschef.

Store politiske Taler har den veltalende tyske Kejser ikke holdt under Verdenskrigen, men han har ofte holdt karakteristiske Felttaler, om end mange af dem er undgaaet Offenlighedens Op

mærksomhed, fordi de først efter længere Tids Forløb og ligesom tilfældigt blev gengivet i Korre

spondancer fra „Hovedkvarteret''. Der er blandt disse Taler een, som kaster et skarpt Lys over Kejserens Krigsherre-Personlighed, den Tale, hvormed han i Oktober 1915 modtog den anden preussiske Gardedivision, der kom fra det for Tyskerne sejrrige Felttog i Øst, paa fransk Grund.

„Fra Beskiderne til Østersøen, fra Pripjet- Sumpene til Champagne" — saaledes lød Slut

ningen af Kejsertalen — „har de tyske Vaaben været sejrrige. Saa takker jeg Eder da, Grenade

rer, for den gamle preussiske Maade, hvorpaa I, tro mod Faneeden, paany har gjort Eders Skyl

dighed.

(49)

„Kejser Napoleon I, der som bekendt var stolt af sin Garde, har præget Ordet: „Garden er Kej

serens vandrende Citadel". Saaledes er det og- saa med Eder. Hvor Gardekorpset sættes ind, der vanker der Hug, og Fjenden bliver slaaet til Jor

den.

„Den faste Gudstillid, hvormed vore Fædre drog i Kampen, har styrket Eders Arm og Mod.

Vi kæmper for en retfærdig Sag. Gud var med os og vil vedblive at være med os. Saa udtaler jeg da Ønsket om, at ogsaa fremtidigt Guds Beskyttelse vil ledsage Eders Vaaben."

Wilhelm II har ikke altid nævnt Napoleons Navn paa den Maade. Der havde dog allerede tid

ligere viist sig Tegn paa, at Kejser Wilhelm havde forandret sin Opfattelse af „Kejser Napoleon' , og under Verdenskrigen er Napoleon I — „den Store" er han endnu ikke naaet til at blive titule

ret i Tyskland — og hans Krigskunst og Krigs- førelsesmaade med stigende Berømmelse blevet fejret af de tyske Militærforfattere. Man vil i Tysk

land ikke høre Tale om en Gentagelse af 1812, og deri har man vistnok Ret; men man beklager tydeligt nok, at den store Kejser, der allerede af Caprivi fik Anerkendelse „for at have været en af sin Tids betydelige Feltherrer", ikke sejrede i Rusland — og at det ikke lykkedes ham at føre sin Hær over til England. Og den Maade, hvor-

(50)

paa Kejser Wilhelm i sin Tale paa fransk Grund fejrede Napoleon I og hans Garde, var dog vel et Tegn, der havde betydelig psykologisk Interesse.

Kejser Wilhelm har, lige saa lidt som nogen anden af Verdenskrigens Hærførere, faaet eller kunnet faa Lejlighed til at vise, om han besidder betydelige Feltherreevner. Men hvorledes end Verdenskrigen ender, vil de tysk-østerrigsk-un- garsk-bulgarsk-tyrkiske Hæres Generalissimus, Wilhelm II I. R. i Krigshistorien faa en fremra

gende Plads som en energisk og maalbevidst Overleder af gigantiske Hære i Kampe, hvortil man ikke blot tilnærmelsesvis finder Magen i Verdens

historien.

(51)

R I G S K A N S L E R v o n B E T H M A N N H O L L W E G

(52)

(53)

T H E O B A L D v. B E T H M A N N H O L L W E G

Haven ved det gamle Hohenzollernslot ved Spreen var Onsdag den 14. Juli 1909 Skuepladsen for en interessant historisk Scene. Dér modtog Kejser Wilhelm for første Gang sin femte Rigs

kansler, og dér gav Kejseren — i Paasyn af en tal

rig Tilskuerkreds, som paa den smukke Sommerdag hurtigt samledes paa Gaden paa den anden Side af Spreen, uden at det ellers saa strænge berlinske Politi skred ind — den nye Rigskansler med til

hørende to nye og to forflyttede Ministre sine In

struktioner, der indviede en ny Æra i den tyske Rigspolitik.

Den tyske Kejsers Træk plejer, naar han viser sig offenlig, at være præget af dyb Alvor. Da han hin Julidag om Morgenen lidt før Kl. 8 i sit Auto

mobil kørte fra Lehrter Bahnhof til Hohenzollern- slottet paa Musæumsøen, saa han meget alvorlig ud. Med Grund. Kejseren var kørt fra Potsdam til Berlin for at tage Afsked med sin mangeaarige Ven og Yndling, sin „Bernhard", Fyrst v. Btilow, der havde paadraget sig hans Unaade ved at lade ham

(54)

42 T H E O B A L D v . B E T H M A N N H O L L W E G

i Stikken under den ved „Daily Telegraph"s Kejser- Brev fremkaldte November-Krise i Aaret 1908.

Kejseren viste sin afskedigede Rigskansler den Hensynsfuldhed at modtage ham uden Vidner mel

lem Spreehavens Træer, der skjulte Scenen for Nysgerriges Blik. Men da den nye Rigskansler, Theobald v. Bethmann Hollweg, faa Minuter efter, at hans Forgænger havde forladt Slotshaven, meld

te sig til Audiens, blev han ført ned til Kejseren, og Resten af Rigskanslerskiftet foregik fuldstæn

digt offenligt.

De talrige Folkeskarer, der havde samlet sig i Burg Strasse, kunde tydeligt se den høje Herre i sort Diplomatfrakke, der skulde tage Arv efter Bismarck—Caprivi—Hohenlohe—Bülow, og som spaserede op og ned i Slotshavens aabne Gange ved Siden af den et Hoved mindre Kejser, der var iført Marineuniform. Kejseren talte hele Tiden og gestikulerede ivrigt, medens den nye Rigskansler og preussiske Ministerpræsident nøjedes med at yde sit Bifald ved stadige Nik og først til Slutning sagde nogle Ord. Saa meldte en Fløjadjudant den nye Rigsindenrigsminister og Vicekansler, hidtil preussisk Handelsminister, Delbrück, den nye Rigsfinansminister, Gehejmeraad Wermuth, hans afgaaede Forgænger v. Sydow, der var bleven degraderet til preussisk Handelsminister, og den nye preussiske Kultusminister, hidtil Overpræsi-

(55)

T H E O B A L D v . B E T H M A N N H O L L W E G

dent i Provinsen Brandenburg, Kammerherre v.

Trott zu Solz.

Kejseren havde aabenbart under sin Samtale med Hr. v. Bethmann talt og gestikuleret sig varm ; men han vedblev — uafbrudt — at føre Ordet og ge

stikulerede endnu ivrigere end før, idet han af og til løftede sin Marinehue for at afkøle sit Hoved lidt. De fire Ministre stod med Hænderne paa Ryg

gen og hørte, efter hvad Tilskuere til denne Have

scene berettede, væsenlig til i Taushed.

Denne Scene interesserede selvfølgeligt i høj Grad Tilskuerne, men hvad der egentlig foregik, vidste ingen af dem. Wilhelm II, der først nu atter efter November-Krisen følte sig i fuld Besiddelse af hele Magten, vilde netop for at udslette de sidste Minder om hine for ham saa trykkende Dage afgjøre Alt paa egen Haand, uden at der kunde opstaa nogen som helst Anledning til at tro paa fremmed Paavirkning. Kejseren havde vistnok meddelt sin „nye Lukanus", Chefen for det kejser

lige Civilkabinet, Gehejmeraad v. Valentini, sine Beslutninger. Men „Lukanus II" var taus som Graven. Han havde før Kejserens Ankomst til Berlin ordnet det Fornødne med den afgaaende Rigskansler og de nye Ministre, men ogsaa Mi

nistrene var tause, og Fyrst Biilow skal, da han den 14. Juli kørte sin sidste Tur som Rigskansler fra Wilhelmstrasse til Slottet, ikke have havt Vis

(56)

4 4 T H E O B A L D v . B E T H M A N N H O L L W E G

hed for, hvem der var udset til hans Efterfølger.

En Anelse derom maatte han ganske vist havehavt, eftersom hans Indenrigsminister v. Bethmann HoII-

weg, hvem han selv havde anbefalet Kejseren, og Fru v. Bethmann Hollweg faa Dage i Forvejen havde set paa Lejligheden i Rigskanslerpaladset.

Men det er tvivlsomt, om Hr. v. Bethmanns Ud

nævnelse til Rigskansler den Gang var helt afgjort, og i ethvert Tilfælde var Bülows „Sprechminister"

den Gang lige saa taus, som selve Gehejmeraaden v. Valentini. Ogsaa „Reichsanzeiger"s Redaktion og Trykkeripersonale har været tause; de maa før Havescenen have vidst, hvem der skulde være den femte Rigskansler. Allerede et Kvarter efter, at Kejser Wilhelm II havde taget Afsked med sin nye Rigskansler og de fire Ministre og havde taget Plads ved Frokostbordet i Slotshaven med sin Fa

milie, udkom en Extraudgave af „Reichsanzeiger", der meddelte Berlinerne, at Fyrst Bernhard v.

Biilow „efter Ansøgning" var afskediget fra sine Embeder og ved Afskeden havde faaet ,,den sorte Ørns høje Orden med Brillanter", og at Indenrigs

minister, Vicekansler Dr. Theobald v. Bethmann Hollweg var blevet udnævnt til Rigskansler og preussisk Ministerpræsident.

En ,,ny Mand" var den nye Rigskansler egen

lig ikke; han havde endog som Bülows „Sprech

minister" spillet en ret fremtrædende Rolle. Men

(57)

T H E O B A L D v . B E T H M A N N H O L L W E G 45

man havde hidtil ikke regnet Hr. Theobald v. Beth- mann Hollweg til de Fremtids-Storheder, som Nu

tidens Politikere og Journalister særligt maatte stu

dere ; det var ganske betegnende, at tyske Blade strax angav den nye Rigskanslers Alder for lavt og satte en Bindestreg mellem Bethmann og Holl- weg, hvad Rigskansleren protesterede kraftigt imod — af Grunde, der havde særlig Interesse i Junkervæsenets og Antisemitismens gamle Fædre

land.

Den tyske Rigskansler og preussiske Minister

præsident stammer fra en rig, fint kultiveret Slægt.

„Gebrüder Bethmann" i Frankfurt, er et gammelt, højt anset Frankfurter Bankierfirma. Et Medlem af Slægten blev i Aaret 1808 østerrigsk adlet; den østerrigske Adelsmand og frankfurtske Penge

aristokrat Simon Moritz Bethmann har stiftet Bethmann-Musæet. Slægten Bethmann var ved Ægteskab blevet allieret med et andet Finansdyna- sti Hollweg, og man kender fra Preussens Historie

Bismarcks Modstander den ultraorthodox-prote- stantiske Kultusminister Moritz August von Beth

mann Hollweg. Rigskanslerens Fader var blevet stor preussisk Godsejer; han havde købt Godset Hohenfinow i Oberbarnim-Kredsen af Familien v. Sparr. Ved sin Moder stammer Theobald v.

Bethmann Hollweg fra de schweisk-franske Rouge- monter, der blev adlede af Friedrich den Store.

(58)

Man har sagt om Theobald v. Bethmann Holl

weg, „at han har arvet Meget fra sine Fædre, og at han har lært Meget". Der fremkom selvfølgeligt kort efter hans Udnævnelse til Rigskansler pane

gyriske Bethmann-Biografier, hvis Forfattere for

sikrede, at det nytyske Riges femte Rigskansler var en dybsindig filosofisk Tænker, der grundigt havde studeret alt Muligt. Sikkert er det, at han havde læst og studeret Mere, end Tilfældet plejede at være med preussiske Statsmænd, og han var ogsaa i ydre Optræden en udpræget Professor- Type. Velvillige Kritikere gav ham hurtigt Tilnav

net „den filosofiske Kansler", i de radikale Blade blev Ordet „Skolemesteren" en meget yndet Be

tegnelse for Rigskansler Dr. v. Bethmann Hollweg

— næsten lige saa yndet som „den lange Theobald."

En Junkertype var Herren til Hohenfinow abso

lut ikke, heller ikke en ægte preussisk Bureaukrat

type, skønt han i meget lignede den antibismarckske Kultusminister og selv havde vandret frem ad den bureaukratisk-preussiske Hovedlandevej med store Skridt. Theobald v. Bethmann Hollweg, der er født paa Hohenfinow den 29. November 1856, havde studeret Jura i Aarene 1875—1879 i Strassburg, Leipzig og Berlin, han blev i 1885 As

sessor, 1886 Landraad i sin Fødekreds Oberbar- nim, 1889 Regeringspræsident i Bromberg og endnu samme Aar Overpræsident i Provinsen

(59)

T H E O B A L D v . B E T H M A N N H O L L W E G 4 7

Brandenburg. Allerede som Overpræsident havde han vakt Kejserens Opmærksomhed, og man for

tæller, at han fra den Tid byggede sin Fremtid paa et Kejserord: „De er min fremtidige Indenrigs

minister". Preussisk Indenrigsminister blev Hr.

v. Bethmann den 22. Marts 1905, den 22. Juli blev han tysk Rigs-Indenrigsminister og Vice

præsident for det preussiske Statsministerium, og han havde flere Gange med Dygtighed repræsen

teret Fyrst v. Biilow som dennes „Sprechmini

ster". Men udrettet noget Iøinefaldende havde han ikke, han havde aldrig havt Lejlighed til at stu

dere det diplomatiske Maskineri, han var hverken General eller Diplomat, og der randt Jødeblod i hans Aarer.

Det opstod der ganske vist Strid om; men den Strid havde politiske Aarsager. De Radikale, der var blevet dybt skuffede ved Bülows Fald, trø

stede sig med og tog Revanche overfor den sortblaa Blok, de Konservative og det katholske Centrum, der havde fældet „den liberale Kans

ler", ved at fremhæve den nye Kanslers jødiske Afstamning. Særligt drillede „Berliner Tageblatt"

de antisemitiske Junkere ved Overskriften paa sin Rigskansler-Biografi: „Den nye Mand. Fra Simon Moritz til Theobald Bethmann". De Konservative svarede med „at benægte Faktum" og fortiede el

ler benægtede endog Slægtskabet.

(60)

Meget Jødeblod var der nu ganske vist ikke til

bage i den femte Rigskanslers Aarer, men et nyt Fænomen af allerførste Rang i det preussisk-tyske Rige var Hr. v. Bethmann Hollweg alligevel. Og hvor megen Pris end Wilhelm II satte paa sin Indenrigsminister, maatte man dog nærmest an

tage, at Kejseren havde stillet Bethmann Hollweg paa Bismarcks gamle Plads, fordi han efter No

vemberkrisen 1908 vilde vise og satte særlig Pris paa at vise, at han „var sin egen Kansler".

Det var Wilhelm II, og det vedblev han at være, og Hr. v. Bethmann gjorde visselig ikke Noget for at gøre sin Herre Rigskanslerrangen stridig. Man kunde efter et Rigskanslerskifte, der var foregaaet midt under en indgribende politisk Krise, lige efter den sortblaa antibülowske Bloks Sejr over Biilow og hans liberale Blok, med Grund have ventet at se Tegn paa, at den nye Mand greb Tøjlerne, og hvorhen han styrede. Men da Wil

helm II umiddelbart efter Havescenen ved Spreen tog Ferie, tog ogsaa hans Kansler Ferie.

De politiske Partier blev ret hurtigt utaalmodige, og de Radikale søgte at lokke den femte Rigskans

ler frem paa Arenaen eller i det Mindste at fra

lokke ham Programtanker ved de gamle prøvede Midler, ogsaa ved Rygter om Rigskanslerkriser;

men Herren til og paa Hohenfinow bevarede en saa urokkelig Ro, at man begyndte at omdøbe „den

(61)

T H E O B A L D v . B E T H M A N N H O L L W E G 4 9

filosofiske Rigskansler" til „den tause Rigskans

ler". Da den officielle Taushed endelig maatte brydes, da den tyske Rigsdag den 30. November 1909 aabnedes i den hvide Sal i Kejser Wilhelms berlinske Slot, overrakte den nye Rigskansler sin Kejser en Trontale, der var saa mat og farveløs, at man begyndte at tale om „den kedelige Æra", og lige saa matte og farveløse var Rigskansler Theo

bald v. Bethmann Hollwegs Debut-Taler i Rigs

dagen. Den socialdemokratiske Fører, Scheide

mann, morede sig og Rigsdagskolleger og Tilhø

rere med at erklære, at den tredie Rigskansler, Fyrst Hohenlohe — der som bekendt var ganske umulig som Taler — var en Demosthenes i Sam

menligning med den femte Rigskansler, og da Bethmann Hollweg gav Møde i Rigsdagen ikke i sin nye Dragonuniform, hvori han var optraadt i den hvide Sal, men i graa Frakke, udslyngede uvelvillige Augurer Ordet: Den nye Æra er —

„dunkelgrau, schwarzgrau".

Det var den, og det blev den i det Mindste for Rigskansleren.

Hr. v. Bethmanns største Svaghed var hans Mangel paa diplomatisk Erfaring. Bismarcks før

ste Efterfølger, General v. Caprivi havde lidt af den samme Svaghed, men han havde større Per

sonkendskab, end den femte Rigskansler, og han havde den store Fordel, at han kunde hjælpe sig