erindringsbog. M an haaber at komme med in d i hans allerhel
ligste, hans arbejdsværksted, at faa noget at vide om hans metode og om de mange tanker, som en h isto rik e r gør sig om sit arbejde.
Paa dette p u n kt sku ffer Bobés bog. Det er ligesom han er saa optaget af at fortæ lle om de mennesker, han har tru ffe t paa sin vej, at han ik ke faar tid til at fordybe sig i sit eget liv. Det bliver kun de ydre forhold, han beskæftiger sig med ligesom de fleste andre, der skriver selvbiografier. Maaske er det aandelig b lu færdighed, der h in d re r dem deri, men beklageligt er det, th i først gennem selvransagning og selvanalyse har den enkelte m ulighed fo r at give noget af v irk e lig væ rdi fo r andre. K u n ens eget jeg kan man um iddelbart opleve og anskue. L a d saa hellere nogle af de fine navne i buketten af bekendtskaber blive glemt.
Forfatteren har levet saa længe i fortiden, at det er ligesom han staar den nærmere end nutiden. M a n aner nu og da en u v ilje mod sociale og politiske forhold af idag. Det er næppe fo r dristigt at paastaa, at Dr. Bobé er aandsaristokrat og aandsbeslægtet med de mennesker, han har tru ffe t paa adelsgaardene, eller som han har skildret i sine bøger. Hans sprog hører ogsaa fortiden til.
Det er farverigt og med en særegen lang rytme, prydet med frem medord, der ofte bærer præg af en frem m ed og fje rn tid. Det er ikke nutidens sprogform og sprogrytme, man fin d e r i Livsdagen lang.
Dr. Bobées bog er ik ke en indgaaende analyse af mennesker -—
ej heller af mennesket Bobé — men den kan ik k e andet end fængsle h isto risk interesserede og v il paa flere pun kter give dem ny viden.
Jo h an H vidtfeldt.
Kalkmalerier.
D e n d a n s k e B i l l e d b i b e l . D e m i d d e l a l d e r l i g e K a l k m a l e r i e r i d e d a n s k e K i r k e r . Et Udvalg samlet af B. Broby-Johansen. Med Tekst fra Bibel og samtidige Kilder. Gylden
dal 1947.
Broby-Johansen, der h ar indlagt sig stor fortjeneste ved sin i begyndelsen af fyrrerne udgivne bog: Hverdagskunst-Verdens
kunst, har forøget denne fortjeneste betydeligt ved sin nye k a lk maleribog, som her skal gøres- til genstand fo r nærmere omtale.
Hverdags-Verdenskunsten er efter anmelderens og vistno k de flestes mening en fortræ ffelig bog, og der er ingen tv iv l om, at den i høj grad h ar u d fø rt sin m ission, som var at bringe kunsten ud til menigmand, lære ham selv at se, lære ham at forstå, at
kunsten ik ke er et lu kket land fo r ham, kun forbeholdt nogle få intellektuelle, men hverm ands eje, bare hverm and v il lu kke sine glugger op og bruge dem. Bogens hastige frem kom st i 2. oplag (7— 17000 exempl.) betegner den som en best-seller og viser, at den h a r u d fy ld t et v irk e lig t savn og mættet den længsel efter kunst, der findes i enhver sjæl, der tænker på andet end at slæbe penge hjem, snyde sin næste og fylde sin vom. Mættet, nej den h a r tvæ rtim od skærpet appetitten, og der er ingen tvivl om, at kalkm aleribogen trods det efter danske fo rh o ld store oplag på 12000 exempl. om føje år v il se måske både 2. og 3. oplag. Og den fortjener det.
Om sin kalkm aleribog skriver forf. beskedent, at den ik ke skal erstatte kalkm alerierne, men vise hen t il dem. M an skal selv se dem og leve sig in d i dem. „D et kræver både sporsans og kom bi
nationsevne og frem fo r alt in itia tiv , at få noget v irk e lig t ud af dem. I åndsliv eksisterer ik ke arb ejd sfri indtæ gt“ . Det er den gode m elodi fra Hverdags-Verdenskunst igen. F o rf. v il have fo lk til selv at se. H an viser dem blot det udvalg, han nu finder, er bedst. Og det er et p ra g tfu ld t materiale, der har ligget i museets a rk iv og ventet på sin mand, dejlige billeder, akvareller og foto
grafier, helhedsbilleder og fine detailler.
D er foreligger to store bøger om D anm arks kalkm alerier, Mag- nus-Petersens fra 1895, som medtager alt, hvad man da kendte, illu strere t efter tegninger og akvareller, og det fo r ik ke længe siden udkom ne pragtvæ rk af P o u l N ø rlu n d og Egm ont L in d om vore rom anske kalkm alerier, hovedsagelig illu strere t med L in d s m esterfotografier. Så nyttige og udmærkede disse bøger end er, kom m er de dog ik ke uden fo r videnskabsmændenes og enkelte interesseredes snævre kreds, som de også ifølge deres anlæg hen
vender sig til. De er k ild eskrifter, som ingen der v il skrive om kalk m a le rie r kom m er udenom, så v id t m uligt fuldstændige, hvad emnerne angår og ræsonnerende og sam m enstillende i behandlin
gen, der n atu rligvis er udstyret med fu ld t videnskabeligt apparat
— det gælder nu mest den sidste.
Idéen at sam m enstille D anm arks kalkm alerier i en billedbibel er excellent, den er så naturlig, at man undrer sig over, at den ik k e forlæ ngst er udført, og det er den bedste m ålestok for, hvor god den er. Ved gennemførelsen af denne idé slipper forf. fo r at behandle stilperioderne hver fo r sig, men kan efter forgodtbefin
dende blande romanske, gotiske og renæssancemalerier sammen, hvad der gør bogen liv lig og afvexlende og tit giver overraskende resultater, ligesom det giver anledning til mange kloge og lære
rige bemærkninger.
Bogen er skrevet fo r menigmand, vel nok fo r lid t mere videre-
komne end Hverdags-Verdenskunst, men bortset måske fra Nør- lund og L in d kan alle ikke blot glæde sig over denne billedsam - ling, men også lære af den. F o rf. har gjort hovedarbejdet fo r mangen videnskabsmand, der ellers selv med bøjet ryg måtte snuse ru n d t i Nationalm useets arkiv, og han h a r åbnet kirkernes billedrigdom fo r dem, der kun v il se og glædes.
Det første in dtryk, man få r ved at blade bogen igennem, er, at den er grim : F o rf. opererer med næsten margenløse sider, store og små billeder uden tilsyneladende orden, farvebilleder og sorte klichéer ved siden af hinanden, ligesom de tre forskellige s k r ift
typer, der går igen på næsten hver side, bidrager t il at skabe et u ro lig t in dtryk, ja, nogle sider synes at være i niveau med døgnets billedblade. P å den anden side er der også billedsam m enstillinger af storslået virk n in g , og dobbeltsiderne er en glim rende o p fin delse, fo rd i de tilla d e r at give billederne i så stor målestok, at man få r fornøjelse selv af de små enkeltheder. M en i alm indelig
hed må man sige, at forf. er gået fo r vidt i sin stræben efter o ri
ginal eller særpræget billedplacering, og kun det fortræ ffelige materiale, han arbejder med, h in d re r bogen i at virk e banal. Det er tydeligt, at forf. selv er i nær slægt med de sengotiske k a lk malere, hvis saft og k ra ft ofte opnåedes på bekostning af skøn
heden, og som også led af skræ k fo r det tomme rum. H vor vilde et par enkelte sider — som i Hverdags-Verdenskunst — med bred, hvid ramme have været en hvile fo r øjet. Og dog skal m an måske ik ke ærgre sig for meget over denne gennemførte „b illed b lad s
te k n ik “ , fo r ligesom man kan glæde sig over et godt gammelt hus fra 80’erne med guirlander, hermer, pilastre, løvefødder og ge
svejsninger m idt im ellem glatte mer eller m indre triste facader, kan man ikke nægte, at det v irk e r oplivende at få en slig bog i hænde. M an griber sig blot i at undres over, at der slet ingen b il
leder findes, som står på hovedet, eller at ingen er fotograferet gennem hønsetråd, ja, og tænk så, om alle illustrerede bøger nu blev således!
Hvad sproget angår, da tør man uden at overdrive slå fast, at texten er det mærkeligste sam m ensurium af gammelt og splin ter
nyt og ganske uden den sikkerhed, der ellers kendetegner denne kræsne stilist. I begyndelsen af indledningen v rim le r det med Sven Clausensk sprogforbistring, ligesom forf. utvivlsom t hører til dem, der v il imødese indførelsen af de små bogstaver med glæde, al den stund han kun nu og da er gode venner med de store. Texten fra bibelen og „de samtidige k ild e r“ er givet i et norm aliseret sprog, der sikkert v irk e r stem ningsfuldt på mange, men dog i længden føles irriterende, fo rd i forf. savner den in d levelsesevne og digterkraft, der skal t il fo r at kopiere tidligere
tiders sprog og stil; naturligvis, fo r opgaven er um ulig i sig selv;
I. P. Jacobsen knækkede også halsen på den. Det stemmer til mismod, at menneskene altid „ræddes G ud“ og ik ke frygter ham, stavemåden testament fo r testamente tåler man ik ke at se fo r mange gange, og når man 27 gange har set Den hellige læst i stedet fo r det nye testam ent(e), er man parat t il at slå noget i stykker. Desværre præges også de iøvrigt fortræ ffelige b ille d kom m entarer af den quasi-højtidelige tone fra „de samtidige k il
der“ , af og t il bliver stilen helt museumsagtig, når det fx. hedder om en person, at han „ses at have kom ulesko...“ ; men en sjælden gang, gudsketak fo r det, bryder fo rf.’s egen velsignet — hvor b li
ver m an påvirket — naturlige tone frem i slående, ægte moderne u d try k som i skild rin g en af tjeneren, der kom m er med Johannes Døberens hoved på et fad (s. 90) eller af den tudende Eva (s. 39) fo r ik k e at tale om den h u m ø rfyldte s k ild rin g af den flamme- fjertende kvinde og djævlene (s.211).F o r endelig at gøre den onde k r it ik færdig, kom m er det m ig for, at in d b lik k e t (som in d le d n in gen kaldes) er bogens svageste part, da det ik ke indeholder meget ud over alm indeligheder, der ganske vist er serveret på en fris k og indtagende måde; men forf. h ar her ladet en enestående chance slippe sig af hænde t il at fortæ lle læserne noget, skal v i sige ge
digent k u n sth isto risk om kalkm alerierne og ik ke bare nøjes med en å n d fu ld registrering af visse fakta, der hvad de romanske k a lkm a lerier angår, de mest storslåede, men vel også de vanske
ligst tilgængelige, rent ud sagt beløber sig til n u l og nix, mens de gotiske få r en noget bedre behandling. F o rf. kunde have fo rta lt den undrende læser om idéen og systemet i disse h ø jtidsfu lde ældste m alerier og have gjort opmærksom paa, hvorledes fig u rerne bærer det samme u d tryksfu ld e eller udtryksløse u d try k i glæde, sorg, harme, fortvivlelse, fo rd i følelserne ik ke giver sig til kende i ansigtet men i „a ttitu d e n “ , i stærk modsætning t il gotik
kens levende bevægede ansigter. M en — h e ri er forf. sikkert ik ke enig med anmelderen; han v il sikkert hævde, at han har skrevet indledningen, som han har, fo rd i han fandt, at denne form var den bedste, og at han ik ke har „k u n sth isto risk e “ am bi
tioner, og da det i dette tilfæ lde er forf.s og ik k e anmelderens mening, der tæller, v il v i gå videre i vor behandling.
Da titelen på bogen hedder: Den danske billedbibel, følger den i det store og hele gangen i bibelen, begyndende med det gamle testamente. F o ru d fo r skabelsen går dog en extra indledning, kaldet viede vægge og hvælv, der svulm er af væ rdifuld oriente
rin g om kalkm alerierne, deres placering, afdæ kning og stil; om de rom anske m alerier få r v i bl. a. at vide, at farverne i kunsten bliver en flam m ende sansebrand reguleret i stramme kontur-
systemer, et u d try k der viser fo rf.’s visionære kraft, eftersom de fleste billeder fra denne periode er kommet temmelig afblegede ned t il os. Dernæst følger v i alle de store begivenheder i de to testamenter og få r sam tidig nogle udmærkede afsnit om helge
nerne, sam fundsklasserne og helvede, det sidste af m alerisk og gruopvækkende karakter, dog heldigvis isprængt den barokke hum or, der er senm iddelalderen egen.
A lle billederne ledsages af udm ærket oplysende bemærkninger, stadig ikke „k u n sth isto risk e “ i videre grad, men en kunstners syn på farver og kom position og en kyndig lærers forklarende vejledning i frem stillingerne. De fleste billeder har allerede tid ligere fået deres fo rklarin g , og n år fo rf. en sjælden gang går uden fo r disse, er det ik ke altid med held. Jeppe M u re r (s. 30) kan således ik ke opfattes som bisp, da han hverken h ar bispehue på eller d rik k e r af en kalk. Det er ganske sim pelt m ureren Jeppe, som maleren har gjort sig den fornøjelse at skildre med bæger i hånden og ik ke nogen hat, men mandens bomærke anbragt som hovedtøj. Det er sikkert den gode Jeppes tørre tunge, der har inspireret maleren, og v i har derfor her et meget talende vidnes
byrd om, hvad de gotiske dekoratører kunde tillade sig, og hvor suveræne de var i deres motivvalg. S. 56 serverer fo rf. læseren en temmelig u fordø jelig kost, idet han lader Moses fare t il h im mels i pagtens ark (pagtens a rk var en skatkiste, sml. billedet på flgd. side og gam m eldansk a rk = kiste) med A ro n s stav(!) og lovens ta v le r(!). Det er en underkendelse af malerens evne t il at tegne tavler, og hvad i him m elens navn skulde Moses med Arons stav? Husk, kære forfatter, en udgiver er ik k e plig tig at fo rk la re alt, især ik ke det, han ik k e kan, og han behøver ik k e at skamme sig ved at sige det.
N atu rligvis kom m er der altid sm åfejl og unøjagtigheder i så om fangsrig og in dh oldsrig en bog. De er ku n få og små i denne og rokker ia ltfa ld ik ke ved den kendsgerning, at fo rf. i høj grad har mestret den opgave han h ar sat sig, og han kan næppe få større ros end den, at de, der skumlede over hans Hverdags-Ver- denskunst, ik ke blot er blevet bragt t il tavshed, men delvis h ar sluttet sig til den bifaldsm um lende skare. De alm indelige in d vendinger, som her er frem ført, viser, at også anmelderen hører til denne flok, og der kan heller ik ke være tvivl om, at det rette stof er kommet i den rette mands hænder.
E. M oltke.
