Lone Carstensen & Mette Vaarst Danmarks JordbrugsForskning
Afdeling for Husdyrsundhed og Velfærd Postboks 50
DK-8830 Tjele Allan Roepstorff
Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole Center for Eksperimentel Parasitologi Dyrlægevej 100
DK-1870 Frederiksberg C
Endoparasitter i økologiske svinebesætninger
DJF rapport Husdyrbrug nr. 49 • Juni 2003
DJF rapporter indeholder hovedsageligt forsknings- resultater og forsøgsopgørelser rettet mod danske forhold. Endvidere kan rapporterne beskrive større samlede forskningsprojekter eller fungere som bilag til temamøder. DJF rapporter udkommer i serierne:
Markbrug, Husdyrbrug og Havebrug.
Rapporterne koster i løssalg 50-100 kr. pr. stk., af- hængig af sidetal. Abonnenter opnår 25% rabat og abonnement kan tegnes ved henvendelse til:
Danmarks JordbrugsForskning Postboks 50, 8830 Tjele Tlf. 8999 1010
Alle DJF´s publikationer kan bestilles på nettet:
www.agrsci.dk Tryk: DigiSource ISSN 1397-9892
Forord
I perioden 1996 – 2000 blev der i regi af Forskningscenter for Økologisk Jordbrug (FØJO) gennemført en række undersøgelser med henblik på at belyse sundhed, velfærd og produktionsøkonomi i den økologiske svineproduktion.
Afdeling for Husdyrsundhed og Velfærd, DJF, udførte i samarbejde med Center for Eksperimentel Parasitologi, KVL, et delforsøg under projektet ”Sundhedsfremmende og sygdomsforebyggende foranstaltninger i husdyrproduktionen”. Dette delforsøg fokuserede på parasitbelastningen hos økologiske svin, idet parasitter antoges at være et problem, fordi såvel søer som grise har adgang til udearealer i en stor del af året, og dermed mulighed for optagelse af parasitsmitte. Samtidig er forebyggende antiparasitær behandling ikke tilladt.
Undersøgelsen blev udført som gentagne tværsnitsundersøgelser i 9 økologiske svinebesætninger.
Nærværende rapport opsummerer resultaterne på tværs af de 9 besætninger, ligesom den mere detaljeret beskriver parasitbelastninger og managementforhold i de enkelte besætninger.
De involverede besætningsejere takkes for det gode samarbejde. Ligeledes tak til forsøgsteknikerne for deres indsats i forbindelse med besætningsbesøgene. Tak til Marlene Høgh for
laboratoriearbejde i forbindelse med de parasitologiske undersøgelser og Rodrigo Labouriau for statistisk vejledning.
Forskningscenter Foulum Niels Agergaard
Maj 2003 Forskningschef
Indholdsfortegnelse
Resume ...3
Indledning...3
Materialer og metoder ...4
Resultater...5
Tabel 1...6
Samlede resultater på tværs af besætninger ...7
Tabel 2 ...8
Tabel 3...10
Diskussion ...11
Konklusion ...13
Besætningsvise resultater ...15
Besætning 1 ...15
Besætning 2 ...17
Besætning 3 ...19
Besætning 4 ...21
Besætning 5 ...24
Besætning 6 ...27
Besætning 7 ...30
Besætning 8 ...33
Besætning 9 ...36
Referencer ...39
Endoparasitter i økologiske svinebesætninger
Lone Carstensena, Allan Roepstorffb, Mette Vaarsta
a Danmarks JordbrugsForskning, Afd. for Husdyrsundhed og Velfærd, Postboks 50, 8830 Tjele
b Center for Eksperimentel Parasitologi, Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, Dyrlægevej 100, 1870 Frederiksberg C
Resumé
I ni økologiske svinebesætninger blev den fækale ægudskillelse og foldkontaminationen med parasitæg hhv. larver undersøgt hver 6. uge i en periode fra marts til oktober 1999. Det blev vist, at økologiske svin var inficeret med spolorm (Ascaris suum; 28% 12-ugers grise, 33% slagtesvin, 4% søer), piskeorm (Trichuris suis;
4% 12-ugers grise, 13% slagtesvin, <1% søer) og knudeorm (Oesophagostomum spp.;
5% 12-ugers grise, 14% slagtesvin, 20% søer), hvorimod infektioner med røde maveorm (Hyostrongylus rubidus), lungeorm (Metastrongylus spp) eller trådorm (Strongyloides ransomi) ikke blev påvist. Ydermere viste ingen svin kliniske tegn på skab eller lus. Gennem hele perioden blev der fundet meget få Trichuris æg i jordprøverne, hvorimod Ascaris æg blev fundet i 14% af jordprøverne fra søernes græsningsarealer og i 35% af prøverne opsamlet på slagtesvinenes græsningsarealer med de første infektive æg registreret i juli og det største antal i august. Infektive Oesophagostomum larver blev fundet i græsprøver i stigende tal fra maj til oktober.
Indledning
Industrialiseringen af den danske svineproduktion i begyndelsen og midten af dette århundrede har været årsag til elimineringen af nogle arter af indvoldsorm og en nedgang i forekomsten af andre (Nansen og Roepstorff, 1999; Roepstorff og Jorsal, 1989). Med genindførelsen af systemer med udendørs svineproduktion er der risiko for igen at øge infektionsniveauet med de eksisterende ormeparasitter (f.eks. Jolie et al., 1998), hvilket muligvis kan føre til nedsat tilvækst eller endog kliniske symptomer hos smågrise og slagtesvin. Ydermere er risikoen til stede for at genindføre arter af indvoldsorm som f.eks. Hyostrongylus rubidus og Metastrongylus spp., som ikke har forekommet i danske svin i årtier. Den økologiske svineproduktion løber i denne forbindelse en særlig stor risiko, da lovgivningen indeholder et regelsæt for autoriseret økologisk husdyrproduktion, som kan have betydning for forekomsten af parasitinfektioner. I 1999 omfattede de danske regler for økologisk svineproduktion således: Adgang til græsningsareal mindst 150 dage om året (undtaget er slagtesvin, forudsat at de har adgang til udendørs areal);
anvendelse af halmstrøelse; adgang til grovfoder; fravænningsalder minimum 7 uger; ingen forebyggende medicinering (heller ikke ormemidler); tilbageholdelsestid efter medicinsk behandling, som er tre gange længere end i konventionelle besætninger (Lov nr. 479, 1996).
Formålet med nærværende undersøgelse var at belyse udbredelsen og infektionsniveauet med parasitter i økologiske svinebesætninger i Danmark og beskrive, hvorledes forebyggende managementprocedurer blev håndteret i praksis.
Materialer og metoder Deltagende besætninger
Forsøget blev udført som gentagne tværsnitsundersøgelser i ni private økologiske besætninger i Danmark. Besætningerne havde været økologiske fra få måneder og op til 8 år, og besætningsstørrelsen varierede fra 12 til 258 søer (Tabel 1). Alle på nær to besætninger havde både søer og slagtesvin.
Besætningsbesøg
Alle besætningerne blev besøgt inden for en periode på 10 dage, hver 6. uge fra marts til oktober (dvs. 5 besøg). Ved det første besøg blev besætningsejeren interviewet om produktionen og managementrutinerne, og jordprøver blev indsamlet fra de græsningsarealer, der skulle anvendes til græsning fra april og frem, af henholdsvis drægtige søer og slagtesvin. Ved andet til femte besøg indsamledes rutinemæssigt gødnings- og jordprøver. Græsprøver blev indsamlet på drægtighedsfolden i alle besætninger ved det andet besøg, mens der på de efterfølgende besøg kun blev udtaget græsprøver på folde, hvor der gik søer eller slagtesvin med knudeorm. Dvs. når gødningsprøverne viste knudeorminfektion hos en aldersgruppe i en besætning, blev der på det følgende besætningsbesøg taget græsprøver på den relevante fold.
Forhold vedrørende græsningsarealernes udseende samt kliniske observationer af grisene blev registreret. Sidstnævnte inkluderede tegn på ektoparasitter, dvs. skab og lus.
Gødningsprøver
Gødningsprøver blev indsamlet rektalt fra 4 grupper af hver 10 grise: 12 uger gamle smågrise, 90 kg slagtesvin, drægtige søer og diegivende søer. Alle prøver blev omgående nedkølet og sendt til laboratoriet, hvor de blev opbevaret på køl indtil undersøgelsen, som fandt sted inden for få dage. Optælling af æg i gødning blev foretaget ved hjælp af McMaster koncentrationsteknikken med en lavere detektionsgrænse på 20 æg pr. g gødning (epg = eggs per gram) som beskrevet af Roepstorff og Nansen (1998). Coccidie oocyster blev registreret som ”få, middel eller mange”. Gødningsprøver, der indeholdt strongylide æg, blev dyrket i 8 dage i vermiculit ved stuetemperatur, hvorefter de blev blandet med agar, og infektive larver blev høstet ved Baermann migrations metoden (Mwegoha og Jørgensen, 1977), og 200 L3 larver blev artsbestemt i henhold til Alicata (1935).
Jordprøver
Jordprøver blev udtaget ved en standard metode, hvor der blev opsamlet 5 g jord ned til 3 cm dybde for hver 20 skridt på folden. Folden blev gået igennem i siksak først fra den ene side og dernæst fra modsatte side. Der blev indsamlet to sådanne poolede prøver fra hvert græsningsareal, som blev analyseret separat. Efter grundig
i adskillige McMaster objektglas som beskrevet af Roepstorff og Nansen (1998), hvorved en lavere detektionsgrænse på 0,2 epg blev opnået.
Græsprøver
To græsprøver (200-300 g) blev indsamlet manuelt (håndplukket) for hver 15-20 skridt ved at gå i siksak to gange hen over græsningsarealet. Græsprøverne blev vasket, og efter sigtning (1000 µ) og bundfældning blev bundfaldet Baermanniseret.
Metoden til identificering af L3 larverne var den samme, som blev anvendt til de dyrkede L3 larver fra gødningsprøverne.
Græsningsarealernes udseende
Foldene blev visuelt evalueret for den procentvise andel af arealet, der var græsdækket, bar jord, hhv. oprodet. Græshøjden blev på hver fold beregnet som gennemsnittet af 5 målinger med en græsmeter.
Obduktion
Der blev udført udvidet sygdomskontrol (USK) på slagtesvinene i forbindelse med slagtning. Antallet af ormepletter på overfladen af leveren (ws) blev klassificeret som lavt (1-4 ws), middel (5-14 ws) eller højt (mere end 14 ws).
Beregninger og statistik
Prævalensen af indvoldsorm og den fækale ægudskillelse (FEC) blev beregnet som gennemsnittet af besætningsgennemsnittene.
Statistiske analyser blev udført ved hjælp af GLM-proceduren PROC GENMOD i SAS version 6.12 (SAS, 1989 og 1996). Modellen anvendte en binomial fordeling af responsvariablen: indvoldsormeforekomst, og undersøgte effekten og vekselvirkningerne af de uafhængige variabler, alder, måned og besætning, og udelod dem trinvis, hvis de var insignifikante. Modelkontrol blev udført ved hjælp af maximum likelihood ratio test og Pearsons residual plot.
Resultater
Resultaterne præsenteres indledningsvist samlet på tværs af besætningerne. Efter den samlede diskussion og konklusion følger beskrivelser af produktionsforhold, management og parasitforekomst i de enkelte besætninger.
Tabel 1.Data vedr. de deltagende økologiske svinebesætninger. ArbejdskraftStart svineholdØkologisk driftArealJordtypeMarkrotationPermanentefoldeBesætning jer+ medhjælper1997199751 haSoholdet indgik i rotation med sædskiftet på hele arealet, 10-12 ha årligt til grisene, dvs. 4 år imellem anvendelsen til søerne.
Ingen.74 årssøer (DLY) 5 orner (DY) 1400 slagtesvin årligt. EjerTidligere indendørs slagtesvine besætning
199847,4haSædskiftet var endnu ikke indkørt. Marker nærmest omkring ejendommen anvendtes til søerne, 8 ha årligt. Der forventedes 1-2 år imellem afgræsning.
0,8 ha engareal til drægtige søer.59 årssøer 652 slagtesvin i 1999. odermester + medhjælper19971997184 haGrovsandet jord til grov lerblandet sandjord
Soholdet indgik i 2-årigt sædskifte nærmest omkring ejendommen, 19 ha årligt., dvs. 1 år imellem afgræsning af foldene.
Ingen.258årssøer En del smågrise blev solgt ved 30 kg., resten blev opfedet på ejendommen. Ejer1998Januar 1999 14,5 haFinsandet jord5 ha årligt til grisene, som indgik i sædskiftet på hele arealet, dvs. der gik 2 år imellem afgræsning af foldene.
Engareal til drægtighedsfolde.70 årssøer (LD) 5 orner (Pietrain Q, Y, YD) 1300-1400 smågrise årligt. Ejer1993199453 haFinsandet jord 11 ha årligt til grisene Rotation mellem 3 marker, men der gik ikke altid 2 år imellem brug af markerne til afgræsning.
Små permanente græsfolde i forbindelse med slagtesvinestalden.
0 årssøer1) 2 orner 5-600 slagtesvin. jer+ landbrugsele v
1988 frilandsso hold 199835 haFra finsandet jord til grov sandblandet lerjord.
Svinene indgik i 2-årigt sædskifte på hele arealet., dvs. 17 ha årligt til grisene. Før 1999 var det sohold, og fra 1999 både søer og slagtesvin. Svinene græssede endvidere på de dyrkede marker i efteråret efter høst . En stejl bakketop samt en lille klynge træer blev brugt permanent til søer eller slagtesvin.
100 i 1997 og 1998. 70 søer i 1999 (LyDH, YD, LYD). 5 orner (Y, YD, LyD) Hidtil 1800 smågrise, men fra 1999 1200 slagtesvin. Ejer1978 Frilandsgris e fra 1992
199666 ha,Fin sandblandet lerjord.
Sohold og slagtesvin indgik i rotation med sædskiftet på hele arealet, 15 ha årligt til grisene, dvs. 3 år imellem afgræsning.
Permanente løbefolde nær ejendommen. Brugtes evt. også til farefolde.
50 sopolte (LYD) indkøbes og løbes nov-januar. Slagtes efter fravænning. 8 orner (LY). 150 smågrise og 2-300 slagtesvin produceres. jer+ medhjælper1997199732haFin sandblandet lerjord.
Sohold og slagtesvin indgik i rotation med sædskiftet på hele arealet, 8 ha årligt til grisene, dvs. 3 år imellem afgræsning.
En brakmark brugtes permanent til "bufferfold". 75 årssøer (fortrinsvis LYD). 3 orner (LY, LYD). 1000 smågrise og 700 slagtesvin. jerog medhjælper, begge på deltid.
1991199123,5haGrovsandet jord til finsandet jord.
Sohold og slagtesvin indgik i rotation med sædskiftet på hele arealet, 5 ha årligt til grisene. Der var oftest 2 år imellem afgræsning.
Ingen.12 søer (blandingsracer) 2 orner (blandingsracer) 2-250 slagtesvin årligt. 1)Oprindeligt 30 årssøer, men besætningen var nu under afvikling.
Samlede resultater på tværs af besætninger Besætningerne
En kort beskrivelse af besætningerne er vist i Tabel 1. Alle søer og slagtesvin var krydsninger af Landrace, Yorkshire og/eller Duroc. Søerne var på græs i alle besætninger i rotation mellem farefold (enkelt-farefolde undtagen i én besætning) og drægtighedsfold (som oftest med grupper af 5-15 drægtige søer). Bedækning (eller kunstig inseminering i en besætning) fandt sted på fold eller i dybstrøelsesstald. Ved fravænning i 7-10 ugers alderen blev både smågrise og søer flyttet til stald eller til nye græsningsarealer undtagen i én besætning, hvor grisene forblev på farefolden og først blev flyttet til en dybstrøelsesstald 1-2 måneder før slagtning. Alle de økologiske besætninger brugte svinenes afgræsning som en integreret del af sædskiftet, hvilket betød, at grisene vendte tilbage til tidligere anvendte græsningsarealer med 1-4 års intervaller. Men da besætningerne var relativt nyetablerede, var svinene i kun ca. halvdelen af besætningerne vendt tilbage til tidligere afgræssede arealer. Seks besætninger brugte også permanente græsningsarealer udover rotationsarealerne (Tabel 1). Medicinsk behandling mod indvoldsorm blev ikke gennemført i nogen af besætningerne under forsøget.
Græsningsarealer
Græshøjden varierede fra 1 til 60 cm, og græsningsarealerne havde fra 0 til 99%
græsdække. Græsdække og -højde var sædvanligvis højere på søernes græsningsareal end på slagtesvinenes: 80-99% græsdække på søernes græsningsarealer mod 1-80% på slagtesvinenes, og normalt 2-25 cm græshøjde hos søerne mod 1,5 -10 cm hos slagtesvinene. Alle besætninger, undtagen to, anvendte trynering til søerne, men i praksis havde mange søer tabt den, hvilket betød, at kun ca. halvdelen af søerne havde trynering. Alligevel var det tydeligt, at smågrise og slagtesvin på græs var meget mere aktive med at rode i jorden sammenlignet med søerne.
Parasitologiske resultater Gødningsprøver
Tre arter af indvoldsorm blev påvist. Ascaris suum blev fundet i ni besætninger, mens Trichuris suis og strongylider blev fundet i henholdsvis seks og fem besætninger. De identificerede L3 larver var alle Oesophagostomum sp., og alle strongylideæg blev derfor anset for at høre til denne art. Der blev udtaget separate prøver fra drægtige og diegivende søer, men i præsentationen af resultaterne er disse to grupper slået sammen, eftersom deres fækale ægudskillelse var sammenlignelig. Således sås ingen stigning i ægudskillelsen fra søerne omkring faring. A. suum og T. suis blev primært fundet i slagtesvin, idet 28% af smågrisene og 33% af slagtesvinene udskilte A. suum æg, og 4% af smågrisene og 13% af slagtesvinene udskilte T. suis æg, hvorimod disse to indvoldsorm kun blev fundet sporadisk hos søer (Tabel 2). I modsætning hertil steg forekomsten af Oesophagostomum sp. med alderen, fra 5% hos smågrisene, til 14% hos slagtesvinene, og 20% hos søerne (Tabel 2). Coccidier blev konstateret i alle besætninger, og blev ud fra morfologien bestemt til at være Eimeria sp.
Tabel 2
Prævalensen af Ascaris suum (Asc), Trichuris suis (Tri), og Oesophagostomum sp. (Oes) hos 3 forskellige aldersgrupper i denne undersøgelse samt i en tidligere undersøgelse i danske økologiske besætninger (Roepstorff et al., 1992) og en undersøgelse i svenske svinebesætninger på friland (Christensson, 1996).
Asc Tri Oes Nærværende
undersøgelse
Fravænningsgrise 28 4 5
Slagtesvin 33 13 14
Søer 4 <1 20
Roepstorff et al., 1992
Fravænningsgrise 50 11 24
Slagtesvin 57 7 44
Søer 29 4 50
Christensson, 1996
Fravænningsgrise 67 ? 27
Slagtesvin 55 ? 73
Søer 14 ? 51
Spolorm,Ascaris suum
De gentagne indsamlinger af gødningsprøver viste, at A. suum ægudskillelse varierede betydeligt henover tid både mellem besætninger og inden for den enkelte besætning (Fig. 1). De statistiske analyser af effekten af alder, måned, og besætning på forekomsten af A. suum viste en signifikant effekt af alle tre variabler, såvel som af deres vekselvirkninger. Forekomsten af Ascaris var 18-38% hos smågrise og 18-50%
hos slagtesvin. Besætning 9 havde ekstremt høje infektionstal hos smågrise såvel som hos slagtesvin (90% af slagtesvinene i august og 100% af smågrisene i oktober). Fig. 1 viser en tendens til en højere forekomst af Ascaris infektioner i oktober sammenlignet med tidligere på sæsonen, og denne forskel var statistisk signifikant. De gennemsnitlige FEC værdier af Ascaris var 22 epg hos søer (gennemsnitlig besætningsvariation: 0-86), 640 epg hos slagtesvin (variation: 86-2119) og 719 epg hos smågrise (variation: 61-3156) (Tabel 3).
Figur 1
Prævalensen af Ascaris suum,Trichuris suis og Oesophagostomum sp. er beregnet som gennemsnittet i de 9 besætninger. Udsvingene i besætningernes gennemsnitlige prævalenser er angivet. Tomme søjler: 12-ugers grise, grå søjler: slagtesvin, sorte søjler: søer.
T r ic h u r is s u is
0 1 0 2 0 3 0 4 0 5 0 6 0 7 0 8 0 9 0 1 0 0
M a y J u ly A u g u s t O c to b e r
prævalens rate (%)
O e s o p h a g o s to m u m s p p .
0 1 0 2 0 3 0 4 0 5 0 6 0 7 0 8 0 9 0 1 0 0
M a y J u ly A u g u s t O c to b e r
prævalens rate (%)
A s c a r is s u u m
0 1 0 2 0 3 0 4 0 5 0 6 0 7 0 8 0 9 0 1 0 0
M a y J u ly A u g u s t O c to b e r
prævalens rate (%)
Tabel 3
Fækale ægudskillelsestal (FEC) fra Ascaris suum, Trichuris suis og Oesophagostomum sp. beregnet som gennemsnittet af besætningsgennemsnittene. Maximum og minimum FEC besætningsgennemsnitsværdier er angivet i parantes.
Ascaris middelværdi
(min-max)
Trichuris middelværdi
(min-max)
Oesophagostomum middelværdi
(min-max)
12-ugers grise 719 6 23
(61-3156) (0-35) (0-116)
Slagtesvin 640 60 214
(86-2119) (0-334) (0-1119)
Søer 22 0.06 161
(0-86) (0-0.5) (0-934)
Piskeorm,Trichuris suis
Trichuris suis var den næsthyppigste indvoldsorm, men infektionsgraden var generelt lav i besætningerne, nemlig 2-9% hos smågrise og 10-19% hos slagtesvin. De gennemsnitlige ægtal var også lave, 6 epg hos smågrise (gennemsnitlig besætningsvariation: 0-35 epg) og 60 epg hos slagtesvin (variation: 0-34 epg) (Tabel 3). De statistiske analyser viste kun signifikant effekt (p<0,0001) af alder og besætning for Trichuris forekomst men ingen effekt af tidspunkt og bekræftede, at Trichuris var mest almindelig hos slagtesvin (se Fig. 1). Antallet af Trichuris infektioner var højt hos smågrise og slagtesvin i besætning 5 (max. forekomst 50%
hhv. 70%), og denne besætning havde oplevet pludselig høj dødelighed hos smågrise og blodig diarré hos de overlevende smågrise lige før starten af nærværende forsøg.
Mikrobiologisk undersøgelse af gødningsprøver fra diarrégrise afdækkede ikke årsagen, og besætningens dyrlæge antog derfor, at indvoldsorm var årsagen, skønt diagnosen ikke blev bekræftet ved parasitologisk undersøgelse og ej heller behandlet med ormemidler.
Knudeorm,Oesophagostomum sp.
Forekomsten af Oesophagostomum sp. (Fig. 1) viste en signifikant stigning (p<0,0001) med alder, og ydermere sås en signifikant effekt af besætning (p<0,0001) og tidspunkt (p<0,0001), idet forekomsten af Oesophagostomum sp. var højest i august.
Den gennemsnitlige ægudskillelse var 23 epg hos smågrise (besætningsvariation: 0- 116 epg), 214 epg hos slagtesvin (variation: 0-1119 epg) og 161 epg hos søer (variation: 0-934 epg) (Tabel 3). Besætning 5, der havde kraftige Trichuris infektioner, havde også en markant højere forekomst af Oesophagostomum sp. hos smågrise (max.
forekomst 50%) og specielt hos slagtesvin (max. forekomst 100%), såvel som markant højere FEC-værdier hos smågrise (gns.: 116 epg) og slagtesvin (gns.: 1119 epg) sammenlignet med andre besætninger.
Kliniske observationer
Ingen dyr viste symptomer forårsaget af ekto- eller endoparasitter under vores besøg. Besætning 8 havde haft et kraftigt skabudbrud i 1998, men hele besætningen var blevet behandlet med IvomecR pour on, hvilket havde kureret symptomerne.
Jordprøver
Et-hundrede-og-seksten poolede jordprøver blev indsamlet fra søernes græsningsarealer, hvoraf 16 indeholdt Ascaris æg (14%), mens 17 ud af 49 jordprøver (35%) indsamlet fra grisenes græsningsarealer indeholdt Ascaris æg. To prøver fra søernes græsningsarealer indeholdt Trichuris æg (2%), mens én prøve fra grisenes græsningsarealer indeholdt Trichuris æg (2%). De første jordprøver blev indsamlet i marts, før forårets foldrotation fandt sted. Syv prøver ud af en total på 15 poolede jordprøver indsamlet i marts indeholdt Ascaris æg, og én prøve indeholdt Trichuris æg. Disse æg har sandsynligvis overlevet i 1-4 år. To af disse kontaminerede græsningsarealer havde aldrig være græsset af svin. I maj blev der ingen æg fundet fra indvoldsorm i nogen af de 30 jordprøver. I juli blev de første fuldt udviklede infektionsdygtigeAscaris æg fundet på grisenes græsningsarealer sammen med æg, der var under udvikling samt uudviklede æg. Et større antal modne æg blev konstateret i august og oktober, med det højeste antal i august.
Græsprøver
I maj, da græs blev indsamlet i alle besætninger, var kun en enkelt prøve positiv for Oesophagostomum larver (5 L3/kg tørstof). Prøver fra en ud af fire besætninger var positive i juli (gns. larvetal: 48 L3/kg tørstof), mens prøver fra to ud af fire
besætninger var positive i august (henholdsvis 43 L3/kg og 165 L3/kg). Af prøverne indsamlet fra de fire besætninger i oktober var de gennemsnitlige larvetal
henholdsvis 0, 1, 42 og 1300 L3/kg tørstof.
Obduktion
Slagtesvinene blev slagtet på de lokale slagterier, hvorfor det kun lykkedes os at få USK data fra 156 grise fra seks besætninger. 37% af disse havde 0-4 ormepletter i leveren (ws), 33% havde 4-14 ws, hvorimod 30% havde mere end 14 ws.
Leverforandringerne, forårsaget af ormenes vandringer, var karakteriseret som kronisk fibrøs interstitiel hepatitis, og 37% af leverne, som havde ingen eller kun meget få hvide pletter, ville blive godkendt til menneskeføde, hvorimod de resterende 63% sandsynligvis blev kasseret. 80% af leverne fra besætning 1 var i den kategori, der ville blive kasseret. Uheldigvis fik vi ikke USK data fra besætning 9, som havde usædvanligt høje Ascaris forekomster og FEC værdier.
Diskussion
Ascaris suum,Trichuris suis og Oesophagostomum sp. blev konstateret i de økologiske besætninger. Ingen dyr havde infektioner med Hyostrongylus rubidus,Metastrongylus spp. eller Strongyloides ransomi, og angreb med ektoparasitter såsom skab og lus blev ikke observeret. En lignende undersøgelse udført i 12 økologiske besætninger i 1990 og 1991 viste infektioner med de samme tre arter af indvoldsorm samt infektioner medStrongyloides ransomi og ektoparasitære angreb med skab og lus (Roepstorff et al., 1992). Nærværende undersøgelse viste lavere forekomster såvel som lavere
infektionsniveauer med indvoldsorm sammenlignet med den tidligere undersøgelse (Tabel 2). I begge undersøgelser var hovedparten af besætningerne nyetablerede, så forskelle i besætningernes alder kan ikke forklare de forskellige infektionsgrader, der blev observeret. To faktorer, der kan være årsag til forskellene, er opstaldningsforhold og anvendelse af permanente folde. De økologiske svin var i 1990-91 undersøgelsen ofte opstaldet i gamle stalde med dårlig hygiejne, og de permanente folde lå tæt på stalden eller fodringsområdet, således at der var en særlig høj anvendelse af de permanente områder. Disse risikofaktorer var generelt reduceret i 1999 besætningerne, med forbedrede opstaldningsforhold og nedsat brug af permanente afgræsningsarealer. Seks besætninger i 1999 havde permanente arealer, men oftest var brugen heraf begrænset. En undersøgelse udført i 10 svenske udendørs svinebesætninger (Christensson, 1996) viste usædvanligt store forekomster afAscaris suum i smågrise såvel som slagtesvin og søer, og det samme billede sås for Oesophagostomum sp. (Tabel 2). Strongyloides ransomi blev konstateret i to besætninger, mens Christensson ikke angav forekomsten af Trichuris suis, men nævnte, at denne indvoldsorm kun blev konstateret i én af de deltagende besætninger. Det er vanskeligt at vurdere årsagerne til forskellene i forekomsten af Ascaris og Oesophagostomum i de danske økologiske besætninger og de svenske udendørs besætninger, da der ikke gives informationer om managementrutiner etc. for de svenske besætninger. Den lave forekomst af Trichuris observeret i de svenske besætninger kunne eventuelt skyldes, at Christensson kun lavede én enkelt tværsnitsundersøgelse, mens vi derimod havde 4 gentagne besøg pr. besætning med udtagning af gødningsprøver.
I intensive indendørs besætninger med høj hygiejne og spaltegulve uden halmstrøelse, er infektioner med indvoldsorm blevet mere sjældne, idet Trichuris suis ogOesophagostomum spp. kun forekommer sporadisk (Nansen & Roepstorff, 1999).
Ascaris suum findes også i intensive besætninger, men jo bedre hygiejnen er, des senere inficeres grisene, og i nogle intensive besætninger, forekommer infektionerne ikke, før dyrene er kønsmodne (Nansen & Roepstorff, 1999). Smågrise, der fødes på inficerede græsningsområder, kan på den anden side blive stærkt inficerede meget tidligt (Roepstorff et al., 1992; Jolie et al., 1998). Set fra et produktionsøkonomisk synspunkt er det at foretrække, at grisene inficeres så sent i livet som muligt, da infektioner hos smågrise kan resultere i alvorlige leverskader samt nedsat vækst (Mejer et al., 1999), og infektioner i slagtesvin kan give leverskader, der kan resultere i kassation af leverne ved slagtning. En endnu senere infektion, uden nogen af de ovennævnte ulemper, vil naturligvis være at foretrække. Nærværende undersøgelse viste moderate infektionsgrader med Ascaris suum, men da hovedparten af besætningerne i forsøget kun havde haft udendørs svin i få år, kan det være, at infektionsniveauet i flere af disse besætninger endnu var under udvikling. En besætning havde produceret økologiske grise i 8 år og havde konsekvent anvendt foldrotation, dvs. der var ingen permanente græsningsarealer, og grisene vendte tilbage til græsningsarealerne efter tre år. Alligevel havde denne besætning usædvanligt høje forekomster af Ascaris hos smågrise og slagtesvin samt specielt høje FEC værdier, så dette måtte sandsynligvis være på grund af en akkumulering af parasitæg i jorden hen over tid, hvilket er en sandsynlig antagelse, når man kigger på de relativt høje antal æg, der blev fundet i jordprøverne fra denne besætning (besætning 9).
Trichuris suis var den næsthyppigste endoparasit, der blev fundet.
Udskillelsesniveauet af æg var generelt lavt, hvilket kan forklares ved den hurtige erhvervelse af resistens imod denne parasit (Pedersen & Saeed, 2001). Besætning 5 havde dog en meget høj forekomst af Trichuris, og havde tilsyneladende haft diarré og akutte dødsfald hos smågrisene lige før starten af nærværende forsøg.
Besætningen havde produceret økologiske grise i ca. fem år, og indendørs stier blev ikke altid rengjort mellem grupper af grise. Et lille græsningsareal lige uden for stalden blev derudover konstant brugt til smågrise og slagtesvin. Jordprøver fra denne besætning viste også usædvanligt høje antal Ascaris æg, men kun et enkelt Trichuris æg. Verificerede tilfælde af klinisk trichuriosis hos grise, der har været udsat for forurenede græsningsarealer, er beskrevet af Roepstorff et al. (1992) og Jensen og Svensmark (1996), og understreger vigtigheden af konsekvent forebyggende managementrutiner, som forhindrer akkumulering af parasitæg med tiden.
Oesophagostomum infektioner viste det samme mønster i aldersfordeling, som normalt ses (Nansen og Roepstorff, 1999), dvs. lave infektionstal hos smågrise og stigende infektionstal med alderen. Oesophagostomum sp. blev konstateret i ca. halvdelen af besætningerne, og infektionstallene var generelt lave. Besætning 5, som havde et højt niveau af Trichuris infektioner, havde også en usædvanligt høj grad af Oesophagostomum sp. infektioner selv hos smågrise. Det generelt lave infektionsniveau med Oesophagostomum hos søer er usædvanligt, da græssende søer i England ofte er stærkt inficerede (Rose og Small, 1980; Thomas og Smith, 1968), med mindre indvoldsormene kontrolleres ved flytning til rene græsningsarealer kombineret med behandling med ormemidler (Rose og Small, 1983). Årsagen til det generelt lave Oesophagostomum niveau i de danske besætninger kan være, at den danske vinter er lidt koldere end den engelske, og at Oesophagostomum larver derfor bliver næsten eller totalt elimineret fra de inficerede græsningsarealer i løbet af vinteren, som observeret af Mejer et al. (2000). Uden ormebehandling af søerne vil knudeormene dog fortsat være tilstede i søerne.
Arealer afgræsset af søer havde generelt et godt græsdække, og det var bedre end de arealer, der blev afgræsset af smågrise og slagtesvin. Disse grupper havde højere belægningsgrader og rodede mere i jorden, hvilket resulterede i en reduktion af græsdækket, som også beskrevet for nylig af Thomsen et al. (2001).
Besætning 9, der havde et lavere græsdække end gennemsnittet, havde højere fund afAscaris æg i jordprøverne og tidlige, kraftige spolormeinfektioner hos smågrise.
Der blev fundet flere Ascaris æg på græsningsarealer med smågrise og slagtesvin, hvilket er i overensstemmelse med det højere udskillelsesnivaeu af Ascaris æg hos yngre dyr. Overvintrede Ascaris og Trichuris æg blev fundet i jordprøver fra græsningsarealer i foråret før foldrotation, og selv to arealer, hvor der aldrig havde gået svin, var forurenet med næsten fuldt udviklede Ascaris æg, evt. på grund af udspredning af svinegylle.
Konklusion
Dette forsøg viser, at økologiske søer og grise har et højere infektionsniveau med indvoldsorm sammenlignet med søer og grise i indendørs intensive systemer
(Roepstorff et al., 1998). Forekomsten af orm i de nuværende økologiske besætninger er lavere end forekomsten i de tidligere undersøgte danske besætninger i 1990-91, hvilket peger på en positiv effekt af den generelle forbedring i opstaldning samt managementrutiner, der er sket. I de tilfælde, hvor høje infektionstal blev konstateret i nærværende undersøgelse, kunne dette forklares ved uhensigtsmæssige managementrutiner eller længere tids gentagen brug af græsningsarealer til grisene.
Hensigtsmæssige forebyggende foranstaltninger til begrænsning af parasitbelastningen hos svin på friland vil være opstart med søer, der er fri for parasitter, hvilket f.eks. opnås ved indkøb fra indendørs besætninger med høj hygiejne og behandling med anthelmintika før flytningen. Denne forebyggelse overses ofte, idet der istedet indkøbes økologisk opdrættede dyr eller dyr fra frilandsproduktion. Tilsvarende vil anvendelse af folde, der ikke tidligere har været afgræsset af svin eller endog gødet med svinegylle sikre en optimal opstart med lav parasit smittebelastning. Efterfølgende foranstaltninger med henblik på fortsat at holde parasitsmitten på et minimum, er en lav belægningsgrad på markerne, et godt græsdække, foldrotation en gang årligt i foråret, og jo flere års interval imellem brug af foldene til svin, des bedre. Brug af permanente folde frarådes. God hygiejne i eventuelle stalde samt tørt strøelse holder ligeledes smittebelastningen på et minimum. I tilfælde af kliniske infektioner bør grisene behandles med anthelmintika og flyttes til rene arealer.
Det udendørs miljø samt anvendelse af strøelse til svinene udgør bedre overlevelsesforhold for indvoldsorm end forholdene i indendørs, intensive stalde, men med en konsekvent styring af de ovennævnte forhold i frilandshold af svin, er det muligt at reducere smittepresset væsentligt, hvilket er vigtigt i det lange løb.
Undersøgelser til belysning af yderligere foranstaltninger, der kan reducere ormesmittens overlevelse i miljøet, vil være meget værdifulde.
Besætningsvise resultater Besætning 1
Søerne opholdt sig udendørs i hele produktionscyklus. Løbninger foregik ved egne orner på løbefold 1-2 uger efter fravænning. Der praktiseredes 3 ugers holddrift. Fra løbefolden blev søerne flyttet til en drægtighedsfold. Der var 9 søer pr.
drægtighedsfold i stabile grupper. Cirka en uge før faring blev søerne flyttet til enkeltfarefolde. Farehytterne blev flyttet imellem hver faring og halmmåtten fra farehytten forblev på folden. Fodring skete en gang dagligt i trug ved de diegivende søer og på jorden ved drægtige søer. Vand tildeltes manuelt i vandtrug. Strøning i hytterne foretoges efter behov. Besætningen anvendte ingen permanente folde.
Grisene diede indtil 7 ugers alderen, hvor de blev fravænnet ved at soen blev flyttet til løbefold. Ved 8 ugers alderen blev grisene flyttet på stald. Der var 3 forskellige slagtesvinestalde:
1 Gammel ungdyrsstald, ombygget til slagtesvin. Stier med dybstrøelse, delvis overdækning, adgang til udendørs løbegård.
2 Windbreakerstald. Maskinhus ombygget til slagtesvin. Stalden var meget åben, med windbreakernet opsat for at undgå træk.
3 Lade med et hjørne indrettet til smågrisesti. Dybstrøelse.
Sundhed:
Fravænningsdiarré i efteråret/vinteren 98-99. Besætningen havde et par gange modtaget bemærkninger fra slagteriet om, at der var mange lever-ormeknuder.
Der blev vaccineret mod tarmbrand, PPV og rødsyge.
Prøveudtagning:
Gødningsprøver fra 12-ugers grise, store slagtesvin, drægtige søer og diegivende søer blev udtaget i besætningen ifølge forsøgsprotokollen.
Der blev udtaget jordprøver fra drægtighedsfolde på hvert besætningsbesøg. Græs- prøver blev kun taget på andet besætningsbesøg (maj), og udtagningen blev ikke gentaget i besætningen, idet der ikke blev fundet knudeormeæg i gødningsprøverne.
Resultater:
Der blev fundet infektion med spolorm i besætningen hos 12-ugers grise (0-40%) og store slagtesvin (10-90%). Ingen drægtige søer eller diegivende søer udskilte ormeæg.
Spolorminfektion var hyppigst forekommende hos slagtesvinene, som også udskilte flest spolormeæg med gødningen. Ægudskillelsestallet for slagtesvin var gennemsnitligt på 500 æg pr. gram fæces (epg). Ved USK af slagtesvinene i forbindelse med slagtningen blev der fundet kroniske leverforandringer (kronisk fibrøs interstitiel hepatitis) som følge af larvevandringer af spolorm i leveren, samt enkelte ormeknuder i lungerne. Cirka halvdelen af grisene blev vurderet til mellem- svære kroniske leverforandringer, der ville medføre kassation af leveren. Der blev ikke fundet spolorm i nogen af tarmsættene fra de undersøgte svin.
I jordprøverne fra drægtighedsfoldene blev der fundet nogle enkelte spolormeæg i oktober måned. Jordprøver fra de tidligere besætningsbesøg havde ikke påvist nogen parasitæg. I oktober måned fandtes der 1 æg i tidligt, umodent stadium såvel som 2 næsten modne, infektive æg.
Græsprøverne, som blev udtaget i maj måned viste ingen knudeormlarver, ligesom der i besætningen ikke på noget tidspunkt blev fundet æg fra knudeorm i gødningsprøverne.
Græsdækket på de vurderede drægtighedsfolde i besætningen var generelt godt;
med 90-97% græsdække (en enkelt fold i juli med 40%), gennemsnitligt 87%, og 40- 140 mm græshøjde, gennemsnitligt 80 mm højt græs. 75-100% af søerne var næseringede.
Der er kun vist søjlediagram over forekomsten af spolorm, som var den eneste indvoldsorm, der blev påvist i besætningen.
Infektionsniveauet med spolorm hos 12-ugers grise var lavt, mens der sås en stigning i prævalensen hos slagtesvin. Det er sandsynligt, at svinene generelt ikke opnåede nogen særlig immunitet mod spolorm ved tidlig infektion, men hovedsageligt blev udsat for smittebelastningen kort før slagtning, hvilket bekræftedes ved den udvidede sygdomskontrol (USK) i forbindelse med slagtningerne, som fortalte, at cirka halvdelen af leverne blev kasseret på grund af mange kroniske leverpletter, forårsaget af vandrende spolormelarver, samt landmandens oplysninger om tidligere bemærkninger fra slagteriet om mange leverkassationer på grund af ormeknuder.
Figur 2.1. Spolorm prævalenser og gennemsnitlige ægtal pr. gram gødning i besætning 1.
Spolorm
0 20 40 60 80 100
maj juli august oktober
%
12-ugers slagtesvin søer
EPG
0 100 200 300 400 500 600
spolorm piskeorm knudeorm
12-ugers slagtesvin søer
Besætning 2
Besætningen var oprindeligt en indendørs slagtesvinebesætning. Omlægning af markdriften til økologisk produktion blev påbegyndt i januar 1997, de første faringer fandt sted på friland i maj 1997, og svineproduktionen blev omlagt i august 1998.
Søerne indgik i den del af sædskiftet, som lå nærmest omkring ejendommen. Der var drægtighedsfolde og enkeltfarefolde, mens løbeafdelingen var indrettet i den tidligere slagtesvinestald. Søerne blev indsat i løbestalden ved fravænning og overført til drægtighedsfoldene kort efter løbning. Fodring skete dagligt i trug (halve tønder), og vand blev tildelt manuelt. Der var etableret syvrækket elektrisk omfangshegn. En tidligere lade var indrettet til smågrise og slagtesvin. Grisene gik i den samme sti fra fravænning til slagtning. Der var dybstrøelse i hele stiarealet og adgang til udeareal, idet hele den ene langside på laden var fjernet.
Besætningen anvendte hvert forår det samme 0,8 ha engareal til de drægtige søer.
Stalde:
1 Løbeafdeling med dybstrøelse, indrettet i tidligere slagtesvinestald.
2 Dybstrøelsessvinestier med adgang til udeareal, indrettet i tidligere lade.
Prøveudtagning:
Gødningsprøverne og jordprøverne fra drægtighedsfoldene blev udtaget på alle besætningsbesøg ifølge protokollen. Græsprøver blev udtaget i maj og oktober.
Resultater:
Der blev fundet spolorm hos 12-ugers grise og slagtesvin, og knudeorm forekom hos alle aldersgrupperne. I juli måned udskilte 90% af 12-ugers grisene æg fra spolorm, mens prævalensen var 10-25% på de øvrige besøg. Prævalensen var 0-70% hos slagtesvinene. Knudeorm forekom især hos søerne, hvor max. udskillelsen var 85% i oktober, mens max. 25% af 12-ugers grisene og 10% af slagtesvinene var inficerede.
Ægudskillelsen fra spolorm var på gennemsnitligt 570 epg for 12-ugers grisene, som havde den højeste ægudskillelse, mens den for knudeorm var på gennemsnitligt 340 epg for søerne.
Resultaterne fra USK i forbindelse med slagtningerne viste, at størstedelen af slagtesvinene havde ingen eller ganske få ormepletter i leveren.
I jordprøverne blev der kun fundet nogle enkelte ikke infektive spolormeæg i juli, hvorimod der blev fundet mange infektive knudeormelarver i græsprøverne fra oktober og nogle enkelte i maj; dvs. 0-5 larver pr. kg græs i maj og 357-2667 infektive larver pr. kg græs (tørvægt) i oktober.
Græsdækket var gennemsnitligt på 70%, hvilket dækkede over en variation fra 40- 99% græsdække på foldene. Længden på græsset varierede fra 15-200 mm og var gennemsnitligt 92 mm. 50-90% af søerne bar næsering.
Smitten med spolorm så ud til at ske tidligt i denne besætning, idet 12-ugers grise generelt var hyppigere inficeret end slagtesvin, og der kun blev fundet få ormepletter i leveren ved slagtning, - sandsynligvis fordi immunitet var opnået i en tidligere alder, (og leverormepletterne igen var ophelet på slagtetidspunktet). Knudeorm forekom i besætningen, og viste det typiske billede med stigende infektionsniveau
med alderen samt hen over sæsonen. Den permanente fold, som blev brugt til drægtige søer var sandsynligvis medvirkende til at give knudeormen gode forhold i besætningen. Der blev dog ikke taget græsprøver fra denne fold, som kan bekræfte dette, fordi græsprøver blev taget fra en anden drægtighedsfold, hvor de søer havde gået, som udskilte knudeormeæg i gødningen ved august besøget. På denne drægtighedsfold blev der fundet et stort antal knudeormelarver.
Den tidlige infektion med spolorm hos pattegrisene kunne have betydning for deres foderudnyttelse og tilvækst.
Figur 2.2. Prævalensen af spolorm og knudeorm i besætning 2, samt gennemsnitligt ægtal pr. gram gødning.
Spolorm
0 20 40 60 80 100
maj juli august oktober
%
12-ugers slagtesvin søer
Knudeorm
0 20 40 60 80 100
maj juli august oktober
%
12-ugers slagtesvin søer
EPG
0 100 200 300 400 500 600
spolorm piskeorm knudeorm
epg
12-ugers slagtesvin søer
Besætning 3
Søerne blev løbet indendørs i løbestald og kom herefter udendørs i drægtighedsperioden og diegivningsperioden. Der var gyltefold, drægtighedsfold, højdrægtighedsfold, observationsfold (omløbere og syge søer), og enkeltfarefolde.
Alle drægtige søer gik på den samme drægtighedsfold (dynamiske grupper), og på halvdelen af drægtighedsfolden samgræssede søerne med kvæg. Drægtige og diegivende søer blev fodret i trug, og vand tildeltes automatisk på alle folde. I perioder med frost blev vandet tildelt manuelt. Der var vildthegn suppleret med elektriske tråde som omfangshegn omkring arealet til farefoldene. Besætningen anvendte ingen permanente folde.
Stalde:
1 Lade indrettet til løbestald. Dybstrøelse.
2 Tidligere maskinhus med 3 dybstrøelsesstier til slagtesvin, delvis overdækning i hver sti og adgang til udeareal.
3 Slagtesvineanlæg i overdækket, åben stald med halvvægge og dybstrøelse.
Prøveudtagning:
På alle besætningsbesøg blev der udtaget gødningsprøver og jordprøver ifølge protokollen, undtagen august, hvor gødningsprøverne fra slagtesvinene mangler.
Der blev udtaget græsprøver i maj, men udtagning af græsprøver blev ikke gentaget, da der ikke blev påvist infektion med knudeorm i besætningen.
Resultater:
0-30% 12-ugers grise, 0-50% slagtesvin og 5-20% søer udskilte æg af spolorm.
Slagtesvinene var den aldersgruppe, der udskilte flest æg med gødningen, gennemsnitligt 483 epg.
USK viste, at nogle svin havde mange ormepletter i leveren, men størstedelen af slagtesvinene havde ingen eller kun enkelte ormepletter.
I jordprøverne blev der fundet næsten infektive spolormeæg i maj og juli og et enkelt fuldt udviklet, infektivt æg i oktober.
I maj var der intet græs tilbage på den fold, hvor dyrene gik og fra juli til oktober var græsdækket 25-93%, dvs. gennemsnitligt 69% græsdække. Græshøjden var 23-130 mm, hvis der var noget græs, med en gennemsnitlig højde på 70 mm.
90% af søerne bar næsering.
Såvel smågrise, slagtesvin som søer var lavgradigt inficerede med spolorm og udskilte et lavt antal ormeæg i gødningen, hvilket tydede på en lavgradig, men konstant smitte med spolorm.
Figur 2.3. Prævalensen af spolorm i besætning 3, samt gennemsnitligt ægtal pr. gram gødning.
Spolorm
0 10 20 30 40 50 60
maj juli august oktober
%
12-ugers slagtesvin søer
EPG
0 100 200 300 400 500 600
spolorm piskeorm knudeorm
epg
12-ugers slagtesvin søer
Besætning 4
Søerne blev løbet indendørs vha. egne orner (14 dages holddrift). Efter løbningen kom de til udendørs drægtighedsfolde med hver 6 søer (stabile grupper).
Omløbninger blev klaret ved fangorner i foldene. Søerne blev flyttet til enkeltfarefolde cirka en uge før faring. Farehytterne var træhytter, der var lavet som
"tre-i-en", dvs. hver farehytte var adskilt i tre rum, med hver sin indgang og hver sin tilknyttede fold. Farehytterne blev tømt, rengjort og flyttet imellem hver faring.
Halmmåtten blev opsamlet og brugt til gødskning af markerne. Søerne blev fodret i trætrug, og vand tildeltes manuelt i vandtrugene. Vandtrugene blev rengjort en gang ugentligt. Farehytterne blev strøet to gange ugentligt og drægtighedshytterne "efter behov".
Grisene blev fravænnet ved 8 ugers alderen og flyttet til fravænningsstalden.
Et permanent engareal, opdelt i to halvdele, skulle efter planen anvendes hvert andet år til drægtige søer.
Stalde:
1 Gammel kostald, som var lavet om til løbestald i den ene ende. Der var betongulv med strøelse samt udgang til ikke overdækket betonløbegård.
2 I den anden ende af stalden var der fravænningsstald med dybstrøelse og adgang til udendørs, overdækket løbegård med dybstrøelse.
Sundhed:
Der havde været ydet manuel fødselshjælp samt behandlet mod farefeber i besætningen.
Der havde været flere tilfælde af rødsyge på trods af, at der vaccineredes mod rødsyge. Rødsygen blev behandlet med penicillin.
Fravænningsdiarré, som blev klaret med hø.
Vacciner: Polte vaccineredes ved ankomsten til besætningen mod rødsyge og PPV.
Søerne vaccineredes ved fravænning.
Prøveudtagning:
I besætningen blev der kun udtaget gødningsprøver fra drægtige søer. Der var hverken 12-ugers grise eller store slagtesvin i besætningen, da grisene blev solgt som smågrise kort efter fravænning. Vi tog ikke prøver fra diegivende søer i besætningen, idet besætningsejeren fandt dette ubelejligt på grund af stor travlhed i besætningen.
Af samme grund blev der på juli besætningsbesøget ikke taget nogen gødningsprøver fra drægtige søer.
Der blev taget jordprøver på alle besætningsbesøg. I marts måneds besætningsbesøg blev der udtaget jordprøver fra den fold, som drægtige søer skulle flyttes til i april i forbindelse med den årlige rotation af dyrene på markerne. Af forskellige årsager ændrede landmanden sin oprindelig plan, og der blev sat kartofler på marken.
Søerne blev derfor på deres hidtidige drægtighedsfolde (engarealet) indtil 1. august, hvor de blev flyttet til nye folde. Derfor blev der udtaget jordprøver fra tre forskellige marker i denne besætning, alt efter hvor søerne befandt sig. "Nulprøven", som skulle udtages på den kommende drægtighedsfold, før der kom dyr på, for at fortælle om
der fandtes overvintrede æg af spolorm og piskeorm, blev derfor taget på en lidt forkert mark, på grund af ændring i de oprindelige planer.
Græsprøver blev kun udtaget på besøget i maj måned. Græsprøver skulle herefter kun udtages, hvis der blev fundet æg fra knudeorm i gødningsprøverne. Der blev fundet knudeorm i en enkelt gødningsprøve i oktober måned, men da dette var vores sidste besætningsbesøg i besætningen, blev der ikke udtaget flere græsprøver.
Resultater:
Der blev fundet spolorm, piskeorm og knudeorm i besætningen. Ud af samtlige udtagne gødningsprøver, var der kun én so, som udskilte spolorm æg (900 epg) i august, én so, som udskilte piskeorm æg (20 epg) i oktober og én so, som udskilte æg af knudeorm (360 epg) i oktober. Da grisene blev solgt ved 25 kg, var der ingen USK svar fra besætningen.
I jordprøverne blev der fundet umodne spolormeæg i marts, juli og oktober samt to modne infektive spolormeæg i marts måned. I marts måneds jordprøver blev der tillige fundet et degenereret piskeormeæg. Der har således været overvintrede, infektive æg på den mark, hvorfra de første "nulprøver" blev taget. Allerede i marts måned var æggene klar til at inficere søerne. Søerne blev imidlertid ikke flyttet til denne mark som planlagt. De folde, hvorpå søerne i stedet gik i drægtighedsperioden, blev der fundet umodne æg af spolorm i juli og oktober.
Der blev ingen knudeormelarver fundet i græsprøverne i maj.
Denne besætning var meget nyetableret, og søerne var endnu ikke returneret til tidligere afgræssede folde. Ikke desto mindre blev der fundet infektive spolormeæg i
"nulprøven", som var en ikke tidligere afgræsset mark, hvilket kan være smitte spredt via udbringning af halmmåtter fra farehytterne. Ormebelastningen var lav hos søerne i besætningen. Der blev kun taget gødningsprøver fra voksne dyr, der generelt har opnået immunitet og dermed meget lavt infektionsniveau med spolorm og piskeorm, så det er muligt, at billedet havde set anderledes ud, hvis der havde været taget prøver fra smågrisene! Den tilnærmelsesvist permanente brug af engarealet til afgræsning betød stor risiko for opkoncentrering af spolorm og piskeorm, hvis æg kan overvintre flere år beskyttet i jordoverfladen. Så længe arealet bruges til drægtighedsfolde fremfor farefolde, vil risikoen for smitte til modtagelige aldersgrupper dog være begrænset. Knudeorm derimod havde større fordele ved engarealet, hvor larverne, beskyttet af vegetationen, kunne overvintre 1 år og smitte næste års søer. Knudeorm akkumuleres i værtsdyret (pga. ringe immunitetsudvikling), og der kan således være risiko for en stigning i knudeorme infektionsniveauet i besætningen, hvis engarealet bruges flere sæsoner efter hinanden, som det var tilfældet, da vi besøgte besætningen. En pause i brugen til afgræsning på mindst et år, kombineret med ormebehandling, kan bryde smittecirklen for knudeorm.
Figur 2.4. Prævalensen af spolorm, piskeorm og knudeorm i besætning 4, samt gennemsnitligt ægtal pr. gram gødning.
Spolorm
0 2 4 6 8 10 12
maj juli august oktober
%
12-ugers slagtesvin søer
Piskeorm
0 1 2 3 4 5 6
maj juli august oktober
% søer
Knudeorm
0 1 2 3 4 5 6
maj juli august oktober
% søer
EPG
0 5 10 15 20 25
spolorm piskeorm knudeorm
epg søer
Besætning 5
Søerne blev løbet i løbestald ved naturlig bedækning (overvåget). Efter 5-6 dage i løbestalden blev søerne flyttet til en drægtighedsfold med 3-6 søer (stabile eller dynamiske grupper afhængigt af, om der var omløbninger eller udsætninger).
Omløbere blev igen transporteret ind i løbestalden til løbning 3 uger senere. Der kørtes med 3 ugers hold. En uge før faring blev søerne flyttet til enkeltfarefolde.
Grisene blev fravænnet ved 7-9 ugers alderen. Søerne blev så flyttet til løbestalden, mens grisene blev gående i folden, hvor de var født, såfremt der var ledige hytter.
Ellers blev fravænningsgrisene også flyttet til stald.
Afhængig af pladsforholdene på foldene gik slagtesvinene på fold hhv. i slagtesvinestald. Det typiske var, at slagtesvinene havde nogle måneder på fold og nogle måneder i slagtesvinestalden.
Fodringen i stalden og på fold foregik manuelt i trug. Vandtildelingen var ligeledes manuel. Begge dele vha. spand.
Hytterne blev strøet mindst en gang om ugen om sommeren, og efter behov om vinteren, dvs. ofte dagligt.
Besætningen anvendte et par små, permanente græsfolde i forbindelse med slagtesvinestalden.
Stalde:
1 Løbestald. Fast gulv med strøelse.
2 Gammel slagtesvinestald. Stier med fast gulv og strøelse. Adgang til udendørs løbegårde (græsfolde) fra nogle af stierne i den ene side af stalden.
Sundhed:
Der havde været mistanke om ormeinfektion hos grisene, da familien selv gentagne gange havde været smittet med spolorm, (grisegødning blev brugt til gødskning af køkkenhaven).
Der havde været blodig diarré og dødsfald hos smågrisene.
Der havde ikke været foretaget ormebehandling i besætningen udfra tanken om, at det var naturligt for svin på friland at have orm.
Der havde været problemer med fravænningsdiarré (E. coli 0149), men problemet blev holdt nede med zink og CernivetR.
Grisene blev i forbindelse med fravænningen behandlet med Sebacil pour onR mod skab.
Der vaccineredes mod rødsyge, neonatal colidiarré og tarmbrand.
Prøveudtagning:
På det første indledende besætningsbesøg i marts blev der taget jordprøver fra to folde, som der ville blive sat søer på til april ("nulprøver"). På de efterfølgende besætningsbesøg blev der taget jordprøver fra disse to folde igen (farefolde), og derudover fra de slagtesvinefolde, hvorfra der blev taget gødningsprøver fra grisene.
Der blev taget græsprøver på alle besætningsbesøg fra maj til oktober (farefoldene i maj og herefter fra slagtesvinefoldene).
Gødningsprøver blev taget fra 12-ugers grise maj og juli, hvorefter der ikke var flere 12-ugers grise, idet besætningen var under afvikling. Der blev taget prøver fra store slagtesvin på alle besætningsbesøg fra maj til oktober. På besøget i maj blev der også
taget gødningsprøver fra to diegivende søer. Disse var de to sidste søer i besætningen.
Resultater:
Der blev fundet et stort antal parasitter i besætningen, jævnfør figur 2.5. 10-60% 12- ugers grise, og 10-50% af slagtesvinene udskilte spolormeæg. Ægudskillelsen fra spolorm var gennemsnitligt ca. 400 epg.
Kort før vores besætningsbesøg i maj havde der, som nævnt ovenfor, været problemer med diarré og dødsfald hos smågrisene. Smågrisene blev syge og fik diarré ved 10 ugers alderen, i forbindelse med at de blev sat på stald. Mikrobiologisk undersøgelse af gødningen havde ikke givet diagnostisk resultat, hvorfor der var mistanke om infektion med piskeorm. Der var dog ikke lavet parasitologisk undersøgelse eller obduktion. De overlevende grise var 12 uger gamle på vores besøg i maj, og gødningsprøverne viste, at 50% af grisene udskilte piskeormæg. Det er således meget sandsynligt, at piskeorminfektionen var årsagen til den observerede diarré og dødsfald hos smågrisene to uger tidligere.
10-70% slagtesvin udskilte æg af piskeorm.
Knudeorm var tillige hyppigt forekommende i besætningen. Infektion blev påvist hos 20-50% 12-ugers grise, 30-100% slagtesvin og 100% søer (2 søer). Ægudskillelsen var gennemsnitligt 1119 epg hos slagtesvinene, som var den aldersgruppe, der udskilte flest knudeormeæg. Dette tyder på et stort antal voksne knudeorm i tarmen.
I jordprøverne fra de kommende farefolde ("nulprøver" i marts) fandt vi overvintrede og næsten infektive æg af spolorm (6 epg). Disse to farefolde havde været brugt til afgræsning af svin i 1997 og 1994. I jordprøver fra slagtesvinefolde i maj blev der ingen æg fundet. I jordprøverne fra slagtesvinefolde i juli blev der fundet 9 næsten infektive spolormeæg pr. gram jord, i august blev der fundet modne infektive spolormeæg (i alt 29 epg, hvoraf 19 epg var infektive æg) og i oktober blev der også fundet infektive spolormeæg. Ægfundene, som blev gjort i juli og august, var fra den permanente fold udenfor slagtesvinestalden.
I græsprøverne fra farefoldene i maj blev der ikke fundet larver af knudeorm. I græsprøverne fra slagtesvinefoldene i juli, august og oktober blev der fundet 0-115 infektive larver af knudeorm pr. kg. græs (tørret vægt).
Græsdækket var 15-99 %, gennemsnitligt 71% og græshøjden var 15-100 mm., gennemsnitligt 42 mm. Ingen dyr var næseringede.
Prævalensen for de tre påviste orm i besætningen varierede over tid, men viste et billede af en besætning med et meget højt smittepres. Dette billede blev bekræftet ved jordprøverne, græsprøverne og ikke mindst beretningen om tidligere kliniske udbrud af blodig diarré og dødsfald hos 10-uger gamle grise.
Svinene blev ofte flyttet frem og tilbage mellem foldene og stalden. I stalden blev stierne ikke nødvendigvis tømt, rengjort og nystrøet imellem holdene. I forbindelse med halvdelen af slagtesvinestierne var der adgang til små permanente græsfolde.
Der var således gode betingelser for opkoncentrering og spredning af smitten med spolorm og piskeorm. Tilsvarende havde knudeorm gode betingelser på de permanente folde.
Besætningen havde været drevet økologisk siden 1994, dvs. i 5 år, og de gode forhold for ormene havde resulteret i tidlige, kraftige infektioner af grisene med spolorm, piskeorm og knudeorm, som sandsynligvis har betydet højt foderforbrug, lav tilvækst såvel som kliniske udbrud med diarré og akutte dødsfald hos smågrisene.
Figur 2.5. Prævalensen af spolorm, piskeorm og knudeorm i besætning 5, samt gennemsnitligt ægtal pr. gram gødning.
Spolorm
0 20 40 60 80
maj juli august oktober
%
12-ugers slagtesvin søer
Piskeorm
0 20 40 60 80
maj juli august oktober
% søer
Knudeorm
0 20 40 60 80 100 120
maj juli august oktober
% søer
EPG
0 200 400 600 800 1000 1200
spolorm piskeorm knudeorm
epg søer
Besætning 6
Besætningen blev etableret i 1988 med en lille ikke-økologisk frilandssobesætning. I 1997 blev planteavlen omlagt til økologi, og i april 1998 blev søerne omlagt. Den økologiske produktion startede som sobesætning med frasalg af smågrisene, men fra 1999 forblev grisene på gården til opfedning. Søerne gik udendørs i hele produktionscyklus.
Efter fravænning blev søerne flyttet direkte til en løbe-drægtighedsfold, hvor løbningen efterfølgende foregik ved naturlig bedækning. Søerne blev løbet i hold med cirka 9 søer (3 ugers holddrift) og der var tre orner på hver løbe- drægtighedsfold samt max. 20 søer, dvs. to hold søer. De drægtige søer blev flyttet til farefoldene 8 dage før forventet faring. Farefoldene blev etableret løbende gennem sæsonen, idet de blev ændret til slagtesvinefolde i forbindelse med fravænningen.
Grisene fravænnedes ved 7 ugers alderen ved, at søerne blev flyttet og grisene blev på folden. Grisene blev på den samme fold indtil ca. 1-2 måneder før slagtning, idet de den sidste tid blev fedet i en af slagtesvinestaldene. Fodringen i løbe- drægtighedsfoldene foregik på jorden, mens diegivende søer og slagtesvinene havde foderautomater. Vandtildeling skete manuelt ved hjælp af vandvogn. Hytterne blev strøet en gang ugentligt eller efter behov. Poltene blev ringet før de kom på løbefolden. Søer, som tabte ringen, blev ringet igen ved fravænning.
To små busk/skovklædte områder imellem nogle af foldene blev skiftevis anvendt i forbindelse med den ene eller anden fold, således af disse arealer i princippet blev anvendt permanent til afgræsning, men med lav belægningsgrad.
Stalde:
1 Gammel lade ved landmandens egen bolig, (gård 1), hvor nogle tagplader var taget af, så der var frisk luft. En sti til slagtesvin med dybstrøelse og overdækning i en del af stien med træplade og halmballer.
2 Lade ved landmandens medhjælpers bolig (gård 2). En
slagtesvinesti var indrettet i et hjørne, som var åbnet til det fri ved afmontering af nogle vægplader og isætning af "stakit", så der var frisk luft. Svinene gik i dybstrøelse, og havde to drægtighedshytter som overdækning inde i stien.
Ved oktoberbesøget var drægtighedshytterne flyttet inde fra laden og ud i det fri. Svinene havde adgang til hytterne fra stien via nylavet indgang i ladevæggen.
3 Slagtesvinesti i gammel staldbygning ved landmandens
medhjælpers bolig (gård 2). Dybstrøelse og overdækket område i stien samt udgang til cementeret ikke overdækket løbegård.
4 Slagtesvinestier i en stor lade (gård 3). Stalden var meget åben, idet en del vægplader var taget af. Stierne havde dybstrøelse og var overdækket med træplade på en del af arealet.
Sundhed:
Der sås af og til lidt diarré i forbindelse med fravænning og af og til lidt diarré hos slagtesvinene. Der var blevet fundet Lawsonia intracellularis hos slagtesvinene.
Der blev vaccineret imod rødsyge og parvovirus.
