Anmeldelser

Anmeldelser

Hans Gjedsted: ...lidt om søfart i 1600- årene. Aalborg Stadsarkiv, 2004, 95 s., 75 kr.

Søfartshistorie er et vidt begreb. På nationalt plan indtager de store rederier - og for tidli­

gere tiders vedkommende - kolonitrafikken og krigsskibene en markant rolle, medens de loka­

le forhold typisk først beskrives fra begyndel­

sen af 1800-tallet. Forklaringen er naturligvis, at det kan knibe med kilder til den tidlige hi­

storie, og at interessen måske først og fremmest knytter sig til den tid, som i større eller mindre grad stadig sætter sine spor i søfartserhvervets struktur eller i de eksisterende havneanlæg.

Set i det lys er det en prisværdig opgave, Hans Gjedsted har påtaget sig ved at skrive om Aalborgs søfart i 1600-tallet. Emnet er kil- demæssigt vanskeligt tilgængeligt, og sporene i dag er nok begrænsede. Hans Gjedsteds lille bog er inddelt i en række små kapitler, som be­

skriver så forskellige forhold som besejlings- forhold, eksportrestriktioner, krigssituationer, pestskibe, fiskeri, strandinger, drab, færgebevil­

linger og meget mere, og hvert emne beskrives samvittighedsfuldt i de korte kapitler.

Bogens opbygning har nærmest karakter af små leksikonopslag om søfartsrelaterede em­

ner i Aalborgs historie. Emnerne er imidlertid ikke så dybtgående, at man fornemmer meget mere end en skitse af, hvad hvert afsnit egent­

lig burde være. Hertil kan indvendes, at bogen - som der også står i forordet - kun medtager en brøkdel af de oplysninger, forfatteren har fundet i det utrykte kildemateriale. Men hvor­

for nu spare sådan på oplysningerne? Hvis det er ud fra ønsket om at skrive en kortfattet og folkelig bog, så er målet næppe nået. Jo måske for aalborgenserne, men vi andre sidder tilbage med en fornemmelse af, at vi aldrig for alvor bli­

ver trukket med ind i historien. Det skyldes til dels en lidt tung og urutineret skrivestil, men først og fremmest fordi den røde tråd mangler.

Afsnittene rummer en opremsning af årstal og begivenheder, men de indbyrdes sammenhænge og forbindelsen med de omliggende afsnit ude­

bliver, og det gavner selvsagt ikke bogen.

Det er måske unødvendigt pedanteri også at nævne den dårlige tegnsætning og de mange fejl, som formentlig skyldes en sjusket korrek­

turlæsning. Når det alligevel nævnes, hænger det naturligvis sammen med, at det er ret for­

styrrende for læsningen.

Er det så kun dårligt alt sammen? Nej, slet ikke! Det er nemlig godt, at en masse oplysnin­

ger er fundet frem i arkiverne og nu kommer til fleres kendskab. Det er i sig selv en stor og om­

fattende præstation. Desuden postulerer bogen på ingen måde at være bogen om 1600-tallets Aalborgssøfart. Tværtimod lyser beskedenhe­

den ud af titlen, hvor Aalborg i øvrigt slet ikke er nævnt: ”...lidt om søfart i 1600-årene”.

Nu er kendsgerningerne lagt frem, og så mangler vi blot at få dem skrevet ind i en større historisk sammenhæng. Det må blive den næ­

ste opgave, for sådan er det jo med historien:

den kan aldrig skrives færdig!

Karsten Hermansen

Rud Kjems: Anders på Hvolris - Arbej­

deren der blev museumsmand. Dansk Tidsskrift for Museumsformidling nr.

24, Hikuin 2004, 119 s., 120 kr.

Fortællingen om den etbenede omviser på Hvol­

ris er beretningen om den temperamentsfulde og passionerede amatørarkæolog Anders Ole­

sen, der allerede fra barnsben af strejfede om på Himmerlands hede på jagt efter fortidens spor og drømte om en tilværelse som museums­

mand.

Anders Olesen blev født i 1910 på Bjerggrav- hede ved Viborg som den tredje ud af en børne­

flok på i alt 11 søskende. Forholdene var besked­

ne i det lille hjem og pengene rakte kun vanske­

ligt til, så Anders og hans søskende fik kun den mest nødvendige skolegang, før de alle i en tid­

lig alder kom ud at tjene på egnens gårde. Inte­

ressen for landets forhistorie var gennem hele Anders’ barndom en bærende drivkraft, som tilskyndedes af morbroderen Mads Dalsgård Nielsen, der var ivrig amatørarkæolog, og som fra tid til anden på privat initiativ foretog ud­

gravninger nær sin bopæl Hvolris ved Løvelbro i Himmerland. Men en uddannelse som arkæo­

log var en alt for bekostelig affære for familien, og Anders måtte i stedet bruge sine ungdomsår

på at tjene som landarbejder. Alligevel brugte Anders al sin fritid på at opsøge forhistoriske lokaliteter i landskabet eller sidde hjemme og studere oldtidens kulturudvikling, hvortil Jo­

hannes Brøndsteds storværk Danmarks Oldtid blev læst igen og igen.

Som menneske var Anders skeptisk overfor sine omgivelser og kun få kom bag hans depres­

sive og ofte temperamentsfulde natur. Samti­

digt havde Anders et noget afslappet forhold til alkohol, hvilket ikke så sjældent medførte, at han måtte søge nyt arbejde. I 1944 fandt han således beskæftigelse som tørvegraver ved Am­

borg, men mistede under det slidsomme arbejde sit ene ben i et ælteværk. Ulykken forhindrede dog ikke Anders i at søge nyt arbejde og interes­

sen for arkæologien var heller ikke blevet min­

dre. Forsynet med træben - protese ønskede han ikke - kørte han rundt på knallert til de lokale landmænd for at studere oldtidens grav­

høje og efterladenskaber. Herved kom Anders også i kontakt med stiftsmuseet i Viborg, der i begyndelsen af 1960’erne påbegyndte en række arkæologiske udgravninger af Hvolris-området, hvoraf dele skulle omdannes til en oldtidspark.

Projektet blev gennemført af stiftsmuseets leder, forfatteren Peter Seeberg, der snart efter inddrog Anders som konsulent. Drømmen om at blive museumsmand kunne nu endelig gå i opfyldelse og et mangeårigt samarbejde mellem museet og Anders blev indledt. Men det er især som museumsformidler og guide på Hvolris, at Anders vil blive husket. Brændende og inder­

ligt kunne han fortælle om egnens forhistorie på en måde, der bjergtog det stadigt stigende antal besøgende, som enten havde hørt om old- tidsparken eller ganske enkelt var kommet for at se Anders. Rygtet om den sære etbenede om­

viser nåede vidt omkring og Anders blev en yn­

det foredragsholder og tilmed et kendt ansigt i ugebladene samt på landsdækkende TV. Imid­

lertid plagedes Anders af stadig voldsommere humørsvingninger og situationen forværredes yderligere af en skærmydsel med Seeberg samt en ulykkelig kærlighedsaffære. Anders forlod frivilligt sin stilling på museet og isolerede sig endnu mere i det lille hus ved Hvolris. En ju­

lidag i 1971 blev Anders fundet efter at have hængt sig selv i et nærliggende træ.

I dag er Hvolris-området omdannet til en stor museumspark med bl.a. rekonstruerede jernalderhuse, men alle besøgende på Hvolris passerer Anders’ lille røde hus før de begiver sig ud på oldtidsområdet. Huset står præcis som Anders forlod det og vidner om et lidenskabe­

ligt og særpræget afsnit af Hvolris’ lokalhisto­

rie, men også om en fascinerende personlighed i dansk museumshistorie.

Rud Kjems’ skildring af Anders Olesen er en

enkel og til tider meget personlig skildring, der bør læses som en samling biografiske oplysnin­

ger og ikke som en historisk-arkæologisk re­

degørelse. Ikke desto mindre bruger Kjems til tider lidt for meget krudt på de fagspecifikke arkæologiske undersøgelser af Hvolris-området uden helt at være i stand til at perspektivere anlæggene og de kunne derfor i enkelte tilfælde helt have været udeladt. Imidlertid fornemmer man tydeligt, at Kjems har kendt og oplevet Anders Olesen, hvilket klart er bogens styrke sammenholdt med det velafbalancerede billed­

materiale. Desværre forekommer bogens meget forenklede sprogstil til tider forstyrrende, hvor­

til man kunne have ønsket sig, at redaktionen havde bidraget til en mere tematisk opbygning af bogen og derved også styrket diskussionen af den arkæologiske betydning, som Anders Ole­

sen havde for Hvolris-projektet.

Anders Otte Stensager

Anthony D. Smith: Nationalisme. Teori, ideologi, historie. Hans Reitzels Forlag 2003, 227 s., 250 kr.

Efter 11. september 2001 hvor krigen mod ter­

ror blev sat øverst på dagsordenen (eller nær­

mest ryddede dagsordenen), er forrige årtis sto­

re -isme, "nationalisme”, kommet i baggrunden til fordel for ”terrorisme”. I 1990’erne satte na­

tionalismen på mange måder dagsordenen på den internationale politiske scene. Efter at de kommunistiske regimer i Østeuropa og Sov­

jetunionen kastede håndklædet i ringen, blev der skabt rum for en række forskellige natio­

nale bevægelser, og et væld af nye statsdannel­

ser. Særligt i dt tidligere Jugoslavien tiltrak de nye nationalister sig opmærksomhed, og kri­

gens katastrofer blotlagde endnu en gang det fatale i nationalismens yderste konsekvenser.

Heraf opstod et fornyet behov og interesse for at forstå mekanismerne bag nationalismen, både fra politisk og akademisk side. Oversættelsen til dansk af Anthony D. Smiths bog "Nationa­

lisme” fra 2003 vidner om, at interessen for na­

tionalisme stadig er levende, i hvert fald på de akademiske læreanstalter, hvor der i Danmark også er behov for et nyt kortfattet overblik over forskningen.

Anthony D. Smith er en stor kapacitet in­

den for området, og han har siden slutningen af 1970’erne bidraget til den teoretiske og empiri­

ske udforskning af nationalismeområdet samt været en aktiv deltager i debatten, så man kan med ham ved hånden trygt bevæge sig ind i den ellers uoverskuelige verden, der udgør det sid­

ste halve århundredes nationalismeforskning.

Smith lægger meget pædagogisk ud med at afklare en række centrale begreber: nationa­

lisme, ethnie, nation, nationalstat og national identitet. Begreberne er dog vanskelige at få styr på, og kapitlet virker overordnet en smule rodet. Andet kapitel koncentrerer sig hovedsa­

geligt om, hvorvidt nationalismen er en ideologi eller ”blot et bundt af ufuldstændige stemnin­

ger udbygget med en mere eller mindre over­

læsset retorik”. Smith afviser den udbredte opfattelse af, at nationalismen ikke har nogen nævneværdig ideologi eller doktrin. Han påpe­

ger, at til trods for den filosofiske fattigdom og mangel på store tænkere samt forskelligheden imellem nationalismerne, er det stadig muligt at identificere en fælles kerne: stræben efter nationsstatus, altså autonomi, enhed og identi­

tet. Smith er kun delvis enig med de kritikere som mener, at nationalismen i bedste fald er en

”tyndbenet” ideologi. Heri ligger implicit en ad­

varsel om at tage nationalismen alvorligt, også som ideologisk konstruktion.

Nationalismen berører ikke problemer som fx social retfærdighed og fordeling af goder.

Nationalismens appel skyldes dens fokus på spørgsmål vedr. identitet, autonomi og enhed.

Ud over at den har en række ideologiske styr­

ker, som generelt underkendes inden for forsk­

ningen, fungerer nationalismen også som en form for kultur og religion, hvilket dog ikke, ifølge undertegnedes bedste overbevisning og i modsætning til Smiths argumentation, øger dens ideologiske islæt. Smith mangler at tage stilling til, hvad han lægger i begrebet "ideolo­

gi”, og grundlaget for hele diskussionen bliver derfor lettere diffust.

I tredje kapitel får vi en kritisk oversigt over forskningens fire hovedparadigmer: modernis­

me, perenialisme, primordialisme og etnosym- bolisme, og det er fra dette kapitel og frem at brikkerne begynder at falde på plads. De fire retninger danner grundlag for diskussionerne i resten af bogen (og egentlig også for de to første kapitler, hvorfor rækkefølgen burde have været omvendt). Modernismen - der ser nationalisme som udelukkende et moderne fænomen - er i dag den dominerende retning inden for forsk­

ningen. Her forbindes nationer og nationalisme med det moderne samfund efter den franske re­

volution, dvs. med fænomener som kapitalisme og industrialisme, samt tidens øvrige idémæs- sige ændringer. Som Smith derefter pointerer, er det ofte lægfolks opfattelse, at nationer har eksisteret i alle historiske perioder, et perspek­

tiv som også prægede forskningen i 18- og star­

ten af 1900-tallet under navnet perenialisme.

Primordialisterne går et skridt længere, og an­

skuer i et essentialistisk og organisk perspek­

tiv nationer som a-historiske størrelser: de har eksisteret fra tidens begyndelse og vil eksistere til dommedag.

Etnosymbolismen, som Smith selv tilhører, bærer præg af at have sit udspring i en ræk­

ke kritikpunkter mod de tre andre paradigmer, og vægter derfor spørgsmål som etnisk identi­

tet, myte og erindring, som ikke behandles af de øvrige paradigmer. Eksistensen af ”ethnie”

er ifølge etnosymbolisterne centralt for skabel­

sen af nationer. Begrebet og dets sammenhæng med nationalismeteorien er dog ikke særlig godt forklaret. Til trods for at etnosymbolisme er den position som Smith selv skriver fra, er det også dette paradigme som er vanskeligst at få hold på bogen igennem. Som Smith indrøm­

mer, er etnosymbolismen svag i teorien, men stærk i empirien. Dette præger fremstillingen og er måske et vilkår, når det forsøges at be­

skrive paradigmer, som er under udvikling og ikke har lange intellektuelle traditioner. Men hvis ikke en af de førende inden for paradigmet kan formidle sit budskab klart til læsere uden kendskab til området, så har fortalerne for den­

ne retning et problem!

I kapitel fire uddybes de fire paradigmer og deres teoretiske forklaringer på nationalismen.

Dette sker på en meget pædagogisk vis i form af skitseringen af en række tænkte debatter in­

den for feltet. Fordelen herved, i stedet for fx at opliste de teoretiske pointer i slavisk ræk­

kefølge, bliver en mere dynamisk fremstilling, der vel på sin vis også afspejler forskningsfel­

tet bedre og giver indsigt i, hvordan de forskel­

lige paradigmer har udviklet sig i relation til hinanden. Indlæringsmæssigt en fordel, da det er lettere at huske diskussioner, uenigheder og debatter end golde opremsninger. Ulempen kan være mindre overskuelighed, og en mere rodet fremstilling. Debatterne har dog den betydelige force, at læseren er i stand til at fordybe sig i emnerne, godt udrustet med et artilleri af kriti­

ske argumenter.

Til trods for at Smith oftest giver en fair be­

handling af rivaliserende paradigmer, og hi­

storikeren Uffe Østergaard i sit efterskrift ro­

ser hans objektivitet, så mærkes det især i de enkelte kapitlers del-konklussioner, at Smith, nogle gange umærkeligt, bekvemt lander in­

den for sin egen position. Bogen skal altså læ­

ses med bevidstheden om en vis etnosymbolsk skævvridning, der netop pga. sin afdæmpede karakter ofte er vanskelig at opdage.

I femte kapitel tager Smith fat på de fire pa­

radigmers forskellige empiriske grundlag, der kommer til udtryk i forskellige "historier” om nationen. Det er rart at få lidt kød på de mange teorier og et indblik i, på hvilken baggrund de forskellige forskere ræsonnerer. Smith pointe­

rer, hvordan den bredt accepterede modernis­

tiske historie om nationalismen bærer præg af en lineær enhedstankegang og på nærmest mo­

raliserende vis fremstiller udviklingen som en fortælling med hybris og nemesis. Smith bru­

ger en del krudt på at skyde især Hobsbawms konstruktivistiske udgave af modernismen ned.

Interessant fordi man på denne måde får for­

nemmelse for konturerne af nogle paradigma­

tiske kampe.

I kapitel seks langes der atter ud efter Hobs- bawn, denne gang fordi han forudsiger en stærkt formindsket rolle for nationalismen i fremtiden.

Smith nægter at skrive under på nationens og nationalismens dødsattest, og påpeger en lang række gode grunde til at den vil være med os i mange år fremover. Det er nok sundt efter den megen tale om globalisering og internationali­

sering at blive mindet om, at nationalismen og nationerne sandsynligvis ikke forsvinder lige med det samme.

Til trods for at det er Smiths erklærede mål at skrive for læsere, der er fremmede for em­

net, fremstår hans argumentation og ordvalg til tider indforstået, hvorfor man let hægtes af, hvis man ikke formår at holde tungen helt lige i munden. Bogen er ikke let tilgængelig, men hvis man først får trængt igennem den lidt hårde skal, gemmer der sig en rigdom af ind­

sigt. Bogen fordrer et vist kendskab til områ­

det. Det er ikke fordi abstraktionsniveauet er for højt eller analyserne for komplicerede, men snarere fordi formuleringerne ofte forudsætter kendskabet til en begrebsverden, man som no­

vice inden for emnet ikke er i besiddelse af - og som man jo netop skulle tilegne sig via bogen.

Det kan være en fordel at læse Uffe Østergårds glimrende efterskrift som en indledning til bo­

gen, for på den måde at få en indføring der vil lette læsningen betydeligt.

Pga. bogens opbygning forvirres man i star­

ten og afklares mod slutningen. Dette gør alt i alt Smiths bog til en fremragende indføring i et vanskeligt og uoverskueligt område.

Lars Vangen Christensen

John Erichsen & Mikkel Venborg Peder­

sen (red.): Herregården bd. 1: Gods og samfund. Nationalmuseet 2004, 301 s.

Sælges kun samlet. Prisen for alle fire bind er 1992 kr.

De hundredvis af herregårde, som ligger spredt ud over landet, og som vi alle betragter som en

naturlig del af det traditionelle agerlandskab, er ingen selvfølge. Siden den forkætrede lensafløs­

ning i 1920’erne har godserne været berøvet så store dele af deres oprindelige eksistensgrund­

lag, at deres økonomi efterhånden er blevet mere og mere anstrengt. Og det er ikke så mær­

keligt. Som en godsejer citeres for i bogen, så er en moderne herregård at ligne med en virksom­

hed, der har en indtjening som den lokale sme- die, men en administrationsbygning som IBM.

De mange store hovedbygninger er mao. ude af trit med den økonomiske virkelighed, og den nidkære skattestat gør det ikke ligefrem lette­

re at være godsejer i det 21. århundredes Dan­

mark. Astronomiske arveafgifter og udgifter til vedligeholdelse af funktionsløse bygninger er en vægtig post på en moderne godsejers budget.

Det fører igen til en kamp for at rejse penge, som går ud over dels vedligeholdelsen og dels de omliggende skovarealer, der ofte sælges fra for at gøre arveskiftet økonomisk muligt. Det er noget, kun de allerstørste gårde kan holde til - men ikke i en uendelighed. Det er kort sagt lidt af en skandale, at politikerne er så uvillige til at give en skærv til disse uvurderlige kultur­

skattes bevarelse. Det 20. århundredes politi­

kere gav ikke meget for godsejernes klager over den økonomiske byrde, og det gjaldt på begge sider af de politiske fløje. Hverken socialdemo­

krater eller venstrefolk havde nogen veneration for en samfundsklasse, der for dem repræsente­

rede århundreders undertrykkelse for både ar­

bejdere og bønder.

Mest markant kom det negative syn på gods­

ejerne til udtryk i det socialdemokratiske virre- hoved Gustav Bangs disputats fra 1897 - Den gamle Adels Forfald - hvor påvisningen af, at adelen var indavlet og degenereret var en af hovedteserne. Også i nyere tid har socialdemo­

krater og andet politisk sammenrend dog haft mere end svært ved at forstå, at det ikke så me­

get handler om de stakkels godsejere, som om de enorme kulturværdier, herregårdene repræ­

senterer. Hvis der ikke gøres noget nu, vil det måske snart være for sent. Enkelte herregårde er allerede forsvundet pga. manglende vedlige­

holdelse og andet (f.eks. Klintholm på Møn og Allindemaglegård på Midtsjælland). Produkti- onsbygningerne brækkes ned eller ændres til ukendelighed (f.eks. Kærup ved Ringsted og Sonnerupgård ved Hvalsø). Også de traditio­

nelle herregårdslandskaber med haver, parker, møller, savværker mv. forsvinder, og snart vil der ikke være mange minder tilbage om, hvor­

dan et ’rigtigt’ gammeldags gods så ud.

Det er bla. disse kedelige politiske holdnin­

ger, den nye herregårdsserie på fire bind gerne vil yde et bidrag til at gøre op med. Formålet med bogen er nemlig flerfoldigt: Dels vil såvel

redaktører som forfattere gerne gøre opmærk­

som på, at herregårdene er værd at bevare og dels vil de give et samlet billede af herregården som andet og mere end blot en statelig bygning.

Herregården eller godset er nemlig ikke bare et stort, prangende hus. Begrebet gods refere­

rer oprindeligt til den samlede produktionsen­

hed, som herregården udgjorde: Hovedbygning og staldbygninger, have og park, forvalter og skovfogedboliger og de ofte hundredvis af bøn­

dergårde, der hørte under godset. Godset er det hele, ikke kun godsejerens bolig.

Vi har hidtil været vant til, at bøger om her­

regårde primært var en slags leksika, hvor man kunne slå hver enkelt herregård op og læse lidt om dens historie og se på billeder af eksteriø­

rer og interiører. Men sådan er denne nye her- regårdsbog ikke. Ambitionen har i stedet været at skrive en rigtig herregårdenes historie, altså ikke bare en opremsning af småhistorier gård for gård. Og lad det være sagt med det samme, ambitionen er stort set indfriet. Denne bog er anderledes på den gode måde. I indledningen tager redaktørerne læseren ved hånden, og op­

ridser med kyndig og kærlig hånd de forskel­

lige problematikker, og det pointeres, at det er den totale herregårdskultur, der er emnet. In­

troduktionen bærer i det hele tydeligt præg af, at kulturhistorien i de sidste 10-15 år atter er vundet stærkt frem på den historiske scene, og det er velgørende at læse Mikkel Venborg Pe­

dersens (for jeg tror det er ham, der primært svinger pennen i denne introduktion) til tider næsten lyriske udredninger om den gamle her­

regårdskultur.

I bogens første ’rigtige’ bidrag er det Steffen Heiberg, der fører ordet. Kyndigt og forstandigt behandler han temaet Herskab gennem tiderne, og leder os igennem herskabsliv og herskabs- kultur fra den mørke middelalder til ca. 1900.

Han begrænser sig ikke til kun at behandle li­

vet på herregården, men inddrager hele tidens elitekultur, og de normer og forestillinger, som prægede herregårdsadelen gennem tiden. Gen­

nemgangen er holdt i en sagligt registrerende tone. Kun til sidst bryder Heiberg skabelonen ved at fremsætte en tese: Hvis ikke Estrup og de andre konservative storgodsejere i sidste halvdel af 1800-tallet så stædigt havde forsøgt at revitalisere godsejernes traditionelle mono­

pol på magten, og lade hånt om de transtøvlede venstrefolk, var det måske ikke gået så galt i det 20. århundrede, som tilfældet blev. Lensaf- løsningsloven var nemlig på mange måder at betragte som småfolks hævn over en tidligere tiders elite. Tesen er højst plausibel.

I sit bidrag om lensafløsningsloven er Ditlev Tamm også inde på problematikken. I stedet for bekvemt at sylte Grundlovens løfteparagraf om,

at de store len engang med tiden skulle afløses, burde Estrup og konsorter selv have taget ini­

tiativ hertil, i stedet for at overlade det til deres politiske modstandere engang i fremtiden. I så fald var lensafløsningen næppe blevet så brutal, som den blev. Hvordan man end vender og dre­

jer sagen, så udgjorde lensafløsningsloven nem­

lig en statslig ekspropriation af private værdier, som ikke kunne retfærdigøres i statens fakti­

ske omkostninger ved lovens implementering.

Lensafløsning var mao. en eufemisme for stats- tyveri af privat ejendom. Sådan så godsejerne da også selv på det, men man kan ikke ligefrem sige, at der var meget lydhørhed for deres syns­

punkter i den hævngerrige samtid. Nu skulle regnskabet med den forhadte elite gøres op.

Hovedtemaet, ikke bare hos Heiberg, men også hos de øvrige forfattere, er tidens adelige elitekultur, og det er da heller ikke mærkeligt, eftersom det primært var adelen, der sad på de store gårde. Men ikke udelukkende. Fra midten af 1700-tallet holdt borgerlige godsejere i stort tal deres indtog på de gamle herresæder, og det medførte, at den traditionelle herregårdskultur på flere måder ændrede karakter. Det behand­

les desværre ikke i bogen. Man får derimod indtryk af, at det primært var adelen, som var herregårdsejere, men for de sidste 250 års ved­

kommende er det ikke adelen, der har præget ejerskabet. Snarere tværtimod. Det kunne godt have fået nogle flere ord med på vejen. Det er stort set kun Porskrog Rasmussen, der nævner dette forhold i sin behandling af godssystemet.

Efter Heiberg tager arkæologerne Vivian Et­

ting og Niels Engberg over, og de leverer et både interessant og kyndigt overblik over herregår­

denes rødder i oldtidens stormandsgårde og middelalderens ridderborge. Det gøres primært gennem beskrivelsen af forskellige udgravnin­

ger og fund, og det er jo kun naturligt, så længe der stort set intet skriftligt materiale er beva­

ret fra og om denne tid. De arkæologiske fund punkterer for alvor den gamle forestilling (som stadig lever i visse lokalhistoriske kredse), at godsejere og herregårde opstod i Middelalderen som en konsekvens af adelens stigende under­

trykkelse af de tidligere fribårne bønder - en myte, som var særdeles livskraftig fra Oplys­

ningstiden frem til omkring midten af det 20.

århundrede - og som vel nærmest er indgået som en del af den danske kulturs arvegods og

’kære, gamle minder’. Men forestillingen har in­

tet på sig. Der har derimod altid eksisteret stor- mænd, som har kontrolleret de omkringboende bønder i større eller mindre grad. Storgårde/

herregårde er fra arilds tid, og har vel eksiste­

ret lige siden jægerne blev til samlere engang i hedenold.

Efter Ettings og Engbergs bidrag følger den

indsigtsfulde landbrugshistoriker Carsten Por­

skrog Rasmussen op med en detaljeret gen­

nemgang af godssystemet fra middelalder til nutid. Om end der vel ikke egentligt er noget nyt at komme med her - den historie er nem­

lig skrevet rigtigt mange gange før i andre sam­

menhænge - så hører den dog uomgængeligt med i en totalhistorie om herregårdenes histo­

rie, og Porskrog Rasmussen er yderst velvalgt som forfatter. Ikke alene er seriøst arbejdende landbrugs- og landbohistorikere en hastigt ud­

døende race, men sidste år udgav Porskrog Ras­

mussen desuden en disputats om det slesvigske godssystem, hvis lige vist aldrig er set her til lands, så er der nogen der ved noget om dette - til tider ret vanskelige - emne, så må det være Porskrog Rasmussen.

Landbrugshistorien følges op af en - desvær­

re lidt kortfattet - oversigt over lensafløsnings- loven fra 1919 og dens konsekvenser for de sto­

re herregårde, der bar navn af grevskaber, ba­

ronier (friherreskaber), stamhuse og fideikom- misser. Selvom afsnittet er både velskrevet og instruktivt, finder jeg det utilfredsstillende, at man i en bog om herregårdenes historie afspiser et så stort og væsentligt emne med så lidt plads.

Emnet har desuden aldrig været underkastet en historisk undersøgelse (og mon ikke Rigsar­

kivet bugner med materiale om sagen?), så det må siges at være skuffende, at Tamm kun base­

rer sit bidrag på den ganske beskedne littera­

tur, der allerede findes om emnet. Spørgsmålet om lensafløsningen var ellers mere end oplagt til en interessant kulturhistorisk analyse. Den kunne således være anskuet som den prisme, hvori tidens konflikter mellem bønder og arbej­

dere på den ene og den gamle konservative elite på den anden side spejlede sig, ligesom jeg godt kunne have ønsket nogle oplysninger om en se­

nere tids godsejeres holdninger til lensafløsnin­

gen. Jeg har således ofte hørt historier om, at visse godsejere ikke ville aflevere deres godsar­

kiver til landsarkiverne pga. et idiosynkratisk had til staten som følge af lensafløsningen. Jeg ved ikke, om det er rigtigt, men det kunne da have været interessant at få belyst. I stedet må vi nøjes med en meget overordnet gennemgang af temaet - og af en ekstraordinær begavelse som Ditlev Tamm nærer man ganske andre og store forventninger.

Bogen slutter af med arkivaren Karen Hjorts bidrag om herregårdsarkiverne. Hvilke oplysninger rummer arkiverne og hvor findes de? Vægten er lagt på Frederiksdal i Nordsjæl­

land (som imidlertid ikke er en herregård, men et landsted) og det pompøse Krenkerup på Lol­

land, der under krigen blev svært medtaget af tyskerne og de på stedet indkvarterede tyske flygtninge. Det er udmærket, kompetent og un­

derholdende gjort. Meget mere er der såmænd ikke at sige om det.

Med hensyn til det ydre er det en fornem bog.

Lækkert layout og smuk papirkvalitet. Mange flotte billeder. Det har helt sikkert ikke været billigt at lave bogen, og det afspejler prisen des­

værre også. Der er sikkert ikke mange, der vil investere i denne ellers flotte bog. Boghåndvær­

ket er dog ikke helt så godt, som det kunne være.

Trykket på omslagets bourdeauxrøde shirting krakelerer, hvis bogen uden smudsomslag læg­

ges på et bord - og derefter forsvinder det. Det gjorde det i hvert fald på mit eksemplar.

Det skal dog ikke skygge for, at bogen i det ydre er utrolig flot og lækker og virkelig indby­

der til aristokratisk snadepulsen og aftenlæs­

ning i øreklapstolen. Med de ovenfor nævnte undtagelser er bogens indre heller ikke at kim­

se af. Hvis de efterfølgende bind holder standar­

den, har man noget at se frem til. Jeg vil iøvrigt håbe, at en indflydelsesrig politiker eller to også giver sig tid til at læse dem.

Peter Henningsen

John Erichsen & Mikkel Venborg Pe­

dersen (red.): Herregården bd. 2: Anlæg, interiør og have. Nationalmuseet 2005, 308 s. Sælges kun samlet. Prisen for alle fire bind er 1992 kr.

Det andet bind af Nationalmuseets herregårds­

historie kom på gaden i sommeren 2005 og det fortsætter, hvor første bind slap. Hvor første bind handlede om ”gods og samfund” handler andet bind om herregårdens arkitektur, sale, saloner og haver. Ligesom i bd. 1 er boghånd­

værket i top, ja faktisk bedre, i det shirtingom­

slagets påtrykte bogtitel ikke denne gang drys­

sede på gulvet, ligesom det skete for mig med bd. 1. Bogen er trykt på lækkert tykt papir og rummer et væld af gode illustrationer. Det ydre er kort sagt i orden. Det indre kniber det lidt mere med i denne omgang.

Selvom bogen er gedigen, solid og ganske velskrevet og sikkert vil gøre stor lykke blandt læsere, som ikke er herregårdskendere, kan jeg ikke skjule, at jeg personligt er skuffet over ni­

veauet i dette bd. 2. På mig virker det som om, at forfatterne til bd. 1. befandt sig på et klart højere analytisk og fagligt niveau end forfatter­

ne til bd. 2, og det er en skam efter den loven­

de start. Jeg vil også stille spørgsmålstegn ved om bogen, som det hedder i Nationalmuseets pressemeddelelse for værket, virkelig hviler på

den nyeste forskning. Hverken teksten eller bo­

gens samlede litteraturliste tyder på det - med mindre der da kun menes den nyeste danske forskning, som til gengæld ikke er nævnevær­

dig stor.

Den internationale forskning glimrer med sit næsten totale fravær, bortset fra at det vir­

ker som om, at samtlige forfattere har læst Mark Girouards Life in the English Country House (1978) og Life in the French Country- house (2000). Hovedparten af forfatterne refe­

rerer nemlig til præcis disse to værker (kanske man har læst dem sammen i en nedsat basis­

gruppe?). Generelt skriver forfatterne dog krea­

tivt, selvom det sker på baggrund af en spar­

som litteratur og en sparsom empiri, hvor der males lidt for meget med den brede, danmarks- historiske pensel og bruges for meget plads på minutiøse gennemgange af diverse herregårdes rumfordeling og interiør, uden at det gøres med virkelig arkitekturhistorisk specialviden og fi­

nesse. Jeg føler mig således ikke helt overbevist om, at jeg her er blevet taget ved hånden af kyn­

dige specialister, som kan deres kram.

Bindet er opbygget kronologisk således, at læseren først præsenteres for Renaissancens adelsborge og deres arkitektur, og herefter føl­

ger slag i slag redegørelser for arkitektur og ha­

vekunst i det sene 1600-tal, i 1700-tallet og i 18- og 1900-tallet. For så vidt ganske udmærket, idet det giver læseren et godt overblik over de forskellige perioders stilarter og arkitektoniske smag. Til gengæld kan det forekomme vel mo­

notont i længden, at den samme skabelon følges i alle bidrag. På den anden side er det jo konse­

kvent gjort, så på den baggrund er den valgte struktur vel i orden.

Efter en udmærket indledning fra redaktø­

rerne, følger først Birgitte Bøggild Johannsens og Hugo Johannsens kyndige - men meget tra­

ditionelle - kapitel om Renaissancens adels­

borge. Desværre får man både i indledningen og i dette første kapitel indtryk af, at de bor­

gerlige godsejere først rykkede ind på landets herregårde i 1800-tallet. På s. 18 i indledningen siges det f.eks., at det først var efter England- skrigene 1801-14, at ”de borgerlige godsejere for alvor rykker ind på landets herregårde”, og det er en besynderlig bemærkning, når man ved, at en meget stor del af 1700-tallets godsejere fak­

tisk var borgerlige (om end de var i rangen, og dermed de facto havde adelige privilegier). Iføl­

ge folketællingen fra 1787 udgjorde borgerlige godsejere i de danske provinser således 17,6 pct. på Lolland-Falster, 32,7 pct. på Sjælland og Møn, 26,1 pct. på Fyn og 53,1 pct. i Jylland. I visse områder af Jylland, f.eks. i Thisted og Ribe amter, var de borgerliges ejerandel endda helt oppe på over 75 pct. (Se Inge Adriansen & Palle

O. Christiansen (red.): Forskellige Mennesker, 2003, s. 85-89).

Når jeg gør så meget ud af dette ene punkt skyldes det, at såvel bd. 1 som nu også bd. 2 stort set kun taler om herregårdsejere som ade­

lige og om herregårdene som udtryk for en eks­

plicit adelig livsstil. Dermed giver værket et for­

tegnet billede af herregårdenes ejerhistorie, og det er ikke godt nok for et værk, der har ambi­

tioner om at være det autoritative på området.

Kapitlet om Renaissancens adelsborge er el­

lers kompetent nok, om end det muligvis kan anklages for at være lidt altmodisch i sin for­

tællestil og struktur, noget der i øvrigt er gen­

nemgående for bindets samtlige kapitler. På s.

51 optræder desuden en underlig billedtekst, hvor det om stukloftet på herregården Tjele si­

ges, at det dannede en ”mærkelig kontrast til det disharmoniske liv, der må have udfoldet sig un­

der de rene, hvide stukflader”. Det er en mær­

kelig bemærkning, så længe vi intet hører om, hvad dette disharmoniske liv mon har gået ud på. Som vi skal se, findes der flere sætninger af samme tvivlsomme kaliber forskellige steder i værket.

Den patinerede fortællestil fortsætter i John Erichsens afsnit om enevældens og baroktidens herregårde. Jeg havde nærmest en fornemmel­

se af, at jeg sad og læste et afsnit i Axel Steens- bergs efterhånden bedagede redaktionelle værk om dagliglivet i Danmark. Der fortælles om stort og småt i en kronologisk lind strøm, hvor vi føres fra emne til emne. Der er såmænd ikke noget videre at udsætte på det andet end net­

op det, at det virker som om den samme tekst kunne være skrevet for 35 år siden. Stilen er som hentet ud af 1950’ernes og 1960’ernes kul­

turhistoriske fortælletradition. Hertil kommer enkelte faktuelle fejl og formuleringer, som vil vildlede den ukyndige læser: Når det på s. 100 f.eks. siges, at der blandt godsejere var et so­

cialt hierarki, hvor lensgreverne stod øverst, efterfulgt af henholdsvis lensbaroner/friherrer og stamherrer, så er det forkert, eftersom gre­

ve- og friherretitlerne var en del af rangforord­

ningernes hierarki, hvorimod besiddelsen af et stamhus ikke indebar en placering i rangen.

Socialt og prestigemæssigt har stamhuset altså intet at gøre med grevskabet og friherreskabet.

Stamhusejeren kunne principelt sagtens have en rangplacering, der lå over, om ikke greverne, så dog baronerne. Det er med andre ord uma­

ge fænomener, som her forsøges sammenlignet.

Bedre bliver det ikke af, at Erichsen i prestige­

henseende sætter stamhusejerne over adelige godsejere uden titler. For det første er det igen to umage størrelser, der sammenlignes, og for det andet vil jeg tro, at Erichsen vil få endog meget svært ved at finde en adelig godsejer, som

ikke også havde en rangtitel af en eller anden slags. På s. 145 siges det videre om greven Jør­

gen Scheel, at han residerede på grevskabets hovedsæde GI. Estrup. Det er rigtigt, at han re­

siderede her, men GI. Estrup var, så vidt jeg hu­

sker, ikke grevskabets hovedsæde. Hovedsædet var derimod Sostrup (det senere Benzon), mens GI. Estrup var et stamhus, der også var i gre­

vens eje. Jeg tror heller ikke, som det siges på s. 124, at det må have varet en times tid med hestevogn at køre ad den lange allé i nærheden af Ringstedvej op til Ledreborg ved Lejre. Godt nok er alleen pragtfuld og lang, men så lang er den heller ikke.

Denne kritik befinder sig selvfølgelig i afde­

lingen for pedantiske småtterier, men jeg kan ikke helt frigøre mig fra den tanke, at Erichsen muligvis har haft slået automatpiloten til, da han skrev afsnittet, om end piloten styrer ham rimeligt sikkert i havn. Nogle af hans forkla­

ringer finder jeg f.eks. mindre gennemtænkte, ligesom de unægtelig har et skær af noget pud- serløjerligt over sig. På s. 96-97 forklarer Erich­

sen f.eks. enevældens indførelse på følgende in­

teressante måde: ”Når Frederik III fratog den gamle fødselsadel dens vigtigste privilegium, eneretten til gods, skyldes det først og fremmest denne stands passive rolle under Svenskekrige­

ne. Kongen satsede på nye alliancepartnere, hof­

fet, militæret og ikke mindst det københavnske storborgerskab. Som enevældig fyrste kunne han manøvrere helt frit, og han fandt sammen med tredjestand, som havde stået ham bi under Kø­

benhavns belejring”. Denne sætning forekom­

mer mig at være lige lovlig nationalromantisk i sit tilsnit, ligesom jeg ikke mener, at den på nogen måde forklarer hverken det ene eller det andet. Fratog kongen virkelig den gamle adel sine privilegier pga. dens passivitet under sven­

skekrigene? Skyldtes det ikke snarere ønsket om at opbygge en enevældig adel efter fransk forbillede? Og allierede den enevældige konge sig virkelig med tredjestand, når stort set alle hans ledende embedsmænd både da og i 1700- tallet var adelsmænd? Og hvad med hoffet og de militære? Var de ikke også adelsmænd? Forkla­

ringen falder kort sagt fra hinanden, når man ser lidt nærmere på den og for mig at se, bygger Erichsen her noget tankeløst videre på en gam­

mel national traver om den ryggesløse adel og den ædle borger. Afsnittets morale er vel nær­

mest, at enevælden blev indført, fordi ”far” var vred på sin utro adel.

I Ulla Kjærs og Vibeke Andersen Møllers ka­

pitel ”Nye Idealer” om herregårdene i perioden 1760-1840 følger vi herregårdsarkitekturen gennem Oplysningstidens landboreformbevæ­

gelse, som grundlæggende ændrede forudsæt­

ningerne for godsdrift i Danmark. Det hører vi

ganske vist ikke meget om, men det blev jo også allerede beskrevet af Carsten Porskrog Rasmus­

sen i bd. 1, og behøver derfor ikke at være med her. Det er straks mere betænkeligt, at den pati­

nerede skrivestil fra Erichsens kapitel her ikke bare føres videre, men ligefrem perfektioneres og blandes med en del bemærkninger, der rent sagt må karakteriseres som bizarre. Ja, det vir­

ker faktisk som om, at forfatterne ikke har den helt store selvstændige viden om tiden og dens mennesker, men nærmest har læst sig frem i se­

kundærværker undervejs i skriveprocessen. Ty­

deligst kommer det til udtryk i karakteristik­

ken af godsejeren og handelsmanden Niels Ry- berg, der er som hentet ud fra forne tiders skri­

vetradition: Ryberg, hedder det, ”søgte på én gang at sikre almuen bedre økonomiske kår og en højere kultur ved at oprette almindelige sko­

ler som spindeskoler og væverier. Hæderlig som han var, holdt han mest af det ukunstlede...”

Og så er det, jeg spørger mig selv: Kan det vir­

kelig passe, at to historikere i begyndelsen af det 21. århundrede i ramme alvor vil formulere en så altmodisch personkarakteristik som den­

ne? "Hædersmand”, ”Ukunstlet”. Har de virke­

lig selv fundet på det eller er det ukritisk skre­

vet af fra et ældre værk?

Løjerligt er det også, når det sene 1700-tals klassicistiske arkitektur beskrives som mere ligetil og ærlig end tidligere perioders efterlig­

ninger af antik arkitektur (s. 159). Hvad mon der dog menes? På s. 186 fortælles det, at den gode fynske muld gav stort overskud i driften, hvilket gav sig udslag i mange nye byggerier,

”som jo markerede et både økonomisk og men­

neskeligt stade”. Et menneskeligt stade? Jeg forstår det ikke. En sær formulering findes også på s. 192, hvor forfatterne vist har overset, at deres indledningsformulering til afsnittet ”Her- regårdsbyggeriets udbredelse”, har mere sti­

listisk schwung end egentlig mening. Pedan­

terier måske, men det efterlader alt sammen et indtryk af nogle forfattere, som enten ikke har gennemarbejdet deres tekst ordentligt eller som simpelthen ikke er mere avancerede, end de her viser.

Den narrative stil uden de store overraskel­

ser eller interessante nye hypoteser følges op i bogens sidste kapitel ”Sidste blomstring” (igen en nationalromantisk metafor), om adelens her­

regårdsliv i slutningen af 1800-tallet og begyn­

delsen af 1900-tallet. Det er et ganske udmær­

ket, om end rutinepræget, afsnit, hvor jeg kun fandt en enkelt mystisk bemærkning, nemlig at borgerlige familieværdier (hvori de end består) vandt indpas blandt herregårdsadelen i 1800- tallet, hvor mange ægteskaber nu ”blev indgå­

et af kærlighed”. Det tror jeg simpelthen ikke på, ligesom jeg heller ikke er så sikker på, at

de storborgerlige familier giftede sig af ren og skær kærlighed uden skelen til pengepung og social baggrund. Det er da vist en myte, som her frejdigt og ubetænksomt kolporteres videre.

Bd. 2 hviler kort sagt trygt i en ’bieder- meiersk’ dansk kulturhistorisk tradition, som jeg ellers troede død og begravet efter frem­

komsten af den nye kulturhistorie og som ind­

ledningen til bd. 1 ellers gav lovning på skulle være styrende i dette nye herregårdsværk. For hvorfor ellers skrive et nyt, når vi har så mange gamle?

Peter Henningsen

Mikkel Venborg Pedersen: Hertuger. At synes og at være i Augustenborg 1700- 1850 (Etnologiske Studier, 12). Museum Tusculanums Forlag 2005, 297 + xix s., 298 kr.

I 1660ernes begyndelse opførte hertug Ernst Giinther Augustenborg Slot på Als, opkaldt ef­

ter hans hustru Augusta. Hermed skabtes det augustenborgske hus som en fællesbetegnel­

se for den sidegren af den oldenborgske kon­

geslægt, som Ernst Giinther tilhørte, og det slot, der var centrum for hertugernes magtud­

øvelse på Als og Sundeved gennem små to hun­

drede år. Det meste af tiden steg det augusten­

borgske hus’ stjerne. I 1725 købte hertug Chri­

stian August (I) Gråsten Slot med tilhørende godser, i 1764 overdrog den danske krone her­

tug Frederik Christian (I) Sønderborg Slot, hvor familiens balsamerede lig stadig opbeva­

res, og kort efter påbegyndte han byggeriet af et nyt, storslået slots- og parkanlæg i Augusten­

borg. Så vidt var man nået, at hertugens ældste søn, Frederik Christian (II), ægtede den danske prinsesse Louise Augusta, og en af de yngre, Christian August, valgtes 1809 til svensk tron­

følger. Svensk konge blev han dog aldrig, da han det følgende år døde efter et slagtilfælde. Men augustenborgerne spillede i denne sag en rolle, der bragte dem på kant med den danske konge, Frederik VI, der nærede drømme om at genfor­

ene de nordiske riger med sig selv som fælles regent, og i de følgende årtier blev konfronta­

tionen mellem hertugerne og de danske konger yderligere forværret. Augustenborgerne anså sig som retmæssige arvinger til hertugdømmer­

ne Slesvig og Holsten, når den oldenborgske mandslinie forventeligt snart uddøde, og man gjorde sig forhåbninger om da tillige at besti­

ge den danske trone. Hertug Christian August (II) og hans bror prins Frederik Emil August af

Nør blev frontfigurer i den slesvig-holstenske rejsning, og efter treårskrigen blev hertugen landsforvist og måtte sælge sine slesvigske be­

siddelser. Hovedresidensen blev forlagt til slot­

tet Primkenau i Schlesien. Efter krigen i 1864 tilbagekøbte augustenborgerne Gråsten Slot, men Slesvig-Holsten indlemmedes i Preussen, og alt håb om en selvstændig stat med hertugen i spidsen slukkedes. Da Primkenau 1945 blev smadret under Den røde Hærs fremmarch, var mandslinien i den augustenborgske æt allerede uddød.

Rammehistorien om augustenborgernes storhed og fald hører vi også i Mikkel Venborg Pedersens bog, der er en omskreven etnolo­

gisk ph.d.-afhandling. Men hovedærindet er et andet. Med udgangspunkt i blandt andet den amerikanske sociolog Thorstein Veblens teori om the leisure class og dennes conspicuous con- sumption søger bogen at vise, hvorledes penge, slotte, liberiklædte tjenere, lukulliske måltider og pragtgenstande ikke var mål for hertugernes virke, men midler til at iscenesætte et overdå­

digt hofliv, der gjorde en social orden med augu­

stenborgerne selv øverst iøjnefaldende for om­

givelserne. Hertugernes position afhang af, at denne sociale orden var alment accepteret, og bestandigt søgte man at repræsentere hierar­

kiet i handlinger, der havde en ceremoniel eller rituel karakter, og som knyttede sig til de fy­

siske rammer: slottet, slotsbyen og de fjernere jordbesiddelser. Med al ønskelig tydelighed de­

monstreres dette i hertug Frederik Christians forordning fra 1775, der præciserede hvor hans undersåtter skulle sidde i Augustenborgs nyop­

førte slotskapel; men også når hertugen lod sig se til hest udøvende sin eneret til jagt på sine jorder, kontrollerede han landskabet og dets be­

boere. Netop i kapitlet om jagt, der er bogens bedste, præsenterer Mikkel Venborg Pedersen også eksempler på, hvorledes undersåtterne ved demonstrativt at overtræde jagtforbuddet begyndte at udfordre den sociale orden, som den hertugelige livsførelse skulle opretholde.

Ellers er det påfaldende, hvor lidt den hertuge­

lige livsstil i bogen knyttes til konjunkturerne i augustenborgernes øvrige væren eller for den sags skyld de kultur- og mentalitetshistoriske ændringer, der adskiller år 1850 fra år 1700.

Teksten jonglerer rundt med personer og be­

givenheder fra hele perioden; emnet er la lon- gue durée i magtens iscenesættelse. Men disse metastrukturelle overvejelser fjerner sensibili­

teten for den specifikke kontekst, og netop en sådan følsomhed burde være til stede, da bogen trods alt også handler om den augustenborgske måde at være hertug på og ikke kun om hertu­

gelighed i al almindelighed.

Fremstillingen ønsker at give læseren mu­

lighed for "etnografisk tilstedeværelse” - en sympatisk ambition, men spørgsmålet er, om det lykkes. Den strukturalistiske tænkning, som bogen er præget af, får snarere enkeltak­

tørerne til at forsvinde. Nærværet af fortidens mennesker består for eksempel i størstedelen af kapitlet om hoffet og slotsbyen i opremsninger af navne, bopæle, slægtsrelationer og erhverv.

Forfatteren præsenterer sine rå forskningsdata i prosaform, uden at man fornemmer at være til stede på slottet eller i byens huse. Afhand­

lingen hviler nemlig ofte på et kildemateriale af typen inventarer, menuer, lønningslister og folketællinger. Det er der i og for sig intet i ve­

jen med. Problemet er blot, at det reelt ikke er disse kilder, forfatteren anvender til at give liv til slottet og byen; her tjener teoretiske værker - eksempelvis Norbert Elias’ Die hofische Ge- sellschaft - som en facitliste, der lægges ovenpå det lidt tørre kildemateriale. Dialektikken mel­

lem teori og empiri mangler - de lægges blot sammen. Hvor ville livet på Augustenborg være blevet mere nærværende, hvis man havde hørt de tilstedeværende selv fortælle om det i breve og dagbøger. Der er jo stof nok af at tage af, for eksempel i de rige samlinger, der berører Lou­

ise Augustas og Frederik Christians (II) gøren og laden, og som forfatteren og teaterhistorike­

ren Maria Helleberg for nylig benyttede, da hun lod livet på slottet genopstå i romanen Kærlig- hedsbarn. I Mikkel Venborg Pedersens bog må vi nøjes med forfatterens egne fantasier om, hvad tjenere og tjenestepiger forestillede sig, når de lå i slottets sovekamre, og den idelige gentagelse af teoriernes mantra: den hertuge­

lige livsstil skabte den sociale orden, der igen nødvendiggjorde de selvsamme repræsentative ytringer. Men hvad tænkte hertugerne om det­

te? Og hvorledes forandrede deres forestillinger om hertugelighed sig over tid? Hvad foretog de sig, når de trak sig tilbage fra omgivelsernes blikke? Vi kommer ikke for alvor i dybden med, hvordan det egentlig var at være hertug, og hvad det var for forestillinger om en etisk ansvarlig­

hed for de levende og døde i slægten og for un­

dersåtterne på godset, som aristokraterne var besjælede af. Hvad var essensen af den verden, der gik under, da liberalismen og nationalismen sejrede? På denne problemstilling gives der må­

ske et mere fyldestgørende bud i Giuseppe To- masi di Lampedusas mesterværk Leoparden, som forfatteren med rette fremhæver.

Thomas Lyngby

Søren Ellemose: Århundredets stjerne:

A.P.Møller-Mærsk Gruppen 1904-2004.

Handelshøjskolens Forlag 2004, 435 s., 525 kr.

A.P.Møller-Mærsk Gruppen er Danmarks stør­

ste virksomhed med aktiviteter i skibsfart, olie og gas, industriel produktion og detailhandel.

Gruppen blev formelt skabt i 2003 ved sam­

menslutningen af gruppens to grundlæggende rederier, Dampskibsselskabet Svendborg og Dampskibsselskabet af 1912. Indtil da havde gruppen været umulig at overskue, da skiften­

de danske regeringer havde accepteret, at grup­

pens selskaber ikke offentliggjorde deres sam­

lede omsætning. Den samlede omsætning er siden blevet offentliggjort, men vi kender ikke omsætningerne fra før dette tidspunkt, ligesom vores viden om firmaets øvrige historie stadig er begrænset, da kun et par historikere har fået adgang til firmaets arkiver. Salget af de senere års bøger om Møller-Mærsk Gruppen og dens skabere hviler derfor på en kombination af suc­

ces og mystik.

Søren Ellemoses bog er en oversigtsmæssig historie om gruppens vigtige selskaber og er delt i tre dele. I den først del, fortæller Ellemo­

se om hvordan Arnold Peter Møller først skabte Dampskibsselskabet Svendborg i 1904 og der­

efter Dampskibsselskabet af 1912, fordi han fandt de øvrige aktionærer i det første rederi for forsigtige. Arnold Peter Møller udnyttede dyg­

tigt de muligheder, som de skiftende konjunktu­

rer og strukturelle ændringer gav, og resultatet blev Danmarks største rederivirksomhed.

Arnold Peter Møller blev også tidligt engage­

ret i dansk produktionsindustri. Odense Stål­

skibsværft blev bygget 1917-1919 og var tæt knyttet til udviklingen af rederiets flåde, lige­

som bygningen af Pyrolyseværket (raffinaderi­

et) på Amager, i 1950’erne var knyttet til tank­

skibsfarten. Engagementet i Stålvalseværket i Frederiksværk, Riffelsyndikatet og olie- og gaskoncessionen i den danske del af Nordsøen i 1961 havde nationale undertoner, men det pri­

mære mål var at tjene penge.

Bogens anden del fortæller om sønnen Mærsk McKinney Møllers “regeringstid” fra fa­

rens død i 1965 til 1993. I løbet af de år udvik­

lede og moderniserede han faderens livsværk.

Specielt bemærkelsesværdigt var udviklingen af container-skibsfarten og olie- og gasudvin­

dingen. Efter opkøbet af containerrederiet P&O Nedlloyd i år sidder Møller-Mærsk Gruppen på 20 % af hele verdens containertrafik med ski­

be og et stort antal containerterminaler strate­

gisk fordel over væsentlige positioner på jorden.

Samtidig blev industriaktiviteterne udviklet og

der kom et luftfartsselskab til, som blev Dan­

marks næststørste.

Bogens tredje del ser på perioden fra Mærsk McKinney Møller trådte tilbage som daglig le­

der i 1993 og indtil han også trådte tilbage som bestyrelsesformand i 2004.1 denne periode har den daglige leder været Jess Søderberg. I de se­

neste år har man valgt at fokusere på succeser­

ne, navnlig i rederievirksomheden og off-shore aktivteterne, mens man har solgt industriakti­

viteter fra. Karakteristisk for bogen forklares eksempelvis salget af Maersk Medical i 2002 med behov for flere investeringer til at sikre vækst (s.317). Men forfatteren sammenholder det ikke med den samlede koncerns enorme fi­

nansielle resurser og dens sandsynlige vanske­

ligheder med at satse meget bredt.

Siden 1970’erne er behandlingen af Møller- Maersk Gruppen blevet mere kritisk. Først var det striden i 1970’erne omkring betingelserne for olie- og gaskoncessionen i den danske del af Nordsøen, siden fulgte EU-sagen om kartellet mellem SAS og Maersk Air 2000-2001. Begge sager var udtryk for ændrede forretningsbetin­

gelser i Danmark som følge af statslig regule­

ring og deltagelsen i EU’s indre marked.

Denne bog er en bearbejdning af forfatterens bog fra 1996, A.PMøller gruppen - stjernen i dansk erhvervsliv. Udviklingen af et verdens fir­

ma 1904-1996, der udkom på det samme forlag.

De to bøger adskiller sig mest fra hinanden ved en ændret strukturering af afsnittene og selv­

følgelig historien om udviklingen i de mellem­

liggende otte år.

Selv om Mærsk-Møller gruppen nu offentlig­

gør flere oplysninger om virksomheden er grup­

pen fortsat meget lukket med ikke lovpligtige oplysninger. Alene Morten Hahn-Petersen, A.P.

Møller og den danske olie (1997) er en forsk­

ningsmæssig undersøgelse baseret på materia­

le i firmaets arkiver. Søren Ellemose var der­

for henvist til at benytte andet materiale til sin bog, som er en sammenskrivning af offentligt tilgængeligt materiale, årsberetninger, regn­

skaber, pressemeddelelser og aviser. Bogen hvi­

ler i meget høj grad på materiale offentliggjort af rederiet med henblik på den offentlige dis­

kurs, hvilket gør det vanskeligt for forfatteren at tage stilling til denne diskurs i sin behand­

ling af rederiets reelle udvikling. Flere steder bygger hans fremstilling også på tidligere un­

dersøgelser, hvilket styrker den. Det er specielt tilfældet for konflikterne omkring olie-og gas­

koncessionen 1975-1981.

Bogen beskriver hovedudviklingen i de vig­

tigste danske selskaber i gruppen, men virk- somhedshistorikeren savner en egentlig analy­

se. Men er det en fair kritik? Det er klart, at den manglende adgang til firmaets arkiver begræn­

ser de analytiske muligheder, men begrænsnin­

gerne kunne være omgået på flere måder. For det første er der den journalistiske metode, hvor det offentligt tilgængelige materiale suppleres med interviews og punktundersøgelser af inte­

ressante spørgsmål relateret til statsmagtens forhold her til rederiet, hvor materiale skaf­

fes gennem brug af reglerne om offentlighed i forvaltningen. De tre journalister Peter Sup- pli Benson, Bjørn Lambek og Stig Ørskov vi­

ste i Mærsk - manden og magten (2004) denne strategis muligheder. For det andet kunne man systematisk indsamle materiale om firmaet og dets aktiviteter i de offentlige danske arkiver og for de senere år supplere med materiale hen­

tet gennem anmodninger baseret på reglerne om offentlighed i forvaltningen.

Vurderingen af Søren Ellemoses bog afhæn­

ger af, hvad man skal bruge den til. Det er en god leksikalsk oversigt over væsentlige sider af Møller-Maersk Gruppens udvikling med lister over en række vigtige forhold. Hvis man deri­

mod har brug for en medrivende fremstilling med diskussion af både realia-udvikling og of­

fentlig diskurs kan anbefales Benson, Lambek og Ørskov, Mærsk - manden og magten (2004).

Den bog demonstrerer på glimrende vis, at med en kritisk distance kommer Arnold Peter Møl­

lers og Maesk McKinney Møllers imponerende præstationer til at stå endnu klarere.

Lars Heide

Asbjørn Romvig Thomsen: Uægte børn og ugifte forældre - udstødte eller inte­

grerede? Illegitimitetens sociale årsa­

ger og konsekvenser i tre jyske landsog­

ne 1750-1830. Landbohistorisk Selskab 2005, 199 s., 198 kr.

Med en lidt skæv tilgang til det fortidige hver­

dagsliv, det begrænsede geografiske undersø­

gelsesområde og med fokus på et antal konkre­

te mennesker, har Asbjørn Thomsen lagt sig i kølvandet på en voksende genre, som forsøger at gengive almindelige menneskers levede liv - en art mikrohistorie. Asbjørn Thomsen er dre­

vet af et personligt engagement, en utrættelig kildeindsamling og et godt teoretisk overblik i forsøget på at afdække de uægte børn og deres forældres ofte sørgelige historie. Hvem var de, hvor kom de fra, og hvad blev der af dem? Det er i korthed de spørgsmål, som søges besvaret gen­

nem bogen. Med disse spørgsmål udfordres den almindelige fordomsfulde opfattelse af, at disse grupper var socialt udstødte, og blev set ned på.