H vad der kan un d re er, at en særdeles spæ ndende og om hyggelig undersøgelse p å
hæftes m ed teoretiske p o stu later uden synder
lige forbehold. I forbindelse m ed p o p u læ rar
kæologi m å m an være opm æ rksom på den afsm ittende virkning overfor menige læsere, og så bør forskningens sunde og naturlige tvivl også tages m ed. I forbindelse herm ed m å jeg også korrigere K ristian K ristiansen, n år han m ener, at i »Søfolk og kentaurer«
tolkes »ligheder i arkæologisk m ateriale som udtryk for vandringer a f folkestam m er«. D et står noget i m odstrid m ed hvad je g anfører a f forbehold: »tilsyneladende østlige påv irk n in ger fra rytterfolk kunne let tolkes som noget næ r en invasion, m en intet tyder på om væ lt
nin g er... Fundene betyder heller ikke n ø d vendigvis, at thrako-kim m erier spredtes nordpå. D er er også m ulighed for, at deres rytteri h ar haft en afsm ittende virkning«.
Iøvrigt er det glædeligt, og forhåbentlig på langt sigt fru g tb art, at populæ rarkæ ologi drøftes i disse år. I et stykke tid h a r der været en for skarp opdeling m ellem forskning og
»formidling«.
Vi bør ikke glem m e, at D an m ark h a r en særdeles velfunderet trad itio n for fagligt u d ført populæ rarkæ ologi, lige siden C. J . T h o m sen satte skilte m ed sten, bronze og je rn a ld e r op på sit m useum , foruden de endnu læselige bøger a f W orsaae og M uller. Vi lever i et land, hvor populæ rarkæ ologi i ca. 150 å r h ar været en uofficiel videnskabelig disciplin. D et er ikke m eget forkert at sige, at det er på det felt den egentlige overordnede teoridannelse finder sted. D et er indbygget i selve arbejds
processen, hvor de m ange fundoplysninger skal sam les til et større oversigtsbillede end det er n o rm alt at arbejde m ed i m ere afgræ n
sede specialartikler eller i de m ere konventio
nelle videnskabelige værker.
Benito Scocozza:
Livsfæste-myten skrum per ind
- en replik
I artiklen »Blev der indført livsfæste i Danmark i 1523?« (Fortid og N u tid , X X IX , 1981, s. 184-201)
h ar jeg hæ vdet, at der ikke blev indført livsfæ
ste i 1523, og at det derfor er forkert, n år fæ steforordningen a f 14. maj 1523 igennem årtier er blevet kaldt /zw /ks^forordningen.
F orordningen er efter m in m ening intet andet end en alm en form aning, der g år i rette m ed k o n trak tb ru d .
A rtiklen h a r frem kaldt m ange kritiske kom m entarer. D en er a f M ikael Venge blevet kaldt et »sadistisk« angreb på velm eriterede historikere, og m in kritik a f m in egen frem stil
ling a f forordningen i bogen Klassekampen i Danmarks historie. Feudalismen, opfattes a f V en
ge som et udslag a f »m asochism e«.
U d over denne psykologiske vurdering m e
ner Venge ligeledes at kunne konstatere, at artiklen »i sin opbygning afspejler et a f de i denne fotokopieringens g uldalder så yndede kom pendier til undervisningsform ål«, som jeg i dette tilfælde skulle have anvendt i for
bindelse m ed undervisningen i m etode på K øbenhavns U niversitet - en gisning, som straks skal bekræftes. Faktisk blev artiklen til efter en gennem gang a f traditionen om kring 1523-forordningen. At kom binere undervis
ning og forskning er jo én a f idéerne med universitetslæ rerjobbet.
Så m eget om artiklens psykologiske og praktiske ophavssituation. M en artiklen er også blevet kritiseret for den m etode, der a n vendes i den. O g det er vel m ere interessant end form odninger om m ine eventuelle sado
m asochistiske fornøjelser ved at fare ud m od andre historikere og mig selv i skøn forening.
Venge kalder m in m etode for »chaiselong
m etoden«. Siddende i en sådan h a r je g skum m et især de brede frem stillinger hvor disse h ar »strejfet« (livs)fæsteproblem et, i stedet for at udtøm m e litteratu ren til bunds. R esul
ta tet — i følge Venge —: »Torskesmut«! (Jvf.
Venge i Fortid og Nutid, X X X IX , 1982, s. 476).
O m selve sagen siger Venge im idlertid in
tet. H a n er vred over, at je g h ar citeret ham for i sin frem stilling i G yldendals D an m ark s
historie at gentage, at d er er tale om en livsfæ- steforordning. Je g burde dog have bem æ rket, at han i sin forskningsdiskussion h a r nævnt, at Skrubbeltrang h ar en anden opfattelse. M en jeg kan ikke efter m in bedste overbevisning se, at det æ n d rer noget ved den kendsgerning,
at Venge fortsat bruger betegnelsen, blot fordi h an næ vner, at en anden historiker m ener no
get andet. O g det, der derfor stå r tilbage a f Venges voldsom m e irettesæ ttelse, er, at han ikke tager stilling til spørgsm ålet!
Aksel E. C hristensen er ligeledes utilfreds med m in m etode. Je g h a r udvist »ringeagt for lovtekstens ordlyd«, je g h a r kastet min »kil
dekritiske skolelærdom « over bord ved ikke at
»gennem føre en selvstæ ndig indholdsanalyse a f en hovedkilde, før den vurderes endeligt i sin sam m enhæ ng«, og je g h a r - hvad der er Aksel E. C hristensens hovedpointe - m istol
ket hans afhandling Senmiddelalderlige fæstefor
mer som forudsætning fo r Forordningen om Livsfæste a f 1523. (Se denne i Festskrift til Arup, 1946).
M istolkningen g år ud på, at je g h a r overset dens hele anlæg. D en er ikke en diskussion om, hvorvidt d er blev indført livsfæste eller ej, m en først og frem m est et opgør m ed den a f bl.a. Poul Jo h s. Jørg en sen frem lagte evolutio
nistiske opfattelse, at livsfæsteforordningen er resu ltatet a f en successiv, glidende udvikling i fæsteforholdet. D en evolutionism e h ar Aksel E. C hristensen søgt at m odbevise m ed sin k onstatering, at kildem aterialet taler imod et u d b red t livsfæste forud for forordningen.
En senere afhandling skulle så yderligere have drøftet problem erne om kring 1523-for
ordningen. M en den kom aldrig. I Aksel E.
C hristensens kritik a f m in artikel gives der im idlertid ikke et klart bud på, om forordnin
gen v ar en livsfæsteforordning eller ikke. A k
sel E. C hristensen m edgiver, at forordningen ikke »påbyder livsfæste«, m en såvidt jeg kan se det, slu tter han sig til den tradition, at den
»medfører livsfæste«. D esuden g år Aksel E.
C hristensen i rette m ed mig, fordi jeg ikke h a r læst forordningen g ru n d ig t nok. J e g h ar ikke adskilt dens bestem m else om, at fæsteren skal
»icke festtis a f f szin gaardt« fra »och ey ther a f f vdtwiiszes«. Aksel E. C hristensen m ener ikke, at der her blot er tale om datid en s tilbøjelig
hed til dobbeltkonfekt, m en at udfæ stning er noget an d et end udvisning.
O m dette betyder, a t Aksel E. C hristensen alligevel vil fastholde, at der er tale om en livsfæsteforordning, m å overlades til læsernes vurdering. Selv tilslu tter je g mig E rland Pors- mose, d er i sin afhandling Bønder, bryder og
tjenere. (Odense 1983) kom m enterer Aksel E.
C hristensens ræ sonnem ent således:
»D et forekom m er mig, at ordlyden snarere m å dække hhv. den lovmæssige opsigelse a f fæsteren til næste fardag (evt. m od tilbagebe
taling a f stedsm ål), hhv. den øjeblikkelige u d visning, men forholdet synes uden principiel betydning for livsfæste-diskussionen«. (s.
104).
O g n år forholdet er uden principiel b ety d ning for livsfæste-diskussionen skyldes det, at det eneste forordningen siger er, at ingen a f m etoderne - hverken udfæ stning eller udvis
ning (hvis der altså er forskel) - m å kom m e i anvendelse, såfrem t fæsteren overholder sine forpligtelser. M en det er jo ikke ensbetydende m ed, at en fæster derm ed kan sidde livet ud på sin gård. O gså årem ålsfæ stere dækkes a f de alm ene kontraktbeskyttende regler, som forordningen indskæ rper.
T ilbage a f Aksel E. C hristensens b etra g t
ninger står en fortsat uvished om, hvorvidt han ville have æ ndret sit syn på forordningen derhen, at han ville have forladt det, han kalder den »gængse opfattelse«, at forordnin
gen er en livsfæsteforordning. I hvert fald h ar jeg svært ved at se, at h an tager forbehold over for betegnelsen i sin oprindelige afh an d ling Ira 1946, hvor han ud over at anvende betegnelsen i overskriften hverken tager forbe
hold over for denne betegnelse eller lad er sin undersøgelse m unde ud i, at det lidet u d b re d te faktiske livsfæste næ ppe kan begrunde, at m an kalder 1523-forordningen for livsfæstefo
rordningen. Tvæ rtim od skriver han i sin kon
klusion direkte følgende: »F orordningen moti
verede livsfæstet (M in. udh.) som en beskyttelse a f fæ stebønderne m od jo rd d ro tte n s vilkaarlig- hed, og saa d an kom den ogsaa til at virke i det lange løb«, hvorefter han henviser til Fus- sings Herremand og Fæstebonde, s. 47 ff, som er netop det sted hos Fussing, hvor denne uden forbehold fastslår, at 1523-forordningen be
stem te, at bonden skulle »sidde, saa længe han levede«, på fæ stegården, såfrem t han overholdt sine forpligtelser.
D esuden m å m an jo se på, hvorledes Aksel E. C hristensens artikel i A rup-Festskriftet måtte blive opfattet, n å r dens hele anlæg - som tidligere næ vnt — er bestem t a f et opgør m ed
den evolutionistiske synsvinkel. E r den et så
d a n t opgør, taler alt jo for, at Aksel E. C h ri
stensen netop vil frem hæve modsætningen m el
lem livsfæsteforordningen og det ikke-domi- nerende livsfæste, som Aksel E. C hristensen gennem sin em piriske undersøgelse m ener at kunne fastslå. E r forordningen a f 1523 ikke at opfatte som en livsfæsteforordning, så er der ikke tale om et opgør m ed evolutionism en, for så ligger den i sm uk forlængelse a f tidens tendens til a t sikre ordnede forhold. K u n hvis forordningen er et brud på det sæ dvanem æ ssi
ge, vil der være tale om en afvisning a f evolu
tionism en. D et er d a også dette brud, som træ der frem for læseren, n år Aksel E. C h ri
stensen i sin afhandling stiller virkeligheds- baggrunden (ikke u d b red t livsfæste) op over for 1523-forordningen, der skildres som en forordning om livsfæste; ellers ville der da heller ikke være nogen m ening i at kalde
»Frederik I.s forordning om livsfæste a f 14.
maj 1523« for »den vigtigste om bondens rets
stilling forud for det 18. aarh u n d re d e. .« (s.
134 f).
Je g m ener derfor, at Aksel E. C hristensens afhandling fra 1946 h ar været m ed til at ce
m entere m yten om, at 1523-forordningen er en overordentlig vigtig forordning, netop for
di den >indfører< eller >medfører< livsfæste, og derfor yderligere h a r bidraget til, at forord
ningen i eftertiden uovervejet er blevet kaldt /m fæ steforordningen.
M en - som sagt - i sit sidste indlæg imod min afvisning af, at d er er tale om en livsfæ
steforordning, synes Aksel E. C hristensen ikke at m odsige denne afvisning direkte, uden at han derm ed tilslutter sig den. Desværre h ar Aksel E. C hristensens pludselige død um uliggjort en videre skrap, men efter min m ening fru g tb ar diskussion. D erfor m å m an nøjes m ed at sam m enligne m ine arg u m en ter m ed Aksel E. C hristensens oprindelige af
handling og m ed hans sidste indlæg om kring det kontroversielle spørgsm ål.
Senest h ar Troels D ahlerup kastet sig ind i debatten. ( J v f Fortid og Nutid, X X X , 1983, s.
280-301). D ahlerup korrekser mig ikke for at have glem t m in kildekritiske barnelæ rdom . M en i stedet siger han:
»Styrken i Scocozzas arbejde ligger i hans dem onstration a f kildekritikkens og den for
melle logiks destruktive m uligheder ved p å visningen af, at en lang række tolkninger ikke hver og en h a r tvingende nødvendig gyldig
hed. .« - og denne opsang kan m an jo så læse, som m an vil. I hvert fald m ener D ahlerup ikke, at m it opgør m ed livsfæste-m yten er særlig nyskabende, for min konklusion er for
længst »foregrebet a f H ector E stru p (1845) og senere a f såvel F ridericia (1896) som A strid Friis (1936)«.
D et forekom m er mig, at netop disse be
trag tn in g er a f D ah leru p angiver en afgørende forskel i m etodisk indfaldsvinkel. Je g h ar ikke tilstræ bt originalitet m ed m in kritik a f histori
kernes gentagelse af, at 1523-forordningen er en livsfæstebestem m else, m en n å r jeg h a r valgt at frem hæve S teenstrup, A rup, Schultz’
D anm arkshistorie, Politikens D anm arks hi
storie, og senest G yldendals og D ansk Social
historie, så er det fordi disse værker er u d bredt og m eningsdannende, og at det er via sådanne væ rker - u n d erstø ttet a f f.eks. Aksel E. C hristensens sp ecia la fh a n d lin g -, at m yten fastholdes.
I m odsæ tning hertil er E strups artikel i H istorisk T idsskrift ligesom Allens senere langt m ere u d b red te skildring a f De tre nordiske Rigers Historie, der begge afviser, at der er tale om en livsfæsteforordning, gået i glem m ebo
gen. (Allen h ar jeg direkte næ vnt i min histo
riografiske gennem gang).
M en hvad så med Fridericia og A strid Friis? De er jo nyere og m å vel derfor være m yte-brydende? Problem et er im idlertid, at Fridericias forbehold over for livsfæsteprobl- m atikken forekom m er i en fodnote til værket Adelsvældens sidste Dage, der han d ler om perio
den 1648-1660, m ens A strid F riis’ >opgør< med livsfæsteforordningen blot består i en bisætning i D ansk Biografisk Leksikon un d er Mogens Gøye, hvor hun næ vner, at han bl.a. havde noget at gøre m ed den forordning, »der sikre
de fæstebonden m od vilkårlig udvisning«.
(Jvf. Dahlerups note 4, si. 280)
At anføre Fridericias fodnote og A strid F riis’ bisæ tning som eksem pler på, at der si
deløbende m ed den b astan te livsfæste-tradi- tion h ar været en anden tolkning forekom m er
mig rent ud sagt proportionsforvræ ngende og røber efter m in m ening — for nu at være skarp - en m anglende sans for, hvordan den histori
ske bevidsthed dannes uden for den aller- snæ vreste forskerm enighed.
M en m åske genspejler denne sidestilling a f en fodnote og en bisæ tning m ed hele den m agtfulde livsfæ ste-tradition en distance til selve spørgsm ålet om, hvorvidt det er væ sent
ligt eller uvæ sentligt at udnæ vne Frederik I ’s forordning til at være den vigtigste inden landboreform erne, netop fordi den hævdes at være en forordning om livsfæste. M eget tyder på det, for konklusionen på D ahlerups artikel om Fæstet i breve og domme, der er alfødt a f mit opgør med livsfæste-m yten, er, at D ahlerup
»fristes til at betegne den som en >livsfæstefor- ordning< (eller hvad m an nu vil kalde det un d er adelsvæ lden og frem til landborefor
m erne frem herskende system ), kort sagt, at bonden - så længe han opfylder de alm en- kendte forudsæ tninger — kunne beholde g å r
den, sålænge han vel og m ærke ønskede det«.
B aggrunden for denne konklusion, hvor livsfæsteforordningen ganske vist forsigtigt sættes i anførselstegn, er, at livsfæstet efter
hån d en bliver alm indeligt, dog m odificeret derhen, at det m å være det, d er sker, n å r det efterhånden m ere og m ere - i både forordnin
ger og lensbreve - indskæ rpes, at bonden ikke uden videre kunne udsm ides a f fæstet, og slet ikke uden angivelsen a f en grund og uden varselsprocedure.
D ahlerup anerkender, at selve 1523-forord- ningen ikke påb y d er livsfæste. H an nøjes med at sige, at den forekom m er ham »i allerhøje
ste grad at foregribe, om ikke ligefrem slutte sig« til den udvikling, som netop er ridset op.
En egentlig placering a f Frederik F s for
ordning i forhold til den situation, den er
udstedt i, foretager D ah leru p i realiteten kun ét sted, hvor han frem hæver, at baggrunden for forordningen er nullifikationen a f C h risti
an I ls lovgivning, der havde givet løfte om fa
stere regler i forbindelse med indgåelse a f fæ stekontrakter. T ilintetgørelsen a f C h ristian Ils love skabte usikkerhed for bønderne. Det er derfor, at »Frederik I ... fandt det på sin plads at forsikre bønderne om, at m an ikke derm ed (m ed nullifikationen) tilsigtede no
gen æ ndring a f den (større eller m indre) grad af sikkerhed, de m åtte have i deres fæstemål«.
O g D ahlerup anser endda Frederiks for
ordning for m ere vidtræ kkende end C h ristian lis . F or C h ristian II havde jo kun lovet en m inim um sfæ stetid, hvilket nok v ar til gavn for sm åbønderne, m en ikke til gavn for de fæstebønder, der »tænkeligt forlængst i p rak sis havde opnået en i hvert fald >livsfæstelig- nende< position i takt m ed stedsm ålets u d b re
delse«1.
O g — fortsæ tter D ahlerup - »dette kunne igen bidrage til at forklare den yderst ringe o pbakning b lan d t bønderne for C h ristian I ls sag, m edens F rederik I m ed sin forordning a f 1523 holdt sig indenfor de eksisterende ra m m er, m en til gengæld gjorde det m uligt at udstræ kke langtidsfæ sternes vilkår til alle bønder. .«.
D ette ræ sonnem ent forekom m er mig ejen
dom m eligt, eftersom en fastsættelse a f en m i
nim um sgræ nse jo ikke forhindrer længere fæ
stetid og derm ed heller ikke livsfæste. Skulle langtidsfæ sterne blive sure på C h ristian II, kunne det vel kun begrundes i, at h an fastlag
de en m axim um sgræ nse. M en hvorom alting er, så fastlægger F rederik I ’s forordning hver
ken en grænse opad eller nedad - og derfor heller ikke livsfæste.
D ahlerup ender altså m ed forsigtigt at ka-
1. Nogle af diskussionsdeltagerne har med rette kritiseret mig for et uberettiget angreb på Jo h an Hvidt- feldts tolkning af C hristian I I ’s fæstelovgivning i Politikens Danmarkshistorie. Jeg har nemlig som kildegrundlag brugt Kolderup-Rosenvinges udgave, mens Hvidtfeldt har anvendt en anden kilde, nemlig den af ham selv fremdragne fra den Arnamagnæanske Samling. Forskellen er, at i den Kolderup- Rosenvingeske udgave tales der om en fæstetid på ti til tolv år, mere eller mindre, som norm, hvor der i AM -udgaven direkte anføres 8 år som minimumsfæste. Så Hvidtfeldt har altså ikke læst forkert, som jeg har hævdet, men blot brugt en anden og ifølge bl.a. M. Rathsack mere troværdig kilde. (Jvf. Rathsack:
Historisk Tidsskrift, 12. rk., II, s. 293-336) - Men uanset hvilken kilde man iøvrigt henholder sig til, viser de begge, at Christian II opererede med en fæstetid, der var kortere end livsfæste.
rakterisere Frederik Fs forordning som en be
roligelse a f bønderne, en forsikring om, at ingen drastiske æ ndringer v ar på trapperne, og at forordningen m ed dens ga ran ti mod uberettiget udsm idning peger frem m od, at bønderne h ar ret til at blive siddende på deres fæstegårde hele deres liv, eftersom det efter
hånden bliver alm indeligt, at bønderne er livsfæstere.
D erm ed er D a h le ru p — så vidt je g kan se — nået til en konklusion, som ikke strid er mod m in, eftersom han ikke tildeler Frederik Fs forordning livsfæstestatus. M en til gengæld fristes han alligevel til at kalde den en >livsfæ- steforordning<, fordi den og dens efterfølgere i realiteten kom m er til at forsvare det rent fak
tisk eksisterende livsfæste.
M ed denne gum m iagtige følgeslutning for
svinder im idlertid den problem stilling, som det v ar min hensigt at sæ tte i centrum : nem lig, om statsmagten med forordningen a f 1523 ind
førte livsfæste?
N år svaret på dette spørgsm ål i sig selv er vigtigt, skyldes det netop oparbejdelsen a f m yten om, at Frederik I og hans godsejerre
gering ved lov indførte fæsteuopsigelighed på livstid. Een ting er, at der ikke ud a f loven selv kan læses et livsfæste, en anden ting er, at om stæ ndighederne gør en sådan fortolkning helt urim elig, ikke m indst fordi en livsfæste- lov ville betyde en urim elig tidlig statslig re
gulering a f det sam fundsm æ ssigt grundlæ g
gende kontraktforhold mellem bønder og godsejere.
Ved at sætte skel m ed en livsfæsteforord
ning i 1523 kom m er m an uvægerligt til at underbetone den strid mellem godsejerne og bønderne om fæstevilkårene, som først fik sin endelige statsstem plede formelle løsning med forordningen a f 19. m arts 1790, som er den første forordning, der eksplicit påb y d er livs
fæste ( J v f herom Porsmose, a n f arb., s. 31 f G anske vist bem æ rker 1790-forordningen i sin præ am ble, at Loven, dvs. D anske Lov, og derm ed også de form uleringer, som d an n e r grundlaget for D anske Lov, og som kan føres tilbage til 1523-forordningen forudsæ tter livs
fæste. M en alligevel m å C h ristian V II - dvs.
kronprinsregeringen - m ed den nye lov u n derstrege, at »alle hidindtil udgivne Fæ ste
breve, hvad enten de lyder p aa visse A ar eller paa O psigelse, dog bør gælde for B onden og hans H u stru s Livstid, saa længe hun er E n k e...« O g H ans Jen sen , hvorfra citatet stam m er, kom m enterer 1790-forordningen med den bem æ rkning, at m an næ ppe før den
ne form ulering h a r haft et udtrykkeligt forbud mod tidsbegræ nset fæste. (Jensen: Dansk Jord- politik, 1, 1936, s. 159 f )
M an skal således helt frem til bonderefor
m erne, før m an finder en forordning, der uden nogen tvivl er en livsfæsteforordning - dvs. 267 å r efter 1523-forordningen.
U anset uenigheder om og nu an cer i opfattel
sen a f fæ stebondens retsbeskyttelse i perioden fra 1523 til 1790 er der ingen a f m ine oppo
nenter, der h ar fastholdt en fortolkning a f 1523-forordningen, der berettiger den tra d i
tionelle udnæ vnelse a f den til at være en livs- fæsteforordning.
Tvæ rtim od h ar Frank Pedersen i Fortid og Nutid, X X X , 1983, s. 97-110, yderligere um ulig
gjort en sådan fortolkning, og endelig er Pors
mose (anf. arb.) ligeledes - helt uafhængig a f min artikel - nået til sam m e resultat.
Det er således blevet bekræftet, at myten om, at staten i 1523 gennem fører en eneståen
de bondevenlig lov - hvilket h a r faet flere historikere til at svøm m e over a f begejstring - er uden bund i virkeligheden.
Peter Bøegh Nielsen:
Erhvervshistorisk forskning - nuvæ rende tendenser og frem tidig profil
D er er inden for de seneste å rtier på et in ter
n atio n alt plan sket en relativ betydelig udvik
ling og udbygning a f den erhvervshistoriske forskning. D ette forhold er forårsaget a f dels den generelle interesse for de m aterielle og økonom iske aspekter a f den historiske udvik
ling, dels m ere specifikt a f virksom hedernes - f.eks. de m u ltinationale selskabers — stigende indflydelse på den sam fundsm æ ssige udvik
ling siden 2. V erdenskrig. D en historiske forsknings øgede fokusering på den økonom i
