Forfatter(e) | Author(s): Bearbejdet efter Nossig: "Die Socialhygieine" ; Af A. Goldschmidt.
Titel | Title: Hygiejnen hos Jøderne og andre Oldtidsfolk
Udgivet år og sted | Publication time and place: København : Bianco Lunos Kgl. Hof- Bogtrykkeri, 1896
Fysiske størrelse | Physical extent: 52 s.
DK
Værket kan være ophavsretligt beskyttet, og så må du kun bruge PDF-filen til personlig brug. Hvis ophavsmanden er død for mere end 70 år siden, er værket fri af ophavsret (public domain), og så kan du bruge værket frit. Hvis der er flere ophavsmænd, gælder den længstlevendes dødsår. Husk altid at kreditere ophavsmanden.
UK
The work may be copyrighted in which case the PDF file may only be used for personal use. If the author died more than 70 years ago, the work becomes public domain and can then be freely used. If there are several authors, the year of death of the longest living person applies. Always remember to credit the author
mk
jjoeLV t+ui auAéOie. OCeLtutef+C^
W 6 .
DET KONGELIGE BIBLIOTEK
1 3 0 0 2 1 1 0 6 9 5 0
Af
Dr. A. Ooldschmidt.
Særtryk .af “Tidsskrift for Sundhedspleje*. 1. R. V.
Kobe nhavn.
Bianco Lunos Kgl. Hof-Bogtrykkeri (F. Dreyer).
Af
Dr. A. (xoldsclimidt.
Særtryk af "Tidsskrift for Sundhedspleje®. l.R . Y.
K ø b e n h a v n .
Bianco Lunos Kgl. Hof-Bogtrykkeri (F. Dreyer).
1896.
Om Oldtidens sociale Hygiejne, det vil sige, dens Begreb om Betingelserne for Folkets fysiske Velvære vide de fleste kun meget Lidt; snart tales der, som om den stod overordenlig højt, snart fremhæves paa dens Bekost
ning den moderne Hygiejnes vidunderlige Fremskridt og Resultater, men Alt uden virkeligt Kendskab til For
holdene. Det er Hensigten med dette Arbejde at give en kort Fremstilling af, hvor vidt Oldtiden var naaet i denne Videnskab, som naturlig vil interessere Enhver, der har Sands for sociale Spørgsmaal.
Man har hidtil fejlagtig dateret Hygiejnen fra Grækerne og affærdiget de orientalske Folkeslag med nogle Fraser, skøndt navnlig Jødernes sociale Hygiejne fortjener et meget indgaaende Studium. Dernæst har man ikke taget Begrebet social Hygiejne i saa stort Omfang som her, men ladet sig nøje med at skildre de almindelige sanitære Forholds
regler, hvorimod her vil blive gjort Rede for Alt, hvad der har Indflydelse paa Folkenes Liv og Sundhed, deres
1
Sædvaner og Skikke, deres Næring, Ægteskabsforkold og Konsliv m. m.
Medens den moderne Hygiejne er grundet paa det forrige og dette Aarhundredes store Opdagelser i Fysik, Kemi og Biologi, er den antike fremgaaet af de Kund
skaber, som Oldtidens mest fremragende og oplyste Mænd i Form af Aabenbaring have givet Menneskeheden i Vuggegave og som først efter mange Udrensninger og Forbedringer ere komne os i Hænde og bievne godkendte af Videnskaben.
I. De orientalske Oldtidsfolk.
K in esere, Indier, P e r se r , Æ g y p ter.
K i n e s e r e . 1 K o n f u c i u s Love gaa de hygiejniske Regler Haand i Haand med de politiske og moralske, alle rettede paa at bevare og udvikle Folket, eller, som lian kalder det, at generhverve den oprindelige Renhed.
Det paalægges hver Enkelt at holde sig ren baade i moralsk Henseende — ved at tæmme sine Lidenskaber og sin Begærlighed — og i hygiejnisk. Kinesernes hellige Skrift indprænter stadig Begrænsning og Maade- hold i sanselige Nydelser ; Familielivet erklæres for helligt:
al anden Kærlighed — hedder det — bør vige for Familiekærlighed, og det er en kættersk Lære, at vi skulle elske alle Mennesker lige højt. Gennem denne Omsorg og Beskyttelse baade for Individet og Familien kommer Lovgiveren til sit store Maal: at holde Folket afsluttet fra andre og bevare den kinesiske Race i dens Renhed, og af disse Bestræbelser er fremgaaet et Folk, der vel ikke bestaar af krigsdygtige, kraftige Mænd, men af sunde, nøjsomme og udholdende Mennesker, som trives lige godt overalt paa Jordkloden.
Ogsaa hos I n d e r n e er Individets «Sundhed« det nærmeste Maal for Hygiejnen; men her være det straks fremhævet, at de gamle orientalske Folk altid sagte at tage Religionens Avtoritet til Statte for deres Love og udtrykte deres Forestillling om Sundhed med Ordet Ren
hed: at et Dyr er «rent» vil sige, at det kan spises uden Fare for Sundheden; er det skadeligt, kaldes Dyret urent.
M a n u s Love indeholde et udviklet, hygiejnisk Sy
stem ; men stræng Overholdelse af det fordres kun af Brahmanerne, som skulle opdrages til at blive en udvalgt Slægt; det avrige Folk bliver vel ledet og opdraget i samme Aand, men er ikke forpligtet til at stræbe efter Hygiejnens Ideal.
Om den Enkeltes Renhed o: Sundhed værnes ved Love om Næringsmidlerne: det vegetarianske System anses for det sundeste, og Brahmanerne er det ganske forbudt at nyde Kod og gærede Drikke. »Den, som aldrig æder Kod, angribes ikke af Sygdomme, og det er vel ingen Synd at spise Kød, at drikke Spirituosa og at hengive sig til Kærlighed; men det er i hoj Grad for
tjenstligt at afholde sig derfra«. De — særlig for Brah
manerne — forbudne Dyr vare Pattedyr med kløftet Hov, vilde Skovdyr, Rovfugle og Fugle, som opholde sig paa beboede Steder, tamme Svin, altsaa i det Hele saadanne, fra hvilke Sygdomme kunne overføres til Mennesker. For saadan Afholdenhed lovedes religiøse Belønninger, og det lykkedes virkelig at tilvejebringe et Folk af Vegetarianere.
En stor Rolle spillede Vaskning og Rensning; Bad
ning regnedes til de fortjenstlige Handlinger, og før Maaltidet og før Bønnen skulde Munden renses. Des
uden havde de gamle Indere et System af Hudpleje, som svarede til vor »Massage« og bestod i Gnidning og
1*
Strygning med glatte Ibenholtsvalser, hvilket endog præ
senteredes paa Scenen.
Den egenlige Medicin, d. v. s. Behandling af Syg
domme udøvedes af omvankende Brahmaner, som mest benyttede diætetiske Midler, dernæst naturlige og usammen
satte Medikamenter, men af disse helst udvendige som Indgnidninger og Plastre, fordi de ansaas for de mest uskadelige.
Ogsaa den indiske Lovgiver betoner Aandens Ind
flydelse paa Legemets Tilstand og forlanger, at man skal beherske sine Lidenskaber.
Skøndt Indernes filosofiske og religiøse System sætter Tilintetgørelse som det Højeste og altsaa konsekvent maatte fordømme Ægteskabet, der forlænger den jordiske Tilværelse i det Uendelige, bliver dog Ægteskab og For
plantning erklæret for en ophøjet Pligt og en Søns Fødsel for den største jordiske Lykke. Særlig reguleres natur
ligvis Brahmanernes Ægteskab, og det paabydes: Brud
gommens Manddomskraft skal prøves omhyggelig; Brah
manen tage sin Hustru af en Familie af Vedakyndige, som kan opvise ti berømte Mænd, men ikke af en nok saa velhavende Familie, i hvilken der findes arvelige Sygdomme. Med saadanne Fordringer rage Inderne højt op over Nutidens Ægteskabsregler.
En anden væsenlig Stræben i den gamle indiske Hygiejne er, at den vil værne om Racens og Kastens Renhed; saaledes maa en Brahman til sin første Hustru ikke tage en Kvinde af en anden Kaste. Disse Bestem
melser holdes endnu efter Aartusinders Forløb hellige, og Indernes socialhygiejniske Renhedssystem, der gaar ud paa at bevare Individet for erhvervede Sygdomme, Familien for arvelige Sygdomme og Stammen for fremmed
Iblanding, kan opvise mærkværdige Resultater. Allerede de ældste Forfattere omtale Indernes udmærkede Sund
hedstilstand, der skyldes deres maadeholdne Levevis og Afholdenhed fra berusende Drikke; de anse en legemlig Sygdom for en saa stor Skam, at de kunne soge Døden paa Baalet, naar de opdage en saadan paa sig, f. Ex.
Kalanus og Kong Porus’ Gesandter til Augustus.
P e r s e r n e . Al Z o r o a s t e r s Lære af filosofisk, religiøst, ethisk og politisk Indhold beror paa Antagelsen af et godt og et ondt Princip: O r m u z d , Lyset kæmper uafladelig med A h r i m a n , Mørket, og paa samme Grund
lag hviler ogsaa den persiske Sundhedslære. Der gives rene Mennesker, Dyr og Planter, som ere skabte af O r m u z d , og der er Ah ri m a n s Værk, de urene Væsener;
men urene kalder Z o r o a s t e r alle Mennesker, som over
træde hans hygiejniske Bud, samt alle giftige eller skade
lige Dyr og Planter. Det er hans Opgave, som han ogsaa stiller hvert Menneske, at bekæmpe det Onde og hjælpe O r m u z d til Sejr; i hans Rige skal hans Lov herske og Alt være rent; det Rene skal plejes og fremmes, det Urene udryddes. Disse Love ere ligesom M a n u s nærmest bindende for Præstekasten, Magerne; men det anbefales enhver Tilhænger af O r m u z d at lyde dem.
Z o r o a s t e r giver Regler for Begravelsespladser, som vise, at det var ham bekendt, at Jorden bliver uren af Forraadnelsesprodukter, at Vandet forurenses fra Jorden, og at Sygdomme kunne overføres ved direkte Berøring, gennem Dyr og ved Luften og Vinden. Gravstedet skal nemlig ligge fjærnt fra Vand og fra Træer, paa ren og tør Grund, paa et Sted, hvor Husdyr sjælden komme forbi; Gravene skulle ligge paa høje Steder, for at ingen Del af Ligene skal overføres paa Træer, paa Ild og Vand
eller paa beboede Steder. Den Rene skal bolde sig tre Skridt fra A lt, hvad der er dødt, og den, som tager Føde eller Klæder, der ere nær ved de Døde, vil blive syg.
Ogsaa i Kønslivet gaa Z o r o a s t e r s Love ud paa at hævde Renhed og Sundhed og Individets og Stammens Bevarelse, og han advarer strængt mod kønslige Ud
skejelser.
Belønningen for dem, der lyde disse Love. er, at de skulle være fri for Sygdom, Lidelse og Død, for Liden
skaber og Fordærvelse og Trolddom; men for Folket bliver Lønnen gjort anderledes anskuelig ved det ægte østerlandske Billede i dette Løfte: «den, som følger Z o r o a s t e r s Lov, ham skænker Or m u z d 1000 stærke og hurtige Heste, 1000 kraftige Kameler, 1000 stærke og fede Oxer og 1000 unge Harer«.
Æ g y p t e r n e . Ligesom hos de alt nævnte Folk var det i Ægypten Præsterne, som lærte Folket Hygiejne og selv overholdt den strængt, og ogsaa her er Hovedtanken Renhed, hvorved der opnaaes Sundhed og et langt Liv.
Ifølge Di o d o r og H e r o d o t skulle Ægypterne oprindelig have været Vegetarianere og først senere have begyndt at spise Kød, dog med stærk Begrænsning — Kongen og Præsterne maatte kun spise Kalve og Gæs — og efter renlig Behandling af Dyret. De have af Renlighed kun baaret linnede Klæder, som ofte vaskedes; de drak af Metalbægre, vilde ikke sidde til Bords med Fremmede eller i det Hele have Samkvem med dem, og Drengene bleve omskaarne.
De medicinske Kundskaber vare meget udviklede og saa grundige, at hver Læge kun lagde sig efter én Syg
dom , og i de senest opdagede Papyrusruller har man fundet Receptsamlinger og Oplysninger om Tilberedelse
af Medikamenter, men rigtignok sammen med Tryllefor
mularer, som der tillagdes nok saa kraftig Virkning.
Behandlingen af Sygdomme var mest forebyggende ved Hjælp af Faste, Brækmidler og Lavementer, idet de nemlig mente, at de fleste Sygdomme hidrørte fra alt for rigelige, ufordøjede Fødemidler. Loven bestemte ifølge Di o d or , at i Felten og paa Rejser skulde Enhver be
handles gratis, eftersom «Lægerne lønnes af Staten og have en skreven Lov at følge i deres Kure«, og det synes deraf at fremgaa, at Ægypterne havde gennemført den Ordning, man flere Steder i vore Dage ønsker, nemlig at Lægerne ere lønnede Statstjenere, som yde deres Hjælp uden Vederlag.
Den ægyptiske Lov udtaler sig med stor Bestemthed mod unaturlig Tilfredsstillelse af Kønsdriften; Dødsbogen, som hver Mumie fik med i Graven, indeholder to Gange Forbud mod Selvbesmittelse. Folket levede i Polygami, og kun Præsterne var det forbudt at have mere end én Hustru; alle Børn, som fødtes, fik Lov at leve, og det oplyses i den Anledning af Di odo r, at det i Ægypten var saa overordenlig let og billigt al opdrage sine B om : de leve af Papyrusbuskens nederste Del, af Roden og Stænglen af Sumpplanter, som de fortære raa, kogte eller stegte; de gaa i det milde Klima uden Sko og saa- godtsom nøgne, saa at et Barn indtil den voxne Alder næppe har kostet sine Forældre mere end 20 Drakmer (ca. 13 Kroner).
Det kan vistnok siges, at naar det ægyptiske Folk trods den store Folkemængde og dets høje Kultur ikke har vist sig saa levedygtigt som f. Ex. Persere og Indere, saa er den indre Grund den, at de lagde mere Vægt paa at værne Individet — endog efter Døden som Mumie —
end paa at beskytte Racen, medens af ydre Grunde den vigtigste er de mange Erobringer, som Landets Beliggen
hed gjorde det til Genstand for.
II. Jøderne.
a. M ose L ov (Thora).
De detaillerede hygiejniske Forskrifter, Bibelen inde
holder, skyldes næppe en guddommelig Aabenbaring;
de ere afiedede af de Kundskaber, som laa til Grund fol
de andre orientalske Folks Love, og kun affattede med større Udførlighed, Klarhed og Myndighed. Om Mo s e s siges jo ogsaa udtrykkelig, at han blev oplært i al Ægypternes Visdom ; men det store Fortrin ved den mo
saiske Lovgivning, som har gjort den saa livskraftig, er, at den har forstaaet at sammenføje Moral og Hygiejne til en Helhed og stillet den under den absolute, gud
dommelige Avtoritets Beskyttelse.
Grundtrækkene i Hygiejnen ere allerede givne i de ti Bud; strax efter Befalingen om at tro paa én Gud kommer den Forskrift: «I 6 Dage skal Du arbejde og forrette al Din Gerning; men paa den syvende Dag skal Du hvile». At den regelmæssige og kraftige Virksomhed af alle Organer, som Arbejdet fører med sig, er af største Vigtighed for Sundheden, behøver ikke nærmere at ud
vikles; men ligesaa indlysende er det, at vedholdende strængt Arbejde uden Hviledage er skadeligt for Organ
ismen og kan foraarsage forskellige alvorlige Sygdomme.
Derfor stilles den ugenlige Hviledag som Lov ved Siden af Arbejdsdagene.
Til dette sunde Grundlag for den individuelle Hygiejne slutter sig saa i de andre Bud forskellige Ud
tryk for Samfundshygiejnen: Familiens Solidaritet hævdes
gennem Budet «Ær Din Fader og Din Moder« og Æ gte
skabets Renhed ved disse to «Du maa ikke begaa Æ gte
skabsbrud og Du maa ikke begære Din Næstes Hustru.«
Ægteskabelig Troskab og Ærefrygt for Blodets Baand er Grundlaget for Folkets Sundhed og Racens Bevarelse.
Disse Principer udvikles nu nærmere i den grandiose, omfattende Lovgivning, som indeholdes i de fem Mose
bøger; vi finde der alle Dele af den moderne Social
hygiejne: Jordbundens, Vandets og Luftens Betydning, Forholdsregler mod smitsomme Sygdomme, Bestemmelser om Bolig, Klædedragt og Næringsmidler, Forskrifter om Legemets Pleje og Love om Kønslivet. Den fremher
skende Idé i hele denne Lovgivning er ligesom hos de andre orientalske Folk Renhedsprincipet; men Ordene
»ren« og «uren« tages her tydeligere end andetsteds i den hygiejniske Betydning: sund og usund.
Til Grund for Jordbundshygiejnen hos Mo s e s ligger en Forestilling om skadelige Kim og Spirer og Frygt for deres Virksomhed, saa udtalt, som om Mo s e s havde anet Bakteriernes Tilværelse. Om Udtømmelserne paa
bydes, at de skulle nedgraves udenfor Lejren og dækkes med Jord, saa at de ikke kunne forpeste Luften og Vandet. Lovene mod Udbredelse af smitsomme Syg
domme ere mønsterværdige baade i Indhold og Form:
de vende sig først og fremmest mod Spedalskhed og Skurv, som paa hin Tid vare stærkt udbredte blandt de orientalske Folk, men dernæst ogsaa mod andre Syg
domme, der udbredes ved Samfærdsel, og endelig mod veneriske Sygdomme. Saaledes siges der i 3die Mosebog Kap. 13, at naar Nogen faar en Hævelse eller et Udslet eller en hvid Plet paa Huden, saa skal man føre ham til A r o n eller en af hans Sønner o: en Præst, som
skal se paa Sygdommen; og hvis Haarene i Saaret ere bievne hvide og hvis Saaret synes mere fordybet end den øvrige Hud, da er det Spedalskhed, og Præsten skal erklære ham for uren. Men findes disse Tegn ikke, da skal Præsten lukke ham inde i 7 Dage og derefter undersøge ham; har Saaret ikke udbredt sig videre, skal han atter indelukkes i 7 Dage og efter ny Undersøgelse, der ikke viser Udbredelse af Sygdommen, erklæres for rén. Hvis Udslettet derimod breder sig, skal Præsten erklære ham for uren; thi da er det Spedalskhed.
Det fremgaar af disse Forskrifter, at der fandtes officielle Læger (Præsterne), som havde den Pligt at undersøge ethvert mistænkeligt Tilfælde og holde de tvivlsomme under Observation i 14 Dage, og lignende Bestemmelser gælde om Diagnosen af gammel Spedalsk
hed og af Skurv. Om den Syge selv siger Loven: den Spedalske skal sønderrive sine Klæder . . . . og i al den Tid, han har Saar paa sit Legeme, skal han være urén og bo alene, og hans Opholdssted skal være uden
for Lejren. Naar han efter denne Isolation bliver hel
bredet, paabydes Desinfektion: han skal vaske sine Klæder og afrage alt sit Haar og vaske sig selv i Vand, og da skal han være ren; han maa komme ind i Lejren; men i 7 Dage skal han bo udenfor sit Telt; paa den 7de Dag skal han gentage den samme Renselse af Klæder, Haar og Legeme, og da skal han være ren. Om infice
rede Klæder bestemmes: naar der viser sig Tegn paa Udslet paa et Klædningsstykke af Uld, Linned eller Skind, skal det forevises for Præsten, som isolerer det i 7 Dage og derpaa undersøger det paany; have Sporene bredt sig, da er det Spedalskhed, og Tøjet skal brændes;
men have de ikke bredt sig, skal det vaskes og atter observeres i 7 Dage.
Endvidere gives Regler for Inspektion og Desinfek
tion af Boligerne. Naar en Husejer paa Væggene sér Noget, der ligner Spedalskhed, skal han vise Præsten det, og hvis denne finder Pletter med smaa grønlige eller rødlige Fordybninger, skal Huset afspærres i 7 Dage; ere Pletterne da ikke forsvundne, skal Præsten udtage de Sten, paa hvilke de sidde, og kaste dem til
ligemed det Støv, som deraf opstaar, udenfor Byen paa et urent Sted. Komme Pletterne alligevel igen, da er Spedalskheden haardnakket og Huset er urent, og da skal Præsten lade det nedrive, og dets Sten, Træværk og Støv skal føres udenfor Staden til et urent Sted.
Mo s e s har altsaa vidst, at Sygdomme overføres ved smaa Kim, som kunne sætte sig fast paa Væggene og ere saa smaa, at de endog findes i Støvet. Da de rødlige eller grønlige Pletter kunne indeholde Spirer til mange andre smitsomme Sygdomme, faaer denne Spedalskhedslov langt større Rækkevidde, end man kan slutte af Ord
lyden. Den viser desuden, at dens Forfatter har kendt Luftens og Ildens desinficerende Egenskaber og forstaaet at bruge dem, samt at Anmeldelsespligt overfor smit
somme Sygdomme paahvilede hele Folket, men særlig Husejerne.
Ogsaa mod Sygdomme, der kunne frembringes af døde Dyr eller disses Uddunstninger, trælfes der For
holdsregler. Den, som rører ved et Lig eller blot er tilstede i et Telt, hvor nogen er død, er uren i 7 Dage, og til Renselse herfra udfordres Asken af en fejlfri, ung Ko og bestemte Træsorter -— hvormed maaske blot
menes Potaske, maaske Dyrekul og JPlantekul, som have en stærkt desinficerende Virkning.
Overfor veneriske Sygdomme maa forst og fremmest nævnes Omskærelsen som Renlighedsforanstaltning og Forebyggelsesmiddel; men den var forovrigt i Brug saavel hos andre orientalske Folk som hos Joderne allerede fra A b r a h a m s Tid, altsaa længe før Mos e s . Dernæst gives andre Love til Forebyggelse og Bekæmpelse af veneriske Sygdomme. Enhver Mand, som har et Udflod, er uren, og ligesaa hans Seng, hans Klæder og Alt, hvad han rarer ved; den, som rører ved ham eller hans Sager, er uren indtil Aften og skal rense sig selv og sine Klæder; den Syge selv skal anvende 7 Dage paa sin Renselse efter Helbredelsen.
En Kvinde, som har sin M enstruation, betragtes som uren, og en Mand, som har Omgang med hende i denne T id , er uren i 7 Dage og skal rense sit Legeme og sine Klæder; efter en Fødsel er Kvinden uren i 33 Dage og maa ikke røres af nogen Mand.
Men Mo s e s gav endnu langt mere drakoniske Be
stemmelser for at beskytte Folket mod venerisk Smitte;
han vilde aldeles ikke taale Kvinder af fremmed Race blandt Israels Folk, og under Vandringen i ørkenen satte han dette igennem paa blodig Maade. En Jøde, som havde fort en midianitisk Kvinde ind i Lejren, blev dræbt tilligemed hende af Præsten P i n e h a s ; og da Jøderne havde overvundet Midianiterne og dræbt Mændene, men skaanet de fangne Kvinder, blev Mo s e s vred og befalede dem at dræbe alle Kvinder, som havde havt med en Mand at gøre, og kun at skaane de ganske unge, jomfruelige Kvinder; og det skete.
Af alle det gamle Testamentes hygiejniske Bestem-
melser ere Lovene om rene og urene Spiser de mest bekendte og anerkendte, og de ere meget udførlige. Af Pattedyr maatte Israels Børn kun spise dem , der havde kløftet Hov og tyggede Drøv, af Dyr, der levede i Van
det, kun dem, der havde Finner og Skæl; Krybdyr for
bydes ganske og af Fugle de, som nærede sig af Aadsler og Sumpdyr. Der er herved udelukket alle de Dyr, som særlig hjemsøges af Parasiter, og af samme sanitære Hensyn maa det Fedt, der omgiver Underlivsorganerne og indeholder en Mængde Lymfekirtler, ikke spises.
Forbudet mod Rovdyr er maaske begrundet i en Frygt for, at Menneskets Karaktér skal paavirkes af, hvad han spiser, og i dette Tilfælde blive grum og blodtørstig.
Ligeledes er det forbudt at nyde Blodet af Dyr, da det kunde virke ophidsende og i moralsk Henseende skadeligt;
«thi Dyrets Sjæl er i Blodet»>.
Selv af de tilladte Spiser maa kun nydes med Maadehold, og med den souveræne Ringeagt for Menne
skeliv, som er ejendommelig for Oldtiden, sættes Dødsstraf for de Umaadeholdne, for Fraadsere og Drankere, saa- fremt ikke den mere lemfældige Straf, Udstødelse af Samfundet, hvilken dog under Datidens lovløse Forhold i Virkeligheden næppe var mildere, kan bringes til An
vendelse. Men ved Siden deraf indeholder Loven ogsaa Opmuntring til de troende Jøder til frivillig at aflægge Løfte om Afholdenhed fra Vin og berusende Drikke, det saakaldte N a z i r a t .
Ogsaa angaaende Sædelighed, Ægteskab og hvad dermed staar i Forbindelse ere de mosaiske Love meget omfattende. Med stor Energi forbydes saavel al una
turlig Tilfredsstillelse af Kønsdriften som ogsaa Æ gte
skab eller blot sexuel Forbindelse mellem Nærbeslægtede.
Det er ikke nok med, at Hedningenes Laster af denne Art opstilles som advarende og afskrækkende Exempel;
der sættes Dødsstraf for de omtalte Forbrydelser; har en Mand haft Omgang med en Moder og hendes Datter, straffes de Alle med at brændes, og den mildeste Straf for Overtrædelser af Sædelighedslovene var at udstødes af Folket.
En anden af Moselovens Opgaver var at lægge en Dæmper paa den stærke Kønsdrift, som endnu i vore Dage er ejendommelig for de sydlige Landes Befolkning;
Prostitutionen var forbudt og al Utugt straffedes strængt;
for at forhindre al Tilgang af fremmede Kvinder, der kunde give Lejlighed til Udsvævelse, paabyder Mo s e s , at i Kanaan skulde alle fremmede Stammer udryddes, medens han selv under Vandringen i ørkenen havde til
ladt Jøderne at skaane de jomfruelige Kvinder. Det samme Formaal tilsigtedes naaet ved Omskærelsen, som skulde have til Følge, at Vellystfornemmelsen baade hos Manden og Kvinden blev betydelig svagere, et Resultat, som kunde have sin store Betydning i Retning af at gøre det muligt for disse lidenskabelige Sydlændinge at holde Maade med deres stærke Sanselighed, som let kunde blive ødelæg
gende for hele Folket. Hvis det forholder sig saaledes, saa har denne Skik ganske vist gjort det lettere for Jøderne at realisere Forestillingen om et rent og kysk Folk, og dette hiiver da den rette Betydning af, at Om
skærelsen er et Tegn paa Pagten mellem Jehova og Israels Folk.
Hensigten med disse Bestemmelser var at skabe et ubesmittet, frugtbart Ægteskab, idet der for begge Køn ikke skulde staa anden Vej aaben til Tilfredsstillelsen at den naturlige Kønsdrift. Dette Ægteskab skulde tillige
holdes helligt, og Brud paa det straffedes med Dåden;
endog den, der havde Omgang med en Andens Brud, skulde stenes tilligemed hende. Saa var der desuden en særegen Institution til Værn om ægteskabelig Troskab og mod ugrundet Mistænksomhed, nemlig »det bitre Vand«, en Slags Gudsdom, som baade Mænd og Kvinder be
tragtede med Skræk. Den mistænkte Hustru fik i Templet af Præsten en Drik af stærkt bittert Vand: var hun skyldig, vilde hendes Legeme svulme op og hendes Hofter visne. Var denne Appel en Skræk for Hustruerne, saa var det ganske vist heller ikke for Manden tiltalende, .at hans Hustru skulde træde frem for hele Menigheden
med sønderrevne Klæder og blottet Barm og Hoved.
For nu at forebygge, at et saadant, tidlig indgaaet Ægteskab, hvis Hellighed vogtedes af saa strænge Straffe, skulde blive til utaalelig Tvang, saa var der let Adgang til Skilsmisse. «Naar en Mand har taget en Hustru og hun mishager ham, fordi han finder «ublu Handel« hos hende, saa skal han give hende et Brev og sende hende ud af sit Hus». Og det tør antages, at en Kvinde, som ønskede det, vistnok havde let ved at mishage sin Mand.
Det vil let sés, at hele den mosaiske Lovgivning paa dette Omraade konsekvent følger dette Princip:
Kønsdriften maa kun anvendes til at forplante og bevare Racen, enhver Afvigelse i anden Retning omgives- af strænge Straffe. Derved forebygges veneriske Sygdomme, som kunne lægge hele Familier øde; derfor findes der ikke unge Ægtemænd. som have Hobet Hornene af sig«, som have anvendt deres bedste Manddomskraft paa ufrugtbare Kærlighedsforhold og kun have sørgelige Rester tilovers til Familielivet; derfor er der ikke heller uægte Børn, som enten maa ryddes af Vejen eller føre
en sørgelig eller forbryderisk Tilværelse. Og selv den Lethed, hvormed Ægteskabet kan løses, er en yderligere Beskyttelse for det, idet den menneskelige Natur er mere tilbøjelig til at holde fast paa det, som let kan mistes eller forandres, end til at glæde sig ved den trygge Besiddelse og Hvilen i det, som aldrig kan blive anderledes.
Denne Lovens Tendens bekræftes ogsaa ved det bekendte Ord: «Vorder frugtbare og mangfoldige og op
fylder Jorden.« Mo s e s har ikke frygtet den ubegræn
sede Formerelse; han har stolet paa, at Naturen og Livet, Kampen for Tilværelsen, Vandringerne og Felt
togene nok skulde føre til en Udvælgelse blandt hans Stammes Børn, bevare de Livskraftige, Stærke og Be
gavede og lade de mindre Heldige gaa tilgrunde; han vilde ikke have Menneskene opdrættede paa samme kun
stige Maade, som man gør ved Dyr, og sygelige Børn maatte ikke dræbes: den, som efter hedensk Skik ofrer sine Børn til Mo l o c h , skal stenes, og ligeledes er Fosterfordrivelse forbudt. Han fjærner endog fra Racens Udvikling det skadelige Moment, som den moderne Videnskab kalder (.militært Kvalitetsvalg», og befaler, at den, som har taget en ny Hustru, ikke maa drage i Krig i det første Aar efter Brylluppet. Mos e s indsaa, at netop de krigsdygtige Mænd vare det bedste og kost
bareste Reproduktionsmateriale, og han vilde sikre Racens Vedligeholdelse og Forædling denne Kraft og holde sin Haand over den første Elskovsglød, som ifølge Erfarin
gen kommer den Førstefødte til Gode.
I sin Omsorg for Racen gaar Mo s e s endog saa vidt, at han regulerer det intime Forhold mellem Mand og Hustru, idet han for Menstruationstiden paabyder ikke
blot den fuldstændigste Afholdenhed fra kønslig Forbin
delse, men endog fuldstændig Adskillelse, hvorved der blev fremtvunget et Maadehold i Nydelsen, som ellers vanskelig vilde blive iagttaget af saa lidenskabelig-sanse- lige Naturer som disse Sydboer, og hvorved rimeligvis ogsaa endel Kvindesygdomme forebyggedes.
Ligesom hos Indere og Ægyptere stod ogsaa hos Jøderne Præsterne under særegen Tugt; en Præst maa kun ægte en ren Jomfru; men den samme fornemme Udelukkelse paahviler hele Folket overfor Fremmede;
Mo s e s vil ikke have de udmærkede Resultater, han venter af sin Hygiejne, ødelagt ved Blanding med Nabo
stammernes urene Blod, og han gaar i den Hensigt grundig og skaanselløs tilværks: de Folk, som bo i Kanaan, skulle uddrives eller udryddes; Israels Børn maa ikke vise dem Naade, maa ikke slutte Forbund med dem og ikke indgaa Ægteskab med dem. I de senere Aarhundreder blev en saadan grusom Udryddelse ikke længer nødvendig; den havde frembragt sin Virk
ning: at skabe en nedarvet, instinktmæssig Afsky og Foragt for de Fremmede.
Saaledes er dette beundringsværdige, hygiejniske System, som har mere end 3000 Aars Ælde; med stor Konsekvens omfatter det baade den Enkeltes og Sam
fundets Livsbetingelser og værner dem ved Religionens Autoritet, idet Herren truer Israels Børn med en for
færdelig Forbandelse og — ganske rationelt — med alle mulige Sygdomme, hvis de ikke agte paa hans Ord.
Det kan paa dette Tidspunkt vistnok have sin Inter
esse at undersøge, hvorfra den Visdom skriver sig, som
2
er nedlagt i disse Love; thi kan man end gennem reli
giøs Extase komme til Forestillingen om en Gud, saa faar man dog næppe ved guddommelig Aabenharing at vide, hvilke Dyr der hjemsøges af Parasiter eller hvor
ledes man afværger smitsomme Sygdomme — for saa- danne Kundskaber maa der ligge en lang Erfaring til Grund. Det skulde da først undersøges, hvem der har aftattet Bibelen i den Form, i hvilken den foreligger for os. Vi have ex consensu gentium kaldet den hele Lov
givning den mosaiske, fordi der ingen Tvivl er om, at den senere Redaktion hviler paa en Tradition, der naar op til Jødernes Udgang af Ægypten. «Mos es har ned
skrevet Loven og overgivet den til Leviterne og Israels Æ ldste«; men allerede S p i n o z a har paavist, at Mos e s ikke har skrevet alle fem Mosebøger, og senere Bibel
kritik tillægger E z e k i e l Affattelsen af 2den og 4de Mosebog og mener, at den nuværende Form er redigeret allerede under Kong S a l o m o; men paa den Tid vare Jøderne bekendte baade med de kaldæiske Magere og med Sabæerne (Tilbederne af de lysende Himmellegemer).
Man kan dog ikke godt antage nogen Paavirkning fra Sabæerne, hvis Hygiejne paa den Tid stod paa et meget lavt Trin og mere støttede sig til Dæmonologi end til Pathologi og Ætiologi, medens det netop er Mo s e s , og de senere Bibelforfatteres Fortjeneste, at de have ban
lyst alle Dæmoner og indført fornuftige Principer i Hygiejnen.
Det ligger langt nærmere at søge den jødiske Vis
doms Hjemstavn i Ægypten, og om Mo s e s , videnskabe
lige, særlig medicinske Uddannelse i dette Land har Traditionen Meget at fortælle. Han skulde som Plejesøn af Pharaos Datter ved det ægyptiske Hof have faaet de
bedste Lærere fra forskellige Lande; af Ægypterne under
vistes han i den hemmelige Filosofi; fra Grækenland kaldtes med stor Bekostning Lærere, som meddelte ham de frie Kunster, og af Assyrere indviedes han i dette Lands hemmelige Videnskaber. Saa anstillede han selv Sammenligning mellem, hvad man lærte ham, og søgte paa den Maade Sandheden. Han maa vistnok have lært Medicin og Kemi ret grundig, eftersom han senere kunde optage Kampen med de ægyptiske Præster (Læger) om de Epidemier, som gaa under Navn af de ægyptiske Plager, og føre den sejrrig igennem. Hvor megen Giands denne Kappestrid end har kastet over Mo s e s , er det dog sikkert, at det er langt lettere at farve Floder røde og fremkalde stor Dødelighed blandt Dyr og Mennesker end at beskytte et Folk mod Epidemier; men ogsaa dette har Mo s e s lært, dels af Kaldæerne, dels af Ægypterne, efter hvis Forbillede hans sociale Hygiejne i det Hele er dannet.
Det er vistnok tilladt heraf at slutte, at den ægyp
tiske Hygiejne, hvori Mo s e s var oplært, men som vi kun kende i Brudstykker, stod meget højt; men i alt Fald har Mo s e s gjort et mægtigt Skridt fremad ved at udvide den Hygiejne, som andre orientalske Folk kun gjorde Præsterne til Pligt, til at gælde det hele Folk, saa at dette kunde blive, som skrevet staaer, et præste
ligt Kongerige og et helligt Folk.
Endelig maa det Fortrin fremhæves, at Mo s e s havde en klar Bevidsthed om, at hans Lære ikke maatte stagnere i de givne Former; han var saa forudseende, at han holdt Vejen aaben for dens videre Udvikling ved at forkynde Israels Børn, at Herren senere vilde oprejse en Profet iblandt dem ligesom ham selv, og dennes Bud
2*
skulde de tro og følge. Men selv, indtil denne Refor
mator kom, skulde Præsterne af L e v i Stamme være Lovens Fortolkere og ændre dens Anvendelse efter de givne Forhold.
b. Talmud.
Naar Leviterne skulde forklare og modificere Mose Lov, saa havde de ogsaa faaet Vejledning dertil. Foruden den skrevne Lov — siger T a l m u d — fik M o s e s paa Sinai en mundtlig Lov, som fortolkede hin og som han overgav til Aron og dennes Sønner, og denne mundtlige Lære var uundværlig til Studiet af «Thora»; den over- antvordedes fra Slægt til Slægt og udgjorde den jødiske Tradition. Josva overgav den til Dommerne, og disse til Profeterne, og Esra var særlig kyndig i den; men først efter det jødiske Riges Adsplittelse blev det fundet nødvendigt ad nedskrive den for at bevare den, og i det andet Aarhundrede e. Kr. blev den offenliggjort i 6 Bøger, den saakaldte M i s c h n a , som er den ene Del af T a l m u d .
M i s c h n a indeholder ikke blot en langt mere ud
viklet Socialhygiejne end Bibelen, men ogsaa over
raskende, medicinske Kundskaber, som dels skyldes Mo s e s , dels det senere Studium.
Indtil den babyloniske Landflygtighed dreves dette Studium næsten alene af Leviterne; dog fortælles om Kong S a l o m o, at han havde grundige, medicinske Kund
skaber, og i det Hele synes det, at Kongerne have været forpligtede til at studere Medicin; men først efter Fangenskabet gaves der ogsaa verdslige Læger; der om
tales et Slags medicinsk Kollegium, og hver Kommune var forpligtet til at holde en Læge. Baade Studiet og
Lægerne stode i høj Anseelse; og skøndt der nu var verdslige Læger, forsømte de Lovkyndige ikke Medicinen;
det siges bestemt, at enhver Mand, som kaldtes til lov
givende Virksomhed, skulde være i Besiddelse af medi
cinske Kundskaber. Og da nu den mundtlige Tradition var samlet og nedskrevet, tog man den til Udgangs
punkt, arbejdede videre paa Grundlag af den, efter hin Tids Skik ved at skrive Kommentarer til den, i hvilke der indførtes al den Viden, som de jødiske Lærde ind
samlede fra mange Lande, fra Indien og Persien, fra Grækenland og Rom, og disse Kommentarer til Mi s c h n a udgøre T a l m u d s anden Del, den saakaldte Gem ara.
Det var især de alexandrinske Jøder, som stode højt i videnskabelig Forskning paa Medicinens Omraade og førte den Visdom videre, som var nedarvet fra de gamle Ægyptere og havde havt en ny Blomstring under Ptolemæerne. Saaledes fortæller Cel s u s , at de udmær
kede, alexandrinske Læger dissekerede dødsdømte For
brydere for at iagttage de indre Organers Virksomhed i levende Live; men ogsaa Talmuddoktorerne foretog Sek
tioner og fysiologiske Forsøg paa Dyr, Aartusinder før den moderne Videnskab slog ind paa denne Vej. Lige
ledes undersøgte de Aborter og Fostre hos henrettede Svangre, foretog Vivisektioner og Obduktion af døde Dyr og anstillede selvstændige Undersøgelser ved Syge
sengen. T a l m u d indeholder da ogsaa en fuldstændig Osteologi og Elementer af Fysiologien.
Som Vidnesbyrd om, hvor kloge disse Doktorer vare, som havde studeret T a l m u d , fortælles, at der engang blev fundet en stor Mængde Menneskeknogler, og da man forelagde den jødiske Lærde T h o d o s og hans Di
sciple dem til Undersøgelse, vare disse i Stand til at
bestemme dem alle og angive, hvilke der manglede.
Eller at en persisk Konge foreviste den berømte R a b b a 60 Arter Blod, og denne var i Stand til at sige, fra hvilket Dyr hver af dem stammede.
Det praktiske Udbytte af disse Kundskaber foreligger i Form af en Række Love og Regler angaaende den personlige og offenlige Sundhedspleje, der vel i det Hele slutte sig til de mosaiske Forskrifter, men hvor der dog tillige er taget Hensyn til de forandrede Forhold, hvorunder Folket lever. Saaledes bliver Loven om Spe
dalskhed, der indtog en saa fremtrædende Plads i Bibe
len, næppe omtalt af M i s c h n a s Forfattere og Talmud- doktorerne, fordi Sygdommen har tabt sin Betydning som den Folkesvøbe, den var. Paa den anden Side specificeres skarpere Smittekilderne og opstilles i følgende Klasser: Urenhed fra Lig af Mennesker og Dyr, fra den, som lider af et Udflod, fra Menstruationen, fra en Barsel
kvinde og — fra et Afgudsbillede. Man dristede sig endnu i T a l m u d ikke til at give Folket den sande For
klaring af Hygiejnens Principer og holde dem fri for Sammenblanding med Religionen.
Ogsaa med Hensyn til Smittens Intensitet sondres mellem forskellige Grader; som uren betragtes ikke blot den angrebne Person, men ogsaa hans Stol og Seng og hans Afsondringer, og Alt dette kaldes «Urenhedens Ophav« i Modsætning til de Personer og Ting, som smittes ved Berøring dermed og som benævnes ('Uren
hedens Afkom«; dette Afkom, Smittens andet Led frem
bringer ved Smitte et tredje Led og dette atter et fjerde;
men videre eftersøges Urenheden ikke, og til hver af disse xlrter og Grader af Besmittelse gives nøjagtig An
visning paa tilsvarende Desinfektionsmethoder. Endvidere
læres, at den oprindelige Smittekilde kan smitte baade Mennesker, Klæder, Husgeraad, Fødemidler og Væsker, hvorimod det næste Led, «Afkommet« kun gør Spise
varer og Væsker, men ikke Mennesker eller andre Gen
stande urene. Som særlig farlige Smittebærere nævnes:
Vand, Blod, Dug, Olie, Vin, Honning og Mælk, der endog ved Berøring med «Urenhedens Afkom« bliver
«Drenhedens Ophav«.
Saa findes der nogle ret spidsfindige Bestemmelser om, at et Menneske bliver urent ved at tage en Bid af en Spise, saa stor som et halvt Æg, men af Drikkevarer af saa meget som en Kvart Pægel, at uren Spise gør kun den indvendige Side af en Skaal uren, men uren Drik ogsaa den udvendige, og at et Menneske bliver urent ved at berøre en uren Spise med be gge Hænder.
Paa Bade og Vaskninger lægger T a l m u d stor Vægt;
der foreskrives nøjagtig, hvornaar og hvor ofte Hænderne bør vaskes, og der gives det meget rigtige Paabud, at til Haandvask maa ikke benyttes Vand, hvoraf et Dyr har drukket eller som ikke ser naturligt u d ; endog Mængden af det Vand, der skal bruges, er fastsat, og det Kar, hvori det opbevares, skal have et tætsluttende Laag for at sikre det mod uren Luft. Et andet Vidnes
byrd om, at Talmuddoktorerne havde en Forestilling eller Viden om, at Luften kunde indeholde Sygdomskim, er den Lære, at naar Nogen blot stikker sin Haand ind i en Spedalsks Hus, saa er den uren; imidlertid var der angaaende dette Punkt ikke Enighed blandt de Lærde.
En videre Udvikling af «Thor a s » Love kommer frem i Ordningen af Jødernes Samkvem med Fremmede;
det antages i T a l m u d , at ogsaa Ikke-Jøder kunne blive urene ved de samme Ting som Jøder; men da hine ikke
betragte som urene, og en Jøde har den Pligt at und- gaa enhver Berøring med en Syg af et andet Folk, med hans Afsondringer og Klæder, ja endog en fremmed Kvindes Blod og Blodet af den, som har havt Omgang med hende, er urent.
T a l m u d s Love vidne gennemgaaende om høj For- staaelse af og Indsigt i, hvilken Betydning de hygiej
niske Forholdsregler have, om de end ofte fremstilledes som religiøse Ceremonier; det hele Princip kan samles i den Sætning: »Renhed er Vejen til Hellighed'), og om den Bog af M i s c h n a , som indeholder de nævnte Reg
ler, siges, at dette er det Væsenlige i Loven.
Med Hensyn til Næringsmidlerne indskrænker Tal - m u d sig ikke som Moseloven til kun at nævne de for
budne og de tilladte Arter af Dyr; den giver detailleret Anvisning paa, hvorledes et Dyr skal slagtes, undersøges paa Sundhed og tilberedes til Maaltidet. Dyret maa ikke, som man ellers brugte, dræbes med et Kølleslag, men med et Snit, der aabner Luftrøret og de store Hals- aarer, for at alt Blodet kan strømme ud; derved fjernes Faren for Sygdomme, der have deres Sæde i Blodet, og selv i det varme Klima vil Forraadnelsen indtræde senere. Denne Slagtning maa kun udføres af en Person, som har godtgjort sin praktiske Duelighed og sine Kund
skaber om, hvad der er rent og urent. Er Dyret slagtet, skal dets Lever, Lunger, Milt og øvrige Indvolde under
søges; og uskikket til at spises erklæres ethvert Dyr, hvis Lunger hænge fast til Brystkassen, selv om Aar- sagen dertil er en Sygdom i denne alene, ligeledes naar de enkelte Lungelapper hænge sammen eller der findes smaa spredte Korn eller Knuder paa Lungens Overflade.
Dernæst skal Lungen blæses op med Luft, og hvis der da viser sig en Rift, hvoraf Luften gaar ud, skal Dyret kasseres; for Sikkerheds Skyld gentages denne Prøve i Vand af bestemt Temperatur.
Dette korte Uddrag af T a l m u d s Love om Under
søgelsen af Kød giver et godt Begreb om den Omhygge
lighed, hvormed der vaages over, at- Fødemidlerne ere sunde; men hertil kommer endnu Regler for Kødets senere Behandling (Udvaskning i salt Vand), og for, hvilke Spiser der maa koges sammen og nydes ved samme Maaltid, og lignende omhyggelig Prøvelse foretages med Planter og Frugter.
Endelig har T a l m u d en særlig Udvikling om Maadehold og Afholdenhed i Mad og Drikke og de hel
lige Løfter, hvorved man forpligter sig dertil.
Angaaende de sexuelle Forhold gives saa mange og omfattende Regler, alle Tilfælde ere i den Grad forud
sete, at den troende Jøde aldrig noget -Øjeblik kan være i Tvivl om, hvad han bør gøre. Først indskærpes Bibe
lens Bud om almindeligt og tidligt Ægteskab med saa stærke Ord som, at Ægteskab er en social og religiøs Pligt og at den, som ikke gifter sig, er lig den, der har begaaet et M ord; en Mand maa ikke unddrage sig den f orpligtelse at sætte Børn i Verden, før han mindst har to, og naar et Ægteskab endnu efter ti Aars Forlob er barnløst, skal Manden tage en anden Hustru.
Der gives dernæst bestemte Regler for, paa hvilken Tid og hvor ofte den sexuelle Forbindelse mellem Æ gte
folk maa finde Sted, og disse ere forskellige efter Man
dens Stilling og Virksomhed: de Lovkyndige er det saa- ledes kun tilladt en Gang om Ugen, fordi Studeringer ere svækkende. Strenge Forordninger straffe ægteskabelig
Utroskab, især hos Kvinden, og alle Aarsager, der be
rettige til Skilsmisse, blive opregnede. For at undgaa Fristelsen til Utugt paalægges det Jøderne at gaa langt udenom de offenlige Huse; Kvinder, med hvem Æ gte
skab er forbudt, maa en Mand ikke berøre, ja end ikke betragte med Velbehag; man maa ikke lade sine Tanker sysle med fysisk Kærlighed: vaagner Attraaen, skal man gaa til Høresalene og spørge og lade sig spørge, indtil Lidenskaben er stilnet af.
Overfor Jødernes Adsplittelse mellem andre Folke
slag lod Moselovenes ubetingede Forbud mod Forbindel
ser med de Fremmede sig ikke længer fastholde, og T a l m u d tillader da ogsaa Ægteskaber med en Frem med, dog kun paa Betingelse af, at han lader sig om
skære og antager den jødiske Tro, og der er mange Stammer, af hvilke en Jøde kun maa ægte den anden eller tredje Generation af de til Jødedommen Omvendte.
Endnu skal kun omtales, at T a l m u d lægger megen Vægt paa legemligt Arbejde for at bevare Sundheden;
ogsaa Studiet af Loven og Syslen med de hellige Ting skal forenes med Arbejde (Haandværk).
c. R abb inern es Lov.
Det er en Selvfølge, at den skriftlige Affattelse af Traditionen og Kommentarerne til denne ikke betegner nogen Standsning eller Afslutning af det jødiske Stu
dium af Medicin og Hygiejne; den har kun den Betyd
ning at fastslaa og sikre de vundne Resultater, som nu blive Udgangspunkt for nye Forskninger. I de følgende Aarhundreder blive Jøderne Arabernes Lærere og med
dele dem deres egne nedarvede Kundskaber; disse to orientalske Folk ere i flere Aarhundreder i den mørke
Middelalder Videnskabens eneste Bærere; efter Arabernes og kort derpaa Jodernes Fordrivelse fra Spanien er det disse sidste, som bevare Traditionen og bringe det øvrige Evropa det Grundlag af Kundskaber, hvorpaa hele den moderne medicinske Videnskabelighed er opført, og det er Joder, som i det I lte Aarhundrede oprette det i lange Tider højt ansete medicinske Fakultet i M o n t p e l l i e r .
Fra dette Tidsrum er M a i m o n i d e s , som levede i det 12te Aarhundrede. Han er upaatvivlelig næst S p i n o z a den betydeligste jødiske Filosof og Lærde: han er den, som har følt Kald og Evne til at løfte den hel
lige Arv; han fremtræder som den Lærer, om hvem Moses har profeteret, der skulde forny og genføde Loven.
Det er hans Hovedfortjeneste paa Hygiejnens Omraade at have samlet alle de Forskrifter i Bibelen og T a l m u d , der endnu havde blivende Værdi, og suppleret dem med sine Erfaringer fra andre orientalske Folk.
Som Indledning til sin socialhygiejniske Lovgivning giver han først en Oversigt over de vigtigste Sygdoms- aarsager, som han ordner i to Hovedgrupper, nemlig først dem, der ligger i Menneskets og den omgivende Naturs Beskaffenhed (arvelige og medfødte Sygdomme, Ulykkestilfælde, Virkning af usund Luft o. s. v.), dernæst dem, der hidrøre fra Menneskets Handlinger mod sig selv eller Andre, der væsenlig ere Følger af Uvidenhed om det Bette og hyppigst vise sig som Umaadeholdenhed overfor Spise, Drikke og fysisk Kærlighed. I Tilslutning hertil fremhæver han Vigtigheden af regelmæssig Affø
ring og tilstrækkelig Legemsbevægelse.
Ma i m o n i d e s havde klart Blik for, at under det jødiske Folks ulykkelige politiske Vilkaar, under Adsplit-
telse og Forfølgelse vilde kun de Færreste have noget Udbytte af T a l m u d s vidtløftige, theoretiske Indhold;
hvad det gjaldt om, var at samle Hovedelementerne af den talmudiske Visdom og de senere erhvervede Kund
skaber i en kortfattet og for Alle let tilgængelig Lovbog.
Hvert Afsnit af hans Bog om Hygiejnen begynder med en Kække korte Paabud og Forbud, som derpaa i de følgende Kapitler forklares og motiveres. Men ogsaa han mente at maatte støtte sine sanitære Love med Religionens Autoritet, og han udleder Forpligtelsen til at værne om sin Sundhed af den Pligt at ære Gud.
I Spidsen for Bestemmelserne angaaende Nærings
midler stiller han den Grundregel: «spis kun, naar Du er sulten, og drik kun, naar Du er tørstig.« Man maa ikke spise sig helt mæt og ikke drikke før efter Maal- tidet, under Fordøjelsen. En lang Fortegnelse nævner de sunde og de usunde Spiser og Drikkevarer, og om Retternes Orden gives den almindelige Regel, at man skal begynde med de lettest fordøjelige Ting f. Ex. Æg før Kød, Fugle før Pattedyr. Overraskende rigtig er den Forskrift, at man om Sommeren kun skal spise to Tredjedele af, hvad man plejer at spise om Vinteren.
Før Maaltidet skal man arbejde eller gaa sig træt og varm, men hvile efter Maaltidet, og Udtømmelse af Ex- kreterne bør aldrig opsættes. Med Rette hævdes Betyd
ningen af legemligt Arbejde i den Udtalelse, at den, som arbejder meget og trænerer sit Legeme, faar Her- kuleskræfter, selv om han faar daarlig Kost.
Til Søvn skænkes 8 Timer; hver 8de Dag skal man tage Bad, og endelig advares mod hyppig Aareladning.
Ligesom T h o r a og T a l m u d indrømmer M ai m o
n i d e s ikke Kønsdriften anden Berettigelse end til at
forplante og forbedre Racen og forbyder derfor Æ gte
skab med nærbeslægtede, med gamle eller nfrugtbare Kvinder, ligesom det ej heller er tilladt Mænd at gifte sig, som ere for unge eller ikke kunne avle Børn; han angiver de Tegn, hvorefter baade Brud og Brudgom før Bryllupet skulle undersøges af deres Slægtninge for at faa afgjort, om de ere sunde, kønsmodne og avledygtige.
Enhver Kønsforbindelse udenfor Ægteskab og ethvert Brud paa den ægteskabelige Troskab forbydes paa det Strengeste. Mere nyt og interessant er det, at der blandt de berettigede Skilsmissegrunde er optaget den rent sanitære, at en Mand angribes af Spedalskhed eller
et ondartet Udslet; da skal hans Hustru forlade ham, endog mod sin Vilje. Om Samkvemmet mellem Æ gte
folk giver M ai m on i des en Række Bestemmelser, der gaa saa meget i Detail, at de ikke ret vel kunne over
sættes; men Hovedindholdet er paa den ene Side, at der skal være lidenskabelig Attraa hos begge Parter som Betingelse for, at der kan blive kraftigt Afkom, paa den anden Side at de ogsaa i dette intime Forhold skulle iagttage moralsk og legemlig Renhed.
Vedrørende den offenlige Hygiejne er det Paalæg, at ethvert Sted, hvor Mennesker skulle bo, maa være forsynet først og fremmest med en Læge og en Kirurg, et Bad og et Nødtørftshus, med rindende Vand og ende
lig med en Synagoge og med en -Øvrighed. Det sani
tære Behov stilles her decideret foran det religiøse.
M a i m o n i d e s ’ Lovbog udmærker sig i det Hele fremfor Moseloven og T al m ud ved større Nøjagtighed og Gaaen i Detail og ved at være afpasset efter Folkets foreliggende, praktiske Vilkaar og Fornødenheder; i alle Afsnit ere nye Enkeltheder komne til, og for blot at
tage et Exempel, vilde Jøderne nutildags være en i legemlig Henseende bedre udstyret Race, end de ere, hvis de samvittighedsfuldt havde fulgt hans Forskrifter om daglige Legemsøvelser.
For at bevare sine Love for Glemsel indskærper M ai mo n i d es paany det flittige Studium af Loven, og Kvinderne gør han ansvarlige for Overholdelsen, navnlig af Forskrifterne om Spisevarer: den Kvinde, som sætter en forbuden Spise paa Bordet, kan Manden strax give et Skilsmissebrev. Forøvrigt bestaar den Løn, han lover for Lydighed mod de givne Bud, kun i — Sundhed og et langt Liv.
I fire A arhundreder, fra det 12te til det 16de, var M ai m o n i d e s ’ Lovbog en bindende Rettesnor for alle troende Jøder, skøndt Rabbinerne ofte rejste Indvendinger mod, at han ikke havde holdt sig nøje til Talmud- doktorernes Dekreter; endelig i det 16de Aarhundrede blev der af K a r o udarbejdet en ny Lovbog, som endnu følges af orthodoxe Jøder.
K a r o knyttede Baandet mellem de hygiejniske For
skrifter og de religiøse Ceremonier og Bønner endnu fastere, end T h o r a , T a l m u d og M a i m o n i d e s havde gjort; han skabte en Række nye religiøse Pligter, som tvang Jøderne til et hygiejnisk Liv og gjorde Samlivet med andre Folkeslag til en Umulighed for dem. Han
«plantede et nyt Hegn om Loven»; og hans Love, der svarede til Jødernes daværende historiske Stilling, toge det rette Hensyn til, at de orthodoxe Jøder vare saa overordenlig lidt tilgængelige for socialhygiejniske Ideer, men derimod saa meget mere modtagelige for Religionens
Bu d ; de vare beregnede paa, at en Jøde blot behøvede at være from og orthodox for saa tillige at bolde sig rask, bevare sin Slægts Blod rent og forplante sin Race i streng Afslutning fra andre, mindre hygiejniske Na
tioner.
Allerede af Begyndelsen forstaar man, hvorledes denne Forbindelse af Religion og Hygiejne tilvejebringes.
Alle Dine Handlinger, hedder det, skulle udføres med det Maal for -Øje at tjene Gud, endog de, der ere nød
vendige for' at bevare Livet, saasom at spise, drikke og elske; i det Hele bør enhver Jøde samvittighedsfuldt prøve sit Liv og sine Gjerninger og veje dem paa For
nuftens Vægtskaal. Med saadanne Ord giver K a r o sine Love Religionens Indvielse og identificerer efter gammel Overlevering legemlig Renhed og religiøs Hellighed. Han befaler, at man skal staa tidlig op baade Vinter og Sommer for at bede de befalede Bønner før Arbejdet;
strax naar man er staaet op, skal man rense Ansigt og Mund, Hænder og det øvrige Legeme, for at den dyriske Livsaand kan fjernes før Bønnen; i det Hele indskærpes hyPPig Haandvask i rent Vand, og kun naar saadant ikke findes i 1500 Alens Afstand, er det tilladt at spise med uvaskede, behandskede Hænder. Det erklæres for nødvendigt at iagttage disse Renlighedsforskrifter, for at man kan forrette de foreskrevne Bønner, og Bordbøn
nerne forenes med saadanne hygiejniske Regler som, at man skal spise langsomt og maadeholdent, og man maa aldrig tømme et fuldt Bæger i et Drag for ikke at faa OkI for at være Dranker. Med tilbørligt Hensyn til de foiandrede Forhold, hvorunder Jøderne leve, til de nye Lande, de bebo, nævne K a r o s Love en Del Nærings-. o midler, som ikke vare kendte paa de tidligere Lovbøgers
skulle behandles og tilberedes for at være rene.
Ogsaa K a r o s Lov blev ligesom Moseloven, T a l m u d og M a i m o n i d e s ’, frivillig antaget og anerkendt af hele Folket som bindende Norm for dets Handlinger; men man vil ogsaa let have bemærket, at det er samme Aand, der gaar gennem dem alle, samme Bestræbelse for at lade Moral og Hygiejne smelte sammen til en Enhed og Helhed. I Mo s e Lov udledes hele Hygiejnen af de moralske Bud; T a l m u d s Lovgivning gør sig til Opgave at tøjle og dæmpe Lidenskab og Begær, saa at man kun giver efter for dem, saavidt det er nødvendigt;
for M a i m o n i d e s er det store Gode, Erhvervelsen af Sundhed kun et Middel til uforstyrret at hengive sig til videnskabeligt Studium, og K a r o vil have alle Hand
linger foretagne med Blikket rettet paa Gud og det Hellige. Dette er da helt igennem den samme Stræ ben:
Fornuften skal beherske Lidenskaben, Aanden skal have Magten over de legemlige, kødelige Drifter, men med Anerkendelse af disses naturlige Ret, og Resultatet skal være et rent, kysk, maadeholdent, legemlig og aandelig sundt Folk, der kan beherske sig selv.
Ved et Tilbageblik paa den hele jødiske, hygiejniske Lovgivning, som her er skildret, nødes man først og fremmest til at anerkende det beundringsværdige Resul
tat, at dette Folk og dets Love have kunnet bestaa i Aartusinder; men dernæst skal det fremhæves, at om ogsaa Folkets Tilslutning til disse Love som ovenfor sagt er givet frivillig, saa har det dog været lange Tiders,
mange Aarhundreders Værk at indprente Jøderne Re
spekt for Loven og Lydighed mod den; deres ubændige Lidenskaber og lave Instinkter satte sig længe op imod den; de rev sig ofte løs fra dens Baand, men gav sig ganske vist atter ind under dens Herredømme, indtil den tilsidst fik varig Magt over dem. Mo s e s selv og hans Efterfølgere i den socialhygiejniske Ledelse af J ø derne havde ikke heldige Resultater at opvise, og det lykkedes dem navnlig ikke at gøre det sexuelle Liv rent, baade Prostitution og unaturlige Kønsforbindelser vare meget udbredte, og navnlig gav Baal- og Molochdyrkel- sen, som smittede Israel, den religiøse Prostitution et stærkt Opsving. Først da Riget kom Undergangen nær og Folket saa, hvilke Ulykker det paadrog sig ved at ringeagte de vise Love, først da begyndte det samvittig
hedsfuldt at opfylde T h o r as Bestemmelser, da klyn
gede det sig til dem med en lidenskabelig Sejghed og Trofasthed, der for Hundreder og Tusinder af dem blev Vejen til Martyriet, og endnu langt stærkere blev denne ængstelig-ivrige Fastholden af Loven efter Ad- splittelsen.
Men Lønnen udeblev ikke; allerede i den romerske Kejsertid vakte Jøderne Opmærksomhed ved deres sunde og kraftige Legemsbeskaffenhed, og T a c i t u s meddeler det ham ubegribelige Faktum, at Joder ikke angrebes af de Epidemier, som ellers decimerede P o m p e j u s ’ Hære.
I Middelalderen med dens store Pestepidemier bleve J ø derne saa iøjnefaldende forskaanede, at det var de Lærde en ligesaa stor Gaade, som det havde været T a c i t u s , og Joderne som bekendt bleve forfulgte, fordi de skulde have forgiftet Brøndene. Mod andre Menneskers taabe- lige Mistænksomhed stod det ikke i Mo s e s ’ Magt at
3
beskytte sit Folk; men vi i vore Dage finde Sagen ganske naturlig, naar vi huske paa, at paa den Tid, da de andre evropæiske Folkeslag søgte Hjælp mod Syg
domme i Processioner, Relikvier, Bønner til Jomfru Maria og mystiske Lægemidler, havde Jøderne strenge og nøjagtige Love om Renlighed og om deres Føde
midler.
En Sammenligning mellem Nutidens Jøder og de mange Folkeslag, mellem hvilke de leve, viser forskellige Fortrin i Livskraft paa jødisk Side. De formere sig med en aarlig Tilvæxt af 2,4% , medens de andre Folk næppe naa op til 1% , og denne Forøgelse skyldes som bekendt ikke Overgang af Kristne til Jødedommen, men en større Frugtbarhed hos den jødiske Race. Denne har ogsaa højere Middellevealder, og navnlig blandt Børn og Oldinge er Dødeligheden mindre; de have færre Dødfødsler; der fødes blandt Jøderne flere Drenge over
for Piger end blandt andre Folk, og medens de jødiske Ægteskaber oftest ere mere frugtbare end Andres, ere de blandede Ægteskaber, som de indgaa, for det Meste ufrugtbare.
Gennemgaaende ere Jøderne mindre og svagere byg
gede, men sundere end Andre og navnlig mindre mod
tagelige for Syfilis og Tuberkulose; de have i en mærkelig Grad bevaret den ejendommelige Hoved- og Ansigtsform og Haarets og -Øjnenes Farve og ere i det Hele en af de reneste og mest ublandede Racer, der samtidig har havt en ualmindelig Evne til at akklima
tisere sig overalt paa Jorden og indordne sig under alle Forhold.
Det vilde være højst urimeligt, som Nogle have gjort, at søge Aarsagen til denne Sejghed og Levedyg-
tighed i de blodige Forfølgelser, som Jøderne have været Genstand for og som skulde have forøget deres Frugt
barhed; man kan baade paa Indianer- og paa Neger- stammer studere, hvilken Indflydelse Massemord har paa en Befolkning. Forfølgelserne og Aarhundreders Under
trykkelse skulle bære deres fulde Ansvar for nogle af Jødernes uheldige Egenskaber; men deres biotiske For
trin er det Pligt at give deres hygiejniske Levemaade Æren for.
Naar det fremhæves, at Nutidens Jøder ere ædrue
lige, maadeholdne, arbejdsomme, at de orthodoxe Jøder udmærke sig ved tidlige Ægteskaber, ved deres Kvinders sædelige Renhed, ved den mandlige Ungdoms Bevarelse af Kyskheden indtil Ægteskabet, ved ægteskabelig Tro
skab og et smukt Familieliv; naar det maa anerkendes, at de endog i smaa, afsides liggende Menigheder have organiseret Understøttelse af Syge og Fattige og Hjælp til Begravelse, saa er alt dette Resultatet af en Lovgiv
ning, som gennem Aartusinder har dresseret og opdraget dem til Iagttagelse af Hygiejnens Forskrifter. Vi citere her nogle Sætninger af den franske Forfatter L e r o y - B e a u l i e u : «I fem og tyve Aarhundreder havde en Jøde ingen større Omsorg end at bevare sig ren; det var hans Maal fra Vuggen til Graven; kun Jøderne kendte og overholdt Lovene for den legemlige og sjælelige Ren
hed, og disse Love vare en Magt for dem. Jødedommen havde stillet Troen i Hygiejnens Tjeneste, Fromheden i Sundhedens. En Jøde kan takke sine Forfædre og deres Love, sine Sæder og sit Maadehold for sit lange Liv og sin Modstandskraft mod Sygdomme, navnlig smitsomme og parasitære.«
Det er imidlertid en Selvfølge, at dette Resultat kun 8*
er naaet ved, at Jøderne have været meget strenge i Overholdelsen af Lovene og tildels ere det endnu den Dag idag. Ligesom Makkabæerne foretrak Martyrdøden for at spise Urent, saaledes vilde endnu de orthodoxe Jøder hellere dø af Sult end røre ved Spiser, som ikke vare tilberedte efter deres Religions Forskrifter; det kristne Køkken er dem en Gru, og med jødiske Slagtere kan det hænde, at de kassere indtil 26 Stykker Kvæg af 30, fordi Lungerne hæfte fast ved Brystkassen og Kødet derfor efter jødisk Begreb er urent. »For en orthodox Jøde,., hedder det hos L e r o y - B e a u l i e u ,
«kommer Synagogen først i anden Række; det Vigtigste er Slagtning og Tilberedning af Spisen.«
Men ved Siden af disse Love maa det indrømmes, at ogsaa andre Forhold have virket, om man vil, opdra
gende og forædlende paa Jøderne. Den Kamp for de nødvendigste Livsbetingelser, som Jøderne have maattet føre i Aartusinder siden Adsplittelsen, har naturligvis kun tilladt de kraftigste Individer at leve og forplante sig og følgelig fremmet Racens Sejghed og Modstands
kraft; de hyppige Uddrivelser, Vandringer og Nedsættelse paa nye Steder, som ere Jøderne paatvungne under store Farer og Lidelser, kunde selvfølgelig i Længden kun overstaas af Racens stærkeste Medlemmer og sundeste Afkom, og endelig maa det fremhæves, at Jøderne, siden de mistede deres politiske Uafhængighed, næsten ganske have været frie for Militærtjeneste og for den Tilintet
gørelse af Nationens Blomst, de unge Mænd, som krigerske Forhold ellers medføre. Paa den anden Side har denne Udelukkelse fra Krigerlivet og deres tvungne Forsømmelse af legemligt Arbejde (navnlig Agerbrug) ført til en Svækkelse i Legemsbygning og Muskelstyrke;
