Kopi fra DBC Webarkiv

(1)

Kopi fra DBC Webarkiv

Kopi af:

De er ikke tabere - de er overlevere

Dette materiale er lagret i henhold til aftale mellem DBC og udgiveren.

www.dbc.dk

e-mail: dbc@dbc.dk

(2)

Tema

HJERNENS INDTOG

NR. 61 maRTS 2012

aaRHUS UNIVERSITET

INSTITUT FOR UDDaNNELSE OG PÆDaGOGIK (DPU)

aSTe RISK

Feature:

Køn er en kampplads

Nikolas Rose:

Hjernen – den nye sandhed om mennesket

Hjernemyter Stol ikke på brainfood

og hjernetest

Har du styr på

diN HjeRNe?

(3)

Af Hanne Løngreen, institutleder for Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet

A

rv eller miljø? Biologi eller kultur? Hvad danner et menneske? Spørgsmålet er lige så gammelt som mennesket selv.

Alligevel er spørgsmålet igen kommet på dagsordenen.

’Konstruktivisme’ og ’biologisme’ er to vidt forskellige fortællinger om mennesket og to af tidens mest indflydelsesrige paradigmer inden for humaniora. Gennem flere årtier har en kulturel og social forståelse af mennesket præget den pædagogiske forskning – og det gør den stadig i dag – men i det nye årtusinde er en biologisk fortælling vokset frem, og den betoner, at mennesket er et biologisk og neurologisk væsen.

Takket være stadig mere raffinerede hjernescanninger og nye teknologier er vi kommet meget tættere på hjernen. Vi ved ganske enkelt mere om, hvad der foregår i hjernen. Og den viden forpligter. Nu hedder det ikke kun »ansvar for egen læring«. Vi får også et »ansvar for

egen hjerne«. Som den britiske sociolog Niko- las Rose udtaler i dette nummer af Asterisk:

»Vi har alle fået ansvar for at forstå, hvordan vores hjerne påvirker os, og hvilke fremtidige

muligheder og risici den rummer. Og ikke mindst ansvar for at handle derefter.«

Nikolas Rose spår, at de nye hjernevidenskaber får lige så stor betydning for det sociale, det politiske og vores personlige selvforhold i det 21. århundrede, som psyko- logien havde for forståelsen af mennesket i det 20. århundrede.

Og der er da ingen tvivl om, at hjernemennesket er i vælten. Hjerneforskning får i dag megen bevågenhed, også langt uden for videnskabens grænser. Som det fremgår af featureartiklen om kønsforskning, har den nye biologiske fortælling fået så bred appel, at Ekstra Bladet rapporterer om nye neurovidenskabelige landvindinger og refererer til akade- miske tidsskrifter inden for Neuroscience.

I humaniora får den voksende viden om hjernen en blandet modtagelse. Der er dem, der mener, at hjerneforskningen truer hu- manioras eksistens. Der er dem, der mener, at hjerneforskning kan give svar på, hvordan mennesket bedst lærer i et klasseværelse. Og så er der de mange, der mener, at hjerneforskning kan bidrage til nye erkendelser om, hvad det vil sige at være – og udvikle sig – som menneske.

Selv tilhører jeg den sidste fløj, som ikke ser hjernemennesket som en trussel mod pædagogikken, men som et vigtigt bidrag til forståelsen af mennesket. Neurologien og den biologiske fortælling om mennesket aflyser ikke pædagogikkens fremtid, for – som vi kan læse i dette nummer af Asterisk – er hjernen og hjernemennesket ikke blot biologi, men også et kulturelt produkt. Hjernen er formbar, særligt hos små børn, men den former sig også gennem hele livet af kulturen og men- neskene omkring den.

KampeN meNNeSKet om

LEDER

»Selv tilhører jeg den sidste fløj, som ikke ser hjernemennesket

som en trussel mod pædagogikken, men som et vigtigt bidrag til forståelsen af mennesket.

Neurologien og den biologiske fortælling om

mennesket aflyser ikke

pædagogikkens fremtid.«

(4)

S. 6-11 FEATURE

Hvorfor

ædeR aSKepot min datter?

Piger er prinsesser, og drenge er pirater. Hvor kommer den stereotype beskrivelse af børn fra? Er det kultur eller biologi? Kampen om kønnet spidser til i pædagogikken, hvor en ny biologisk fortælling om kønnet vinder terræn og leverer en ny forståelse af mennesket.

S. 12-15

aNSvaR for egen Hjerne

De nye hjernevidenskaber får lige så stor betydning for selvet i det 21. århundrede, som den psykologiske forståelse af mennesket fik i det 20. århundrede, siger den verdenskendte sociolog Nikolas Rose.

S. 16 HjERnEn og pædAgogikkEn 1

udsatte børn Har miNdRe HjeRNeR

Den sociale arv skal brydes i hjernen, men hvordan?

tvivlsom HjeRNeteSt

Brugen af hjernetest i arbejdet med udviklingshæmmede risikerer at begrænse borgernes udviklingsmuligheder.

bRaiNfood på menuen

Mad, der øger vores kognitive evner, er kommet på menuen. Men der er meget lidt videnskabeligt bevis for, at vi kan spise os klogere.

S. 19-21

mennesket SlåR igeN

Om den humane vending. I samfundet og i videnskaberne.

›

S.

6

TEma: HJERNENS INDTOG

ScaNpix

aSTeRISK nr. 61 marts 2012 Tema Hjernens indtog - - - Redaktion

Hanne Løngreen (ansvarshavende redaktør) Camilla mehlsen cme@dpu.dk Peder Holm-Pedersen peho@dpu.dk Redaktionskomité Frans Ørsted andersen Claus Holm Søren Kjær Jensen Ida Juul

Jens Christian Nielsen Dorthe Staunæs Korrektur Kirsten Kovacs Redaktionens adr.

Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU) aarhus Universitet Tuborgvej 164 2400 København NV Kontakt til redaktionen E-mail: asterisk@dpu.dk Telefon: 87 15 18 15 Abonnement abonnement er gratis og kan bestilles på www.dpu.dk/asterisk Design: Hiske Jessen Forside: Polfoto Tryk: Scanprint a/S ISSN nr.: 1601-5754 Oplag: 18.500

- - - asterisk er et magasin for aktuel uddannelsesforskning. asterisk udkommer fire gange årligt og er udgivet af Institut for Uddan- nelse og Pædagogik (DPU).

aarhus Universitet.

artikler eller illustrationer må ikke eftertrykkes uden tilladelse.

- - -

»Vi er trådt ind i den antropocene æra, hvor mennesket har spredt sig udover mange felter

og træder frem som den afgørende faktor, men kun for så vidt som det står i forhold til noget andet. Det er den humane vending.«

professor Sverre Raffnsøe

SCaNPIx

S.12

(5)

14 masteruddannelser på Aarhus Universitet,

Campus Aarhus og Campus Emdrup (København), med studiestart september 2012.

To nye uddannelser:

• Master i grundskoleundervisning

• Master i dagtilbuds- og indskolingsdidaktik

Introduktion til masteruddannelserne og smagsprøver på de nye uddannelser:

• 13. marts, Campus Aarhus

• 20. marts, Campus Emdrup

UDDANNELSE, PÆDAGOGIK OG LEDELSE

MASTER PÅ UNI

MASTERUDDANNELSER 2012

Ansøgningsfrist: 1. maj www.edu.au.dk/master

S. 24-27

bRugeRNe SpRæNgeR

universitetets mure

Ny viden opstår ikke bare bag universitetets mure, men også i klasseværelser. Studerende og brugere af uddannelsesforskning spiller en stadigt større rolle for videnproduktion, og det får brugerdreven forskning og videnudveksling på universiteternes dagsorden.

S. 28-29 HvAd opTAgER FoRskEREn?

Social

iNdigNatioN er min drivkraft

For lektor Niels Rosendal Jensen er den sociale

indignation en drivkraft. Med sin forskning vil han sætte fokus på samfundets barrierer for unge.

S. 32-33

de er ikke

tabeRe − De er oveRleveRe

Inge Henningsen kaster sit kritiske statistiker-blik på nogle af tidens mange påstande om tabere i uddannelsessystemet.

Og det er ikke unge tabere, hun finder bag tallene, men unge, der træffer fornuftige valg i et ufornuftigt uddan- nelsessystem, hvor man nemt kan blive taber.

S. 2 LEdER

S. 22-23 koRT nYT

oM FoRskning og UddAnnELsE

S. 30-31 nYE BØgER

oM UddAnnELsE og pædAgogik S. 35 kALEndER

aNDET INDHOLD

ISTOCKPHOTO polfoto

S.

24

^S.

32

»Som STaTISTIKER bliver man slået af, hvor stor rolle tal – og måden, man behandler dem

på – spiller i denne konstruktion af tabere. Ser man nærmere på tallene, er det imidlertid ikke

tabere, man ser, men unge, der kæmper med at overleve i et uddannelsessystem, der ikke er tilpasset hverken deres eller samfundets behov.«

statistiker & seniorforsker inge Henningsen

(6)

14 masteruddannelser på Aarhus Universitet,

Campus Aarhus og Campus Emdrup (København), med studiestart september 2012.

To nye uddannelser:

• Master i grundskoleundervisning

• Master i dagtilbuds- og indskolingsdidaktik

Introduktion til masteruddannelserne og smagsprøver på de nye uddannelser:

• 13. marts, Campus Aarhus

• 20. marts, Campus Emdrup

UDDANNELSE, PÆDAGOGIK OG LEDELSE

MASTER PÅ UNI

MASTERUDDANNELSER 2012

Ansøgningsfrist: 1. maj

www.edu.au.dk/master

(7)

Hvorfor

æder Askepot

min dAtter?

(8)

SCaNPIx

Piger er prinsesser, og drenge er pirater. Sådan lyder den stereotype beskrivelse af børn, men hvor kommer den fra?

Er det kultur eller biologi?

Kampen om kønnet spidser til i pædagogikken, hvor en ny biologisk fortælling om kønnet vinder terræn og leverer en ny forståelse af mennesket.

Af Camilla Mehlsen

alTIng ændRede SIg med et trylleslag.

Min toårige datter havde egentlig vænnet sig til, at meget af hendes tøj og legetøj var aflagte ting fra hendes storebror. Vi vidste godt, at der var noget, der boblede – interessen for dukker og lyserøde gevandter – så hvorfor ikke prøve at se Disneys klassiske Askepot-film med hende? Og da den gode fe tryllede græskarret til en karet, og Askepot blev til ballets smukke dronning, ændrede alting sig. Væk med den sorte flyverdragt. Ind med daglige kampe om kjoler og en manisk fascination af Askepot.

Hvor kom det fra? Ligger det vitterligt så indgroet i min datters DNA, at kjoler og prinsesser er vidunderlige, eller er det snarere et spørgsmål om kultur? I dag står spørgsmålet om barnets køn mere centralt i pædagogik- ken end nogensinde, for køn er blevet den nye ideologiske kampplads for vidt forskellige forskningsretninger og for debattører i den brede offentlighed.

A

›

(9)

Går man til den amerikanske bestseller- forfatter Peggy Orenstein, som senest har skrevet bogen ‘Cinderella Ate My Daughter’, er der ingen tvivl om, at den lyserøde tendens er en del af kulturen – en ‘girlie-girl culture’, som hun kalder den. Og vi skal være på vagt over for denne kultur, som legetøjsindustrien søger at fremme, mener Peggy Orenstein, for den fratager samfundets døtre et frit valg.

Bag Peggy Orenstein står flere årtiers køns- forskning, der er præget af fortællingen om, at kønnet er en social konstruktion. Denne fortælling har været fremherskende siden 1970’erne, men den møder voksende modspil.

Fra midten af 1990’erne har neurovidenskaben bevæget sig ind på kønsforskningen, der ellers tidligere var forbeholdt sociologer og kulturforskere, der plæderer for det sociale køn. Med neurovidenskaben kommer der vind i en biologisk forståelse af mennesket, og i dag udspiller der sig en ideologisk kamp om kønnet mellem konstruktivister og biologister.

Biologien i højsædet

Den nye biologiske fortælling om mennesket forklarer forskelle på drenge og piger ved at se på menneskets evolutionære udvikling. I dette lys er kønsforskelle primært biologisk betingede og ikke et spørgsmål om kultur.

Sprog- og kognitionsforsker Thomas Wiben Jensen fra Syddansk Universitet har fulgt den biologiske fortællings fremmarch tæt og be- skriver den indgående i bogen Konstruktion og kognition – to tendenser i humaniora og i den offentlige debat fra 2011.

»Den nye biologiske fortælling handler om, at mænd og kvinder er fundamentalt forskellige, og den fortælling har været en overvældende succeshistorie. Kønsforskelle er blevet et hot emne inden for neurovidenskab og evolutionspsykologi, og der bliver postet en masse penge i det forskningsfelt. Hvis man som forsker gerne vil have fondsmidler, så har

man en større chance, hvis man skriver ‘neuro’

foran. Neurovidenskab er samtidig også blevet mainstream i løbet af ti år,« siger Thomas Wiben Jensen.

Den nye biologiske fortælling har affødt en lang række populærvidenskabelige bøger og selvhjælpsbøger, som for eksempel Hvorfor mænd intet husker og kvinder intet glemmer (2010) og Hvorfor mænd ingenting fatter og kvinder altid mangler sko (2008). På dansk grund peger Thomas Wiben Jensen på sexo- logerne og parterapeuterne Joan Ørting og Carl-Mar Møller som repræsentanter for det evolutionære syn på kønnet.

»Det er en fortælling, familien Danmark kan nikke genkendende til,« siger han og fortæller, at Ekstra Bladet har været en fantastisk kilde til dokumentation for, at neurovidenskabelig

forskning har fået en så bred appel, som humanistisk forskning kun kan drømme om.

»Ekstra Bladet skriver en del om sex og køn, og man kan se, at journalisterne læser Journal of Neuroscience og Evolutionary Psychology, for journalisterne refererer til ny neuroforskning.

De ville jo aldrig sidde og læse et spidsfindigt sociologisk teoretisk tidsskrift, men de læser om neurovidenskab, fordi der er en enorm interesse for det. Det har en bred appel, lige så snart man siger, at nu har videnskaben fundet ud af, at man ved hjælp af hjerneskanninger kan forklare menneskers adfærd, for eksempel hvorfor der er flere kvinder end mænd, der vælger at blive pædagoger end ingeniører, og hvorfor kvinder stemmer rødt og ikke blåt.

Det er også et udtryk for en længsel efter sikker viden, som er meget udbredt i tiden. I så mange år har tendensen været at problema- tisere autoriteter, også videnskaben, og nu går bevægelsen den anden vej,« siger han.

Lektor og neurobiolog Theresa Schilhab fra forskningscentret GNOSIS, Aarhus Univer- sitet, har arbejdet med neurovidenskabelige tilgange til læring i flere år og befinder sig i krydsfeltet mellem humaniora og naturviden- skab. Hun mærker tydeligt, at der er kommet en større interesse for det naturvidenskabelige inden for det pædagogiske felt.

»I det omfang skolelærere og undervisere er blevet bedt om at dokumentere de forskellige metoder, de bruger, har det været nødvendigt at vende sig mod noget, der tilsyneladende så mere fast eller konkret ud. Og den type viden kommer typisk fra de naturvidenskabelige discipliner. I dag efterlyser den pædagogiske verden i stigende grad løsninger fra hjerneforskningen,« siger hun.

Hun fortæller, at der i flere årtier ellers har været en modsat tendens, hvor det biologiske syn var fraværende i pædagogikken.

»Der har været en lurende frygt for at se mennesket behavioristisk, og det har bevirket,

»Den nye biologiske fortælling handler om,

at mænd og kvinder er fundamentalt forskellige,

og den fortælling har været en overvældende

succeshistorie.

Kønsforskelle er blevet et hot emne inden for

neurovidenskab og evolutionspsykologi.«

thomas Wiben jensen

Hamley’S opgør med pink

Den britiske legetøjsforret- ning Hamley’s besluttede i slutningen af 2011 at ned- lægge sine blå og pink etager med legetøj til drenge og piger. Efter 251 år med kønsopdelte etager til piger og drenge samler Hamley’s legetøjet i kategorier, ikke i køn. Hamley’s har længe

modtaget massiv kritik for 'kønsapartheid', men nu er den æra forbi.

lego satser på piger

Verdens tredjestørste lege- tøjsfabrikant, LEGO, satser nu massivt på pigerne. Det sker efter flere års fokus på klodser til drenge, som har været den største forbrugergruppe for LEGO.

Satsningen hedder LEGO Friends og er netop kommet på markedet med de første

KøN er den nye KamppladS

- - -

Skal drenge og piger be- handles ens, eller skal foræl- dre, pædagoger og lærere tage afsæt i kønsforskelle i opdragelse og undervisning? Har legetøjsindustrien

et ansvar for at fremme stereotype kønskategorier?

Kampen om kønnet raser, og i den seneste tid har der været flere eksempler på kønsdebatter:

(10)

at man har set totalt bort fra, at vi er biologiske væsener,« siger Theresa Schilhab.

Pædagogikkens nye kampplads

Det er i grunden ikke nyt at forstå mennesket som et biologisk væsen, men det nye ved den biologiske fortælling om kønnene er, at den dels har fået en videnskabelig legitimitet, dels at kønsforskellene spores i hjernen. Køns- forskning var indtil for 10 år siden næsten udelukkende ‘Gender Research’, som er den engelske betegnelse. Fokus var på det sociale køn, mens der var meget lidt forskning i køns- forskelle. Vendepunktet kom, da den britiske udviklingspsykolog Simon Baron-Cohen ud- gav bogen Den afgørende forskel: kvinde, mand – hjerne og køn med den opsigtsvækkende

konklusion, at kønsforskelle kan defineres ud fra hjernens køn. Cohens bog bød på en ny faglighed om kønnet, og en lavine af ‘Sex Research’ blev sat i gang.

Den biologiske fortælling lander ikke blot i Ekstra Bladets spalter, men sætter også ty- delige spor i den pædagogiske verden. Når et stigende antal skoler arbejder med kønsopdelt undervisning, er det med afsæt i, at der er biologiske forskelle på drenge og piger. Mange debattører og forskere er også begyndt at sætte deres lid til den biologiske forklarings- model, for eksempel når de tager afstand fra den såkaldt ‘feminiserede’ skole, der taber flere drenge på gulvet.

Når det gælder pædagogiske metoder, er konsulent og neuropsykolog Ann E. Knud-

sen et eksempel på den voksende interesse for at bruge hjerneforskning til at forklare forskelle på drenge og piger i pædagogiske sammenhænge. Hun har skrevet flere bøger om kønsforskelle med afsæt i hjerneforskning og fungerer som konsulent på skoler, hvor hun eksempelvis hjælper med at afklare, om udsatte børn har neurologiske problemer eller opvækstrelaterede adfærdsproblemer.

På Ann E. Knudsens hjemmeside giver hun et råd til, hvordan man skal behandle drenge for at give dem samme muligheder for indlæ- ring som pigerne:

»Drenges indlæring går via det musiske og det billedmæssige. Det er absurd, at det altid er pigerne, der synger ‘Lille Peter Edderkop’, når det i virkeligheden er drengene, der har

POLFOTO

lyserøde og pastelfarvede klodser. LEGO Friends har affødt en massiv kritik af, at LEGO laver kønsstereotypt legetøj. Ligestillingsminister manu Sareen (R) har på sin Facebook-profil erklæ- ret sig enig i denne

kritik. LEGO melder selv ud,

at deres klodser bliver mere ligestillede, hvis de formår at henvende sig lige meget til begge køn og ikke – som det er i dag – mest til drengene.

piNK StiNKS

Den feministiske britiske kampagne Pink Stinks sigter efter at ramme kønsstereoty- pe produkter og reklamer og har siden 2008 leveret kritik af blandt andre legetøjsfor- retningen Hamley’s.

deN dag RiKKe vaR RaSmuS, deN dag fRedeRiK vaR fRida

Den tidligere minister for ligestilling, Karen Jespersen, fik i 2008 udarbejdet en to- delt pixibog, der skulle ruske op i de stereotype kønskate-

gorier. Børnebogen hedder Den dag da Rikke var Ras- mus - Den dag da Frederik var Frida og er blevet sendt gratis rundt til børnehaver landet over. Børnebogen har fokus på børns og voksnes forventninger til piger og drenge og kan bruges af pædagoger til at sætte en dialog i gang med børnene.

Forud for udgivelsen har Danmarks Pædagogiske Uni- versitetsskole (nu Institut for Uddannelse og Pædagogik) gennemført observationsstu- dier i tre børnehaver.

›

(11)

»Indtil for et par hundrede år siden så var det jo de mænd, der havde en ag- gressiv adfærd, en risikovill- lighed og var udfarende, der havde størst chance for at sætte børn i verden og bringe generne videre.

De mænd, der engang var vindere, er blevet de moderne tabere. Omvendt for kvinderne. De, der tidligere havde størst chance for at få generne videre, var dem med de sociale kompe- tencer, der kunne holde familien sammen. De mere aggressive og ambitiøse kvinder havde jo ikke en chance dengang.«

Professor Niels Egelund, Weekendavisen 23. december 2011

»Genetisk er vi mennesker stadigvæk præget af den arbejdsopdeling, som var udbredt blandt vores ældgamle forfædre. mens mænd var ude og jage, tog kvinderne sig af at samle planter og svampe. En tidskrævende beskæftigelse, der kræver koncentration og akkuratesse, og som sagtens kan sammenlignes med det at fylde indkøbskurven med de rigtige varer, mener Daniel Kruger fra University of michigan. »Vores under- søgelse viser, at mændenes shoppingmønstre minder om, hvordan de jagede, mens kvindernes shop- pingmønstre minder om, hvordan de samlede,« siger Daniel Kruger.«

Jyllands-Posten 8. december 2009

»Selv om det i 70’erne blev påstået andet, er mandlig og kvindelig seksualitet ret forskellig (…) mænd kan nemmere dyrke sex for sexens skyld.«

Ekstra Bladet 15. juni 2009

»Den kvindelige hjerne er overvejende programmeret til empati. Den mandlige hjerne er overvejende programmeret til forståelse og system-konstruktion.«

Simon Baron-Cohen i Den afgørende forskel. Kvinde, mand – hjerne og køn, 2003

Kilde: Thomas Wiben Jensen:

Kognition og konstruktion.

Samfundslitteratur 2011.

- - -

brug for træningen. Måske skulle institu- tionerne synge nogle frækkere sange, som appellerer til drengene. Ligesom de burde sætte skilte og billeder op i børnehaverne, for drenge kobler i høj grad ord og billeder. Krav- lelege er også gode, fordi de styrker koblingen mellem de to hjernehalvdele.«

den lille forskel i hjernen

I den brede offentlighed kan det da også lyde mere overbevisende og håndgribeligt, at man kan spore kønsforskelle gennem hjernescanninger end ved socialkonstruktivisternes for- klaringer om, at køn er noget, man gør. Men hvad er mest korrekt – er det hjernen, der afgør de to køns adfærd, eller er det kulturen?

Hvis man spørger neurobiolog Theresa Schilhab fra forskningscentret GNOSIS, Aar- hus Universitet, om, hvad hjerneforskningen siger om kønnets ‘oprindelse’, er hendes klare melding, at vi aldrig får et endegyldigt svar på, om køn er kultur eller biologi. Ifølge Theresa Schilhab arbejder hjernen og kulturen sammen i et komplekst samspil, så det i dag er umuligt at sige, om forskellene i drenges og pigers hjerner er kulturelt eller biologisk bestemt.

»Det hedder sig, at drenges og pigers hjerner har forskellig størrelse. Det er taget som udtryk for, at drenges og pigers hjerner har forskellige størrelser hjernebjælker. Men der er ikke nogen, der stiller spørgsmålet, om det kan skyldes, at vi behandler børnene forskelligt, fordi den ene har en tap, og det har den anden ikke,« siger hun.

Theresa Schilhab fortæller, at hjernen er formbar – eller ‘plastisk’ – særligt i barnets

tidlige år, og det betyder, at kulturen sætter sine spor i hjernen.

»Hjernen er et kulturelt produkt. Hjernen afspejler, hvad den er blevet udsat for. Den biologiske forskel på drenges og pigers hjerner kan i virkeligheden være en kulturel forskel.

Vi bliver altid påvirket af de miljøer, vi er i.«

Theresa Schilhab er modstander af, at hjerneforskningen i stigende grad bruges som hjemmel for eksempelvis kønsopdelt undervisning, eller at børnehaver skal behandle drenge og piger forskelligt, fordi de har forskellige hjerner.

»Jeg tror, vi begår en fejl, når vi lægger så meget vægt på kønnet i et læringsperspek- tiv. For der er så stor individuel variation i,

hvordan vi lærer. Den individuelle variation inden for kønnet er større end mellem de to køn. Variationen i hjernens modning fra den ene drengehjerne til den anden drengehjerne er større end fra gruppen af drengehjerner til gruppen af pigehjerner. Det betyder, at det ikke giver mening at snakke om, at drengehjerner lærer forskelligt fra pigehjerner. For hjerner er generelt forskellige,« siger hun.

en doven konklusion

Theresa Schilhab går så langt som at kalde det et kulturelt fænomen, at hjerneforskningen er så optaget af kønsforskelle i hjernen.

»Hjerneforskningen skærer det på drenge- og pige-aksen, for i vores kultur skelner vi naturligt nok mellem drenge og piger, men det er ikke nok til at hævde, at der er en biologisk forskel mellem drenges og pigers hjerner.

På en måde er det en doven konklusion. For det er så oplagt at sammenligne det ene køns hjerner med det andet køns. Men vi kunne jo sagtens finde på andre fysiske forskelle som for eksempel forskellen på blåøjede og brunø- jede,« siger Theresa Schilhab og tilføjer:

»Forstå mig ret. Der er forskel på drenge og piger. Der er forskel på, om man kan føde eller ikke kan føde. Problemet er, at vi også tillægger det en intellektuel forskel. Det er der, jeg stiller mig mere tvivlende. Kan man forestille sig, at når der er så stor individuel forskel fra det ene menneske til det andet, at kønnet faktisk er en barriere, vi ret uproble- matisk overskrider? Den barriere kan vi også overskride mellem drenge og piger, hvis vi vil det,« siger hun.

” ” ”

”

»Hjernen er et kulturelt produkt. Hjernen afspejler, hvad den er blevet udsat for. Den biologiske forskel på drenges og pigers hjerner

kan i virkeligheden være en kulturel forskel.«

theresa Schilhab

en ny

biologiSK foRtælliNg vinder frem

Kønsforskning har siden 1970’erne været forbeholdt kulturfolk og sociologer, men fra midten af 1990’erne har neurovidenskaben og evolutionspsykologien bevæget sig ind på kønnets domæne. Særligt i det nye årtusinde har en biologisk fortælling om kønnet vundet frem både i forskningen og i den brede offentlig-

hed. aviser, magasiner, radio- og tv-programmer bugner af spørgsmål om køn og seksualitet − om for eksempel karrierekvinder og tabermænd. Bag mange af udsagnene er der en tro på, at mennesket er et biologisk væsen med en adfærd, der kan spores tilbage til stam- mesamfundet.

(12)

Som et tankeeksperiment foreslår hun, at samfundet kan begynde at lave en stram opdeling mellem børn, der er skilsmisseramte, og børn, der ikke er.

»Så kan vi behandle og tale til de skilsmisseramte børn på en bestemt måde, som gør, at deres hjerner opfører sig på en bestemt måde.

Og så vil vi pludselig se en fysiologisk forskel,«

siger Theresa Schilhab.

Ifølge sprog- og kognitionsforsker Thomas Wiben Jensen er det et spørgsmål om menneskesyn og ideologi, der ligger bag konstruk- tivisternes og biologisternes bud på kønnet.

Han nævner den konstruktivistiske queer- teori som et eksempel på en videnskabelig ret- ning, som vedkender sig sit ideologiske islæt.

»Queer rummer bl.a. filosofisk og kultur- kritisk teori, men er som bevægelse ærlig om, at den også er en ideologisk og aktivistisk bevægelse. Enhedslisten har for eksempel et queer-udvalg. Queer-teorien bygger videre på den konstruktivistiske præmis om, at den sociale virkelighed er til forhandling, og at den er foranderlig. Hvis vi lærte tingene anderledes, kunne tingene også blive på en anden måde ideelt set. Evolutionspsykologien er det modsatte og bygger på, at der er nogle ting, der ikke er til forhandling. For mig at se har evolutionspsykologien også et ideologisk islæt, selv om de nødig vil vedgå sig det. De vil gerne være Videnskab med stort V,« siger Thomas Wiben Jensen og uddyber, hvad han mener med ideologi:

»Det er ikke, fordi man kan sætte de to videnskabelige retninger på en højre-venstre- akse. Men man kan godt sige, at evolutionspsykologi kan ses som et slags normbevarende projekt, hvor queer-teori definerer sig som normativitetskritik.«

Klasseværelset langt fra skanninger Theresa Schilhab mener, at hjerneforskningen har fået en indflydelse på den aktuelle debat om læring på en måde, som ikke er valid.

»Der er slet ikke nogen sanktionering af, at hjerneforskere har fået en så stor indflydelse på påstande om, hvordan vi lærer. Men jeg er omvendt ikke i tvivl om, at det naturvidenskabelige, herunder det biologiske, kan bidrage til læringsteori og fx tjene til inspiration på områder, hvor der er behov for nytænk- ning.« siger hun og henviser til, at det også er positivt, at pædagogikken er begyndt at forstå mennesket som et biologisk væsen.

Som lærer kan man for eksempel forbedre sin undervisning med den biologiske viden, at man primært forstår noget, man selv har oplevet på en kropslig facon; at man styrker sin hukommelse ved at have flere forskellige sensoriske bevægelser i spil; at man lagrer viden bedre, i

det øjeblik man forstår noget følelsesmæssigt; at mennesket ikke bare er rationelt tænkende; og at mennesket bliver træt af at lære.

Theresa Schilhab mener, at den nye viden om mennesket, som hjerneforskningen bidrager med, skal indgå i hele paletten af teorier om, hvad det lærende menneske er. Men det betyder ikke, at hjerneforskningen skal afgøre, hvordan en lærer underviser eller hverdagen i børnehaven tilrettelægges, for der er alt for lang vej fra hjerneskanninger til hverdagen.

»Hjerneforskningen er bestemt med til at lægge nogle meget væsentlige brikker i for- ståelsen af mennesket, men den løser ikke ret meget i praksis,« siger Theresa Shilhab.

»Man kan godt hævde, at neurobiologisk læring er mindre relevant for en konkret løsning af, hvordan man lærer i et klasseværelse. Hvad hjælper det i klasseværelset, at jeg kan sige, at proteinsyntese – at det at skabe konsoliderende hukommelse – kræver, at vi holder pause i for eksempel ti minutter, så det, vi lige har lært, kan konsolidere sig bedst muligt? Det har meget lidt at gøre med visionerne for, hvad vi som samfund mener, vi skal lære: Hvilke værdier vægter vi og ønsker styrket? Det vil jeg aldrig med min neurobiologiske viden kunne sige noget som helst om.

Neurobiologien siger kun noget om mekanis- merne bag,« siger hun.

Så selv om hjerneforskningen er kommet langt med ny viden, er der stadig et stykke vej

til klasseværelset – hvis det da overhovedet bliver endestationen.

»Jeg tror ikke, det er en vej, vi kan over- komme,« siger Theresa Schilhab. »Det er så uhyggeligt komplekst, det der gør et menneske eller en organisme. Læring er så komplekst, og det, der gør mennesket velfungerende, er så komplekst et spørgsmål, så jeg tror ikke på, at vi kan løse det ved at sige, at der er aktivitet i det område af hjernen, og så har vi forklaringen på, hvorfor folk lærer, som de gør. Det giver slet ikke mening. Men det er ikke det samme som at sige, at den neurobiologiske viden ikke kan være brugbar og konstruktiv.

Den kan udfylde nogle huller i vores viden om mennesket,« siger Theresa Schilhab.

Hvad det er, der får Askepot til at æde min datter, er tilsyneladende et spørgsmål om menneskesyn: Ser jeg mennesket som et biologisk væsen eller et kulturelt produkt?

Hvis jeg er i tvivl, kan jeg gå ind på video-sitet You Tube og se det populære videoklip Riley on Marketing, hvor den lille pige Riley står i en legetøjsforretning og protesterer imod, at alt pigelegetøjet er lyserødt. »Why do all the girls want to buy pink stuff when boys get to buy all-coloured stuff?« spørger Riley. Og mon ikke der er et gran af sandhed i den lille piges svar: »The companies who make these try to trick the girls into buying the pink stuff instead of stuff that boys want to buy.«

tHomaS WibeN jeNSeN Cand.mag. i dansk, ph.d. i sprogvidenskab og er nu ansat som postdoc på Syddansk Universitet, Institut for Sprog og Kommunikation. Har bl.a.

skrevet bogen Kognition og konstruktion. To tendenser i humaniora og den offentlige debat (Samfundslitteratur 2011), der beskriver, hvordan humaniora i dag er influeret af de to dominerende paradigmer – kognitivisme og konstruktivisme.

tHeReSa ScHilHab

Theresa Schilhab er ansat som lektor ved forskningscenteret GNOSIS, hvor hun arbejder med vores biologiske naturs betydning for videndannelse, forholdet mellem tavs og boglig viden og med den neurovidenskabelige tilgang til læring. Forfatter til Nervepirrende pædagogik – introduktion til pædagogisk neurovidenskab og medforfatter til Skolen i skoven – Hjerne, krop og læring i naturen.

»Hjerneforskningen er bestemt med til at lægge nogle meget væsentlige

brikker i forståelsen af mennesket, men den løser

ikke ret meget i praksis.

Man kan godt hævde, at neurobiologisk læring er mindre relevant for

en konkret løsning af, hvordan man lærer i et

klasseværelse.«

theresa Schilhab

(13)

En ny biologisk forståelse af mennesket vinder frem.

Hjernemennesket er ved at afløse det psykologiske menneske og lade Freud alene tilbage på briksen. De nye hjernevidenskaber får lige så stor betydning for selvet i det 21. århundrede, som den

psykologiske forståelse af mennesket fik i det 20. århundrede, siger den verdenskendte sociolog Nikolas Rose.

aNSvaR

egeN for

HjeRNe

(14)

Af Peder Holm-Pedersen

E

mil karter rundt på stolen, har svært ved at koncentrere sig om skolearbejdet og er en konstant kilde til larm og uro i klassen.

Lise er 35 år, mor til to børn og har mand og et godt arbejde. Alt går, som det skal. Alligevel er hun er trist og apatisk og ser ingen grund til at gøre noget som helst.

De to fiktive eksempler er sikkert genkende- lige for de fleste, og mange læsere vil allerede stå klar med diagnoserne: Emil lider af ADHD og Lise af en depression. Lidelser, der skyldes kemiske ubalancer i deres hjerner, og nogle læsere vil måske endda tilføje, at Emil sikkert har for lidt af signalstoffet dopamin i sin hjerne og Lise et for lavt niveau af neurotrans- mitter-stoffet serotonin.

De to eksempler og vores umiddelbare for- ståelse af dem som ‘hjerne-problemer’ er iføl- ge den engelske professor i sociologi Nikolas Rose karakteristisk for det, han betegner som overgangen fra det 20. århundredes psykologiske menneske til det 21. århundredes neurologiske og biologiske menneske. Tidligere havde man kaldt Emil et utilpasset barn, som ikke havde lært at styre sit indre psykologiske liv, og Lises tilstand var måske blevet tolket som et resultat af undertrykte følelser.

»Vi ville have forstået dem som psykologiske væsener med psykologiske problemer, og sådan ville de også have forstået sig selv.

I dag forstår vi i stadigt højere grad os selv og hinanden som neurologiske og biologiske væsener,« siger Nikolas Rose, der er leder af Department of Social Science, Health and Medicine på Kings College i London.

Nikolas Rose har i sin efterhånden lange karriere især været optaget af spørgsmålet om, hvordan det moderne subjekt bliver til og forstår sig selv i et krydsfelt mellem viden og styring – og med sine analyser af det psykologiske menneskes tilblivelse i løbet af det 20.

århundrede har han markeret sig som en af de førende sociologer inden for de såkaldte governmentality studier. De sidste ti år har han kastet sig over det, han kalder livsviden-

skaberne såsom neurologi og genteknologi og disse nye videnskabers betydning for det moderne subjekt.

Hjernens tidsalder

Ifølge Nikolas Rose har det afgørende betydning, at vi er begyndt at forstå os selv og hinanden som neurologiske væsener.

»Min tese er, at de nye hjernevidenskaber får lige så stor betydning for det sociale, det politiske og vores personlige selvforhold i det 21. århundrede, som fremkomsten af den psykologiske forståelse af mennesket havde i det 20. århundrede,« siger Rose.

Spørgsmålet er, hvad den nye ‘sandhed’

om mennesket har af effekter? Nikolas Rose henviser som eksempel til den måde, man handler på i forhold til børn med forskellige adfærdsproblemer.

»Én ting er, at vi nu forstår og taler om mange adfærdsproblemer som noget, der har med hjernens indre balance at gøre. En anden

ting er, hvad vi så gør? Det oplagte svar er, at vi intervenerer i børnenes hjerner med stoffer;

med psykofarmaka. Og det gør vi da også i stigende grad, som vi for eksempel ser det i stor stil med ADHD-børn, der får Ritalin.

Men faktisk bliver spørgsmålet om, hvad vi så gør, også ofte besvaret med sociale tiltag,«

siger Nikolas Rose og fortæller, hvordan man i England agerer i forhold til børn med såkaldt Dangerous and Servere Personal Disorder:

»Det er meget voldelige og impulsive børn. Det er dem, der sparker hovederne af duerne i skolegården. I de sidste ti år har man i England skabt mange institutioner, der arbejder med disse børn og ingen af stederne behandler man med stoffer. I stedet handler det om intensiv adfærdstræning, hvor man får børnene til at forstå og tage ansvar for de impulser, der styrer deres adfærd. Kort sagt: at tage ansvar for de hjerner, de er udstyret med, og agere derefter.«

Screen and intervene

Eksemplet er ifølge Rose sigende for den nye form for ‘hjerne-ansvarlighed’, han mener, der er ved at tage form, og som ikke kun angår personer, der – som børnene med adfærds- problemer – falder uden for normaliteten:

»Vi har alle fået ansvar for at forstå, hvordan vores hjerne påvirker os, og hvilke fremtidige muligheder og risici den rummer. Og ikke mindst ansvar for at handle derefter. Det er egentlig en lidt paradoksal konstellation, for på den ene side siger vi, at hjernen er basis for, hvem vi er, og hvad vi gør. På den anden side forudsætter vi, at der allerede er et jeg til stede, som kan forstå og handle i forhold til denne hjerne.«

Rose taler i den forbindelse om en screen and intervene-logik, der begynder at gøre sig gældende.

»Det handler om hurtigst muligt at få viden om vores biologiske og neurologiske tilstand, for jo hurtigere kan vi intervenere og handle på det fremtidsbillede af muligheder og risici, der aftegner sig. Det gælder for staten i forhold til den samlede befolkning, at jo hurtigere man identificerer de individer, der er i risiko

›

»I dag er det i neurologens øje, der giver adgang til sandheden om mennesket. Det er ikke

længere psykologen, der er ekspert i menneskets sjæleliv,

men neurologerne, menneskesjælens

nye ingeniører.«

sociolog Nikolas Rose

(15)

for at udvikle mentale patologier eller uheldig adfærd, jo bedre kan der interveneres. Og det gælder på det individuelle plan, at jo før jeg kender min hjernes muligheder, jo bedre kan jeg lede mig selv,« siger Nikolas Rose.

Rose fortæller, at hans betegnelse screen and intervene rummer en skjult reference til en af hans egne store inspirationskilder, den franske sociolog og filosof Michel Foucault, og et af dennes hovedværker Surveiller et punir (på dansk ‘Overvågning og straf ’) – der på engelsk har fået titlen Discipline and punish.

»Foucault analyserede det, han kaldte disci- plinsamfundet, hvor det groft sagt handlede om at skabe ‘normale’ subjekter. Afvigende og problematiske individer skulle disciplineres og ‘normaliseres’, så de passede til samfundets faste normer for normal og civiliseret adfærd,« siger Rose.

Det er ikke helt det samme med screen and intervene-logikken, forklarer Rose:

»Der er ikke længere en klar og fast defi- neret normalitet, som det er målet at få os til at passe ind i. Det er mere flydende. Det neurokemiske selv er et fleksibelt selv, der forplumrer faste grænser mellem syg og rask, normal og anormal. I princippet kan vi alle sammen hele tiden intervenere, påvirke og optimere vores egen tilstand, så den passer til hverdagens løbende udfordringer og til det selv, vi gerne vil være. Det er blevet en ongoing optimeringsproces at være normal,« siger han.

Freuds øre

Den nye fortælling om hjernemennesket står i kontrast til det psykologiske menneske, som Nikolas Rose tidligere har analyseret, men som det nu måske er ved at være tid at tage afsked med.

Den psykologiske måde at tænke og handle på i forhold til mennesket havde sin storheds- tid i det tyvende århundrede.

»Den psykologiske forståelse spreder sig i det tyvende århundrede, ikke bare som en ab- strakt forståelse af mennesket, man kan læse om i en bog af Freud, men også igennem en lang række praktiske foranstaltninger i skolen, på arbejdspladsen, i militæret og i det sociale arbejde, hvor autoriterne begynder at hjælpe, behandle og lede mennesker som psykologiske væsener,« siger Nikolas Rose.

Psykologiens sprog var ikke bare eks- perternes, forklarer Rose. Det blev hurtigt hvermandseje. Man forklarede for eksempel sig selv og sin livshistorie med, ‘det var en meget traumatisk oplevelse’, eller ‘jeg havde en masse undertrykte følelser på det tidspunkt’.

Og netop sproget og samtalen har en særlig position, når det handler om at forstå det psykologiske menneske.

»Tænk på Freud. Der er ikke et eneste billede i hans bøger. Det hele handler om sproget og talen. Det er øret, der giver adgang

SCaNPIx

FaRVEL TIL FREUD Det psykologiske menneske rejser sig fra briksen. Det neurologiske menneske er ved at tage form.

(16)

til selvets dybder og sindets hemmeligheder, og det er igennem sproget og talen, at det indre liv påvirkes og dårligdomme kureres,«

siger Nikolas Rose.

I den psykologiske forståelse af mennesket bliver selvet dybt, forklarer Rose:

»Selvet får et indre, usynligt rum, hvor det psykologiske liv udfolder sig. Det er her, menneskets personlighed og adfærd formes i et samspil af drifter, begær og ydre omstæn- digheder. Et samspil, der følger psykologiens egne love og får sit helt eget sprog med ord som underbevidsthed, undertrykte følelser, projektion og Ødipus-komplekser.«

det flade selv

Den neurologiske forståelse af mennesket stiller nogle andre betingelser for selvet og for vores adgang til sandheden om mennesket, fortæller Nikolas Rose.

»Det dybe selv bliver i en vis forstand fladt og synligt med neurologien. Skal vi sætte det lidt hårdt op, kan vi sige, at Freuds øre bliver erstattet af neurologens øje, der ser på hjernescanninger og måler kemiske balancer.

Det er neurologens øje, der giver adgang til sandheden om mennesket. Det er ikke læn- gere psykologen, der er ekspert i menneskets sjæleliv, men neurologerne, menneskesjælens nye ingeniører.«

Det betyder, at mange udsagn om mennesket må iklæde sig et nyt sprog, et hjernesprog, hvis de skal vinde gehør:

»Forklaringerne på menneskets mentale tilstand skal helst ‘gå igennem’ hjernen. Det er de diagnoser og forklaringer på vores mentale sygdomme, der kan koble symptomerne til hjernens synapser, neuroner, receptorer og membraner, som anses for mest præcise. På samme måde er det bedste argument for, at noget virker, at der kan påvises en effekt i hjernen. Selv psykoanalytikere legitimerer i dag sig selv ved at sige, at psykoanalysen ‘gør noget ved patienternes neuroner’,« siger Nikolas Rose.

neuronernes vej ind i livet

Men hvordan er noget så kompliceret som neurotransmittere, synapser og neuroner

overhovedet begyndt at spille en rolle i vores selvforståelse og sociale omgang med hinanden? Nikolas Rose peger på tre videnskabelige udviklinger, der har haft særlig betydning for neuronernes bevægelse ud af laboratorierne og ind i vores liv.

For det første får vi det, Nikolas Rose kalder

»et molekylært syn på hjernen«, dvs. man begynder at analysere hjernen celle for celle og kan ad den vej for eksempel konstatere en sammenhæng mellem mængden af bestemte stoffer i hjernen og mentale lidelser som depression og skizofreni. »Man begynder at koble vores mentale tilstande til hjernens tilstand helt nede på det molekylære plan. Det åbner samtidig for, at vi potentielt kan intervenere i hjernens indre balance og påvirke vores mentale tilstand,« siger Nikolas Rose.

Det andet forhold er opdagelsen af hjernens plasticitet. Her peger Nikolas Rose på, at hjernen ikke er et stykke uforanderlig natur, der bestemmer os som en skæbne. Den er i

høj grad også et resultat af det liv, vi lever, og dermed bliver vores hjerner noget, vi skal forholde os aktivt til.

»Vi får ansvar for at holde vores hjerne i form og udfolde dens potentialer. Det være sig ved en god og sund livsstil, ved at spille Sudoku, så vi ikke udvikler Alzheimer, eller ved at tage farmaceutiske produkter. De psykologiske selvhjælpsbøger suppleres med selvhjælpsbøger, der skal lære os at holde vores hjerner fit,« siger Rose.

Det sidste punkt er udviklingen inden for hjernescanninger, og det er måske det punkt, der har haft størst betydning for, at den neurologiske forståelse af mennesket har slået igennem i den brede befolkning, forklarer Rose.

»Pludselig kan vi kan rent faktisk se hjernen i aktion, imens der tænkes, føles og handles.

Det giver de her forførende billeder af hjerner med farvepletter på, som i offentligheden har fungeret som meget overbevisende argumen- ter for, at vi er vores hjerner. Desværre har forskerne alt for ofte ‘glemt’ at fortælle, hvor kompliceret det er at fortolke billedernes mening. Det er ikke bare at pege på en farvet plet og sige ‘se, der sidder hukommelsen’,«

siger Nikolas Rose og understreger, at mange af de forestillinger om hjernen, der præger offentligheden, er meget forsimplede. Ikke desto mindre har det ført til, at hjernen er slået igennem som den måske vigtigste forklarings- instans, når mennesket skal forstås.

NiKolaS RoSe

Nikolas Rose er oprindeligt biolog, men skiftede siden til psykologi for at ende ved sociologien. Har skrevet et utal af bøger, der analyserer det moderne subjekt og dets tilblivelse i krydsfeltet mellem viden og magt. Har bl.a. udgivet ‘Livets politik – biomedicin, magt og subjektivitet i det 21.

århundrede’. www.nikolasrose.com

»Man begynder at koble vores mentale tilstande til hjernens tilstand helt nede på det molekylære plan.

Det åbner samtidig for, at vi potentielt

kan intervenere i hjernens indre balance

og påvirke vores mentale tilstand«

sociolog Nikolas Rose

(17)

P

atrick kører alene rundt på legepladsen i en mooncar. Han leger sjældent med de andre børn, men holder sig mest for sig selv. Daniel prøver at komme med i de andre børns leg uden succes.

De gider ham ikke. Men han virker heller ikke videre interesseret, han skynder sig videre til den næste gruppe børn og ser, om han kan være med der i stedet.

Patrick og Daniel er begge det, vi betegner som socialt udsatte børn, børn i risikozonen med et vaklende og svagt fundament fra begyndelsen.

»De bliver kaldt sommerfuglebørn,« siger Charlotte Ringsmose, professor (mso) fra Institut for Uddannelse og Pædagogik, Aar- hus Universitet. »De har svært ved at holde opmærksomheden og flyver fra aktivitet til aktivitet uden rigtigt at engagere sig i noget.«

de første år er de vigtigste

Charlotte Ringsmose forsker i børns udsathed med baggrund i neuropsykologi og er optaget af sammenhængen mellem børns hjerneudvikling og den stimulering, børn får i de tidlige år – eller rettere ikke får. Og de socialt udsatte børns hjerner skiller sig ud

Hun henviser til scanningsbilleder af to treåriges hjerner: Den enes hjerne er betyde- ligt mindre end den andens. Den lille hjerne tilhører et tidligt skadet barn, mens den anden tilhører et barn, hvis hjerne er normalt udvik- let, fordi det har fået tilstrækkelig med omsorg og kognitiv stimulering.

»Hjernen har en enorm plasticitet – særligt i de tidlige år. Vi lærer ikke mest i skolen eller på universitetet, vi lærer allermest i den helt tidlige barndom,« siger Charlotte Ringsmose.

Det skyldes, at vi er født med reptilhjerne- funktioner, og for at udvikle højere kognitive funktioner er vi afhængige af andre mennesker og af at indgå i meningsfulde relationer med dem.

»Den første socialisering sker i den helt tidlige relation mellem mor og barn, og der er klare mønstre knyttet til de socioøkonomiske forhold: Jo dårligere uddannelse og jo lavere

indkomst osv., jo svagere er relationen mellem mor og barn. Og det kan ses i deres hjerner, som simpelthen er mindre udviklede end de velstimulerede middelklassebørns hjerner,«

siger Charlotte Ringsmose.

Pædagoger kan gøre en forskel Den negative sociale arv skal brydes i vuggestuen og børnehaven. De skal være læringsrum for hjerner i udvikling, fortæller Charlotte Ringsmose.

»Pædagogerne spiller en enormt vigtig rolle i forhold til at bremse den uhensigtsmæssige

udvikling i de udsatte børns hjerner. Børnene overfører ofte den relation, de har med deres forældre til pædagogerne i institutionen. Og hvis pædagogerne så bare lader disse børn gå passive rundt for sig selv frem for at kontakte dem, eller hvis de i en travl hverdag ikke lige orker det opfarende barn, der endnu en gang spolerer legen, så bidrager de faktisk indirekte til den uhensigtsmæssige udvikling i børnenes hjerner,« advarer hun.

Charlotte Ringsmose plæderer ikke for en individuel behandling af det enkelte udsatte barn, men for en inkluderende pædagogik, der inddrager det udsatte barn i den pædago- giske praksis.

Stressede hjerner

Charlotte Ringsmose fortæller, at forskere med afsæt i neuropsykologien nu er begyndt at se sammenhængen mellem børnenes stress- niveau og den pædagogik, der bliver anvendt i de pågældende institutioner. Et symptom på en uhensigtsmæssig hjerneudvikling er nemlig en forøget mængde af stresshormonet kortisol, som skader hjernens udvikling.

»Man måler simpelthen mængden af stress- hormoner via spyttest. Og det er slående, hvor klar sammenhængen er mellem stressniveauet i børnenes hjerner og kvaliteten af den pædagogik, der anvendes i institutionen,«

siger hun.

Charlotte Ringsmoses generelle råd til pædagoger er, at de arbejder mere systema- tisk og organiserer et kreativt læringsmiljø, der er overskueligt og let at gå til for børnene – også de udsatte. Den frie leg skal ikke afskaffes, men der skal være flere voksen- initierede aktiviter. Og så er det vigtigt, at pædagogerne løbende evaluerer og diskute- rer den pædagogiske praksis, fx ved hjælp af videoobservation.

»Jeg savner en professionalisme og en mere proaktiv holdning fra pædagogerne. De går på mange kurser, hvor de lærer at sige de rigtige ting, men handlingen følger ikke altid trop.

Det kan vi ikke være bekendt over for de 20 procent af vores børn, som samfundet i dag taber på gulvet.«

cHaRlotte RiNgSmoSe Professor (mso) ved Institut for Uddannelse og Pædagogik, aarhus Universitet. Hun forsker i børns udsathed med baggrund i neuropsykologi og arbejder bl.a. på et forskningsprojekt, der skal indsamle viden om udsatte børn og den pædagogiske praksis, de bliver mødt med i daginstitutionerne.

»Hjernen har en enorm plasticitet – særligt i de

tidlige år. Vi lærer ikke mest i skolen eller på universitetet, vi lærer allermest i den helt tidlige

barndom.«

20 procent af de danske børn får ikke den fornødne

opmærksomhed og stimu- lering fra deres forældre, og

det kan ses i deres hjerner.

De skrumper. Hvilke pædagogiske metoder støt-

ter bedst de udsatte børns hjerneudvikling?

Af Mathilde Weirsøe

Udsatte børn har mindre

hjerner

HJERNEN &

PÆDaGOGIKKEN

asterisk dykker 1.

ned i tre aktuelle eksempler på HjeRNeNS iNdtog i

pædagogiKKeN.

(18)

›

»

6,5 måned,« lyder pædagogens vurdering af en 34-årig udvik- lingshæmmet mands omverdens- bevidsthed. Men en anden pædagog skyder højere: »Han svarer til 3,4 år.«

Begge pædagoger har benyttet en såkaldt Kuno Beller-test, der er et af tre elementer i en neuro pædagogisk screening. Metoden bliver i stigende grad brugt på bosteder for udviklingshæmmede. I testen vurderer en pædagog, hvilke færdigheder de mener, at en udviklings hæmmet med hjerneskade har på otte områder som motorik, sprog, kreativitet og omverdens bevidsthed sammenlignet med et normalt barn på 0-6 år.

»Det er meget overraskende, at pædagoger kan vurdere den samme person så forskelligt, men det fortæller noget om, at borgerens dags- form varierer kraftigt, og at det formodentlig også har en betydning i screeningen, hvilke konkrete oplevelser en pædagog for nylig har haft med en borger,« siger Pia O’Donnell.

Hun har sammen med Maj Willemoes under- søgt neuropædagogisk screening som metode i specialet ‘En hjerne til forskel’ fra 2011.

Fra helhed til hjerne

I specialet viser de to tidligere studerende, at den neuropædagogiske screening er problematisk, fordi udviklingsalderen ikke kan bestemmes entydigt. De har ladet to forskellige pædagoger vurdere den samme person, og resultatet er, at udviklingsalderen kan svinge med flere år. For eksempel bliver en 40-årig mand af en pædagog vurderet til socialt og følelses mæssigt at svare til et barn på knap 3 år, mens en anden pædagog mener, at han kan sammenlignes med et barn på 5,5 år.

»Metoden er ikke træfsikker, fordi udviklingsalderen er bundet op på pædagogernes subjektive vurderinger af personen. Hvis man bruger udviklingsalderen som et facit og ikke bare en rettesnor i det pædagogiske arbejde, risikerer man at begrænse, hvilke udviklingsmuligheder man kan se for borgeren, og det er problematisk,« siger Pia O’Donnell

Indtil for ti år siden blev den såkaldte ‘Det Kan Nytte’-metode brugt på mange bosteder for udviklings hæmmede med hjerneskade.

Metoden har rødder i en humanistisk hel- hedsforståelse af mennesket og antager, at alle er født med anlæg for at gennemleve en normal udvikling. Det pædagogiske arbejde har som mål at kompensere for de barrierer i omgivelserne, der står i vejen for den enkelte persons udvikling.

Neuropædagogik er derimod en form for anvendt neuro psykologi med et natur- videnskabeligt syn på mennesket. Antagelsen er,

at en udviklingshæmmet aldrig kan overskride den udviklings alder, som vedkommende tildeles via en Kuno Beller-test. Det er denne vurdering, som Maj Willemoes og Pia O’Donnell har krydstjekket i forbindelse med deres speciale.

Undervurderer udvikling

De store forskelle, der er i Kuno Beller- screeningens bestemmelse af udviklingsalder, kan få konsekvenser for det pædagogiske

arbejde med konkrete borgere. På et bosted ønsker en ung mands forældre eksempelvis, at han skal lære klokken, men da pædagogen vurderer ham, får han tildelt en udviklingsalder på 1,5 år, og så mener man ikke længere, at det er muligt.

»Det er et eksempel på, at testen er for unu- anceret til at stå alene, og rummer en risiko for, at man undervurderer den betydning, et stimulerende miljø har. Hvis man i stedet havde brugt ‘Det Kan Nytte’-metoden, ville man kigge på det hele menneske uden på forhånd at udelukke noget. Man ville måske have arbejdet med at give manden en tidsfor- nemmelse ved at knytte konkrete klokkeslæt til specifikke aktiviteter for at finde ud af, om han var i stand til at lære klokken,« siger Maj Willemoes.

Ikke brug for tudekop

De to tidligere studerende opfordrer til, at pædagoger ikke kun læner sig op ad Kuno Beller-testens resultater, men også bruger deres sunde fornuft til at reflektere over effekten af deres arbejde med udviklingshæm- mede med hjerneskade.

»Man må notere, om man opnår den øn- skede adfærd i dagligdagen eller ej, og spørge, hvilke interventioner der gør, at noget har succes, og andet går mindre godt,« siger Maj Willemoes.

Pia O’Donnell mener også, at det grundlæg- gende er problematisk, at testen sammenlig- ner voksne udviklingshæmmede med normalt udviklede børn.

»I det her screeningsmateriale spørger man til personens evne til at holde på en tudekop eller lægge et puslespil med tre brikker, fordi det er vigtigt for børnehavebørn. Men hvis personen interesserer sig for bordfodbold, giver det måske umiddelbart mere mening at teste, hvor god han er blevet til det over tid.

Det vil formodentlig også give et helt andet syn på borgerens udviklingsmuligheder,« siger Pia O’Donnell.

maj WillemoeS

& pia o’doNNell maj Willemoes er oprindelig uddannet fysioterapeut og arbejder i dag som konsulent på hjerneskadeområdet i Hvidovre Kommune.

Pia O’Donnell har en tidligere uddannelse som pædagog og arbejder i dag som specialkonsulent på handicapområdet i Københavns Kommune. De blev begge cand.pæd. fra Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU) ved aarhus Universitet i 2011 med specialet ‘En hjerne til forskel’.

»Hvis man bruger udviklingsalderen som et facit og ikke bare en rettesnor i det pædagogiske

arbejde, risikerer man at begrænse, hvilke udviklings muligheder man

kan se for borgeren, og det er problematisk.«

HJERNEN &

PÆDaGOGIKKEN

2. Resultatet af neuropæda- gogiske screeninger styrer mange steder, hvilke akti- viteter pædagoger tilbyder

mennesker med hjerne- skade. Men testresultaterne

er meget usikre.

Af Annette Haugaard

Tvivlsom

hjernetest

(19)

S

pinat, mandler, broccoli, blåbær, rosmarin og salvie. Det er nogle af de madvarer, som bliver fremhævet i ugeblade og månedsmagasiner for deres gavnlige effekt på hjerne aktiviteten, hukommelsen og koncentrationen. I disse år står hjernen på menuen i en grad, så der ligefrem udgives kogebøger om hjernemad.

Og hotelkæden Radisson reklamerer med, at de serverer brainfood til frokost, så man kan holde sig skarp under daglange møder og konferencer.

Ifølge lektor i molekylærbiologi ved Aarhus Universitet, Esben Skipper Sørensen, er der imidlertid ikke hold i påstanden om, at man kan spise sig klogere eller til bedre mentale præstationer.

»Der er ikke videnskabeligt belæg for spe- cielle kostråd til hjernen. Den har brug for det samme som resten af kroppen. Brainfood er ikke en videnskabelig term, men et kommercielt begreb, som fødevareindustrien bruger til markedsføring,« siger han.

Flere forskningsresultater viser dog, at bestemte indholdsstoffer i maden er gavnlige for hjernen først og sidst i livet.

Hjernen er grådig

Hjernen er et grådigt organ. Dens celler bruger meget mere energi end andre celler i kroppen, og selvom den kun udgør tre procent af kroppens vægt, så står den for en femtedel af menneskets samlede energiforbrug.

»Hjernen kører på ren glukose, som er en bestemt slags sukker. Den fungerer bedst, hvis man holder sit blodsukker stabilt ved at spise hver tredje-fjerde time,« siger Esben Skipper Sørensen.

Mad er derfor vigtigt for hjernen, og noget er bedre end andet, men ifølge molekylær- biologen kræver det ikke sindrige indkøbs- sedler at fodre hjernen optimalt. Forskning i sammenhængen mellem bestemte fødevarer og kognitive evner kan nemlig ikke påvise, at specifikke fødevarer kan optimere hjernens ydeevne nu og her. Den gode hjernekost er langsomme kulhydrater, og det betyder for eksempel, at havregryn om morgenen og rugbrød i madkassen er bedre end bløde franskbrøds madder.

»Man får den samme hurtige stigning i blodsukkerniveauet ved at spise hvidt brød, som hvis man spiste rent sukker, så det kan helt ødelægge blodsukkerbalancen og påvirke koncentrationsevnen. Det er forklaringen på, at man kan føle sig uoplagt, men man kan lige så godt spise rugbrød som særlige nød- der for at få energien tilbage,« siger Esben Skipper Sørensen.

Kun effekt af omega 3-fedtsyrer

Forskningen har også interesseret sig for, om særlig kost kan få hjernen til at fungere bedre i alderdommen eller ligefrem hel- brede for eksempel demens og Alzheimer.

Her er svaret også nej. Undersøgelser peger ellers på, at midaldrende, der indtager store mængder af plantestoffet polyfenol (som blandt andet findes i rødvin, frugt og grøntsager), har mindre risiko for at udvikle demens mange år senere.

»Men man kan ikke spise sig ud af hjerne- relaterede sygdomme. Det er højst et spørgs-

mål om, at man kan udsætte dem, og hvis man i forvejen følger de almindelige kostråd, så gør man det allerede,« siger Esben Skipper Sørensen.

Han tør derimod godt sige, at der er forsk- ningsmæssigt belæg for, at en særlig kost har afgørende betydning for hjernens udvikling i fosterstadiet og hos spædbørn.

»Meget af hjernen består af fedtsyrer, der ligger som en hinde rundt om nervebanerne, for at de kan lave forbindelser, så der er ingen tvivl om, at omega 3-fedtsyrer betyder, at det lille barn får en mere optimal hjerneudvikling. Der er mange undersøgelser, der viser, at spædbørn som får nok omega 3 klarer sig bedre i skolen og får højere IQ,« siger Esben Skipper Sørensen.

Han mener dog ikke, at der er grund til at tro, at fedtsyren er en mangelvare hos danske spædbørn, der bliver ammet eller får god- kendt modermælkserstatning.

einstein-mælk

Fødevareindustrien har ikke været sen til at gribe det videnskabelige bevis for gevinsten af fedtsyren. I 2007 blev der solgt omega 3 for to milliarder dollars, og i USA kan man finde såkaldt Einstein-mælk på hylderne i super- markedet, som er beriget med omega 3.

»Einstein-mælk er et eksempel på, at mar- kedsføringen kammer over, fordi der er en slet skjult hentydning til, at produktet gør børn klogere. Det er der ikke belæg for, når vi taler om større børn,« siger lektoren i molekylær- biologi fra Aarhus Universitet.

Han vurderer, at salget af såkaldt brainfood mest handler om, at fødevareindustrien øjner et stort uudnyttet marked, for når man spør- ger forbrugerne, svarer de, at de interesserer sig for emnet, men ikke gør brug af det.

»Mange af påstandene om fødevarers gode egenskaber for hjernen er formodentlig drevet frem af kommercielle interesser, og så kommer videnskaben bagefter for at undersøge, om der er hold i det, man ofte kan kalde ammestuesnak. Men resultaterne peger i øst og vest, og det er virkelig problematisk, for det ser ud som om, at man kommercielt fisker de resultater, man kan bruge til at lovprise sit produkt,« siger Esben Skipper Sørensen.

Fødevareindustrien reklamerer i stigende grad

for brainfood-produkter, som lover højere IQ eller bedre præstationer.

Men der er meget lidt videnskabeligt bevis for effekten, siger lektor Esben

Skipper Sørensen.

eSbeN SKippeR SøReNSeN Lektor i molekylærbiologi på aarhus Universitet, der bl.a. har forsket i mælkeproteiner. I dag også leder af nyoprettet sektion for molekylær ernæring.