”Meld jer til kurserne!”
- en analyse af sammenhængen mellemJordemoderforeningens interne kurser og jordemødres professionelle identitet
Master i professionsudvikling – masterprojekt
Udarbejdet af Nanna Lyby Studienummer nl1373562 Vejleder Per Fibæk Laursen Sommer 2009
Omfangskrav 144.000 Opgavens anslag 143.994
This paper examines the correlation between the course-activity provided by the The Danish Association of Midwives and the midwives’ professional identity.
The midwives’ identity is seen as partly consisting in a historical image of a strong and autonomous woman, partly in the professional components: care, skill and knowledge. The midwives’ position as health promoters and supporters of the normal is emphasised. Like
professional identity in general it is seen as inconstant, susceptible to intern and extern factors in abundance, among these course activities.
Courses offered in the midwives journal ”Tidsskrift for Jordemødre” from 1984-2008 have been registrated and thematised. From this analysis appears that courses provided by The Danish Association of Midwives were centred around the normal pregnancy, birth and post-natal period, and on special topics on procedures and skills concerning the normal birth. Furthermore, there were courses on family planning, communication and psychology. Research in midwifery was another significant theme.
The Danish Association of Midwives’ course committee became closed in 2003. The general course offerings after that time are mainly emphasising on skills or on managing infrequent, potential emergencies during birth.
It is concluded that the courses provided by The Danish Association of Midwives gave the midwives the opportunity to adhere to a focus on the normal, to develope the profession, for reflection and for strenghtening their common identity, meeting other midwives. For The Danish Association of Midwives the courses were a mean for controlling the developement of the profession and for being visible to it’s members.
Indledning og problemformulering ______________________________ 4 Empiri, teori og metode _______________________________________ 5 Professionsidentitet generelt og indenfor jordemoderprofessionen ___ 6
Professionsidentitet ________________________________________________________________ 6 Jordemoderidentitet _______________________________________________________________ 9 Kurser og professionsidentitet ______________________________________________________ 14
Kursusmateriale ____________________________________________ 14
Udvælgelse af kursusmateriale _____________________________________________________ 14 Kursusudbydere _________________________________________________________________ 16 Kursustemaer ___________________________________________________________________ 17 Kursustemaer set i forhold til jordemoderens arbejdsområde og samfundsudvikling ________ 18 Ultralyd ______________________________________________________________________________ 18 Familieplanlægning og sexologi ___________________________________________________________ 19 Kvalitetssikring og kvalitetsudvikling _______________________________________________________ 19 Kommunikation – kriseteori ______________________________________________________________ 20 Børn generelt __________________________________________________________________________ 20 Jordemoderfaglig forskning _______________________________________________________________ 20 Repetitionskurser _______________________________________________________________________ 21 Jordemoderen i den primære sundhedstjeneste/konsultation ______________________________________ 22 Pædagogik generelt _____________________________________________________________________ 22
ALSO __________________________________________________________________________ 23 Inddeling i overordnede temaer _____________________________________________________ 23 Kurser fra 2003 __________________________________________________________________ 24 Akupunktur ___________________________________________________________________________ 24 Suturering ____________________________________________________________________________ 25
Jordemoderforeningens kurser ________________________________ 25
Begrundelse for at afholde kurser ___________________________________________________ 26 Ret-og-pligt ___________________________________________________________________________ 28 Forbrugeren ___________________________________________________________________________ 28 Egeninteresse __________________________________________________________________________ 29 Profilering ____________________________________________________________________________ 29
Uddannelsesudvalgets forhold til kursusdeltagerne ____________________________________ 30 Hvorfor bliver kurser aflyst? _______________________________________________________ 31 Økonomi som forklaringsmodel ___________________________________________________________ 33 Interesse som forklaringsmodel ____________________________________________________________ 34
Diskussion _________________________________________________ 36
Hvad gav Jordemoderforeningens kurser mulighed for? ________________________________ 37 Fastholdelse af normalbegrebet ____________________________________________________________ 37 Udvikling af professionen ________________________________________________________________ 39 Plads til refleksion ______________________________________________________________________ 39 Møde med andre jordemødre ______________________________________________________________ 39 At være med til at styre, i hvilken retning professionen bevæger sig _______________________________ 40 At være synlig for medlemmerne __________________________________________________________ 40
Konklusion _________________________________________________ 43 Perspektivering _____________________________________________ 44 Litteraturliste _______________________________________________ 45
Bilag 1: Ordliste over fagudtryk og forkortelser Bilag 2: Indbydelse til regionalt medlemsmøde
Bilag 3: Grafisk fremstilling af kursusantal i årene 1984-2008 Bilag 4: Grafisk fremstilling af kursustemaer
Bilag 4a: Forklaringsnøgle til bilag 4
Bilag 5: Grafisk fremstilling af overordnede kursustemaer Bilag 5a: Forklaringsnøgle til bilag 5 og 6
Bilag 6: Grafisk fremstilling af kurser før og efter 2003
Forsideillustration: Livets træ fra Jordemoderforeningens emblem intil juli 2005
Indledning og problemformulering
I master-uddannelsens tredje modul, Fleksibel læring, var opgaven at analysere et læringsrum, og jeg beskæftigede mig med ”Obstetrisk færdighedstræning”, som er en aktuel læringsform
indenfor jordemoderprofessionen. Min umiddelbare tilgang var, at jeg så det som en skævvridning, at der i så høj grad bliver fokuseret på den naturvidenskabelige,
færdighedsorienterede undervisning, og jeg mente, at det var en udvikling, der var blevet kraftigt forstærket af, at Jordemoderforeningen fra 2003 er ophørt med at udbyde kurser. Jeg begyndte derfor at katalogisere kursusudbud i Tidsskrift for Jordemødre i den 25-års periode, hvor jeg selv har været jordemoder, dvs. fra oktober 1983 til oktober 2008. Imidlertid blev materialet for omfattende at inddrage i min opgave, og jeg lagde det til side, dog ikke mere end at jeg stadig havde interesse for at undersøge feltet nærmere:
Var min fornemmelse rigtig, når jeg mente, at kurser tidligere havde et andet indhold?
Hvad havde indflydelse på indholdet af kurser? Havde Jordemoderforeningen en overordnet målsætning med deres udbud?
Hvad skete der med Jordemoderforeningens kurser?
Hvad sker der med professionsidentiteten, hvis den almindelige jordemoder ikke har mulighed for at få styrket den tilgang til sit arbejde, som man kan forestille sig at Jordemoderforeningens kurser tilbød?
Hvad betyder det for Jordemoderforeningen, at de ikke længere har en kursusafdeling?
Og hvori består professionsidentitet/jordemoderidentitet egentlig?
Således blev min problemformulering:
Hvilken sammenhæng er der mellem Jordemoderforeningens interne kurser
og jordemødres professionelle identitet?
Empiri, teori og metode
Min empiri for opgaven består i:
Kursussider og kursuskalendere fra det månedlige ”Tidsskrift for Jordemødre” i årene 1984- 2008 incl.
Kongres-beretninger fra foreningens kursusudvalg fra 1984-86 og indtil 2000-02, hvorefter udvalget er nedlagt.
Som teoretisk tilgang har jeg lagt vægt på at finde teorier og forskning, der kan belyse emnet.
Især har jeg benyttet teorier om professionsdannelse og -identitet. Desuden har jeg anvendt en medlemsundersøgelse og en arbejdsmiljøundersøgelse foretaget for Jordemoderforeningen i år 2003 og ’06. Endelig har jeg været inspireret af Marianne Winter Jørgensen og Louise
Philips:”Diskursanalyse som teori og metode.”
Der er ikke meget forskning om jordemoder-professionsidentitet. I opgaven har jeg anvendt en sammenstilling af analysedelen af Helen Cliffs Ph.D.-afhandling ved Institut for Folkloristik, Københavns Universitet:”Jordemoderfaglig identitet mellem tålmodighedsomsorg og
omsorgsrationalitet”(1993) og af Charlotte Overgaards kursusopgave på Sociologi, Institut for Historie, Internationale Studier og Samfundsforhold, Aalborg Universitet:”Jordemoderfaget – et kvinde- og omsorgsfag?”(2003) suppleret med min egen opgave fra masteruddannelsens andet modul:”Hvad er ”faglig stolthed” og hvilken betydning har dette i jordemødres selvforståelse?”
samt tilhørende interviewmateriale. Desuden er anvendt ”Hvad laver en jordemoder?” fra Jordemoderforeningens hjemmeside.
Da der ikke er tidligere undersøgelse af Jordemoderforeningens kursusvirksomhed, har jeg søgt mine spørgsmål besvaret ved sammenstilling af data fra empirien. I opgave-afsnittet
”Udvælgelse af kursusmateriale” s. 13 redegør jeg for mine inklusions- og eksklusions-kriterier.
Efterfølgende havde jeg et stort datamateriale, som skulle behandles. I afsnittet ”Kursustemaer”
s. 16 redegør jeg for metodeovervejelser omkring inddeling i kursustemaer. For at få overblik over vigtige temaer og ændringer gennem årene har jeg benyttet mig af grafiske fremstillinger, hvoraf 4 indgår som opgavebilag.
I undersøgelsen af hvad der har været bestemmende for en periodes kursusudbud, har jeg søgt oplysninger på Jordemoderforeningens hjemmeside og på internettet i øvrigt. Hvor der har været henvisning til lovgivning, har jeg opsøgt denne. Imidlertid har det været for omfattende i forhold til opgaven at gå i dybden med en undersøgelse af lovgivning på sundhedsområdet, ændringer af overenskomstaftaler o.l. gennem hele perioden, da meget af dette materiale ikke er umiddelbart tilgængeligt.
Den Almindelige Danske Jordemoderforening, forkortet DADJ, skiftede i 2004 navn til
Jordemoderforeningen. Kursusudvalget hed fra periodens start Uddannelses- og Kursusudvalget, forkortet UKU. I 1991 fusionerer udvalget med Udviklings- og Forskningsudvalget, og navnet ændres til Undervisnings- og Forskningsudvalget, forkortet UFU. Der er i opgavens generelle omtale af kursusaktiviteten ikke altid konsekvens i brugen af ovenstående navne. Således kan der f.eks. stå ”Jordemoderforeningens kursusudvalg”, hvor der rettelig burde have stået ”DADJ’s Undervisnings- og Forskningsudvalg”.
Professionsidentitet generelt og indenfor jordemoderprofessionen
I det følgende søges først en afklaring af begrebet ”Professionsidentitet”, hvorefter jeg
undersøger, hvori jordemødres professionelle identitet består. Endelig sættes identitetsbegrebet i forbindelse med udbud af kurser i et fagtidsskrift.
Professionsidentitet
Der har i de senere år været meget fokusering på professioner og professionsdannelse, især indenfor de mellemlange videregående uddannelser, af nogle kaldet semi-professioner, som i dette århundredes begyndelse er blevet til professions-bacheloruddannelser. Idet et af
kendetegnene ved en profession er, at dens medlemmer identificerer sig med professionen, har forskellige forfattere forsøgt at indfange begrebet ”professionsidentitet”.
Identitet defineres med Tine Rask Eriksen(2005) således:
”Identitet [er] forstået som de træk ved en person eller en gruppe, der tilsammen kendetegner eller afgrænser personen eller gruppen som forskellig fra andre.” (ibid. 245)
Steen Wacherhausen beskæftiger sig, både i artiklen ”Sundhedsfag i krise”(1990) og i bogen
”Humanisme, professionsidentitet og uddannelse”(2002) med, hvad professionsidentitet består i.
I ”Sundhedsfag i krise” skitserer han, hvad der, ifølge ham, har bragt mange sundhedsfag (dog kun de mellemlange videregående uddannelser) ud i en identitetsmæssig krise og kommer med visioner for en mulig fremtid. I den forbindelse undersøger han, hvad professionsidentitet, i artiklen kaldet fagidentitet, er. Der indgår ifølge Wacherhausen både mere
”subjektive”/kulturelle elementer, eksemplificeret ved jargon, sociale regler og normer for omgang med kolleger og andre faggrupper, opfattelse af statusplacering og værd i forhold til andre faggrupper, symmetriske/asymmetriske relationer til klienter og ledere, samt
uddannelsestraditioner, og mere ”objektive”/faglige aspekter, eksemplificeret ved overordnet behandlingsideologi, menneskesyn, behandlingsteknikker og evt. videnskabsteoretiske
opfattelser og –metoder. Hverken de subjektive eller de objektive aspekter er altid tydelige og eksplicitte for fagets udøvere. Derudover nævnes at professionsidentitet også er udsat for eksterne påvirkninger fra samfundet i bred forstand. Krisen opstår fordi der er opbrud og ændringer, både på det subjektive og det objektive plan. (Wacherhausen;1990)
I ”Humanisme, professionsidentitet og uddannelse” beskæftiger Wacherhausen sig med
sundhedsprofessioner generelt, dog med hovedvægt på lægeprofessionen. Han bruger udtrykket
”professionsidentitet” både om identitet hos professionen som sådan og hos den konkrete praktiker. Han påpeger, at der ikke altid er overensstemmelse mellem sundhedsprofessionernes uddannelsesinstitutioners og faglige organers opfattelse af, hvad der karakteriserer – eller fremtidigt skal karakterisere – den pågældende profession og med opfattelsen hos andre aktører, så som øvrige sundhedsprofessionelle grupper eller stat, amter og kommuner. Han påpeger ligeledes, at den institutionelt formulerede professionsidentitet, hvis den skal accepteres og give mening for professionens medlemmer, ikke må ligge for langt fra hvad der sker på det konkrete praktikerplan.
Herefter går han går i dybden med en undersøgelse af professionsidentitet på det konkrete, individuelle praktikerniveau: hvad den består i, hvordan denne dannes – og, idet det er hans ærinde, hvad der skal til for at påvirke en identitet i humanistisk retning. Dette gør han ved bl.a.
at anvende psykologiens begreb om skemaer og om scripts samt Bourdieus begreber disposition og habitus, alle begreber som indfanger sider ved personen, som for en stor del ikke er bevidste for denne. Han definerer professionsidentiteten som ” dét […], som hos den enkelte praktiker ligger bag den pågældende praktikers praksis (eller rettere bag de sider ved denne praksis, som ikke direkte er givet ved eksterne forhold).” (ibid. 59). Indholdsmæssigt består professionsidentiteten af praktikerens samlede professionelle beredskab, som er sammensat af praktikerens ”blik”, dvs. selektion af relevante hændelser, klassifikation og opfattelse af disse (svarende til skemaer og disposition) og
”aktivitetsdispositioner” dvs. handlings- og aktivitetsrutiner (svarende til script og habitus).
Om dannelsen af identiteten skriver han: ”Professionsidentiten er ikke noget, som skabes i færdig form på et givet afgrænset tidspunkt, fx under professionsuddannelserne, hvorefter der ikke sker væsentlige ændringer eller transformationer af identiteten.” (ibid. 65) Dannelsen af professionsidentitet sker i høj grad i det praksisfællesskab, man har uddannet sig til. Selvom der er rum til individuelle elementer, er der her et professionsinternt pres for, dels at blive en af vore og senere at vedblive at være en af vore.
Ligeledes er der et professionseksternt pres til at agere, som det er normalt indenfor den givne profession. Denne assimilation af en allerede eksisterende identitet, sker på det sproglige niveau bl.a. gennem ”spørgekulturen”, fagsproget og professionens grundmetaforer, og på det mere handlingsorienterede plan via ”praktikerens situerede deltagelse i praksissammenhænge.” (ibid. 75) I ”Professionalisering. En grundbog”(2005) er Laursen et al. enige med Wacherhausen i, at personlige erfaringer og forudsætninger har betydning for professionsidentiteten og dermed professionen. Hvor Wacherhausen går i dybden på det interpersonelle plan, fokuserer Laursen et al. på den kønslige dimension, idet mange af de nye professioner er udprægede kvindefag og udspringer af områder, som traditionelt har været kvindelige domæner. Det diskuteres, hvilken gensidig påvirkning, der finder sted mellem kønsrollemønstre i samfundet og udviklingen af de nye professioner, og det formodes, at kvindernes indtog i de ”klassiske” professioner, vil skabe ændringer af disse.
Professionsidentitet defineres af forfatterne som rettet mod en rationel faglighed, hvor man tilsidesætter egne synpunkter og motiver og underordner sig en faglig norm og kollegial kontrol.
Der ligger også i den, at de rationelle faglige hensyn er sammenfaldende med hensynet til
”klienten”.
Professionsidentiteten var tidligere et ”resultatet af en socialisering af den enkelte professionelle til at være sit fag og sin viden” (ibid. 36), men der ses tegn på, at denne totale idenfikation ikke længere er selvfølgelig. Der skal være plads til både at være professionel og have et privatliv.
Forfatterne spørger om det personlige, subjektive engagement er vigtigt for at en profession kan eksistere, men vælger, i stedet for at besvare spørgsmålet, at koncentrere sig om at undersøge, i hvilket omfang der opstår en professionel handlen (professionel identitet) og hvordan den læres.
De er i overensstemmelse med Wacherhausen i forståelsen af, at den formaliserede uddannelse til professionen kun udgør en lille del af professionsidentiteten, og at identiteten formes i den konkrete praksissammenhæng. Hvor Wacherhausens syn på praksis er præget af en pessimisme:
man bliver socialiseret til noget allerede eksisterende (og dermed vanskeliggøres implementeringen af ”humanisme”, hvilket er hans overordnede mål), ser Laursen et al.
anderledes optimistisk på, at der i mødet med praksis og dens handletvang kan ske en værdifuld læring, en ”modus 2” læring, som vil supplere, modsige eller revolutionere ”modus 1” læring fra de traditionelle universiteter og forskningsinstitutioner. De ser professionernes fremtid som
afhængige af ”de professionelles egne læreprocesser og subjektive håndtering af den faglige identitet.” (ibid.
42) og der opfordres til yderligere forskning indenfor området.
Eriksen foretager i artiklen ”Professionsidentitet i forandring”(2005) i bogen af samme navn, en komparativ perspektivering af antologiens artikler. Ligesom hos Wacherhausen og Laursen et al.
ses en række professionsinterne og professionseksterne aspekter som konstituerende for
professionsidentiteten i de professioner som Eriksen, i lighed med Laursen et al., beskriver som kvindedominerede, reproduktive og relationsorienterede professioner. Som skematiseret
nedenfor opstiller Eriksen en række elementer, der konstituerer en kønnet professionsidentitet, og vægter i sin fremstilling det kønsspecifikke ved identiteten højt.
Eriksens ærinde i øvrigt er at undersøge, hvorledes professionsidentiteterne forandres i disse år, og om det er muligt at fremanalysere en særlig professionsidentitet i de omtalte professioner, ligesom hun diskuterer, hvad forskningstilknytning vil komme til at betyde for identiteten i (kvinde)omsorgsfag.
Elementer som konstituerer en kønnet professionsidentitet. (Eriksen;2005:251) Gorm Hansbøl og John Krejsler beskæftiger sig i artiklen ”Konstruktion af professionel
identitet” (2004) ligeledes med professionsidentitet i de mellemlange, videregående uddannelser og stiller bl.a. spørgsmålet:”Hvad vil det sige at konstruere en professionel identitet i dag?” De opererer med nogle grundantagelser om professionsidentitet:
”at der er sket et grundlæggende skift i opfattelsen af, hvad en professionel er, og hvilken opgave hun skal løse.”
Hermed mener de, at der er sket et skift fra, at professioner blev betragtet som et bidrag til at holde samfundet sammen, i retning af at professionelle og deres viden betragtes som en form for vare. Når der er tale om konstruktion af professionsidentitet indenfor de mellemlange
videregående uddannelser, antager de, ”at sammenhængen mellem profession og vedkommendes
personlighed er blevet stadig større. […] Vi antager således, at den professionelle identitet ikke blot er noget, som man kan finde i en færdig version under uddannelsen, der blot skal indoptages[…]. Vi antager, at det er noget, som
konstrueres i en proces, hvor det enkelte individ med sin personlighed og livshistorie går i samspil med de praktikker, teknikker, viden og værdier, som uddannelse og efterfølgende profession repræsenterer.
Når den professionelle identitet skal konstrueres og siden bruges, sker det således inden for et kompliceret stategisk spillerum, hvor mange udfald er mulige. Spillerummet konstitueres af den kommende professionelle selv, af
uddannelsesinstitutioner, professionelle organisationer, klienter, stat, marked, videnskab og mange andre instanser.
Spillerummet konstitueres dels af disse instansers indbyrdes interaktion, der igen bestemmes af de relative styrkeforhold imellem dem, dels af kravene til de funktioner, som professionens skal udfylde i samfundet for en særlig gruppe klienter […].” (ibid. 22-23) Forfatterne går derefter over til at undersøge og problematisere, hvorledes denne udvikling påvirker den professionelles opfattelse af egen identitet.
Der er i de anvendte tekster forskel på, fra hvilken synsvinkel professionsidentitet betragtes.
Imidlertid er der enighed om, at bruge begrebet, både i forbindelse med en professionsgruppe og med den enkelte praktiker, ligesom der er enighed om, at der ikke nødvendigvis er fuldt
sammenfald mellem identitetsopfattelsen på de to niveauer.
Der er ligeledes enighed om, at se professionsidentitet, ikke som en uforanderlig størrelse, men som en konstruktion i konstant forandring under indflydelse af et væld af professionsinterne og - eksterne aktører/elementer. Kursusvirksomhed kan ses som et af disse elementer.
Jordemoderidentitet
I det følgende vil jeg undersøge, hvad der særlig kendetegner professionsidentitet hos jordemødre.
Hertil anvender jeg bogen ”Jordemoderfaglig identitet mellem tålmodighedsomsorg og
omsorgsrationalitet. Analyse af jordemødres omsorg og identitet i historisk perspektiv.”(1994) Denne er en del af historikeren Helen Cliffs Ph.D.-afhandling om danske jordemødres livs- og arbejdsvilkår ca. 1900 til 1954. I bogen trækker Helen Cliff linjen videre op til 1993, og den er således anvendelig i en indkredsning af jordemoderidentitet, ikke kun i historisk perspektiv.
Desuden anvendes en kursusopgave fra Sociologisk Institut, Aalborg Universitet:
”Jordemoderfaget – et kvinde- og omsorgsfag?”(2003), skrevet af jordemoder, Cand.scient.san., og Ph.D.studerende Charlotte Overgaard, som har ønsket at undersøge, hvilken professionel identitet der konstrueres gennem jordemoderuddannelsen og faget.
I begrænset omfang vil jeg inddrage uddrag fra kvalitative interviews udført i forbindelse med min egen opgave:”Hvad er ”faglig stolthed” og hvilken betydning har dette i jordemødres selvforståelse?”(Lyby;2008a) fra uddannelsens modul om Professionsforskning, idet jeg ser en tæt sammenhæng mellem identitet, selvforståelse og faglig stolthed.
Endelig er anvendt ”Hvad laver en jordemoder?” fra Jordemoderforeningens hjemmeside.
Cliff indleder afsnittet ”Jordemødres identitet” med at spørge: ”Hvad er en jordemoders identitet – og hvordan har den forandret sig gennem tiderne?” (Cliff;1994:112). Overgaard afslutter sin opgave med at konkludere:”Jordemoderfaglig identitet er ikke én fast størrelse” (Overgaard;2003:34). Begge inddrager i deres indkredsning af jordemoderidentiteten samfundsforhold generelt, økonomi, lovgivning, fødselshjælpens organisering, kønsroller, uddannelse, brugerinteresser etc. og de er således i overensstemmelse med den generelle forståelse af ”professionsidentitet”: at den er foranderlig og påvirkelig af mange faktorer. Overgaard fremhæver desuden, på linje med forskerne i
professionsidentitet, at intrapersonelle forhold har stor betydning for professionsidentiteten, og at den bl.a. derfor ikke nødvendigvis er ens blandt professionens udøvere.
Imidlertid er det muligt at finde fælles træk til en jordemoderprofessionel identitet.
Overgaard indleder sin opgave med et citat fra åbningstalen ved stiftelsen af Den Almindelige Danske Jordemoderforening i 1902, hvor formanden for de københavnske jordemødre, Anna Hansen, sagde:”Som særligt kvindeerhverv har jo vores stand århundreders hævd, og selv nutidens stærke bevægelse på kvindeerhvervets område har ikke skabt noget kvindearbejde, hvis betydning for samfundet kan sammenlignes med vort.” (ibid. 3, Cliff;2002:66)
Overgaard anvender citatet, fordi det ”både sætter fokus på centrale elementer i jordemoderfagets sjæl: déts stolthed og uanfægtelige status som kvindefag – og bekræfter eksistensen af en stærk professionel identitet og stærke identitetsmæssige bånd mellem nutidens og datidens jordemødre.” (ibid. 3, Overgaards
fremhævninger)
Dette fokus på ”det særlige” og kvindefag genfindes i en udtalelse fra en yngre jordemoder blandt dem, jeg interviewede i forbindelse med 2. moduls opgave. I sin begrundelse for at ville være jordemoder sagde hun bl.a.:”Når folk de snakkede om en jordemoder, så var det altid en eller anden speciel type kvinde og der skulle et eller andet gods til for at blive jordemoder – det var ikke bare noget hvermand kunne gå hen at blive.”
Jeg genkender min egen fascination, da jeg i sin tid valgte uddannelse: Det var et gammelt, solidt kvindeerhverv, et slags håndværk med stor grad af selvstændighed.
Cliff taler om jordemoderens arbejde som en kvindetradition, og Overgaard må efter en
afsøgning af diskurser konstatere, ”at når det drejer sig om fødsler og jordemødre så anskues køn fortsat som en determinerende faktor” (Overgaard;2003:34), kun 0,3%1 af erhvervsaktive jordemødre i Danmark er mænd.
For yderligere at definere ”det særlige” ved at være jordemoder, trækker Overgaard på Cliffs fremstilling, som hun oplever som ”helt unik og præcis.” (ibid. 14)
Cliff skriver: ”For den generation af jordemødre, jeg har talt med, er en væsentlig del af deres faglige identitet, en sammensmeltning af omsorgsdimensionen og selvstændigheden i arbejdet.” (Cliff;1993:113) og
videre:”Man kan ikke tale om jordemoderidentitet uden samtidig at medtænke selvstændigheden.” (ibid.114) Cliff, som i sin fremstilling selv har en positiv tilgang til begrebet omsorg, skriver om
kvindeforskning i omsorg indenfor de sidste årtier:”På minussiden kan omsorg udlægges som noget, der følger kvinderne i et traditionsbundet kønsrollemønster med en antagelse om, at kvinderne ikke har formået at frigøre sig fra dette byrdemønster af pligter og ansvar.” (ibid. 2) Cliff citerer videre forskning i
socialiseringsprocesser til omsorgsarbejdet ved Tine Rask Eriksen:”At yde omsorg bliver således for kvinder, en indskrænkning i deres udfoldelses- og erhvervsmuligheder.”(ibid. 29) Ifølge disse forskere sidestilles omsorgsudøvelse med kvindeundertrykkelse; som Overgaard skriver, ”omsorg” blev lavstatus. Dette stemmer ikke overens med et selvbillede af selvstændige, stærke kvinder, og efter en analyse af DADJ’s etikkode, skriver Overgaard:”Det ser ud til, at jordemoderfaget ønsker at profilere sig som en autonom, højtspecialiseret profession med et selvstændigt virksomhedsområde, der indtager en særlig humanistisk position i fødselshjælpen. At man bevidst fremhæver faglig handlekompetence, evnen og kompetencen til at kunne gribe hurtigt ind, og gør dette til en del af fagets omsorgsbegreb, mens medmenneskelig omsorg nedtones udadtil.” (ibid. 28, Overgaards fremhævning)
Imidlertid skriver både Overgaard og Cliff, at der i deres empiriske materiale er stort fokus på medmenneskelig omsorg, når jordemødre italesætter deres arbejde, hvilket jeg genfinder i min tidligere opgave:” jordemødrene [har] en stærk bevidsthed om deres rolle i forhold til kontakt og omsorg, og en faglig stolthed over at kunne yde denne.” (Lyby;2008a:14) Udtrykket ”kontakt” er ikke tilfældigt valgt;
flere af jordemødrene brugte udtrykket i stedet for ”omsorg”, hvilket kan ses som en måde at distancere sig fra begrebet.
1 Overgaard;2003:3
Ifølge Overgaard hersker der indenfor jordemoderprofessionen en omsorgs-diskurs, hvor der fokuseres på ”det normale frem for det syge, på sundhedsfremme og positionering af de fødende som raske”
(ibid.32) Dette genfindes på Jordemoderforeningens hjemmeside i beskrivelsen af, hvad en jordemoder laver:”I sit arbejde med gravide, fødende og ny familier spænder jordemoderen vidt. Hun bistår den naturlige udvikling som graviditeten er, hun varetager fødslen og efter fødslen er det blandt andet jordemoderens opgave at støtte kvinden og familien i den nye situation. […] En jordemoders arbejde vedrører både graviditet, fødsel og barsel. Hendes funktion er en fin blanding af at informere, kommunikere, støtte og vejlede kvinder/par […]”2
Omsorgsbegrebet italesættes som ”ikke-handlingsrettet”, hvorved der skabes distance til både læge- og sygeplejefaget.
”Netop dette sidste:”at gøre ingenting godt” indtager en fremtrædende plads i jordemødres diskurs om omsorg, og fremhæves ofte som det særlige jordemødre kan i deres omsorg: være til stede i lang tid og give tilstedeværelsen indhold uden at handle – i forståelsen gribe ind, men måske også i bogstavelig forstand, bare sidde stille hos den fødende, observere og give psykologisk støtte og tryghed gennem nærvær.” (ibid. 21, Overgaards
fremhævning)
Cliff skriver herom:”Jordemødres arbejde rummer en uhåndgribelig omsorgsfunktion, som er vanskelig både at få øje på og at beskrive. Nemlig den handlingsløse omsorg, som jordemødre udviser ved blot at være tilstede.”
(ibid. 9)
Og på spørgsmålet om, hvad hun gerne vil give videre til sine studerende, svarer en af mine interview-personer:”Jeg vil gerne give det videre til dem at de… for det første det at kunne være inde på en fødestue. Jeg har haft, jeg kan huske den første studerende, hun kunne ikke være derinde, hun vidste ikke, hvor hun skulle være derinde – det er meget svært at forklare – men det bruger vi nogle gange det udtryk med bare ”at være”
derinde, ikke?”
Idet både Cliff og Overgaard i deres arbejder eksplicit tager udgangspunkt i omsorgsdelen af jordemoderidentiteten, bliver andre aspekter ved denne kun svagt beskrevet. I min tidligere opgave skriver jeg:”Som svar på, hvorfor hun gerne ville være jordemoder, siger en af de interviewede, at hun synes, det er en god kombination af udfordringer: ”det tror jeg, er det, altså en kombination af et håndværk og sådan noget – altså et fagligt niveau også, som sætter nogle krav, hvor det ikke kun er omsorg og pleje men også viden, videnskab.” Det er i disse 3 hovedelementer, de interviewede har deres fagidentitet: obstetrisk viden, konkret håndværk og omsorg/kontakt”.(Lyby;2008a:13)
Cliff skriver herom:”Men også ordspillet om: HÅND, HJERTE og HJERNE er udtryk for en etisk holdning.
Ingen af de tre dele kan undværes i godt jordemoderarbejde, og ingen er vigtigere end de andre to.” (ibid. 154) Herefter definerer hun HÅND svarende til håndværk, HJERTE til omsorg og HJERNE som jordemoderens pligt til viden, teoretisk indsigt og dygtiggørelse.
Overgaard nøjes med to elementer, og skriver, at jordemoderen identitetsmæssigt balancerer mellem kompetence og omsorg, ligesom hun skriver at ”Jordemødre har med held lagt vægt på en identitet som stærke, selvstændige og kompetente professionelle.” (ibid. 20, Overgaards fremhævning) Det er interessant at sammenligne Cliffs konklusion fra 1994 og Overgaards knap 10 år senere.
Cliff skriver, at jordemødre stadig er oppe imod politiske og administrative kræfter, som
vurderer jordemødres indsats ud fra et økonomisk perspektiv. Men samtidigt betegner hun en af dimensionerne i sin forskning som ”værdighedsforskning” og skriver:”Værdighed fordi jordemødre er en faggruppe, for hvem det er lykkedes at frigøre sig fra en kvindeundertrykt position i samfundet og at opnå den respekt og værdighed, som jordemødrenen omkring århundredeskiftet så brændende ønskede sig.
Jeg vil endda gå så vidt som til at sige, at jordemødrene har udviklet og besiddet magt og at de gennem tiderne har befæstet deres magtposition via deres forebedrede økonomiske stilling, bedre uddannelse og større teoretiske viden.”
(ibid. 169)
2 ”Hvad laver en jordemoder?”
Her overfor står Overgaard, som ser nye konfliktpunkter, dels fordi ”jordemødre med den nye
professionsbacheloruddannelse og forbedrede vidreuddannelsesmuligheder […] har fået forventning om en ny rolle som forsker, akademiker og lægens ligestillede” (ibid. 14) og derved udfordrer lægers autoritet og monopol, dels fordi hun ser tegn på, at jordemødre i forhold til fødslen er forkæmpere for ideologier, som andre har forladt, og at de derved kan bringe sig i et modsætningsforhold til de fødende. Hun konkluderer: ”På den baggrund er det min opfattelse, at jordemødre i dag befinder sig i deres største identitetsmæssige krise gennem mindst et århundrede, og at identitetssøgning og forhandling af gamle og nye positioner derfor er et væsentligt element i nutidens jordemødres identitetskonstruktion.”(ibid. 34) I det følgende vil jeg forholde mig til de to konklusioner.
Jeg mener, at der i Cliffs historiske gennemgang er belæg for hendes konklusion. Men idet
”professionsidentitet” forstås som en konstruktion i konstant forandring, har jordemødre ikke opnået en endegyldig befæstet position, hvilket også Overgaard er inde på. Jeg mener dog ikke at Overgaard har ret, når hun skriver, at jordemødre befinder sig i deres største identitetsmæssige krise gennem mindst et århundrede. I Cliffs historiske gennemgang, ser man, at århundredet har indeholdt andre store brydningpunkter; f.eks. ændring af uddannelsen, svangreprofylaksens indførelse og at jordemødre i 1974 gik fra at være selvstændigt erhvervsdrivende til offentligt ansatte i centerordningen. Ligeledes mener jeg ikke, at Overgaards optegning af konfliktpunkter har speciel gyldighed. Hun citerer tidligere i opgaven filosoffen Uffe Juul Jensen for at advare om, ikke at gøre en sag om for og imod teknologi til en (værdi-)kamp med lægerne, fordi jordemødrene, ifølge ham, vil tabe. Dette mener jeg ikke kan overføres til en generalisering om, at jordemødre, ved at beskæftige sig med bla. forskning,”har bragt sin alliance med lægestanden i fare”.
(ibid. 34) Også i forhold til de fødende har der tidligere været modsætningsforhold, som jordemødre har forstået at forholde sig til. Cliff giver et eksempel på, hvad hun kalder
”identitetsjustering” fra 1930’erne, hvor der var offentlig debat om, hvorvidt narkose burde være en ret for alle fødende, og hvor mange jordemødre var imod:”Den offentlige mening mente imidlertid noget andet og jordemødrene var kloge nok til at tilpasse sig kvindernes ønsker og skabte sig dermed et nyt identitetselement som den ”moderne veloplyste jordemoder”, der naturligvis sørgede for, at kvinderne fik så smertefri fødsler, som det nu engang var muligt.”(ibid. 136)
Jeg er dog enig med Overgaard i, at der finder en identitetssøgning og -forhandling sted. I starten af 2009 afholdt Jordemoderforeningen regionale medlemsmøder om det fremtidige arbejde med fagets udvikling. I indbydelsen står bl.a.:”Vi har alle fået overleveret et billede af jordemoderen i fx 1915, 100 år før vores fokuspunkt. Vores fælles viden er en del af den bagage, som også i det omgivende samfund danner billedet af jordemoderen, den selvstændige centrale sundhedsperson i omsorgen for kvinder og spæde. Dagens jordemoder er en langt mere facetteret, men samtidig udfordret skikkelse i sundhedsvæsenet.”3
Man bemærker, at der trækkes på et historisk billede af en jordemoder, ligesom ordet
”selvstændig” indgår i beskrivelsen. Hvor omverdenens billede af jordemoderen angiveligt er, at hun er en central sundhedsperson i omsorgen, understreges det at dagens jordemoder er langt mere facetteret – og identiteten ses som udfordret.
Hvor målet for andre nye professioner kan være at tilkæmpe sig status og anerkendelse, mener jeg, at problemet for jordemødre er anderledes: de har haft en status, som kampen lige nu går på at bevare, og selvfølgelig også gerne udvikle.
Både Cliff og Overgaard skriver om ”selvstændighed” som en særlig betydningsfuld identitetsmarkør:
”Når jordemødre havde ressourcer til at yde omsorg ud over deres egne grænser, så hang det sammen med fagets selvstændighed. At arbejde selvstændigt gav ressourcer.” (Cliff;1994:113) og ”Selvstændigheden skal
3 bilag 2
nødvendigvis bevares så intakt i faget, som det overhovedet er muligt og derfor er den jordemoderfaglige selvstændighed i denne analyse af identitet et begreb, der som en understrøm hele tiden er til stede. Man kan ikke tale om jordemoderidentiteten uden samtidig at medtænke selvstændigheden. Både når den er til stede og når den er i fare for at forsvinde ud af faget.” (ibid. 114)
”Jeg mener, at jordemoderen bl.a. ”tager sig betalt” eller belønnes for sin omsorg ved at kunne dyrke sin selvstændighed, at opleve frihed og personlig besiddelse af mod, overblik eller ved at udvise personlig autoritet, myndighed og kompetence og indtage en rolle som ”forkæmper.” (Overgaard;2003:31, Overgaards fremhævning)
Denne selvstændighed er ikke længere en selvfølge. Overgaard skriver, at med jordemødres ansættelse på hospitalerne, bliver de i stigende grad underlagt regler og overordnede procedurer, ligesom andre personalegrupper ikke nødvendigvis anerkender dem som havende en særlig position.(ibid. 12) Autoriteten som tidligere tiders jordemødre bl.a. havde i at være ”en kvinde med uddannelse” er oveni blevet overhalet af det generelle uddannelsesløft i befolkningen.
I Jordemoderforeningens invitation til medlemsmøderne står endvidere ”På kongressen 2008 vedtog man, at jordemødres professions- og lønudvikling skal være omdrejningspunkt i strategi og handlingsplanen de kommende år. Vi ønsker at få fokus på, hvordan vi får professions- og lønudvikling til at gå op i en højere enhed. Vi har behov for din mening og viden, når vi i workshops skal diskutere emner som: hvad er det gode jordemoderliv og hvad er vigtigst for dig i arbejdet som jordemoder?”4
Denne vinkling af diskussionen om professionens fremtid, ser jeg som sammenhængende med det foregående afsnit, hvor tidligere tiders professionsidentitet blev beskrevet som ”resultatet af en socialisering af den enkelte professionelle til at være sit fag og sin viden” (Laursen et al;2005:36), og hvor det sås som et nyere fænomen, måske sammenhængende med kvinders indtræden i
professionerne, at denne totale identifikation ikke længere er selvfølgelig, idet der er et ønske om både at tilgodese det professionelle arbejde og have et familieliv. Der er ikke noget altruistisk i Jordemoderforeningens formulering om, hvad der er vigtigst for dig.
Konflikten mellem arbejde og privatliv har i jordemoderlivets historie været konstant til stede, som et grundvilkår, hun måtte komme overens med. Idet hun refererer Cliff skriver Overgaard om tidligere tiders jordemødre:”Andre omkostninger er […]ikke mindst skyldfølelsen overfor egne børn og smerten ved at forlade dem og gå glip af store øjeblikke i sin egen familie.”(ibid. 15) Cliff ser dog en ændring over tid:
”Kvinders vilkår er med deres nye position på arbejdsmarkedet blevet ændret. Det er jordemødrenes også. Mens de tidligere havde en stor tryghed i at kunne overlade deres børn i de unge pigers varetægt, når de tog afsted til en fødsel og ikke vidste, hvornår de kom hjem igen, så må jordemødre i dag klare sig med daginstitutionernes åbningstider og forskellige ”nødløsninger”.” (Cliff; 1993:70)
Jordemoderidentiteten ses således forankret, dels i et historisk billede af den stærke og selvstændige jordemoder, dels i de faglige komponenter omsorg, håndværk og viden, hvor omsorg nedtones i den officielle italesættelse af professionen, men fylder er stor del i de konkrete jordemødres fremstilling. Ligeledes understreges jordemoderens normalitets- understøttende position.
Og, som i andre professioner, ser man hos jordemødre i dag en identitetsforhandling i forsøget på at få modsætningerne mellem profession, lønarbejde og privatliv til at gå op.
4 ibid.
Kurser og professionsidentitet
Jørgensen og Philips(1999) citerer Foucault for følgende:”Vi vil kalde en gruppe af ytringer for diskurs i det omfang, de udgår fra den samme diskursive formation [… Diskursen] består af et begrænset antal ytringer, som man kan definere mulighedsbetingelserne for.” (ibid. 22, Jørgensen og Philips oversættelse og
redigering.) Videre skriver de, at Foucault mener, at subjekter skabes i diskurser, og de redegør for påvirkning fra Althussers begreb interpellation eller prajning, hvor sproget konstruerer en social position for individet og gør det til et ideologisk subjekt. De giver et eksempel om offentligt informationsmateriale og skriver:”Ved at acceptere rollen som tekstens modtager tilslutter vi os den subjektsposition, som interpelleringen har skabt." (ibid. 24-25). Efterfølgende redegør de for punkter, hvor Foucaults opfattelse har mødt kritik: de nyere diskursive tilgange ser ikke subjektet som en udelukkende passiv modtager, men som en, der har handlerum til at gøre modstand, og de ser det sociale styret, ikke af én ideologi, men af mange konkurrende diskurser.
Disse forbehold taget i betragtning er det imidlertid anvendeligt at se et fagtidsskrifts kursussider som et diskursivt felt, hvor de udbudte kurser interpellerer modtageren som havende en bestemt professionel identitet og giver en afgrænsning for, hvad professionen kan tænkes at beskæftige sig med.
Kurserne kan ses som en professionsintern definition af identitet: DADJ’s kursusudbud er udtryk for, hvad foreningen mener, en jordemoder er eller burde være.
Og de kan ses som en ekstern definition: eksterne udbyderne har en forventning til, at
jordemødre vil være mulige deltagere i deres kurser, igen ud fra et allerede givet billede af en jordemoders interesse- og virksomhedsområde. Eller en kursusudbyder kan ønske at påvirke jordemoder-identiteten i en bestemt retning, påkalde sig interessen, en slags lobbyisme, hvor jordemødres deltagelse samtidigt kan give legitimitet til udbyderen.
For den konkrete jordemoder, som læser kursussiderne, giver kurserne et bud på mulige identitets-elementer.
Kursusmateriale
Udvælgelse af kursusmateriale
I min udvælgelse af materiale har jeg ønsket at beskæftige mig med kursusvirksomheden fra jeg blev uddannet og 25 år frem, dvs. fra oktober 1983 til oktober 2008. For at kunne arbejde med
”hele år”, har jeg imidlertid ændret perioden til 1984 til 2008 incl., hvor jeg har registreret kurser annonceret i Tidsskrift for Jordemødre.5
Jeg har ønsket at beskæftige mig med efteruddannelse/kursusvirksomhed, rettet mod ”den almindelige jordemoder”, dvs. ikke decideret kompetencegivende efteruddannelse, så som videreuddannelse, diplom- og masteruddannelser o.l.
Det har ikke været muligt at skelne skarpt mellem kurser, workshops, temadage, konferencer, seminarer, møder og disse er alle medtaget under betegnelsen ”kurser”.
5 Efterfølgende forkortet TFJ.
Udeladt er kurser/møder/foredrag under 4 timers varighed (herved er f.eks. Heinild-eftermiddage på Rigshospitalet, tema-aftener i Foreningen af Jordemoderelever i København, aftenmøder på afdelingen for Socialmedicin og foredrag under Dansk Selskab for Sundhedsuddannelser ikke medinddraget). Denne udeladelse kan diskuteres, men da de fleste af disse møder er foregået i København, har jeg vurderet, at de ikke har været alment tilgængelige for jordemødre.
Det månedlange Kursus i International sundhed (Tropemedicin og hygiejne), nu Summer School in International Health, under København Universitet udbydes, med få undtagelser, hvert år og er heller ikke medtaget.
Kurser og konferencer i udlandet er udeladt og desuden længerevarende kursusforløb, typisk terapeut-uddannelser i sexologi under Dansk Forening for Sexologi, akupunktur- og
zoneterapiuddannelser ved diverse zoneterapi- og akupunkturskoler. Disse er udeladt, da jeg som nævnt, har ønsket at undersøge kursusudbud rettet mod den almindelige jordemoder, kurser, hvor det har været sandsynligt at en arbejdsgiver vil betale.
Endelig er kurser, der specifikt drejer sig om løn- og arbejdsforhold ikke medtaget. Det drejer sig om PKA kurser, kurser under DADJ for tillidsmænd samt temadage og andre arrangementer for arbejdsløse jordemødre.
Kurserne er registreret, hvor de første gang optræder, dvs. at de ikke nødvendigvis er afholdt i det pågældende år.
Desuden er registreret kursusudbyder, kursets navn, sted og tidspunkt for afholdelse, om det er et internat eller eksternat, samt pris. Disse oplysninger er registreret, idet jeg ikke fra starten havde overblik over, hvad der ville være relevante for en analyse.
Efter disse eksklusioner er der i perioden annonceret 757 kurser6. I en 8-årig periode fra 1985 til 1992 incl. optræder der i TFJ kursusoversigter fra Den Sociale Efteruddannelsesfond 1-2 gange årligt. I 1985 udbyder Den Sociale Efteruddannelsesfond i samarbejde med Dansk
Psykologforening, i 1986 i samarbejde med Ergoterapeutforeningen, og derefter er det udelukkende Den Sociale Efteruddannelsesfond, som står for udbuddet. Denne selvejende institution står i perioden for 144 kurser, alle kurser af psykologisk/pædagogisk islæt7. De annonceres i en standard-annonce for institutionen, og der er således ikke foretaget nogen
vurdering af, hvorvidt det enkelte kursus måtte have jordemødres interesse. Da kurserne udgør så massivt et antal over en begrænset årrække, har jeg vurderet, at de skævvrider undersøgelsen, og de er ikke medtaget.8 Uden disse er kursusantallet i perioden 613.
Mens kursusafdelingen eksisterede, annoncerede DADJ sædvanligvis sidst på året det
kommende års kurser i en kursuskalender. Størstedelen af disse kurser gen-annonceres tættere på det aktuelle kursustidspunkt. DADJ står i perioden for 259 kurser, dvs. godt 42 %.
6 Se bilag 3 for en grafisk fremstilling af kursusantal i årene 1984-2008
7 Kursusfordeling: kommunikation og konfliktløsning 28, familiebehandling og familiearbejde 13, supervision og kollegial vejledning 34, video i pædagogik og behandling 3, vejledningsmetoder og samtaleteknik 27, gestaltterapi 18, terapeutisk kommunikation 6, den personlige samtale 12, avanceret samtaleteknik og supervision 3, personlig fornyelse i behandlingsarbejdet 2.
8 Jordemødre har dog deltaget i kurser på institutionen. På Den Sociale Efteruddannelsesfonds hjemmeside finder man u.å. en anmeldelse fra TFJ af kurserne ”Vejledningsmetoder og samtaleteknik” og ”Supervision og kollegial vejledning II”; imidlertid har det ikke været muligt at genfinde denne i TFJ.(http://www.vesterlien.dk/index.htm 17.05.09) I TFJ 1/1990 skriver 2 jordemødre om kurset ”Supervision og kollegial vejledning II”, det fremgår, at de har deltaget i et tidligere kursus.
Jordemoderforeningen afholder kongres hvert 2. år i lige år, hvor der bl.a. afgives beretning fra de forskellige udvalg. Jeg har i min undersøgelse inddraget UKU/UFU’s beretninger fra
perioden. Der er ingen fast systematik i, hvorledes de afrapporterer: I årene 1982-90 bliver der nøje gjort rede for afholdelse af kurser med angivelse af sted, dato og deltagerantal. Fra ’90 til
’98 bliver afholdte kurser nævnt med årstal og deltagerantal, og fra ’92 nævnes aflyste kurser ligeledes. Ved kongresserne i år 2000 og 2002 omtales afholdte og aflyste kurser i den almindelige tekst i den skriftlige redegørelse.
Disse oplysninger har jeg sammenholdt med registreringen af udbudte kurser fra TFJ. En del kurser er enten ikke gen-annonceret i årets løb eller nævnes ikke i beretningen; disse kurser er registreret som udgåede. Således er det kun knap halvdelen af kurserne fra DADJ, der reelt bliver afholdt: 114 kurser.
Jeg har ikke forsøgt at efterspore, hvorvidt kurser fra andre udbydere er blevet afholdt.
Som det vil fremgå af det følgende afsnit, er der gennem årene en fast bestanddel af eksterne udbydere. På kursusoversigten (bilag 3) ses imidlertid store udsving i antallet af eksternt udbudte kurser, men en enkelt kursusudbyder, som normalt ikke er på banen, kan blive årsag til dette.
Således er Tværfagligt Kursusudvalg, Sønderjylland, i 1984 udbyder af 13 kurser, og i 1998, hvor der ses et særligt stort udsving, står Rebirth for 7 kurser, The Kempler Institute of
Scandinavia for 2 og Medicinsk Historisk Museum for 2 uden at nogle af disse har kurser udbudt i de øvrige år.
Kursusudbydere
I det følgende redegøres for, hvem der er kursusudbydere.
Som nævnt står DADJ’s kursusudvalg for ca. 42% af kursusudbuddet. Herudover har jeg
registreret 105 forskellige eksterne udbydere. 35 af disse optræder som udbyder i 2 år eller mere, 14 optræder kun et enkelt år, men udbyder 2 kurser eller derover, mens de resterende 56 er enkelstående udbydere med kun ét kursus. En stor del af disse enkelt-optrædende udbydere er forskellige hospitals- og forskningsenheder, uddannelsesinstitutioner og andre offentlige
institutioner, jordemødre eller sygeplejersker, men det er også f.eks. ”Aktionsgruppen Arbejdere Akademikere” og foreninger som ”Syge Børns Behov” og ”Mande-bevidsthed.”
Blandt de 35 hovedudbydere er udbydere med direkte tilknytning til professionen, så som
jordemoderskolerne, Dansk Jordemoderfagligt Selskab9 og en enkelt jordemoder, men da jeg har valgt at undersøge UKU/UFU’s kursusudbud, er disse registreret som eksterne udbydere.
Derudover optræder Sundhedsstyrelsen som statslig organisation og Den kommunale Højskole som kommunal organisation, mens hovedparten af udbydere er en række forskellige mono- og tværfaglige sammenslutninger/selskaber af sundhedsprofessionelle. Desuden ses de private instititutioner/organisationer Rørbæk Center, GAIA-instituttet og Brandbjerg Højskole og forbrugerforeningen Forældre og Fødsel samt et ”Uformelt netværk af privatpersoner, sundhedspersonale og andre, der interesserer sig for hjemmefødsler”.
Af de 35 udbydere er der 10, som udbyder 10 kurser eller derover. Disse er:
9 For Dansk jordemoderfagligt selskab, se s. 40
Dansk ultralydsdiagnostisk selskab 30 kurser
Tværfagligt kursusudvalg 24 kurser
Dansk Selskab for Kvalitetsudvikling i Sundhedssektoren 23 kurser
ALSO Scandinavia and Greenland 16 kurser
Dansk Institut for Sundheds-og Sygeplejeforskning og
Afdelingen for Medicinsk Videnskabsteori 16 kurser
Rørbæk Center 16 kurser
Dansk Sygeplejeråd 14 kurser
Danmarks Jordemoderskole, afdelingen i Aalborg 14 kurser
Dansk Sygehus Institut 14 kurser
Dansk Forening for Klinisk Sexologi 10 kurser
I modsætning til ovenstående, som i de fleste tilfælde er større sundhedsfaglige
sammenslutninger, er de 14 kursusudbydere, som kun optræder ét år, men med 2 eller flere kurser for størstedelen private udbydere indenfor psykologi eller alternativ behandling. Med henvisning til afsnittet ”Professionsidentiet og kurser” kan disse udbydere ses som ”lobbyister”, der ikke har haft succes.
Kursustemaer
Når man forsøger at inddele 613 kurser i emne-kategorier, står man overfor mange valg, som kan diskuteres. Det ideelle ville være at have været flere om opgaven, så man kunne sammenlignet hinandens kodninger og justere derefter. Er ”kvalitetsudvikling” f.eks. det samme i et kursus udbudt af DADJ med titlen ”Kvalitetssikring/kvalitetsudvikling i jordemodererarbejdet” som i
”Introduktionskursus i kvalitetsudvikling” udbudt af ”Kursusudvalget i Dansk Selskab for Kvalitetssikring i Sundhedssektoren”? Et kursus udbudt af DADJ, som hedder:
”Ultralydscanning ’Scan, Scan ikke’” må formodes at have en anderledes tilgang til ultralyd end et kursus under Ultralydafdelingen, Obstetrisk gynækologisk afdeling KAS Herlev med titlen
”Basalkursus i ultralyddiagnostik.” Hvor hører et kursus med titlen ”Portfolio” hjemme, og hvad med ”Barndommen varer generationer”? Selv en grundig læsning af kursusannoncen har ikke altid kunnet afklare, hvad kursusindholdet var.
I første omgang endte jeg med 64 underkategorier10.
Der er kurser med direkte relation til graviditet, fødsel og barsel, både med naturfaglig og med humanistisk tilgang. Der er kurser af psykologisk tilsnit: jordemoderen skal være i stand til at kunne yde støtte både ved den almindelige ”livskrise” det er at stifte familie og ved krisen, hvis ikke alt går som forventet. Hun skal vide noget om sociale problemer og minoritetsproblemer.
Og jordemoderen formodes også selv at have behov for personlig udvikling og supervision. Så er der kurser om undervisning af studerende, uddannelse og pædagogik generelt, jordemoderfaglig forskning og forskning generelt. Der er administrative kurser om ledelse, om kvalitetssikring, sundhedsøkonomi, patientsikkerhed o.l. Og der er kurser om arbejdsmiljø, sundhedsvæsenets historie og om alternative helbredelsesmetoder.
10 bilag 4+4a, kursustemaer + forklaringsnøgle
Kursustemaer set i forhold til jordemoderens arbejdsområde og samfundsudvikling
9 af de udbudte kursusemner skiller sig ud ved at optræde i særligt stort antal: ultralyd, familieplanlægning/sexologi, kvalitetssikring/udvikling, kommunikation og kriseteori, børn generelt, jordemoderfaglig forskning, repetitionskurser, jordemoderen i den primære
sundhedstjeneste og pædagogik generelt, Alle disse kursusemner udbydes mere end 20 gange med ultralyd som topscorer med 47 gange. Af disse er 4 af kursusemnerne blandt de hyppigst udbudte – og hyppigst afholdte – fra DADJ: familieplanlægning/sexologi, jordemoderfaglig forskning, repetitionskurser og jordemoderen i den primære sundhedstjeneste.
I det følgende vil jeg undersøge, hvad der specielt gør sig gældende for disse 9 emner, både i forhold til jordemoderens arbejdsområde og til forhold til samfundsændringer i perioden.
Ultralyd
Dansk ultralyddiagnostisk selskab afholder i perioden 1984-1996 24 kurser i ultralydsdiagnostik, de fleste af ca. 1 uges varighed.
Fra 1997 og frem til 2003 står ultralydsafdelingen ved Amtssygehuset i Herlev som arrangør af 6 kurser med lignende indhold, og da Herlev siden ’94 har været eneste kursussted, formodes, at Dansk ultralyddiagnostisk selskab står for alle 30 kurser.
Desuden står Sammenslutningen af Sonografer i Dansk Ultralyddiagnostisk Selskabs regi for 2 kurser i ’92 og ’93, og endelig står Skejby sygehus for ét, ligesom DSOG.11
I samme periode udbyder DADJ 14 kurser hvoraf 6 afholdes. Hvor de øvrige udbyderes kurser er tydeligt færdighedsbaserede, har DADJ både færdighedsbaserede kurser, og kurser hvor der lægges op til en diskussion af brugen af ultralyd. Der er i perioden flere temadage om ultralyd, ligesom to kurser hedder ”Ultralydscanning, scan, scan ikke.”
Allerede i 1984 er DADJ og DSOG fælles værter ved et symposium med ca. 200 deltagere med temaet ”Ultralyd i obstetrikken og forskning, udvikling og samarbejde.”
I den efterfølgende beretning begrundes afholdelsen i ”Den hastige og noget uhåndterlige udvikling inden for fødselsteknologien samt et ønske om at udvikle et tættere samarbejde med obstetrikere og fødselslæger”. Programmet indeholder, udover det rent faglige omkring ultralyd, bla. punktet ”kvindesyn” og den forskellige faglige tilgang er tydelig, ligesom man sporer retorik fra tidens kvindebevægelse, når der videre refereres:”Det blev en spændende men også noget frustrende dag, hvor interessemodsætninger og rollekonflikter mellem faggrupperne kom frem. Men skal vi ændre og forandre bevidstheden, kommer vi ikke uden om en vis form for frustration.” (Beretning 1984-86:26)
Fra 1989 og fremefter lykkes det ikke for DADJ at afholde nogen af de annoncerede kurser. En forklaring kunne bl.a. være, at hvor ultralyd i periodens start var forholdsvis nyt, og en
jordemoder på et par dages kursus kunne oplæres til at foretage dette, så blev DADJ’s kurser efterhånden ikke tilstrækkelige. I dag er nakkefolds- og gennemscanning et rutinetilbud, som varetages af bl.a. sonografer, dvs. jordemødre, sygeplejersker eller radiografer med
efteruddannelse af ca. 6 måneders varighed.12
11 Dansk Selskab for Gynækologi og Obstetrik
12 UddannelsesGuiden.dk
Familieplanlægning og sexologi
Familieplanlægning og sexologi er, i lighed med jordemoderfaglig forskning, det enkelt-område, hvor DADJ står stærkest. I perioden udbydes 23 kurser, hvoraf 8 må aflyses; dette sker især efter 1990. Der er desuden i 2005-06 2 kurser på Brandbjerg Højskole ”En uge på højskole – med jordemoderfagligt indhold: sexualitet”, hvor kursusafgiften er lavere for medlemmer af Jordemoderforeningen. Kurset i ’05 var arrangeret af Jordemoderforenings repræsentanter i Foreningen Sex og Samfund, men blev ikke afholdt.13
At dette store tema har relation til jordemødre ses bla. af lovgivningen, hvor det i jordemoderens arbejdsområde indgår at:”vejlede om familieplanlægning, svangerskabsforebyggelse […]”14. Cliff skriver i sin historiske redegørelse, at ”en jordemoder fortæller, at det var præsten, der foreslog sine sognebørn at
”snakke lidt med jordemoderen”, f.eks. ved ægteskabelige problemer eller ang. prævention.” (Cliff; 1993:17) Overgaard mener, det er en del af jordemødres identitetsopfattelse at se sig selv som ”frigjorte kvinder”, ligesom hun ser ønsket om at indtage en plads i skolernes præventionsvejledning som et led i en professionsstrategi. (Overgaard; 2003) Et enkelt af de udbudte kurser er da også en temadag om seksualundervisning af skoleelever. I perioden 1987-90 er der 7 kurser med AIDS som tema. Netop i midt-80’erne begynder man rigtigt at få kendskab til AIDS, og det bliver et vigtigt tema for jordemødre, også i forhold til personlig beskyttelse. Op igennem ’90-erne kommer der et øget fokus på bl.a. incest, og DADJ udbyder i 1995 og ’96 kurser i
”Jordemoderfaglig omsorg for seksuelt misbrugte kvinder”, men kurserne aflyses.
Derudover udbyder Dansk Forening for Klinisk Sexologi 10 kurser med forskellige temaer i perioden, ligesom de er storudbydere af en længerevarende Samlivs- og
Sexualrådgiveruddannelse, som jf. mine kriterier for kursusudvælgelse ikke er medtaget.
Endelig har Foreningen for Familie planlægning, Sex og Samfund en kursusdag15, ligesom Tværfagligt Kursusudvalg i 1987 har et 3-dages kursus ”AIDS – etik og moral”.16
Kvalitetssikring og kvalitetsudvikling
I 1993 udgav Sundhedsministeriet og Sundhedsstyrelsen i samarbejde en national strategi for kvalitetsudvikling i sundhedsvæsenet.17
Området var – og er stadig – aktuelt med mange nye tiltag indenfor det offentlige
sundhedssystem, og DADJ udbød fra 1992-1997 10 kurser om emnet. Desuden var DADJ og Nordisk Jordemoderforbund i 1998 vært ved en ”Nordisk Workshop om kvalitetsudvikling i jordemoderarbejdet.”
Dansk Selskab for kvalitetssikring i sundhedssektoren, som blev stiftet i 1991 af en tværfaglig kreds af fagpersoner18, er den største udbyder med 21 kurser i perioden 1993-2003, og endelig udbyder Ergo- og Fysioterapiskolen i Næstved et enkelt kursus.
DADJ er således tidligt fremme med, i starten velbesøgte, kurser indenfor området:”Alle taler om kvalitetssikring – vi gør noget ved det!” , med kursusmål om at give kendskab til
kvalitetssikringsteorier og –metoder og inspiration til selv at medvirke i projekter, og på
indholdssiden bla. spørgsmålet ”Kan jordemoderfaglig omsorg kvalitetssikres?” (TFJ 1/1992:26) Når de senere kurser ikke blev afholdt, kan det måske skyldes, at emnet er smalt i forhold til den
13 http://www.jordemoderforeningen.dk/index.dsp?area=113 (17.05.09)
14 pkt. 2.1 i Vejledning nr. 151 af 08/08/2001 ”Vejledning om jordemødres virksomhedsområde, journalføringspligt, indberetningspligt mv. Indenrigs- og Sundhedsministeriet” (fremover kaldet ”Vejledning om jordemødre”)
15 Jordemoderforeningen er kollektivt medlem af Foreningen og har 2 repræsentanter i bestyrelsen.
16 For Tværfagligt kursusudvalg se ”pædagogik generelt”
17http://www.sst.dk/publ/Publ2002/national_strategi/index.htmlForord. (17.05.09)
18 http://www.dsks.dk (17.05.09)
samlede jordemodergruppe, og at arbejdet hurtigt blev en specialfunktion. I løbet af få år blev der mange steder oprettet en særlig stilling som udviklingsjordemoder, og Jordemoderforeningen har en netværksgruppe for disse.
Kommunikation – kriseteori
Allerede i 1982 annoncerer DADJ det første kursus i ”Kommunikation og kriseteori”19, som blev et stort kursustema i ’80-erne. I perioden 1984-86 udbyder DADJ 7 kurser, hvoraf 2 dog ikke afholdes. I 1994 forsøger man at genoptage succesen, nu også om kommunikation og
samtaleteknik generelt, men ingen af 5 kurser bliver afholdt. Dansk Sygeplejeråd annoncerer fra 1984-90 8 tværfaglige kurser: ”Kriseteoriergenerelt – Mennesket i krise” og endelig er der 11 kurser om kommunikation/kriseteori i mere lokalt regi. Johan Cullbergs bog ”Krise og
udvikling” udkom første gang på dansk i 1976 og fik stor betydning for forståelsen og
behandlingen af mennesker i krise. I 1983 udkommer bogen ”Forældre i krise – når et barn dør før, under eller kort efter fødslen” af Anni Schwartz Hansen.20 Den ny tilgang til området bliver efterhånden indarbejdet i jordemoderuddannelsen, men indtil dette er sket, har mange
jordemødre behov for ny viden, som bryder med tidligere praksis. Cliff skriver:”Liv og død er to faktorer, som jordemødre til alle tider, som modsætninger, der afgrænser faget, har måttet forholde sig til. Det er der også andre faggrupper, der lever med. Alligevel vil jeg vove den påstand, at kriseomsorg i jordemoderfaget har sin egen profil. Den profil er ikke nogen statisk størrelse. Tværtimod har den gennem tiderne undergået
forandringer i et samspil med det omgivende samfunds syn på LIV OG DØD.” (Cliff; 1993:19, Cliffs fremhævning)
Børn generelt
Der annonceres i perioden 23 kurser, hvoraf DADJ står for 3, som imidlertid ikke afholdes. I modsætning til de hidtil omtalte kurser, ses her en mere blandet skare af kursusudbydere og - indhold. Størst er den selvejende institution Rørbæk Center for Social og Kulturel Udvikling med 9 kurser om spædbarnsterapi i perioden 2003-05. Ligeledes udbyder en massage-lærer i 1991 3 instruktørkurser i spædbørnsmassage. De fleste af de øvrige kurser har fokus på det ekstremt for tidligt fødte barn, det spæde barns udvikling og på den tidlige mor-barn relation, men der er også kurser om børn på hospital, børn af sindslidende og af torturramte. Yderligere er 8 kurser om Neonatologi21 afholdt af Uddannelsesafdelingen, Århus Amt i perioden 1990-98 opført særskilt og ikke medtaget under ”børn generelt”, hvilket kan diskuteres. Temaet ligger i et grænseområde for jordemoderens virkefelt.
Jordemoderfaglig forskning
Ligesom indenfor andre mellemlange videregående uddannelser har der hos jordemødre gennem de sidste mange år været et ønske om anerkendelse af praktiske vidensformer med et heraf affødt krav om, at kunne redegøre for deres indhold.
Fra 1986 udbyder DADJ 23 kurser om jordemoderfaglig forskning, hvoraf de 14 afholdes med stor deltagelse. Kurserne har temaer som ”Jordemoderfaglig udvikling og forskning”, ”Læs og forstå jordemoderfaglig forskningslitteratur”, ”Trin i forskningsprocessen”, ”Hvad er statistik”
og ”Medical English for Midwifes”. Efter at uddannelsesudvalget er nedlagt i 2002 har
Jordemoderfagligt Selskab en temadag:om ”Jordemoderfaglighed, guidelines og data”, men pga.
Selskabets tætte tilknytning til Jordemoderforeningen, ses det ikke her som en ekstern udbyder.
19 TFJ;4/1982:18
20Hansen, Anni Schwartz (1983) Forældre i krise. Når et barn dør før, under eller kort efter fødslen. Komiteen for Sundhedsoplysning
21 Læren om det nyfødte barn
