"Navn på deres arbejde"

»Navn på deres arbejde«

- de

glemte kvinder i folkehøjskolen

Af Inger Hartby

»Nuhar der nok ikke eksisteretetmerepatriarkalskogmandschauvinistisk miljø end den gamle højskoleverdens, baseretsomdetvarpånordisk^myto¬

logiogkristendom, så hvis bogen varskrevet i 1879, kunne manforstå det

- men i 1979!!!-derer bådestemmeret ogfri abort til forskel, og vihar ligestillingsrådogm/k-dit^ogdat, ^ogalligevel kan højskolens kvinder ikke få ^etordentligt eftermæle«.

Sådan skrev DagnyTrier HansenRiis (1), en kvinde med dybe slægtsrød-

der i den danske folkehøjskole, da »Det danske selskab for oplysning om Danmark ogkulturelt samvirke med andre nationer« i 1979 genudgav høj¬

skolelærer Thomas Rørdamsbogomde danske folkehøjskoler ienrevideret udgave. Andre kvinder med tilknytning til højskolen hævdede også, atder aldrig^var blevet »satnavn på deres arbejde« (2). Også nutidens højskole¬

kvinder har i Høj skolebladet (3) ^ogpå møder påpeget, at de ikke har faet

den omtale og anerkendelse for deres indsats, som de følte, de fortjente.

Højskolens mandlige medarbejdere derimod blev kendt og berømmet for

deresundervisningogforedrag både hjemme på deresegenhøjskoleogude

i landet. De lod tilhørerne føle historiensvingesus og gav dem det levende

ordudtrykt på »hjertesproget«.

Dendanskefolkehøjskole havde hurtigt faet^succesefteroprettelsen af de

første skoler i midten af 1800-tallet(4),menden fik det ikke alenepå grund

af mændenesåndrighed. Succes'en hvilede også i høj grad på det alminde¬

ligehverdagsliv rundt om på højskolerne, hvorsamværetmellem forstan¬

dere, elever, lærereog medhjælpere foregik i ^enatmosfære af hjertelighed

ognærhed, somman gerne ville skulle ligne det, man ideelt set fandt i et privat hjem. Denneramme omskolelivet ogdetstryggemiljø blev skabt af højskolens kvinder. Devar somoftest hustruer til højskoleforstandere eller

bundet til dem med slægtsbånd somderes mødre, søstre eller døtre. Disse

kvinder havdeansvaretfor,athøjskolernesstorehusholdvarvelfungerende.

Devar»mødre« foreleverne, de fik_egnebørn^-oftemange-de købte ind,

73

lavede mad, gjorderent, passede have og underviste ^-hvis dervartid. De

læstehøjtomaftenen i samlingsstuerne, devarsygeplejere,ogde ofrede de¬

res privatliv for elevernes og skolernes bedste. Kvindernes mænd var

kendte, omtalte, feterede i deres egen samtidogfiket eftermæle, der lever

endnu i^vortid. Men deres koner, hvem husker dem?Hvilkehøjskolekvin¬

der står idag lige så lysende klart i den historiskeerindring somf.eks. høj¬

skoleforstanderen Ernst Trier (Vallekilde), Ludvig Schröder (Askov) eller HolgerBegtrup(Frederiksborg)og alle de andre, der fulgte efter dem som forstanderelangt ind i 1900-tallet?^-Nåh, jo, dervarvist noglegymnastik-

og håndarbejdslærerinder på højskolerne. Men hvad var det nu, de hed?

Hvadvardetegentlig,de lavede udoveratgøre gymnastikogbrodere sofa¬

puder? På højskolernevarder jo ogsåenmadmor^-hun blev kaldt højskole¬

mor. Menhvem^varhunegentlig?

Søg

find?

Lad detværesagtmed detsamme.Trods deres aktive liverhøjskolenskvin¬

dermere eller mindre fraværende i den historiskeerindring. En erindring,

som mankunne formodeat finde bevaret i litteraturen. Dererskrevet me¬

get om ogafhøjskolens mænd.De har faet solid omtale,ogerindringerom deresarbejde fyldermegetpå bibliotekernes hylder,mendererkun få bøger

om og af kvinderne ^om deresegetliv^og virke i højskolen. Blandt de rela¬

tivt få kvindelige forfattere kan dog nævnesAstrid Hostrup, der udgavto binderindringerfra sitoghendes mands, Helge Hostrups, liv: »Et jævntog muntert,virksomt livpå jord« (1950, 1953). Før dissetoudgivelser kom der

i 1924 »Træk fraetlangt liv«, skrevetafJuttaBojsen-Møller. En vægtigog meget informativ bog skrevet afen begavet præstekone og højskolemor,

somengageretdeltog imangeaf samtidens storespørgsmål,bl.a. kvindesa¬

gen.Menogså her farman en masseatvideommændeneogmegetlidtom kvinderne selv.

Ligesom der ikke findesmegenlitteraturomhøjskolekvindernes arbejde

oglivsvilkår,erder heller ikke tidligere foretaget forskning inden for dette

emnehverken afetnologer eller historikere. Fra 1980'erne findes derendel undersøgelser omhandlende de kvindelige højskolee/ever (5), men altså

ikke om kvinder med ledelses- ellerundervisningsansvari højskolen bort¬

set fra,atder i 1983 blevindgivetethistorisk speciale til Københavns Uni¬

versitet^- skrevet af Pernille Kylling under titlen: »Pigerkommer på høj¬

skole og kvinder holder højskole«. Heri studeres tiden 1870 til 1915, og

undersøgelsen drejer sig om »højskolesocialiseringen af piger samt en

belysning afto kvindelige højskoleforstandere ^og deres højskolevirksom¬

hed«(6).

Mellem

vilje

vilkår

Dahøj skoletanken i 1800-tallet skulle udmøntes i praksis, påtogmændene sig undervisningen af højskoleeleverne, mensde fik deres hustruer, mødre,

søstreogdøtre tilatstå for det praktiske arbejde medatfå højskolens hver¬

dagsliv til atfungere fra kælder til kvist. Indimellem fik kvinderne i ledige

stunderlejlighed til atundervise i kvindespecifikke fag somf.eks. håndar¬

bejde, pigegymnastik eller sundhedslære. Hvis kvinderne ogsåkunne afse

tid til ^en gang imellem atholde etforedrag, talte de ofte ud fra hverdags¬

livets smådetaljer, ^mensmændene altid opridsede linierne i »den storehi¬

storie« (7). »Højskolemoderen spillede en betydelig rolle, ^men »ånden«

kom kunoverhendesmand«, skrev ElinAppel, derselvvar født ienkendt højskoleslægt, skarpt i sin bog »Kvindens genmæle« (8).

Enhøjskolemor blev »kreeret«og»satpå den plads«, når hun giftede sig

med en højskoleforstander. Højskolemoderen Nanna Kristensen-Randers (9),Ollerup Højskole, skrev ienartikel »Kvindenpå Højskole« i Højskole¬

bladet 1907 omforstanderhustruens rolle somhøjskolemor, at: »Det erjo

lettere forden, der har valgt den stilling, end for den, der somsin mands

hustru bliversatpå den plads«.Allerede før den første højskolesoprettelse

havdeman(d) installeret den gifte kvinde somhustru,mor oghusmor med

alle deforpligtelserogforventninger til hende, det indebar på den tid. Hun

skulleværedetkærlige, omsorgsfulde omdrejningspunktog den faste kær¬

nei_{mandens og}børnenes liv.Nublev den kvinde, der^vargift med enhøj¬

skoleforstander - med de kulturelt betingede installationer, hun allerede havde, fordi hunvar engift kone^-pålagt forpligtelsersom mor oghusmor

for enhel skole, dvs. dens lærere,praktiske medhjælpere og elever, ^mens

hun naturligvis stadig udfyldte sin plads i ægteskab og biologisk moder¬

skab. Der skete således en betydelig udvidelse både af hendes fysiske ar¬

bejdsområder^og ide forventninger, der stilledes til hendes psykiske kræf¬

ter som kærlig, omsorgsfuld »mor« for en meget større personkreds end den, der normalt fandtes inden for den biologiske families rammer. Både

mænd_ogkvinder fik således deresegenindiskutable plads i den tidligefol¬

kehøjskole, ogdamannåede ind i første halvdel af 1900-tallet, varhøjsko¬

lefolkene vokset opmedideologien,^varblevet socialiseret ind i den, ^ogde

skolede som en selvfølge også andre til de holdninger og normer, de selv

havde.Tilsyneladende stillede de ikkemange spørgsmål til deres kulturelle

tilhørsforhold _og dets indhold. Det var blevet noget selvfølgeligt. Tvært¬

imod fremhævede og prioriterede de højskolens idégrundlag for hinanden

ogfor andre,der stod uden for højskolens felt.

I ældre tid fandt mangeaf kvinderne deres identitet i atvære hustru og

højskolemor. Men nogle kvinder protesterede dog. Enkelte allerede i den

75

tidlige ungdom, hvis de i forvejen kendte vilkårene fra deres mødre. Såle¬

des også den tidligere nævnte DagnyTrier HansenRiis. Hunvar opvokset på Vallekilde Højskole og sagde i etforedrag (1990), at under hendes ^op¬

vækstvardevisen: »Ibegyndelsen varGrundtvig-også kom oldefar^-og så kom verden iøvrigt,ogdet villesigeVallekilde Højskoleformitvedkom¬

mende«. I barndommensagde de voksne altid til Dagny: »Nå, du skal selv¬

følgeligværegymnastik- ellerhåndarbejdslærerinde, når du bliverstor,«- menhun var selv tidligt helt sikker på, atdet skulle hun i hvert fald ikke.

Hunfølte, athun slet ikke passedeind i den^{ramme og}kunne absolut ikke

sesig selvsomhøjskolelærer (interview 2001).Gymnastik og/eller håndar¬

bejde-detvar ellers idealet for piger ihøjskoleverdenen^-også helst også

etgiftermål medenmand, der havde sammekulturelle ogreligiøse tilhørs¬

forhold(grundtvigianismen) sombruden. Pigeopdragelsens målvar ifølge Dagny, atmanskulle lære atleveoptil atvære både Rachel fra Det gamle

Testamente ogHelga den Fagre fra de islandske^sagaer.Grundtanken^var, at

døtreskulle adlyde deres fædre, oggifte koner skullevære deresmændtro til døden. Fædrene satte reglerne, ogpå Vallekilde Højskole var det Ernst

Triers normerfra 1800-tallet, der blev holdt i hævd i generationerne efter

ham. DaDagnyvar 16år, fik hun af forældrene lovat tagepræliminær-og

senere studentereksamen, fordi hun, som hun harudtalt, »ikke kunne klare

merehøjskole«, ogfordi hun ville uden formurene ogtagedet, hun kaldte

en fornuftig uddannelse. Hunfølte, hun kun havde fået sine skolekundska¬

berdrypvis, fordi hun skiftede mellem undervisning i hjemmet, i friskolen

og gennemhøjskoleophold.

Ogsåmangeaf de kvinder, der lever i højskoleverdenen i dag, haretpro¬

blem meddenholdning,atenkvinde gift medenhøjskoleforstander^{pr. au¬}

tomatik bliverhøjskolemor^-nogle af demerendda »rendtaf pladsen«. De¬

res problem opstår, når de lever som »halvdelen« i et højskoleforstander¬

eller lærerpar. De opfattes ofte i deres nære omverden inden forhøjskole¬

miljøet som forstanderfruen eller lærerkonen ^- altså som et appendix til ægtemanden og hans stilling- og ikke sometindivid, der vurderes ud fra

egne kvalifikationer ^{og egen} indsats. Dette forhold har sin årsag i ^en ind¬

forståethed i høj skolekulturen. En indforståethed, som tilsyneladende ikke

findes i enydre omverden, der ikke har specieltilknytning til højskolemil¬

jøet. Faktumer,atkvinderne føler sig iklemme, hvis de arbejder i lærer- el¬

ler medforstanderstillinger, fordi de bl.a. ikke opfattes af højskolens andre

ansatte som »rigtig« kollega eller »rigtig« forstander. Kvinderne har selv

kaldt det»ægtefælleproblematikken«ogpåpeget, atder liggerenkonflikt i

at dele lærerværelse med kollegerne om dagen og seng med forstanderen

om natten. »Ægtefælleproblematikken« og bl.a. dens krav om dobbeltar¬

bejde på hjemmefronten eksisterernaturligvis også for andre kvinder, derer

gift med mænd, ^som arbejder for en bestemtpersongruppe. F.eks. oplever præstekoner også krav om repræsentative pligter over for deres præste¬

mands sognebørn, og efterskolelederes koner forventes at stå til rådighed

for eleverne ogved skolens socialearrangementer.

Højskolekvindernes personlige problem harde selvtagetoppåfleremø¬

der ogkonferencer, hvor de har diskuteret deres situation genereltog indi¬

viduelt. Her er det fremgået, at »ægtefælleproblematikken« eksisterer for praktisk talt allekvinderne, mennaturligvis ikke i ligehøj grad. Problemet

føles fornogle kunsom en svagirritationoverikkeatblive hørtlige såme¬

getsomkolleger,mens andre har oplevetatblive udelukket fra lærermøder

med denbegrundelse,atmanikke vil haveenlærer, somogsåerforstande¬

renskone, med til interne møder, hvormanskal drøfteledelsesprincipperog skolens administration. Begrundelsen for udelukkelse fra lærermøder er,

»athun nokgår hjem ogsladrer tilmanden«, dvs. til forstanderen. Lige¬

ledeserdereksempler på, atforstanderhustruer,der ogsåerlærerepåman¬

dens skole, far færre undervisningstimer end andre lærere, selv om de er

højt kvalificeret til atpåtage sig undervisning i bestemte fag. De må vige

for andre lærere med denbegrundelse,at»huntrængerikke såmegettil løn¬

nen, for hun erjo gift med forstanderen, som har en kæmpeløn« (10).

Mange højskolekvinder føler det også som etproblem, at de stadig som i tidligere hjemmearbejdende højskolemødres tid måtage sig af trivselsom-

råderne på skolerne, selv om de har et lærerjob eller endda et fuldtidsar¬

bejde uden for højskolenog etprivat hjem ^{og egne} børn at passe. De for¬

ventes at stå tilrådighedsomden, derarrangererkaffebordeved møder, er til stede ved elevernes hyggestunder og fester, deltager i pasning afsyge elever og altid lader deres dør stå åben forelever eller lærere, der lige fal¬

der ind.

Det er

sjovt

skure gulv

Højskolerne rundtom i Danmark havde (og har for så vidt stadig) til huse i

store, gamle borglignende bygninger, men efterhånden blev mange af de gamle højskoler godt nedslidte. Naturligt nok, for huserman mange ung¬

dommelige beboere^-ofteoverhundrede adgangen-slider det på bygnin¬

ger oginventar. Mangehøjskolers økonomivardesudenmeget stram, ogder

var sjældent penge til vedligeholdelse. Midt i 1900-tallet var mange høj¬

skoler umoderne indrettet_ognedslidte^ogtrængtetil renovering.

Etgrelt eksempel på, hvordan sådanennedslidt højskole^var at overtage forenung,nybagt højskolemorsesaffølgende beretningomVinding Høj¬

skole vedVejle. HerblevAaseAndreasen (11) oghendes mand forstander¬

pari 1949. Vinding Højskolevarnedslidtog forgældet, da Aase oghendes

77

mand blev ledere. De gik ind til hårdt arbejde påen forsømt, gammeldags

indrettetskole, der selv efter tidens standardvartotaltumoderne. Køkkenet havde komfur til kulfyring, udslagsvaske aftræ, og dervarrotter. Deteret

næstenrystende tidsbillede på de gammeldags højskolers faciliteterogind¬

retning, nårAase ietinterview 2001 fortællerom skolens indretning, stan¬

dard og det praktiske arbejde i de første år af hendes tilværelse som høj¬

skolemorpå Vinding:

»Skolen^varikkevedligeholdt,men utroligdårlig efter krigen,^{som mange}

andreafden slagsskoler. F.eks. køkkenet, ^somsammen med spisesalen, der ligesomforstanderlejligheden var ihovedbygningen. Det havde et kæmpe indfyringkomfur til kul. Dervartoovne, hvor dervar revneri. Hverfredag

skulle detfejes for kulstøv. Den slags arbejder^varhøjskolemoderens, dvs.

mit:Kl. 5ommorgenen-fejeovne ogindfyring, vaske hjørnerogkroge,^jeg

blevselv kulsort-også ^opi bad, nårpigerne kom. Detvarogså titsvært forpigerneatfyre med kul. Og gryderne^-store, tungejerngryder, de var sodede_{og svære}atflytte. På hver side afkomfuret stoden gruekedel^-den

ene brugtes af^ogtil til kogning af vand til opvaskoglignende, den anden

varderen kobberindsatstil, såathavregrød til morgenmadogmiddagsret¬

terne kunne koges ivandbad; det var en god idé,fordi komfuretvarsvært

Vinding Højskole. Interiørfra det gamle køkken fotograferet1948. På kom¬

furet destore, tungegryder^ogved siden afgruekedlen, som benyttedes til kogningafvand eller madlavningivandbad. Foto i privateje.

atkogeoglignendepå: Det brændtepå!Ide gruekedlervarderenlille ind- fyringslågeforneden til træ eller kul. Køkkenvasken var dobbelt og af

egetræ, derpga. vand selvfølgelig^varsort. Iden skylledeviopvasken af^og bagefter vaskede den op. Når man havde øvelsen i den form for opvask,

kunne detgå utrolig hurtigtatvaske op efter80personer, som viofte var

om vinteren. Jegvarden, der gik foran med min opvaskeøvelse^-pigerne

lærte det efterhånden som de havde væretder en tid. Der var en lille ud¬

bygning på køkkenet. Hervarogså^en trævaskog en pumpe—ellersvarder

vandhane med varmt og koldt vand. Ved at åbne køkkenbordet, kunne vi

komme aden trappenedikælderen, hvordervartokæmpe saltkar^oghvor brød,pålæg, mad^osv. blev opbevaret-detvardesværre sådan, atfyrkæl¬

deren varlige ved siden af; varmerørenegikigennem -idag begriberjeg ikke, vikunne klare detpå den mådeide første10år, vivarder. Ingenkø¬

leskab, men efter nogle år dog^enfryseboksommeibyens frysehus.

Vihavdegrøntsagerneihaven;havensomminmandogjegpluspigerne passede. Nogle grøntsagersom kål og andre grove sager blev dog dyrket

ovrepå gården, så de to ansatte karle derovre passede dem. Så skulle vi

bare hente det. Detvarogså konens arbejde, ^nogetjegdengang-ogstadig

- syntesvardetmesturetfærdigeoverformigselv. Detvarstrengt-isærom vinteren-oghvorfor kunne de tokarle ikkegøredet? Suk, suk^-minmand

ville eller turde ikke bede dem om det. Detvar- er-et stort arbejde at ordnegrøntsager, der kommer lige fra haven; ^menvihavde kartoffelskræl¬

ler-elektrisk!

Der varrotterpå skolen ^-især ikøkkenet. Nårviom aftenen ved aften¬

kaffetid skulle ud^ogordne kaffe til eleverne, måttevibanke hårdt på døren foratværesikre på, at rotterneikke løbos ombenene. Og hvermorgen var deren sti tværs overkøkkengulvet, hvis der blot havde^væreten antydning afet eller andeti skraldespanden. Vifik dem efterretdramatiske »krige«

medkoste, værktøjosv. udryddet. Undertiden kom de indispisesalenogfor

rundt_ogvæltede blomster, gnavedeidøreoglignende.

Storvaskvar et stortnummer: Vi vaskede i etlille vaskehus tværs over

gården. Herstod en meget stortromlevaskemaskine, hvor derogså skulle fyres under^-medtræ. Da vimidt i 1950fikflaskegas, fikviflaskegas ^un¬

der den_ogto gasapparaterikøkkenet. Storvasken stodjegfor.Detbegyndte

kl. 4ommorgenen. Sommetidervarjegganske bangefor^atgåimørketover

gårdenom vinteren. Vivaskedeca. hver3. uge. Detgjaldt detokarlessen¬

getøjoghåndklæder, alle^trepigers tøj^-sengetøjogpersonligttøjogvores egetogeventueltgæstesengetøj.Jegsatteiblød eftermiddagen før^oggik så

igangmedattænde^{op og}hive tøjetopaf iblødsætningskarrene, så ima¬

skinen, vaske, koge, skiftesosv. Kl. 7varselve vasken færdig, ^ogjegkunne gå op og blive ordnet, få børnene ordnet ^og overtil morgenmad og mor-

gensangkl. 7,30. Pigerne komsenere ogskyllede tøjet, ogfik det^gennem vridemaskinen, ogjegsørgede så for ophængningude eller inde. Vi havde

engammel centrifuge, somforøvrigtvar en dejlig lettelse, nårtøjetskulle fra iblødsætningogkogning. Alle gulve på skolenvaraftræ.Enkeltevarbo¬

nede.Jeghader bonede gulve!Detvaretkæmpearbejdeatholde dempæne.

De øvrige gulve ^varferniserede —feks. alle elevværelser, gange, gym¬

nastiksalosv.Da viovertogskolen til april 1949,vardet hovedrengøringen,

viskulle i gangmed-det hørteimangeårfast til april måned, ogalt skulle

endevendes. Detvartresøde ogdygtigepigerpå ca. 20 år,jegovertog. Vi

lavedeplanforrengøringen. En af dem skulle blive ikøkkenet ogtagesig af det daglige med mad^osv. Der^varikke elever^-kun gårdens tokarle, et par ungemænd, der boede fast på skolen, ^ogsåpigerne og ospå skolens gård. Fra elevværelserne skulle alle de gamletangmadrasser slæbes ned i

haven oggennembankes^-også ellers afvaskning af alt, skuringafgulve, fernisering^-gulvene^{var gerne} »mine«,fordijegkunne vælge selv. Deter

sjovereoglettereatligge^ogskure gulve, endatvaske døre, vinduerogmø¬

bleraf. Ogferniseringforegiktitomaftenen, så det måttejegselv;menhvor

smukt det blev! Selv gymnastiksalen skulle skures ogferniseres; men den

varderefteretutroligflot skue. De piger, vihavdeidisse årikøkken ogtil rengøringsarbejde, varfantastiske. Ialmindelighedvarde dergerneetår

... skiftende -det^vartit elever, der blev. De havde ethårdt job. Om som¬

meren vardeofte på havearbejdeetpartimerovermiddag, inden defikfri.

Jegkan undremig!«

Undresig?Ja,hvemgørikke det, nårmanlæseromdearbejdsforhold. Man

kunne næppe ivortid fånogentilat sørge for mad ogrenlighed til såstort

ethushold under deomstændigheder. Mensomårene gik, blev Vinding Høj¬

skole moderniseret, der kom mere personale, og Aase fik flere hjælpere.

Dogkomhun ikke igennem destrengearbejdsåruden både psykiskeogfy¬

siskeproblemer. Således fortalte hun ietinterview år 2000:

»Rentarbejdsmæssigtvar1960formigdetsværesteår. Jegføltemigret udnyttetog titså frygteligtræt; menjegerstærk^ogstædig^{- og}indtil det

blevferie, gik det hele godt; ^mendafaldtjegoftefuldstændigsammen ifor¬

tvivlelse oggrådoverintet-ogjegturde ikkesigedet tilnogen.Desyntes, jegvarsur ognegativog tudende, indtiljegefter nogle dage varudhvilet.

Nårjegtænker tilbage, ^vardet slemt; ^men det^varjo min egen skyld: Min

naturermegetenergisk, ^ogjegskulle blotstoppelidt^opitide«.

Aaseholdtdog udog var envæsentlig drivkraft i skolens ledelse og den

succes, den efterhåndenopnåede både mht. økonomiogomdømme. I 1970

blev Aase selv forstander, da hendes mand fik ansættelse som undervis¬

ningsinspektør for landbrugsundervisningen i Danmark. I 1982 blev hun

AaseAndreasen,f. 1922. Højskolemor^{og senere}forstander på Vinding Høj¬

skole. Foto 1978. Foto iprivateje.

pensioneretogpå spørgsmåletom,hvorvidt hun villegøredet heleomigen,

svarede hun i etinterview 18 årsenere:

»Nej, atoparbejde Vinding Højskole fra det ^vrag, det^vari 1949 til den flotte skole, det blevi1968-det orkerjegikkeattænke på idag^-gammel

ogtræt!Personligtvardermange ting, jegikke fik udviklet^-ikke fiklæst,

ikkefik lært. Jeghartitsagttil mine elever, atderer ting, man skal, ting,

manbør-ogting, man gernevil: Det sidste bliver der ikke tid tiliettravlt arbejdsliv ^ogmedfamilie ^og børn-det må vente til disse herligepensio-

nistår\«

Køn ^- enproces

Højskolerne begyndte allerede i 1800-talletat optagekvindelige elever, og dermed visteman enprogressiv holdning^overfor kvinderneogaccepterede

dem som medaktører inden forhøjskolebevægelsen. Skolerne varpå den

måde med tilatgive kvinderstørre selvbevidsthedogidentitetsfølelse. Det

81

varogså helt i tråd med grundtvigianismen, ^somde fleste højskolefolk jo

tilhørte. Denhævdede,atmandenogkvindenvarligeværdige, menathvert

køndog havde sineegneanlægogegenskaber,ogatkvinden^varsatpå jor¬

den som mandens medhjælp. Denne holdning bundede i synet på kønnet

somessentialistisk, dvs. værende afenoprindelig gudsskabt eller biologisk uforanderlig substans.Mendenneindstilling holder ikke længere. I dagsæt¬

ter man spørgsmålstegn ved denne »evige sandhed« og ser i højere grad

kønnet som en social _og kulturel konstruktion. Man forankrer kønnet i handlinger og taler om begrebet »doing gender« (12), der handler om at praktisere ^og forhandle køn. »Forhandling« skal forstås i en langt videre

forstand end i dagligsprogets betydning. Det kan også forklares således:

»Könet kan såsom alla andra reella »ting«, ses som det minimaliserade

»något«, med vilket vi hela tiden förhandlar. Vi kan inte välja bort det,men det förandras ständigt. Det både formar och formas« (13). Det drejer sig

altsåom adfærd, hvor hvereneste handling, bevidst såvelsomubevidst, er individets personlige bud på, hvad det betyder for vedkommende atvære mand eller kvinde.Herrøbes individets selvforståelse med deoverensstem¬

melser eller modsigelser, der måtte herske i personligheden. Egentlig kan

man sige, at doing gender er atskabe køn. Begreberne opfattet på denne

måde er også dækkende for højskolekvindernes stilling i det moderne grundtvigske miljø.

Højskolernes målvaratgøre kvinderne bedre egnede til deopgaver, der

ventede dem ivoksenlivet, specieltsomhustruerogmødreog sommandens medhjælp f.eks. ietforstanderskab. Men samtidig blev kvindernemere op¬

mærksommepåderes egenstillingoglivsvilkår. Skolerne underviste bl.a. i

sundhedslære og gymnastik,og det kom til atbetyde en radikal ændring i

kvindernes egenopfattelse af deres krop, ^og der blev løst opformange ta¬

buer ^omkvindekroppen og dens funktioner. Om dette sagde Ingeborg Ap¬

pel (14), gymnastiklæreroghøjskolemor på Askov Højskole, iettilbageblik

i 1940på Snoghøj Gymnastikhøjskole:

»Kvinderne trængte tilfrigørelse; vivarunderkuede på næsten alleom¬

råder, havdelangtfra desammerettighedersommændene. Tænk blot på de frygtelig snærende dragter, der hæmmede legemets udvikling^ogdets funk¬

tioner[...]nutidensungekvinder kan sikkert umuligtsættesigindiden for¬

underlige glæde, det varatkomme i en gymnastikdragt, hvoriman kunne

røresigfrit, selvom ærmerne varlange, ^ogkitlen gik neden for knæene«.

Ingeborg Appelvarpåmangemåderenforegangskvinde for andre højskole¬

mødre. Bl.a. gik hun i den såkaldte reformdragt. Det var en løstsiddende dragt, som ikke måtte trykke på nogenaf kroppens indre organer, ogden

skullevære afstoffer, der sikredeenjævnt fordelt, behagelig legemstempe-

Reformdragt. Herbe¬

nyttetafhøjskolemode¬

renBodilMarie Bor¬

ding (1870-1950). Hun

vargift medforstander

RasmusBording. Foto fra deres sølvbryllupi

1925. FotoberoriArki¬

vetogBiblioteket for

detFolkelige Arbejde (ABFA).

ratur. Den blev syet i de stoffer, der passede til de forskellige årstider, og ændredes efterhånden med tidens mode. Men der skulle en vis karakter¬

styrke til hos de kvinder, somvalgte at gå i reformdragt. De skilte sig ud i sammenligning med andre kvinder, og nogle trodsede endda deres mænd

ellerkærester,somhellere så dem i dettøj, der^varalmindeligmode i deres

samtid. Ingeborg Appel brugte både reformdragt^ogtilsvarende støvler alle¬

rede fra hunvar ganskeung og gjorde det på trods af, athendes forlovede

og fremtidige ægtemand, Jacob Appel, absolut ikke brød sig om dragten.

Forhendevardetetspørgsmål^om,»atklæde^sigmesthygiejnisk uden hen¬

syntil skønheden«,oghun undskylder sig i 1889 ietbrev til Jacob med føl¬

gende ord: »Jeggørda, hvadjegkan for^atforskønne dragten. Men ^meget afvortids ulykkestammerfra den vold, kvinderøvermod deres legeme, det

ervortkønssynd mod slægten« (15). Ingeborg Appelvarhelt enig meden

dengang kendtlæge, F. Frisch, der anbefalede reformdragten foratfremme

kvindens sundhed, _og hun sætter endda det stærkt religiøst ladede ord

»synd« i forbindelse med de kvinder, der ikke bærer reformdragt.Hvad der

83

ikke sås i detydrevar, at også undertøjet skulle »reformeres«. Detanbefa¬

ledes ienartikel i Høj skolebladet i 1886»inderstatbrugeen ellertosam¬

menhængende og glatsiddende (naturligvis på ^ingen måde strammende) ulddragter som underliv, på hvilket skørterne fæstes neden for hofterne«

(16).^-»Retkampen mod korsettet, detteødelæggendepanser«, skrev også Ingeborgsmor,Charlotte Schrøder, i »KvindenogSamfundet« i 1887. Hun bedyrede, »at det er dejligt at have aflagtpanseret og iførtsig et blødt,

varmt, højhalset liv,^somforsynet med knapper tilatbære skørterne, befrier

énfor alfølelse afathave ulejlighed afatbære dem«.

Naturligvis lå deretgenerelt sundhedsmæssigt formål for alle kvinder i anbefalingen af disse reformdragter. Men de kunne også bruges til at vise omverdenen,athervar enkvinde,somgik ind for frihed (også i grundtvigsk forstand), og dragten skulle desuden være med til at styrke hendes egen identitetsfølelse. Artiklen om reformdragten i Høj skolebladet 1886 frem¬

hæver,atdragten oprindeligt kom fraUSA, hvormankaldte den »friheds- dragten«, og at både den amerikanske og den svenske model af reform¬

dragten »står i pagt med den indvendige reformation« (17). Frihed og re¬

formvarrentidealistiskogså påprogrammethos de grundtvigske højskole¬

folk, og dragten symboliserede for nogle af kvinderne frihed i såvel tanke

som livspraksis.

Højskolens

kvinde

Ianden halvdel af 1900-tallettogmangehøjskolekvinder videregående ud¬

dannelser i lighed med andre kvinder uden for højskolemiljøet, ^{og mange}

blev f.eks. lærere ellerhøjskoleforstandere,mende fik ofte problemer med

atarbejde påsammeskole somderes mand.Endel har ikke kunnet klareat stå tilrådighed for højskolenogdens elever døgnet rundt på bekostning af

deres eget private liv; de har derfor fravalgt høj skolelivet og -arbejdet og faeten stilling andetsteds. Officielt lever vi i dag ietsamfund, hvor derer

ligestilling mellem kønneneogfrie valg for begge køn,menvirkelighedens

verdenen kan opvise mange eksempler på det modsatte. Men trods »sorte pletter«, tilstræbes det at give ^sammemuligheder ^og rettigheder såvel for

mænd som for kvinder både på arbejdsmarkedet ^og i familien. Åbenbar kvindeundertrykkelseanses somnegativt i detdanske samfund, og således naturligvis ogsårent ideelt inden for højskoleverdenen. Alligevel har nogle

af de_yngrehøjskolekvinder ivortid føltenundertrykkelse i så høj grad,at det har ført til skilsmisse fraenægtefælle, dervarhøjskoleforstander, eller

de har forladthøj skolearbejdet, mens andre har fundet frem tilen accepta¬

bel løsning, så de kan magte både at leve i højskoleverdenen og samtidig følge deres egneinteresser mht. uddannelse ogjob.

Deternaturligvisenanden højskole,kvinderne skal forholde sig til i dag

endden, deres formødre levede i. Hvad højskolen står for i 1990'erneerder

mangebud på, hvilket bl.a. kan ^ses afenpublikation »Energien i forskel¬

ligheden«, somForeningen for FolkehøjskolerogHøjskolernes Sekretariat

udsendte i 1996. Heftet præsenteres som »et supplement til mediernespt.

fremherskende fokuseringer på folkehøjskolerne ^somferiesteder for golf¬

entusiaster, anbringelsesstederfor^ungearbejdsløse, ^en småkorrupt^penge¬

maskine med tabtideologi«^osv. Heftet bringerelleve indlæg,som præsen¬

terer og diskuterer højskolens holdning til eleverne, erhvervslivet, detno¬

stalgiske, det historiske og det politiskem.m.I forordet hævdes det,athøj¬

skolen i 1990'erne»bygger på enfornem cocktailaf respekt for både indi¬

viduelfrihed^ogfællesskabets værdier [...]. Højskolefolk plejer ^{atsige, at}

deter enskoleform, der ikke kan beskrives, fordi den skal leves^ogopleves«.

Der^erogsåberetningeromenkelte mandlige ledere^-mende kvindeligeer

(stadig) fraværende, hvad der må forekomme ret sigende, når man ved, at der i vortid bl.a. ertemmeligmangekvinder, dererhøjskoleforstandere.

Derfor kanmanmedrette sættespørgsmålstegn ved,omderersket særlig meget på ligestillingsområdet inden for højskolen. Spørgsmålet forekom¬

mer yderligere berettiget, når man sammenholder det med ansættelses¬

forhold, der harstorelighedspunkter med højskolens. Idagbladet Politiken

den 26.6.2002 kunne man nemlig læse, ^at menighedsrådene foretrækker gifte^præsterved besættelsen af ledige embeder i Folkekirken. Avisen skrev:

»Nogle menighedsrådforventer, atdeansætterhalvanden^person.Atdefår

en kone medi købettilatbage kage til møderne«. Det ^sammegælder til¬

syneladende også i højskolen, for da ^en mandlig ansøger for nogle få år

siden fik afslag på flere højskoleforstanderstillinger, fordi han var ugift, sagde manåbent,atmanønskede, forstanderen havde enkone ved sin side

ijobbet. Dadensamme ansøgerkort eftervarblevet gift,vardet ikkenoget problematfå stilling. -»Vi har ligestillingsrådogm/k-ditogdat«^-ogdet

vedman godt i højskoleverdenen, men hvordan forvaltes ligestillingen in¬

ternt?

Noter:

1 Høj skolebladetnr.5, 1980,s.73-74. Dagny Trier Hansen,g.Riis, (1920-2001), født på Valle¬

kildeHøjskole,vardatter af HansogSigrun Trier Hansenogoldebarn af Ernst Trier, der grund¬

lagde højskolen i 1865. 2 Rostbøll, Grethe: Høj skolebladetnr.30, 1981. 3 Høj skolebladet,

nr. 16 og23, 1981,^nr. 36, 1997. 4 Denførste højskole i Danmark^-Rødding Højskole-blev opretteti1844,ogi perioden fra 1864 til -70 kom der 50nyehøjskoler til (Indberetninger til Kul¬

turministeriet:»AndragenderomTilskud til Folkehøjskoler«, i Rigsarkivet). 11911varantalletpå

82højskoler (og 19 landbrugsskoler),menderefter gik det tilbage, så der mellem 1912og1931 måttenedlægges omkring 35 skoler (Stenkilde, 1944,s.11). 1969vartallet på 72 højskoler,ogi oktober 2002var der 85 Cwww.folkehoiskoler.dk. oktober 2002). 5 Fra 1983 findes deret

85

upubliceret speciale i litteraturvidenskab indgivet til Syddansk Universitet, Odense. Deterskre¬

vetaf VibekeBangsgaardoghar titlen: »Frihed for Loke såvelsomfor Thor.Selvrealisationsom den bevidsthedsdannendefaktor, højskolen udgjorde for kvinderne i perioden 1863-1901 iDan¬

mark«. Heranalyseres den ideologi,somhøjskolepiger på landet blevpåvirket afogselvgavud¬

tryk for bl.a.gennemderes breve, dagbøgerogindlægi diverse højskolerelaterede skrifter. Blandt deforskere, der iøvrigt har givet fremstillingeromde kvindeligehøjskoleelever,erBodil K. Han¬

sen, der delsgennem sine værdifulde analyser af bondekvinders højskoleuddannelser bl.a. til mejersker (1981)ogdels med udgivelsen afetparhøjskoleelevers breve (Hanne^ogRasmus, 1982) harbelystmangeaf elevernes holdningerog normer. 6 Kylling, 1983, s.l. Detokvindelige høj¬

skoleforstandere erElise Lindberg (1832-1913)ogEline Begtrup (1860-1947). ElineBegtrups livshistorieerfortalt oganalyseret i Hartby, Inger: Højskolekvinden^-mor,søster, datter, 1999.

7 Berg^...[et al], 1984,s.360. 8 1978,s. 129. Elin Høgsbro Appel (1913-80)datter af Herdis

ogErik Appel. 9 NannaKristensen-Randers (1864-1908) datter afVenstre-politikeren Christen Berg;huntogsomden første kvinde i Danmark juridisk embedseksamen i 1887. 10 Udsagnfra

internt møde mellemfungerende højskolekvinder år 2000. 11 AaseAndreasen f. 1922,datter

afhøjskoleforstanderparret KarenogSigurd Brøndsted, Lollands Højskole. Aasetogenuddan¬

nelsesomhusholdningslærer. 12 Denessentielle kønsopfattelse har længe påvirketvore vur¬

deringer,normer og vaner.Meni viderebetydning kan kønnet ogsåses somhistorisk foranderlig

og som ensociokulturel konstruktion. I denne betydning brugesukritisk det ældre sociologiske begreb »kønsroller«, mensociologerforetrækkerivortid begrebet»gender«, der betegner det

sociale_ogkulturelle køn. Gendererindførtsombegreb af engelsksprogede forskere, der har be¬

nyttetsig af det engelskesprogsmulighed foratskelnemellem sex=kroppens kønoggender=det

sociale_ogkulturelle køn. Lignende sproglig skelnen kan ikke ske på dansk, hvorformanoftebru¬

gergendersomlåneord. 13 Liljeström, 1999,s.415. 14 Ingeborg Appel (1868-1948)datter

afhøjskoleforstanderparret CharlotteogLudvig Schrøder, Askov Højskole, gift med højskolefor¬

stander ogminister Jacob Appel. 15 Christiansen, Margrethe: Ingeborg AppelogAskov, 1967,

s.94. 16 Højskolebladet, 51/1886,sp.2425. 17 Højskolebladet,51/1886,sp.2426;min kur¬

sivering.

Litteratur:

Berg, AnneMargrethe[etal...] (red.): Kvindfolk.Endanmarkshistorie fra1600til1980,bd.I-II, Kbh. 1984.

Christiansen,Margrethe:Ingeborg AppelogAskov, Kbh. 1967.

Gomard, Kirsten: Teorieromsprog,kommunikationogkøn. I: 6. mødeomudforskningenafdansk sprogtil mindeomPeterSkautrup 1896-1996,Århus1997,^s.77-85.

Liljeström, Marianne: Jämställdhetstänkandet och det kvinnhistoriska berättandet. Reflexioner kring könade forförståelser. I: Warring (red.): Køn, religionogkvinder i bevægelse. Konfe¬

rencerapportfra det VI. Nordiske kvindehistorikermøde, 1999,s.407-18.

Summary

A name

for their work'- the forgotten

in the folk high school

Womenwho work in the Danish 'folkhigh school' have cailedforrecognition by posterity andto begiven 'anamefor their work'. In particular theseare womenwhoaremarriedtoafolk high schoolprincipal-the so-called 'folk high school mothers'. They have had the main responsibility forensuring that thelarge boarding-school-like households of the folk high schools withmany students and teachers functioned in theeverydaycontext.Theywere'mothers'tothe pupils, they

had theirownchildren-often manyof them; they did the shopping, cooked food, cleaned, tended

thegarden and taught-if therewastime. They read aloud in the evenings in thecommonrooms, they were nurses,and they sacrificed their private lives for the benefit of the pupils and the schools. The husbands of thewomen-theprincipals^-werewell known, often mentioned, feted intheirowntimeandenjoyedareputation that still exists today.Buttheir wives-who remembers

them? Which folkhigh schoolwomenfeatureasclearly in historicalmemory as menlikethe folk high school principals Ernst Trier(Vallekilde), Ludvig Schröder (Askov) or Holger Blegtrup (Frederiksborg) and all the others who followed themasprincipals well into the 1900s?

In formertimes, whena womanmarriedafolkhigh school principal, without furtherado she

became'high school mother' with theresponsibilities this involved, and apparently thewomen rarely questioned the role theywerethus assigned. Usually theytook itas amatterofcourseand

found theiridentity in observing theideologyof theschool, which situated themasthe helpmate

of thehusband, withareligious basisin Grundtvigianism.

Inthe second half of the 1900s manyfolk high schoolwomentook furthereducationcourses, like manyotherwomenoutside the folk high school environment, andmanyfor example became

teachersorfolkhigh schoolprincipals; but often they had problems workingin thesameschool

astheir husbands. And manyof thewomenwho live in this world today havefaced problems with

the attitude thata womanmarriedtoafolkhigh school principal automatically becomesa'high school mother'-someof them haveeven'deserted'. Theirproblem arises when theyliveas'half'

ofahigh school principalorteacher couple. Theyareoften viewedin their close surroundings

within the folkhigh school environmentas 'the principal's wife'or a 'teacher's wife', not as individuals assessedonthe basis of theirownqualifications andwork contribution. The faet is that

thewomenfeeltrapped if they work in positionsasteachersorco-principals,amongotherreasons becausetheyarenotseenby the otherstaff of the folk high schoolas a'real' colleagueor a'real' principal. The womenthemselves have cailed it the 'spouse problem' and pointed out that a conflict is inherent insharingastaffroom withtheir colleagues during the day andabedwith the principalatnight. And they have pointedoutthat they have been givenno'namefortheir work'.

The folkhigh schoolwomenhave themselves raised theissueatseveral meetings and conferences

wheretheyhave discussed their situation in generaland individually.Ithas emerged here that the 'spouse problem'exists for practically all thewomen,butofcoursenot tothesameextentfor all.

Someonly feel slight irritationovernotbeing listenedtoasmuchastheir colleagues, while others

haveexperienced beingexcluded from teachers' meetings with theargumentthat the teachers did

not wantateacher whowasalso theprincipal's wifeatinternal meetings where theyhadtodiscuss managementprinciples and theschool administration.

Aspointedout,somehavenotbeen abletocopewith being availabletothe folk highschool

and itspupils 24 hoursadayattheexpenseof theirownprivate lives; sothey have chosento abandon the folkhighschool life and findajob elsewhere. Officiallywelive todayinasociety

where there isequality betweenthe sexesand free choice for both genders-but the world of reality offersmanyexamples oftheopposite.Yetdespite 'black spots', effortsarebeingmadeto give thesameopportunities and rightstowomenandmenbothonthe labour marketand within

thefamily. Obvious oppression ofwomen is considered negative in Danish society, and thus naturally enough also (ideally) within theworld of the folk high school. All thesame,someof the

youngerfolk high schoolwomeninourday have feltsooppressed that it has ledtodivorce from

ahusband whowas aprincipal;somehaveentirely abandoned the folk highschool work, while

others havearrivedatan acceptable solutionsothey canmanageboth tolive in the folk high

schoolworld andatthesametime pursuetheirowninterests intermsof education,careerand private life.