• Ingen resultater fundet

Genetikken ved ikkeautoimmun diabetes

N/A
N/A
Info
Hent
Protected

Academic year: 2022

Del "Genetikken ved ikkeautoimmun diabetes"

Copied!
1
0
0

Indlæser.... (se fuldtekst nu)

Hele teksten

(1)

UGESKR LÆGER 170/12-13 | 17. MARTS 2008

1 0 2 1

VIDENSKAB OG PRAKSIS | STATUSARTIKEL

Genetikken ved ikkeautoimmun diabetes

Dansk Endokrinologisk Selskab

Statusartikel

Læge Torben Hansen & professor Oluf Borbye Pedersen

Ikkeautoimmun diabetes er både klinisk og genetisk set en heterogen sygdom med multiple undergrupper. Vi ved nu, at der i gruppen af ikkeautoimmun diabetes befinder sig både monogene og polygene former for diabetes.

Monogen diabetes

De mest almindelige ikkesyndrome monogene diabetesformer er maturity-onset diabetes of the young (MODY) og neonatal dia- betes. Mutationer, der forårsager MODY eller neonatal diabe- tes, er sjældne, og ofte er de familiespecifikke. Næsten alle fa- miliemedlemmer med en mutation vil få diabetes (Figur 1).

Det er nu muligt at stille en molekylærgenetisk diagnose hos

>50% af de patienter, der har monogen diabetes, hvilket giver mulighed for at iværksætte den mest effektive behandling med de færrest uønskede bivirkninger, mulighed for at rådgive om hvordan diabetessygdommen vil forløbe, især hvad angår risikoen for udvikling af komplikationer, og endelig mulighed for rådgivning om risikoen for at arve sygdommen [1].

Polygen type 2-diabetes

Den omfattende og hurtige udvikling i genteknologi og den første kortlægning af den samlede menneskelige arvemasse (det humane genom) har medført en eksplosion i vores viden om den komplekse arvelighed ved almindelig type 2- diabetes (T2D). Indtil 2007 var der kun påvist tre genetiske regioner, der med sikkerhed var associeret med T2D. Variationer i ge- nerne der koder for PPARG og KCNJ11 var identificeret ved hjælp af den såkaldte kandidatgenmetode, hvor biologisk vi- den dannede grundlaget for en genetisk undersøgelse af de to

gener. Familiestudier med kobling til en bestemt region på kromosom 10 førte i 2006 til identifikation af TCF7L2 som det hidtil vigtigste gen for T2D. I 2007 er der identificeret yderli- gere otte validerede T2D- genregioner, så vi i alt nu kender til 11 validerede T2D- gener [2]. Seks af de otte genregioner, der er identificeret i 2007 blev fundet ved hjælp af »hel- genom–

associationsstudier«, hvor frekvensen af ca. 500.000 hyppigt forekommende enkeltgenvariationer (single nucleotide poly- morphisms (SNPs)) sammenlignes mellem flere tusinde T2D- patienter og lige så mange ikkediabetiske kontrolpersoner.

Efterfølgende er de bedst associerede SNPs fra »hel- genom- associationsstudiet« valideret i endnu større case- kontrol- stu- dier. De validerede hyppigt forekommende T2D- associerede genvarianter medfører for den enkelte person en kun beske- den øgning i risikoen for T2D (Figur 1). De pågældende gen- ændringer er således ikke sygdomsspecifikke, men alligevel sygdomsfremkaldende, når de forekommer i en uheldig kom- bination og i et samspil med bestemte livsstilsfaktorer, som ofte er for lidt fysisk aktivitet og/eller for megen mad. De nøj- agtige mekanismer, hvorved de beskrevne T2D- genvarianter medfører en øget risiko for T2D, er ikke kendt i detaljer, men nyere genetisk- epidemiologiske data tyder på, at de hyppigt har en effekt på betacellens evne til at secernere insulin. Viden om genetikken ved T2D kan endnu ikke anvendes til indivi- dualiseret forebyggelse eller behandling.

Konklusion

Genetisk information har gennem de seneste få år medført optimeret klassifikation, prædiktion, rådgivning og behand- ling af en række specifikke diabetesformer. I de kommende år må det forventes, at der identificeres en række nye former for monogen diabetes. Ydermere vil vi formentligt få et langt mere komplet billede af både de hyppige og de mere sjældne risikogenvarianter, der i samspil med hinanden og miljøfakto- rer giver T2D. Denne viden vil utvivlsomt medføre bedre mu- ligheder for rationel ætiologisk diagnostik, klassifikation og behandling samt optimeret genotypestyret intervention og forebyggelse.

Korrespondance: Torben Hansen, Steno Diabetes Center, DK-2820 Gentofte.

E-mail: toha@steno.dk Interessekonflikter: Ingen Litteratur

1. Gloyn AL, Ellard S. Defining the genetic aetiology of monogenic diabetes can improve treatment Expert Opin Pharmacother 2006;7:1759-67.

2. Frayling TM. Genome-wide association studies provide new insights into type 2 diabetes aetiology. Nat Rev Genet 2007;8:657-62.

Figur 1. Gener, der er associeret med ikkeautoimmun diabetes.

PNDM

Andre MODY HNF1A Stor

Risiko for udvikling af diabetes

Lille Sjælden

Hyppighed af genvariant Gener associeret med

polygen diabetes Gener associeret med monogen diabetes

Hyppig TNDM GCK

LMNA Andre

sjældne syndromer

INS HNF4A

mt3243

TCF7L2 FTO PPARG

KCNJ11 IGF2BP2 SLC30A8

WFS1TCF2 CDKAL1

CDKN2A

HHEX

Referencer

RELATEREDE DOKUMENTER

org/complications-diabetes (17. Styrket indsats for mennesker med diabetes – fagligt oplæg til en na- tional handleplan 2017-2020. Forløbsprogrammer for kronisk sygdom – generisk

En del patienter møder endog frem til transplantationen med udiagnosticeret diabetes, hvilket vi har påvist gennem undersøgelser af en gruppe patienter, der stod

Antihypertensiv behandling ved diabetes bør påbe- gyndes ved klinik blodtryk > 130/80 mmHg, hvilket også er målblodtrykket.. Ved grænseværdier eller me- get svingende

Forebyggelse er den suverænt mest effektive måde at dæmme op for de stigende globale sundhedsudgifter – især hvad angår kroniske sygdomme som diabetes, hjerte-kar- sygdomme og

Metoderne inkluderer fx substitueren- de behandling (brug af stoffer, der substituerer den stimulerende virkning uden de harm- fulde effekter, fx metadon og buprenorfin),

I relation til organiseringen af sundhedsvæsenet viser litteraturen, at type 2-diabetikere tilset af ge- neralister har mindre chance for at modtage polyfarmakologisk behandling

Der skal samarbejdes med aktører i civilsamfundet, ikke mindst de frivillige organisationer – ’den tredje sektor’ - som også har lang tradition for at lave aktiviteter inden

Metoderne inkluderer fx substitueren- de behandling (brug af stoffer, der substituerer den stimulerende virkning uden de harm- fulde effekter, fx metadon og buprenorfin),