Nationalkarakterens genkomst

Nationalkarakterens genkomst

Af

Damsholt (1)

Holberg

Molesworth

»Idetøvrige kanmansigeomden Danskenation,atdenerføyeligoggodat kommetilrettemed,ogbesynderlig lydig modØvrigheden; thi der erfast

intetland, hvoroprørhavermindre sted end udi Dannemark...«(2).

Således skrevLudvig Holberg i indledningskapitlet »Om den danske Na¬

tions Art _og Egenskab« i værket »Danmark og Norges Beskrivelse« fra

1729. Beskrivelsen af danskerne var(ikke mindst) et svarpå det smæde¬

skriftomdet danskefolk, dervarudkommeti 1696, nemlig den engelskege¬

sandt Robert Molesworth's »An AccountofDenmarkasitwasinthe _year of 1692«. Formålet med Molesworth's beskrivelseafDanmark var at an¬

vende detsometskræmmebillede, der kunnevise alle enevældenshæsligste

træk. Pågrundaf den despotiske regeringsform^varbefolkningenssindelag, ifølge Molesworth, i en sørgelig forfatning, da »slaveriet« førte til ligegyl¬

dighed ogmiddelmådighed.

»Man møder ingen med særlige evner eller kvalifikationer, ingen der

udmærkersig ved ekstraordinære studier eller erhverv,ingen entusiaster, galninge,tosserellerfantaster. Alleernogenlunde ens.Hverisær holder sigpåmiddelmådighedens slagne vej.« (3).

Det blevi Danmarkennational_opgaveatgendrive disse påstande, ogdet lykkedesfor Holberg i det førnævnte værkatvendeMolesworth's påstande til nogetpositivt:

»Denmediocritet ellermiddelmaadighed,somMons.Molesworth legger

nationen til last: nemligen, at de Danske ere ikke taabelige, ^ey heller højkloge, havde maaskeenanden upartiskskribent udtolketsom en dyd

ogmiddelvej, somdennenation udimangetinggaar, saaatdensielden

falder ud i extremiteter; thi den pøndserlidt mere paa en ting end en

Franskmand;menlidt mindre endenEngelænder. Denerikkesaa spar¬

som som enHollænder,menlidtmerepaaholden endenNordmand. Den

erikkesaaordrigsom enTysk,eyhellersaalidt talendesom enSpanier.«

(4).

Holbergs ogMolesworth'sdisput kan illustrere,atforestillingen om,at de

enkelte nationer havdesærligeegenskaber,nationalkarakterer,varudbredt i 1700-tallet. Forestillingen om det nationale særpræg som en oprindelig gudgivet karakter ^var ligeledes et centralt punkt i 1800-tallets national¬

romantik. Imidlertid viljeg ikkegørerede for oprindelsenogudbredelsen

afforestillingen omnationalkarakterer i svundne tider, men i stedet kon¬

centreremigomdenneforestillings genkomst ivoredageskulturforskning.

Dogvil jeg kort berøretoeksemplerpånationalkarakterstudier fra første

del af dette århundrede.

Gravlund_og

Schutte

Iførstedelafdette århundrede blomstredefolkeslagspsykologienoverhele Europa,idet folkekarakterensåssometudtrykfor folkets^race,historie eller naturgivne betingelser.

Forfatteren Thorkild Gravlund kanillustrere, hvorledes de naturligeom¬

givelser kunne brugessomforklaring på folkekarakteren. I »Dansk Folke¬

karakter«fra 1911_gørhan redefor, hvorledes forskellene i det danske land¬

skab har haft indflydelse på landsdelenes folkekarakter. Enhver egns

befolkningerbundettil det sted, deerfødtogopvokset, ved huentil »lan¬

dets linjerogsamfundets væsen«. Denne»stedhu« giversammen med al¬

muepræget folkekarakteren. Almuepræget er den stærke fællestrang og skrækforatståalene, somharprægetalmuen. Denneevnetilat atsamles

udenegentlige ledere kalder Gravlund for »samhu«. Samhuenogstedhuen

har tilsammen givet folkekarakteren. De forskellige folkekarakterer eller egnskarakterererifølge Gravlund af værdi for folket^somhelhed, fornatio¬

nalkarakteren, idet samspilletmellemlandsdeleneernationens livsnerve.

Gravlund vil ikkegive direkte kausale forklaringer på, hvorledesomgi¬

velsernepåvirkede karakteren.Hanmener,atmanbør»vogtesig foratgive

letkøbte henvisninger til landetsnatur, tilværelseskampen ogreligionen«,

idet deto sidstefænomener^erresultat af folketsoprindelige træk.

Folkekarakteren finder Gravlund hoslandalmuen, hvor detoprindelige

ogdermedægtefolkepræg kunne findes. At detvardesammetræk, deriføl¬

geGravlundgik igen i tidligere tiders beskrivelse af folkekarakteren,varbe¬

visfor deresægthed. Gravlund forestiller sig dermed folkekarakterensom

en konkret, næstenuforanderlig størrelse, som man videnskabeligt kunne

indkredse_ogbeskrive.

Såvelifolketypologiske skildringer^somi skønlitterærform beskriverhan

deforskelligeegneskarakteristikaoverforhinanden. Sjællænderne, ^mener

han foreksempel,er meretilbøjelige tilathandlei flokendjyderne.Jyder¬

neerstørreindividualister, hvilket ikke mindstses i deres handelstalent.

Gravlunds fremstilling af de danske folkekarakterererikkesærligstruk¬

tureret. Han skrev med en andenforfatters ord »løs afhjertens lyst, efter

sinelyriske indfald«. Denne anden forfatter, filologen Gudmund Schiitte,

bestræbtesig påatgøresinfremstilling af »Dansk Folkekarakter«fra 1928

anderledes systematisk. Han valgte således at gennemgå det, han mente,

vardefire vigtigste »danske nationalegenskaber«.

Racepræget er for Schiitte folkekarakterens inderste kerne. Danskerne

tilhører den nordiske race, og Danmarker ikke i historisk tid indtaget af keltere, finner eller slaver, og det betyder, at Danmark i racemæssighen¬

seendeer renereendstoredeleafTyskland. Der har dogværetendel ind¬

vandring østfra, hvilket hargjort vestjyderne til derenestedanskere.

Det særlige ved den nordiske ^{race er} ifølge Schiitte den statsdannende

evne. Alle_nyere statsgrundlæggelseri Europa, »fraRuslands indretil Py¬

renæerhalvøensvestspids, udgår allesom en fra den nordiskerace«.

Udoverdennestatsdannende_evne,derviser sig hos danskernesomorga¬

nisationstalent,opregnerSchiittetreandrevigtige egenskaber påplussiden

af den danske folkekarakter: tålmod,jævnhed oghjertevarme. Påminus¬

siden finder han de samme evner, men i overdreven ellersvigtende grad.

Schiittepåviser disse plus-^ogminussider først^ogfremmestvedhistoriske eksempler. Ligesom han viser, hvorledes det gennem historien kun har

været trusler udefra, der kunne ødelægge den danske stats indre ^sam¬

menhæng. Hanpåviser, hvorledesskandinavismen, samlingstanken,er800

årgammel,oghvordan detisærer»østtypen«af danskerne, (detvil sigealt

andet endde»rene«vestjyder), der harværetbannerførere forsamlingstan¬

ken_ogarbejdet for rigets enhed.Vestjyderne^erifølgeSchiittemere enspæn¬

dereaf natur,mendygtige handelsfolk. At der^eroverensstemmelse mellem

denne_ogGravlundskarakteristik af sjællændereogjyder, kan ikke undre,

da Schiitte blandt andetbygger sinfremstilling på Gravlund.

Schiitte_ogGravlundrepræsenterer toförklaringstyper på folkekarakter¬

begrebet, dervari brugi første del af dette århundrede: folkekarakteren be¬

stemtafracepræget,ogfolkekarakteren bestemtaf omgivelserne. Meddisse forklaringererfolkekarakteren for beggeforfattereen næstenuforanderlig størrelse, derkan påvisesi historien såvel somi dagligdagen.

Genkomsten

Nazitidens brug af raceforklaringer kompromitterede ideen^om national¬

karakteri dengrad,atforskere med selvrespekten i beholdsidenhar holdt sig langt væk fra detteemne,indtil 1980'erne, hvor de nationalestereotyper igen begyndteat dukkeop.

Ifaglitteraturensperiferi kom den tyske journalist Hans Magnus Enzens-

bergers bog

ȁh,

riseredeenlang rækkeeuropæiske folk. Heri Norden dukkede der bøgerop som »Den norske væremåten«, af Arne-Martin Klausen og »Myter om svensken« af OrvarLöfgren og David Gaunt. De trebøger haralle ^enlet

ironiskdistancetil deresegetprojekt: at indfangenationalkarakterer.

Mende kom ikke tilatståalene. Siden harkulturforskereoverhele Nor¬

denprøvet atindfange deresegenkultursnationalesærpræg.Og denironi¬

ske distanceermedtiden blevetsvagere og svagerei takt med,atstudiet af

detnationaleogså påandre mådererkommeticentrumaf denhumanisti¬

ske forskning.

I Danmark er der således i de seneste år udkommet flere store dyre værker, dersøgeratindkredse den danske, den nordiske eller deneuropæi¬

ske identitet: »Dansk identitetshistorie«redigeret af Ole Feldbæk, »Deteu¬

ropæiskehus«redigeret af Søren Mørchogdennyeantologi »Den nordiske

verden« redigeret af Kirsten Hastrup. Også på de danske museer er der

interesse for detnationale, eksempelvis med udstillingensommeren1992i Nikolaj Kirke »Dansk, danskere ...«.

Derermange grene inden forden nyeforskning i det nationale. Nogle

forskere arbejder med det nationale som et forholdsvis nyt fænomen: en konstruktion fra 1800-tallet, og betragter nationalkarakterforestillingen

som endel af denneopfindelse. Disse forskeresersig selv i kontrasttil dem,

derbetragter nationalkarakterersom enrealitet, der kan bestemmes. Hvad

entenmanbetragternationalkarakterensom engiven ting ellerenforestil¬

ling,erdetimidlertid slående, hvormangeder hartagetdettetemaopigen

efter årtiers tavshed. Man kan virkelig tale om nationalkarakterens gen¬

komst,ogsåinden for den seriøse forskning.

Jegvil i det følgendesøgeatkarakterisere nogletyperindenfor den forsk¬

ning, der arbejder med nationalkaraktererog prøveratindfangedetsærligt danske, svenske eller norske, vedhjælp af nogle udvalgte eksempler.

1) Denførstetypemener,atnationalkarakterener enrealitet, der kanfin¬

des, bestemmesogevt. måleskvantitativt. 2) Dennæste typemener,atder

findes nationale særpræg, men at de er svære at indfange og bestemme præcist.Desmuttersåatsige mellem fingrene påen sometstykke sæbe. 3)

Den tredjetype mener, at nationalkarakterer er en forestilling, ^{og ser}sig

selv i kontrast til deto foregåendetyper, derserden somnoget virkeligt.

Men fordi nationalekaraktererer en forestilling, der delesafmange, kan

denneforestilling studeressometkulturelt fænomen.

Den

bestemmelige nationalkarakter

Densvenskeetnolog

Åke

dergårud fraatnationale karakterer findesogkan måles. Han hævderiar¬

tiklen »Studying National Culture« (5), at studiet af nationalkarakterer

kræverbrugaf kvantitative metoder, selv forenetnolog. Deterumuligt iet komplekstsamfund somSverigeatfinde fællestræk, der gælderfor alle,og

man kan derfor ikke finde én bestemtgrundlæggende personlighedsstruk¬

tur. Man måi stedet _søgeatfinde den oftest forekommendetype.

ÅkeDaun_mener,atmanforatfå videnombestemtefænomenersudbre¬

delse måbenyttekvantitative data, da dette samtidig kankorrigere forske¬

renssubjektive bedømmelser. Desuden^menerDaunikke, at allefænome¬

nerkanindfanges ved almindelig etnologisk metode. Dette gælder eksem¬

pelvis skyldfølelse.

Han viser derefter hvorledes hanpåbasis afenrækkepsykologiske per¬

sonlighedstests, der har været benyttet i Sverige og Finland, har kunnet påvise forskelle mellem den svenske og den finske nationalkarakter.

Spørgsmåleneerudarbejdet ud fratesenomgrundlæggendepsykogenetiske

behov: behovforpræstationer, kontakt, aggression, skyldfølelse,etcetera.

Spørgsmåleneerudarbejdet foratpåvise forholdidisse behov,menkan ifølgeDaunbenyttestil etnologisk analyse, hvad der for mig virkerretpro¬

blematisk. Ud frasvarene på spørgsmålet:»Betyder det megetfor Dem at bevare kontakt med Deres venner,skønt Deerflyttet?« kan Daun således påviseatvenskab betydermerei Finland end i Sverige, da finner oftere^sva¬

rerja til dette spørgsmål.

Ligesådan lider finner mere af skyldfølelse, da de oftere svarer ja på spørgsmålet,om»deofte har dårlig samvittighed uden atvide hvorfor?«

Spørgsmål, dererstillet foratpåvise eventuelleneuroser,benyttes altså

af Daun til at indfange det, han mener erudtryk for generelle kulturelle

strukturer. Det,at disse forskellekan måles,bliver i sig selvetbevis på, at forskellenefindes,etforholdsomDauni øvrigt sletikke stillerspørgsmåls¬

tegnved i artiklen.

DennorskeetnologToveNedrelideretandet eksempel påenforsker, der

behandlernationalkarakterersomnogetmålbart. Iartiklen »Use of Nature

as aNorwegian Characteristic. Myths and Reality« (6) vil Tove Nedrelid undersøgerealiteten bagmytenomnaturdyrkelsesometsærligt norsk træk.

Realiteterellervirkelighederfor Tove Nedrelid identisk med materielleog målbareforhold.

At brugafnaturenervigtigt for nordmænd, finder Nedrelid bekræftet i

kvantitativeundersøgelser, der viser, at friluftsliv er den mest brugte fri¬

tidsbeskæftigelse blandt nordmænd. Den store brug afnaturen kan altså

måles_{og er}dermedikkeenmyte,men enrealitet. Nedrelid ønsker imidler¬

tidatsepåfolksegen opfattelse af brug afnaturen.

Hun_mener,atopholdetinaturenharundergåetetskift, idet det tidligere

varnødvendigtatopholdesig inaturenforatskaffeetekstratilskud af føde

i form af foreksempelfisk ellerbær. Ivoredageeropholdet i naturender¬

imod bestemt af rekreative formål. Folksiger dog stadig,atde går udforat fiske_ogplukke bær,menNedrelidmener,atdet måvære,fordi de har brug

foratlegitimere deresopholdinaturen.Hungår dermed udfra,atopholdi

naturen perdefinitionerrekreation,ogatforklaringeromfisksogbærsnyt¬

teværdi kunbruges, fordimanhar brugforenlegitimering.

ToveNedrelidsfeltarbejde foregik i Finnmarken, ogdetvirker, som om hun med sin_egen kultursombaggrundogdenshelt bestemteopfattelse af

natursomrekreation^erblind for andre livsformers anderledesbrugafna¬

turen somen ressource.

Entilsvarende etnocentrisme_prægerhendes forklaring påatnordmænd brugernaturenmereendandrenationer. Forklaringen hun giverernemlig,

atNorgefaktiskersærlig smukt:

»Oneobjection against describingourfeeling fornatureas amythmaybe

thatNorwayinour own eyesand in the viewofmanyothers,actuallyisa

lovely country,with such varied scenery and such powerful landscapes

saturatedwithbeauty that they could take anyone's breathaway.Insur-

roundings liketheseit is impossiblenot tohaveaspecialrelationshipto nature.«(7).

Detnorskeborgerskab i forrige århundrede varde første der »fik øje på«

Norges naturskønhed,men lærte sidenrestenaf befolkningen,at de havde

etland, dervarværdatnyde.Nedrelid konkludereratdetikkeerenmyte, atnordmændene^ernaturelskere,menatdetteer enrealitet, der skyldes det

varierede klima_ognatur, etland med attraktionersommidnatssol,samten lavbefolkningstæthed, der giver alle mulighed foratkomme udinaturen.

Årsagen

erifølge Nedrelid derfornoget,somnordmænd ikke selv kangørefor. Tove

Nedrelidrepræsentereraltsåenslags genoptagelseafenvironmentalismen.

Også en dansk forskerharment at kunne bestemme det særligt danske

ved danskerne. Detdrejer sigomhistorikeren Uffe Østergårdfra Center for kulturforskning i Århus. I artiklen »Bønder og danskere« (8) vil han se

nærmerepådanskheden. Ganskevist har nationalismenognazismen kom¬

promitteret forestillingenomnationalkarakter. Alligevel, hævder han, har vialleoplevet atføle osdanske. Han selv hari hvert fald.

Egentlig, siger Uffe Østergård, ernationalkarakter barevore forestillin¬

ger om osselv. Og en sådannationalfølelse kan manegentlig ikke snakke

om,før nationalismenogkapitalismen holdt sit indtogoggjordeDanmark

tilennationalstat. Men der måalligevel have væretnoget,somdennenye nationale selvbevidsthed kunnebygge på. En særlig »danskegenart«, som

Østergårdmeneratmaneksempelvis kansei forskellenpåHolbergsogMo- lieres komedier.

Østergårdsteseom detsærligt danske omhandler den middelmådighed,

somMolesworthanklagede danskernefor,og som Holberg vendtetilnoget positivt. Dengyldne middelvej, den pragmatiske fornuftog underdrevne

form for bedreværderifølge Østergård udtryk for 1700-tallets folkelige kul¬

tur set i kontrast til den samtidige europæiske elitekultur.Denne folkelig¬

hedfikdogensærlig betydning i Danmark på grund af énperson:N. F. S.

Grundtvig.

Hansideererifølge Østergård »sunket ind i befolkningensrygmarv og er blevettiletbærende element i den danskementalitet« viadegrundtvigian¬

ske bønder.Baggrundenfor,atgrundtvigianismen blev hegemonisk i dansk kultur, erdet, Uffe Østergård kalder den »særlige danske vej til kapitalis¬

men«.

Den består afdet, han kalder agrarkapitalisme: de (i europæisk sam¬

menhæng)store,selvstændige familiebrug, der efter landboreformerne blev

dendominerendeorganisationsform i dansk landbrugsproduktion. Enan¬

denvigtig del af den danske vej til kapitalismenerandelsbevægelsen.Den selvorganiseringogselvbevidsthed, der prægede grundtvigianismen, havde

rod i såvel familiebruget som andelsbevægelsen og blev udbredt ikke

mindst via den danskehøjskole.

Gårdmandsklassensbetydning i den danske politiske kultur har gjort, at ogsågrundtvigianismens modstandereerblevettvungettilat argumentere pådennes betingelser. Grundtvigianismenerderved »sunket nedi folkedy¬

bet«_ogblevetenartførbevidst fælles mentalitet. Krads lidt i overfladen på

defleste danskere_ogdufinder bondens instinkteroglængslenefter jordun¬

derneglene.« (9)

UffeØstergårds nationalkarakterbegreberaltsåenartconscience collec-

tive. Det stikkeroveni købet sådybt,athanmener, atdergennemgrund¬

tvigianismen skete enændring af den danske personlighedsstruktur, såvel

den individuellesomdenkollektive. Dette skete ikke mindst viafællessang

og»det levende ord«.

Via grundtvigianismener alle danskere altså blevet bønder. Østergårds forklaring på dette fremkommer ved en, som han selv siger, »utilladelig

kombination« aftometoder. På den ^ene sideenmaterialistiskanalyse af

den danskekapitalistiske moderniseringsproces, på den anden sideen ka¬

rakteristikafdensærlige danske mentalitet bestemt af Grundtvigs påvirk¬

ning. Østergård kombinerer altsåen materialistiskog en idealistisk histo¬

rieforklaring.

Østergårdgørdermedenbestemtproduktionsmådeoglivsform i kombi¬

nation medensærlig ideologi til det særlig danske. Med marxistiske begre-

ber kunne^mansige,atden danskesamfundsformationbliver identisk med nationalkarakteren, men hans forklaringer om, hvorledes dette særlige

danskeersunket ned ogblevetførbevidst mentalitet, liggertilgengældme¬

getlangtfraen marxistisk analysemåde.

Det særligt danske bliver danetop tilnationalkarakter ved atblive for¬

ankret, ikkei strukturen, men i bevidstheden, i mentaliteten. En bestemt livsformsideologiervia grundtvigianismen blevet fælles bevidsthedogder¬

forindlejret i individernes personlighedsstruktur. I mentaliteten ervi alle bønder,ogdet må,hvismantagerØstergårdi den yderste konsekvens, også betyde,atindustriarbejderen på B&W inderst indeerbonde.

Østergård påpeger selv,athansteseikke kan bevisesvidenskabeligt, idet

detræk, han har villetpåvise,erblevetsåførbevidste,atdeerblevet kollek¬

tivt mentalitet. Derfor har han valgt en anden metode, nemlig deltager¬

observation på sin egen og andres danskhed. Man kan derfor frygte, at Østergård harophøjetsin egenoplevelseaf det danske tilatværealle dan¬

skeresopfattelse.

Tesens bærekraft bygger, ifølge Østergård, på det intuitive og aha- oplevelserne,ogikkepåentraditionel stringent argumentation. Dereraltså langtfradeføromtaltekvantitative målinger af norskogsvensk karaktertil

denne intuitiveindfangeise af det særlig danske, der i sig selv ogsåersærlig dansk, ifølge Østergård.

Den

ubestemmelige nationalkarakter

Efter dissetreeksempler påforskere, dermener,atdetermuligtatbestem¬

medesærlige nationale karaktertræk, vil jeg^nugive nogle eksempler påfor¬

fattere, der nok ^mener, at nationale særtræk findes, men til gengæld har

sværtvedatbestemme dempræcist. Typisk for disse eksemplerer,atdeter

essaysamlinger, der kredser ^om det svenske, det norske eller det danske,

udenatkomme tilen samletsyntese.

Antologien »Den norske væremåten« (10) er en sådan essaysamling, udarbejdet af ti norskeogudenlandskesocialantropologerogsamletafpro¬

fessori socialantropologi Arne Martin Klausen.Artiklerne har hver deres

budpå,hvaddeteratværenorsk. Budenesynesatudspringeafdeforskelli¬

ge perspektiver, der lægges på det norske samfund. Perspektiver der ud¬

springer af den socialantropologiske forskningstradition og dens metode:

deltagerobservation.

Budenepå det norske spændervidt. Enforskermener, atnordmænd er bønder, selvom de leveri byen. Forensydamerikansk forsker springer deti øjnene,atnordmænd betragterpolitik^somhæderligt^ogmagtsometobjek¬

tivt udtrykfor, at manhar de bedste argumenter, i modsætning til i Syd-

amerika,hvorfølelserogsubjektivitet spillerenstorrolle. En andenmener, at bygderneerdet norske samfunds totem:Etydre symbol på den sociale

orden.

Ensydafrikansk forskerserNorgesometstammesamfund, andreserdet

norske lokalsamfund med dets sociale kontrol _og samarbejdsinstutioner

som detsærligt norske. Flere centrale temaeri norsk kulturtagesop, men samlesikke isyntese.Defleste af bidragene kredser ellersombygdernesom centrale i det norskesamfund; alligevel samles denne kredsen ikke ietover¬

ordnet budpåbygdernesom detcentrale for den norske væremåde.

Entilsvarende kredsen^omemnet findes i Karl-OlovArnstbergs bogom

»Svenskhet« (11). Bogen udspringer af indvandrerproblematikken, men

Arnstberg afstår fraatstudere den selvklare svenskhed,oghansoprindelige projektom at indfange svenskheden falder fra hinanden ietantal delpro¬

jekter, hvormed hanmener,athangørsvenskhedsforskningenentjeneste.

Bogenermegetrefleksivogproblematiserer i høj grad detatstuderena¬

tionale karakteristika. Arnstbergs betænkelighed ved at bestemme det

svenske_synesikke mindstatværeopstået ved denstoreinteresse, hanspro¬

jekt vakte i medierne.

Et af deproblemer vedatstudere detnationale, somArnstbergnævner, er,athvismanvælgeratstudere det, deradskiller svenskerne fra andre,så

erdetikke nødvendigvis det centrale i svensk kulturman indfanger. Hvis

mani stedet søgeratindfange det centrale i svensk kultur, såerdetikke sik¬

kert,atdetersærlig svensk,menmåskelige så centralt i danskognorsk kul¬

tur.

Mankani stedet vælgeatstudere svenskernes forestillingeromsig selv.

Og detgørhansåienrækkeessays,der ikke mindst behandler svenskernes

forhold tilindvandrere. Hananklageri flereessayssvenskerneforatvære

kulturfornægtende,atværeblinde for deresegenkultursomkulturogbare betragtesig selvsomrationelleogfornuftige,somhævetoverdetkulturlige.

Dennefornægtelse afegenkultur besværliggør ifølge Arnstberg mødet med

indvandrerne.

Arnstbergs bestemmelse såvel som hans problematisering af svensk¬

heden udspringer af indvandrerproblematikken. Derfor bliver det kultur- fornægtende det centrale tema i hans bog. Bogen kan derfor illustrere, i

hvorhøj grad den problemstilling, nationalkarakteren undersøges indenfor,

bestemmer resultatet.

Detsammekansigesomforfatteren Ebbe Kløvedal Reichs bog »Kontra¬

fej af den danske ånd« (12). Hererden overordnedeproblemstilling kapita¬

lismen_ogEFsomtrussel mod det danske samfund.

Reicherikke i tvivl_om,atden danske ånd eller danskhedenfindes,ogta¬

gerskarptafstand fra»Dansk identitetshistorie«ogandres hævdelseaf,at

dener enforholdsvis_nyopfindelse.Mendener sværatfåhold på, kun dens efterladenskaber kan ses. Den sesbedst i kontrast, sommodbillede. Gen¬

nem bogensessays kredser Reich om den danske ånd. Danmarks historie indgår ofte,ogudenatdeteksplicit konkluderes,synesden danske åndisær

at findes ivort folkestyreog vorfolkekirke. Det kristneogdetfolkeligeer

ifølge Reich det, der giverprægnanstil den danske drømomdet godeliv.

Andelsbevægelsens princip med at stemme efter hoveder og ikke efter

høvedersesogsåsomnogetspecifiktdanskog sometvigtigtværnmod ka¬

pitalismenogEF, hvor høvedernenetoperdet der tæller.Denyefolkelige bevægelsermedNext-Stop-Bevægelsensomeksempelerbeviser for,atden

danske ånd eri live.

Folkestyreogfolkekirkeerde træk ved den danskehistorieogdetdanske samfund,somReich regner somsærlig danske. Dettepegerpå,atGrundt¬

vigs betydning står centralt i hans analyse, ligesom det var tilfældet hos

Uffe Østergård. Men hvor Grundtvig hos Østergård bliver opfinderen af

densærlig danske ideologi,serReich hamsnarere sometledienlangdansk tradition, derkanspores helttilbage til den danske oldtid ved hjælp af hi¬

storiskeeksempler.

ForØstergårderdet danske altsåen nyopfindelse, der imidlertidersun¬

ket ned i den danskementalitet,mensden danske ånd hosReichikkebare

er enmentalitet,men er enfolkeånd,dvs.etprincip ellerenbestemt struk¬

tur,der sættersig igennem i den danske historie. Reich hævderat privati¬

seringen, kapitalismenogEFer entrussel mod denne»særlige danske udga¬

ve af verdensånden«.

Dendanske ånderaltsåikke af^en_nydatofor Reich, tværtimod har den

væretkonstituerende for den danskehistorie.Dendanske ånderikkeetluf¬

tigtgespenst,derpusterhistorienspersoneri nakken,menetbestemtorga¬

nisationsprincip, der harprægetdet danske samfund gennemhistorien.

HvorØstergårds danskhed er en slagshistorisk produkt, der ganske vist

erblevet indskrevet i den danske »personlighedsstruktur«,erden danske

historie for Reichsnarereetprodukt afden danskeånd.Detoforfattere har

dermed omvendteudgaveraf årsags-ogvirkningsforholdet mellemhistorie

ogdanskhed.

Forestillingen

nationalkarakter

studieobjekt

Det^erdogikke alle forskere, der forestiller sig,atmankanseden slags kau¬

sale relationer mellem historien_og nationalkarakteren. Forentredjetype forskningerdenationale forskelle ikkeenvirkelig, bestemmelig ting,^men

skal studeres som skiftende forestillinger. Formålet er imidlertid ikke at

afsløredenationalemytersomfalske,menatvise,atdenetoperforestillin¬

ger, og at disse forestillinger har skiftet, fordi der gennem historien har

væretkampe mellem forskellige udgaver af disse forestillinger.

Ifølge den svenske etnolog Orvar Löfgren startede det lundensiske »Kul¬

turogklasse«-projekt,somhan harværeten delaf, medatdeville studere

svensk kultur i dens totalitet. Studiet af nationale kulturervar imidlertid

grundigt kompromitteret af nazitiden. De valgte derfor i stedet at dekon¬

strueresvenskheden:forestillingenomSverigesomethomogentsamfund.

Löfgren viser i flere af sine artikleromdetnationale (13)ogi bogen »My¬

teromsvensken«(14),atsvenskhedener enforestilling skabtaf det svenske borgerskab i 1800-tallet. Borgerskabet søgte at gøre deres egen kultur og egnemytertil svenskheden,ogkonstrueredeenforhistorieog enkulturarv,

derpassedetilderes egetselvbillede.

Borgerskabets kulturvari starten enmodkultur til adel ogbønder, idet borgerskabet hævdede, at de i kraft af bedre dydervarbedst egnedetilat lede landet. Omkring 1900 blev arbejderklassen hovedfjenden, og den

næstegeneration af borgerskabet blev moderne og togafstand fra borger¬

skabets overfyldte hjem. De blev normale.

Borgerskabets kulturskifter altså fraatværemodkulturtilatværenatio¬

nalkultur, tilatblive normalitet. Sideløbende hermed skifter deres synpå arbejderklassenfraatværeudenkultur tilenlavere kultur, tilatvære unor¬

maleafvigere.

Konstruktionen afennational kultur sketeoverheleEuropa,ogLöfgren

karakteriserer den nationale diskurs som en slags gør-det-selv samlesæt,

hvorfasteingrediensersometfællessprog,fælles historie, indgårsomvigti¬

ge komponenter, men hvor borgerskaberne i de enkelte lande selv har

måttetgive disse begreber konkret indhold. Skabelsen afenfælles national

kulturforudsatte dogmediersom enoffentlig debat, bogtryk, skriftsprog¬

norm. Skolebøger blevetvigtigt medium for udbredelsen af den nationale forestilling,ogdenyemediersomradioogtvgav enfælles referenceramme.

I disse_nyemedier blev selv vejret nationaliseret. Der blev med andre ord

skabt en national dannelseskultur, en fast idé om, hvad det var at være

svensk, somdenvirkelige befolkning imidlertid ikke kunne leveoptil.

Dennationale kultur_og forestillingenom en nationalkarakter skal altså ifølge Orvar Löfgren studeres som etkulturelt fænomen. Som en bestemt

klassesforsøg påatgørederesegenkulturtil den nationaleogdermednor¬

male. Nationalkarakteren må altsåses somklassespecifik.

DendanskeetnologAnders Linde-Laursen har også arbejdet mednatio¬

nalkarakterer som en forestilling (15). Han hævder, at det er vigtigt at se sådannestereotyperi forhold til hinandenogpåviser, hvorledes danskernes opfattelse afsvenskerneerskiftet parallelt medskiftet ivoresopfattelse af

osselv. Hanserskiftene, sombetinget af den kulturelle kampomhegemo¬

nienoverdet, han kalder den »nationaleberettertradition«.

Sammenfatning

Hvadentenman sernationalkarakterensom enfællesforestilling ellersom forankret iindividet, erderen tendens tilatgøre denhistoriskeudvikling

tildet,derkonstituererdetnationale.ForDanmarks vedkommendeatgøre Danmarks specifikke udvikling til det, der konstituerer det danske. Det gælder alle de danske forfattere, som jeg har behandlet, at de betragter

danskheden_ogden danske historiesomindbyrdes afhængige, selvom deer

uenigeom,hvad dererårsagogvirkning.

De ældre forfattere Gravlund _og Schiitte ser sammen med Kløvedal

Reichdanskheden, hvad entendeneråndellerrace, som det, der bestem¬

merden danskeudvikling,mensLinde-LaursenogØstergårdserdenspeci¬

fikke danske udvikling ^som det, der konstituerer danskheden. Men, kan

man så _spørge sig selv, hvad ^er så forskellen på denne type forskning^og ganske almindelig Danmarkshistorie?

Hvis det danske bloter vores specifikke udvikling, såer der ikkenoget nyt perspektiv i den nye nationalkarakterforskning. Så er den blot Dan¬

markshistorie, det danskefolks historie. Og vi ved at Danmarkshistorien

kangribesmegetforskelligtanogkangivemangeforskellige resultater, alt

efterhvilketeoretiskebegrebermananvender. Isin yderste konsekvens be¬

tyder det,atmankunnefå ligesåmangeforskellige nationalkarakterer,som man kan fåforskelligetyperDanmarkshistorie.

Nogle forskere har også vendt detteom oghævder,atdetikkeerdenna¬

tionalemådeatproducerepå,dererdetsærligt nationale,^meni stedet den måde, hvorpåmenneskene tackler degivne eksistensbetingelser, herunder produktionsforholdene. Densærlige mådeattackle problemer påernatio¬

nalkarakteren.

Den svenske etnolog Jonas Frykman hævder således i artiklen »Social Mobility and National Character« (16), at den svenske nationalkarakter

kan anskuessomde strategier, svenskere har brugt foratklaresigoverfor

degivne eksistensbetingelser.

De ældreforskeres beskrivelser frastartenaf dette århundredeafdenty¬

piske svenskersom stiv, kedelig, gråogtilknappet erifølge Frykman blot

den mådeatværepå, dertidligere bedst sikredeenkarriere i detoffentlige i Sverige, ienperiode hvor de fleste akademikere ikke kom fra akademiker¬

hjemogderfor måtte distancere sig fra deresegenarbejderbaggrund, hvil¬

ketgjorde dem grå^ogkedelige.

Svenskhederderforifølge Frykman ikkeenbestemtting,mensvaretpå,

hvordanmanbedst klarersig i Sverige i forskellige perioder. Frykman for¬

klarer dog ikke, hvorledes akademikeren med arbejderbaggrund, denne talmæssigtretlillegruppe,har kunnetprægeopfattelsen af den svenskena¬

tionalkarakter i såhøj grad,somdet har værettilfældet.

Etlignende perspektiv findermani værket»Dennordiske verden« redi¬

geretaf KirstenHastrup(17). Iforordet angiver redaktøren,athensigtener atvise den nordiske verdensometsammenhængendekulturelt hele. Devil

finde densærlige nordiske kultur, der består afhandlings- ogbegrebsmøn- stre,af erfaringeroghverdagsliv,præsenteretitemaeromkring tiden, land¬

skabet, brødet,havet, sproget, magten,husetogfolket. Værket slutter med

dennedefinition afdet nordiske:

»Deterdenhistoriskeerfaring^-af tid,rum, sprog,spise,magt,ære,hus

oghjem-somsamler denordiske folk.Dereringen »nordisk identitet«

udenom nordboernes kollektiveerfaring med de særlige livsvilkår,^som

harpræget og stadigpræger dennordiske verden, oghar gjort den sær¬

egen.«(18)

Det nordiske eraltsåvoresfælles erfaringer med nogle bestemte nordiske

livsvilkår. Men denne definition_gørdetsvært atseforskellen på denneana¬

lyseaf det nordiskeogalmindelig kulturanalyse.

AndersLinde-Laursen hævder(19),atderfindestoretninger i den natio¬

naleidentitetsforskning: Den derserdetnationale forankret iindividet og den der serdetforankreti samfundet dvs. mellem individerne.Denældre typenationalkarakterforskningsamtendel af dennye sernationalkarakte¬

ren iindividerne,og menerderforatdekan måle ogbestemme den.

Denanden type, derharfrigjort nationalkarakteren fra individetog ser den som et kulturelt fænomen, har ikke noget begreb, hvormed man kan

skelne nationalkarakteren fra al den anden kultur.Nationalkarakterstudiet bliver derforsvært atskelne fraalmindelig kulturanalyseoghistorieforsk¬

ning.

Dererdogencentralforskel i forhold til almindelig kulturanalyse,ogdet

er, atfokus i national-eller identitetsforskningenperdefinition lægges på

detfælles kulturelle. Kun i forhold til andre nationaliteter eller identiteter

kan kontrasteringen komme ind. I værket »Den nordiske verden« lægges vægtensåledespådet fælles for de nordiske lande,ogikkepådenationale

forskelle mellem de nordiske lande, som de andre forskere, jeg har præsenteret,harpåvist.

Detteproblematiserernetop atdeafgrænsninger, der bruges inationalka¬

rakter-_ogidentitetsforskningen, ikke ergivne kulturgrænser, men kanan¬

skues somvalgte afgrænsninger.

Lad mig eksemplificere: Hvis det både er muligt at finde noget særligt dansk, menogsånoget,vihartil fællesmed de andrenordiske lande,såer detsikkertogså muligtatfindenoget særligt europæiskognogetfælles for

hele dennordlige halvkugle^-ja, for hele verden. Ellermankan gå denan¬

denvejoghævde,atselvom derernogetfælles dansk, såerder ogsåforskel¬

leinden for Danmark.Jyderer nu enganganderledes endsjællændere. Men

mankanogsåpåviseenforskel mellemøst-ogvestjyder-ja,mankanan¬

skueÅrhusianeresom havendeen særlig kultur.

Med andre ord kanmaninden for enhvervalgtafgrænsning finde kultu¬

rellefællestræk såvelsomforskelle. Pointen_er,atder ikkefindes nogle giv¬

ne kulturelle afgrænsninger. Nationalkarakter-og identitetsforskningener dermed ikke bestemt afempiriske kulturgrænser, ^menafetbestemt per¬

spektiv,dersøgerenhedskultur inden forenvalgtafgrænsning.Detcentrale

i dennetype forskninger dermed ikke valget afafgrænsning, men det en¬

hedskulturelleperspektiv,ellerforat sættedet påspidsen, det monokultu¬

relleperspektiv.

Nationalkarakterstudier vil altid fokuserepådet fællesog derfor^overse

de kulturelleforskelle inden for nationen. Derfor bliver nationalkarakter¬

studietetstudium af monokultur. Men hverken det nationale eller detmo¬

nokulturelle perspektiv er særlig velegnet til at forklare nogle områders særlige kulturelle træk. Etnologen Johannes Møllgaard påviste i sin magi¬

sterforelæsning »Det 'mørke' Jylland og'verdensmarkedet' (20), en særlig jysk kultur. Nemlig den individualisme og det handelstalent, som også

Gravlund _og Schiitte mente var et særligt jysk træk, og som Johannes Møllgaard kaldte »studeni kroppen«.

Pointen i Johannes Møllgaards forelæsning var, at dennekultur måses

sometresultatafJyllandsforhold til verdensmarkedet,somresultatafden jyske studehandel. Det særlig jyske skal altsånetopikke forklares i hverken jysk eller dansk perspektiv,menskalsesietverdensøkonomisk perspektiv.

Og såerdet selvfølgeligen vigtig pointe,atMøllgaardikke tillagde allejy¬

der dennekultur, men kun dem, hvis eksistensbetingelse varstudehande¬

len.

I kontrast hertil søgernationalkarakterforskningen at forklare kulturen indefra, som enfællesnævnerforen gruppe, som monokultur. Denneten¬

dens tilat lave monokulturellestudier kan måske ses som en reaktion på denetnologiske forskning, der imangeårnetopharfokuseretpåde kultu¬

relle kontraster. Hvadenten dethardrejet sigomklassespecifikkestudier, kvindeforskning, livsformer eller økotypestudier.

Disseforskningsretninger har netopproblematiseret detidligere mono¬

kulturelle analyser af samfund før og nu. Men hvor det empiriske gen-

standsfelt førvarbefolket medsubjekter aftypenklasser,livsformer, kønog

økotyper,synesverdeni^endelforskeres øjne^nuatblive befolket medetni¬

citeter, nationaliteterogidentiteter.

Det erikke mærkeligt, at forskerne får denne tanke. Man behøver blot

åbnedagensavis forat se,hvilkenyeetniciteter der kræver deresegen na¬

tionalstat. Man kunne så stille spørgsmålet,omdet kunerverden, der har

forandretsig, ellerogsåvor mådeatanskue verden.

Forestillingen ^omverdenbefolket af nationer, det^mankunne kalde den

nationalediskurs,erfraatværenæsten uddødi løbet af desenereårblevet

bestemmende for vores måde at opleve den politiske virkelighed. Dette

kunnevære enforklaring på,atforskerne pludseligseretnicitet^ognationa¬

litetalle_vegne.

Menved atstuderedisse etniciteter_ognationaliteterogderesindbyrdes

forskellegårforskerne ind i diskursenogbliver såatsigeendelaf den. Ved

atstudereinden forenvalgtafgrænsning medetmonokultureltperspektiv,

og derfor fokusere på det fælles kulturelle og være blind for forskelle, er

forskningen med tilatforstærke forestillingenom nationaliteterogetnici¬

teter.

Nationalitetsforskningen kan på denne måde anskuessom enpraksis,der

ermedtilatproducere de nationale forskelle, blot vedatproducereviden

om dem. Nationalitetsforskningen ermed andre ord del af den nationale

diskurs.Også de der,somjeg selv, vælgeratforholde sig kritisk tilnationali¬

tetsforskningen,^{er en}nødvendigogintegreret delaf diskursen.

Dennationale diskurs kunnevære enforklaring på,atpendulet i øjeblik¬

ket_synesatsvinge tilbage til det monokulturelle perspektiv.Titlen på den¬

neartikel kunne altså haveværet monokulturens genkomst.

Noter:

1 Nærværendeartikel blev holdtsomforelæsning til magisterkonferens i Europæisk etnologi d. 26.6.1992. 2 Holberg,Ludvig: DannemarksogNorgesBeskrivelse København 1729. Hol¬

bergs samlede Skrifter. Bd. 5, København 1920p.23. 3 Fra Sv. Lyndrups oversættelse: En beskrivelse af Danmarksomdetvari året 1692.Højbjerg 1977p.146. 4 Anførte arbejdep.

23. 5 IEthnologia Europaea Vol. XIX, 1 1989. 6 IEtnologia Scandinavica Vol. 21 1991.

7Anførte arbejde p. 27. 8 I antologien »Historien i kulturhistorien«. Kulturstudier 2.

Århus1988. 9Anførtearbejde p. 349. 10Arne-Martin Klausen: Den norske væremåten.

Antropologisk søkelys på norsk kultur. Oslo 1984. 11 Karl-Olov Arnstberg: Svenskhet. Den kulturförnekande kulturen. Malmø 1989. 12 København 1992. 13 Eksempelvis: Thena- tionalization of Culture. I:Ethnologia Europaea. Vol. XIX, 1 1989.ogDeconstructing Swe- dishness: Class and Culture in modern Sweden. I:Anthony Jackson(red.): Anthropologyat home. ASAmonographs, 25. 14 David GauntogOrvarLöfgren: Myteromsvensken. Udde¬

valla 1984. 15 Anders Linde-Laursen:»...-derfra min verdengår«-omnational identitet.

Og ErSverige interessant...? Om modernitetoghundrede års danskhed. Beggei: Nationella identiteter i Norden. Nord 1991:26. 16 I: Ethnologia Europaea. Vol XIX, 1, 1989.

77 København 1992. 18 Anførtearbejdep.230-231 Bd. 2. 19 Iartiklen:»...-derframin verden går« - om national identitet. I: Nationella identiteter i Norden. Nord 1991:26.

20Trykt i FolkogKultur 1988.

Litteratur:

Holberg,Ludvig: »DannemarksogNorgesBeskrivelse« Kbh. 1729.

Molesworth, Robert: »An Account of Denmarkasitwasin theyearof 1692«. London 1694.

Fotografisk genoptryk København 1976.

Gravlund,Thorkild: Dansk Folkekarakter. Sjællændereogjyder. DanmarksFolkemindernr.

7,1911.

Schiitte, Gudmund: Dansk Folkekarakter.KBH.1928.

Enzensberger, Hans Magnus:Åh,Europa. Kbh. 1987.Heri: Svensk efterårogNorskeanakro¬

nismer.

Daun,Åke: Studying National Culture. I: Ethnologia Europaea. Vol. XIX, 1 1989.National

CultureasProcess.

Nedrelid, Tove: Use of NatureasaNorwegianCharacteristic. Myths and Reality.Ethnologia

Scandinavia. Vol. 21 1991.

Østergaard, Uffe: Hvorfor hader vi svenskerne? Danmarkshistorierne mellem svensk^ogtysk.

I:Nationella identiteter i Norden. Nord 1991:26.

Klausen, Arne-Martin: Den norske væremåten. Antropologisk Søkelys pånorske kultur. Oslo 1984.

Arnstberg, Karl-Olov: Svenskhet. Den kulturförnekande kulturen. Malmø1989. Heri:s.1-87,

s.184-191_{og s.}375-387.

Reich, Ebbe Kløvedal: Kontrafej af den danske ånd. Kbh. 1992.

Gaunt, DavidogOrvar Löfgren: Myteromsvensken. Uddevalla 1984.

Löfgren, Orvar: The nationalization of Culture. I: Ethnologia Europaea. Vol. XIX,11989. Na¬

tional CultureasProcess.

- Deconstructing Swedishness: Class and Culture in modern Sweden. I: Anthony Jackson (red): Anthropologyathome. ASA Monographs,25.

Linde-Laursen,Anders:»...derfra minverdengår«-omnationalidentitet. I: Nationella iden¬

titeter i Norden. Nord 1991:26.

- ErSverige interessant...? Om modernitetoghundrede års danskhed. I:Nationella identite¬

teri Norden. Nord 1991:26.

Frykmann, Jonas: Social Mobility and National Character. I:Ethnologia Europaea. Vol. XIX, 1 1989.National CultureasProcess.

Hastrup,Kirsten (red): Den nordiske verden. København 1992.

Summary

Rebirth

of the national character

Thearticle citesexamples from the discussion in the 18thcenturyof mediocrityastheDanish national character and it demonstrates how characteratthebeginning of thiscenturywas viewedas anexpression of racial distinction of natural environment.

Within the last decade the conceptofanational character has emerged again in thefield of cultural research within the Nordic countries. The researchcanbe divied into threedistinct types:

Type Ibelives that suchaconceptexists, that itcanbe determined and eventuallyquanti- fied.Type II believes that national characteristics exist. Theyare,however,difficulttodeter- mine andquantify. Type III believes that national characteristics isanabstractconceptandas suchit_maybestudiedas acultural phenomenon. Eachtypeis illustrated with examplesfrom Danish, Norwegian and Swedish research, respectively.