»Sygdommen kom som en Explosion« - Den spanske syge i Danmark

»Sygdommen kom som en Explosion«

Den spanske syge i D anm ark

Lene Otto

Fortid og N utid, marts 2003, s. 3-25

I 1918-19 oplevede Verden et meget konkret resultat af den tiltagende glo­

balisering. Voldsomme influenzaepidemier ramte lokalt over hele kloden i løbet af få måneder fra foråret 1918. Influenzaen, som blev kaldt »den spanske syge«, forsvandt dog næsten lige så hurtigt igen i løbet af foråret 1919. Epidemien er ikke herostratisk berømt på samme måde som pesten eller koleraen, skønt det anslås, at der døde mere end 25 millioner menne­

sker i verden i løbet af det år, sygdommen rasede. Da epidemien ikke bred­

te sig langsomt fra egn til egn som fx koleraen havde gjort, men brød ud næsten samtidig overalt på alle kontinenter, havde ingen lande kunnet tage sundhedspolitiske forholdsregler.1

Artiklen stiller spørgsmålet: Hvordan håndterede de danske medicinske autoriteter en sygdom, hvis årsag var ukendt og kontroversiel, og hvordan blev de forskellige medicinske behandlinger opfattede og begrundede af lægerne under disse omstændigheder? Tesen er, at en undersøgelse af den medicinske og sundhedspolitiske håndtering af epidemien kan give et ind­

blik i tidens terapeutiske perspektiv, forstået som både et system af viden og et sæt af sociale praksisformer.

Lene Otto f. 1960, ph.d., lektor ved Institut for Arkæologi og Etnologi, Kø­

benhavns Universitet. Har bl.a. skrevet »Rask eller lykkelig. Sundhed som diskurs i Danmark i dette århundrede«, 1998; »Folkesundhed og risikosty­

ring. Sygdomsforebyggelse og sundhedspolitik i et kulturhistorisk perspek­

tiv«, L. Uhrenfeldt m. fl. (red.): Fokus på sygeplejen, 2001, »Medicine, Di- sease, and culture«, Ethnologia Scandinavica 1993 og »Helbredet eller hele tilværelsen«, Filosophia 1996.

I løbet a f vinteren 1918-1919 døde ti influenzapatienter efter a t væ re blevet åreladet af overlæge Victor Scheel.2 De v ar indlagt på Afd. B på Bispebjerg H ospital med voldsom lungebetæ ndel­

se som følge af den spanske syge. Åre­

ladning blev tag et i anvendelse af Scheel i et sidste forsøg på a t lindre li­

delserne hos de patienter, som på grund af lungebetæ ndelse lå med en m eget kraftig puls. Behandlingen be­

stod i at udtøm m e 400-500 cm3 blod af patienten, hvilket »gav nogen øjeblik­

kelig Lettelse, men formaaede ikke at redde Livet for nogen a f dem«. Det var den beklagelige konklusion dr. Scheel

præ senterede tilhørerne for i sit fore­

drag for Medicinsk Selskab i Køben­

havn å re t efter.3

Hos den enkelte p atien t opstod syg­

dommen pludseligt med kuldegysnin­

ger og feber over 40 grader, ikke sjæl­

dent med næseblødning. Flere fik lu n ­ gebetændelse og bronkitis. Nogle ste­

der transporterede m an de syge til epi­

dem ihuse eller, som i København, til hospitaler. De praktiserende læ ger var uenige om det ønskværdige i a t bringe p atien tern e til hospitaler, for som en læge peger på i sin efterfølgende ind­

beretning til Sundhedsstyrelsen, var det et risikofyldt foretagende, da man-

Lene Otto

Fig. 1. Victor Scheel - om hvem en apote­

kersøn fra Bispebjerg Hospital mange år senere erindrede:

»Han var en ret lille, slank mand, rank som en stabssergent og med en ejendom­

melig, næsten ma- skinmæssig gang.

Han var a f få ord, men med venligt smilende øjne i det skarptskårne ansigt«

(Marcussen, se note 27, s. 108.

Foto: Medicinsk- Historisk Museum).

ge p atien ter døde a f tran sp o rten , hvor portører m åtte fragte dem på b årer ad de sm alle trappeopgange i det køben­

havnske boligbyggeri. F aren blev ikke m indre af, a t folk først blev indlagt, n å r de var så stæ rk t afkræ ftede a f syg­

dommen, a t de praktiserende læger ikke læ ngere tu rd e tage ansvaret. D er­

for v ar dødeligheden på hospitalerne også forholdsvis stor.

P å Bispebjerg H ospital alene blev der i gennem snit indlagt 25 p atien ter om dagen, og det k an diskuteres om de 849 døde influenzapatienter, som var epidem iens sam lede an tal dødsfald på Bispebjerg Hospital, v ar ud try k for en

høj dødelighed, for i sådanne k risesitu ­ ationer er tal relative. I hvert fald ud­

regnede om talte overlæge Scheel afde­

lingens dødelighed på denne, for den videnskabelige reputations særdeles skånsom m e måde: »Fradrager m an dem, der døde i Hospitalsopholdets første og andet Døgn sam t dem, der led a f kroniske Sygdomme, og som jo har ringe M odstandsevne selv overfor sm aa Pneumonier bliver Dødeligheden a f dem, m an kan sige er behandlede, 20pCt., en høj Dødelighed ganske vist, men neppe større end ved nogen anden Behandling«. Alligevel im ødegår h an strak s en eventuel k ritik af behand­

lingsindsatsen på Bispebjerg H ospital med disse ord: »Man kunde spørge:

hjælper overhovedet alt det, vi gør, no­

g e t? Jeg tror det; jeg har det Indtryk, at vi gennem Anvendelse a f disse Midler har holdt nogle Patienter oppe, indtil Krisen var overstaaet«.4

Behandlingsform erne er en vigtig del a f en periodes forestillinger om sygdom - dens terapeutiske perspek­

tiv.5 Lægevidenskaben kunne i begyn­

delsen af det 20. århundrede anvise tre behandlingsform er ved infektions­

sygdomme: antiseptik, udtøm m else og styrkelse af kroppen. En antiseptisk behandling virkede direkte på krop­

pen ved a t dræbe de mikroorganismer, der forårsagede infektionen. Udtøm ­ m elser v ar en traditionel behandlings­

metode, hvor der med forskellige ke­

miske purgerende (dvs. udrensende) m idler frem kaldtes udtøm m elser fra m avesæk, blære, tarm e og porrer, sam t selvfølgelig aftapning af blod.6 Endelig kunne m an stim ulere krop­

pens egen forsvarsevne med velprøve- de m idler såvel som nye laboratorie- producerede kem oterapier, vacciner og forskellige former for serum . Kende­

tegnende for alle de valgte behand­

lingsform er såvel som de præventive m idler er, a t de er h e n tet fra behand­

lingen a f andre sygdomme. Ingen m id­

ler virker specifikt på influenza.

Victor Scheel h a r givetvis ret, n å r h an for sit eget vedkommende beskri­

ver sine handlem uligheder på denne måde: »Da jeg saaledes ikke kunde se nogen M ulighed for en kausal eller spe­

cifik Terapi ved disse Pneumonier, maatte vore Bestræbelser ligesom ved andre Pneumonier gaa ud paa gennem Anvendelse a f S tim u la n tia og Hjerteto- nica at holde Organismens kræfter oppe under Kampen mod Infektionen«.1 Af citatet frem går det, hvordan h an i den konkrete behandlingssituation er sp littet mellem det m oderne videnska­

belige synspunkt, a t de fleste sygdom­

me k an anskues som entiteter, hver

med sin årsag, forløb og symptomer, som følgelig kræ ver »en kausal eller specifik terapi«; og en mere m etaforisk sygdomsforståelse, hvor det handler om a t styrke og stim ulere en em pirisk upåviselig livskraft. I læ gevidenska­

ben var m an, trods positivism ens ube­

stridelige sejr h er i begyndelsen af 1900-tallet, også afhængig a f m etafo­

re r som livskraft, n å r sygdom skulle forklares og gøres meningsfuld.

Influenzaepidem ien, der v ar den m est dødelige epidemi siden pesten og som yderm ere p rim æ rt ram te de stæ r­

ke generationer mellem 15 og 40 år, udfordrede altså den videnskabelige forestilling, som på dette tidspunkt var under udvikling, om specifikke in­

fektionssygdomme forårsaget af én specifik mikrobiologisk sm ittekilde - m en det v ar ikke ensbetydende med en behandlingsm æ ssig nihilism e.8 På trods af gennem brud inden for b ak te­

riologien i 1880’erne og 90’erne, og på trods af videnskabeliggørelsen af m e­

dicinen, så den i højere grad kom til at hvile på viden om årsagssam m enhæ n­

ge og ikke blot på erfaringer, v ar det tilsyneladende god skik a t kombinere mange forskellige behandlingsm eto­

der. Specifikke sygdomme eksisterede i teorien, m en i praksis blev sygdomme med sam m e symptomer, fx tidens tu ­ berkulose, m alaria og influenza, be­

han d let med de samm e m etoder og midler. U nder alle om stæ ndigheder var den traditionelle afventende hold­

ning, hvor infektionssygdomme blev mødt med en tålmodig, afventede op­

m ærksom hed overfor n atu ren s egne lægende kræ fter, blevet en utæ nkelig praksis for en læge i begyndelsen af det 20. århundrede.

H vad er rationel behandling?

Det farligste ved influenzaen var den ledsagende lungebetændelse, som m an er sæ rligt modtagelig for, n å r luft­

Lene Otto

Fig. 2-3. Bispebjerg Hospital blev bygget i 1913 efter pavillonsystemet, hvor de epidemiske sygdomme lyset blev tillagt stor betydning for helbredelsen, ligesom streng hygiejne og ordnede forhold på afdelin-

vejens slim hinder er svæ kket af influ­

enza. P å grund a f den spanske syges voldsomme k a ra k te r og hurtige udvik­

ling v ar h u rtig h andling nødvendig, og de videnskabelige diskussioner tråd te noget i baggrunden. Der foregik dis­

kussioner i laboratorier, i Sundheds­

styrelsen og i fagblade, m en de æ ndre­

de ikke afgørende på m ange lægers mere praktiske forståelse a f sygdom­

mens natur. Det v ar denne intuitive forståelse, der gjorde dem i stan d til at forebygge og behandle rationelt, selv­

om sygdommen ikke kunne forklares videnskabeligt.

Ifølge den gængse opfattelse lå læ ­ gernes behandlingsteknikker m eget langt fra det, der i sam tiden blev beteg­

n et som kvaksalveri, netop fordi de var rationelle. Følgelig v ar overlæge Scheel heller ikke plaget af nagende tvivl m ht.

valg a f m edicinsk behandling: »Terapi­

en m aa baseres dels paa de Erfaringer, m an har fra B ehandling a f andre Pneu­

monier og dels paa, at den m aa aner­

kendes som rationel. E n behandling, som jeg ikke har kunnet se hviler paa et rationelt Grundlag, eller som jeg endog maatte anse for irrationel har jeg n atur­

ligvis ikke villet anvende«.9

Den videnskabeligt set m est ratio ­ nelle behandling i begyndelsen a f det 20. århundrede v ar naturligvis den m oderne antiseptik, både n å r det gjaldt forholdsregler mod sygdommen og n å r det gjaldt behandling. B ehand­

lingen bestod først og frem m est i med alle til rådighed stående kem iske m id­

ler a t dræbe b ak terier og m ikroorga­

nism er i kroppen. Arsenik, kinin og salvarsan blev anvendt i stor målestok.

Det forhindrede dog ikke Victor Scheel i a t supplere med tilsyneladende uvi­

denskabelige m etoder som fx årelad ­ ning, der efter m ange års præ dikat som overtro blev tag et i anvendelse u n ­ der influenzaepidem ien som en ratio ­ nel behandlingsm etode.10 N år over­

kunne isoleres fra hinanden i forskellige bygninger. Alle vinduer i sygestuerne vendte mod sydøst, da gerne var uomgængelig (Fotos: Medicinsk-Historisk Museum).

læge Scheel forsikrer, a t h a n aldrig be­

n y tter sig af irrationelle metoder, er det fordi åreladning i den bakteriologi­

ske æ ra får en ny ratio n alitet som en renselse a f kroppen. F ra 1500-tallet skulle åreladning skabe balance i krop­

pens fire legemsvæsker, i forhold til hvilke af de fire tem peram enter p a ti­

enten tilhørte. Å reladning som be­

handlingsm etode forsvandt, efterh ån ­ den som denne teori blev afløst af en ny indsigt i kroppens funktioner. I den m oderne bakteriologiske æ ra blev å re ­ ladning forbundet med forestillinger om hygiejne; en måde a t slippe af med urenhederne i kroppen.11 Også andre behandlingsform er h a r k u n n et indgå i flere perioders terap eu tisk e perspek­

tiv; fælles for dem er, a t de er sym pto­

matiske, dvs. a t der tilvejebringes syn­

lige og forudsigelige fysiologiske virk­

ninger: bræ km idler får patien ten til a t k aste op, svedfrem kaldende m idler får p atien ten til a t svede, opium får ham

til at slappe af og åreladning sæ nker pulsen og giver patien ten lidt ro. Det er behandlingsm etoder, der så at sige im i­

te re r n a tu re n og som beviser, a t lægen kender til de kropslige processer, der k a ra k terise re r sygdom og sundhed.

Flere læ ger udover Victor Scheel diskuterede seriøst åreladning som be­

handling af influenza i Ugeskrift for Læger i årene 1918 og 1919. D ebatten blev indledt a f kredslæge Lemche:

»Jeg er kom m et til at tænke derpaa ved i den nuværende Influenzaepidem i at se, hvor forholdsvis hyppigt det sker, at en Næseblødning eller en tilfæ ldig Me- norrhagie har en pludselig Bedring a f Tilstanden til Følge, saavel i ukom pli­

cerede som i med Lungesygdomme komplicerede Tilfælde. Det er ganske øjensynlig Blodudtømmelse, der er Aarsag til Bedringen, og i de Tilfælde, jeg har set, har Bedringen holdt sig«.12 H eri v ar dr.med. H ans Jan se n fra den m idlertidige medicinske Afd. D på

Bispebjerg H ospital ikke enig. H an havde gjort forsøget med fem p atien ter h voraf to døde og én fik store kompli­

kationer: »Disse Stikprøver har derfor bestyrket m ig i de ovennævnte Betragt­

ninger og i den Mening, at Aarelad- ning som Regel ikke er indiceret ved In- fluenzapneum on«.13 En anden læge, P.

N ielsen fra Fredericia, supplerede med a t anbefale en anden gammel be­

handlingsm etode, nem lig kopsætning, som i h an s praksis blev foretaget af

»en tysk indvandret Barber, som var ret renlig og fik s paa Fingrene, under m in Opsigt«.14 Overlæge Scheel vurde­

rede effekten a f sin egen behandling a f influenzapatienter med åreladning på denne måde. »Jeg har ikke Indtryk af, at A areladning paa nogen Maade har skadet dem, men Lungernes Tilstand var saaledes, at en hvilken som helst B ehandling m aatte blive uden Virk­

ning«.15 Det h a r h a n utvivlsom t re t i, m en en god læge undlod ikke a t be­

handle a f den grund.

Valget a f behandlingsm etoder re ­ p ræ sen terer altid en erfaringsm æ ssig og en videnskabelig viden, m en deres betydning og m ening m å også søges in ­ den for en bestem t k u ltu rel kontekst.

B ehandlingerne m å forstås både i re­

lation til et kognitivt forklaringssy- stem , og til det m ønster a f relationer mellem p atien t og læge, som efterh ån ­ den k an udvikle sig til et socialt ritu ­ al.16 Nok dik terer den moderne lægevi­

denskabs em pirism e, a t alle aspekter a f den kliniske praksis skal kunne m å­

les, a t in te t k an accepteres alene på grundlag a f tro eller overbevisning, sam t a t kun de terapier, der baserer sig på kliniske forsøg, k an accepteres;

m en i den konkrete behandlingssitua­

tion ligger der også en forventning om, a t der gøres noget og a t der kom m er en synlig virkning. Derfor bestem m es sam spillet mellem læge og p atien t ik­

ke alene a f rationelle overvejelser. P a ­ tientens forventninger om, hvordan en behandling skal kunne føles, er ikke

Lene Otto

uden betydning for en periodes te ra ­ peutiske perspektiv. Som ovennævnte dr. Nielsen sagde om anvendelsen af kopsæ tning som metode i sin praksis:

»Enkelte ældre Folk, som i mange A ar har brugt Kopsætning, har jeg ladet vedblive dermed, naar de mente, at de ikke kunne undvære denne Tapning.

Blodmængden har varieret mellem 1h til 1 Liter. Ovenpaa Blodudtøm m elsen har jeg a ltid ordineret rigelig D rik­

ning«. 17

Den højt priste k ritiske og rationelle tan k es triu m f over gammel overtro i slutningen af 1800-tallet førte således ikke direkte til en æ ndring a f relatio­

nen mellem læge og patient, for såd an ­ ne forandringer er ikke p rim æ rt en in ­ tellektuel proces, m en indgår i en kon­

kret, social og k u ltu rel sam m enhæng.

Den spanske syge i D anm ark

I begyndelsen af 1900-tallet havde sol­

daternes bedre ernæ ringstilstand, vac­

cinationer, kirurgi og mange epidem i­

ers forsvinden æ ndret krigsbilledet, så fæ rre soldater døde af sygdom end i kamp. Den nye situation havde skabt en optimisme i lægekredse, som bl.a.

kom til ud try k i Ugeskrift for Læger i ja n u a r 1918. I en redaktionel artikel, som m å være skrevet a f en af de to re­

daktører, Valdemar Bie eller Victor Scheel, hyldes videnskabens rolle i sygdomsbekæmpelsen: »De epidemiske Sygdom m es Ulykker, som tidligere Krige bragte over Sam fundene, har Vi­

denskaben, støttet til kraftige Statsor- ganisationer, i alt væsentligt kunne be­

skytte Folkene mod under den n u ­ værende Krig. (...) E n anden Sag er det, at Situationen intetsteds er saaledes, at der er fornuftig G rund til at frygte no­

gen Fare for os, naar Grænserne aab- nes; naar naive og forskrækkede M en­

nesker i Aviserne har udm alet alle de Farer, der i denne Henseende skulde true os baade nu i Vinter og efter Kri-

Fig. 4. Dr. Gabriel Tryde (1860-1951) blev form and for Sundhedsstyrelsen m idt under den spanske syge. I Sundhedsstyrelsen samledes alle infor­

mationer om landets sygelighed og døde­

lighed, og her blev der både taget initia­

tiv til - og besvaret - sundhedspolitiske spørgsmål. S u n d ­ hedsstyrelsen var ble­

vet etableret i 1909 efter forslag fra Me­

dicinalkommissionen (1908-21), som Tryde selv var medlem a f fra 1910. Se også note 22 (Foto: Køben­

havns Bymuseum).

gen, har deres Forskrækkelse ikke haft noget G rundlag i særligt Kendskab til Forholdene eller Evne til at bedømme Situationen«.

D esværre v ar det ikke de optim isti­

ske læger, m en de naive og forskræ k­

kede m ennesker, der fik ret. Allerede den 10. og 11. ju li bringes de første h i­

storier i Politiken om influenza blandt m andskabet inden for h æ r og flåde.

Ikke fæ rre end 36 menige og en ser­

gent er angrebet af influenza på Taar- bæ k Hotel, som m idlertidigt er om dan­

net til lazaret på grund a f krigen. Syg­

dommen spredte sig tilsyneladende ad en ru te fra Tårbæ k, ad Strandvejen via Ø sterbro til C hristianshavn.18 Det første dødsfald synes a t væ re in d tråd t den 13. juli, m en først den 15. ju li 1918 næ vnes for første gang den spanske syge i Sundhedsstyrelsens journaler.19 Det drejer sig om en »Indberetning ang. Foranstaltninger i anledning a f den spanske syge på en fabrik i Lands- kronagade«. I løbet af ju li m åned kom­

m er der flere indberetninger til Sund­

Lene Otto

hedsstyrelsen og den 30. ju li kom m er der en anm odning fra byfogedkontoret i Ribe om lån a f et te lt til isolering af p atien ter på grund a f den truende in ­ fluenzaepidem i ved en ru ssisk fange­

lejr. Politiken skriver en beroligende leder den 16. ju li un d er overskriften

»Den Spanske Syge«, m en da sygelis- tern e for ju li m åned offentliggøres, vi­

ser det sig, a t 38.021 personer er a n ­ grebet, og så er det endda sommer!

Den 3. au g u st m odtager Sundheds­

styrelsen et brev fra U ndervisningsm i­

n isteriet med et spørgsm ål om forlæn­

gelse a f skoleferien i anledning a f in ­ fluenzaen. P å det tid sp u n k t er situ a ­ tionens alvor gået op for det centrale sundhedsstyre i landet. Alligevel u d ta ­ ler Københavns stadslæ ge Axel U lrik i et interview i Politiken den 29. sep­

tem ber: »Influenzaen raser mest i S ko ­ lerne; men jeg raader ikke til at lukke.

Først naar Influenzaen antager K arak­

ter a f en ren Pest, vil jeg tilraade at lukke ikke alene Skolerne, men ogsaa Teatrene. A t lukke Skolerne nu anser jeg for et alvorligt Indgreb«. Selvom stadslæ gen afd ram atiserer sygdom­

men, er flere og flere overbeviste om, a t der er tale om en epidemi, m en em ­ bedslæ gerne er tøvende og tør ikke rig­

tig foretage sig noget uden a t have konfereret med S undhedsstyrelsen.20 Det er nem lig re t afgørende, hvordan såvel de centrale sundhedsm yndighe­

der som de lokale epidem ikommissio­

n er definerer situationen. Politisk er det et sto rt skrid t a t beslutte a t tage en sygdom under offentlig behandling og derm ed lade epidemiloven træ de i k ra ft.21 En sådan beslutning indebæ ­ re r nemlig, a t h vert enkelt sygdoms­

tilfælde skal indberettes, a t eth v ert in ­ divid h a r krav på hospitalsbehandling, og a t der skal ivæ rksæ ttes desinfek- tionsforanstaltninger a f private hjem for det offentliges regning. Så det er ikke så m æ rkeligt, a t m yndighederne tøver, an tallet a f sm ittede tag et i be­

tragtning. Den 30. oktober udsender

dr. Gabriel TVyde, som m idt under epi­

demien h a r overtaget em bedet som form and for Sundhedsstyrelsen, et cir­

kulæ re til lægerne om a t meddele og optegne iagttagelser om influenzaepi­

dem ien.22 Situationens alvor synes ty ­ delig for enhver.

Lukning a f skolerne v ar en forholds­

regel som aldrig v ar tag et i anvendelse før, m en det blev den nu. I et cirkulæ re af 12. oktober 1918 fra Sundhedssty­

relsen til kredslæ gerne lukkes skoler­

ne i K øbenhavnsom rådet til den 20.

oktober, så de k an rengøres og udluf­

tes. Denne forebyggende fo ran stalt­

ning er endnu et levn fra en ældre sm itteforestilling, hvor sygdom kan overføres uafhæ ngig af personkontakt.

E fter genåbningen a f skolerne skal der fortsat rengøres oftere end vanligt. I det øvrige land kan skoledirektioner og am tslæ ger i fællesskab beslutte a t lukke skoler i perioder. Videre hedder det i cirkulæ ret: »S a m tid ig har S u n d ­ hedsstyrelsen ved Henvendelse til J u s ­ titsm inisteriet udvirket, at der gennem Politiet er givet Biografteatrene her i Staden Paalæg om mellem hver Fore­

stilling at gøre et saa langt Ophold, at Lokalerne kan grundigt udluftes, og daglig at underkaste Lokalerne en for­

svarlig Rengøring. E t tilsvarende P aa­

læg vil kunne gives a f Politiet i andre Købstæder, hvor Influenzaen optræder m ed et større A n ta l Tilfælde«.

I befolkningen og hos de p rak tise­

rende læ ger er der en stigende undren over, a t m yndighederne ikke rigtig fo­

retag er sig noget. Reservelæge C.D.

B artels spørger i et indlæ g i Ugeskrift for Læger: »Med Spæ nding spørger m an da, hvilke Foranstaltninger der fra det offentliges Side bliver truffet for at forhindre, at denne meget farlige og sm itsom m e Sygdom, som vi Læger a l­

deles ikke staar rustede imod, skal bre­

de sig yderligere blandt B efolknin­

gen'?«.22' Til det svarer stadslæ gen ugen efter: »De praktiserende Læger m aa gøre sig klart, at der ikke er stort at

vente a f offentlige Foranstaltninger mod Influenzasm itte. Hovedvægten m aa lægges paa den personlige Profy­

lakse, Undgaaen a f unødvendigt S a m ­ kvem ved Møder, Forlystelser og S a m ­ færdselsmidler, Renselse a f H ænder og Svælg, Forsigtighedsregler overfor Draabeinfektion (FliXgge), endelig Iso­

lation a f de syge og de syges Hjem, saa vidt Hensynet til Patienternes om hyg­

gelige Pleje tillader det«.24

De medicinske au to riteter er heller ikke så optim istiske mere. I Ugeskrift for Læger offentliggøres i septem ber flere videnskabelige artik ler om influ­

enzaen, bl.a. af Victor Scheel, der her anbefaler a t give m assive doser ace­

tylsalicylsyre og kinin til influenzapa­

tienter. Af Sundhedsstyrelsens jo u r­

nalbøger frem går det, a t situationen hen i oktober er så alvorlig i Køben­

havn, a t D irektoratet for Københavns H ospitalsvæ sen anholder om J u s tits ­ m inisterens sam tykke til, a t tu b erk u ­ loseafdelingen på Ø resundshospitalet m idlertidig tages i brug til influenza­

patienter.25 Det samm e anm oder am ts- lægen i Roskilde om den 4. november, og dagen efter indløber en anm odning fra Assens Sygehus om tilladelse til a t benytte halvdelen a f Tuberkuloseho­

spitalet til influenzapatienter. For en kort stund m å hensynet til udbredel­

sen a f tuberkulosen vige til fordel for den grasserende influenzaepidemi. Tu­

berkulosen havde ellers ubetinget væ ret den smitsomme sygdom, der blev tag et m est alvorligt, og som var genstand for den største opm ærksom ­ hed fra staten , befolkningen og lægevi­

denskaben.26

R undt om i København oprettes nødlazaretter, bl.a. på Regensen og i den gamle Rigsdagsbygning i Frederi- ciagade. I november åbnes OddFellow Palæ et, som ordenen h a r stillet til rådighed for de dårligst stillede influ­

enzapatienter, som ikke er medlem af en statsa n erk en d t sygekasse. Sverige skæ nker gennem den svenske general­

konsul K arlson 100 m onterede senge til dette hjæ lpelazaret, som arbejder direkte under Sundhedsstyrelsens kontrol.

H ospitalerne i København er nemlig m ere end overfyldte, ikke m indst det re t nye Bispebjerg Hospital, hvor apo­

tekerens søn E in ar M arcussen mere end 40 å r senere erin d rer den forfær­

delige vinter: »I den værste tid kunne tilgangen a f patienter være så voldsom, at sygevognene m åtte holde uden for den overfyldte port og patienterne her­

fra bringes ind. Da epidemien var på sit højeste, var stemningen blandt de voksne så dyster, at også vi børn følte os trykket. Stor sorg vakte det på hospi­

talet, da en ung livsglad pige, som var forlovet med en a f de unge lægekandi­

dater, døde efter blot to dages sygeleje.

H un var datter a f oldfruen, fru H an­

sen«.21 Sam tidig m eddeler Sundheds­

styrelsen, a t »der intet er til hinder for at Apotekerne holder aabent saalænge Influenzaepidem ien varer ogsaa efter den påbudte Lukketid«, hvilket kan være svæ rt nok, n å r situationen ser ud som på Bispebjerg Hospital: »I apote­

ket var de fleste a f personalet en over­

gang syge, men m in fa r holdt skansen og blev - trods et lettere feberanfald - på sin post. Også blandt læger og syge­

plejersker var m andefaldet stort, og de endnu raske var ved at segne a f træthed og overanstrengelse. Jeg kan endnu se m in fa r med mørk mine kom ­ me op fra apoteket en søndag form id­

dag og sige til mor: »I nat døde der 27«« 28

Sygdom sforståelse og sm itte­

teorier

Da S tatens Sygekasseinspektorat i 1919 opgjorde det samlede an tal a f de­

res godt 1.1 m illioner medlemmer, som havde væ ret ra m t af influenza, fik de det til ca. 15%. I alt havde 86.815 mandlige og 78.492 kvindelige syge­

Lene Otto

Fig. 5. OddFellow-palæet i København abnes i november 1918 som lazaret for influenzapatienter, der ikke er medlem a fe n statsanerkendt sygekasse. De økonomisk dårligt stilede patienter kan nyde godt a f de hundrede monterede senge, som Sverige har skænket broderlandet. Hjælpelazarettet fungerer direk­

te under Sundhedsstyrelsens kontrol (Foto: Københavns Bymuseum).

kassem edlem m er væ ret syge, hvilket, ifølge deres udregning, overført på hele befolkningen gav 139.446 m ænd og 126.281 kvinder. Ud a f den samlede befolkning v ar de 265.727 syge i løbet a f perioden 1.7.1918 til 1.7.1919. Mere end hver tiende havde tillige h aft lu n ­ gebetændelse. U dfra disse tal udreg­

nede de den sam lede dødelighed i be­

folkningen til 6.983 personer. M edici­

nalberetningen for den danske Stat, udgivet 1920 a f Sundhedsstyrelsen, kom dog frem til større tal, idet de a n ­ gav 710.000 influenzatilfælde, og så sent som i 1991 h a r to epidemiologer udregnet det sam lede an tal dødsfald i D anm ark til 11.400, altså k n ap t det dobbelte a f hvad Sygekasseinspekto­

ra te t v ar kom m et frem til.29

M odsat næ sten alle andre sygdom­

me ram te den spanske syge kun sjæl­

dent spædbørn og gamle. Det v ar unge og voksne, det gik h ård est ud over, hvilket m åske var m edvirkende til, a t den gjorde så voldsomt indtryk på sam tiden. Victor Scheel havde også en forklaring på dette forhold: »Dette kan ikke alene være en F unktion a f Alder, ti saaledes har Forholdet ikke været i tid ­ ligere Epidemier, men kan fornuftigvis kun fastslaas som R esultat a f en Im ­ m unitet fra den forrige Epidem i. Selv om denne Im m u n itet ikke er absolut er den dog saa udtalt, at den viser Id en ti­

teten a f »den spanske Syge« med den forrige pandem iske Influenza«.30

Trods usikkerheden om dødelighe­

den og om ligheden mellem denne og

tidligere influenzaepidem ier, var den spanske syge et første sikkert tegn på et nyt sygdomsmønster, hvor sygdom­

me, der før havde væ ret lokale, blev globale. Det skyldtes ikke m indst in ­ dustrialiseringen i 1800-tallet, som medførte en form for globalisering, hvor v arer og m ennesker i uhørt grad bevægede sig ru n d t på kloden. I Euro­

pa kendte m an godt sygdomme som in ­ fluenza, mæslinger, difteri og sk arla­

gensfeber, m en fra 1860’erne bredte de sig i foruroligende grad, og epidem ier slog i bølger ind over D anm ark. Døde­

ligheden v ar høj, isæ r for børnenes vedkommende, hvilket isæ r skyldtes det allerede næ vnte faktum , a t m an stod magtesløs overfor følgesygdomme som lungebetæ ndelse.31

Victor Scheel, som havde sam m en­

fa tte t sine kliniske erfaringer i oven­

næ vnte foredrag til Det Medicinske Selskab, k an ses som en rep ræ sen tan t for den internationale lægevidenskab, der forskede i og diskuterede årsagen til influenza sam t dens behandlings­

muligheder. Forskningen havde stået på siden den store epidemi af russisk influenza omkring 1890, hvor m an var gået bort fra den hidtidige opfattelse, a t årsagen til influenza skulle søges i meteorologiske forhold som pludselige skift i vejret, hvilket havde væ ret an ­ set for den m est sandsynlige forkla­

ring på, at sygdommen ofte ram te plud­

seligt og bredt. Den tyske hygiejniker og bakteriolog Pfeiffer havde fundet en ny k a ra k teristisk bakterie, som h an m ente frem kaldte sygdommen, hvor­

for den blev k ald t influenzabacillen.32 N atu rlig t nok v ar det den m an ledte efter i de kliniske undersøgelser i 1918, og som blev ivrigt d eb atteret i Ugeskrift for Lægers spalter, m en re ­ su ltatern e v ar på ingen måde entydi­

ge. Flere læ ger m ente, a t sygdommen blev frem kaldt af pneumococcer, mens direktøren for S tatens S eru m in stitu t Thorvald M adsen støttede teorien om

»Pfeiffer’s bacil«. Trods intense forsøg

kunne ingen positivt identificere en enkelt mikrobe, som kunne være å rsa ­ gen.

In tern atio n alt v ar det P asteu rs teo­

rier der dominerede mikrobiologien to­

ta lt og som derm ed satte dagsordenen for forskning i sm ittefarlige sygdom­

me. Alligevel v ar der røster, der talte imod bakterieteorien som eneste for­

klaring. M odargum entet var, a t syg­

dommen også brød ud som isolerede tilfælde uden forudgående personkon­

tak t. Derfor v ar luft stadig under m is­

tanke som det medium, der befordrede sm itte. M asser af læ ger var influeret af denne æ ldre sm itteforståelse, hvor et bestem t sted kunne være sm itte­

b æ rer - en slags lokal miasme, som næ rede bestem te m ikroorganism er.33 Tanken om sm itte via luften ansås el­

lers ikke længere for en rationel, vi­

denskabelig forklaringsmodel, men den virkede rationel nok i en p rak tisk anvendelse. Andre fremførte det syns­

punkt, a t influenza slet ikke v ar en specifik sygdom. Derfor k an m an ikke tale om én sygdomsforståelse - for­

ståelsen a f influenzaen blev etableret på baggrund af m ange stem m er og m ange erfaringer

De praktiserende læ ger havde ikke så mange kliniske erfaringer, m en til gengæld havde de gjort sig mange be­

trag tn in g er om sygdommens epide­

miologi, dvs. dens sm ittekilder og spredningsveje. De centrale sundheds­

m yndigheder var meget in teresseret i læ gernes erfaringer og iagttagelser og udsendte derfor i maj 1919 et skem a til alle landets læ ger med 22 spørgs­

mål, om fattende både de kliniske og de epidemiologiske forhold: »Oplysninger om Influenza’en under dens Optræden i D anm ark i Aarene 1918-19«. Dette v ar et undtagelsestilfæ lde pga. krisen, for landets læ ger v ar ellers ifølge lo­

ven kun pligtige til én gang om åre t at bidrage til am tslæ gens m edicinalbe­

retn in g til Sundhedsstyrelsen. Derfor blev lægerne i denne henvendelse for­

Lene Otto

Fig. 6. Bakteriologien varen ny videnskab i begyndelsen a f 1900-tallet. Carl Julius Salomonsen (1847- 1924) blev p å Københavns Universitet i 1883 indehaver a f verdens første lærestol i bakteriologi. Som professor i patologi ledede han frem til 1910 laboratoriet i N y Vestergade, hvor den nye generation a f bakteriologer fik deres praktiske uddannelse, og hvor han også lavede serumterapeutiske studier. Foto­

grafiet er fra Salomonsens kursus i bakteriologi i 1905. Salomonsen var endvidere medstifter afM edi- cin-historisk M useum sam t leder a f Dansk medicin-historisk Selskab fra dets stiftelse i 1917. Efter lo­

kaliseringen a f kolera-bakterien i 1884 var der stor optimisme med hensyn til muligheden for at udre­

de årsagsforholdet mellem bakterier og en række epidemiske sygdomme. Således var direktøren for S ta ­ tens Serum institut Thorvald Madsen (1870-1957) og andre læger overbeviste om eksistensen a f en in ­ fluenzabakterie, som i 1892 var blevet beskrevet a f den tyske læge Richard Friedrich Pfeiffer (1858-

1945) (Foto: Medicinsk-historisk Museum).

sigtigt opfordret til a t bidrage til »Fæl­

les forskningen«.34

I brevet fra Sundhedsstyrelsens for­

m and G. TVyde anm odedes de p ra k ti­

serende læ ger om »saafremt De maatte have Interesse derfor, inden Udgangen a f M aj M aaned d. A. at indsende til den en Besvarelse a f saa mange som m uligt a f nedenstaaende Spørgsmaal«.

Trods forsigtigheden i form uleringen m å læ gerne i Sundhedsstyrelsen have regnet med, a t deres kollegaer ru n d t om i landet opfattede deres embede som et kald, for de foreslog videre:

»Skulde De være i Besiddelse a f egent­

lige statistiske Oplysninger, bedes de medgivne«. F ak tisk viste det sig, at m ange praktiserende læ ger sad og sys­

lede med sådanne statistisk e opgørel­

ser, n å r de ikke v ar på sygebesøg hos deres patienter, for flere vedlagde ske­

m aet særlige ark med sirligt hån d teg­

ne de kurver og tabeller.

Besvarelserne på Sundhedsstyrel­

sens skem a ligger til grund for det føl­

gende forsøg på a t tegne et billede af det syn, datidens praktiserende læger havde på den netop overståede influ­

enzaepidemi. Det drejer sig isæ r om deres syn på årsagforhold og sm itteve­

je. Det er k a ra k teristisk for indberet­

ningerne, a t de er en blanding a f vi­

denskabelige og hverdagslige ia g tta ­ gelser sam t betragtninger over folks moralske vandel i almindelighed. Der er indkom m et skem aer fra alle egne af landet, og ku n få læ ger h a r svaret som denne læge fra Ebberup: »Da jeg under saa godt som hele Influenzaepidem iens Optræden i m it Praxis-omraade selv laa syg uden Vicar beklager jeg at ma- atte indsende blankt Skema«.

»Oplysninger om Influenza’en u n d er dens O ptræ den i

D anm ark i A arene 1918-19«

De fleste læ ger oplevede, a t sygdom­

m en kom m eget pludseligt til deres egn, hvad gjorde det svæ rt for dem at udtale sig om sm ittekilder og sm itte­

veje: »Epidemien kom som en Eksplo­

sion, saaledes at direkte Overføring fra Patient synes vanskeligt at forene her­

med«, forlyder det fra en læge i Hjør­

ring Amt, m ens en anden læge fra samme am t skriver: »Har slet ikke k u n ­ net konstatere Sm itte fra Patient til Patient. Den kom hertil som en S torm ­

vind«. Sådan lyder det også i den a n ­ den ende af landet, nem lig i Præ stø Amt: »Sygdommen kom som en Explo­

sion; i Løbet a f 1 d 2 Dage laa Pensio- natsbeboere, Landvæsenselever, Polak­

piger o.lign. alle sam m en syge«. Trods voldsomheden, der m å have givet læ ­ gerne m eget ekstraarbejde, er der kun en enkelt, der beklager sig på skem a­

et: »De sparsomme Optegnelser, jeg er i Besiddelse a f gjorde det ganske u m u ­ ligt at besvare næsten alle de her stille­

de Spørgsmål. Da Epidem ien var mest udbredt levnedes der absolut ingen Tid til Optegnelser. Jeg tør derfor ikke give noget B idrag til de mange her stillede Spørgsm ål«(Århus).

De fleste læ ger i provinsen var enige om, a t influenzaen kom til deres ellers uberørte lægekreds fra den fjerntlig­

gende og sygdomshærgede hovedstad, eller a ltern ativ t fra den næ rm este by af sam m e tilsnit, fx Ålborg eller E s­

bjerg. P å Sundhedsstyrelsens spørgs­

m ål 2: »Hvorfra formoder De, at den er indført«, svares næ sten enslydende:

»Dels m ed rejsende fra København (beg. med en lille Hotelepidemi i R øn­

ne) dels med Krigsfanger fra Tyskland«

(Bornholm); »Ved et Bal her paa Øen Aftenen den 3/3.19, da her ellers slet ikke fandtes Infl., var der som Deltager en Tilrejsende der var kom m et samme Dags Efterm id.. Denne Tilrejsende havde typisk Infl. næste dag og har utvivlsom t sm ittet 12 Deltagere i B a l­

let, d era f blev de 10 syge d. 6 / 3, de 2 d.

5 /3 altsaa en Inkubationstid paa m el­

lem 2 og 3 Døgn og mine øvrige E rfa­

ringer bekræfter dette« (Strynø).

E n tilsyneladende enighed blandt provinslægerne om, a t København nok v ar sygdommens arnested, gør det selvfølgelig in teressan t a t undersøge, hvad de københavnske læ ger svarede på sam m e spørgsmål. En næ rm ere fin­

tæ lling viser, a t rigtig mange efterlod rubrikken tom. Der er 75 skem aer fra København, a f dem h a r k un 14 besva­

re t denne rubrik, på de øvrige 61 ske­

m aer er rubrikken tom, eller der sva­

res lakonisk, at det ikke k an opgives, vides ikke eller blot med et »?«. Andre svarer fx »spredt rundt i Byen«, »mulig fra Skole«, »indført gennem Orlogs- værftets Personale« eller »kan ikke op­

gives«. I det hele tag et virker det som om sm itteforholdene oplevedes som langt m ere gennem skuelige på landet end i byerne; m åske som udtryk for en tendens til, a t lægerne uden for Kø­

benhavn v ar m ere optaget af det epi­

demiologiske end det kliniske, i k raft af deres m ere om fattende kendskab til det levede liv?

U nder alle om stæ ndigheder v ar det lettere a t udtale sig om sm ittevejene på landet, hvor flere læ ger helt sikkert m ente a t kunne tilbageføre sm itten til et bestem t bryllupsgilde, et m issions­

Lene Otto

møde eller en gym nastikopvisning, mens m an i byerne v ar m ere usikker, da der v ar langt flere mødesteder. Dog var der bred enighed om, a t sygdom­

men v ar blusset op, der hvor folk be­

fandt sig tæ t sam m en. Det v ar netop et a f problem erne ved denne epidemi, a t den for alvor kom i gang i oktober for så a t tage lidt af, hvorefter den blussede voldsomt op m ange steder i landet om kring jul, hvilket jo gjorde det til en nærliggende tanke, a t ju le ti­

dens megen selskabelighed og lidt a r­

bejde v ar en vigtig årsag til sygdom­

m ens hæ rgen frem til det tidlige forår 1919: »Man har i Gedser tydeligt k u n ­

Fig. 7-8. Satire er et velkendt middel til at »be- ► kæmpe« sygdom og tragisk skæbne med. I disse to satiretegninger knyttes den spanske syges ud­

bredelse sammen med Danmarks kontakt med den omkringliggende verden, ligesom det var tilfældet i enkelte a f lægernes indberetninger. Of­

tere blev smittevejen im idlertid udlagt i et mere regionalt perspektiv, hvor landdistrikter mentes at være blevet påført sm itten via tilrejsende fra storbyen (Tegninger: Medicinsk Forum, nr. 1, 1965, s. 16 og 18).

net konstatere en Opblussen a f E pide­

m ien ved Ju letid og Paaske (Konfirma­

tion)«, påpeger en læge på Falster, hvilket hans kollega på Lolland er h elt enig i: »Sygdommen blussede noget op

efter Juleugen. Paa Landet var der stor Tilgang i Slutningen a f februar 1919 efter et Par D illetantkom edier med ef­

terfølgende Baller, hvorfor atter offent­

lige Baller blev forbudte baade paa L a n d og i By fra 25 / 2 til 1 / 4.19« (N ak­

skov).

For skud stod isæ r de forlystelsesste­

der, hvor folk dansede tæ t, åndede h in ­ anden i hovedet og det der v ar værre.

Selvom Sundhedsstyrelsen direkte i spørgsm ål 4 efterspørger læ gernes v u r­

dering af »Betydningen a f Selskabelig­

hed, Sam m enkom ster, Forlystelsesan- stalter o.l.«, er det bem æ rkelsesvæ r­

digt, hvor m ange læger, der udpeger dans som sundhedens væ rste fjende:

»Efter et sølvbryllup ved ju le tid blev 6 unge koner der havde danset hele n a t­

ten, syge og om trent 50 tilfælde kunde senere afledes fra disse 6«, forlyder det fra Ålborg Amt. En læge i R anders Amt h a r bem æ rket, a t »Et Lærlinge Bal bragte A ntallet a f Tilfælde op paa 280 fra 85 smittede. Jeg antager at det skyl­

des Ophedning ved Dansen og derefter Afkøling med Gjennemtræk. Den anbe­

falede U dluftning (Træk) har sandsyn­

ligvis bidraget meget til sygdommens Udbredelse ved at gøre Folk modtageli­

ge for Smitte«. H ans kollega i Holbæk meddeler, a t »Forsamlinger hvor der er blevet sunget har i flere Tilf. givet explo- sive Udbredninger a f Influenza«. Også lægen i Vandel h a r set sig gal på dan ­ sen: »Sam m enkom ster og navnlig Bal har vist sig som særlige Sm ittekilder.

Hver M andag har der været forhøjet Sygelighed blandt Tj.karle og -piger ef­

ter Bal om Lørdagen«.

Kredslægerne skulle jo ifølge loven lukke skolerne under epidemier. Dog var ikke alle læger enige i, a t skolerne skulle udgøre en særlig fare, slet ikke i forhold til de næ vnte forlystelser. En læge fra Slagelse vurderer således, at almindelig selskabelighed »Har utvivl­

somt haft meget mere Betydning end Skolerne. -F.Eks. blev m in H ustru sm it­

tet ved en selskabelig Sam m enkom st

Lene Otto

med Bal efter at hun i flere Måneder ikke var bleven smittet a f mig, der dog hver Dag havde Influenza Patienter«.

U anset personlige risikovurderinger skulle epidemiloven overholdes. N år skolerne v ar blevet lukket af am ts- lægen, kunne det ikke nytte a t læ re r­

ne forsøgte at bevare kontrollen med elevernes tid, som fx skolebestyrer Ad­

ler, der i oktober 1918 skriver til Sund­

hedsstyrelsen og klager over, a t der er næ gtet ham tilladelse til a t samle ele­

verne på skolens legeplads for a t give dem hjemmeopgaver!

Sygdom sårsager

De praktiserende læ ger er optagede af sm itteforholdet, m en er også opm æ rk­

somme på de m ange andre faktorer, der h a r betydning for sygdommens op­

ståen; derfor er de utilbøjelige til a t udtale sig kategorisk om bestem te sam m enhænge. U dsagn som »antage­

lig«, »formodentlig«, »ingen erfaring herom«, »jeg tør ikke udtale m ig be­

stem t om A a r sags forbindelse«, »kan ikke paavises« og »næppe«, går igen på de fleste skemaer. Det hæ nger sam ­ m en med, a t der er forskellige m åder a t etablere årsagssam m enhæ nge på, som igen hæ nger sam m en med de for­

skellige mål, m an h a r i sin daglige praksis. Der er forskel på læ gerne i Sundhedsstyrelsen, der tæ n k er i te r­

m er som folkesundhed, og den alm ent p raktiserende læge, der ser influenza­

en i sam m enhæ ng med m ange andre sociale problem er i de sm å samfund.

K un en enkelt læge fra København, hvis h ån d sk rift tyder på, a t h a n er en ældre herre, d rister sig til a t nævne m iasm er fra den tysk-franske krigs­

skueplads som en mulig årsagsforkla­

ring. Den h a r dog nok ikke vundet a n ­ erkendelse hos lægerne i Sundhedssty­

relsen. Af andre forklaringer, som i dag synes umulige, m en som seriøst blev drøftet af tidens lægefaglige kapacitet,

k an nævnes en teori om, a t sygdom­

men kunne viderebringes med breve. I spørgeskem aerne argum enteres både for og imod teorien: »At Influenzaen ikke overføres ved Mellemled f.Eks.

Breve, Pakker osv., synes jeg klart frem- gaar af, at der her paa Sanatoriet i hele Influenzaperioden ankom Tusinder og atter Tusinder a f Forsendelser a f al A rt til Personale og Patienter«, skriver en sanatorielæ ge fra Svendborg Amt, som kun oplevede tre tilfælde af den span­

ske syge. En mere skeptisk læge med praksis på Lyngbyvej i København ind­

b eretter dog, a t »De 2 først angrebne var Postbude, som angiver at have ex- pederet Postsager fra Tyskland«, mens det fra Varde angives, a t »let Tilf. synes Sm itten at være påført ved et Brev«.

Selvom bakteriologien dominerede, var de praktiserende læ ger ikke blinde for de sociale forhold, isæ r boligforhol­

dene, som m an vidste havde betydning for tuberkulose. Hvorvidt boligens størrelse og stan d ard også havde be­

tydning for influenzaens spredning, var der dog stor uenighed om, også in­

den for samm e amt:

En læge mener, a t boligforholdene er »af stor betydning; hos arbejdere og husfolk med ku n 1 eller 2 opholdsrum sm ittes hyppigt hele fam ilien, hos de velstillede gårdm æ nd med mange værelser og et soveværelse til hver per­

son optrådte sygd. mg. hyppigt kun hos én person« (V. Kippinge). En anden m ener derimod, at »Sygdom m en er u d ­ bredt uden særlig hensyn til boligens hygiejne eller rum m elighed« (Ålborg), hvilket en lokal kollega dog er helt u e­

nig i: »Sygdommen optræder med rela­

tiv størst Udbredelse i små, daarligt ventilerede Lejligheder, dog kan gode Boliger ikke sikre mod Sygdom m en«

(Ålborg). At det ikke altid er størrelsen på boligen, m en m åske snarere m å­

den, m an behandler patien ten på, der er afgørende, frem går a f følgende citat fra Samsø: »Befolkningens dårlige S k ik eller Vane at bekæmpe Sygdom me

i sm aa »lune« Soveværelser og Op­

holdsstuen kan i høj Grad medvirke til Sygdom m ens Udbredelse«.

Mere kliniske iagttagelser v ar der dog også, fx den følgende fra F rede­

rikshavn: »Som om talt var Epistaxis35 meget hyppig, og gravide K vinder blev ofte haardt angrebne og aborterede el­

ler fødte, men tillige var det en næsten fa st Regel, at kvinderne strax ved Syg­

dom m ens Begyndelse fik Menses, selv om det ikke var Tiden« og »Hos ta l­

rige, maaske hos de allerfleste, kom der H aaraffald. Den hyppigste Følge a f Sygdom m en har dog været den me­

get betydelige og længevarende A f­

kræftelse, og mange a f Patienterne gaar endnu den Dag i Dag og er langtfra saa arbejdsdygtige, som de var før Sygdom m en«; sam t »A lm inde­

ligt fik m an det Indtryk, at det var unge kraftige Mennesker, der angrebes haardest«.

Diskussionen a f sygdom sårsager er interessant. P å dette tid sp u n k t er der en intern atio n al konsensus om, a t vi­

denskaben skal søge én årsag til én sygdom. I praksis er m ange læger dog stadig optagede a f de kulturelle og so­

ciale om stæ ndigheder ved sygdomme­

ne. Deres sm itteforståelse om fatter såvel en ældre forståelse a f bestem te steder som sæ rligt inficerede som en moderne forståelse af sm itte via per­

son til person-kontakt. Tidens forstå­

else af influenzaen, som den kommer til udtryk i disse indberetninger, giver m ulighed for a t forstå det terapeutiske perspektiv i begyndelsen af det 20.

århundrede; dvs. forstå at der ikke er tale om en konsistent sygdomsteori.

N år årsagen til epidem ien diskuteres, handler det jo om, hvor m an vil have de bedste praktiske m uligheder for at gribe ind for a t få kontrol over sygdom­

men. Og der er stor forskel på de p rak ­ tiserende lægers, hospitalslæ gernes og Sundhedsstyrelsens lægers handlem u­

ligheder i forhold til influenzaen, som det vil ses i det følgende.

Lene Otto

Fig. 9-10. »I gamle i Dage var det Tilfæl- y det, der førte Lægen til ved Sygesengen at konstatere et nyt Lægemiddels virk­

ning, nu konstruerer Kemikeren efter be­

stemte Formler Lægemidlerne, efter­

som de skulle virke enten temperatur- nedsættende, søvngi- vende eller nervestyr- kende. N aar Læge­

midlet er færdigt, søges der Patent her- paa, og det sendes derpaa til Hospitals­

læger, for at disse kunne konstatere dets Godhed og lade Pressen udbasunere dets Ry. Hvilke S u m ­ mer, der er tjent paa saadanne Patent- Lægemidler, afgiver Antipyrin, Salipyrin, Veronal og Aspirin Exempler paa. Paa Antipyrin er der tjent mange Millio­

ner, som Influenza- Patienterne har be­

talt« (Citeret fra H.

P. Madsen: Om Vær­

dien og Sam m ensæ t­

ningen a f nogle Lægemidler og A rka­

na, Ugeskrift for Læger 1909, nr. 22, s. 599. Annoncerne er fra Nordisk Tids­

skrift for Terapi, nr.

22, 1909, s. 599).

Lægem idler og kvaksalveri

P å trods af den pessim istiske vurde­

ring a f behandlingsm ulighederne i det tidligere om talte foredrag af Victor Scheel, v ar tiden lige efter 1900 p ræ ­

get af en usæ dvanlig optimisme hos m edicinerne med hensyn til deres be­

handlingsm uligheder, og derm ed også deres m ulighed for a t opnå an erk en ­ delse på lige fod med kirurgerne, hvis m etoder virker m ere um iddelbart

overbevisende. O ptim ism en v ar base­

re t på den nye bakteriologiske forstå­

else af infektion og de i sam m enhæ ng herm ed udviklede nye laboratoriepro- ducerede kem oterapier, vacciner og forskellige former for serum.

Victor Scheel v ar en af de læger, der anvendte alle de nye m idler og m etoder på sin afdeling på Bispebjerg Hospital.

H an næ vner dem i det tidligere om talte foredrag: intravenøs injektion a f anti- bakterielle midler, indgift a f parafini- um liquidum og indgnidning af huden med samm e, indånding a f adrenalin sam t hydroterapeutisk behandling, hvor p atien ten blev indpakket i våde lagner sam tidig med a t han /h u n skulle drikke te, cognac eller calomel, som vir­

ker sved- og u rin d riv en d e .36 Der blev også forsøgt serum behandling og vacci­

nation med dræ bte k u ltu rer a f strepto­

kokker og sidst men ikke m indst den næ vnte styrkelse af kroppen ved in d ta ­ gelse a f stim ulerende m idler som kam ­

fer, koffein, digitalis og strophantus.

Feberen kunne holdes lige under 40 grader ved injektioner hver anden tim e kom bineret med kolde afvaskninger.

Det ville være let a t ironisere over disse behandlingsm etoder, m en de var faktisk i nøje overensstem m else med den lægevidenskabelige viden på det tidspunkt. Calomel kunne åbne ta r ­ mene, digitalis skulle »styrke hjerte- m usklen«, kloralm ikstur eller bromid kunne anvendes til a t dulme og falde i søvn på. Spiritus og i ekstrem e tilfæ l­

de stryknin kunne stim ulere.37 Såle­

des kunne kam pen mod lungebetæ n­

delse vare adskillige dage indtil en

»krise« blev nået, hvor feberen kulm i­

nerede, sym ptom er forsvandt og re­

konvalescensen kunne begynde - hvis p atien ten stadig v ar i live.

N u som da behøvede m an dog ikke a t lægge alle lod i videnskabens vægtskål.

M an kunne beskytte sig med forebyg­

gende m idler eller søge alternative be­

Lene Otto

handlinger. Der v ar m uligheder nok.

N år epidem ier h æ rg er er det gode tider for folk, der forstår a t sælge alle slags gode rå d og m idler til forebyggelse af sm itte og helbredelse af sygdom. Dels h åb er alle syge vel på, a t et vidunder­

middel skal dukke op, dels er folk gene­

re lt m ere lydhøre over for forskellige form er for forholdsregler, de selv k an tage i dagligdagen, n å r der ikke findes effektive behandlingsmetoder mod en sygdom. Desinfektionsmidler havde stor udbredelse, hvis der v ar købere til alle de produkter, som annonceredes. Folk gurglede tilsyneladende glad og gerne hals med pulvere og tonic for a t beskyt­

te sig mod infektion. De var i god tro, for de praktiserende læger såvel som de såkaldte folkelige lægebøger anbefale­

de dette som forebyggelse. Forskellige h u sråd anbefalede enebærolie, mentol, hvidløg og lavendelolie, m en m an k u n ­ ne også investere i en a f tidens nye »p a ­ tentmediciner«, som fx aristochini, som er et »Smagfrit Antipyreticum mod In ­ fluenza, Typhus, Kighoste og Malaria«

fra Vereinigte Chininfabriken Zimmer

& Co.38 Patentm edicin forhandledes via apotekerne i m odsæ tning til den mangfoldighed a f vidunderpiller og crem er sam t hom øopatiske m idler fra Tyskland, der alle blev om fattet af den stigm atiserende betegnelse arkana, som v ar den officielle betegnelse for alle behandlingsm idler, der ikke var godkendt af Sundhedsstyrelsen.

Set i bakspejlet k an det væ re svæ rt a t skelne mellem forebyggelses- og helbredelsesm idler, der blev tilb u d t af kvaksalvere og af læger, m en tidens sagkundskab v ar ikke i tvivl, og der blev ly n h u rtigt slået ned overfor de formastelige, der forsøgte a t sælge de­

res vidunderm idler. Sundhedsstyrel­

sen var i k o n stan t beredskab overfor kvaksalvere, der forsøge a t tjene på den ulykkelige situation. R undt om i lan d et sad em bedslæger og overvågede deres område, bl.a. ved a t læse aviser­

nes annoncer grundigt.

I august 1918 bliver Sundhedssty­

relsen gjort opmærksom på »en avertis­

sement i Politiken om Agleja M u n d ­ vand som beskyttende m od spansk Syge«. Det er fabrikken Tatol, der frem ­ stiller dette »forebyggende middel«. An­

noncen udløser øjeblikkelig en be­

kendtgørelse om forbud mod distrib u ­ tion af m idlet, og k n ap t en uge efter indkom m er en protestskrivelse fra fa­

brikken.39 Am tslægen i Nykøbing F.

ind b eretter også, a t h an h a r set en »A n ­ nonce om et M iddel mod Spansk Syge

»A ntispansk««. Det udløser et forbud mod a t trykke annoncen. N æ ste m åned er den gal igen, for am tslæ gen i Roskil­

de rap p o rterer om en avertissem ent

»fra A l S Elektron om »Dentifric« som desinficerende etc. - bedste hjælp under epidemi«, og fra A abenraa byfogedkon­

tor indberettes, a t de h a r iv æ rk sat en undersøgelse »i Anledning a f reklame for Rodins Desinfector«. Den 25. okto­

ber vil telefonfabrikant »Sanitør« have Sundhedsstyrelsens anbefaling a f »en Desinfektionsv ædske til Telefontrag- ter«. Disse driftige personer h a r m ulig­

vis reageret h u rtig t på en artikel i Poli­

tiken den 22. oktober, hvor overlæge O.

Jersild gør opmærksom på sm ittefaren ved den fælles brug af telefontragter i private hjem, for »Her slynges under Talen Bakterierne fra det inficerede I n ­ divids Svælg med Spy tpartiklerne ned på Tragtens Ebonitflade for et Øjeblik efter, naar Fugtigheden er fordampet, at hvirvles op i et sundt Individs Inspi- rationsluft«. H an spørger retorisk om

»der er nogen alm indelig Familietele- fontragt i denne By, der nogen Sinde renses?«.40

B landt lægerne selv var der dog også uenighed om holdningen til kvak­

salvere, idet spredte røster talte for

»frihed« til a t praktisere. Lægeforenin­

gens holdning v ar dog k la r nok; læger der ak tiv t støttede eller anbefalede kvaksalvere, blev ekskluderet af fore­

ningen. Standens omdømme v ar på spil i den slags sager, m en argum en­

terne kunne være a f m ere sam funds­

m æssig karakter, som dette vrede læ ­ serbrev i rubrikken »Korrespondance« i Ugeskrift for Læger: »Nej, lad os ikke i blind Friheds-Fanatisme være med til at støtte noget, som baade sam funds­

mæssigt og videnskabeligt set sænker Landets kulturelle Niveau. Ligesom et­

hvert rettænkende Menneske vil være med i Kampen mod f.Eks. M isbrug a f Spiritus, saaledes bør enhver Læge være med til at bekæmpe dem, der m is­

bruger Patienter til egen Fordel«.41

Sygdom og k u ltu rh isto rie

Med udgangspunkt i en enkelt case fra det m edicinhistoriske felt er det for­

søgt vist, hvordan m edicinsk viden for­

mes i en proces, der h a r sin egen logik og sit eget rationale. Den medicinske sygdomsforståelse er ikke bare en vi­

denskabelig konsensus, der former de professionelles handlinger, selve syg­

domsforståelsen formes og forandres i den praktiske h ån d terin g af epidem ier og andre sygdomme. De spørgsmål, der stilles a f lægerne, befolkningen og sundhedsm yndighederne, er med til a t definere sygdommens art, m en spørgs­

m ålene er ikke uafhængige a f tid og sted. Spørgsmål og definitioner er ikke altid objektive og videnskabelige, men udspringer af den daglige praksis. U n­

dersøgelsen h a r tydeliggjort, a t der i D anm ark i begyndelsen af det 20.

århundrede var et veludviklet sam ar­

bejde mellem den medicinske viden­

skab, den sundhedspolitiske aren a og den alm ene læ gepraksis, hvilket er i m odsætning til fx Frankrig, hvor der v ar stor afstand mellem p artern e og m eget forskellige interesser.42

Således kan en punktundersøgelse være et korrektiv til den mere generel­

le m edicinhistorie, der frem stiller vi­

denskaben som frem adskridende, med enkelte tilbageslag, fx under den span­

ske syge. I stedet er det m åske m ere

fru g tb art a t stille spørgsm ål ved de store generaliserende fortællinger og erkende, a t også videnskaben er ra m ­ m esat a f kam pen mellem forskellige kulturelle forestillingsverdener. Følge­

lig k an der også stilles spørgsm ålstegn ved, om sam m enhæ ngen mellem syg­

dom sforståelse og behandlingspraksis er så entydig som m edicinhistorien ofte antager. Det terapeutiske per­

spektiv var i begyndelsen a f det 20.

århundrede præ get a f den moderne bakteriologi såvel som den æ ldre mias- m eteori. U nder den spanske syge blev om fattende og varierede behandlings­

former tag et i anvendelse, der ikke nødvendigvis v ar forankrede i en teori om sygdomsårsager. Gamle behand­

lingsform er som åreladning og kop­

sæ tning blev revitaliseret. Udtøm m el­

ser, der tidligere skulle regulere balan ­ cen i kroppens væsker, fik ny betyd­

ning som antiseptisk middel, som en måde a t rense kroppen for sygdoms- frem kaldende organism er og som sti­

m ulans. Enhver kunne forstå a t en krop, der v ar angrebet a f sm itte, skul­

le behandles med midler, der rensede, udtøm te og stim ulerede kroppen. Des­

uden skabte den historiske kontekst med krig og katastrofestem ning og m ange døde på kort tid en atmosfære, hvori drastiske og kraftig t virkende lægem idler og heroiske behandlings­

former blev an set for efterstræ belses- værdige. Og selvom behandling af p a­

tie n te r med »spansk syge« kunne sy­

nes voldsom, adskilte de sig ikke væ ­ sentligt fra, hvad der ellers kunne til­

bydes på den tid.

A rtiklen er et forsøg på a t lave en k u ltu rh isto risk undersøgelse af en epi­

demi, der ikke er sygdomshistorie i traditionel forstand med fokus på epi­

dem iernes relation til sociale og be­

folkningsmæssige forandringer. I ste­

det er det forsøgt a t frem stille et bille­

de a f en tids stridende sygdomsfor­

ståelser ud fra en næ rlæ sning a f ti­

dens faglige debat og S undhedsstyrel­