Esbjerg Seminariums historie
Deteri 1999 50årsiden Esbjerg Seminarium blev grundlagt. Det eksisterede dog kun i 40
år, idet seminariet blevnedlagt 1989oglæreruddannelsen flyttet til Ribe Statsseminarium.
Esbjerg Seminariumbegyndtesometaftenseminarium,ogdeefterfølgende artiklertegner
etbillede af seminarietsførsteår.Indledningsvis ridses seminarietsformelle historieopaf tidligere inspektørJens Chr. Nielsen. Derefter beretter fhv. skoleinspektørMagneAstrup
omseminarietstilblivelse,ogendelig bringestoerindringer fra tidligere eleverpå Esbjerg
Aftenseminarium.
EsbjergSeminarium-kortfortalt
Af Jens Chr. Nielsen
Iseptember 1949 begyndte de første elever ien forberedelsesklasse iEsbjerg med henblikpåat bliveoptagetpåetplanlagt aftenseminarium i august1950.
Initiativetblev, somdet vilfremgå af det ef¬
terfølgende, taget aftre aktive skolefolk i Es¬
bjerg. Skoledirektør N. P. Andersen, som blev
seminarietsførste forstander til 1955. Lederen af aften- og ungdomsskolen, senere skolein¬
spektør Magne Astrup, der blev seminariets mangeårigeformand,samt lederen af Esbjerg Årskursus,viceinspektør Ejnar Skårup, der blev
seminarietsinspektør indtil 1955. Som under¬
viserepådetnyeseminarium virkede lærere fra Esbjerg StatsskoleogEsbjerg Kommunes skole¬
væsen.Aftenseminariet skullegøre det muligt
forde mange, der af økonomiske årsagervar kommet i erhverv efter endtskoleuddannelse,
men somhavdelyst tilatblive lærere. Foratde
kunne bevare deresøkonomiskegrundlag for uddannelsen, måtte denne finde sted som af¬
tenundervisning de første fem dage ugentlig
fra kl.ca. 17-22 i fireår, derefterfulgteetfemte
årmeddagundervisning.
Fra 1949 til 1962 begyndte hvert år et nyt hold i forberedelsesklassen, men hereftervar der ikke længere tilstrækkeligt med ansøgere til aftenlinien. Den blev derfor nedlagt, og se¬
minariet fortsattesomdagseminarium.
I 1955trådte seminarieloven af 1954 ikraft, og bestyrelsen besluttede allerede da,atsemi¬
narietogså skulle omfatteen daglinie. Samme
år ansattes den 37-årige seminarielærer Palle
Schmidtsom forstander, og året efter blev de
første fastelærere ansat.De skiftede iøvrigt ti¬
tel i 1959 til rektor, lektorer og adjunkter, og
I 1
HU HAR SPULET
iG&ENDE
Indflytningen i detnyeseminariumfandt sted undermegenhurlumhej. I procession gik lærereogstuderendefra Rørkjær Skole, dersesibaggrunden, til Storegade.
eleverne blev studerende. Dagseminariet om¬
fattedebåde denfireårige læreruddannelseog dentreårige linie for studenter. Antallet af ele¬
ver varså stort, atder blev behov foregne og
egnede lokaler til seminarium. Esbjerg Kom¬
munetilbødatopføre seminariebygninger i til¬
knytning til Jerne Skole, lokalersomseminari¬
etskulle leje af kommunen. I 1958 flyttedese¬
minariet ind i Storegade 182 i de bygninger,
der idagerhjemsted for Den Sociale Højskole.
Pågrund af stadig tilgang blev pladsen hur¬
tigt for trang og hastigt opstillede pavilloner
løste ikkepladsproblemet. I bestyrelsen havde borgmester Henning Rasmussen afløst Magne
Astrupsomformand,ogdenmåttehurtigttage stilling til nye byggeplaner. Seminariet havde tidligt købt nogle ejendomme til udvidelse,og de blevnumageskiftet med kommunen, sået nyt seminarium kunne opføres på Skolebak-
ken. Udflytningen til det nye bygningskom¬
pleks, somseminariet selv ejede, skete iårene
1973-1976. Det nye seminariums indretning
var tilpasset læreruddannelsesloven af 1966,
derspecieltstillede nyekrav til uddannelsen i liniefag, bl.a. med laboratorier, øvelseslokaler,
bibliotekm.m.
I slutningen af 1970'erne og i 1980'erne
faldtansøgertallet til seminarierne, ogunder-
visningsminister Bertel Haarder gennemførte i
1982 og 1988-89 en reduktion i antallet afse¬
minarier. Ved loven i 1989 blevEsbjerg Semi¬
narium sammenlagt med Ribe Statsseminari¬
umi Ribe.Esbjergs rektor Lars Runo Johansen overtogstillingensomrektor i Ribe,ogsemina¬
riets lærere blevgradvis overflyttet til Ribe.
Destuderende,somhavdepåbegyndt deres
udadannelse i Esbjerg, færdiggjorde uddan¬
nelsen her, og de sidste blev dimitteret fraEs¬
bjerg i 1992
I årene 1955-92erder i alt dimitteret2.424 lærere fraEsbjerg, fordeltsåledes:
fraaftenlinien 216
fradaglinien 625
frastudenterlinien 321 Efter1966-loven 1.262
Fra 1975 blev det muligt forlærere ogandre
interesseredeatgennemføreuddannelsen iet eller flere af læreruddannelsens fag. Det var densåkaldte»tompladsordning«, idet disse ek¬
sterne studerende kun kunne optages på hol¬
dene, hvis dervarledige pladser. I alt har167i
årene 1975-92gennemført uddannelsen ietel¬
ler flerefag, fortrinsvis dog i ét liniefag. I alt 93
harbeståetliniefag (en enkelt itoliniefag), 46
har gennemført liniefag uden at gå til eksa¬
men, 20 hargennemført pædagogiske specia¬
ler med eller udenliniefagogseks i andre fag.
Seminariebygningerne påSkolebakken blev
under navnet Seminariet i Esbjerg overtaget afpædagoguddannelsen. Esbjerg Seminariums egenkapital blev opgjort til 17,6 mio. kroner,
ogdenne formue blev hensat i Esbjerg Semina¬
riums Uddannelsesfond, der blev oprettet i
1995. Fondensformåler:
atvirke forvideregående uddannelser i Es¬
bjerg tilgavnfor byenog egnen,
atuddelelegater til lærerstuderende fra det tidligereEsbjerg Seminariums naturlige rekrutteringsområde,og
atuddele midler efteransøgningtil videre¬
gåendeuddannelsesaktivitet i Esbjerg.
EsbjergAftenseminariumstilblivelse
AfMagne Astrup
Som den eneste tilbageværende af det treklø¬
ver, som varmed tilatopretteEsbjerg Semina¬
rium, skaljeg forsøgeatbeskrive, hvordan den¬
ne institution blev til, og hvilke tanker derlå bag initiativet.
Ideen blevfødt af skoledirektør N. R Ander¬
sen, der var blevet skoledirektør i Esbjerg i
1948. Han havdebådeevneroglyst tilat sætte reformer ognydannelser iganginden for sko¬
le ogkultur,mennaturligvis ikke mindst på det uddannelsesmæssigeområde.
IKøbenhavnvarder i 1949 blevetoprettet et aftenseminariumberegnetpåmennesker,som havdelyst tilatblive lærer, men somikke i de¬
resungdom havde haft modpåeller økonomi
til atgennemføre en uddannelse. De fleste af
disse lidt ældreogmeremodnefolk havde for¬
pligtelser over for en familie, og de måtte af
økonomiske grunde have i hvert fald et del¬
tidsarbejde. Undervisningen skulle derfor pla¬
ceresom aftenen, dvs.fraomkring kl. 16.30 til
21.45.
N.P. Andersenfandt denne idégodog men¬
te,denmåtte kunneomplantes til Esbjerg. Det
ville være afbetydning atfå denne »reserve«
uddannet, for netopi disseårvar derstorlæ¬
rermangel,ogdetvarsværtatfålærerenok til
detvestjyskeområde. N. P.Andersen vidste,at daværendeviceinspektør EjnarSkårup ogsåin¬
teresserede sig forseminarietanken. Han hav¬
de taget den pædagogiske prøve forseminari
elærere i regning, matematikogfysik, oghan
havdepå afstand fulgt tankenometaftensemi¬
narium iKøbenhavn. N. P. Andersen vidsteog¬
så, atjeg interesserede mig for læreruddan¬
nelsen.Jeghavde alleredeetparår før talt med
hans forgænger, skoledirektør Olaf Pedersen,
om etmuligt seminarium. Min tankevar først
ogfremmestatskabe enbredere rekruttering
til seminarierne endden, der blotbyggede på
folk medboglige kundskaber. Jeg tænkte især på unge ledere fra foreningslivet - trænere i
gymnastik, førere i FDF, ispejderbevægelsenog i DUI.
Jeg mente de udgjorde en gruppe dervar
brug forsomlærere,fordimangeaf demvari
besiddelse af det udefinerligt væsendige, som kunnevidereføres ien læreruddannelse.
Olaf Pedersenvar interesseret i min idéog luftede tanken højere oppei systemet, menti¬
denvarikkeinde. Denvigtigste årsagvarnok,
atRibe Seminarium,somdengangvaretkvin¬
deseminarium, havde vanskeligheder med at få elever nok.Undervisningsministeriet kunne
derforpå forhånd sige,at et nytseminarium i Esbjergikke ville blive godkendt.
Situationenvar imidlertiden anden i 1949.
Ribe var da blevetomdannet til etfællessemi¬
narium,oglærermangelenvarsatind med fuld styrke. Da N. P. AndersenogSkårup henvendte sig til mig,varjegderforåbenforatvi prøvede
at oprette en forberedelsesklasse, en såkaldt
Olme 7/tanrfaq (71/iAdaq OliJdaq Obttctaq (Ptedaq JoldGCj
rW
r*
Wl&OYic.,a•i re.a^.v.wov
»i
W\oJLä.\aa.oÄ..
vxoAucrVuifc.
ti Il u Il
oLclwvVc
ir ir*
»X
VustoTV&
u
vwatevwxfc.
•2
ytlu^vovv,
&
sov-vvt^
11
re.<kv\t-vv<^
11
davt*\t
il
dLotv\.»\c
n 11 n
Zo*21"
la.
davvsV.
u
qLoavxYc.
VI
qeooyroÆl
IX
dU.vv.sW.
•«
u
vwaAfcvwjli.. v»maa\.V.
a
WvstovU^
il
slorivvu-'vaa^
il
ViVatorv^
Timeplan for den første præparandklasse1949/50.Efterendags erhvervsarbejdevardetendrøj aften fra kl. 17-22.
(Tegning: Privat eje).
præparandklasse. Jegsåenmulighed for,atmi¬
ne tankerom en bredere rekruttering kunne
blive realiseret på denne måde. Vor lille tre-
mandsgruppe blev hurtigt suppleret med bl.a.
skoleinspektør Svend Løkkegaard og skolein¬
spektør,landstingsmand Niels Sæderup.
Organisatorisk blev det ordnet således, at
præparandklassen blevoprettetsom en særlig
gren af Esbjerg Kommunale Fortsættelsessko-
ler. Undervisningen skulle finde stedpå Rør¬
kjær Skole, ogder fandt vi ogsåetlille kontor,
somkunne stillestilrådighed.
Egentlig blev vi overrumplet af udviklingen,
for alleredefør der forelå en godkendelse af præparandkursus, ventede denutålmodigelev¬
flokpåatfåbegyndt. I rivende hast skulleetre¬
præsentantskab nedsættes,alle formaliteter ord¬
nesoglærereansættes.Skårupogjegmåttefle¬
re gange til København for at tale med em¬
bedsmænd foratfåtingene tilatglide.
Iundervisningsministeriet fik vi godstøtteaf tidligere seminarieforstander Georg Christen¬
sen, somkunnegive goderådomden bemyn¬
digelsesparagraf i seminarieloven vi skulle bru¬
ge,og somviste sigatværeden sikkerhedsven¬
til dervarbrug for. Jeg huskerogsåetmøde i
1950med daværende statskonsulent Alfred An¬
dreassen, som var til møde på Christiansborg.
Mensvi ventedepåham, mødte vi i Vandrehal¬
len tilfældigt den nyudnævnte undervisnings¬
ministerJulius Bomholt, som udtrykte glæde
over voresinitiativ. Bomholtvarvalgt i Esbjerg¬
kredsen oghar vel spillet envis rolle i forbin¬
delse medtilblivelsenaf seminariet.
Også hjemme blev vore planer mødt med velvilje,ogbystyret omfattede fra den første be¬
gyndelse sagenmed positiv interesse. Det viste sigbl.a. vedatbyen lagde penge ud til driftog
lønninger, indtil tilskuddet fra undervisnings¬
ministeriet komåretefter.
Somnævntvarmin tankeoprindelig blotat opretteenpræparandklasse, menN. P. Ander¬
senogSkårup ønskedeatgå videre, så Esbjerg
fik et »fuldstændigt« seminarium. Præparand¬
klassen fortsatte derforåreteftersom1. klasse
på Esbjerg Aftenseminarium,somdennyeud¬
dannelsesinstitution komtilathedde. N. P. An¬
dersen blevforstander,ogSkårup blev semina¬
rietsførsteinspektør,oghan bartungebyrder i
seminariets pionerår. Man kan blive ganske
svimmel ved at tænke på, at det kun var »fri¬
tidsvirksomhed« for dembegge. Senere vokse¬
de det administrativearbejde, så der måtte for¬
stærkning til. Skoleinspektør Ahlmann Nielsen overtogderforregnskabsføringenog senerein¬
spektørstillingen.
I 1955 blev detførste hold lærere dimitteret fra Esbjerg Aftenseminarium, og skoleinspek¬
tørN. P. Andersenfratrådte samtidigsomfor¬
stander. Hanville gerne have fortsat arbejdet,
men kunne ikke vedvarende lede seminariet ved siden af sit embedesomskoledirektør.
Som hans afløser ansattes seminarielærer Palle Schmidt, Århus, og seminariet blev fra
1956 anerkendtsombådedag-ogaftensemina¬
rium. Dermed begyndte en helt nyperiode i Esbjerg Seminariums historie.
Studerende på EsbjergAftenseminarium 1957-63
AfVagn Husted
Man kunne måske kalde den lille gruppe, der
endag-vardet i 1956 eller1957-mødtes ietlo¬
kalepå Rørkjær Skole i Esbjerg foren sammen¬
løben flok. Vi skulle begynde et studium ved Esbjerg Aftenseminarium, der var oprettet et parår tidligere.
Ethavde vi dog tilfælles: Vi havde ien lidt
sen alder bestemtos for enlæreruddannelse.
Voregrunde hertilvarnokretforskellige,men fælles foros varatvivarvoksetop oghavdevæ¬
retungeientid, dervarprægetaf 30'ernes fat¬
tigdom samt den noget kaotiske udvikling
under og i de første år efter 2. Verdenskrig.
Mange afoshavdemåttet slåsig igennemuden virkeligatkunne øjne, hvorvortfremtidige vir¬
ke skulle blive.
Barndoms-ogungdomsår
Jegvarvoksetoppåetmindre landbrug i Vest¬
jylland, havde eftersyvårs skolegang haft plad¬
servedlandbruget iegnen ogtroedevel først, atjegskulle blive landmand.
Selvatfåetlandbrug,som enfamilienogen¬
lunde rimeligtkunne ernære sig på,varden¬
gang megetvanskeligt. Så måske skulle man tænke lidtpåenanden levevej.
Ved siden af min interesse for ogkærlighed
tillandbrugserhvervet havde jeg også haft lyst
og tankerom at gå i højskolens tjeneste. Dog syntesjegmåtte have en eller anden form for
uddannelse for at føle mig kvalificeret til en
gerning der.
Efter2. Verdenskrigvardermangel på alt, også brændsel, ogjeg havde i nogle somre ar¬
bejdet i tørvemoserne. Nuså jeg enchance til
atskaffemiglidt læsekapital vedatbegyndeen tørveproduktionsomselvstændig.
Mensjeg arbejdede i tørvene om somme¬
ren,havdejegenvinteretopholdsomelevpå
Rønshoved Højskole, og en vinter varjeg på SigtunaFolkhögskola i Sverige, så jeg havdeet rimeligt indblik i, hvad dermåtteforventes cif
enhøjskolelærer.
Detvarsåmintankeattage etparår påDen
Frie Lærerskole i Ollerup. Så mentejeg mig
kvalificeret tilengerning ihøjskolens Reneste.
Menførst skulle deraltså laves lidtkapital.
Tørveproduktionen
Med mintørveproduktion gik det godt nok iet parår, ogefter mineplaner ville jeg,nårsæso¬
nenimosen varfærdig i 1954,søgeindpåDen
Frie Lærerskole iOllerup.
Alt komdog tilatgå anderledes, endjeg hav¬
de tænkt.
Allerede rettidligtpåsommeren sattedet i
med megen regn. Vi bøvlede nu på i mosen imellem bygerne, med dethåb selvfølgelig, at vejret velmåttebedre sig.Efterhåndenfik vial disponibel læggeplads fyldt op med tørv- de
blev vel tørreengang! Vejret ændrede sig imid¬
lertid ikke densommer,regnenfortsatte efter¬
året ud, bønderne høstede vådt korn, og alle
minevådetørvblevliggendepåmosenhele ef¬
teråretogvinteren med.
Detbetød, athele min lilleopsparede kapi¬
tal fra de foregående somre - og lidt til - var
tabt.
Jegmåtte tage etårmerei mosen foratfå
rettetlidtoppå økonomien, hvilketogsålykke¬
des. Pengetilattænke påatbegyndeetstudi¬
umhavdejeg dog ikke.
Gav ikkeop
Heltatgiveopville jegnuikke. Jeg havde hørt
atder iEsbjerg,pågrund af denstoremangel pålærere,varbegyndtetaftenseminarium med
henblikpåatfå lidt ældre»reserver« ind,som så kunne haveetjobomdagenoguddanne sig
omaftenen.
Detvarmåske nogetfor mig. Det ville jo ta¬
gelængere tidpå den måde. Til gengæld kun¬
nejegså begynde med detsamme.
Jeg fik en samtale med Palle Schmidt, der
varforstander for seminariet iEsbjerg, ogfor¬
klarede ham min situationogmineplaner. Pal¬
le Schmidtsagde straks: »Du burde jogålige
indpåseminariet. Mennår du aldrig har haft
hverken matematik eller fysik, så er du nok
nødt tilatgå i præparandklassen,ogdamange
erisammesituation, har vi nogetvi kalder for-
præp«.Detmåttejegjotagemed.
Nu er detlænge siden, men end detgem¬
mesi mit sind.
Begyndelsenvarprimitiv. Vi havde nogle lo¬
kaler på Rørkjær Skole, hvor vi kunne rykke ind, når børnene havde forladt dem. Detvar
nuvistretkorttid,jegvarmed der. Jeg husker bedst, hvordan vivar nogle stykker, der hjalp
fru Kaaeog voreshistorie-ogdansklærer, Bue Kaae,medatflytte bøgerneomi detnyeflotte hus, dervarblevetbygget i Storegade.
Her fik vi resten afvores uddannelse, som jegnuføler vi hurtigtvarlangt inde i, da først optagelsesprøven i 1958varoverstået. Nuhav¬
de vi femårforanos,langtatsefrem-menjeg
kunne lide det.
Jeg komsnartind ietgodt samarbejde med nogle studiekammerater i de fag, hvor hjem- metræning var nødvendig. Dette samarbejde
kom kun tilatvarenoglemåneder,for vimåtte jo alle arbejdeomdagenoggå i skoleomafte¬
nenfra kl. 17 til 22.
Studieårogarbejde
Forberedelse blev det oftest lidt småt med.
Desudenvar deren tingmere, det i de næste fem årblev lidt småtmed: Søvn! Men foren
periode kan man i sineyngreår klare meget.
14-15 krævendearbejdstimerpr. døgnvarnok lige i overkanten af, hvad selv stærke yngre mennesker kan klare gennemfemår.
Jegvar,frajegbegyndtepåden egentligese¬
minarieuddannelse, lærerpå Bramminge Efter¬
skole,ogvarder hele læsetiden ud. I eftersko¬
len havdemandengangikke friomlørdagen,
men havde undervisning lørdag formiddag.
Derudover havde man vagtordninger lørdag eftermiddag og hele søndagen, dog på skift
medetparandre lærere.
Måskekan detlydesom enbeklagelse af min
skæbne.Sandhedenerdog,atjeg gikmegetop i mitjobsom lærer i efterskolen, hvorsamar¬
bejdetvarfint, hvilketvelfremgåraf,atjegbe¬
holdt mitjobpåBramminge Efterskole, medto årsafbrydelse, i 20år
Nu ligger det daglige livpå seminarietme¬
get langt tilbage i min hukommelse. Dog hu¬
skerjeg tydeligt alle lærerne - og selvfølgelig også alle kammeraterne, selvomdet formange gælder,atjegikke harsetdem siden.
Palle Schmidt havdejegikke i bestemte fag.
Han havde nok også endel administrativt ar¬
bejde,mendet sketehanvarafløser foren an¬
den lærer. Palle Schmidtvar envenligoglige¬
frem mand, kun et par år ældre end jeg.Jeg
troralle kunne lideham. Mangeårsenere,da
vibeggevar ipensionsalderen, skulle jegfået godt samarbejde med hamunder hans arbejde
medatfå skabt HistoriskSamling fra besættel¬
sestiden 1940-1945.
Detvilføre forvidt,omjegskullenævnealle
vorelærere, af hvilke de fleste-måskealle-var i sammebådsomviaftenelever, idetde havde
etdagjobog nupåtogsigetjobpå aftenlinien
Iefteråret 1958 kunne bygningerne iStoregade182tagesi brug,oghermed skabtes der betydelig bedre pladsforholdforse¬
minariet. (Foto: Privateje).
ved siden af. Fornogles vedkommende betød
dettemåskeatde ogvi stod hinanden lidtnær¬
mere,hvadviogså gjorde aldersmæssigt.
Ihistorie ogdansk,somjeg havdesomlinie¬
fag, havde jeg Bue Kaae som lærer. Timerne
med hamstårklart i minerindring. Udover de
altidinspirerende timer vi havde med ham,fø¬
lerjeg stortaknemlighed mod ham på grund
af de meget berigende studierejser, hvor han
var voresleder. Dissestudierejser foregik ofte-
måske altid-i ferier-altsåogså Bue Kaaes fe¬
rier. Detgælder f.eksenstudietur tilRomogvi¬
dere sydpå i Italien i påskeferien, derstår for migsom enaf mit livsstoreoplevelser. Jeg hav¬
de ellers ikke rådtilatkommemedpådenne
tur, men nogle af seminarielærerne skaffede
migetlån,såjegkunne komme med. Smukt af dem, ogdet fortæller vel også lidtomde gode forhold, dervarmellem demog os.
Sangogmusik
Når man kunne synge, skulle man også spille på etinstrument. De flestepå mit hold havde
nok aldrig haftnogen mulighed foratfåmu¬
sikundervisning, men på seminariet kunne
man ikke blive fritaget for musikundervisnin¬
gen. Det hangsammen medatmanskullevæ¬
reistand tilatpåtage sig ethvertjob i den dan¬
skefolkeskole, derjo dengang endnu bestod af
ret mange små skoler. Sammenlægningen til
destørreskolervarkun lige begyndt. Alle, der
ikke havde haftklaverundervisning, skulle spil-
le violin.Såjegmåtteseatskaffe migenviolin.
I grunden kunne jeg overordentlig godt lide violinspil,menatlære det nårman erlidtoppe itrediverne,erfaktisk lidt afetjob,nårmanså godtsom aldrig har blot noglefå minutter til
overs til at øve. Atvære vores musiklærer må haveværetenprøvelse.
Gymnastik
Med gymnastikuddannelsen fik jeg efterhån¬
denetproblem. Som lærer havde vi Egon Skov,
kendtsom fodboldspiller på Esbjergs førende
hold i nogle år, en mand vi havde et overor¬
dentlig godt forhold til. Efterhånden skulle vi
eleverpå skiftovertage gymnastiktimen. Vivar
to på holdet, Aksel Christensen ogjeg, som
Egon Skov sagde han ikke ville give kritik for
vores ledelse af holdet. Hanbegrundede dette
medatvihavdeengymnastikuddannelse i for¬
vejen, hvilketvarrigtigt for Aksel Christensens vedkommende, hanvarOllerup-uddannet. Jeg
havde dyrket gymnastik igennem hele min ungdom,menhavde ikkenogengymnastikud¬
dannelse. Aksel Christensen ogjeglavedevort egetgymnastikprogram, der ikke ligevarinspi¬
reret af Skovs gymnastikundervisning, men
somhanåbenbartanerkendte.
Senereforsøgte jegatblive fri for gymnastik¬
ken.Jeghavde efterhånden brug for lidtmere tid,både til forberedelse til mitjobsomlærer i
efterskolen og til seminariet. Desuden vidste jegjoatjeg aldrig skulleværegymnastiklærer. I højskoler eller efterskoler, hvorjeg stilede efter
atfåmingerning, havdemanaltidenung gym¬
nastiklærer med uddannelse fra en gymnstik- højskole, Ollerup eller Viborg f. eks.,såjegan¬
modedeomatblivefritaget forgymnastikken.
Seminariets inspektør Theodor Johansen
havde afeneller andengrundfået det indtryk,
atjeg ringeagtede gymnastikuddannelsen på seminariet, men det var en misforståelse.Jeg
havde absolut ikke kritiseret gymnastikuddan¬
nelsen på seminariet. Enden blev dog, atjeg
blevfritaget forgymnastikken,sådette fag kom
ikke med i mineeksamenspapirer. Jeg fikaltså
etparhårdt tiltrængte ugentlige timer til andet arbejde.
Højskoleholdet
Jeg ved ikkeom denne diskussion lidt medvir¬
kendetil,atminklassepå seminariet blev kaldt
»højskoleholdet«. Det varvist ikke mentsom noget positivt. Detvar Bue Kaae, deren dag
fortalteosdet, menhansagde,athan i al fald
ikkeså detsomnogetnegativt. Nu kan jeg smi¬
le lidtad,atjeg den førsteugestidpåseminari¬
ethverdaghavde minhøjskolesangbog med i
mappen.Såjeg havde jo nok min del cif skylden
for detteøgenavntil holdet.
Voresregnelærer, JensChr. Nielsen,trorjeg
alle på mit hold satte storpris på.Jeg husker specielt,athanendag fortalteos,hvorledesog hvorfor det blev ham, der fik stillingen som
regnelærerpåseminariet, fordervarflere an¬
søgere.»Detblev mig,trorjeg,fordi jeg mødte personligt ogsøgte pladsen,« sagde han. »Jeg cyklede endda herover helt fra Fyn«. Detvar
dengang. Vi følteham vist heltsomenafos.
Nuerdergåetmangeår siden min tidpåse¬
minariet. Delshuskerjegikke alle lærerne lige godt, delsmåjeg velprøveatbegrænse denne
beskrivelse af min seminarietid lidt. Så det er
ikke af ondvilje,når ikke allevorelærere bliver
nævnt.
Færdig med uddannelsen
Læreruddannelsen varededengang fire år, for
dem med studentereksamendog kuntreår. Af¬
tenlinien tog fem år, foruden et år i præpa¬
randklassen.
Jegtrormangeafos varvedatværekørt ned,
da vi efter alleårenenåedefrem til eksamen. I
voresungdom havde viværetpåvidt forskellige
felter i samfundet. Dervarpå mit holdentypo¬
graf, en mejerist, en murer, nogle landmænd
og måske var endnu flere erhvervsområder repræsenteret. Kvinderne havde måske været
hjemmegående husmødre eller haft andet ar¬
bejde. Mange afos vargiftoghavde børnatfor¬
sørge.Såvihavde haftvores sagfor, kan jeg vist roligt sige. Ivorestudieår havde så godtsomal¬
leværetvikarer i folkeskolen ogdermåttetun¬
dervise allemulige klasser, lærermangelen var
jostor.
Kortsagt,vihavde alleværetude foren me¬
get storbelastning i disse år,ogvi hørteom en¬
kelte, dervarvedatbryde heltsammen,da det
helevaroverstået.
Spredt for alle vinde
Iminerindring havde vietgodt kammeratskab påmit hold,menpågrund af den knappe, el¬
ler næsten helt manglende fritid, blev det jo
småt medat sesuden for timerne.
Sågodtsomalle fikenlærergerning i folke¬
skolen, hvilketjo ogsåvar deresmål. Mit mål
var somnævnt høj- eller efterskoler,ogbortset
fraetårveden efterskole påFyn oget andet
vedenbørneskole iSydslesvigvarjegal min tid
lærer vedBrammingeEfterskole.
Jegtænker mine kammeraterergået ligeså
stærktopi deres gerning i folkeskolensomjeg
iefterskolen.
Heldigvisermulighederne forvideregående
uddannelse bedre idagens Danmark. Man kan
tænkepå, atvi kun fik noglefåhundrede kro¬
ner omåretiunderstøttelsemensvilæste,ogvi
måtte betale skolepenge, vist 800 kroner om året. Detteophørteetparår efter vivargåetud
fra seminariet.
Vivarjo fraengeneration, derpågrund af
kriseogkrigvarrøgetud påarbejdsmarkedet,
hvor vi kunne findenoget,menikke havde haft muligheder forenuddannelse. Nu fik vi den al¬
ligevel.
Lærerigeår
AfSøren Manøe
I vinteren 1957/58blevjeg opmærksom på,at dervaroprettet etaftenseminarium i Esbjerg.
Jegvarda 25 årogstod overforetvalg, hvad
min viderelevevej skullevære.Jegvarpå dette tidspunkt førstekommis i Guldager Brugsfor¬
ening, hvor jeg havde været godt et års tid.
Samme år varjeg blevet forlovet med Anne
GretheJæger fraØlgod, ogjeg skulle til atfå styrpå,hvordanvoresfælles fremtid skulle for¬
mes.
Efterathave forladt barneskolen iSig efter
femte klassevarjeg kommet på Esbjerg Stats¬
skole,hvorfrajeg i 1951 afsluttede med realek¬
samen.VivarkuntofraSig Skole, derdet år fik
en videregående uddannelse. Ellers var nor¬
men,atmanforlod skolen eftersyvendeklasse,
blev konfirmeret og derefter kom i lære ved handel, håndværk ellertjeneste på landet. Da
min syvår ældre bror havde fåeten realeksa¬
men,lå det i luften,atdet skullejegogså have.
Vivar kunos to ihjemmet i Karlsgårde, hvor
min farvarkabel-ogliniemester. Vores foræld¬
reså megetpå, atvifikengod uddannelse,så
vi stodgodtrustettileneventuelvideregående
uddannelse. Min bror blevelektroingeniør. Jeg
selvvar, nårjegnu tænker tilbage, ikke blevet
moden,ogdet afspejlede sig i karaktererne på statsskolen, en realeksamen med et gennem¬
snit på g+. Lektierne interesserede mig ikke meget,ogdetvardaogså tilatoverse,hvad jeg gjorde ved det.
Efter afgangen fra skolen vidste jeg ikke,
hvadjeg villevære, menietparsommerferier
havdejegværetmedhjælper hos købmand Kai
Kirk iBjerregård på Holmslands Klit, hvor mi¬
neforældre havde sommerhus. Handelen inter¬
esseredemig, hvilket medførte,atda dervar en
annonce efter en koloniallærling i Brugsfor¬
eningen Frem i Nørrebrogade i Esbjerg,søgte
jeg og fik pladsen. Det interesserede mig, og det blev til tre dejlige læreår, hvor jeg også
modnedes og var modtagelig for at lære. Når jeg kunne nøjes med tre års læretid mod de
normale fire, skyldtes det realeksamen. Trods lange dage, fra kl. 8morgen hvor viåbnede,til
kl. 18 hvorvar færdige i butikken og derefter
omaftenen på handelsskole, så blev detspæn¬
dendeår. Handelsskolen ogdens dygtige lære¬
regreb mig,ogisær det faglige, hvilket resulte¬
rede i en afgangskarakter på mg+. Nytskulle
prøves. Danmarks første selvbetjeningsbutik
varkommet ien afEsbjergogOmegns Brugs¬
foreningers afdelinger. Det ville jeg ogsåprøve.
Det blev tilentid i EOB iJerne, i afdelingenpå
GI.Vardevej,ogda dervar sværeudsigter forat blive selvstændig, parret med en vis trang til udvandring-min brorvarudvandret til USA-
søgtejeg job i Canada. Det lykkedes, men 14 dage før afrejsen, stoppede de canadiskemyn¬
digheder for immigration, såjeg måtte blive herhjemme.Så blev det tiltoårsomklerk, sæl¬
geri skibsproviant, ved Brugsforeningen Frem
i Skolegade i Esbjerg. Hervar min gamle chef
og læremester Arne Jægum flyttet op.Jeg fik jobbet medathandle med forretningensgodt
100 kuttere.Igen interessanteår,men enleve¬
vejvardetnæppe.Skullemanforventeatblive
uddeler,vardetvejenoverførstekommisogud¬
dannelse på Andelsskolen i Middelfart. Derfor søgtejegstillingen i Guldager,ogefternogen tidbegyndtejegatsøgeuddelerpladser. Detvar
på dette tidspunktnæstenhåbløst, hvismanik¬
ke kendte personer,der kunne hjælpeatskub¬
be til den ansættendebestyrelses beslutninger.
Personligt følte jeg, at noget havde rykket sig. Jeginteresserede migmere og merefor det boglige,og nu komså muligheden foratreali¬
sere ideenom atblivelærer, få del iboglig vi¬
den ogmulighed foratdyrkeogviderebringe
den.
En dag troppede jeg oppå aftenseminariet påRørkjær Skole, fiken god snak med rektor
PalleSchmidt, dergjorde mig det klart,atmin
realeksamen var forgammel -antagelig også
fordårlig, hvad han nuikke sagde- tilatjeg
kunneoptagesdirekte i seminariets første klas¬
se.Jegmåttestartei præparandklasseogforbe¬
rede mig til optagelsesprøve den kommende
sommer.
Tidsmæssigtvoldte detproblemeri hverda¬
gen.Seminarietbegyndte kl.17,ogjegvarførst færdig i butikken i Guldager med opgørelse af
kassem.v.ved seks-syv tiden, så lidtatspiseog
på cyklen til Esbjerg. Der gik kun kort tid, så sagde jegop ogflyttede hjem hos mine foræl¬
dre iKarlsgårdeogkunne så tage togetfra Sig
tilEsbjerg. Detmå haveværetførstpåvinteren,
dette skifte skete.
Mærkeligt,mendejligtvardet igenatsidde på skolebænken, komme ind i en helt anden verden, beskæftige sig med litteratur, historie,
sprog og naturfagosv. Mærkeligtvardetogså
atbefindesig ienverden af ligesindede,sådan
atforstå, atviallehigede efter kundskaber, ef¬
teren andenuddannelse,måskeden der hele tiden havdeliggetogventet,oghvor dernu var
mulighed foratideen kunne realiseres. Mær¬
keligtatmodtage undervisning fraenflok læ-
Søren Manøe stårsom nr.fem fravenstreitredie rækkefraoven.(Foto: Privat eje).
rere, som ikke betragtede os som skoleelever,
men mere somligestillede. Lærere der følte,at vivar en flok, derdagligt mødte medetåbent
sind, hvormankunnehælde videnpå,og som
ogsåforventede,atder blev stillet kravomikke
blotindlæring,menogsåomudfordringer, lek¬
tier,opgaver m.v.
Mærkeligtvardetatbefinde sig ienkreds af
lutter modnemennesker,som varindstilletpå
at få det mest mulige ud af det, og så en så uhomogen forsamlingsomvivar.Jeghusker,at
dervarkontorassistenter,envejmand,enmeje¬
rist,enkunstmalerogforfatter,håndværkere af forskelligart, men alle meden ildhu,og gen¬
nemsnitsalderenlåvelpå30-40år.Mangeknæk¬
kededog halsen i de førsteår. Detvarsværtef¬
terså mangeår. Nogle havdesværtvedattileg¬
ne sig stoffet, enkelte kunne ikke både klare
studierne og et familieliv med kone og små
børnsamtarbejde,mende fleste gik nedpåar¬
bejdspresset og økonomien. De havde deres dagligearbejde atskulle passe, efteren otteti¬
mersarbejdsdag afsted til skolebænken, hjem
kl.22 ogtilatforberede sig tilnæstedag,enten
detvararbejdsopgaver eller lektielæsning tilse¬
minariet.Noglegangestod ægteskaberpåspil,
andre gange arbejdsforhold. Det skal her ind¬
føjes, at seminariets lærere gjorde deres til at
afhjælpe indlæringskravene. De skriftligeopga¬
verblevlagt hen til afleveringom mandagen,
såman havde weekenden tilatfådetudarbej¬
deti, ogdestørreskriftligeopgaverfik visom
regel en månedstid ellermere til. Man havde indtrykket,atdeallevardybtengagereti deres undervisning,menogsåvistestorforståelsefor pressetpå eleverne ikke blot i undervisningssi-
tuationen, men i høj grad den anden side af
elevernes hverdag. Og alligevel måtte mange
give op.Jegtror, atder kunvartoi min klasse,
der gennemførte hele studiet fra forpræpa¬
randklassen til den afsluttende lærereksamen.
Forberedelsesklassen sluttede for mit ved¬
kommende til sommerferien, og spændt var
mannaturligvis på dagen, hvor der skulle mod¬
tages beskedpå rektor Palle Schmidts kontor.
Tydeligt husker jeg det, idet jeg var særlig spændt. De fleste havde dagen før ellerpåselve dagen modtaget dommen via posten, men da
atviførstfikposten,efter jegvardraget hjem¬
mefra,varjeguvidendeom min skæbne, men blevglad da Palle Schmidt sagde, »atvi mødes jo efter sommerferien«.
Sommerferien blevbrugtpå håndens arbej¬
de,så dervar en skillingatstå imod med. Jeg
fikarbejde hos min far medat montere trans¬
formatortårnerundtomi heleSydvestjylland.
Økonomien fremovervar et problem. Der
varingenstøtteathente fradet offentlige. Sta¬
tensuddannelsestøtte anerkendte ikke aftense- minariestudiet som støtteberettiget. Kun det
femte ogsidste år, hvor vivardagseminarister,
var anerkendt, men her blev vi betragtetsom førsteårsstuderende, hvilket medførte, at vi maksimalt kunnelåne 1.000 kr. Formigogalle
i klassenvarderdogenhjælpendehåndiden stigende lærermangel. Dervarmulighed for vi¬
karansættelser i folkeskolen. Detbetød økono¬
mi og en arbejdstid, hvor dervarmuligheder
foratpasse begge dele,samtdenstorefordel,
atdetvarindlæringogundervisning forenet i
en arbejdsgang. Hvad vi lærte på seminariet,
kunne vi gå ud og afprøve på skoleeleverne, groftsagt, men ingen dårlig kombination. Se¬
minariets lærere udtrykte ofte utilfredshed med, atde skulle uddanne lærere til folkesko¬
len, uden de selv havde prøvetellermåttetun¬
dervise folkeskoleelever.
For mit vedkommendebetøddet,atjegsøg¬
teenvikarstilling ved Hoven Skole ti km nord¬
østforØlgod,hvor vi boede. Førstelæreren stil¬
ledesigmegetskeptisk, da han erfarede,atjeg
villebegyndesomunderviser,nårjeg endnu ik¬
ke havdeeneksamenogendda først skulle be¬
gynde på seminariet om 14 dage. Det blev
imidlertid til et godtforhold til ham, skolens øvrigelærereogikke mindst børnene. Skoleti¬
den ved Hoven Skolevarfrakl. 8 til 15, 33 ti¬
mer om ugen fordelt på seks dage. Derefter hjem til minkone,somhavde madpakken klar
ogaf sted de 50 km. til Esbjerg. Da nogle af mi¬
neklassekammerater fra seminariethavdefået
vikarpladser i dennordlige afamtet,havde jeg
bilenfyldtop. De merestabile forhold gjorde,
atGrethe ogjegnuturde gifteos ogstifte bo,
hvad vigjorde iefteråret1959.
Præparandtidenvar ovre, ogdetvarudenpå Rørkjær Skoleogså.Vi havde forladt de gamle
lokalerpå Rørkjærogi samlettrop marcheret
tildet nyeseminarium i Storegade i Jerne. Det
bleven festlig indvielse med bl.a. kulturmini¬
sterJulius Bomholt. En mere intern festmåtte dog afvente til seminariet havdefået gardiner,
så virigtigt kunne feste,hvad visågjorde.
Seminariet var et privat seminarium, hvor
der skulle betalesskolepenge, hvilket ikke var detstørsteproblem.Detvarderimod udgifter¬
netilbøgerogtransportentil seminariet.
Lærernepåseminarietvardygtigeoginspi¬
rerende,et parenkeltemindre spændende,så¬
danerdet vel aldd.Sjovtvardetogså,atdervar gengangerefrastatsskoletiden,ognuoplevede jegdempåenganske andenmåde. Fernstrøm, Kluver, LethogBue Kaaemødte jeg igen, men kun Bue Kaae fikjeg fornøjelsen af. At han
med sininspirerende undervisningogstorevi¬
denfikenafgørende betydningogså for mitse¬
nerevirke,erjeg ham kun taknemmelig for. De
korteretimer, kortere frikvartererbetødenin-
