Barndomserindringer fra Sneum
Af
Inge Nybro Laugesen
Jegerfødt i 1936påengårdi Sneum.Gårdens
navn erNybroogden harværeti familiens eje
sidenår 1800. Denvarfæstegårdunder Sneum¬
gårdog erudstykketderfra.
Det er en hvidkalket, trelænget gård med stråtag. Gården, der i dag ejes af Lisbeth og Kristian Nybro Mogensen, er fredet og næn¬
somt renoveret. Den fremstår smuk og vel¬
holdt,mereend 200 årgammel.
Lidtomgårdenshistorie
Gennem hele min opvækst har mine søskende
ogjegfået fortaltomgårdens historie,og gen¬
nem min slægtsforskning har jeg yderligere
fået videnom vorslægt.
Gården brændte i år 1800 for denførsteejer
i vores familie, Frands Mogensen. Familie¬
traditionenfortæller,atder skullebages til bar¬
selsgilde, så dervar tændtop i den store åbne
ovn.Gnister derfrafløj ud på gulvet, antændte pelsen på en kat, der för op på loftet og dér
antændte stråtaget og hele gården brændte
ned.
Deterrigtigt,atgården brændte ned i 1800
og deterrigtigt,at dererfødtet barn i 1800,
men om branden var kattens skyld, kan man
ikke bevise.
Efter branden blevgården byggetopigenog stodfærdigi 1801. Frands Mogensen valgte på
den nyegårdatbyggeetlille ovnhus i haven,så
man ikke igen skulle risikere en brand fra
ovnen. Stuehusetvarpå den tid det flotteste i
miles omkreds medtreskorstene. Ejernes initi¬
aler blevsatmed mursten i stuehusetsvestgavl
ogvidnerom, atdeter en slægtsgård.
Der står: FMS HAD 1801, bogstaverne står
for FrandsMogens Søn-Hanne Anders Datter
ogbyggeåret 1801.
Vedgården har dergennemflere hundrede
årværet etvadestedoverSneumÅmedkørevej
til Tømmerby. Der blev i begyndelsen afåret
1800 bygget en gangbro overåen ved siden af vadestedet, så folk kunne gå tørskoede over.
Denne broflød væk underenstormflod i 1821 og blev ikke siden bygget igen. Men navnet
Nybro stammer derfra, gården blev dengang
kaldt »gården ved den nyebro«og senerekun Nybro.
Jeg hargennem nogle årskrevet ned, hvad jeg kan huske fra dagligdagene i min barndom,
om gøremål og særlige begivenheder, til for¬
nøjelse og undren især for mine børn og bør¬
nebørn. Livsstilen og dagligdagen på landet
har ændret sig så utroligt meget siden min
barndom i Sneum.
Detfølgendeeruddrag afmineerindringer.
Børn oghusholdning
Jegerden ældste af fem søskende, vi første fire
erfødt i årene mellem 1936 og 1942. Der var altidbørnattagesig afformor, oghun havde
en god hjælp i Bedste, der boede på aftægt i
husetsøstreende.
Børn, familie, husoghavevarmorsområde,
BarndomserindringerfraSneum
GårdenNybro, GL Skolevej 40, Sneum. Gårdenejes idagafLisbethogKristian Mogensen.
hvor hun havde ansvaret for, at det hele blev passet og fungerede godt til hverdag og fest, godt støttet af far. Hvis deropstod problemer,
snakkede de sammen omdet, mortog daogså
del i landbrugets problemer.
Køkkenetvarhusets mestcentralerum. Her mødtesvialle fleregangeiløbetafdagenforat spise. Det var også her, folk kom ind, når de
kom medenbesked eller foratsnakke ogfåen tår kaffe.Vihavde telefon,ogafogtil kom der
en nabo for at låne den, det var især for at sende bud efter læge eller dyrlæge, så fik de
somregelogsåkaffe.
I køkkenet bleval maden tilberedt på kom¬
furet, hvor der blev fyret med træ, tørv eller
kvas.
Vi havde helt ind til 1950 ungpige, der skul¬
lehjælpe bådeihusetoglidt i landbruget. Det
varhelt ungepiger,som morlærteopmed hus¬
lige arbejder på en gård. Vi havde dem som
regelet år ad gangen, ogde flestevarvi rigtig
glade for,ogligesom karlene blev de betragtet
som endel af familien.
Med en storfamilie, karl og pige skulle der
hverdag sørgesformegetmad til mange mål¬
tider.
Morgenmaden klokken syv bestod foruden brødogkaffe, afhavregrød med mælkogsmør¬
klat til os alle, mor dog undtaget, hun sagde,
hun ikke tålte det så godt. Faktisk kunne hun
ikke lidehavregrød, menhun sagde altid tilos,
at detvar der ikke nogetder hed, man skulle spise,hvad der kompåbordet! Det gjorde viså, jegsynesikke, vivarkræsne.
For detmestekomde voksne ind ogfikfor¬
middagskaffe og eftermiddagskaffe. Var de i
marken havde de en mellemmad med, men i
roehakningstiden, når både far, karlen og
pigen var af sted, gik vi børn sammen med
bedstemor ud i marken med formiddagsmad
og kaffekanden, Frands ogjeg bar madkurven
og Bedste bar kaffekanden, dervarpakket ind
BarndomserindringerfraSneum
iettæppeforatholde sigvarm. Detgentogsig igenom eftermiddagen.
Middagsmaden skulle være færdig klokken tolv, og det var den. Maden vi fik, rettede sig meget efter,hvilken tidpå året,detvar.Bordet
vardækket medendyb tallerkenogkniv, gaffel
ogske. Vi fik to retter, først grød eller vælling,
derefterkartofler, sovs og en kødret. I vinterti¬
den fikvi afog til kålsupper og guleærter, og
om sommeren var der tit rødgrød, så fik vi
kødretten først.
I eftersommeren fangede far ål i en ruse i åen, og i jagttiden gik han på jagt og skød
ænder, agerhønsogharer. Detgav engod vari¬
ationi middagsmaden.
De retter,jeg kan huske, vi fik var: Sago¬
suppe, kærnemælksvælling, sødsuppe, ølle¬
brød, mælkegrød, oghvad der ellers blev lavet
afmælk eller frugtsaft. Efterretternevar altid
med kartofler og sovs og kødet oftest fra gris.
Frikadeller stod titpåmenuenmedstuvethvid¬
kål eller andre grøntsager. Stribet kogt flæsk,
stegt flæsk, brunkål, medister, gryderetter og fiskvaraltsammenhverdagsretter.
Søndagsmad kunne bestå af kyllingesteg, flæskesteg, karbonader, koteletter eller hakke¬
bøf,ogi jagtsæsonenstegtvildt.
Omsøndagen fik vi altid kødretten først, og derefter frugtgrød, budding eller fromage, og så fik vitotallerkner ogspiste afog tili stuen.
Dervarforskelpå hverdageog søndage.
Når vi til hverdag spiste i køkkenet, sad far
for bordenden. Tilvenstrefor ham sad karlen
på bænken. Til højre for far sad mor, måske
medetbarnpåskødet, derefter pigen.Påbæn¬
ken efter karlen sad to børn. Det var fint at sidde ved siden af karlen. Ved den nederste bordende sad Stine ogjeg.
Dresfortalte, athan i 1946 i en periodevar hososigen forathjælpe. Kristianvardafireår
ogville sidde ved siden af Drespå bænken. Det
Inge Nybro Laugesen. Denne artikels forfatterfotograferet i
1946.
var egentlig Frands' plads, men Kristian ville
sidde der og bekendtgjorde, at han ingenting
ville spise, hvis ikke hanmåtte siddevedsiden
af Dres. Frands overlod ham kun nødtvungen pladsen.
Landposten spiste middagsmad hos os en gang i mellem, når det kunne passe på hans
rute, ogsommetidervarderenkarl mereeller
endaglejer,så rykkedevilidtsammen ombor¬
det. Bedstevarogsåafogtil indeogspisesam¬
men medos,såsad hunpåmorsplads.
BarndomserindringerfraSneum
Ovnhuset, hvorbageovnen i gamle dagevarinstalleretihaven til den fredede gård Nybro, GI. Skolevej 40.
De kolde vintre i 1940erne
- især vinteren 1941
Vintrene 1940-41-42 var ualmindelig kolde
efter danske forhold. De kaldes de treisvintre underkrigen, ogder blev i flereperiodermålt
temperaturerned til minus 30°.
Detfølgendeerfravinteren 1941.
Detvarmegetkoldti lang tid, vandhanerog vandrør var frosne. Det blæste meget, og der
komendelsne,derlagde sig i driver.
Vand til husholdning og til dyrene måtte
hentes iåen. Denvarnaturligvisogsåfrosset til,
men ude midtpå åen havde far slået hul i isen,
og to gange om dagen hentede karlene vand
der.
En stor gammel kælk blev læsset med tre
mælkejunger, godt spændt fast med reb. Så
kørte mændene nedpå åenogfyldtejungerne
opmed vand,ogifællesskab skubbede de kæl¬
ken hjem.
Vi tre børn, Stine på to, Frands fire ogjeg
fem år, legede mest i køkkenet, hvor der var
dejligtvarmt.Nårdetvarsåkoldt, havde vi kun
varmepå i køkkenet.Somme tidervarvienlille
turistalden, dervarderogsålunt, ogder hav¬
de viengynge.
Om aftenen efter aftensmaden blev vi vasket i køkkenet og kom tidligt i seng. Vore senge blev varmetop af nogle kampesten, som hele dagen havde ligget i ovnen. Lidtfør vi skulle i
seng, blevstenene svøbt i klude og lagt ind i
vore senge, og nårvi kom i seng, havde vi de
varmestenvedtæerne.
Når vores unge pige skulle i seng, fik hun også en varm sten med. Det ville karlen ikke,
»deterkun for tøser«sagde han. Dervarellers meget koldt på deres værelser, pigens var på
loftet. Dervartrævægge lige ud tilstråtagetog
ingen mulighed for opvarmning. Karlens kam¬
mer varved siden af stalden oghavde indgang
frabryggerset.
Gamle aviser blev i stor udstrækning brugt
tilisoleringmangesteder.
Potteplanterne i vindueskarmen fik aviser
pakketom for ikke at fryse, og folk tog gerne
enaviseller toind underfrakken, nårde skul¬
le ud. Aviser blevsyetsammen tilet tæppetilat haveoverdynen.
Ienperiode denne vinter faldt dersåmeget
sne,at detmangesteder lå helt op til vinduer¬
ne,ja nogle steder var der driver helt op til tagskægget, ogalle vejevarlukkede.
Sognets udnævnte snefoged, der havde til
opgave at sørgeforatfolk blevindkaldttilryd¬
ning af vejene. De sendte bud om, hvor den
enkelte skulle begynde at rydde. Hver gård
skulle stille med tomand straks efter morgen-
røgtningen. Når de var forsamlede, gik de i
gangmedatskovlesne.Detvarsejtogtoglang
tid at få ryddetet stykke vej forsne. Når hele holdet, måskeotte, ti mandvarudforen gård,
blev de budt indpået måltidmad eller noget
atvarme sigpå.Dervar somregel ogsåenkaf¬
fepunch til demogdet hele foregikmed lystig
snak oggodt humør.
Mensdespiste,blev deres luffertørretiovn¬
en, og før de atter gik ud i sneen, blev deres
skovle smurt med talg, såsneen lettere kunne slippe.
Dervarså megen sne, atFrands ogjeg ikke
måtte gå ud alene. »I vil blive væk i sneen«,
sagde mor. Udville vidog, også blevvi klædt på. Støvler havdeviikke,menvifikvoreklude¬
sko på, og over dem trak mor et par af fars tykke sokker.Vigik ud foratsepå det helesam¬
menmedvoresungepige. Detvarmestspænd¬
ende ude på vejen, hvor snekasterne arbejde¬
de. Flere stederlå driverne imere endmands¬
højde.Mændene kastedesneen opi flere afsat¬
serogfik da ryddetvejen.
I sognet havde man en fælles hestetrukken sneplov.Med tostærke heste forspændt jævne¬
de denvejentil sidst.
Detvarvigtigt for beboerneatfåvejeneryd¬
det, såmælkekusken og posten kunne komme
BarndomserindringerfraSneim
igennem. Især mælken var det vigtigt at få
sendt til mejeriet, den kunnevel nok holdesig
en tid i det kolde vejr, men det kneb med at havemælkejunger nok tilatopbevareden i.
Handeloghandelsfolkpå landet omkring
1940 til 1948
IVestjyllandi 1940ernehavdemangelandboe¬
re enlang ogbesværlig vej til købstæderne og deres forretninger, og derfor var de et oplagt
og købelystent publikum for omrejsende han¬
delsmænd, der drev deresforretning fraenlille hestevogn, på cykel eller spadserende rundt i
landet.
I Sneum fik vijævnligt besøg af den slags sæl¬
gere,der komogfalbød deresvarer.
Nogle handlende havde vi dog en hel fast
aftale med hver uge.
Købmand
Vorekolonialvarer blev hver uge købt hos køb¬
mand Frandsen i Tjæreborg. Hver mandag eftermiddag kom fru Frandsen cyklende ud til
os og andre faste kunder, i Sneum og Trads- borg. Fru Frandsen sad ved køkkenbordetog skrev op i kontrabogen, hvad vi skulle have.
Peter Mortensen er klar til at køre vareturfor købmand
Frandsen iTjæreborg. Varerneerpakket i teggekasser, derhos
kunderne vil blivebyttet med deiugensløb indsamledeæg.
BarndomserindringerfraSnelim
Købmand Frandsens butik iTjæreborg. / dørenseskøbmanden til højresammen medenkommisog enlærling.
Mens mor og hun snakkede om vind ogvejr, gikmorrundtogsåefter i køkkenskabeogspi¬
sekammer, hvad der manglede i husholdnin¬
gen.
Mandag eftermiddag blev deæg,dervarble¬
vetlagt af hønsene og samlet ind i ugens løb,
set efter og vasket i lunkent vand med soda,
hvis de var snavsede. Dem skulle købmanden have med når han kom med de bestilte varer næste dag.
Åretrundtialslags vejr kom Peder Morten¬
sen,dervarkuskfor Frandsen,tirsdagformid¬
dag med sinesmå gule heste forspændt enfje¬
dervogn med en stor trækasse monteret på
vognen. Her stod købmandsvarerne pakket i
kasser til hver kunde. Peder Mortensen bar
vores kasse ind med varer, og han fik æggene
pakketned i kassen og med hjem til købman¬
den,somhel eller delvisbetaling forvarerne.
PederMortensen havdeenbolsjedåse under kuskesædet,ogvi fiknæstenaltid bolsjer af ham.
Dervarogsåtitetlille kræmmerhus med bolsjer
tilbørnene, stukket ned mellem varerne.
Brødmand
Brødmanden, dervar enbager fraDarum,kom tirsdag eftermiddag hen mod aften.Hankørte i hestevogn rundt med rugbrød tilenfast kunde¬
kreds, fra landsbyen Darum over Allerup dl
Sneum og
Ålbæk.
Vi købte to eller tre friskebrød hveruge.Når delå der på bryggersbordet,
duftende ogendnuvarme,skete det visatte tæn¬
derne iendestykketogtogenbid, lækkert!
Vividste også,at nårmorså det, råbte hun
arrigt: »Hvem har vær't iæbrø'«? Men så skar
hun titettykt stykke aftilos til deling.
Mejerivarer
Smør ogostfik vi fra
Ålbæk
Mejeri,ogdet fore¬gik medenbestillingsseddel sendtmed mælke¬
kusken. Når mormangledesmør ogostbestil¬
te hun på en fortryktseddel med vores num¬
merpå, nr. 121, og satte den fast ilåget på en
mælkejunge. Når mælkekusken kom tilbage
medreturmælk, havde hansmørogostmed til
osoglagde det på mælkejungerne ved vejkan¬
ten.Omsommeren vardetomatkomme ud og hentedet, før solen smeltedesmørret.
Nårvi ville have kærnemælk med hjem fra mejeriet, bandt mor en lillesnor i låget påen
mælkejunge,såvidste mejeristen, der skulleen slat kærnemælk med tilbage.
Den daglige mælk hentede mor ind hver
aften. Denstod koldt ispisekammerettilnæste morgen,hvordenblev skummet for flødeogså
varklar tilatservere.Fløden blevbrugt til kaffe
ogflødeskum, eller tilatgøre sovsellerenkage
ekstragod.
Fiskemand
Fiskemanden komengang om ugen, hvis ikke
der kom noget i vejen, som han sagde. Han
kom i flere år kørende i hestevogn med sine
fisk. Morvar aldrig helt sikkerpå, hvor friske
fiskene var, så hun kiggede efter om gællerne
var røde, ellers købte hun hellere røgede fisk,
somhan ogsåhavde med.
En tid kom deren fiskemand på cykel med
fiskekasser både for ogbagpåcyklen.
Efter besættelsen fik fiskemandenen bil,og da kom han i mange år hver lørdag. Så vidste vi,atvi skulle have fiskogøllebrød til middag.
Vi havde en gang en karl, der absolut ikke brødsigomfisk. Når han kunnesesit snittilat træffefiskemanden, før han kørte indpågårds-
BarndomserindringerfraSnei'm
pladsen, sagde han: »Ingen fisk i dag«! Mor
kunneså ikke forstå,deringenfiskemand kom
den dag, men så lavede hun pandekager, og detvaralleglade for.
I eftersommeren fangede far ål i en ruse i åen, så fik vi stegte ål, det kunne alle lide. De
største ålblevrøget.
Pottemager
Et par gange om året kom en pottemager kørende, også i hestevogn. Hele bagenden af
vognen var fyldt op med lerfade, kander og krus i allestørrelserogfaconer.
Alt var pakket ned i halm, for at det ikke
skulle gåi stykker under kørslen. Mor købte tit nogetaf ham,ogBedste kom ud foratse,hvad
der var at få. Børnene var naturligvis faste til¬
skuere. Pottemageren kunne reparere lertøj.
Hvis etfad var gået midt over eller øretafen kande, toghan det med hjem ogklinkede det,
dvs. satte det sammen med en ståltrådshægte.
Så kom han med det efter et halvt år, og så
kunneman fintbruge det igen.
Uldkræmmer
En uld- eller kludekræmmer fandt også vej
til Sneumnoglegange omåret,mendetvar nu ikke altid den samme,der kom.
Han komentencyklende med det hele stak¬
ket og bundet op på sin cykel eller han kom gående med en storbyltvarerpå ryggen. Han
handlede med underbukser med lodden vrang,
lyserøde og brune, underkjoler og strømper,
herreundertøj,vanter, tørklæder oganden be¬
klædning.
Mor havde sommetider samleten pose fuld
af uldne, gamle klude, som uldkræmmeren
købte afmor. De blev vist kradset op og vævet ind i stof.
Derkom en gang en kludekræmmer, der så
lidt lusketud, syntesmor. Da far kom ind, for-
BarndomserindringerfraSneum
Vidkræmmerpå besøg i Aastrup.
FotoiAastrup Sognearkiv B2252
talte mor, at der havde været en kræmmer.
»Han havde vist ikke rent mel i posen«, sagde
hun til far. Jeg undrede mig, for han havde
overhovedetingen mel i posen!
Børstenbinder
EnbørstenbinderfraBrammingkom om som¬
merenrundti Sneummedkoste, børster,pens¬
ler ogkalkkoste.
Reb i alle tykkelser havde hanogså. Vi børn
fiken sommeretstykke tyndt reb til sjippetov
afham, det havde vi længe stor fornøjelse af,
både tilsjippetov, ognårvilegede hest.
Rejsendeismåting
Den høje, let ludende rejsende i småting, var absolut den mest spændende at få besøg af.
Han havde hele sin forretning i en lille sort kuffertbagpåcyklen.
Han kom ind og sagde: »Go'da, go'da, ta' godt imodenfattig handelsrejsende, der sælger bændel, elastik, sytråd og knapper, hårsløjfer, hårklemmer, kammeog hårvaskemiddel, negle¬
børster, hårbørsterogsnørebånd, sikkerhedsnå¬
le,synåleoghæklenåle, tryklåse, lynlåseoghæn¬
gelåse, blyanter, poesibøgerogglansbilleder«.
Ja, han kunneenhel langremse, ognårhan
åbnede sin kuffertpå køkkenbordet,varallevi børn på plads på bænken forse det hele.Mor købte da også, hvad hun sådan lige manglede,
ogogså lidt tilos.
Manden snakkede meget og hurtigt, ogkom
hanomkring kaffetid, fik han kaffesammenmed
os. Så fikmoretlille brevhårklemmergratis.
Skærslibere
Der kom med mellemrum skærslibere og til¬
bødatslibe knive ogsakse.De havde deres sli- beværktøj monteret påen cykel elleren trille¬
bør. De kunne være vagabonder, der drev lidt forretning med at slibe for folk. Det var nu sommetider, at knive ogsakse var mere sløve,
efter dehavdehaft demunderbehandling end
før. De tiggede om madog en skilling, hvis vi
ikke skulle have nogetslebet.
De almindelige landevejsvagabonder kom
ind ogbadom huslyfornatten i laden. Desov i halmen og måtte aflevere deres tændstikker
omaftenen,før de gik tilro.
Næste morgen kom de i stalden og fik til¬
budt frisk mælk, men takkede nej, de skulle
have deressprit, før de kunnegåvidere. De fik
en madpakke afmor og enskilling af far.
Og så lidtomdet, vimåttetil byenefter
Detvarjo ikke alt, vi kunne købe ved de faste
ogomrejsende handlende, selvomfolks behov dengang ikkevarsåstore.
BarndomserindringerfraSneum
Skærslipper med sin cykel med slibestenpå. Foto fra Anders Enevigs bog Prinserogvagabonder. Bragt med tilladelsefra forlaget Dansk Historisk Håndbogsforlag ved Tordenskjold Forlag1985.
Detvardejligtatkomme med tilBramming
i de rigtige butikker. Det var også nogetjeg nød,nårjegvariBrande hos Bedste.
Jegvar noglegange under besættelsen med
mor i Bramming, så sad jeg på en pude på bagagebæreren påhendes cykel.
Dervarnogle ting, moraltid købte, nårhun
varBramming. Detvaret franskbrød fra bage¬
ren og leverpostej fra slagteren, det var deli¬
katesser for os. Ellersvardet nok mestlidt tøj til hende selv og os ogting fra isenkræmmeren
tilhusholdningen, hunkøbte.
Vi var en gangi 1942 i Øllgaards manufak¬
turforretning, hvor mor købte forskelligt hos
Eickardt, dervarførstemandhosØllgaards. Jeg
blev da så flov over mor, for hun spurgte Eickardt, om nogetstof til bleer, også pegede
hunpåsinstoremave. Dagik detopformig,at hun skulle have et barn, - der blev brug for
bleer. Menjegsyntesaltså ikke, hun kunnestå
der og sige det til en fremmed mand. Hun
kunnejo bare havespurgtomnogethvidt stof.
Jegtænktemegetoverdetpå vejen hjemad. Jeg
varseksethalvtår, ogdetvar Kristian,dervar
påvej.
Barber-Frisør-ogBrugsen
Vi skullejonødvendigvisogså klippes engang i mellem. Mens vi varsmå var mor ferm til at
bruge saksen, men senere kom vi efter tur og
nødvendighed medmoreller far, når de skulle
til frisør.
Dervar en frisør iÅlbæki 1940erne, ogder
blev viflere gangeklippet. Hanvarvældig flink
ogvistnokogså billig.
Endag havde de voksne bestemt,atFrandsog
jegskulle følges med Frovin ogJytte,vore nabo¬
børn,tilÅlbækforatbliveklippet,vitrængtealle
fire,sagde de. Og vi skullegåderom.
Detvar nuheltspændende,ogviskulleogså
ned iBrugsenogkøbe lidt formor.
Detvar en lang vej at gå, to km., ogvi var seks og syvår.Vi toggod tid i Brugsenogså på
alleherlighederne i de udstillede glasskabe,og fikogsåetbolsje hver af Therkelsen.
Efter Brugsen gik vi til frisøren, der lugtede
fintparfumeret. Da nogle afos var blevet klip¬
pet, kom der en mand ind for at snakke med
barberen. De fortalte hinanden historier og lo
og snakkede, og barberen klippedeJytte. Han klippedeogklippede i deneneside,som vardet
en dreng, helt op over ørerne, og pludselig
standsede han ogspurgte: »Erdu enpige«? Ja,
Barnim>mserindrinc;er fraSneum
A. A. Øllgaards manufakturforretning i Brammingeca. 1946.
Herkøbtefamilien
næstenal deresmanu¬
faktur.
detvar hun da, nå, så klippede han pigehår i
den andenside,ogsagde, detvarjoikkeså godt.
Han havde klippet drengehår i den ene side,
mendet voksedejoud igen.
Detkostede 1 krone og25ørefor hver. Da vi
kom hjem, gikvi med ind til Kammaog Mag¬
nusjegtrornok forathøre, hvad de sagde om
Jytteshår.
Magnus blev så gal, hansprangpå sin cykel
ogsusedeom og gavbarberenenordentligop¬
sang, »også ville han s.... ikke betale forhans sjuskeri«! Magnus fikpengene tilbage.
Farvekridt ogblækklatter-i skole
Dajeg i januar1943 fyldtesyvår, fik jegensko¬
letaske afmorogfar. Denvarafbrunt kunstlæ¬
der, kunne bæres overskulderen og havde en ekstra lomme til madpakken. Jeg var meget, megetstolt af den, ogjeg fik ogsåetpenalhus
aftræ med tre rumi ogskydelåg.Jegglædede migmegettilatskulleiskole.
I vinterensløb lærtemormigalle bogstaver¬
ne og om aftenen »hørte« far mig i dem. Jeg legede skole med Frands, men jeg ville ikke
have ham med,nårjeg »gik til skole«. Jeg pak¬
kede min skoletaske, fik en lille madpakke med, ogsågik jegpænthen ad vejen, sattemig pået lille dige ved nogle træer, snakkede med mig selv, sagde alle bogstaverne, spiste min
mad oggikså hjem igen.
Så blev det alvor.Jeg begyndte i Opsneum
Skole den 1. april 1943. Morvarmed mig den
første dag. Vi var otte nye: Søren, Hans Chri¬
stian, Niels Verner, Peder, Gerda,Olga, Jytteog
jeg. Jeg sad ved siden af Olga.
OpsneumSkolevar enlandsbyskole medca.
50 elever, fordelt i to klasser, Lilleskole og Storeskole. Da gårde og huse ligger spredte,
var der i areal et meget stort optageområde,
idet der kom børn fra Tradsborg, Sneum hen
tilbanen, Albæk ud tilEndrup Posthusogselv¬
følgelig fra Opsneum. De børn, der havde
BarndomserindringerfraSnf.im
længst til skole, havdeca.firekilometer,mange
gik, kunfå havde encykel.
I skolen blev der undervist efter Den
Vestjyske Skoleordning, en skolelov, der var
gældende for mange vestjyske skoler i landdi¬
strikter helt til 1958, og hvor undervisningsti¬
den i stor udstrækningvar tilrettelagt efter, at børnvar en nødvendigogværdsat arbejdskraft
ved landbruget,især isommerhalvåret.
De treyngsteårgange gik i Lilleskole,ogde
fire ældste årgange gik i Storeskole. Skoleåret gik fra april til april.
Den Vestjyske Skoleordning fungerede i hovedsagen sådan,atde ældste elever havdeen
lang hverdags skolegangomvinterenog ingen
eller kun en halvdagom ugenom sommeren.
For de yngstes vedkommende var det så om¬
vendt medlængere skoledage om sommeren.
Ordningenvarikke,som mangetror,indført
af sparsommelighed. Det var faktisk landets dyreste skoleordning og havde flere undervis¬
ningstimer end de fleste andre landsbyskoler.
De gentagne ministerielleprøver viste daogså
megettydeligt, atbørnene under Den Vestjyske Skoleordning havdeetbetydeligt højere niveau
end de andre i fagenedanskogregning1.
I Opsneum Skole blev vi undervist af hr. og fru Hansen. Hansen havde de store, og fru
Hansen havde de små samt de store piger til gymnastik og håndarbejde. Parretvarlærere i Opsneum Skole fra 1915 til 1957, ja, fru Han¬
sen endogsom vinterlærer helt fra 19102. Min
farhavde også gåetiskolehos dem.
Lærer Hansens var dygtige lærere, passede godt på skolen og dens inventar, og det blev børnene også oplært til. Om vinterenogivådt vejrhavdevialtid skiftesko med, træskopå ude
ogkludesko inde.
Skolen havde fået bygget en hel ny fløj i
1942 med bibliotek, gymnastiksal med om¬
klædningsrum ogbrusebadog påførste sal en
sløjdsal og lærerindelejlighed, og der blev
installeretcentralvarmeanlæg i heleskolen.
I Lilleskole lærte vi grundigt at læse, skrive
og regne, havde dansk ogregning hver eneste dagogbibelhistorieogdanmarkshistorie nogle
gange om ugen.Fru Hansenvarfabelagtig god
til at fortælle bibelhistorie, og jeg husker
mange af fortællingerne endnu. Vi sang en salme hver morgen ogfru Hansen bad Fader¬
vor. Mange salmevers skulle vi lære udenad,
men det var ikke noget problem for mig, jeg
havde letvedatlære udenad.
I danmarkshistorie hørte vi om Roar og
Helge, sagnkongerne ogvikingernes togterog lærte også at synge folkeviserne om dem. Ja, også om kongerne i Danmarkog deres bedrif¬
ter.
Om lørdagen havde vi tegning i den sidste
time, hvor vi tegnede eftermønster på kvadre¬
ret papir og farvede med skolens farvekridt. I
korteperioderomvinteren havde vipapirsløjd,
hvor vi beklædte tændstikæsker medtapet,lim¬
ede dem sammen til dukkehusmøbler oglave¬
de andre enklepapirting. Det nød vimeget,og det var de eneste kreative fag, vi havde i
Lilleskolen.Jo,vi gik iskoleomlørdagen, men havdedog fri allerede kl. 12.
Fru Hansen var meget striks med, at der
skullevære ro og orden, og man skulle huske
sine ting. Jegvar altid bange for ikke atvære
god nok,så jeg gjorde mit bedsteogkan heller
ikke huske, jeg har fået mange bebrejdelser.
Fru Hansen kunne blive så forfærdelig gal og
hidsig, hvisvivaruartige,-også blev hun rød
helt nedpå brystet.
Vi blev afstraffet medetrapafenlinealover
fingrene, ogvi kunne også blivesati skamme¬
krogen.
Det blev en afdrengene en gang, og han syntes så, at han ligeså godt kunne tage hjem,
mendet ville fru Hansen ikke have. Mendren-
BarndomserindringerfraSneum
gen var gal,såhan løb fra skoletaske ogbøger
ud og fik fat i sin cykel og kørte hjem. Vi var lamslåedeover,han turde.
Når vi kom i Storeskole fik vi flerefag. Det
var geografi, hvor de store vægkort blev rullet
ud oghængtop, ogdetvarnaturhistorie, hvor
vi af og til fik lov til at se nærmere på de ud¬
stoppede dyrog fugle, der ellers stod i detaf¬
låste glasskab sammen med hugormen i sprit¬
flasken.
Vi havdeogsåsang, hvor Hansenspillede på
violin til, ikke altid lige godt, men de to fag, gymnastik og håndarbejde, der også hørte til
hos de store,varjegrigtig glad for.
Deting, vilavedeihåndarbejde,var nuikke lige vellykkede. Jeg husker luffer, der var for
snævre tilatkunne bruges,og et halstørklæde
der kradsede,og det havdetageten helvinter
at lave det. Mine evner til håndarbejde blev dogbedremedårene.
Der var en lille boldbane bagved skolen,
hvor vispillede rundbold oglangbold, nårdet
var godt vejr, men altid med Hansen eller fru
Hansen med derude.
I Storeskole var også børnebiblioteket, et
tofløjet skab, der blev åbnetenhalv time, førvi
skulle hjem om lørdagen. Vi måtte låne to
bøger hver uge.Detvarjeg megetglad for, og tit havdejeg læst begge bøger inden mandag,
Hansen forlangte også ro og orden i timer¬
ne, og detvar dersom regel altid. Det kunne
ske, atdrengene gik overstregen og snakkede
eller skubbede til hinanden, det tolereredes ikke, og de fiketrapaf linealen, eller Hansen
hev dem i desmå hår vedørerneeller iørerne.
Ved de nederste borde sad etpar drenge, der
ikkevarsåhurtige til atlære,de havdeenhård
skoletid medustandselige nederlag
Pigerne fik for detmeste kun en mundtlig balle, men detvar da også slemt nok. En dag gik det dog helt galt for mig. Jegsnakkedemed
Anna, min sidekammerat, mensvi rettede hin¬
andensstaveord, Hansensagde »Ti stille«,men
jegvar ikke færdig medat fortælle, ogpludse¬
lig stod han nede ved migog trak migopved
øret. Åh nej, hvorvarjegflov, ogondt gjorde
det da også,jegvarildrødog varmihovedet!
Detvar nuvistdenenestegang,jeg fik »ryk«
i ørerne.
Frikvarter
I frikvartererne skulle vi være ude. Vi legede En, to, tre krone, Kædetek, Tomand frem for
en enke, Stanton op i æ luftog Kat efter Mus
sammen med drengene. Antonius over æ hus
engangi mellem, mendet skulle der særlig til¬
ladelse til. Pigerne alene legede sanglegesom Munken går i enge, Søster, Søster søde ogTag
den ringog lad den vandre. Det var mest om
sommeren.
I perioder spillede vi piger bold op ad
murenilæskuret. På andre tider af åretvardet
marmorkugler og hønseringe, vi spillede om.
Der var lege, der hed Svingfigur, hvor vi blev svungetrundtogskullederefter stå i den mest forvredne position, og en anden varKludder¬
mutter,hvorvistod ienkredsogfiltredeosind
imellem hinanden og skulle redes ud igen
uden atslippe hinandens hænder.Vi hoppede
isjippetovog »LångRev« (langt tov).
Vihavde allepoesibøger,ogdetvarmestom vinteren, vi udveksledebøger foratskrive min¬
devers i dem. Detvar de mestforskellige vers, vibrugte.
Eksempler her under:
Rosererrøde, violererblå, jordbærersøde,
ogduerligeså.
Elsk din mand ogstophans hoser
så skal du vandrepårøderoser.
BarndomserindringerfraSneum
Lærereogelever iOpsneum skole 1946. I anden rækkesom nr. trefravenstresesInge Nybro Laugesen.
Nåruglerne tuder itræernes top,
så serviIngeigrisegalop.
Somsvanenden snehvide
overvandetglider hen
gid alle dine dage, må glide letsomden
T L
SØD VEL
S L
Ja, dervar mangeflerevers, mankunne skri¬
ve. Detvarmegetflot, hvisman kunnelaveen lilletegningsammenmedverset.
Ifrikvarteretgik Hansenogfru Hansenaltid
ind i»privaten«, men de holdt øje medosalli¬
gevel. Engangvarderenafdrengene, der hav¬
de gjort nogetgalt, for pludselig kom Hansen
ud i skolegården, greb fat i drengen, bøjede
ham ned ogslog ham i enden med flad hånd.
Ligeså pludseliggav han slippå drengenogvi spurgte bagefter hvorfor? Drengen sagde: »A
bed ham i ælår«!
Til skolenvarderen storhave,ognår mira¬
beller og æblervar modne, tog lærer Hansen
en spand fuld af frugtogsmed det ud i skole¬
gårdenmellemos,såför visom hønsom havre
foratfå fat ietæble.
Skolevejen
Vi gik til skole i god tid hver morgen,jeg hus¬
kerikke, vierkommet forsent.
Forinden havde vi fået havregrød, børstet
BarndomserindringerfraSneum
tænderogfåetensjat vand i hovedetogså lige pudsetvoresko eller træsko.
Nårvi gik hjem fra skole, havde vi det som
regel sjovt,ogdettogtitnogen tidatgå hjem.
Det var især svært at komme forbi Sildebæk.
Der har nu aldrigværetsild i, men vi harset både hugormeog snoge.
Sildebæker enbæk, der løber fraTradsborg
gennem Opsneum Mose og engene ned til
SneumÅ.
Om foråret eftertøbrudvardermegetvand
i bækken,ja, somme tidervarvejen oversvøm¬
met. Om sommeren flød den stille, og såvar der hundestejler, som vi prøvede på at fange,
ogda fik vi da titenvådsok.
Jegfulgtes altid med Jytte, for vi havde ingen cykleroggik til skole i mange år.
Tit fulgtes vi også med drengene. På vej hjem fra skole fandt vi afog til en fuglerede,
dengik vi såogholdtøjemed helesommeren.
Om vinteren var der tit sneboldkamp mel¬
lem os fra Sneum og Tradsborgerne på vej hjem fra skole, og vi kom hjem med våde
strømperogluffer.
Vi kunne være heldigeom vinterenat kom¬
me op at køre med mælkekusken om morge¬
nen til skole. Så stod vi mellem devarme mæl¬
kejungerog nødturen.
Mælkekuskenvari mangeårMagnus Jensen
fra SneumKjær. Han kørte med to store, røde
heste og en flad kassevogn med bøndernes
mælk tilmejeriet i
Ålbæk.
Efter krigen fik hanenvognmed gummihjul,så blev det lettere for
hestene.
Højdepunkter i skoleåret
Sommerferien startedeomkring 1. juliog vare¬
de tilomkring14.august,afhængig af hvordan
weekenden faldt.Var der travlhed derhjemme
med hø og senere med høsten, var der aldrig nogeti vejen foratblive hjemme fra skole,men
far villenødig bedeos fri.
Den rigtige arbejdsperiode i skolen begynd¬
te først 1. oktober, nårvinterskoletiderne star¬
tede. Såhavde vi lange dage i skolen, ommid¬
dagenløbvihjemogspiste,ogløb deromigen.
De børn, der havde langt, havde naturligvis
mad med,men detvarforbudtathave drikke¬
varer med, det kunne ødelægge bøgerne, så
man drak vand fra drikkekummen i gården.
Var det meget koldt, fik vi også lov til at få madpakke med ogblive derommiddagen, det
varvirkeligtdejligt.
Hen modjul skete der dejlige afbrydelser i
detdaglige.Førstkom bogkatalogerne, hvor vi
kunne bestillejulebøger til levering lige før jul.
Vi fik altid to bøger, det var Historiebogen,
BørnenesJulogDen lille Historiebog.
Den 1. december tegnede Eva, lærer Han¬
sensdatter,enjuletegningpå Lilleskolens tavle
med etjuletræ med 24 lys på. Nu kom vi én
efter én op hver dag og lagde farve på et lys
med skolens tavlefarvekridt.
Densidste ugefør julmåtte vi skrive juleord
i stedet for staveord, og vi holdt strengt regn¬
skab med, hvormangevihavde,for detvar om
at få flest. Vi havde også nogle timer med at lavejulestads oganden pynt.
Juletegning på tavlen og juleord havde vi
altså ikke i Storeskole, der arbejdede vi bare
videre. Denallersidstedag iskolen kom alle de
små ind i Storeskole, og så havde fru Hansen
lavetenjuledekoration til katederetogvisang
julesalmer sammen. Nogle år fik vi lov til at komme igymnastiksalen oglege Sørøverlegpå
den sidste dag før juleferien. Juleferien varede
til den 6. eller 7.januar.
Vintertiden blev afbrudt af fastelavnsman¬
dag, hvor vi havde fri. Der varikkearrangeret nogetiden anledning i skolen.
En dag i foråret 1946 kom der en bjørne-
tæmmerpåbesøg i skolen. Han kørte ienlille
