Digitaliseret af / Digitised by
D E T K O N G E L I G E B I B L I O T E K THE ROYAL LIBRARY
København / Copenhagen
For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk
Digitaliseret af / Digitised by
Det Kongelige Bibliotek / The Royal Library København
For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk For information on copyright and user rights, please consult www.kb.dk
[vtHDENSKRIGEN 1914-18 I
DET KONGELIGE BIBLIOTEK
O O i i 130019380093
fcfTWTftffcfr Uffir^a f M7' ff*" i
K R . N Y R O P
I T A L I- E N
OG
K R I G E N
S æ r t r y k a f P o l i t i k e n
M/i •
R J Ø B E N H A V N 1 9 1 5
K R . N Y R O P
I T A L I E N
OG
K R I G E N
K J Ø B E N H A V N 1 9 1 5
I.
Siden Avgust Maaned i Fjor har de krigsførende Stater udsendt for
skellige Samlinger diplomatiske No
ler og Aktstykker. De straaler i alle Regnbuens Farver. Der er den en gelske Blaabog, den tyske Hvidbog og den russiske Orangebog, den belgiske Graabog og den franske Gulbog.
Alle frembyder de stor Interesse og belyser fra forskellige Sider blandt meget andet ogsaa det indviklede og dog saa simple Spørgsmaal om, hvem der har villet Krigen. Interessantest er dog maaske den belgiske Graabog;
det er den korteste og tillige den, der paa den klareste Maade gør Rede for de forskellige Situationer, der med lynsnar Hast afløste hinanden og danner Forspillet til Rædslerne i Bel
gien.
Rækken af de diplomatiske Note- s anilin ger er for kort Tid siden blevet forøget med et nyt Bind. Italien har udsendt en Grønbog, i hvilken Uden
rigsminister Sonnino paa 66 Foliosi- der har samlet 77 diplomatiske Doku- W
4
— 4
menter (Documcnii diplomatici), ud
vekslede mellem Kabinetterne i Kom.
Wien og Berlin fra den 9. Decemtber 191-1 til den 4. Maj 1915.
Grønbogen, som blev forelagt det italienske Parlament den 20. Maj, be
tegner Triplealliancens Opløsning.
Den indeholder Oplysninger af den største Interesse og kaster et forkla
rende Lys over adskillige Punkter i Italiens Politik, som har været og stadig er Genstand for megen uvillig Kritik, en Kritik, der for en stor Del utvivlsomt skyldes Mangel paa Kend
skab til de virkelige Forhold. Det skal villigt indrømmes, at det heller ikke altid har været let her oppe at følge disse Forholds Udvikling; men man har nu i Grønbogen og i Salan- dras store Tale paa Kapitolium den 2.
Juni udmærkede Hjælpemidler til at udrede de i Virkeligheden saa enkle og klare Linjer i Italiens Handlemaa- de. Den har lige siden Mordet i Sera- jevo været bestemt af Hensyn dels til
§ 7 i Triplealliancen, dels til de na
tionale Forhaabninger om Befrielse for de under østrigsk Overherredøm
me staaende italienske Landsdele.
Jeg skal i det følgende gøre nærmere Kede for de to omtalte Punkter. Der er saa meget mere Grund til at frem
komme med en saadan Redegørelse, som der kun synes at være kommet faa Eksemplarer af Grønbogen til Danmark; desuden kan jo de færreste
Italiensk, og der er absolut ingen Ud
sigt til, at den bliver oversat paa Dansk.
Triplealliancen blev indgaaet den 20. Maj 1882. Den skyldtes Italiens Frygt for Frankrigs voksende Magt i Middelhavet, efter at Tunis i 1SS1 var blevet fransk Vasalstat. Bismarck var af Hensyn til Ligevægtsforholdet i Evropa villig til at slutte Forbund med Italien, dog kun paa den Betin
gelse, at Østrig-Ungarn blev optaget som den tredje Forbundsstat. Paa denne Maade blev Italien af storpoli
tiske Grunde tvunget ind i en Forbin
delse med sin gamle Arvefjende.
De to Lande har altid staaet over
for hinanden som Hund og Kat, og Forbindelsen har i Virkeligheden lige fra den første Begyndelse af været en Torn i Øjet paa de fleste Italienere, der ikke formaaede at hæve sig til storpolitiske Betragtninger over Li- gevægtssystemet, men kun i Østrig saa den fremmede, fjendtlige Stat, der i Aarhundreder voldeligt havde under
trykt store Dele af Norditalien, den fremmede Tyran, som alle patriotisk
sindede Digtere havde raset imod.
Den unaturlige Forbindelse mel
lem Italien og Østrig har nu varet i 33 Aar. Salandra siger om den, at den utvivlsomt har været til Gavn for Italien; men han tilføjer, at dens Velgerninger ikke alene er kommet Italien til gode, at alle tre Allierede
har høstet Gavn af den. „Hvorfor, spørger han, skulde ellers Centralmag
terne have villet bevare den og forny den?" Og han fortsætter ironisk:
„Var maaske Fyrst Otto von Bis- marck et Følelsesmenneske? Var han maaske forelsket i det skønne Land, hvor Orangetræerne blomstrer?
Har maaske nogen Sinde det østrig
ungarske Monarkis Fyrster og Stats
mænd næret ømme Følelser overfor os?" Salandra har utvivlsomt Ret i disse Betragtninger. Den hele Alli
ance var et Fornuftparti, der nødven
digvis maatte ende galt paa Grund af den stærke nationale Modsætning mel
lem de kontraherende Parter og paa 'Grund af deres, trods alle storpoliti
ske Hensyn, i Virkeligheden absolut modstridende Interesser paa de fleste Omraader.
Alliancen fremviser derfor ogsaa flere tragikomiske Sider. Man gjorde sig hverken i Østrig eller i Italien no
gen særlig Umage for at fremhykle Følelser, man ikke nærede. Man rø
bede undertiden, med en forbløffende Aåbenhjertighed, sit virkelige Sinde
lag. Salandra har i sin store Tale givet flere interessante Oplysninger om, hvorledes Stemningen var imod Italien i det østrigske Krigsiparti.
Han siger: „General Conrad har sta
dig hævdet den Opfattelse, at Krigen mod Italien var uundgaaelig. saavel paa Grund af de irredente Provinser
som paa Grund af de modstridende Interesser paa Balkanhalvøen. Det følger heraf, at det er nødvendigt at slaa det ned for at faa frie Hænder, og han beklagede, at man ikke allerede 1907 havde angrebet Italien". Disse mere end mærkelige Udtalelser har i alt Fald den Fordel, at de ikke er til at tage fejl af. Østrig har ikke gjort nogen Røverkule af sit Hjerte, men med djærv Ligefremhed lagt Kortene paa Bordet. Paa den anden Side kan man heller ikke paastaa, at Italien i nogen fremtrædende Grad har be
stræbt sig for at dække over sin Op
fattelse af Forholdene.
Enhver, der i den sidste halve Snes Aar har rejst i Italien, vil ikke have kunnet undgaa at lægge Mærke til, at Utilfredsheden med Alliancen har været i stadig Stigen. Den var jo en direkte Hindring for den fuldstændige Gennemførelse af den italienske En
hedstanke. I over Tusinde Aar hav
de Italien været splittet og delt. Hver By, hver Provins var et Rige for sig.
hvor italienske Adelsslægter eller fremmede Usurpatorer førte Sceptret.
Italien har kendt normanniske, tyske, østrigske, franske og spanske Herske
re. Men under Splittelsen laa En
hedstanken og spirede. Baade Dante, Macchiavelli og Cesare Borgia har drømt den, men først i det 19de Aar- hundrede faar den Liv og Virkelighed, og efter at den første Begyndelse er
sket, tager Udviklingen rivende Fart.
Kongeriget Sardinien blev den Kerne, om hvilken det nye Italien voksede frem. I 1859 afstod Østrig Lombar
diet. I 1860, efter Garibaldis eventyr
lige Tog, frigjordes Neapel og Sici
lien. I 1866 indlemmedes Venedig, og den 20de September 1870 rykkede Vit- torio Emanueles sejrrige Tropper ind i Rom, der nu blev Hovedstad for det samlede Italien.
I forbavsende kort Tid konsolide
redes det nye Rige. Paa alle Omraa- der blev der taget fat med den største Energi og Dygtighed for at samle de forskellige Provinser til en Rigsenhed.
Et enestaaende omfattende og impone
rende Arbejde er blevet udført i Ita
lien efter 1870, et Arbejde, der fra alle Sider er blevet anerkendt med den største Beundring, og som her
hjemme C. C, Clausen paa kyndig Maade har gjort Rede for i en udmær
ket lille Bog, hvori han fremstiller
„Italiens politiske, finansielle og so ciale Historie fra 1870 til 1896".
Trods hele den vidunderlige Ud vikling, trods alt, hvad der var op naaet, manglede der dog stadig noget i Enhedstankens fulde Virkeliggøre]
se. Man var kommet Maalet ganske nær, men det var endnu ikke naaet.
Landets politiske Grænse mod Nord var blevet stærkt udvidet, men den var paa flere Punkter højst uheldig i strategisk Henseende, og lige udenfor
•
— i) —
den politiske Grænse levede der en italiensktalende Befolkning paa om trent 2 Millioner, dels i den sydlige Del af Tyrol i den Landsdel, som kal
des il Trentino efter Hovedstaden Trento, den italienske Form for Trient, dels længere mod Sydøst ved Adriaterhavet i det saakaldte Venezia Giulia, der omfatter il Gorigiano, Tri
este og Istria. Disse Landsdele sam
menfattes under Navnet l'Italia irre- dcnta, d. v. s. det endnu ikke frigjorte Italien, og deres Beboere kaldes gli irredenti. Der dannede sig i Kongeri
get et politisk Parti, Irredentisterne, hvis Formaal det var at bringe ogsaa disse Landsdele ind under den italien
ske Krone. Først naar dette Maal var naaet, vilde Enhedstanken være endelig fuldbyrdet.
Irredentisterne begyndte straks med at drive en ret ihærdig Propa
ganda, der jo endogsaa i 1882 førte til et planlagt Mordforsøg paa Kejser Franz Joseph. Triplealliancen, der blev indgaaet samme Aar, synes ikke at have lagt nogen Dæmper paa Irre- dentisternes Iver. De har lige op til vore Dage fortsat deres Virksomhed, og de har virket paa mange forskel
lige Maader, ikke blot i det skjulte, men ganske aabenlyst. De har saale- des i vid Udstrækning, saavel i inden
landsk som udenlandsk Korrespon
dance, benyttet sig af Brevkort, der fremstillede Norditalien med en tre
— 10 —
dobbelt Grænselinje, den politiske, den sproglige og den historiske. Den
ne sidste betegnes tillige som den na
turlige, hvad den vel ogsaa i de fleste Tilfælde er da Romerne jo gerne lag
de den politiske Grænse der, hvor For
svaret paa Grund af Naturforholdene var lettest. Disse Brevkort skulde 'stadig puste til Ilden, skulde stadig minde Italien og Udlandet om, at end
nu fandtes der italiensk-talende Land
skaber, der ventede paa deres Befriel
se. Saa vidt jeg véd, bar dette prak
tiske Propagandamiddel ikke frem
kaldt nogen diplomatisk Indsigelse fra Østrigs Side, hvad der i og for sig er ret forbavsende. Officielt set var jo Italien Østrigs gode Ven og Forbundsfælle; men der er jo dog Grænser for de Drillerier, man kan finde sig i selv af en Ven, og man spørger sig selv, hvorledes Anvendel
sen af tilsvarende Brevkort i mindre Lande, for Eksempel Rumænien, vilde være blevet optaget af Rusland. .Jeg har i Tidens Løb modtaget adskillige af disse irredentistiske Brevkort, et
af dem findes gengivet andetsteds i Bladet.
Man arbejdede ogsaa ad literær Vej, gennem Skole og Undervisning, og optrykte i Læsebøger og Kresto- matier gamle patriotiske Digte, der tog Sigte paa det irredente Italien.
Som Eksempel kan anføres Giovanni Berchets lidt melodramatiske Digt
— 11 —
Giulia fra Fyrrerne. At det endnu lever og er kendt i vide Krese, skyl
des ikke saa ineget dets poetiske Vær
di, som dets politisk-historiske Inter
esse. Det skildrer en Foraarsdag i en lombardisk Landsby, livor syv un
ge Mænd ved Lodtrækning skal udta
ges til Militærtjeneste i Østrig. Til Stede er foruden alle de unge Karle, deres Forældre og Søskende og Omeg
nens Beboere. Mange overværer i stum Ligegyldighed den pinlige Scene;
Aarhuudreders Underkuelse har gjort dem sløve og modløse; det fremmede Vol d she r r ed ømme har sat sine sørge
ligt dybe Spor. Men frem gennem Mængden skrider en rank og stolt Kvinde, der elsker sit Land og sit Folk med lidenskabelig Begejstring.
Hun er opfyldt af Gru og Harme ved Tanken om. at det ikke er for at for
svare Italien, at Lombardiets unge Mænd kaldes under Vaaben, men for at trælle under et Folk med et frem
med Sprog. Og hendes Hjerte er ved at briste, da det syvende Xavn, der opraabes, er Navnet paa hendes Søn, Carlo, der nu beskæmmet maa drage bort fra Moderlandet, iført den for
hadte, hvide Uniform, og gribe det Sværd, som Østrig sleb, og som skal bruges mod Østrigs Fjender, maaske, hvem véd, mod hans egen Broder.
Digtet benyttedes i agitatorisk Øje
med; den opvoksende Slægt skulde mindes om, at endnu efter 1870 fand-
— 12 —
tes der italienske Mødre, der maatte friste samme haarde Skæbne som Ginlia og græmme sig som hende.
Irredentistiske Foreninger af for
skellig Art søgte paa mange Maader at vedligeholde en stadig og direkte Forbindelse med de italienske Brødre hinsides Grænsen. Man støttede det italienske Sprog og den italienske Kultlir, som delvis modarbejdedes af Østrig. Der fremsattes Ønsker om Oprettelsen af et italiensk Universi
tet i Trieste, men Ønskerne overhør
tes. Derimod findes der i denne helt italienske By et italiensk Teater, som Propagandaen har taget i sin Tjene
ste. Da saaledes den meget folkeyn- dede, men ogsaa meget omstridte dra
matiske Forfatter Sem Benelli for 'nogle Aar siden havde fuldført det hi
storiske Skuespil „La Gorgona", øn
skede han, at den første Opførelse skulde finde Sted i Trieste. Det skul
de være hans Hilsen til de underkuede Landsmænd hinsides Grænsen. Og Premieren fandt Sted den 14. Marts 1913 under store Ovationer. Denne patriotiske Demonstration fandt Gen
lyd i hele Italien. Irredentisterne fort
satte deres Propaganda endnu mere aabenlyst, og Genforeningstanken voksede stadig i Styrke. Jeg havde for et Par Aar siden under et Op
hold i Norditalien Lejlighed til, i for
skellige Byer, at tale med mange Kunstnere, Videnskabsmænd og Poli
- 13 —
tikere, og jeg konstaterede Gang efter Gang, at Forbindelsen med Østrig i vide Krese ikke blot var upopulær, men ligefrem forhadt og foragtet; mail længtes efter at komme til at prøve Kræfter med Østrig. Et mærkeligere Forhold mellem Forbundsfæller har vel aldrig eksisteret.
Xaar Triplealliancen nu er opsagt af Italien, har Irredentismen sikkert sin store Andel heri; men det er utvivlsomt, at mange andre og langt kraftigere Faktorer har medvirket. 1 forreste Række maa anføres Østrigs hele egenmægtige Aktion overfor Ser
bien, i hvilken Italien lige fra Begyn
delsen af har set en Krænkelse al selve Alliancen.
IL
Italien har henvendt sig til Ver
den gennem en Grønbog. Det har valgt Haabets Farve, og mange er de For- haabninger, som i Italien knytter sig til d<;n nu paabegyndte Krig. Ved at bryde med Triplealliancen har Italien ogsaa brudt med det gamle Ligevægts- princip og antaget Nationalitetsprin
cippet som Rettesnor. Alene dette burde sikre Italien almindelig Sym
pati; men Misforstaaelser af forskel
lig Art er vokset frem og har ogsaa i flere nevtrale Lande skabt en Mis
stemning, hvis Mangel paa Beretti
gelse jeg i det følgende skal søge at eftervise.
;
— 14 —
Tyske Vittighedsblade har biden de bittert ironiseret over Italiens Indtræden blandt de krigsførende Magter. Simplicissimus aftegner en Avktionsscene, hvor Italiens Sværd bortavktioneres. Byderne er en rus
sisk Minister, Lord Grey og Fyrst Biilow. Avktionarius raaber: Tredive Milliarder, ingen bedre? Lord Grey gør et Overbud, og Italiens Sværd til
falder ham.
Den Opfattelse af Forholdene, som har fundet Udtryk i denne Tegning, er sikkert meget udbredt. Den er der
for ikke mindre uretfærdig. Den vil lige saa lidt kunne staa sin Prøve for en upartisk Domstol som de vold
somme Beskyldninger for Forræderi og Overrumpling, der fra officiel tysk og østrigsk Side er rettet mod Italien.
Den 2den Juni holdt Konseilspræsi
dent Salandra i den italienske Konges Xærværelse en stor Tale paa Kapi- tolium, i hvilken han gjorde Rede for Italiens Udenrigspolitik siden Mordet i Serajevo og paa det mest energiske forsvarede sit Land mod de ærekrænkende Beskyldninger, der er blevet rettet mod det. Talen, der om nogle Dage vil foreligge i dansk Over
sættelse, bringer en Mængde interes
sante Oplysninger. Den bæres helt igennem af en begejstret Fædrelands
kærlighed, der uvilkaarlig betager Læseren, og den virker overbevisende ved de mange nøjagtige Oplysninger.
— 15 —
som den bringer om de faktiske For
hold. Alle, der elsker Italien, bør ikke lade sig nøje med de mere eller mindre forkortede og undertiden ten
dentiøse Beretninger, som er udsendt gennem forskellige Bureauer, men gaa direkte til Kilderne og navnlig gøre sig bekendt med Salandras Tale og Grønbogen. Det er denne Sidstes rigt dokumenterede Fremstilling af Triplealliancens Opløsning, som jeg kort skal gøre Rede for i det føl
gende.
Italien har lige fra første Færd hævdet, at Østrig ved Angrebet paa (Serbien har fremkaldt en Situation, der krænkede § 7 i Triplealliancen og i ethvert Tilfælde nødvendigvis maatte gøres til Genstand for Me
ningsudveksling mellem de to Rege
ringer.
Den omtalte Paragraf indeholder Bestemmelser, der skal sikre Opret
holdelsen af Status quo paa Balkan og i Orienten. Den slutter med føl
gende Ord: „Skulde imidlertid det Tilfælde indtræde, at i Begivenheder
nes Løb Opretholdelsen af Status quo paa Balkan eller paa de tyrkiske Ky
ster og Øer i det adriatiske eller det ægæiske Hav blev umulig, og at Østrig-Ungarn eller Italien, enten ifølge en tredje Magts Optræden eller af en anden Grund, blev nødt til at forandre Status quo ved en midler
tidig eller en varig Okkupation, saa
h; —
vilde denne Okkupation kun kunne filide Sted efter forudgaaende Over
enskomst mellem de to Magter, hvil
ket maatte bero paa Princippet om gensidig Kompensation for alle terri
toriale eller andre Fordele, som en af dem maatte opnaa ud over den nu
værende Status quo, og Overenskom
sten maatte tilfredsstille begge Par
ters Interesser og berettigede Krav.
Det er i Virkeligheden om den om
talte Paragrafs Forstaaelse, at Dis
kussionen drejer sig under de forskel
lige Faser, den efterhaanden indtræ
der i. Østrig bemærker straks, at det ikke drejer sig om nogen egentlig Okkupation, der er kun Tale om en Straffeekspedition; i ethvert Tilfælde er Okkupationen ikke temporaneo (midlertidig), men momentoneo (for- bigaaende). Italien svarer hertil med fuld Føje, at det ikke forstaar den Forskel, man i det foreliggende Til
fælde vil gøre mellem temporaneo og momentaneo, og at Østrig i ethvert Fald var af en hel anden Opfattelse under Tripoliskrigen, da det hævdede, at „ikke blot midlertidige og forbigaa- ende Okkupationer, men ogsaa almin
delige Krigsoperationer, som f. Eks.
Bombardement lulen Okkupation", stred imod § 7.
Italien hævder overbevisende, at Status quo i Virkeligheden var for
skudt ved Østrigs Optræden; selv om man maaske ikke havde filsigtet Ser
— 17 —
biens Tilintetgørelse, var det ganske klart, at i Henhold til § 7 maatte Østrig, inden det handlede, have truf
fet Aftale med Italien. Jeg citerer her den italienske Tekst, der har sin store Betydning: „L'accordo, a mente deirarticolo VII, dev'essere preven- tivo, e non contemporaneo o consecu- tivo al fatto o ai fatti, che danno luogo al negoziato o all'accordo me- desimo".
Det bliver nu klart, at Østrig sø
ger at trække Sagen i Langdrag ved at rejse smaalig Tvivl om Forstaael sen af Grundlaget for Forhandlinger
ne, og Sonnino nødes til at gøre op
mærksom paa, at Tiden er kostbar for Italien, at Striden om § 7 derfor ikke maa forhales, at det gælder Handling, ikke Ord.
Saa griber Tyskland ind i For
handlingerne, der nu bl. a. kommer til at dreje sig om de Kompensationer, som rettelig tilkommer Italien paa Grund af Østrigs Krænkelse af § 7.
Sonnino meddeler de italienske Mini
stre i Wien og Berlin, at Størstedelen af Befolkningen er for Bevarelse af Xevtraliteten, vel at mærke under Forudsætning af, at der til Nevtrali- tetens Bevarelse under de forhaan- denværende Forhold knyttes Opfyldel
sen af le aspirazioni nazionali. Hvad hermed menes, siges ikke bestemt, men Ingen kunde være i Tvivl om, at der med disse nationale Krav hentydedes
^ • • •: v. • - • - •
— 18 —
til det i det italienske Folk stadig voksende Ønske om Erhvervelsen af de italiensktalende Landsdele, som endnu stod under Østrigs Overherre
dømme.
Den 7de Januar begyndte For
handlingen om Kompensationerne.
Østrig hentydede straks „til Mulig
heden for Kompensationer i Forbin
delse med Albanien, et Land, der jo laa saa nær ved Italien og var saa let tilgængeligt". Italien afviste dette ejendommelige Tilbud og forlangte haandgribelige og sikre Koncessioner, som ikke var afhængige af Krigslyk
ken. Saa greb Fyrst Biilow ind og meddelte Sonnino, at Grev Wedel var blevet sendt til Wien for at bevæge Østrig til at afstaa Trentino. S011-
uino udtalte Ønsket om Afstaaelsen baade af Trentino og Trieste, men hertil svarede Biilow, at paa disse Be
tingelser vilde Østrig sikkert fore
trække en Krig, og det direkte Svar, der indløb fra Wien, gik ogsaa ud paa, at Afstaaelsen af Arveland vilde fremkalde Modstand i hele Monar
kiet.
Forhandlingerne truer nu med at løbe ud i Sandet. Fra tysk Side kræ
ves, at Italien klart skal præcisere sine Krav, hvortil Italien svarer, at dette kun kan ske, hvis Østrig opta
ger til Diskussion Afstaaelse af Terri
torier, der tilhører dette Hige.
Østrig gør imidlertid stadig Van
skeligheder, bringer paa ny § 7 paa Bane og diskuterer dens Forstaaelse i Forhold til forskellige tidligere Si
tuationer. Der anføres Argumenter og Modargumenter; det Hele ender med en regulær Marscli paa Stedet, indtil Italien den 4. Marts resolut afbryder den ørkesløse Diskussion, idet det gennem sin Gesandt i Wien meddeler den Østrig - ungarske Regering, at Forhandlingerne om territoriale Kom
pensationer ikke længere kan fortsæt
tes i Forbindelse med Diskussionen om § 7, og fremsætter klart og tyde
ligt sine Krav i 6 Punkter, der i Vir
keligheden resumerer de Erklærin
ger, Italien har afgivet, siden For
handlingerne begyndte.
Alligevel tøver man i Wien med at svare og overhører forskellige Anmod
ninger fra Italiens Side. Italien kræ
ver bl. a., at „naar Overenskomsten er indgaaet, skal den straks udføres i Praksis". Disse Ord, hvis Mening er tydelig nok, bliver Udgangspunkt for en ny Forhaling af Diskussionen, idet man i Wien protesterer mod øjeblik
kelig Afstaaelse. Biilow griber atter ind og søger at løse Konflikten ved at hentyde til den tyske Kejsers even
tuelle Garanti. Herpaa afgiver Son- nino, karakteristisk nok, intet direkte Svar, men henviser til, at Sagens Ud
sættelse er absolut mod Folkestemnin
gen i Italien.
I de følgende Forhandlinger op
— 20 —
træder Tyskland nærmest som Østrigs Formynder; det griber langt mere di
rekte ind. Fyrst Biilow meddeler offi
cielt, at Kejseren vil garantere, og Østrig gaar ind paa at afstaa Arve
land, hvis blot Italien vil bevare sin Nevtralitet.
Den 27. Marts kommer, efter en Uges Nølen, Østrigs Tilbud og Krav;
de afvistes imidlertid delvis af Ita
lien, der den 8. April stillede sine Modkrav, som gik ud paa, at Græn
sen mellem de to Lande skulde regu
leres efter Nationalitetsprincippet, dog med Indrømmelse af, at Trieste kunde blive en avtonom Stat, at Grænsere
guleringen skulde finde Sted straks, at Albanien skulde afstaa Vallona med „Hinterland" osv. Herefter nv Xølen fra Østrigs Side og nye Dis
kussioner, indtil Italien den 4. Maj overhugger Knuden ved helt at af
bryde Forhandlingerne, idet Triple- alliancen opsiges. Sonninos Skrivelse herom er affattet paa Fransk og er et i alle Henseender interessant Akt
stykke; det resumerer præcist de sted
fundne Forhandlinger, beklager si«?
over Østrigs Optræden og vaklende Holdning, fremhæver, at de tilbudte Kompensationer, der tilmed først skulde fuldbyrdes efter Krigens Slut
ning, var ganske utilstrækkelige, og at det var uforeneligt med Italiens Ære at modtage dem; der henvises ogsaa til, at Regeringen i hele sin
Politik har ladet sig lede at Hensynet til Nationens Ønsker og Forhaabnin- ger.
Man kender den rivende Udvikling efter Triplealliancens Opløsning. Den politiske Kamp mellem Giolitti og Sa- landra, Folkestemningens Svingning mellem Ønsker om Krig og Fred, Krigspartiets og Irredentisternes vok
sende Overtag, Gabriele d'Annunzio's flammende Taler, Folkemødet paa Ka pitol den 17. Maj, hvor alle de endnu ikke frigjorte italienske Byers og Eg
nes Faner førtes frem i højtideligt Optog, medens Fyrst Colonna, Roms Borgmester, forkyndte, at nu var Handlingens Time inde, og Raadhu- sets Klokker ringede Krigen ind un
der ubeskrivelig Begejstring. En TJge efter blev Krigen erklæret.
Italien har grebet til Sværdet mod sin tidligere Forbundsfælle, men først efter at denne aabent havde krænket Forbundet; desuden havde der jo i flere Aar hersket stærk Spæn
ding og næsten latent Krigstilstand mellem de to Magter. Italien har det længst mulige søgt at undgaa Krigen og bestræbt sig for at gøre sine trak
tatmæssig sikrede Rettigheder gæl
dende ad fredelig Vej. Men Modparten trak Forhandlingerne i Langdrag, og Italien blev holdt hen med Tilsagn hvis Tomhed snart viste sig i hele de
res Fornærmelighed, og efterhaanden som Tiden gik, blev Landets Stilling
— 22
mellem de krigsførende Magter van
skeligere og vanskeligere. Under disse Forhold valgte Italien den Udvej of
ficielt at erklære sig løst fra en Al
liance, som Østrig allerede havde sat ud af Kraft, italien har til det sidste optraadt formelt korrekt; det har holdt sig til sin Traktat, det har ikke svigtet sit Ord, det har ikke overrump
let Nogen. Den ny Lære om Trakta
ters Gyldighed har ikke slaaet Rod Syd for Alperne.
Den florentinske Historieskriver Piccolo Machiavelli ender sin Bog om Fyrsten med et Kapitel, der bærer Titlen „Opfordring til at befri Ita
lien for Barbarerne". Han klager her over, at hans Land er „uden Over
hoved, uden Forfatning, slagen, plynd
ret, sønderrevet, hærget og nedtrykt under tusindfold Elendighed". Men Befrieren vil komme, og han vil blive modtaget som en Messias: „Hvorledes skulde jeg kunne beskrive den Kær
lighed, med hvilken han vilde blive modtaget i alle de Provinser, som har lidt under de Fremmedes Syndflod, med hvilken Hævntørst, med hvilken fast 1 ro, med hvilken Fromhed, med hvilke Taarer! Hvilke Porte vilde luk
ke sig for ham? Hvilket Folk nægte ham Lydighed. Hvilken Misundelse modsætte sig ham? Hvilken Italiener tøve med at følge ham? Enhver væm
mes ved dette Herredømme af Barba
rer."
— 23 —
Efter dette voldsomme Udfald mod Fremmedlifcrredømmet udtaler Ma
chiavelli sin Fortrøstning om, at der er Mod og Kraft nok i det italienske Folk til at gennemføre Enhedstanken, og han citerer Petrarcas gamle Vers:
Mod Vold og Rasen vender — Til stakket Kamp — sig ædelt Helte
mod;
Thi end, Italien, brænder
Oldtidens Kraft i dine Sønners Blod.
Befrieren blev ingen Borgia, som Machiavelli havde haabet. Der gik Aarliundreder, inden Befrielsesværket paabegyndtes. Først i det nittende Aarliundrede gennemførtes det ved Hjælp af Mænd som Cavour, Mazzini og Garibaldi, og den med Rette saa folkeyndede Vittorio Emanuele den II. blev den store „Befrier", der sty
rede det atter genforenede Italien fra Rom og virkeliggjorde Nationens Drømme gennem Aarhundreder.
Der manglede dog endnu en Sten i den pragtfulde italienske Kongekro
ne, en dyrebar og kostelig Sten. Og det er den, som Vittorio Emanuele den III., Befrierens Sønnesøn, under hele Nationens Jubel vil søge at indsætte i sin Krone.
Herom og om de store Resultater, som Bruddet med Østrig vil føre til, udtaler Salandra sig i begejstrede Ord, der rummer den sikreste Tro paa Fremtiden:
• •
— 24 —
„Alle er vi forvisset om, at vi ved Udfoldelsen af al vor Kraft skal kunne overgive til den kommende Slægt et større, stærkere, et endnu mere anset Italien — et Italien, der vil faa Plads blandt Magterne, ikke som Vasalstat, ikke som en Stat, der staar under en anden Magts Beskyt
telse, men som en Stat, der, sikret ved sine naturlige Grænser, vender tilbage til Fredens frugtbare Kappe
strid som en Forkæmper, saaledes som det altid har været det, for Frihed og Itetfærdighed i Verden. Og siden Skæbnen har betroet vor Generation det frygtelige og ophøjede Hverv at virkeliggøre det store Italiens Ideal, som Heltene fra Friliedstiden ikke fik set fuldbyrdet, lad os da tage dette Hverv op med uovervindeligt Mod - alle rede til at vie Fædrelandet alle vore Evner og ofre det alt, hvad vi ejer."
Kr. Nyrop.
* V ?T •
•
^oLrriKfaNS 1'KYK..
JAWJb BADEfl
JmÆ
C' ^esT
( *4 A '
L if
fe^sr« X vrrr%*
^'" ^Pl
•- .*^5/%':
, 1\4
x,v&C i?'/
% . " > . U M & - ,
f
:K^' X
1J
åIk- *i i > -•?
':-. \ , M.'Å
~
^Si
'.^C* 4P^:
Ce> W % L * % VL ' i TvJ! VfåC- /w *
^ 'JPM r s
ik .r>
Æ'&
*% (>?
' $* i s
(I fS
'1% J r * ^«3 '' v^ i
a f :
r\
- ^ V t > / Ji
'å ^Jkff
^
H>sr-vi®!
' U " i Sift
• h* 4;^
\ -, >'«V««_-
r V - ' - \ « n ± e f e v
v^&,Sk f
'1 ;t, *A
\p Å'&C*- ^ f .' Ar
£/#'%${( '-M ^ W
| f ^P&- / €&*&% -m $
v5L**i V
*' fe •• '*
Ji^*V
