Digitaliseret af | Digitised by
Forfatter(e) | Author(s): Frelsens Hær Nyborg.
Titel | Title: Frelsens Hær Nyborg 50 års Jubilæum 4.dec
Bindbetegnelse | Volume Statement: 19391939 Udgivet år og sted | Publication time and place: [1939]
Fysiske størrelse | Physical extent: [11 s] :
DK
Værket kan være ophavsretligt beskyttet, og så må du kun bruge PDF-filen til personlig brug. Hvis ophavsmanden er død for mere end 70 år siden, er værket fri af ophavsret (public domain), og så kan du bruge værket frit. Hvis der er flere ophavsmænd, gælder den længstlevendes dødsår. Husk altid at kreditere ophavsmanden.
UK
The work may be copyrighted in which case the PDF file may only be
used for personal use. If the author died more than 70 years ago, the work
becomes public domain and can then be freely used. If there are several
authors, the year of death of the longest living person applies. Always
remember to credit the author
FfREL ab D fx 50 odcjis "JuÉdÉcQum Det. 1939 6 * )
P R I S : so Ø R E
Heftet giver Adgang ti! Jubilæets Møder,
Jubilæets Leder: Kommandør og Fru J. Myklebust
Dagmar Sørensen,
Løjtnant.Esther Martinius,
Korpsleder.Nora Jensen,
Kaptajn.I det vi paa det hjerteligste takker enhver, som i de svundne 50 Aar har vist Frelsens Hær Interesse og Kærlighed samt været med til at lette vore Byrder, indbyder vi Dem paa det hjerteligste til at del
tage i Jubilæumshøjtidens Møder.
HJERTELIG VELKOMMEN
Paa Korpsets Vegne
Esther Martinius
DET KONGELIGE BIBLIOTEK
130021043614
PROGRAM
<^AzcLojfy dm 1. D&c&m.&ah.
Kl, 20 : Musik og Ungdomsdemonstration. Høj
skoleforeningen. Medvirkende: Nyborg Korforening under Ledelse af Organist Kay W. Hansen, Koncertsangerinde Frk.
Tulle Mathiesen, Frk. Judith Dupont Ahrendtsen, Frelsens Hærs Strengemusik og Ungdom.
cCjøhd&fy dm 2. Dac&m&atL.
Kl. 15 : Fest for indbudte Gamle.
Kl. 19
1/
2: Hjemforbundsfest.
Søndag, dm 3.
Kl. 8 : Bønnemøde.
Kl. 10 : Helliggørelsesmøde. Afdøde Kammerater mindes.
Kl. 16 : Møde i Kirken.
Kl. 20 : Frelsesmøde.
iM.Q.n.dcLq. dm 4, Dac&mAek.
Kl. 19 : March til Haandværkereningen.
Kl. 20 : Jubilæums-Festmødet i Haandværkerfor- eningen. Specielle Talere: Borgmester J. J.
B j e r r i n g , S o g n e p r æ s t M . C . F l i n t h o l m s a m t K o m m a n d ø r o g F r u J . M y k l e b u s t m . fl.
7ih.sd.CLq, dan 5. Domnføh..
Kl. 17 : Soldaterfest.
Kl, 20 : Jubilæumsfest for indbudte,
Ledere ved Jubilæumsmøderne samt specielle Gæster:
Kommandør og Fru Myklebust, Oberst J. Fich, Brigadér
og Fru Holstgaard, Major og Fru Daniel Larsen.
Oberstl. J. Fich.
Første udgaaede Officer fra Nyborg Korps.
Fra Nyborg Korps' første Dage.
Onsdag den 4. December i Aaret 1889, var Frelsens Hær i Danmark naaet saa langt, saa den var i Stand' til at kunde aabne sit 18. Korps; hvilket blev Nyborg Korps. Her som overalt, hvor Frelsens Hær i de Dage begyndte sin Virk
somhed, vakte det ikke saa lidt Opstandelse indenfor Voldene i den ellers til dag
lig Brug, saa idylliske og ret rolige By, — hvis Borgere, — skønt Byen da var Garnisonsby, var fredeligt indstillet overfor hinanden.
Frelsens Hær havde en — trods forskellige Vanskeligheder — ret god og hur
tig Fremgang; hvilket skyldes Resultaterne af Arbejdet, hvoraf jeg i denne For
bindelse vil fremdrage et Par Eksempler:
I) Beretningen her kunde man for den Sags Skyld give Navn og kalde den:
Da Baronens Dyr blev frelst. Handlingen foregaar paa Baroniet Holckenhavn ved Nyborg.
Som paa mange andre Godser var man ogsaa paa Holckenhavn, hvis Ejer den
gang var Baron Holck, plaget af en særlig fæl Krybskytte. Det er nok muligt, at der var flere; men i ethvert Fald var den, hvorom her skal berettes, langt den værste. Han hed Hans Jørgensen og boede i Nyborg, hvor han nærmest ernærede sig, og sin ret store Familie, ærligt og redeligt ved Krybskytteri.
Hans Jørgensen, eller lange Hans Jørgen, som han ogsaa kaldtes, var kendt af saa godt som alle i Nyborg og nærmeste Omegn. Han var af den gode gamle Slags, havde jeg nær sagt. Han var godmodig, høflig og frejdig i hele sin Op
træden, og desuden, hvad man paa godt gammel Dansk kalder, uhyre durkdreven.
Saaledes kom han en Morgen — det var endnu ikke helt lyst — kørende med sin Vogn, hvori Udbyttet af Nattens Arbejde, det skudte Dyr, laa tildækket med Sække.
En morgenduelig Borger, der tilfældig kom forbi og saa et eller flere af Dyrets Ben stikke frem under Sækken, spurgte Hans Jørgen i den Hensigt at sætte ham i Forlegenhed:
Er du frelst?
— Hvor har De nu skudt det Dyr, Hans Jørgen ? Hans Jørgen besvarede den høflige Forespørgsel ved smilende at tage Sækken til Side, pege paa Stedet, hvor Dyret var ramt og siger: Dér.
Og saa var Forespørgeren afvæbnet.
Men til sidst blev det dog Baronen for meget, og da han mente, at han havde faaet en god Ide, med Hensyn til, hvorledes han kunde have sine Dyr i Fred, blev Hans Jørgen højtideligt kaldet til Konference.
— Ser De, Hans Jørgen, sagde Baronen, nu er jeg snart ked af alt det Sky
deri i min Skov. Men jeg har tænkt over Sagen, og jeg vil gøre Dem et Forslag, som jeg tror, De vil blive glad ved, da det vil sætte Dem istand til at forsørge Dem og Deres Familie paa en hæderlig Maade. Jeg vil forære Dem en Sejlbaad, og med den kan De saa tage ud paa Fjorden og grave Sand, som De derefter fra Deres Vogn kan sælge inde i Byen. Ja, hvad siger De til det, Hans Jørgen?
Jo, Hans Jørgen var rørt. Han takkede for Gaven, og Baronen var uhyre til
freds med den gode Ide. Men nu kommer den artige Del af Historien.
I Stedet for, at Hans Jørgen skulde bruge Baaden til at sejle Sand hjem i, gjorde han nu Landgang om Natten paa Godsets Grund, skød de Dyr, han kunde faa Ram paa, og sejlede dem derefter hjem. Og takket være Baronens Gave, kunde han nu naa at være hjemme, inden det blev lyst.
Paa Holckenhavn var man altsaa lige vidt. Det var nemlig ikke saa lige en Sag, som man skulde tro, at komme en Krybskytte til Livs, og Baronen var næ
sten fortvivlet. Men nu var det netop i de Tider, at Frelsens Hær havde begyndt sin Virksomhed i Nyborg, og fra Godset rekrutteredes Hæren af og til af nogle af Folkene. Der var nu f. Eks. den gamle Hønsepige, Stine, gamle Niels Tømmer
mand og ikke at forglemme Repræsentanten for Malkepigerne, Svenske Marie.
Pludselig opstod der, i Nyborg og Omegn, Rygte om, at Hans Jørgen var op
taget i Frelsens Hær, der var dog næppe mange, — der til at begynde med — vilde fæste Lid til dette. Det lød alt for fantastisk, og man betragtede det vel nærmest som en daarlig Spøg; dog omsider kom der Klarhed i Sagen. Det tænkte utrolige var sket. Hans Jørgen var bleven frelst og optaget i Frelsens Hær.
Den, der ikke var mindst interesseret i denne Sag, var ganske naturlig Baron Holck, og da han hørte Rygtets Rigtighed bekræftet, udbrød han, idet han slog Hænderne sammen: —
— Ja, hvis Hans Jørgen er frelst, saa er mine Dyr ogsaa frelst.
Baronen glemte forøvrigt ikke Frelsens Hær, saa længe han levede, men var den stadig en god Bidragyder til Støtte for dens Arbejde. Og Frelsersoldaten, Hans Jørgen, vil man maaske spørge, hvorledes gik det ham. Ja, han fik efter nogle Aars haardt Arbejde, ved Baronens Hjælp og Velvillie, en mindre Landejendom indenfor Godset Holckenhavns Domæne i Konradslu.nd i Nærheden af Kajbergskoven.
De sidste Dage tilbragte Hans Jørgen og Hustru i Hjemmet hos den ældste Datter; gift med Politiassistent Andersen i Holbæk. Indtil deres Død tilhørte de kære to Frelsens Hær, og ligger nu begravet paa Holbæk Kirkegaard. Velsignet være deres Minde!
J. F.
II) I Aarsberetningen fra 1889—90, Vundne Sejre, læser jeg følgende:
„En Gaarde jer i Nærheden af N. var begyndt at blive en Del forfalden til Drik, saa meget, at hans Familie var helt ængstelig for ham og deres fremtidige
Kun det, man selv har oplevet, kan man vidne om.
Skæbne. Imidlertid kom Frelsens Hær til Byen, og Gaardmandens Søn besøgte Mø
derne; blev omvendt til Gud og traadte ind i Hæren som Soldat. Faderen syntes i Begyndelsen slet ikke om det, men lod sig dog bevæge til at komme paa Mø
derne. En Aften kom han og var slet ikke at formaa til at gaa igen. Alle de andre forlod Salen, kun han var ene tilbage. De kvindelige Officerer, som saa, at Manden var alt andet end ædru, frygtede, at det i denne Tilstand ikke kunde nytte noget at bede med ham, men da han syntes alvorlig bekymret for sin Sjæl, gjorde de det alligevel. Og Lyset og Befrielsen kom til ham.
Han gik jubelglad hjem og fortalte sin Hustru, hvad der var sket med ham, og de frydede sig over, hvad Gud havde gjort for dem.
Men et Par Dage efter blev Manden syg som Følge af den pludselige Om
væltning fra idelig Nydelse af Spiritus til total Afholdenhed, men intet kunde for
maa ham til atter at røre det, han en Gang havde lovet Gud at give Afkald paa.
Forandringen aabenbarede sig ogsaa snart i hans Ydre. Ansigtet, der førhen var oppustet og forslaaet, det sidste som Følge af hyppige Fald og Stød — fik efterhaanden sin naturlige Form og Farve tilbage igen.
Hans Hustru samt Karlen og Pigen fulgte snart efter, og i det Hjem, hvor der før var Splid og truende Bekymringer, hersker der nu Enighed, Lys og Glæde".
N.B.: Beretningen her refererer sig til daværende Gaardejer P. Rasmussen, den Gang Indehaver af Gaarden Carlsminde. Det er Gaarden, paa hvis tilliggende Jor
der, det nuværende Nyborg Ungdomsfængsel er opført.
LEDERE I NYBORG KORPS I TIDEN FRA 1889-1939
J. F.
4. 12. 89. Kaptajn Kristine Larsen.
25. 2. 90. Kaptajn Laura Johnsen.
22. 8. 90. Kaptajn Anna Nielsen.
10. 3. 91. Kaptajn Vilh. Jensen.
11. 8. 91. Kaptajn Mathilde Nielsen.
26. 1. 92. Kaptajn Maren Nielsen.
12. 8. 92. Kaptajn Juliane Larsen.
20. 12. 92. Kaptajn Thyra Andersen.
29. 9. 93. Kaptajn Johanne Rasmussen 4. 5. 94. Kaptajn Marie Bengtson.
13. 11. 94. Kaptajn Marie Jørgensen.
16. 1. 95. Kaptajn H. P. Hansen.
28. 8. 95. Kaptajn Elisabeth Hansen.
26. 2. 96. Kaptajn A. P. Frandsen.
1. 7. 96. Kaptajn Mathias Møller.
23. 9. 96. Kaptajn Olga Hansen.
8. 6. 97. Kaptajn Jens Aasted.
1. 12. 97. Kaptajn Christine Johansen.
28. 9. 98. Kaptajn Petrine Clausen.
18. 5. 99. Kaptajn Johanne Olsen.
10. 5. 00. Ensain Caroline Jensen.
13. 12. 00. Kaptajn Carl Nielsen.
15. 8. 01. Ensain Laura Petersen.
25. 9. 02. Kaptajn Marie Petersen.
5. 5. 03. Kaptajn Marius Jørgensen.
27. 4. 04. Kaptajn Jul. Nielsen.
22. 11. 04. Ensain Carl Graff.
27. 1. 05. Ensain Marie Olsen.
5. 12. 05. Kaptajn Chr. Greve.
25. 9. 06. Kaptajn Vald. Andersen.
30. 4. 07. Kaptajn Jens Larsen.
4. 12. 09. Ensain Jensine Larsen.
12. 5. 09. Ensain Mathilde Hougaard.
11. 5. 10. Adjudant Marie Carstensen.
30. 8. 11. Adjudant Johan Jessen.
27. 5. 13. Adjudant Sigrid Jørgensen.
5. 8. 13. Ensain Elisabeth Nielsen.
23. 5. 16. Kaptajn G. Holding.
6. 6. 16. Ensain Chris Rasmussen.
5. 9. 16. Kaptajn Georg Møller.
4. 9. 17. Kaptajn Bendt Bendtsen.
11. 2. 19. Kaptajn Ingeborg Møller.
1. 6. 20. Adjudant Kr. Andresen.
29. 11. 21. Kommandant Jensine Larsen 13. 5. 24. Kaptajn Betty Nielsen.
13. 5. 25. Kommandant M. Karstensen.
18. 5. 26. Ensain M. Lindhardt.
3. 8. 26. Kaptajn Svend Ljungberg.
10. 1. 28. Kommand. Sigrid Jørgensen..
15. 5. 28. Kaptajn Betty Olsen.
26. 1. 29. Kaptajn Daniel Fich.
20. 5. 31. Kaptajn Gunnar Kilsdal.
8. 12. 31. Adjudant Kristine Jensen.
30. 11. 32. Adjudant Marie Nielsen.
28. 11. 34. Adjudant Ellen Olsen.
10. 6. 36. Adjudant Kath. Nielsen.
30. 11. 38. Adjudant Marie Laursen.
1. 6. 39. Kaptajn Laura Nielsen.
15. 8. 39. Kaptajn Esther Martinius.
Er Guds Vilje din Vilje?
Nyborg for Kristus!
Saadan lød Feltraabet for 50 Aar siden, da F. Hær sendte 3 unge Kvinder til Nyborg, nemlig Kapt. Christine Larsen, Løjtn. Anna Petersen og Kadet H. S. Pe
tersen. Adjudant Bojsen, Løjtn. Povlsen, den senere Kommandør Povlsen, ønskede os velkommen. Vi blev spurgt, om vi nu ogsaa var rede til at kæmpe for Byens Redning, hvortil vi svarede med et højt H al 1 e 1 u j a. Adjutanten havde undersøgt Forholdene i Byen og lejet et stort Lokale, og samme Aften var det overfyldt med et meget blandet Publikum. Vi mærkede snart, at vi ikke var ene om Kampen.
Djævelen prøvede at tage Magten, men vi var vel forberedt, Jesus var med os, vi var ikke videre uddannede, men havde Helligaandens Velsignelse, og vi svingede Troens Sværd med en saadan Kraft, at Djævelen maatte vige, og Sjæle blev frelste.
Jeg læser i en gammel Krigsraabs Aargang fra denne Tid, at 37 Sjæle blev frelste paa 14 Dage.
Der var virkelig Krig imellem det onde og gode i de første Dage. Nyborg trængte meget til Frelsens Hær. Arbejdsløshed var der ikke saadan som i Dag, men Drikkeriet havde stor Magt over Mænd, som var Familieforsørgere, og paa vore Husbesøg saa vi Elendigheden, vi gik fra Dør til Dør, saa ikke alene ved Møderne blev Sjæle frelste, men i Hjemmene fik vi mange til at bøje Knæ for Jesus. Tit kom en Mor til os om Natten for at faa os til at gaa hen paa et Værts
hus og hente Faderen hjem, inden han drak hele Ugelønnen op, jeg var altid parat til at følge med, og igennem Bøn og Sang lykkedes det ofte at faa en Ægtefælle til at gaa hjem, det var ikke altid let Arbejde, men Jesus var med mig. Mange Hjem blev forandrede, hvor der før var et Helvede, blev der Fred og Glæde. Pen
gene blev bragt hjem. De Elendige i Byen forstod os, Jesus hjælper alle, som kommer til ham med deres Sorger.
Jeg husker et Ægtepar, som levede adskilte, de kom til Jesus og blev frelste og gode Kristne, samtidig blev de forenet igen, og udnævnte til Soldater i F. Hær, O, hvor jeg mindes Børnene, især dem, hvis Far og Mor var blevet omvendte
o%
Jesu efterfølgende; vi saa deres Glæde, naar vi besøgte Hjemmene. Der var jo ble"
Hvad vil du, at Herren skal gøre for di^l
vet Fred og Velsignelse. Far kom ikke om Natten og gjorde dem bange. Der var sket et Under fra Herren, og den kære Frelsens Hær, saadan lød det ofte til os, o, de rare Frelserpiger havde Gud sendt for at rejse faldne Syndere op til et bedre Liv, og jeg tror, at eftersom Aarene er gaaet, er mange Hjem blevet kristnet igen
nem Frelsens Hærs selvforsagende Liv og Tjeneste for Herren. Min Erfaring gen
nem Aarene er, at Gud har været med mig og bevaret mig i Troen paa hans frelsende og bevarende Kraft. Jeg takker min Frelser, fordi han sendte F. Hær til min Fødeby „Aalborg", og at jeg i min Ungdom blev frelst. Jeg elsker at vidne om hans store Naade imod mig. Paa 50 Aarsdagen for Frelsens Hærs Kom
me til Nyborg beder jeg saa inderligt, at Hæren maa gaa fremad og vinde
Nyborg for Kristus!
Første Løjtnant Anna Petersen.
J,u(kÉceLon L MyAohfy.
En Milepæl har vi naaet her i Nyborg, idet 50 Aar er gaaet, siden Frelsens Hær kom til vor By. Vi siger Tak til vor Gud for, at den kom og har faaet Lov til at udrette store Ting, her paa dette Sted. Op igen
nem Aarene forøges Krigerskaren, og herlige Tider har vi oplevet, hvor Mænd og Kvinder søgte hen til Gud og erfarede, at der er Frelse ved Jesu Blod. Unge Mennesker, ja helt fra Børn søgte og fandt Frelse, nogle for øfj-gj-
moden Overvejelse helt at gaa ind i Kampen, som en Officer i Frel
sens Hær.
En stor og trofast Venneskare har vi. og har haft det op igennem Aarene, Dem siger vi mange Tak. I Tiden der svandt, kom der mange Offi
cerer her til vor By, som øvede deres gode og velsignede Gerning til Frelse, Opmuntring og Glæde for mange. Vi mindes Dem alle med Tak.
I dette for os saa minderige Aar kæmpes der en god og herlig Kamp, for det samme Maal at ære vor Gud og gøre hans Villie.
Kaptajnen og Medhjælperne sætter alt ind paa at faa en virkelig højtidelig og god Jubilæumsfest. Vi venter alle, at store Ting skal ske i Fremtiden, og vi paa dette Sted maa være til Velsignelse.
Min Glæde over at faa Lov at være med til at vidne om mm Herre og Mester har været stor og bragt mig megen Velsignelse.
,,I skulle drage Vand med Glæde af Frelsens Kilder.
Anna Andersen, Sergentmajor.
Dit Liv skal vise din Kristendom.
1.
Vor Sjæl er fyldt af Tak til Gud, fordi han med os gaar,
og hver en Gang vi gik hans Bud, stor Løn vi fik derfor.
Højt vi hæver Korsets Fane,
følg den hver, som Sejr vil vinde;
nu mer end før vil Kampen blive hed, dog ved Kristi Kors er Sejr.
Vor Lovsang stiger op til Gud, vor Fader kær og god,
vi renset er fra al vor Synd i Jesu Kristi Blod.
Guds Frelsens Hær, il nu med Bud til faldne Synd're ned,
og før til Kærlighedens Gud de dybest faldne med.
Med hvilken Glæde skal vi da for Herrens Aasyn staa, naar vi en herlig Skare der med Fryd kan pege paa!
2.
D—F 353.
Der findes en kæmpende Skare af blodkøbte Kvinder og Mænd, som trofast sin Fane forsvarer og sejrer og dør under den.
En Trop, som ej veg i Kampens Dage, i Mørke og Lys ej saa tilbage,
men trofast fulgte i sin Høvdings Spor, og gennem Blod og Ild mod Maalet
gaar.
Det er Guds Frelsens Hær.
Som velfrelste Salvationister for Jesus vor torn'kron'de Drot, fremad om det bær eller brister!
Gaa frem, indtil Maalet er naaet.
Og raser end alle Helveds Magter, Soldaten ej Fjendens Trusler agter, faar Kraft i Floden, som fra Korset
gaar, nyt Liv, nyt Mod der til hans Hjerte
naar;
udi Guds Frelsens Hær.
End venter os blodige Kampe, end Krigsluen flammer mod Sky;
men en Gang for fredlyste Tider skal Evighedsmorgenen gry,
naar Høvdingen Jesus selv skal komme i Sky for at hente sine fromme;
med Sejerssange da vi Himlen naar, og Kroningstimen for Soldaten slaar,
udi Guds Frelsens Hær.
3
Byd dem ind, de dybest faldne, nød dem kun i Kærlighed, sig, at Frelse for dem gives, Naade og Barmhjertighed.
Byd dem ind, de trætte, svage, syndbetyngede, og sig:
„Kom, o, Synder! Kom tilbage, Jesus venter just paa dig!"
Byd dem ind, som Kristne kaldes, men som sover Syndens Søvn;
Troen — mærk det — er ej alles, de dog mener, alt er vel.
Byd dem ind, som frækt bespotter, søger Verden, Synd og Lyst — tal til dem om Naadens Gave, vis dem Salighedens Kyst.
Indbyd og de unge, glade — Livets Vaardag er saa kort.
Byd dem ej med Verden drage, lege, drømme Livet bort.
Naar det unge Hjerte finder Jesus som sin Glædes Væld, lys og skøn den Ungdom bliver, derfor nød dem: „Kom i Kvæld!"
Byd dem ind, de sønderknuste, frygtende for Skam og Ve;
sig dem ømt og mildt, at Jesus kom at frelse Syndere.
Se, hvor Dagens Skygger længes — snart er Tiden mer ej din.
Saa, mens Herren gør sig rede, nød du dem at komme ind!
A. Shipton.
4.
G—B. U.-J. 105.
Mel.: Mægtigste Kriste.
Ungdommens Frelser, hør os, naar vi bede:
Led efter dem, som ikke selv vil lede;
døvet af Verdens Lyst og Larm og Pine de er dog dine.
Og naar du hører Sjælens Suk, det stille, ser, hvor de længes uden ret at ville, lær du dem da paa Bønnens Vinger
stige op til dit Rige.
( Vis dem dig selv, saa unge Øjne straale, giv dem din Kraft, at de maa kunne
taale;
salv dem med Aand, at Sejren de maa have over det lave.
Olfert Ricard.
5.
Befal du dine Veje og al din Hjertesorg til hans trofaste Pleje, som bor i Himlens Borg!
Han, som kan Stormen binde og lede Bølgen blaa,
Han kan og Vejen finde, hvorpaa din Fod kan gaa.
Vej har du alle Steder, dig Midler fattes ej, kun Naade du udspreder, kun Lys er al din Vej;
din Gerning kan ej hvile, ej standses kan dit Fjed, naar du til os vil ile med Hjælp og Bistand ned.
Om alle Helvedmagter end trodse og modstaa, det du for intet agter, vil ej tilbage gaa.
Hvo kan mod dig vel stande, som slynger Lynets Pil ? hvo vover at forbande, naar du velsigne vil?
Saa kast da al din Smerte paa Herrens stærke Magt, Og haab, o haab, mit Hjerte, vær trøstig, uforsagt!
Du er dog ej den Herre, som al Ting raade bør,
Gud monne Sceptret bære, og al Ting vel han gør.
P. Gerhardt.
6.
Til Himlene rækker din Miskundhed, Gud!
Din Trofasthed naar dine Skyer.
Dit Retfærdshaand over Bjærgene ud er strakt over Dale og Byer.
Som Himlenes Favn er din Kærlighed, Gud, som Havenes Dyb dine Domme;
til Frelsen fører du Sjælene ud, vil Skabningens Suk ihukomme.
Hvor dyrebar er dog din Miskundhed, Gud, hvor Menneskebørnene bygge!
I Mulm er Kærlighedsvingen bredt ud — vi skjuler os under dens Skygge.
Du kvæger i Ørken den tørstende Sjæl;
du bjærger den bævende Due;
hos dig er Livets dets evige Væld, og Lys i dit Lys skal vi skue.
Ingemann.
7.
G—As 481.
Jeg bringer dig, Jesus, mit alt;
slet intet jeg holder igen.
Jeg følger, hvorhen du har kaldt;
mit Hjerte jeg helt giver hen.
En Gang var jeg stridig mod Gud, min Fod gik paa selvvalgte Vej;
men nu for at lyde dit Bud mit Liv vil jeg leve for dig.
Den Tvivl, der formørked mit Sind, og Skammen og Frygten foren't, borttag dem — gør helt mig til din;
skab i mig et Hjerte saa rent, et Hjerte, som ærlig og tro vil banke, o, Gud, for din Sag, et Liv, som i Kærlighed er til Kampen hengivet hver Dag.
Min Gud, gør mig hellig og god, ren baade i Tanker og Hu, saa intet mer er dig imod, giv mig den Velsignelse nu!
Som Kriger for dig vil jeg staa, jeg trofast vil kæmpe for dig;
fra Striden jeg aldrig vil gaa, men helt vil jeg hengive mig.
Kommandør Boolh-Tucker.
8 . D—F 332.
Jeg har elsket og troet paa Jesus alt i de henrundne Aar;
han har trøstet mig under Sorgen og læget hvert Hjertesaar.
Se her hans Kærlighed:
Han kom fra Himlen ned til mig med Fryd og Fred.
Jeg har opgivet alt for Jesus alt i de henrundne Aar;
han fra Fald har min Fod bevaret, han hjælper mig, hvor jeg gaar.
Han mig bevarer saa, at hellig, ren jeg maa frem for hans Aasyn staa.
Jeg har virket og stridt for Jesus alt i de henrundne Aar
og i Modgangens Timer fundet, at han ved min Side staar.
Fuld Hvile ej jeg faar, før hjem til Gud jeg naar o°" for hans Trone staar.
Charles Fry, Salvationist.
9.
Vor Gud han er saa fast en Borg, Han kan os vel bevare,
Han var vor Hjælp i al vor Sorg, vort Værn i al vor Fare;
den gamle Fjende led er nu for Alvor vred, stor Magt og Argelist han samler mod os vist ej Jorden har hans Lige.
Vor egen Magt den er kun svag, let kan os Fjenden fælde,
men en antager sig vor Sag, omgjordet med Guds Vælde:
Det er den Herre Krist, og Sejer faar han vist, der er ej anden Gud, han drager med os ud, han Marken skal beholde.
Og myldred Djævle frem paa Jord og os opsluge vilde,
vi frygte dog ej Fare stor, de deres Trusler spilde;
lad rase Mørkets Drot
med Løgn og Mord og Spot, han har dog faa't sin Dom, da Krist til Jorden kom, et Ord ham nu kan fælde.
Det Ord de vel skal lade staa, og dertil Utak have,
thi Herren selv vil med os gaa alt med sin Aand og Gave;
og tage de vort Liv, Gods, Ære, Barn og Viv, lad fare i Guds Navn, dem bringer det ej Gavn, Guds Rige vi beholde.
Luther
10.
Tak, o, Jesus, for alt, hvad jeg lærte fra den Stund, da du frelste min Sjæl!
Du saa kærlig forandred mit Hjerte, mig, som før var en syndbunden Træl.
Jeg fik Styrke og Mod ved dit hellige Blod.
Tak, o, Jesus, saa kærlig og god!
Tak, o, Jesus — hver Dag, der hen- rinder, skal mig bringe et Stykke paa Vej.
Indtil Taagerne ganske forsvinder, vil jeg ledes og føres af dig.
Jesus førte min Sag;
jeg staar frelst nu i Dag,
jeg, som før var saa ringe og svag.
Nu mit Hjerte opfyldes af Glæde;
•thi jeg ved, naar min Vandring er endt, skal jeg glad for Guds Trone fremtræde blandt den Skare, som Jesus har kendt.
Under jublende Sang og ved Harpernes Klang
skal vi mødes hos Jesus en Gang.
Køhn
