Digitaliseret af | Digitised by

Digitaliseret af | Digitised by

Forfatter(e) | Author(s): Schopenhauer, Arthur.; af Arthur Schopenhauer ; overs. af Dr. Seth.

Titel | Title: Døden

Udgivet år og sted | Publication time and place: Kjøbenhavn : J. L. Wulff's Forlag, 1889 Fysiske størrelse | Physical extent: 60 s.

DK

Værket kan være ophavsretligt beskyttet, og så må du kun bruge PDF-filen til personlig brug. Hvis ophavsmanden er død for mere end 70 år siden, er værket fri af ophavsret (public domain), og så kan du bruge værket frit. Hvis der er flere ophavsmænd, gælder den længstlevendes dødsår. Husk altid at kreditere ophavsmanden.

UK

The work may be copyrighted in which case the PDF file may only be

used for personal use. If the author died more than 70 years ago, the work

becomes public domain and can then be freely used. If there are several

authors, the year of death of the longest living person applies. Always

remember to credit the author

I )ødeu

DET KONGELIGE BIBLIOTEK

130020350009

_ __

__

DØDEN.

A F

A R T H U R S C H O P E N H A U E R .

OVERSAT A F

D r . S E T H .

K J Ø B E N H A V N .

J . L . W U L F F ' S F O R L A G .

1 8 8 9 .

S L. Møllers Bogtrykkeri (Møller <fc Themsen). Kjøbeahavn.

P R A K T I S K E Æ M N E R .

A F

ARTHUR SCHOPENHAUER.

D Ø D E N .

hausen, der ikke nøiedes med at løfte sig selv op af Mud­

deret ved sin Haarpidsk, men trak Hesten med sig med det samme ved at klemme den fast mellem sine egne Ben.

Arth. Schop.

D ø d e n e r F i l o s o f i e n s r e t t e i n s p i r e r e n d e G e n i u s eller Musagetes, hvorfor ogsaa Sokrates kaldte Filoso­

fien Dødens MeXsxT) *). Ja, hvis der ingen Død var, vilde der overhovedet næppe blive filosoferet.

Dyret lever uden egenligt Kjendskab til Døden, og derfor nyder den dyriske Individualitet umiddel­

bart Slægtens hele Uforfængelighed, idet Dyret kun er sig bevidst som uendeligt. Med Fornuften fik Mennesket derimod den forfærdelige Vished om Døden.

Men da der i Naturen gives et Middel mod eller i alt Fald en Erstatning for ethvert Onde, saa for­

hjælper den samme Reflexion, som hidførte Forvis­

ningen om Døden, samtidig til metafysiske Fore­

stillinger, som bære en Trøst i sig, den Dyret hver­

ken behøver eller evner. Det er mod dette Maal, at alle Religioner og alle filosofiske Systemer hoved­

sagelig ere rettede, og de ere derfor nærmest den Modgift mod Dødens Vished, som den reflekterende Fornuft har skabt af egne Midler. Men den Grad, i hvilken de naae dette Maal, er højst forskjellig, og

*) Studium, Taleøvelser, Disputeren. O. A.

6

den ene Religion eller Filosofi vil i højere Grad end den anden sætte Mennesket i Stand til at se Døden i Ansigtet med roligt Øje. Brahmaismen og Buddha­

ismen, der lære Mennesket at betragte sig selv som Urvæsenet, Brahm, der hverken er skabt eller skal forgaae, vil i saa Henseende yde mere end andre, som sige ham skabt af Intet og lade hans af en andens Haand modtagne Tilværelse begynde med Fødselen. Derfor finde vi i Indien en Fortrøstning og en Dødsforagt, om hvilken man intet Begreb har i Evropa. Det er en meget betænkelig Sag ved tidlig Indøvelse i denne vigtige Henseende at paa­

tvinge Mennesket vage og uholdbare Begreber og derved for stedse gjøre ham uskikket til Opfattelsen af mere paalidelige. For Exempel: at lære Mennesket, at han for nylig er bleven skabt af Intet og alligevel for Fremtiden skal være uforgængelig, er det samme som at lære ham, at han, skjønt fuldt ud en andens Værk, dog i al Evighed skal være ansvarlig for sin Gjøren og Laden. Thi naar det Uholdbare i en saa- dan Lære paatrænger sig ham, efter at hans Aand er modnet og Eitertanken indtraadt, saa har han intet Bedre at sætte i dens Sted, ja, han er bleven ude af Stand til at forstaae noget Bedre og gaar derved glip af den Trøst, som Naturen havde til­

tænkt ogsaa ham til Erstatning for Dødens Vished.

Saa se vi Ungdommen synke ned til saadanne mate­

rialistiske Anskuelser, der af og til blive til Bestialisme.

Det lader sig overhovedet ikke nægte, at i det mindste i Evropa Menneskenes, ja ofte selv det en­

kelte Individs Mening om Døden svinger hid og did

imellem en Opfattelse af den som absolut Tilintet- gjørelse og som en Udødelighed saa at sige med Hud og Haar.

Begge Dele ere lige falske. Men naar jeg nu søger at vinde op til det højere Synspunkt, fra hvilket saadanne Anskuelser falde bort af sig selv, v i l j e g f ø r s t o g f r e m m e s t g a a e u d f r a e t r e n t e m ­ pirisk Standpunkt. — Vi støde da her først paa den ubestridelige Kjendsgjerning, at Mennesket i Overensstemmelse med hans naturlige Bevidsthed ikke blot for sin egen Person frygter Døden mere end alt Andet, men ogsaa smertelig bevæges ved hans Nærmestes Død, og dette aabenbart ikke egoistisk paa Grund af det Tab, han selv har lidt, men af Medlidenhed med den store Ulykke, der er overgaaet Hine. Derfor kalder han ogsaa den, der ikke lægger nogen Sorg for Dagen ved en saadan Lejlighed, haardhjærtet eller hjærteløs. — Meninger vexle med Tid og Sted, men Naturens Røst bliver overalt og altid sig selv lig og er derfor at paa­

agte frem for Alt. Nu synes den her lydelig nok at udtale, at Døden er et stort Onde. I Naturens Sprog betyder Dod Tilintetgjørelse. Og at det er Alvor med Døden kunde allerede sluttes deraf, at heller ikke Livet er nogen Spøg. Formodenlig er vi ikke noget Bedre værd end dette Liv og denne Dod.

I Virkeligheden er Dødsangst uafhængig af al Erkjendelse, thi Dyret kjender den, uagtet det ikke kjender Døden selv. Alt hvad som fødes, bringer allerede Dødsangsten med s.ig i Verden. Men denne Li Døgsangst å priori er netop Reversen af Leveviljen ''

d. e. af os selv. Derfor er Frygten for Tilintet- gjørelsen ethvert Dyr medfødt ligesom Omsorgen for dets Selvopholdelse, og det er altsaa Frygten for Tilintetgjørelse og ikke den blotte Undvigelse af Smerte, som giver sig til tilkjende i den ængstelige Omhu, med hvilken Dyret søger at værne om sig selv og i endnu højere Grad om sin Yngel mod Alt, hvad der kunde rumme en Fare. Hvorfor flyr og sitrer Dyret og søger et Skjul? Fordi det er lutter Levevilje, men som saadan er hjemfaldet til Døden og attraar at vinde Tid. Netop saadan er Mennesket af Naturen. Det største af alle Onder, den værste Trusel er Døden, Dødsangsten den højeste Angst.

Intet river os saa uimodstaaelig med, Intet vækker vor Deltagelse saa levende som fremmed Livsfare, Intet er forfærdeligere end en Henrettelse. Den grænseløse Vedhængenhed ved Livet, som her viser sig, kan ikke skyldes Erkjendelse og Overlæg; over­

for Eftertanken viser en saadan Vedhængenhed sig tvært imod som daarlig, fordi det staar helt daarlig til med Livets objektive Værdi, og det i alt Fald er og forbliver tvivlsomt, om det er at foretrække for Ikketilværelse: Bank paa de Dødes Kister og spørg dem, om de atter vilde forlade deres Sted, de v i l d e r y s t e p a a H o v e d e t . D e t t e e r o g s a a S o k r a ­ tes's Mening, og selv den lyskjære Voltaire siger:

On åime la vie; mais le néant ne laisse pas d'avoir du bon; — og fremdeles: Je ne sais pas ce que c'est que la vie éternelle, mais celle-ci est une mau- vaise plaisanterie. — Men tilmed vil Livet jo dog i hvert Fald snart faae en Ende, saa at de faa Aar,

^ (i (?+?• , ^f •>« ^{, l !} ' '"V* ' ' ^: cbJxC 11 U*. ' 'i

man endnu har at være til, svinder ind til et Intet overfor den uendelige Tid, da man ikke mere vil være til. Overfor Eftertanken synes det derfor endog latterligt at bekymres saa saare for dette korte Maal af Tid, bæve, naar vort eller fremmede Liv er i Fare, og digte Sørgespil, hvis Gru ene ligger i Dødsangsten. Hin overmægtige Vedhængenhed ved Livet er derfor ufornuftig og blind og kun forklarlig derved, at vort hele Væsen i og for sig er Leve- vilje, for hvilken Livet derfor staar som det højeste Gode, saa bittert, saa kort og saa usikkert det end monne være, og derved at hin Levevilje i og for sig og oprindelig er blind og uden Erkjendelse. Er- kjendelsen derimod er saa langt fra at være Op­

havet til hin Vedhængenhed ved Livet, at den tværtimod modarbejder den ved at vise Livets Mangel paa Værd og saaledes bekæmper Dødens I-rygt. — Og naar nu Erkjendelsen sejrer og Menne­

sket gaar Døden rolig og modig i Møde, saa agtes han for stor og ædel, da fejre vi Erkjendelsens Triumf over den blinde Levevilje, som dog er Kjær- nen i vort eget Væsen. Paa samme Maade foragte vi den, i hvilken Erkjendelsen ligger under i denne Kamp, den, som ubetinget hænger ved Livet til det yderste, stritter imod den sig nærmende Død og modtager den i Fortvivlelse; og dog er det kun vort Selvs og Naturens oprindelige Væsen, der her taler i ham. Hvorledes, kunde man her foreløbig spørge, kunde den grænseløse Kjærlighed til Livet og Bestræbelsen for paa enhver Maade at opretholde det saa længe som muligt blive anset tor lavt og

I O

foragteligt og af Tilhængerne af de forskjelligste Religioner erklæres for Religionen uværdig, naar Livet var en Gave af velgjørende Guder, som burde mod­

tages med Tak; og hvorledes kunde da Foragten for Livet kaldes stor og ædel? — For os staar det derfor saaledes, at Leveviljen er Menneskets inderste Væsen, at denne Levevilje i og for sig er uden Er- kjendelse og blind, at denne Erkjendelse er et Leve­

viljen oprindelig fremmed, senere tilkommet Princip, som ligger i Kamp med denne, og at det er vor Dømmekraft, som giver Erkjendelsens Sejr over Viljen sit Bifald.

Hvis det, som gjør Døden saa skrækkelig for os, var Tanken ^{o m} Ikketilværelse, saa maatte vi med samme Gysen tænke paa den Tid, da vi endnu ikke vare. Thi det er uomstødelig vist, at Ikketilværelsen efter Døden ikke kan være forskjellig fra Ikketil­

værelsen før Fødselen, følgelig heller ikke mere at klage over. En hel Uendelighed er udrunden, da vi endnu ikke vare, uden at dette i nogen Maade afficerer os. Men at der p?a et momentant Inter­

mezzo af en efemer Tilværelse skulde følge en anden Uendelighed, i hvilken vi ikke mere skulle være;

dette finder vi haardt og utaaleligt. Eller skulde mon

d e n n e Tørst efter Tilværelse være opstaaet derved, at vi nu engang have smagt Tilværelsen og befundet den saa herlig at være. Tilvisse ikke; langt snarere vilde den indhøstede Erfaring kunne vække en uendelig Længsel efter Ikketilværelsens tabte Paradis. Og Haabet om Sjælens Udødelighed suppleres altid med Haabet om en »bedre Verden« - et Tegn paa, at

d e n n e V e r d e n i k k e d u e r s y n d e r l i g . T i l T r o d s f o r Alt diskuteres Spørgsmaalet om Tilstanden efter Døden 10,000 Gange oftere med Mund og Pen end Spørgsmaalet om Tilstanden før vor Fødsel. Men i Theorien er alligevel det ene Spørgsmaal lige saa berettiget og ligger os lige saa nær som det andet, og den, der havde besvaret det ene, vilde vel ogsaa være paa det Rene med det Andet. Vi have prægtige Deklamationer om det Anstødelige i at tænke sig, at Menneskeaanden, som omfatter Verden og rummer saa mange højst fortræffelige Tanker, ogsaa skulde sænkes i Graven, medens man intet hører om, at denne Aand har ladet en Uendelighed af Tid forløbe, før den var fremstaaet med disse sine Egenskaber, og at Verden lige saa længe har maattet hjælpe sig uden den. Og alligevel er der intet Spørgsmaal, der paa en naturligere Maade byder sig frem for den af Leveviljen ubestukne Erkjendelse e n d d e t t e : E t u e n d e l i g t T i d s r u m e r f o r l ø b e t f ø r m i n F ø d s e l ; h v a d v a r j e g i a l d e n n e T i d ?

— Metafysisk lod sig maaske svare: Jeg var altid Jeg, Alle nemlig, som hint Tidsrum igjennem sagde Jeg, de var netop Jeg. Men herfra vil vi ganske se bort paa vort foreløbig helt erfaringsmæssige Stand­

punkt og antage, at jeg slet ikke var til. Men saa k a n j e g t r ø s t e m i g o v e r d e n u e n d e l i g e T i d e f t e r min Død, da jeg ikke skal være, med den uendelige Tid, i hvilken jeg allerede ikke har været til, som noget ret vel Tilvant. Thi Uendeligheden å parte post uden mig kan lige saa lidt være skrækindjagende som a parte ante uden mig, idet de begge kun ad­

skille sig fra hinanden ved Mellemkomsten af en efemer Livsdrøm. Og alle Beviser for Liv efter Døden lade sig lige saa vel anvende paa Liv før, i Troen paa hvilken Hinduer og Buddhaister derfor ere konsekvente nok. At sørge over den Tid, da man ikke mere vil være til, er ligesaa absurd som det vilde være at sørge over den Tid, da man ikke var til; thi det er ligegyldigt, om den Tid, som ikke udfyldes af vor Tilværelse, forholder sig til den, der udfyldes af denne, som Fremtid eller som Fortid.

Men selv bortset fra disse Tidsbetragtninger, er det i og for sig absurd at ansee Ikketilværelsen for et Onde, eftersom ethvert Onde forudsætter Til­

værelse, ja endog Bevidsthed, men denne ophører med Livet ligesom ogsaa i Søvnen og Afmagt, hvorfor dens Ophør er os velbekjendt som Noget, der i og for sig ikke rummer noget Ondt og hvis Indtræden i ethvert Tilfælde er et Øjebliks Sag.

Fra dette Synspunkt betragter Epik ur Døden og sagde ganske rigtig: l oavato; |at⁽6sv irpo«; r^cnQ: Døden angaar ikke os, med den tilføjede Forklaring, at naar vi er, er Døden ikke, og naar Døden er, er vi ikke. (Diog. Laert. X. 27). At have tabt hvad ikke kan savnes er aabenbart ikke noget Ondt, og derfor kan det: ikke at skulle være til i Fremtiden, lige saa lidt anfægte os som det: ikke at have været til i Fortiden. Fra Erkj end eisen s Standpunkt synes der derfor slet ingen Grund til at frygte Døden, men Bevidstheden bestaar i Erkjendelse, og derfor er Døden intet Onde for denne. Det er virkelig heller ikke denne erkjendende Del af vort Jeg, som

frygter Døden, men Dødsfrygten udgaar udelukkende fra den blinde Levevillie, af hvilken alt Levende er opfyldt. Men for denne Levevilje er den noget Væsenligt, netop fordi den er Levevilje, hvis hele Væsen bestaaer i Attraaen efter Liv og Tilværelse, o g i h v i l k e n E r k j e n d e l s e n i k k e e r n o g e t o p r i n d e ­ ligt Iboende, men først tilkommet med Leveviljens Objektivering i animalske Individer. Naar denne Levevilje nu gjennem Erkjendelsen stilles Ansigt til Ansigt med Døden som en Ende paa den synlige V e r d e n , m e d h v i l k e n d e n h a r i d e n t i f i c e r e t s i g , og til hvilken den altsaa ser sig indskrænket, stritter dens hele Væsen med al Magt imod. Om den nu virkelig har noget at frygte af Døden, ville vi senere undersøge, idet vi vel ville mindes den egenlige Kilde til Dødsangsten, som vi, med tilbørlig Sondring mellem den villende og den erkjendende Del af vort Væsen, her har fundet.

I Overensstemmelse hermed er ogsaa det, der gjør Døden saa frygtelig, ikke saa meget Livets Ophør, eftersom Livet ikke kan staae for nogen som synderlig værd at savne, men snarere som Ødelæggelse af Organismen, og dette egenlig fordi Organismen er selve Leveviljen, der fremtræder som Legeme. • Men denne Ødelæggelse føler vi i Virkeligheden kun i de Onder, som Alder og Sygdom føre med sig;

selve Døden derimod bestaar for Subjektet kun i d e t Ø j e b l i k , d a B e v i d s t h e d e n s v i n d e r b o r t , naar Hjærnens Virksomhed standser. Den Standsning, som derpaa udbreder sig til alle Organis­

mens øvrige Dele, er egenlig allerede en Begivenhed

14

e f t e r D ø d e n . I s u b j e k t i v H e n s e e n d e v e d k o m m e r Døden altsaa alene Bevidstheden. Hvad nu Bevidst­

hedens Ophør er, kan enhver nogenlunde bedømme ved Sammenligning med hvad der skeer ved Søvnens Indtræden. Og end bedre den, der en Gang er falden i egenlig Afmagt, ved hvilken Overgangen ikke ind­

træder saa successivt eller gjennem Drømme, men i hvilken først Synsevnen svinder, medens den fulde Bevidsthed endnu er tilstede, hvorpaa den dybeste Bevidstløshed umiddelbart indtræder. Saavidt Følelsen gaar, er den intet mindre end ubehagelig, og som Søvnen er Dødens Broder, er Afmagten utvivlsomt dens Tvillingbroder. Heller ikke en vold­

som Død kan være forbunden med Smerte, eftersom selv haarde Kvæstninger i Reglen slet ikke føles, men først mærkes en Stund efter, ofte kun paa deres ydre Tegn. Er de hurtig dræbende, vil Bevidst­

heden svinde før denne Opdagelse, dræber de senere, forholder det sig som ved andre Sygdomme. Alle, som have mistet Bevidstheden i Vandet, ved Kul­

damp eller ved Strikken, udtale som bekjendt, at det er gaaet for sig uden Smerte. Og den egenlige naturlige Død, Døden af Alderdom, Euthanasia, den milde Død, er en successiv Bortsvinden og Bort- svæven fra Tilværelsen paa umærkelig Vis. Lidt efter lidt udslukkes med den tiltagende Alderdom Lidenskaber og Attraaer tilligemed Modtageligheden for deres Gjenstand, Affekterne finder ingen Spore mer, thi Forestillingsevnen bliver stedse svagere, dens Billeder mattere, Indtrykkene hæfter ikke mere ved, men gaar sporløst over. Dagene rulle stedse hur-

tigere, Begivenhederne tabe deres Betydning, Alt bliver mere afbleget, den højt Bedagede rokker om­

k r i n g e l l e r s l a a r s i g t i l R o i s i n K r o g , k u n e n Skygge, et Spøgelse af sit tidligere Væsen. Hvad er der her tilbage for Døden at ødelægge? En skjønne Dag er hans Slummer den sidste, og hans Drømme er — — de samme, efter hvilke allerede Hamlet spørger i sin berømte Monolog. Jeg tror, v i d r ø m m e r d e m j u s t n u .

Herhen hører ogsaa den Bemærkning, at Ved­

ligeholdelsen af Livsprocessen ikke foregaar uden Modstand og følgelig ikke uden Anstrængelse. Det er denne Anstrængelse, for hvilken Organismen hver Aften bukker under og derfor standser Hjærnefunk- tionen og formindsker forskjellige Sekretioner, Re­

spirationen, Pulsslaget og Varmeudviklingen. Heraf følger, at det fuldstændige Ophør af Livsprocessen maa være en vidunderlig Lettelse for Drivkraften i den, og maaske ligger heri delvis Grunden til det Udtryk af Befrielse paa de fleste Dødes Aasyn.

Overhovedet maa Dødsøjeblikket ligne en Opvaagnen fra tunge, mareredne Drømme.

Af det Foregaaende har det vist sig, at Døden, hvormeget den end frygtes, dog egenlig ikke kan være noget Onde. Ofte viser den sig endog som et attraaet Gode, som en ærlig Ven. Alle, som ere stødte paa uovervindelige Hindringer i Livet, Alle, som lider af ulægelig Sygdom eller utrøstelig Sorg, have, som en sidste Tilflugt, Tilbagevejen til Naturens

i6

Skjød, fra hvilket de ligesom alle Andre for en kort Stund ere dukkede op, lokkede af Haabet om gun­

stigere Tilværelsesvilkaar end dem, som blev dem til Del, og hvorfra det Samme altid paa ny vil staa dem aabent. Denne Tilbagevenden er den Le­

vendes cessio bonorum. Og dog skrides der først hertil efter en fysisk og moralsk Kamp, saa meget stritter Enhver imod at vende didhen tilbage, hvor­

fra han saa let og villig dukkede frem til en Til­

værelse, der frembyder saa mange Lidelser og saa f a a G l æ d e r . — H i n d u e r n e g i v e r D ø d e n s G u d , Y a m a , tvende Ansigter, et frygteligt og skrækindjagende og et glad og velmenende.

Fra det erfaringsmæssige Standpunkt, paa hvil­

ket vi endnu staa, er der en anden Betragtning, som frembyder sig af sig selv og derfor fortjener en nærmere Undersøgelse for derefter at vises til­

bage indenfor dens rette Grænser. Synet af et Lig viser mig, at Sensibilitet, Irritabilitet, Blodomløb, Reproduktion o. s. v. her er standset. Jeg slutter heraf med Bestemthed, at Det, som indtil nu ak- tuerede disse Fænomener, men samtidig var Noget, som jeg ikke kjendte, ikke aktuerer dem længer, alt- saa er veget bort fra dem. Men vilde jeg nu til­

føje, at dette just har været Det, som jeg kun har kjendt som Bevidsthed, altsaa som Intelligens (Sjæl), saa vilde en saadan Slutning ikke klot være ube­

rettiget, men aabenbar falsk. Thi Bevidstheden har j o s t e d s e v i s t s i g f o r m i g , i k k e s o m A a r s a g t i l , men som Produkt og Resultat af det organiske Liv, idet den steg og sank med dette de forskjellige

Levealdere, i Sundhed og Sygdom, i Søvn, Afmagt og vaagen Tilstand. Altid er den optraadt som Virkning af, aldrig som Aarsag til det organiske Liv; altid viste den sig som Noget, der opstaar og forgaar og atter opstaar, saalænge Betingelserne her­

for endnu ere til Stede, men uden dette ikke. Ja, jeg kan have set, at en fuldstændig Forstyrrelse af Bevidstheden, Afsindigheden, langtfra at deprimere de øvrige Kræfter og drage dem ned til sig eller vel endog at udsætte Livet for Fare, tværtimod forøger hine, navnlig Irritabiliteten og Muskelkraften og snarere forlænger end forkorter dette, naar ikke andre Aarsager støde til. — Altsaa Individualiteten kjendte jeg som en Egenskab ved alt Organisk, alt­

saa, naar dette Organiske er sig bevidst, ogsaa som en Egenskab ved Bevidstheden. Nu at slutte, at denne Individualitet inhærerer hint bortvegne livgivende, mig fuldkomment ubekjendte Princip, er aldeles ube- rettiget, saa meget mere som jeg ser, at hvert en­

kelt Fænomen overalt i Naturen er et Værk af en almen, i tusind lignende Fænomener virksom Kraft.

Men lige saa liden Anledning er der paa den anden Side til at slutte, at fordi det organiske Liv her er ophørt, derfor er ogsaa den Kraft, som hid­

til aktuerede dette Liv, blevet til Intet, saa lidt som man fra det standsede Rokkehjul kan slutte til Spinderskens Død. Naar en Pendul har gjenfundet sit Hvilepunkt og endelig er kommen til Ro, og dens individuelle Skinliv standser, saa vil Ingen troe, at nu er Tyngden tilintetgjort, men enhver begriber, af den etter som før er virksom i talløse Fænome-

Arthur Schopenhauer: D ø d e n . 2

ner. Vistnok lod der sig mod denne Lignelse ind­

vende, at Tyngden heller ikke har ophørt at være virksom i denne Pendul, men kun har hørt op syn­

lig at ytre sin Virksomhed. Den, som holder fast herved, vil i Stedet herfor tænke sig et elektrisk Legeme, i hvilket Elektriciteten har udladet sig og virkelig er ophørt at være virksom. Jeg har kun villet paavise, at vi tilkjende selv de laveste Natur­

kræfter en Evighed og Allestedsnærværelse, overfor hvilken Forgængeligheden af deres flygtige Tilsyne- ladelser intet Øjeblik forvirrer os. Men saa tør vi heller ikke falde paa den Tanke at anse Livets Ophør for Tilintetgjørelse af det livgivende Princip, Døden for Menneskets endelige Undergang. Fordi den kraftige Arm, som for tre tusinde Aar siden spændte Odysseus Bue, ikke mere er til, vil ingen tænkende og velordnet Forstand anse den Kraft, der virkede saa energisk i denne Arm. for ganske tilintetgjort, og derfor heller ikke ved nærmere Eftertanke holde for, at den Kraft, som i Dag spænder Buen, først har begyndt at existere med denne Arm. Langt nærmere ligger den Tanke, at den Kraft, som tidligere aktuerede et Liv, der nu er veget bort, er den samme, som virker i det nu blomstrende Liv: ja, denne Tanke er saa godt som uafviselig. Vi vide for vist, at kun det er forgænge­

ligt, som er et Led i Aarsagernes og Virkningernes Kjæde, men dette er blotte Tilstande og Former, hvorimod Stoffet paa den ene Side og Naturkræf­

terne paa den anden ere og forblive uberørte af denne ved Aarsager hidførte Skiften af hine Former

og Tilstande. Thi Stoffet som Naturkræfterne ere begge Forudsætninger for alle hine Forandringer.

Livsprincipet maa vi nærmest tænke os i alt Fald som en Naturkraft, indtil en dybere Forskning har lært os, hvad det i og for sig er. Altsaa allerede som Naturkraft forbliver Livskraften ganske uberørt af den Skiften af Former og Tilstande, som hin Aarsagernes og Virkningernes Kjæde hidfører og bortveirer. Den Fremstaaen og Forgaaen, som Frfaringen viser os, træffer ene og alene hine Tilstande og Former.

Saavidt altsaa lod vort egenlige Væsens Ufor­

gængelighed sig alt bevise med Sikkerhed. Vistnok vil dette ikke opfylde de Fordringer, som man er vant til at stille til Beviser for en fortsat Tilværelse efter Døden, eller yde den Trøst, som man venter af saadanne Beviser. Imidlertid er det altid noget, og den, der frygter Døden som sin absolute Tilintet- gjørelse, bør ikke forsmaae den fuldstændige Vished for, at hans Livs inderste Princip forbliver ganske uberørt af Døden. — Ja, man kunde opstille det Paradox, at ogsaa hint Andet, der ligesom Naturkræfterne forbliver uberørt af de langs Kausalitetens Ledetraad fortløbende skiftende Tilstande, altsaa Stoffet, ved sin absolute Varighed sikrer os en Uangribelighed, ved hvilken den, som ikke er i Stand til at fatte nogen anden, dog allerede kunde trøste sig ved en vis Uforgænge­

lighed. — Hvorledes vil man sige, det blotte Støvs, det raa Stofs Varighed skulde anses for en Fortsættelse af vort Væsen? — Jeg svarer: Kjender I da dette Støv, vide I hvad det er og hvad detformaar? Lær at kjende det, før I foragter det. Dette Stof, der nu

2*

20

ligger der som Støv og Aske, vil snart, opløst i Vand, slutte sig sammen i Krystaller, glimre som Metal, sprude elektriske Gnister og gjennem sin gal­

vaniske Spænding udvikle en Kraft, som opløser de fasteste Forbindelser og reducerer Jord til Metaller, ja, den vil gestalte sig som Plante og Dyr og af sit hemmelighedsfulde Skjød udvikle hint Liv, over hvis Tab I i eders Indskrænkethed er saa ængstelig bekymrede. Er det nu ganske betydningsløst at vare ved som et saadant Stof? Jeg paastaar bestemt, at s e l v e d e n n e S t o f f e t s V a r i g h e d a f l æ g g e r V i d n e s b y r d o m v o r t s a n d e V æ s e n s U f o r g æ n g e l i g h e d , o m saa kun lige som i et Billede eller Lignelse eller snarere som i et Skyggerids. Det rene, formløse Stof — denne aldrig iagttagne, men, som den stadig vedblivende, altid forudsatte Basis for Erfaringsverdenen — er Leve- viljens umiddelbare Gjenskin og Synlighed. Derfor gjælder om dette hvad der tilkommer selve Viljen, og derfor gjengiver Stoffet Leveviljens sande Evighed under et Billede af timelig Uforgængelighed. Da Naturen ikke lyver, kan ingen Anskuelse, der har sin Oprindelse fra en ren objektiv Opfattelse af Naturen og som er gjennemført i følgerigtig Tænkning, være helt ud og fuldstændig falsk, men er kun i værste Tilfælde ensidig og ufuldstændig. Dette gjælder ube­

strideligt ogsaa med Hensyn til den konsekvente Materialisme, lige saa vel som om dens Modsætning, den absolute Idealisme, lige som det overhovedet gjælder enhver, af et rigtigt Apper^u fremgaaet og ærlig gjennemført, filosofisk Grundanskuelse. Alle ere de højst ensidige Opfattelser og derfor trods deres

Modsætninger tillige sande, enhver især nemlig fra sit bestemte Synspunkt. Men saa snart man hæver sig op over dette, vise de sig dog kun som relativt eller betinget sande. Det højeste Standpunkt, hvorfra man overskuer dem alle i deres blot relative Sandhed, men ud over denne erkjender dem i deres Falskhed, kan kun være den absolute Sandheds alene, saa vidt denne overhovedet ligger indenfor vor Rækkevidde.

I Overensstemmelse hermed se vi selv i den raa, og derfor meget gamle, Materialisme vort sande Væsens Uforgængelighed endnu repræsenteret lige som ved en blot Skygge af det, nemlig ved Stoffets Ufor­

gængelighed, ligesom i den absolute Fysiks allerede noget højere staaende Naturalisme ved Naturkræfternes Allestedsnærværelse og Evighed, thi til disse Kræfter hører dog i det mindste ogsaa Livskraften. Selv disse raa Grundanskuelser medføre altsaa, at det levende Væsen ikke undergaar nogen absolut Tilintet- gjørelse ved Døden, men farer fort i og med Naturhelet.

Foranstaaende Betragtninger gik ud fra den paa- faldende Frygt for Døden, hvoraf alle levende Væsener ere opfyldte. Vi ville nu betragte, hvorledes Natur- helet i Modsætning til Enkeltvæsenerne stiller sig til Døden, saaledes at vi ogsaa her holde os paa empirisk Grund.

Saa Meget er sikkert nok, at vi ikke kjender noget højere Tærningspil end det om Liv og Død, Enhver Afgjørelse i saa Henseende imødese vi med den yderste Spænding, Deltagelse og Angst, thi det

22

gjælder i vore Øjne Alt. — Naturen derimod, som dog aldrig lyver, men er aaben og oprigtig, taler ganske anderledes over dette Thema. Den taler som Krischna i Bhagavad-Gita. Naturen siger: Indi­

vidernes Liv og Død er ligedyldig. Dette udtrykker Naturen paa den Maade, at den giver ethvert Dyrs, ogsaa Menneskets Liv til Pris for de ubetydeligste Tilfælde uden at skride ind til dets Frelse. Se paa Insektet for din Fod; en ringe ubevidst Vending i Skridtet er afgjørende for dets Liv eller Død. Se paa Skovsneglen, et Bytte for Enhver uden noget som helst Middel til Flugt, Værge, Skuffelse eller Skjul.

Se Fisken, der sorgløst leger i Nettet, Frøen, der ikke gider frelse sig ved Flugten, Fuglen, der ikke bliver Falken vaer, som svæver over dens Hoved, Faaret, der græsser, mens Ulvens Øje sluger det fra Krattet, Alle gaa de sorgløst omkring midt i de Farer, som hvert Øjeblik true deres Tilværelse. Men ved saa- ledes at give sine saa uudsigelig kunstfærdige Orga­

nismer til Pris, ikke blot for den Stærkestes Rovlyst, men for det blinde Tilfælde, for Taabens Lune og Barnets Kaadhed, udtaler Naturen, at disse Individers Tilintetgjørelse er den ligegyldig, ikke skader den, ikke har noget at betyde, og at i hine Tilfælde Virk­

ningen har lige saa lidt paa sig som Aarsagen. Dens Tale lyder tydelig nok, og den lyver aldrig, kun kommenterer den ikke sine Ord, men taler i Oraklernes lakoniske Stil. Naar nu Almoder saa sorgløst sender sine Børn ud i de Tusinder af truende Farer uden Beskyttelse, saa kan dette kun være, fordi hun véd, at naar de falder, falder de tilbage i hendes Skjød,

hvor de er i god Behold, og at deres Fald derfor kun er en Leg. Hun behandler heller ikke Mennesket anderledes end Dyrene. Hendes Ord gjælder ogsaa ham: Individets Liv eller Død er hende ligegyldig.

Derfor burde vort Liv eller Død i en vis Betydning ogsaa være os ligegyldig, thi vi er jo selv Naturen.

Og sikkerlig vilde vi, hvis vi formaaede at se til­

strækkelig dybt, give Naturen Ret, og Liv eller Død være os saa ligegyldigt som det er den. Som det er, maa vi gjennem Reflexionen udlægge hin Naturens Sorgløshed og Ligegyldighed for Individernes Liv derhen, at Ødelæggelsen af et saadant Fænomen i alt Fald ikke anfægter dets sande og egenlige Væsen.

Overveje vi nu fremdeles, at Liv og Død ikke blot afhænger af de ubetydeligste Omstændigheder, men at de organiske Væseners Tilværelse overhovedet er efemer, at Dyr og Planter fremstaar i Dag og forgaar i Morgen, og at Fødsel og Død følger hin­

anden i hurtig Skiften samtidig med, at der er sikret den langt lavere staaende uorganiske Verden en ulige længere Varighed og det absolut formløse Stof en uendelig lang Tilværelse, da maa, tænker jeg, den Tanke af sig selv frembyde sig allerede for den blot empiriske, men objektive og upartiske Opfattelse af en saadan Tingenes Orden, at denne ikke er andet end et overfladisk Fænomen, at en saadan bestandig Fremstaaen og Forgaaen ingenlunde gaar ned til Tingenes Rødder, men kun er noget Relativt og Tilsyne­

ladende, der ikke rammer hver Tings egenlige indre Væsen, hvilket jo desuden stedse unddrager sig vort Blik, men tværtimod uforstyrret farer fort, skjønt vi

24

hverken bliver Maaden, hvorpaa det sker, va'r eller formaar at begribe det, og derfor blot i Almindelighed maa tænke os den som en wSlags tour de passe-passe.

Thi at netop de mest fuldkomne Væsener, de levende med deres uendelig komplicerede og ubegribelig kunst­

færdige Organisationer, stedse skulde fremstaae af nyt fra Grunden af for efter et kort Tidsmaal at blive til absolut Intet, og derpaa atter give Plads for nye Væsener i deres Lignelse, som atter traadte ind i Tilværelsen fra Intet, medens det Ufuldkomne, det Laveste, det Uorganiske uanfægtet farer fort — Dette er noget saa øjensynlig Absurd, at det aldrig kan være Tingenes sande Orden, men tvært imod ikke kan være andet end et Hylster, hvori denne skjuler sig, eller rettere et Fænomen, der betinges af Beskaffenheden ved vor Intelligens. Ja, selve disse Enkeltvæseners hele Væren og Ikkeværen, med Hensyn til hvilke Liv og Død ere Modsætninger, kan kun være noget Rela­

tivt: Naturens Tale, i hvilken de fremstilles for os som noget Absolut, kan altsaa ikke være det sande og sidste Udtryk for Tingenes Beskaffenhed og Verdens Orden, men kan ikke være andet end et Slags Patois, n o g e t b l o t r e l a t i v S a n d t , n o g e t S a a k a l d e t , . N o g e t , d e r maa forstaaes cum grano salis, eller for at tale tyde- ligen, noget, der er betinget af vor Intelligens. Jeg siger, at en direkte intuitiv Overbevisning af den Art, som jeg her har forsøgt at omskrive i Ord, vil paa­

trænge sig Enhver, hvis Aand ikke er af den helt almindelige Slags, som absolut alene er i Stand til at erkjende det Enkelte helt og holdent som saadant, og derfor strængt er indskrænket til en Erkjendelse af

Individerne paa samme Maade som den dyriske Intelli­

gens er det. Enhver derimod, som, begavet med en kun noget højere potenseret Evne, blot har begyndt at se det Almindelige, Ideerne, i Enkeltvæsenerne, han vil til en vis Grad blive delagtig i min Overbevisning, og dette som i en umiddelbar og derfor tilforladelig O v e r b e v i s n i n g . I V i r k e l i g h e d e n e r d e t o g s a a k u n d e sinaa indskrænkede Hoveder, som i fuldt Alvor frygter Døden som deres Tilintetgjørelse, medens disse Rædsler ligge fjærnt fra de afgjort begunstigede Aander.

Plato grundede med Rette hele Filosofien paa Læren om Ideerne d. v. s. paa Iagttagelsen af det Almene i det Enkelte. Men beundringsværdig levende maa den her beskrevne, umiddelbart af Naturopfattelse frem- gaaende Overbevisning have været i hine overmenneske­

lige Væsener, hvem vi skylder Vedaernes Upanichad, der taler saa indtrængende til os, at vi fristes til at søge denne deres umiddelbare Aandsklarhed deri, at de stod vor Slægts Oprindelse nærmere og derfor opfattede Tingenes Væsen klarere og tydeligere end den afblegede Slægt oloi vi>v ßpoxoi sioiv »saaledes som de Dødelige nu ere.« Imidlertid leder den gjennem- førte Reflexion, saaledes som i Kants store Aand, ad anden Vej til det samme Maal ved at vise os, at vor Intelligens, i hvilken hin saa hurtig skiftende fænome­

nale Verden fremstiller sig, ikke opfatter Tingenes sande og sidste Væsen, men kun en Fremtoning af dette, og det fordi den oprindelig kun er bestemt til at give vore Attraaer deres Motiver, d. v. s. gjøre Hoveri ved Forfølgelsen af vore Attraaers smaalige Øjemed.

26

Naar jeg dræber et Dyr, være sig Hund, Fugl eller Frø eller det mindste Insekt, er det egenlig dog ganske utænkeligt, at dette Væsen eller rettere den indre Kraft, ved hvilken en saa beundringsværdig Fremtoning for et Øjeblik siden tumlede sig i fuld Energi og Livslyst, skulde være bleven til Intet ved min ondskabsfulde eller letsindige Handling. Og paa den anden Side kan de Millioner af Dyr af enhver Art, som hvert Øjeblik træder i Live i uendelig Mang­

foldighed og fuld af Kraft og Stræben, dog umulig før deres Fremkomst have været et Intet og fra Intet være naaet til en absolut Begyndelse. Ser jeg nu paa denne Maade, at der er et Noget, som unddrager sig mit Blik, uden at jeg nogensinde erfarer, hvorhen det gaar, og at der er noget Andet, der træder frem, uden at jeg nogen Sinde erfarer, hvorfra det kom;

naar nu desuden begge har den samme Skikkelse, det samme Væsen, den samme Karakter, kun ikke det samme Stof, som de dog ogsaa uafladelig kaster fra sig og fornyr i Løbet af deres Tilværelse — saa ligger dog i Sandhed den Antagelse nær, at det, som for­

svinder, og det, som træder i dettes Sted, er ét og det samme Væsen, som kun er undergaaet en lille Forandring, en Fornyelse af sin Tilværelses Form, og a t a l t s a a h v a d S ø v n e n e r f o r I n d i v i d e t , e r Døden for Slægten. Denne Anskuelse, siger jeg, ligger saa nær, at det er umuligt at undgaae den, naar Hovedet ikke i den tidlige Ungdom er blevet forskruet ved Indpodning af falske Grundanskuelser og med overtroisk Frygt allerede paa lang Afstand gaar at Vejen for den. Og den modsatte Antagelse, at et

Dyrs Fødsel er en Fremstaaen af Intet og dets Død dets absolute Tilintetgjørelse, med den Tilgift, at Mennesket ogsaa er blevet til af Intet, men alligevel kan gjøre Regning paa en individuel uendelig Til­

værelse og det med Bevidsthed, medens Hunden, Aben og Elefanten tilintetgjøres ved Døden — mod en saadan Antagelse oprøres den sunde Sans og erklærer den for absurd. — Og, naar en Sammenligning mellem Resultaterne af et System med den sunde Menneske­

forstands Krav skal være en Prøvesten paa Systemets Sandhed, saa var det ønskeligt om Tilhængerne af hin Grundanskuelse for en Gangs Skyld vilde benytte sig af en saadan Prøvesten.

Naturens ægte Symbol er Kredsen, fordi den er Skemaet for det Tilbagevendende. Derfor er Dette den almindeligste Form i Naturen, som den gjennem- fører fra Stjærnerne til de organiske Væseners Død og Fremstaaen. Ved Dette alene muliggjøres en be- staaende Tilværelse d. v. s. en Natur: Tidens og dens Indholds rastløse Strøm.

Betragter man i Høsten Insekternes lille Verden og ser, hvorledes det ene reder sig sit Leje for at sove den lange stivnende Vintersøvn, det andet ind­

spinder sig for at overvintre som Puppe og derefter en Gang i Foraarets Tid at vaagne forynget op i e n f u l d k o m n e r e S k i k k e l s e , m e n d e f l e s t e , s o m k u n tænke paa at søge Hvile i Dødens Arme, for­

inden blot reder et passende Leje for deres Æg for en Gang at fremstaae af dette paa ny — saa er dette Naturens store Udødelighedslære, som vil indprente os, at der ikke gives nogen radikal Forskjel mellem

28

Søvn og Død, men at den ene saalidt som den anden skader vor Tilværelse. Den Omhu, hvormed Insektet bereder dette Leje for sit Æg, og Føde for den Larve, som det kommende Foraar skal fremgaae af det, for saa rolig at døe, ligner ganske den Omhu, med hvilken et Menneske ved Aftentide lægger sin Klædning og sin Frokost tilrede for den kommende Morgen, for saa rolig at lægge sig til at sove. Dette kunde i Grunden s l e t i k k e f i n d e S t e d , n a a r i k k e d e t I n s e k t , s o m d ø r i Høst, i og for sig og efter sit sande Væsen lige saa fuldt ud var identisk med det, som kryber frem i Vaar, som det Menneske, der lægger sig til at sove, er identisk med det, der staar op. Ser vi nu efter disse Betragtninger tilbage til os selv og vor Slægt og kaster Blikket ud i den fjerne Fremtid til kommende Generationer med deres Individers Millioner og søger at anskueliggjøre os dem i den fremmede Skikkelse, som nye Sæder og Dragter giver dem, og saa spurgte:

»Hvorfra vil alle disse Væsener komme og hvor er de nu? Hvor er det verdenssvangre Intets rige Skjød, der endnu dølger hine kommende Slægter ?« — Maatte Svaret da ikke lyde med et Smil: Hvor skulde de være andetsteds end der, hvor det Reale altid alene var og vil være, i Nutiden og dennes Indhold, altsaa hos dig, daarede Spørger. Med denne Miskjendelse af dit eget Væsen ligner du Bladet paa Træet, som, visnende i Høst og i Begreb med at falde til Jorden, jamrer over sin Undergang og ikke vil lade sig trøste med Henvisningen til det friske Løv, som i Vaar skal klæde Træet, men klagende hvisker: Det er jo ikke mig, det er ganske andre Blade — Daarlige Blad,

hvor vil du da hen, og hvorfra skal andre komme, hvor er det Intet, hvis Svælg du frygter: erkjend dog dit eget Væsen, det er netop det, som er saa opfyldt af Tørst efter Tilværelse, erkjend det atter i Træets indre, hemmelige Drivkraft, som altid er en og den samme i alle Generationer af Blade og forbliver uberørt af Fremstaaen og Forgaaen og nu, oIyj irep cpvMtov

^evETfj, -course xai avoptov.*) Om den Flue, der nu summer omkring mig, sover ind om Aftenen og summer i Morgen igjen, eller om den dør om Aftenen og omForaaret en anden Flue er krøben ud af dens Æg og summer om mig. — Dette er i og for sig den samme Ting. Og derfor er den Erkjendelse, der fremstiller Saadant som to grundforskjellige Ting, ikke nogen ubetinget, men en relativ, en Erkjendelse af Fæno­

menerne, ikke af Tingen i og for sig. Fluen er der igjen om Morgenen, den er der ogsaa igjen om For- aaret, hvad Forskjel er der for den mellemVinter og Nat?

Saaledes dvæler Alt kun for et Øjeblik for at ile Døden i Møde, Plante og Insekt dør med Sommeren, Dyr og Menneske efter nogle Aars Forløb, Døden mejer ustandselig fort. Men desuagtet, ja, som om alt dette slet ikke var, er Alt altid til Stede paa rette Sted, som om det var uforgængeligt. Altid grønnes og blomstrer Planten, summer Insektet, staar Dyr og Menneske i uforgængelig Ungdom:

»Und immer circulirt ein neues frisches Blut«.

Ogsaa Polkene staa som udødelige Individer, selv om de undertiden skifter Navn. Intet paatrænger sig os derfor mere uimodstaaeligt end den Tanke, at

*) Som Levets Slægt saa Menneskets.

Q. A.

30

hin Fremstaaen og Forgaaen ikke berører Tingenes egenlige Væsen, men at dette forbliver uberørt deraf, a l t s a a e r u f o r g æ n g e l i g t , s a a a t A l t o g A l l e , s o m v i l l e være, ogsaa virkelig fare fort at være til uden Ende.

Derfor ere til ethvert givet Tidspunkt Dyreslægterne fuldtallige tilsammen, fra Myggen til Elefanten.

Mange Tusind Gange har de fornyet sig og er dog forblevet de samme. De vide intet om andre af deres Art, som har levet eller skal leve efter dem: Det er Slægten, som altid lever, og i Bevidstheden om dennes Uforgængelighed og deres Identitet med denne er Individerne tilstede og vel til Mode. Leveviljen lader sig tilsyne i endeløs Nutid, fordi denne er Formen for Slægtens Liv, Slægten, som derfor ikke ældes, men forbliver evig ung. Døden er for den, hvad Søvnen er for Individet, eller Blinket for Øjet, og det er paa det Øje, som ikke blinker, at Hinduen kjender sine Guder, naar de vise sig i menneskelig Skikkelse. Som Verden forsvinder med Nattens Ind­

træden, men derfor dog ikke noget Øjeblik ophører at være, saaledes forgaar Menneske og Dyr tilsyne­

ladende ved Døden, og lige saa uforstyrret farer deres sande Væsen fort at bestaae. Man tænke sig nu hin Skiften mellem Død og Fødsel i uendelig hurtige Svingninger, og man harLevevilliens vedholdende Objek­

tivering, Væsenernes blivende Ideer for sig som den blivende Regnbue paa Vandfaldets skiftende Draaber.

Dette er den timelige Udødelighed. Derfor er til Trods for Aartusinder af Død og Forraadnelse intet Atom af Stoffet gaaet tabt, langt mindre af det indre Væsen, der fremstiller sig som Naturen. Derfor kan

vi til enhver Tid vel til Mode udraabe: Trods Tid, Død og Forraadnelse er vi endnu alle samlede!

Med Undtagelse maaske af den, som ud af sit Hjert e s G r u n d é n G a n g r a a b t e t i l d e n n e L e g : J e g v i l ikke mere! Men Stedet er ikke her til at ytre os derom.

Nutidens Substrat eller Stof, dens Fyld, irX-rjptujia, er til alle Tider egenlig det samme. Umuligheden af umiddelbart at erkjende denne Identitet ligger netop i Tiden, der er en Form og Skranke for vor Intelligens.

At derfor f. Ex. det Fremtidige endnu ikke e r, beror paa en Skuffelse, som vi bliver va'r, naar det er kommet. At Intelligensens væsenlige Form hidfører e n s a a d a n s S k u f f e l s e h a r s i n G r u n d i , a t v o r I n t e l l i ­ g e n s i n g e n l u n d e e r f r e m g a a e t a f N a t u r e n s H a a n d f o r a t o p f a t t e T i n g e n e s V æ s e n , m e n b l o t f o r a t o p f a t t e M o t i v e r n e , a l t s a a t i l T j e ­ n e s t e u n d e r e n i n d i v i d u e l o g t i m e l i g A t t r a a .

Ganske vist i den Betydning, i hvilken Mennesket ved Avlingen fremstaar af Intet, bliver han ved Døden til Intet. Men meget interessant vilde det være saadan ret egenlig at lære dette Intet at kjende. Der hører nemlig kun maadelig Skarpsindighed til for at indse, at dette empiriske Intet ingenlunde er et absolut Intet, d. v. s. et saadant, som i enhver Henseende er et I n t e t . H e r p a a t y d e r a l l e r e d e , a t F o r f æ d r e s E g e n ­ s k a b e r g j e n f i n d e s i E f t e r k o m m e r n e o g a l t s a a h a v e o v e r s t a a e t D ø d e n .

For et Øje, som levede længe nok og med ét Blik omfattede Menneskeslægten i dens hele Tilværelse, vilde den stadige Skiften mellem Fødsel og Død kun vise sig som en vedholdende Vibration, og det vilde

32

slet ikke falde dette Øie ind deri at se en stedse ny Bliven af Intet til Intet. Men ligesom den hurtigt svungne Gnist for vort Blik viser sig som en blivende Kreds, den hurtig vibrerende Fjeder som en blivende Trekant, den svingende Streng som en Spindel, saa- ledes vil for dette Øie Slægten vise sig som det Værende og Blivende, Død og Fødsel som Svingninger.

Om vort sande Væsens Ikke-Tilintetgjørelse ved Døden vil vi beholde falske Begreber saa længe som vi ikke kan beslutte os til først og fremmest at studere den paa Dyrene, men anmasser os en aparte Art af den under det pralende Navn af Udødelighed. I Stedet derfor lære man i ethvert ungt Dyr at erkjende Slægtens aldrig ældende Tilværelse, Slægten, der, som en Afglans af sin egen evige Ungdom skjænker ethvert nyt Individ en timelig Ungdom og sender det saa nyt og frisk ud i Verden som var denne Verden fra i Dag. Man spørge sig selv ærlig, om Svalen i indeværende Foraar er en hel anden end Svalen fra i Fjor, og om virkelig Skabelsens Vidunder har gjentaget sig Millioner Gange for ligesaa ofte at arbejde den absolute Tilintetgjørelse i Hænde. Det véd jeg nok, at hvis jeg alvorlig vilde forsikre en Mand, at den Kat, der nu leger i Gaarden, endnu er den samme, som for tre Hundrede Aar siden gjorde de samme muntre Spring, vilde han erklære mig for afsindig, men jeg véd ligesaa fuldt, at det er endnu mere afsindigt at troe, at Katten fra i Dag er fuld­

stændig og fra Grunden af en ganske anden end Katten fra for tre Hundrede Aar tilbage. Man behøver kun ærlig og alvorlig at fordybe sig i Iagttagelsen

va r, at dette uudgrundelige Væsen, saaledes som det i dets Helhed er, umulig kan blive til Intet, og dog kjender man paa den anden Side dets Forgængelighed.

/ Dette beror paa, at dette Dyr er sin Idees (Slægts) Evighed præget i Individets Endelighed. Thi for den individuelle Erkjendelse, altsaa i Tiden, frem­

stiller Ideen sig i Form af Slægten, siSos, species, Billede, og Slægten er derfor selve den ved sin Ind­

træden i Tiden optrævlede Ide.

Som det buldrende Vandfalds sprudlende Draaber skifter med Lynets Hurtighed, medens den Regnbue, hvis Bærer de er," hviler i ubevægelig Ro, uberørt af hin rastløse Skiften, saaledes forbliver enhver Ide, d. v. s. enhver Slægt af levende Væsener, ganske uberørt af Individernes uafladelige Skiften. Men det er Ideen eller Slægten, hvori Leveviljen egenlig bunder og aabenbarer sig, og derfor er det, at Slægtens fortsatte Væren udelukkende ligger Leveviljen paa Sinde. F. Ex.

de Løver, som fødes og dø, er som Vandfaldets Draaber, men Leonitas, Løvens Ide, ligner den urokke­

lige Regnbue. Derfor tillægger ogsaa Plato Ideerne alene en egenlig Tilværelse, men Individerne kun en rastløs Fremstaaen og Forgaaen. Det er ogsaa af den dybeste og inderligste Bevidsthed om sin Ufor­

gængelighed, at den Sikkerhed og Sindsro udspringer, med hvilken ethvert dyrisk og menneskeligtlndivid ube­

kymret bevæger sig mellem en Hær af Tilfældigheder, som hvert Øjeblik kan tilintetgjøre det, ja gaar lige i Dødens Arme: af dets Øje lyser Slægtens Ro, som hin Undergang ikke anfægter eller vedkommer.-

Arthur S c h o p e n h a u e r : D ø d e n .

34

En saadan Ro kunde de usikre og skiftende Dogmer ikke skjænke Mennesket. Men som sagt, Synet af ethvert Dyr lærer, at Døden ikke skader Livets Kjærne, Leveviljen. Betragt din Hund, hvor vel til Mode og rolig den staar foran dig. Mange Tusind Hunde har maattet døe, før det naaede til denne at leve. Men hine Tusinders Undergang har ikke an­

fægtet Hundens Ide, som ikke i mindste Maade er afficeret ved hin Død. Derfor staar Hunden saa frisk og kraftig, som var denne Dag dens første, og som om ingen Dag kunde blive dens sidste, og af dens Øje lyser det uforgængelige Princip i den. Hvad er det nu, som er død gjennem hine Aartusinder ? — I k k e H u n d e n , d e n s t a a r l e v e n d e f o r o s ; d e t e r k u n dens Skygge, dens Billede i vor Maade at erkjende paa, som jo er bunden til Tiden. Hvorledes er det muligt at troe paa Forgængeligheden af det, som altid og stedse er til Stede og udfylder al Tid? Empirisk lader Sagen sig vist nok forklare: I samme Forhold nemlig som Døden tilintetgjør Individerne, frembragte Avlingen nye. Men denne empiriske Forklaring er blot tilsyneladende en Forklaring, i det den sætter den ene Gaade i Stedet for den anden. Sagens meta­

fysiske Forklaring er den alene sande og tilfredsstil­

lende, skjønt ikke saa nem at gaae til.

Evigheden er et Begreb, for hvilket ingen Iagt­

tagelse ligger til Grund, dets Indhold er nemlig blot negativt og siger saameget som en tidløs Tilværelse.

Tiden er derfor et blot Billede af Evigheden, h ypovoc;

£ix(«v tod aio>voc. og paa samme Maade er vor timelige Tilværelse kun et Billede af vort Væsen i og for sig.

Dette vort sande Væsen maa ligge i Evigheden, just fordi Tiden ikke er Andet end Formen for vor Er- kjendelse. Netop fordi dette er saa, opfatter vi vor og alle Tings Væsen som forgængeligt, endeligt og hjemfaldet til Tilintetgjørelse. Individet har sin Rod i Slægten, Tiden i Evigheden. Og som Individet kun er Individ derved, at det bærer sin Slægts Væsen i sig, saaledes har det ogsaa kun Liv i Tiden derved, at det tillige er i Evigheden.

Ethvert Dyrs, ogsaa Menneskets, inderste Væsen bunder i Slægten. I Individet alene derimod ligger den umiddelbare Bevidsthed, derfor tror Individet sig forskjelligt fra Slægten og frygter Døden. Leveviljen aabenbarer sig med Hensyn til Individet som Sult og Døds frygt, med Hensyn til Slægten som Kjønsdrift og lidenskabelig Omsorg for Yngelen. Derfor se vi ogsaa Naturen, som er fri for hin Individets Vildfarelse, saa omhyggelig for Slægtens Bevarelse, saa ligegyldig for Individernes Undergang: For Naturen er Indi­

viderne altid kun Midler, men Slægten Maal. Herfra den grelle Kontrast mellem dens Karrighed ved Ud­

styret af Individerne og dens Ødselhed, naar det gjælder Slægten. Medens der af ét Individ ofte vindes hundrede Tusinde Spirer og derover hvert Aar, tilstaas der det paa den anden Side knapt saa mange Kræfter Organer, som behøves for under uafbrudt An- strængelse at friste Livet. Derfor dør Dyret jo ogsaa af Sult, naar det lemlæstes eller paa anden Maade svækkes. Og hvor det blot er muligt at spare, hvor blot en Del til Xød kan undværes, dér sker det selv uden for Ordenen. Derfor mangler f. Ex. saa mange

3*

36

Larver Øjne, saa at de ofte forfejler det Poder, som ligger tilrede inden for deres Rækkevidde. Denne Naturens Fremgangsmaade viser sig ogsaa deri, at jo avledygtigere Individet er paa Grund af sin Alder, desto kraftigere viser sig ogsaa Naturens lægende Kraft i det, dets Saar heler let og dets Sygdomme forløber heldig. Dette aftager med Avledygtigheden og synker dybt naar denne er forbi, thi nu er Indi­

videt blevet værdiløst i Naturens Øjne.

I Grunden er vi langt mere Et med Verden end vi sædvanlig tænker; dens inderste Væsen er vor Vilje, dens Tilsyneladelse vor Forestilling; den, der kunde bringe det til en tydelig Bevidsthed om dette Punkt, at vi er Et med Verden, for ham vilde For- skjellen mellem Yderverdenens fortsatte Tilværelse, efter at han er død, og hans egen fortsatte Tilværelse efter Døden svinde bort. Begge Dele vilde for ham fremstille sig som Et og det Samme, ja han vilde smile ved Tanken om, at det kunde skilles ad. Hvad jeg her har sagt, kan man tydeliggjøre sig ved et særeget Experiment ved Fantasiens Hjælp. Man for­

søge nemlig levende at forestille sig den ingenlunde meget fjærne Tid, da man vil være død. Man tænker sig da borte og lader Verden fremdeles være til, men snart vil man til sin Forundring opdage, at man dog var med alligevel. Thi man har troet at foi est i Ile sig Verden uden sig, men i Bevidstheden er Jeget det Umiddelbare, ved hvilket Verden først formidles, for hvilket Verden udelukkende er for Haanden.

Forsøget paa at tænke sig dette Secundære uden det Primære, det Betingede uden Betingelsen, det

Baarne uden Bæreren mislykkes derfor hver Gang paa samme Maade, som naar man vil tænke sig en ligesidet retvinklet Trekant, eller en Fremstaaen eller IHorgaaen af Stof eller lignende umulige Ting. Under dette 1 ankeexperiment paatrænger sig derimod den følelse, at Verden ikke er mindre betinget af os end vi af den, og at Kilden til al Virkelighed ligger i vort eget Indre. Resultatet bliver det, at den Tid, da jeg ikke vil være vil komme objektivt, men aldrig kan komme subjektivt, og det Spørgsmaal lader sig derfor opstille, hvorvidt da Nogen i sit Hjærte virkelig tror Noget, som han egenlig slet ikke kan tænke sig, eller om ikke tværtimod vor Død, naar hertil kommer den dybe og inderlige Bevidsthed om vort Væsens Ufor­

gængelighed, vor Død i Grunden ikke er den fabel­

agtigste Ting i Verden.

Denne dybe Overbevisning om vor Uforgængelig­

hed, hvorom ogsaa de uudeblivelige Samvittighedsnag ved Dødens Nærmelse vidner, hænger helt og holdent sammen med Bevidstheden om vor Oprindelighed og Evighed. Dette udtrykker Spinoza saaledes: Sep­

timus, experimurque, nos æternos esse*)

Thi et fornuftigt Menneske kan alene tænke sig som uforgængeligt for saa vidt han tænker sig uden Begyndelse, som evig, egenlig som tidløs. Den, der derimod tror sig bleven til af Intet, maa ogsaa tænke, at han igjen skal blive til Intet, thi at der skulde være forløbet en Uendelighed før han var, og saa være begyndt en anden, gjennem hvilken han aldrig vil ophøre at være, er en monstrøs Tanke. Den

*) VI føle og søge gjennem Granskning at komme til Vished o m , a t v i e r e v i g e . O A .

38

solideste Grund for vor Udødelighed er derfor den gamle Sætning; Ex nihilo nihil fit et in nihilum nihil potest reverti.*) Træffende siger derfor Theophus Paracelsastus: (Strassb. 1603 2 Bd. S. 6):

»Sjælen i mig er bleven til af Noget og derfor bliver den ikke til Intet, thi af Noget kommer den.« — Det er den sande Grund. Men den, der holder Menne­

skets Fødsel for hans absolute Begyndelse, for ham maa Døden være hans absolute Ende. Thi begge er h v a d d e e r i l i g e B e t y d n i n g , o g f ø l g e l i g k a n E n h v e r k u n tænke sig som udødelig saavidt som han ogsaa tænker sig som ufødt og i samme Betydning. Men i Virkeligheden lader vort egenlige Væsens Uforgænge­

lighed sig alene tænke som en Evighed og har altsaaikke noget med Tiden at gjøre. Den Antagelse, at Menne­

sket er skabt af Intet, medfører nødvendigvis den, at Døden er hans absolute Ende. Her er altsaa det gamle Testamente fuldkommen konsekvent, thi til en Skabelse af Intet passer ingen Udødelighedslære.

Og Brahmaismen og Buddhaismen har lige saa konsekvent i Række med en Tilværelse efter Døden en Tilværelse før vor Fødsel, for hvis Synder dette Liv er en Bod: »Sjælen vilde ikke være evig, hvis den var skabt og altsaa havde en Begyndelse« (Cole- brooke: Indisk Filos. Hist.) Og fremdeles ; »I Helvede træffer den haardeste Lod hine Kjættere, som mod Buddha lære, at alle levende Væsener tage deres Be­

gyndelse i Moders Liv og ende med Døden« (Upham's doctrine of Buddhisme.)

Den, der opfatter sin Tilværelse kun som noget

*) Af Intet kommer Intet, og til Intet kan Intet vende tilbage.

O. A.

Tilfældigt, maa ganske vist frygte for at miste den ved Døden. — Den, der derimod, om end blot i al Almindelighed, indsér, at hans Tilværelse beror paa en eller anden oprindelig Nødvendighed, vil ikke troe, at denne samme Nødvendighed, der har hidført noget saa Vidunderligt, skulde være indskrænket til et saadant Maal af Tid, men at den virker al Tid. Men den som overvejer, at en uendelig Tid, altsaa ogsaa en Uendelighed af Forandringer, er udrunden indtil nu, da han er til, men at han disse uagtet dog er til, vil anerkjende sin Tilværelse som en Nødvendighed.

Enhver Tilstands Muligheder er altsaa allerede ble­

ven udtømt uden at kunne forhindre hans Tilværelse.

Hvis han nogen Sinde ikke kunde være, saa var han ikke heller nu. Thi Uendeligheden af den allerede udrundne Tid med den deri udtømte Mulighed af Begivenheder borger for, at hvad der existerer, existerer med Nødvendighed. Enhver har altsaa at forstaae sig selv som et nødvendigt Væsen, af hvis sande og udtømmende Definition, hvis vi blot havde den, hans Tilværelse vilde følge. I denne Tankegang ligger virkelig det alene immanente Bevis, det vil sige, et Bevis, der holder sig indenfor erfarings­

mæssige Data, for vort egenlige Væsens Uforgænge­

lighed. Thi Tilværelsen maa hæfte ved dette vort egenlige Væsen, fordi den viser sig som uafhængig af alle de Tilstande, der kunde fremkaldes ved Aar- sagernes og Virkningernes Kjæde; disse Tilstande har nemlig allerede gjort deres, og ikke des mindre er vor Tilværelse forbleven saa urokket deraf som Lys- straalen af den Storm, den gjennemskjærer. Hvis Tiden

4°

ved egne Kræfter kunde føre os en lyksalig Tilstand i Møde, saa vilde vi allerede længe have været der, thi en Uendelighed af Tid ligger bag os. Men paa samme Maade; kunde den føre os Undergangen i Møde, saa vilde vi for længst ikke være mere. Deraf, at vi nu er til, følger rigtig set, at vi altid maa være. Thi vi er selv det Væsen, som Tiden for at udfylde sin Tomhed har optaget i sig. Just derfor udfylder Det hele Tiden, Nutid, Fortid og Fremtid paa samme Maade, og det er os lige saa umuligt at falde ud af Tilværelsen som af Rummet. Det er utænkeligt, at det, som en Gang er til med Virkelighedens hele Styrke, nogen Sinde skulde kunne blive til Intet og vedblive at være Intet en uendelig Tid igjennem. Vor Værens og Ikke-Værens store Hemmelighed beror til sidst derpaa, at det, som objektivt udgjør en uendelig Tidsfølge, subjektivt er et Punkt, en udelelig, altid nærværende Nutid. Men hvo er den, som fatter d e t ? K l a r e s t e r d e t b l e v e t f r e m s t i l l e t a f K a n t . I Stedet for at sige til Menneskene: »I er blevet født, men er udødelige«, skulde man derfor sige til dem«:

I er ikke Intet«, og lære dem at forstaae dette. Men naar dette ikke lykkes og det ængstede Hjærte istemmer sin gamle Klagesang: »Jeg sér alle Væsener opstaae af Intet ved Fødselen for efter en kort Tidsfrist atter at hjemfalde til Intet; ogsaa min egen Til­

værelse, der nu er i Nutiden, vil snart ligge i fjærn Fortid, og jeg være Intet« — saa er det rette Svar dette: »Er du ikke til? Sidder du ikke inde med den kostelige Nutid, efter hvilken I, Tidens Børn, alle tragte saa graadig, sidder du ikke inde med den nu,

sidder du ikke virkelig inde med den? Og forstaar du, hvorledes du er naaet til den ? Kjender du de Veje, som have ført dig til den, saa nøie at du indser, at disse Veje vil Døden spærre for dig? Du begriber ikke en Tilværelse af dit eget Selv efter dit Legemes Tilintetgjørelse, men kan dette være dig mere ube­

gribeligt end din nuværende Tilværelse er dig, og den Maade, paa hvilken du er naaet til den? Hvorfor omtvivle, at de hemmelige Veje, der stod dig aabne til denne Nærværelse, ikke vil staae dig aabne ogsaa til enhver fremtidig Tilværelse.«

Men naar Betragtninger som disse er skikkede til at indgive os den Overbevisning, at der er Noget i os, som Døden ikke kan tilintetgjøre, saa skér dette dog kun, i det vi hæver os til et Standpunkt, fra hvilket f¹ ødselen ikke er Begyndelsen af vor Til­

værelse. Men heraf følger, at det, som viser sig at være uforgængeligt overfor Døden, ikke egenlig er Individet, som jo tilmed er fremgaaet ved Avlingen og, bærende Faders og Moders Egenskaber i sig, viser sig som en blot Differens af Slægten og som saadan blot kan være endeligt. Ligesom derfor Individet ikke har nogen Erindring om Tilværelsen før Fødselen, saaledes kan det efter Døden ingen Erindring have om sin nuværende Tilværelse. — Men Enhver sætter sit Jeg i Bevidstheden. Dette Jeg viser sig derfor for ham som bundet til Individualiteten, med hvilken des­

uden alt Det forgaar, der er ham som denne bestemte Person ejendommeligt og adskiller ham fra de Andre.

Hans Vedvaren uden Individualitet synes ham derfor ikke til at adskille fra de øvrige vedvarende Væsener,