Anders Pontoppidan Thyssen: Den nygrundtvigske bevægelse

Fra Grundtvig-litteraturen.

D en ny grundtvigske Bevægelse 1, 1870-1887. A f Anders Pontoppidan Thyssen, D et danske Forlag 1958.

D e t er knap ti A ar siden, at den første danske Disputats om N . F. S. G rundtvig saa Lyset, H enning Høirups store V æ rk om Grundtvigs Syn paa T ro og Erken­

delse. Siden er der kom m et Skred i Foretagendet, først med litterære D ispu­

tatser som Toldbergs om Grundtvigs Sym bolverden, derefter m ed Michelsens B og om Grundtvigs Historiesyn. O g nu i A ar rykker paa Aarhus Universitet Kirkehistorikerne frem m ed digre Disputatser:

Anders Pontoppidan Thyssen

K a j Baagø

D en omfangsrige Bog (den er paa 496 tættrykte Sider) handler først og fremmest om Grundtvigs Eftervirkninger, ikke om G rundtvig selv. H o ved ­ væ gten ligger paa en Skildring af Grundtvigianism ens Historie fra T id en efter Grundtvigs D ø d i 1872 til Kriseaaret 1887, da Venstre, til hvis folkelige Politik især paa Skolens og Kirkens O m raade et overvældende Flertal af G rundtvigi­

anerne havde knyttet store Forhaabninger, led bitre Skuffelser ved Folketings­

valget under Forsøget paa at rejse Folket til K a m p m od Estrup og hans Pro­

visorier. Følgen var, at en alm indelig M ath ed og L igegyld igh ed begyndte at brede sig, folkeligt som kirkeligt. D e t er iøvrigt Dr. Pontoppidan Thyssens H ensigt i et senere Bind at følge Bevægelsens Historie op til dette Aarhun- drede.

Skriftets centrale K apitler skildrer som nævnt U d viklingen efter G rundt­

vigs D ød. Ikke for intet er Bjørnsons O rd ved G raven paa K ø ge Aas brugt som et Slags M otto: »D et mener je g derfor, at mens der ved andre G rave lyses Fred, bør der lyses K a m p over denne! K a m p for det, vi elske, og elske ved ham .« D e t var Fanfaren, som kaldte M andskabet af G aard e og fik de vakte til at slutte op ikke blot under den folkelige, men ogsaa den politiske Friheds Bannere. D e følgende Aartiers Strid blev en K rig paa m ange Fronter og gav ikke sjældent A nledning til megen V ak len i Geledderne. N avn lig havde de ældre til T id e r svært ved at følge m ed de unges fremstormende Avantgarde.

D en kæm pende Grundtvigianism e blev aldrig til en disciplineret Hær, dertil

100

var de unge altid for tilbøjelige til at operere paa egen H aand og formere mere eller mindre slagkraftige Friskarer. A llig e v el var der til Stad ighed noget som forbandt de kæ m pende og gjorde dem til en Enhed: Arven fra G rundtvig, K am pen for det dobbelte M aal, det kristelige og det folkelige. »For U n g ­ dom m en bliver det ikke H ovedsagen, hvad G rundtvig

har haft

har

U d over væ ldige, detaljerige Redegørelser for Brydningen m ellem de saa- kald te G am m el-G rundtvigianere og N ygrund tvigianem e indeholder Bogen væ rdifu ldt N y t om G rundtvig, fortrinsvis set i Relation til »Grundtvigianerne«.

Mesterens eget Forhold til og Syn paa disse sine D isciple kan det være svært nok at faa K larh ed paa. H an stod endnu i sin M anddom s K raft, da de første T illø b til en Partidannelse var ved at finde Sted, men frabad sig dengang - som senere - at blive anset som Partihøvding. O gsaa i politisk Henseende gik han sin Enegang. H an stod vel ikke, hvad en R æ kke politiske Idealer angik, de N ationalliberale særlig fjernt, men hans folkelige Syn og ikke m indst hans T an ker om Skole og K irke henviste ham og hans T ilhæ ngere til et frugtbart Sam virke m ed de Partier, der vilde arbejde til G avn for den danske M en ig­

mand, Venstrepartierne. D er blev da ogsaa trukket kraftigt i ham fra den K ant, navnlig af Politikeren

Sofus H øgsbro,

»Frem for alting, lad alle demokratiske partier sammensmælte til ét parti!

Førerskabet vil af sig selv tilfalde G rundtvig og hans disciple.« Høgsbro vild e drage D e t nationale Venstre, der i høj G rad var præget af grundtvigske Fri­

hedsideer, ind i et nært Sam arbejde m ed Bondevennerne, en Stræben, der førte til Dannelsen af D e t forenede Venstre. M en netop i denne Politik laa Spiren til en K onflikt, der før eller senere m aatte frem kalde en Spaltning af G rundt­

vigianerne i en H øjre- og en Venstrefløj.

Pontoppidan Thyssen synes overbevist om, at Høgsbros Politik havde Grundtvigs Velsignelse, (jf. p. 53, A nm . 5 ). D e n m ødte im idlertid skarp M o d ­ sigelse fra en saa indflydelsesrig og central grundtvigiansk Skikkelse som V i l ­ helm Birkedal, og heraf opstod megen bitter Strid. K am pen skærpedes op m od Folketingsvalget i Septem ber 1872, og der gjordes adskillige Forsøg paa at faa G rundtvig til at bekende K ulør. G rundtvig lovede at udtale sin M en in g klart ved et Vennem øde i Begyndelsen af September. M en den 2. Septem ber ind­

hentede D øden ham. Sin klart udtalte M en in g tog han m ed sig i Graven.

Forøvrigt viste det sig snart, at Spaltningen i en G am m el- og en N y ­ grundtvigianism e ikke blot var et politisk Fænom en, men ogsaa kom til U d tryk, naar Striden g ja ld t kirkelige og teologiske Em ner. Partidelingen paa den aandelige Front var dog ikke altid den samme som paa den politiske. M en det er karakteristisk, at de udprægede Venstregrundtvigianere som R egel var at træffe paa de radikale Synspunkter - ogsaa i kirkelige Anliggender.

Pontoppidan Thyssens Bog bygger paa et m eget stort K ildem ateriale. D e var m eget skrivende, Grundtvigianerne, gam le som nye. D e var vaagne over for alle Strømninger i T id en og altid parat til at flyve i Blækhuset, hvad enten det nu g ja ld t et privat Brev, hvori man kunde betro sine Bekymringer til en ligesindet, eller sige sin M ening til en M odstander, eller m an nøjedes m ed at give sin M en in g til K ende i en V andrebog eller paa helt private D a g ­ bogsblade. I m eget stor U dstræ kning valgte m an at gøre O ffentligheden del­

agtig i Meningsudvekslingerne. O g her var det ikke saa m eget Dagbladene som de specielle Periodica: »Dansk Kirketidende«, »Dansk Folketidende«,

»H øjskolebladet«, »Tidens Strøm«, »Enhver Sit«, og hvad de nu allesammen hed, der m aatte aabne Plads for de m ange Indlæ g. D r. Pontoppidan Thyssen har øst flittigt af alle disse, trykte som utrykte, K ilder. R esultatet er blevet et m eget væsentligt og væ gtigt Bidrag til dansk K u ltu r- og Aandshistorie i T id e n efter 1870 - et nyttigt Supplem ent og frugtbart K orrektiv til

Laurids Nye gårds

grundtvigianismen, om m an tør sige saa) og til

Anders Nørgaards

søgelser som

Roar Skovmands

Hakon Stangerups

P. G. Lindhardts

ianismens Hovedskikkelser: M orten Pontoppidan I og I I (19 5 0 -5 3 ).

M an kan ikke nok som beundre Pontoppidan Thyssens O m h u og R ed elig­

hed, den m yndige R o, hvorm ed han samler sine talrige D etailler til en over­

skuelig, fortløbende Redegørelse for de mange og næsten endeløse D ebatter om saavel politiske som kirkelige og teologiske Emner. Hans F lid har været form idabel, hans D øm m ekraft nøgtern og besindig. H an vover sig aldrig ud i nogen Form for Overfortolkning, lader ikke sin Sym pati m ed den ene eller den anden af Parterne tage M agten. D e t er en Bog uden Heltedyrkelse, og dog præget af en bunden V arm e og intens M ed leven i Begivenhederne.

D e smaa Tilføjelser, som nærværende Anm elder kunde have Lyst til at gøre, stammer karakteristisk nok fra Publikationer, som først er fremkommet, efter at Forfatteren havde afsluttet sit V æ rk. D e t gæ lder f. Eks. en Henvisning til de M anuskriptfragm enter, der findes i G rundtvig-A rkivet, fase. 143, og som først er blevet frem draget for O ffen tligh eden i den store Registrants Bind V , som udkom i Aar. Fragmenterne, som er registreret af

Steen Johansen,

liggjort In d læ g i den store D e b at omkring

Rasmus N ielsens

D e t er interessant at se, at G rundtvig her synes at afvise den hele D eb at som de troende kristne ganske uvedkom m ende, idet den kun kan opfattes som en Ø velse i Fægtekunst (D ialektik), som det for den kristne M enighed - selv som Tilskuer - ikke er værd at spilde et Ø je b lik paa. K u n for at give de danske lid t

bedre

lade sig paa at berøre Pennfejden.

D a Fasciklen for T id e n er udlaant, kender je g kun M s. gennem Steen Johansens R eferat og vil specielt henvise til fasc. 143 d, hvor G rundtvig synes at afvise baade Teologernes Paastand om at eje en Videnskab om Troen a f samme A rt som den verdslige Videnskab og Rasmus Nielsens Paastand om, at T eologien ingen Videnskab er, fordi den grunder sig paa T ro, der atter udspringer af et Vidensprincip, som er V erdensprincippet aldeles modsat.

I det hele synes Grundtvigs Forhold til Rasm us N ielsen - her i 1867 - at have været uden H jertelighed og i hvert F a ld ganske uden Beundring fra

»den G am les« Side. Paa nogle Blade i fasc. 143 c raader han N ielsen til at tage Pennen i en anden H aand, »sin

danske

»Grundidéerne L ogik« (som udkom 1866). N ielsen bør, som enhver bør det, der vil oplyse og forklare gtiddom m elige og menneskelige T in g for os, stræbe efter

et rent dansk Sprog.

Sandheden er da vist ogsaa, at G rundtvig aldrig lod sig indfange af Rasmus Nielsens blændende Dialektik, lige saa lidt som Rasmus Nielsen nogensinde blev en rettroende Grundtvigianer. M en allerede fra 1850erne var der sket en Tilnæ rm else dem im ellem , form entlig først og fremmest fordi N ielsen saa m ed Sym pati paa Grundtvigs menneskelige og folkelige Gerning. Som Pon­

toppidan Thyssen peger paa, blev G rundtvig »glad overrasket«, da han erfa­

rede, at den veltalende Filosof havde talt m ed Tilslutning og V arm e om hans Tan k e r i sine Universitetsforelæsninger over Kirkehistoriens Filosofi (vistnok i Foraaret 1863, jf. Begtrup: U S , X , p. 278 og 295, A n m .), men G læ d e n over at være nævnt m ed H æ der paa »vor klassiske Højskole«, var altsaa ikke saa stor, at den svækkede Grundtvigs kritiske H oldning over for Nielsens Syn paa Spørgsm aalet om »T ro og V iden«.

M en netop omkring 1867-68 spores der hos Nielsen en bevidst Stræben henim od en mere folkelig Skrivem aade, »et rent dansk Sprog«, hvad enten det nu skyldes, at G rundtvig m undtlig har m eddelt ham sit kritiske Syn paa hans Stil, eller at N ielsen selv under sin Stræben paa at faa Grundtvigianerne til Forbundsfæller af egen D rift har lagt sin Skrivem aade om. A llered e i Februar 1868 skrev Bjørnson, som paa dette T idspunkt var stærkt betaget af G rundtvig:

»N u arbeider

Rasmus Nielsen

R u d olf S chm idt

lig Betydning for Grundtvigianism ens Frem tid; den har kun altfor længe været en

Begyndelse ,

Princip.

Schm idt fik for saa v id t R et i sine Forudsigelser om Rasmus Nielsens kom ­ m ende Betydning for Grundtvigianism en, som Nielsen i høj G rad kom til at

virke befrugtende, inspirerende, ja problemskærpende paa Grundtvigianerne og da navnlig de yngre Generationer med Junger sen og senere Brücker som Bannerførere. Baade Nielsens »Religionsphilosophie« (1869) og hans store populær-videnskabelige Forfatterskab fra 1870erne (indledt med Udgivelse af Kristiania-Forelæsningerne: »Om Hindringer og Betingelser for det aandelige Liv i Nutiden«, 1868) blev, som Dr. Pontoppidan Thyssen klart dokumen­

terer, af afgørende Betydning for Nygrundtvigianerne. Nielsens Opgør med Teologien fik, som det hedder i Disputatsen »grundlæggende Indflydelse paa den »aandelige« Venstre grundtvigianisme, der udviklede sig jævnsides med den politiske i Løbet af 70erne.« O g hans folkelige Skrifter og Foredrag, hans Syn paa og Deltagelse i det folkelige Oplysningsarbejde bidrog i Tiden efter Grundtvigs Død til at knytte en nærmere Forbindelse mellem ham og Grundt­

vigianerne. Det var noget helt uhørt, at en af Universitetets kendteste Lærde søgte at bygge Bro mellem den akademiske Dannelse og den folkelige. Mange saa skævt til saadanne Bestræbelser, og selv hos nutidige Bedømmere af Niel­

sens Gerning, møder man ikke sjældent en mærkelig Mangel paa Forstaaelse af hans Indsats som oplysende Taler og Forfatter - til Trods for, at han i vore Dage har haft saa markante Følgesvende som en Vilh. Andersen, en Vilh. Grønbech, en Hal Koch.

Det er derfor meget fortjenstfuldt, at Dr. Pontoppidan Thyssen - ganske uden Hensyn til, hvilken Værdi man iøvrigt tør tillægge Nielsens Indsats som Tænker og videnskabelig Forfatter - fremhæver hans enormt store Betydning for Nygrundtvigianismen.

Reaktionen mod Rasmus Nielsen satte hos den grundtvigsk-prægede Ung­

dom først ind med den Generation, hvis Hovedskikkelser var H olger Begtrup og Jakob Knudsen. Dr. Pontoppidan Thyssen omtaler den ret kortfattet ( p. 319 og 397). Supplerende Kommentarer vil kunne findes i afdøde Professor Ejnar Thom sens Bog »Digteren og Kaldet«. Heri findes et muntert og lærd Causeri:

»Fra Jakob Knudsens ungdom« (anf. Skr. p. 193-221), der ikke blot belyser den nøgterne Knudsens tidligt vakte Skepsis over for Rasmus Nielsens dialek­

tiske Filosofi, men ogsaa giver en aandfuld Analyse af Knudsens formelt svage, men indholdsmæssigt vægtige Ungdomsdigt »Haltefanden«, en Analyse, der paa flere Punkter supplerer Dr. Pontoppidan Thyssens Omtale af samme Digt (p. 398 f.). Det af Thomsen fremdragne Materiale kunde iøvrigt tyde paa, at Holger Begtrup i sin første Studentertid var stærkere indfanget af Ras­

mus Nielsen, end han har givet Udtryk for i sine Erindringer (»Levnet« 1929).

Thomsens posthumt udgivne Bog kom først, efter at Pontoppidan Thyssens Bog var afsluttet (1957), og det kan derfor ikke undre, at den næsten alt vidende Doktorand ikke har kendt den. Hans Fremstilling af Nygrundtvigi­

anismens 1870-1887 er saa solidt oplysende og dygtigt skrevet, at man med Spænding og store Forventninger imødeser dens Fortsættelse.

Gustav A lbeck.