Urter i familiens sygdomsbehandling ca. 1860 - ca. 1920

Urter i familiens sygdoms¬

behandling ^ca. 1860 ^{- ca.} 1920

Af Anna-Elisabeth Bråde

Den folkemedicinske sygdomsbehandling omfattede mange elementer,

somuden skarpegrænsergled ind i hinanden. Blandt disse elementer ind¬

gik både en rationel viden om såvel vegetabilske som animalske medika¬

menter, tekniske færdigheder som f.eks. kopsætning og endelig folketro,

såledessom den kom tiludtryk i bl.a. remser ogsignelser.

I den hidtidige forskninger en storogbetydningsfuld behandlergruppe, familien,blevetglemt. Kun sporadisk træderdenfrem i historie-ogfolke¬

mindeforskningen, aldrig i medicinhistorien.Emnet for min afhandling (1)

var derfor^enundersøgelseaf den del af sygeligheden, somblevbehandlet

inden forhjemmets rammer, af familien selv. Detvarher,beslutningerne

blevtruffet,nårsygdom komtil huse,ogdetvarher,manbesadden del af

den folkemedicinske erfaring omkring sygdomsbehandling, ^{som var} alles ejendom: husrådene (2).

Sygdom varhver mands herre, og på Lolland sagde man, at »Sygdom springerpaa ogkryberaf,ogblev manskidttepas,saa gikman oghev om

sig forat se, om man ikke kunde komme sig;^og kendte ^man eller kunde

man opspørge etgodt Middel mod Syen, prøvede man det; og hjalp det ikke, prøvedemanetandet. Dervari Regelen nok atvælgeimellem. Som oftestblevmanrask,mendet kundejoogsaahænde,atenelleranden blev ligje. Det togman som en Tilskikkelse. Var det ^ens Helsot, bar ^man sin

skæbne medstoisk Ro. At henteLægevardersomRegelikke tale^{om, og}at komme_paaSygehuset tænkte defleste^-særlig ældre Mennesker^-paamed

Rædsel. Blev der Taleomdet,togOmgivelserne detsomTegnpaa,atnuvil¬

de Patienten snartglide af« (3).

Citatet fortæller noget centraltom periodens folkelige sygdomsbehand¬

ling: man hjalp sig selv!

Det

»farmaceutiske« arbejde

Folk havde »Forstand_paaat samle UrteroglaveMedisin« (4).

21

Indsamling

For at imødegå sygdom sørgede familien førstogfremmest for i tideat få

indsamletetforrådaflægeurter.Påalle områdervar manmegetselvhjulp¬

ne ude på gårdene, og det selvhjulpne fandt udtryk i princippet: selv at fremstille så megetsom muligtogkøbe sålidt sommuligt-kun det aller¬

mestnødvendige til trods for, at det varopgangstider med enbegyndende ændringaf de økonomiske strukturer fra selvforsyning til pengeøkonomi.

Men nårapotekereni byen^gernekøbte deaf landbefolkningen indsamlede

vildeplanterfor siden i bearbejdet form atsælge demsommediciner fra sit apotek, hvorfor skulleman dog så ikkespareudgiften hertil ved selvattil¬

berededem, således som manaltid havdegjort?

Hvemvar»man«? Hvem inden for familien^varansvarlig for indsamling, konserveringogtilberedningaf medicinerne? Kildematerialet giveretklart

svar: »Arbejdet med Indsamling afUrterogBærpaaEjendommen foreto¬

gesstadig af Husmoderenoghendeskvindelige Medhjælp,somderpaadet¬

teTidspunktvarrigelig af« (5),og»vi Børn plukkedesammenmed Moder«

(6). Pigerne skulle jo oplæres,uansetom devarinteresserede eller ej, hvil¬

ketikke udelukkede, at drengene også deltog, men for demvardet måske

mere som enkærkommen skovtur, »altpaaMorsForanledning« (7).

På mark_ogi skov, ved søer og åer, pågrøftekanterog imoser-overalt

blev der indsamlet. Manbjergede i almindelighed kun det hjem, som man

»ansaa for nødvendigt til Aarets Forbrug« (8), og »nogle gik langt for at kommetil de bedste Steder« (9). Indsamling til salgsynesathaveværet et udprægetfattigfænomenog somsådantaccepteretaf landbefolkningen, der

derimod meddybforagt anså byboernes plukningersomkonkurrence,som

utidig hamstring.

Istatsskovene skulle dersomregel tilladelse tilogbetales foratindsamle (10), mens der i de større privatejede skove var mere varierede forhold.

Nogle steder blev deri perioden indført direkte forbud, hvilket beboerne i

Felsted _sogn »halvvejs betragtedesom en Fornærmelse« (11) -engammel

sædvane var brudt. Men skovejerne udnyttede selv skovenøkonomisk til brugstømmer,ogved overdrevenplukning frygtede deennedtrampning af underskoven, somdelsbetingede overskovens vækst, delsgavlyfor vildtet

ogsåledesbetingede jagten. »Flere plukkedeogsaaudenatspørge om For¬

lov«(12) -det var for fristende. Andre lodsejeregav doggernetilladelse, navnlig i småskovene (13), ogdetvarstoremængderaf bl.a. skovhindbær,

derpålegal ellerillegal vis blev tilført hjemmene. »Thi også efteratde dyr¬

kede, større bær vandt frem, ansås skovhindbær for mere aromatiske og tiltrækkende«(14).

Der måtteogsåindhentes tilladelse tilatindsamlepå anden mands hede

ogundertiden betales herfor. Hedearealerne kunne lodsejerne selv udnytte:

Hyld- mod forkølelse. (Fra:

SimonPaulli:

Flora Danica, 1648).

lyngengavmateriale til tagdækning^ogstopning af alkoversamttil kosteog

kurve, der kunneafsættes på markedet, ligesom de eftertragtede blåbærog

tyttebærvargode salgsvareri byerne.

Vildeplanter på markeroggrøfter, i skel, småkratogvådområder betrag¬

tedesderimodsomallemandseje. Det^varmarginaljorder,^somejeren ikke

kunneudnytteøkonomisk,ogvigtige lægeurtersombynke,følfod,hareklø¬

ver, kalmus, kommen, kvikgræs, mælkebøtte, perikon, rejnfanog vejbred

havde her ideellebetingelser forat spire, blomstreogbære frugt.

Nemmestvardetnaturligvisathente det,dervoksedepågårdspladsen,i

23

haven_ogpå kålgårdens gærde.Kamillen skødopoveralt,oghumlerankerne

havdemanmangeandre steder omkring husene. Malurten hentedemanpå diget eller igrøftekanten,menshylden skødopoveralt ved haven,hushjør-

nerogstendiger.

Konservering

Til husmoderens kompetence hørte også konservering og opbevaring af lægeurterne-etarbejde, der stillede kravomviden, erfaring ogomhygge¬

lighed, forat urterneikke skullemugneellermiste kraften. Soltørring påpa¬

pir- eller lærredsunderlagvarden mest anvendte konserveringsmetode af

blomster(hyld, kamille), blade (salvie) og rødder (kalmus). Processentog langtidog vararbejdskrævende. Når duggenfaldt, eller det blev regnvejr,

måttematerialetomgåendeflyttes ind hvortil kom,at urterneskulle vendes

ogløftes op/luftes mindst én^{gang om}dagen,foratdeikkeskulle rådne eller

mugnei bunden.

Snapseplanterne perikon og malurt gennemgik en tilsvarende konser- veringsproces. Straks efter tørringen blev perikonblomsterne »lagt ned i

Brændevinen foratdenne kunde udtrækkeSaften af Blomsterne. ForatPe¬

rikummen skulde have denrigtigeAroma,skulde den henstaa ien Flaske,

dervarhenstillet ietVindue, [så solen] rigtig kunde skinnepaaden;ogInd¬

holdeti skulde haveengrønlig Farve forathave denrigtige StyrkeogAro¬

ma«(15). Malurten skar man sigengod kostafoghængte dentiltørre på

stuehusetssydside. »Det skuldeværeSydsiden, hvor Solen kommest.Naar

MalurtkostenvargodtVejretogtør, togmandenindoggemtedentørt,saa den kunde^væreved HåndentilÅrets forskellige Formaal« (16). Skorstenen

elleretsømienhanebjælkevaretudmærket,tørtsted bådefor malurtenog deandre tørredeurter. »Naar den[malurten] skulde bruges, blev dertaget nogle Stilke; de blev skylletrenefor StøvogSpindelvæv, stukket ienPægl

helst vid eller klarFlaske, som saa blev fyldt med Brændevin; efter nogle DagesLagringvardetfærdig tilBrug.FlaskeognoglestoreSnapseglas hav¬

de sin Plads i Jørneskabet vedBordenden, hvortil almindeligvis kun Hus-

bunden havdeadgang; det kunde være saagennemført, athanlaasede og

gik med Nøglen i Lommen. Glassene, der blev drukket af, blev sjælden eller aldrig vasket;vardesærlig snavsede, kunde det ske,atden, der skuldedrik¬

keafGlasset, dyppede^enikke særlig^renTommelfinger i Munden, stak den

i Glasset_ogdrejede noglegangerundt;saa vardet klaret; detvarHygiejne

denGang; skete detnu [1955],vilde Menneskene uddø,menvi andre lever endnu; deterderikkenogetmærkværdigt ved, idet alt skravlet Døde som

smaa eller lidtstørre Børn; nu skal derholdesliv i dem« (17). Brændevin

var-rensomkrydret -etuniversalmiddel, som man altid havde i huset.

Af andre konserveringsmetoder for lægemidler kan nævnes saft-ogsyl-

Hør-universalmiddel modtrægafføring.

(Fra: Simon Paulli:

FloraDanica, 1648).

tetøjskogningsamt nedkuling af f.eks. kartofleroghvidkål, mensgulerød¬

derne blevlagti kasser med fugtigt sand ellergemti den sanddynge, der el¬

lers blevbrugtsomstrøsand pågulvene (18). Grønkålen blev blot ståendei

haven_oghavde kun godtaf frosten.

Fremstilling

Bortsetfrabrændevinsprodukterneogsaft/syltetøj blev medicinen først til¬

beredt, nårsygdom opstodi familien. Råmaterialerne blev så hentet frem,

oghusmoderenfremstillede sin medicin som:

Afkog^- hvorråmaterialerne blev overhældt med kogende vand og ser¬

veretsomteeller_suppe.

Udtræk-hvorråmaterialet blevkogt med vand, øl ellervinogserveret

som saft ellersuppe.

Pulver^-hvorråmaterialet blev stødt eller hakketmegetfintogservereti

ente-ellerspiseske som entykt flydendemasse,rørtop medhonning eller sirup.

Syltetøj-hvor råmaterialet blev kogt ind med kandis eller sukkerog ser¬

veretiente-ellerspiseske som entyktflydendemasse.

Salve^-hvor råmaterialet blev_{rørt op}medfedt, talg, tyk flødeoglign.og

lagt på ondet.

Grød^-hvorråmaterialet blevkogt med vand eller mælkoglagt på ondet

somomslag.

Fremstillingsprocessernevar enkleog svaredetil husmoderens daglige til¬

beredning af fødemidlerne. Den eneste mere »farmaceutisk« specifikke produktion varfremstillingen af salver -piller og infusernævnes aldrig i

det anvendtekildemateriale.

Det

»lægelige« arbejde

»Om det hjalp- Ja,begribeligvis hjalp det; for det er, som a siger; der er mangeaf disse gode, gamle Hjemmeraad, derermegetbedre end dem,man køber hos Doktor_ogApoteker« (19).

Forebyggelse

At sygdom kunne forebygges, var ikke et ukendt fænomen i familien, og sommidler hertil nævnes:

Bellis(20)- modkoldfeber.

Kalmus (21) -mod smitte.

Kastanie (22)-modgigt.

Kål (23) -somalment forebyggende.

Malurt (24)^-modgigt.

Sne(25)-mod frost.

Viol (26)-mod koldfeber.

Karakteristisk for disse forebyggende midlerer, at de i modsætning til de sygdomsbekæmpendefortrinsvis anvendtes mod én sygdomsomf.eks. den frygtede koldfeber (malaria). Indtil midten af forrige århundredevardenen af demestudbredte infektionssygdomme iDanmark (27),navnligpåLol¬

land, Langeland^ogMidtsjællandsamtvedSilkeborgsøerneogLyngbynord

for København.Omkringår1900varsygdommennæstenforsvundet, men dr. Otto Helms mødte mindet om den: det var»ingenlunde uddødti Be¬

folkningen; sagdeman, at en Patient havde Feber, blev det altid opfattet

som Koldfeber, og man lærte, at man skulde sige, at Temperaturen var

forhøjet« (28). Andre midler blev brugt mod gigt^-denganget samlebegreb

for rheumatiskesmerteri muskler_ogled. Sygdommenvarudbredt,ofte in¬

validerende_ogatgå med kastanier i lommensom forebyggelse mod lidel¬

serne var-ervel endnu ^- kendtoverhele landet. »Morsagde, at en stor grønkålshave holderædoktorfjern,ogderernogetderom«(29). Skærtors- dagsskålen, der bestodafsyvellernislagsgrønneurter,ansåsforetvigtigt

almentforebyggende middel. Detvarikkesåvanskeligtatfinde degrønne urter,når påskenfaldtsent,»menkommer dentidlig, kan det knibe medat finde de nislags kål. Det gælder daom ikkeatværekræsen; etgræsstrå,et bladafskarntydeellerenknopaf piletræet har...fundet vej til middagsgry-

denpå Skjærtorsdag (30).

Bekæmpelse

Mentil trods for alle forebyggende midler blev folksyge -oghvad så?

Først ventede man lidt _og så tiden an, om sygdommen, således som århundrederserfaringer havdevist, dog ikke af sig selv skulle slidesaf(31).

Gjorde den ikke det, tyedemantil de gamle, prøvede husråd.

Ietsamfund, hvorensåbasal infrastruktursomsamfærdslenogdermed

kørselefterudenbyshjælp ivanskeligere sygdomstilfældevaruhyre vanske¬

lig bl.a. på grund af vejenes tilstand,oghvor klogefolk ogi endnuhøjere grad lægerne boedemegetspredt,vardetvæsentligtatvide, hvorledes^man

selv f. eks. standsedediaré, fik bugt med en slem forkølelse, og hvorledes

manbehandlede et sår. Men det varligeså væsentligt at kunne gribe ind

overfor dealvorligere sygdommesomtuberkuloseoggigt. Enhver sygdom pågården svækkede den arbejdsindsats, som var nødvendig forfamiliens eksistens, og man var i sygdomsbekæmpelsen som på alle livets områder ansvarligoverfor sinegenhverdag.

Hvem i familien var»man«?Almindeligvis ville svaretvære: husmode-

27

Kamille^- mod

forkølelse. (Fra.

SimonPaulli:

FloraDanica, 1648).

ren.At detvarhende, derindsamlede,konserveredeogtilberedte planterne fremgår af kildematerialet. Athuntillige har plejet desyge,kan velses som

ennaturligdelafhendes almeneomsorgsrolle i familien,men vardetogså hende, der behandlede? Det anvendte kildematerialegiver kunsparsomme

svar på spørgsmålet. Enkelte er helt klare: »Røde Ribs brugdte Olde, fra

gammelTid;æ Saft skulderense æBlod. Febernedslaaende, Blodsættendes

...AtKamille^{er en}Lægeplante, vedvi. Jeg brugdte dentilaltmulig^... Ol¬

demor tog noget tyk Spindelvævog lagdte paa etblødende Rift« (32). En nærlæsningoganalyse af andre tekster, hvor de i stedet for det specifikke ordvalg: bedste, mor,jeg, vibrugte/gjordeeranvendtetmere generelt ord¬

valg: manbrugte, laderforstå, atnårdet varhusmoderensopgaveatfrem¬

stille medicin, var det også hende, der serverede den, altså behandlede.

Men det anvendte kildemateriale meddeler intet _om, hvorvidt det tillige

var hende, der havde kompetencen til atgribe ind/til atbestemme om og

hvornår,sygdommen krævedebehandlingogi så fald af hvem: hende selv,

dekloge folk eller eventuelten læge.

Mange husmødrehar uden tvivl haft god erfaring i behandling af forskel¬

lige onderognavnlig haft storvidenomnaturensplanterogbrugenderaf.

Menet idag såselvfølgeligt hjælpemiddel iet ethverthjem som etlegems-

termometerfandtes ikke(32).Ofte har husmødrene kunnet bringe lindring,

undertiden har deværet i stand til at helbrede: »Havde vi et meget slemt

saarpaaArme eller Been, saa vardetglimrendeatskrabe dengrønnebark

afen friskHylde Gren,ogkoge deni en lille porsjon fløde tilen salve;og

naarden blevkold, bleven lillerenklud døbbet i SalvenoglagtpaaSaaret med ræntpapiroverforatholde det fugtigtogellers bebundet,saa det sad godt; næste dag var alt betændelse trugget fulstændig ud og saaret lægtes flodt,(et udmærket raad)«(33). Husrådene blev anvendtindividuelt ud fra

den enkelte husmoderserfaringeroghar kunnet skade,navnlig hvor derer taleomkraftige giftstoffer somf.eks. bulmeurt. Den størsterisiko har dog

udentvivlligget i,atalvorligere sygdomstilfælde ikke kom under kyndig be¬

handling. Men husmødrenes hensigterogmål varnøjagtig de sammesom

lægernes: atlindreoghelbrede-tobegreber, som detfor lægmandenaltid

harværetvanskeligtatholde udefra hinanden. Hvilken patient/behandler

vil ikke_gernemene/tro,atdetlægemiddel, somhar bragtlindring, også har bragt helbredelse-symptomerneerjo væk.

Hvorforbrugte husmødrenenetopdetbestemte middel mod den bestem¬

te sygdom? Formodentligville de selv hertil have svaret, atdet varnoget, dehavdepåfornemmelsen(34). Menbag fornemmelsen låenoplæring, ba¬

seretpåmundtlig overlevering fra deres mor/bedstemor,etrådfraennabo

ellerklogefolk, opskriftsbøger, kogebøger, populære lægebøger, almanakker

oglign. Husrådene indgik^sometnaturligt led i den opdragelse,pigerne fik

ved at vokse _op i et landbohjem i ^en bestemtegn. Husmoderensbehand¬

lingsmetoder hørte til den almene folkelige viden,sommundtligt blevover¬

leveretfra mortil datter^-ofte ved sygesengen.

Husmoderens midlervarovervejende,menikke udelukkende, begrænset

til det forhåndenværende (1). Afhængigheden afomegnens flora fremgår

29

Vejbred-univer¬

salmiddelmod sår. (Fra: Simon

Paulli:FloraDa¬

nica, 1648).

klartafkildematerialet,somviser variationer fraegntilegn. Således brug¬

tesihedeegneneovervejende blåbær mod fordøjelsessygdomme (35),mens

man andre stederi landet dels havde andre midler,delsetmererigholdigt udvalg mod lidelsen^somf.eks. hør (36), kommen (37)^ogrøllike (38).

Endelurteranvendtesdogoverhele landetsomf. eks. brændenælde mod gigt (39) og vejbred mod bylder/betændelser (40) og sår (41), hvilket ikke udelukker,athvertaf disse midler tillige blev anvendt mod andre sygdom¬

me med klartforskellige symptomer, således:

Brændenælde^-modbulne fødder(42), hoste (43) ogstensmerter(44).

Vejbred-mod gigt (45), ørepine (46) ognyresten (47).

Atsamme middel kunne anvendes mod flere sygdommeeretfor folke¬

medicinen _og dermed husrådene meget karakteristisk træk. Husrådene

fremtræder daogsåi højgradsomindividuelle kure,baserede på denenkel¬

teserfaringer.

Sygdomme

Somkildematerialet foreligger i arkiverneerdethovedsagelig opdelt efter midlerne, men omhandlernaturligvis også de sygdomme, somhusrådene

blev anvendtimod. For atfå etoverblikoverdisse, erstoffet struktureret efter meddelelsernes sygdomsbetegnelser (1). Entranskription til moderne sprogbrug-endsige til lægevidenskabelig nomenklatur-vilværebehæftet

medforstorusikkerhed,der bl.a. erforårsaget af,atsåmangesygdommeer benævnt medsamlebegrebersomf. eks. ildebefindendeogmaveonder. Her¬

til kommer, at mange sygdomsnavne er udsprunget af symptomer som f.eks. hoste, der kan dække over flere forskellige sygdomme: forkølelse,

bronkitis _og tuberkulose. Men omvendt kan flere sygdomsnavne dække

over én _{og samme} sygdom. Bag betegnelserne: brystsyge, kirtler, tæring, svindsot, bronkitis og gammel hoste kan den netop i denne periode så hærgende tuberkulose skjule sig. Også her^ses symptomerne, bl.a. vægttab

oghosteinavnet.

Ihjemmet har husmoderenstort set tagetsig af alle dagligdagens skrøbe¬

ligheder,somogsåi dag udgør langt de fleste sygdomstilfældeogklaresi fa¬

milierne udenlægensindblanding. Men modsat i dag har husmoderen også

kendt råd mod _og behandlet alvorlige sygdomme ^som f.eks. blodforgift¬

ning, gigtfeber, tuberkulose, gulsot, sukkersyge, lungebetændelseogmange flere.

I forhold til samtidenslægevidenskab omtales imidlertidet forholdsvist

lille antalforskellige sygdomme, og mange sygdomme, somlægevidenska¬

ben ansåforalvorlige,nævnes sletikke i kildematerialet. Damangeaf disse sygdomme harsåkarakteristiskesymptomer, ogdavi fra andet materiale,

bl.a.lægejournaler ved,atdefandtes, må befolkningen have betragtet disse

lidelseromikkesombetydningsløse så dogsomikke-behandlingskrævende

ellerikke-behandlingsmulige med husråd, hvorfor der ikke fandtesmidler

herimod. Såledesnævnesf. eks. barselsfeber_ogsindssyge ikke i optegnelser¬

ne, ogandre sygdommeervelfaldet ind under udtalelsen: »Maskinerieter slidt_op, dernytterintet« (48)-og erderforikke blevet betragtet som syg¬

dom overhovedet.

Man interesserede sig fortrinsvis for de sygdomme, som i kortere eller længere tid gjorde patienten uarbejdsdygtig som f.eks. gigt, maveonder,

31

forkølelse, feber/koldfeber, tandpine og sår/brandsår, imod hvilke man

brugteetutalaf forskellige midler. Desudenvar man særdelesopmærksom på småting, som lægevidenskaben næppe ænsede, hvad de mange husråd

modf.eks. _{vorter og}ligtorne vidnerom.

Kildematerialetgiver ingen oplysningeromlandbefolkningens meninger

omsygdomsårsager eller denssygdomsfølelse-detniveau, hvoretfamilie¬

medlemmentesigsyg ogmåtte havehjælp af sinenærmesteforatkomme

udaf dentilstand. Ud fraudtalelsersom: »Ja, de gamle varsejge Hunde«

(48), kan vi ane, at sygdomstærsklen harligget højt. Sygdomvar en delaf

ensskæbne^-en delaf livet^-_oghvad der ikke kunne væreanderledes,af¬

fandtman sig med. Hertil kom,atdetgavagtelse blandt naboerat tagefat

og gøreudholdenhedoverfor legemlige skavankerogsmertertilendyd. At

have sine naboersagtelseogatblive anerkendtsom sygbådei familienog

lokalsamfundet,nårman var syg, varaf væsentligbetydning. Ellers fikman

prædikatet: doven.

Slutning

Husrådene måtte, navnlig efter år 1900, vige for de mange nye, effektive lægevidenskabelige behandlingsmetoder, hvis terapeutiske resultater fra da

af blev de folkelige kurmetoder overlegne. Det lægevidenskabelige system kunnenuhåndtereflere medicinske_opgaverendfolkemedicinen/husråde¬

ne,hvilket viste sig ved,attalrige, før håbløst syge ogaf helsoten mærkede,

nublev raske. Og med disse resultater, formidlet ud til befolkningen, bl.a.

gennem skolerogdagspresse, ændredeslandbefolkningens sygdomsbegreb

ognærmedesig lægernes.Idetførste årti af dette århundrede kunne lægerne overtagemere og mereaf husmoderens virkesomsygdomsbehandler,mens

apotekeren/medicinalindustrien samtidigovertog mere ogmere af hendes

virkesom producent aflægemidler. Men hendes tredje ansvarsområde:at pleje familiens syge, beholdt hun!

Noter:

1 Bråde,Anna-Elisabeth: Kloge folk, lærde folkogfamilierne.Indsamlingogbrugaf lægeplan¬

terogfamiliensombehandlergruppeca.1860^-ca.1920. Utrykt Ph.D.afhandling,1992. Brå¬

de,Anna-Elisabeth: Behandlersystemet i Danmarkca.1860-ca. 1920.1: Danskmedicinhisto¬

risk Årbog 1992,s. 91-118. Ph. D. forelæsning. 2 Som førstehåndskilderer anvendt: a) NationalmuseetsEtnologiske Undersøgelser.Spørgelistenr.20:Indsamling af planterogbær.

Udarb. af OleHøjrup. 1955. Herefter forkortet NEU+arkivnummer, b) Dansk Folkeminde¬

samling.Arkivgruppe: SagnogTro.Herefter forkortet DFS+arkivnummer, c) E. Rostrupsno¬

tatertil danskePlantesagn 1866-1878. Danmarks Veterinær-ogJordbrugsbibliotek. Hdskr.

8,4,2. II 84:2.Tilsupplementogkorrektioner somførstehåndstradition anvendtetoriente¬

rendemateriale, omfattende folkemindeskildringer, topgrafiskebeskrivelserogandre beret-

ningeromlandbefolkningens liv. 3 DFS 1906/23:1153. 4 NEU 14.685. 5 NEU12.147.

6 NEU 12.190. 7 NEU 18.899. 8 NEU 12.144. 9 NEU 12.951. 10 NEU 12.007.

11 NEU 13.408. 12 NEU 12.230. 13 NEU 16.985. 14 NEU 12.022. 15 NEU12.147.

16 NEU 12.385. 18 NEU 12.318. 19 Aakjær, Jeppe: Fra min Bitte-Tid. Kbh. 1928:20.

19 DFS 1906/23:2615. 20 NEU 30.292. 21 NEU 12.056, 12.173, 14.332, 14.685.

22 NEU 12.214, 16.771. DFS 1906/23:194, 808. 23 NEU 12.321. 24 NEU 19.188.

25 NEU 30.296. 26 Rostrups notater. 27 Hansen, Carl Adam: Epidemiologiske Un¬

dersøgelser angaaende Koldfeberen i Danmark. Kbh. 1886. Møller-Christensen, Vilh.: Desto¬

resygdomme. Kbh. 1963. Eriksen, Knud Rieverts & NielsH. Rieverts: Malaria iSkandina¬

vien. I: Bibliotek forLæger/Medicinsk Forum 1989:142 ff. 28 Helms, Otto: Fra Doktorsto¬

lenesTid. I:Asklepios'Tjenere. Danske Lægememoirer. Udg. af Anker Aggebo. Kbh. 1936.

Bd. 1:201. 29 NEU 30.292. 30 Skattegraveren. Udg.af Dansk samfund til indsamling af Folkeminder. Ved EvaldTangKristensen. Kolding 1885:123. 31 Feilberg, H. F.: Dansk Bon¬

delivsomdet ivoreoldeforældres tidførtes, navnlig i Vestjylland. Kbh. 1952:461. 32 NEU 30.292. 33 NEU 19.659. 34 Strange, Helene: I Mødrenes Spor. Nordfalsterske Kvinders Arbejdegennemhalvandethundrede Aar. Udg. af J. S. Møller. Kbh. 1945:188. 35 NEU 12.022,15.446rn.fl. 36 NEU12.024,12.306, 31.152. 37 NEU12.045. 38 NEU12.269.

39 NEU 12.321, 14.685, 21.807 m.fl. DFS 1906/23:294. 40 NEU 12.057, 16.771, 18.573 mfl. DFS 1906/23::289. 41 12.130, 12.500, 28.699, 28.979 m.fl. Rostrups notater.

42 12.306. 43 NEU 12.056. 44 NEU 12.056. DFS 1906/23:3341. 45 NEU 12.209, 12.317. 46 NEU 12.214. 47 NEU 30.050. 48 NEU30.292.

Summary

Herbs in household medicine 1860-1920

Thesubject of the articlecoversthe realmof ailments treatedathome by family members. Pre- viously research has only marginally touchedonthefamilyastherapist,eventhough itwas within thefamilygroupdecisionsweremadeoncedisease occurred, and itwasthefamilyas well thatpossessed general knowledgeof populär medicine and experience in treating various ailments with household remedies. Thedeparture pointof this investigation is questionnaire number 20from The National Museum'sEthnological Surveys (Nationalmuseets Etnologiske Undersøgelser), recordsfrom The Danish Folklore Archives (Dansk Folkemindesamling)as well^asprinted material in the form of folklore portraits, topographical descriptions, recollec- tions,etc.

Inordertopreventdisease the family hadtogatherin advanceasufficient supply of medici¬

nal herbs. Theresponsibility for this rested with the mistressof the house. Herbsweregathered throughout thecountryandfrom all the varioustypesof vegetation-usuallyjust theamount requiredtolast forone year;exceeding that limitwasconsidered hoarding.Gathering herbs witha viewto further saleappearsto havebeen practiced only by thepoor.Acompetent housewifewasalsoresponsible for preserving and storing the medicinal herbs-anexacting task that required knowledge, experience and great care. The two most commonly used methodsweresundrying and preservation withaquavit (distilled spirits).

Apartfrom the products preserved with spirits and juicesorjam, the medicinewasnotpre-

pared until illness occurred within the family. Itwasthenonce moretheresponsibility of the skilied housewife_{to prepare}the herbsasextract,infusion, powder, ointmentorporridge-pro¬

cedures thatparallelled herdaily preparation of the meals.

Fighting diseasemeantbothprevention andcure.Bycontrast tothe curativemedicinesthat

wereappliedtoaspecific disease, the preventive drugswerecharacterized by generalapplica- tion. To be ableto treatbothserious illness and minor ailments within thefamilywasof signi- ficantimportance inasociety where communicationwasextremelydifficult and, hence, the doctor difficulttoreach-ifoneresided in theregionatall. Self-helpwasof theessenceifone

33

weretosurvive. The elements of the household remedies_varygreatlyincontentandquantity fromregiontoregion, dependentonthe wealthorscarcity of the local vegetation. Addedtothe generalcarefor her familywasthus thehousewife's dutytonursethe sick andadministerme- dication. However, thesourcesof this artidedonotindicate, whether she also carried full responsibility for deciding if and when illness requiredtreatmentand,ifso,by whom.

After theturnof thecenturythephysician, the pharmacist and the medical industry gradual- ly tookoverthe housewife's functionsastherapist and manufacturer of medicine. Shewas, however,still left withherthirdareaof responsibility: thecareof the sick members of her family.