Dondessnnen
Diskop Johannes Tausens Levnet
f v r t a l l
I . S . Bloch S uh r, v r.
Catecbet og Aftensangsprcrst i Holbek.
Anden foranvrede Udgave.
Kjsbenhavn, 1846.
Trykt paa Boghandler H. C. K le in s Forlag hos Louis Klein.
M a n d re t ud a f Folketö M id ie trceder frem og virker saaledes, at Hans fo r ubekjendte N a vn indflriveS med uudflettelige Troet i Hans FodelandS A arboger; det er en egen Folelse, der griber öS, naar det ligesom stilles oö klart fo r D ie , a t den usynlige, A lt styrende GudS K ra ft udvoelger sig oste Redstaber t i l at fremme sine störe Diemed, Redstaber, der L MennefleneS D in e syneS ringe og Lntetsigende. D e rfo r dvoele vore Tanker saa gjerne ved BjergmandSsonnen fra E isleben, vor Kirkes Forbedrer, hvis DodSdag v i i A a r mindeS med Vemod, da 3 0 0 A a r ere forlobne stden Han ilede didhen, hvor M a n flue r Ansigt t i l A nstgt; — derfor glcede v i öS ogsaa ved at tcenke paa den fyenste Bondeson, der tr'l- deels blev fo r D anm ark, hvad Luther var fo r Tydstland, og hvis N a vn gjenlod trin d t om i v o rt Fodeland, da v i i Aaret 1836 feirede ReformationenS 300aarige J u b e l
fest; ja med Taknemmelighed mindedeS v i hvad H a n s T a u f e n havde g jo rt fo r at udbrede LyS hvor fo r va r M o rk e , fo r at forjage O vertroen og udbrede den rette Kundstab om vor Frelser.
H a n s T a u f e n saae 1494 D agens Lys i LandS- byen B i r k e n d e , Annersognet t i l M a rs le v , ncer K j E x te r n in d e . Faderen, der var Bonde og Landsbyens S m ed, hed T a g e eller som Fyenboen udtaler det T a v e ; Hans M o d e rs N avn var K a r e n . D e tte LEgtepar levede i trange K a a r, hvorfor de med glcedeblandet S o rg be- mcerkede, at deres kjcrre S o n a lt tidlige n yttrede en stör Forkjcrrlighed fo r B o g e n , men da denne med Aarene snarere tilto g end tog a f, satte de Ham i Odense Latin- flo le , stolende paa G uds Forsyn og gode Mennesters B istand. I sine Skoleaar maatte Han ligesom L u t h e r i M a g d e b u r g og E i s e n a c h samle stg det Nodtorstige ved at synge fo r B orgernes Huse med de andre sättige Lcerlinge; men stjondt megen T id paa denne M aade gik spildt, benyttede Han stg ikke destomindre saaledeS a f den Leilighed, der gaveS Ham t i l at indsamle Kundstaber, at Han tid lig udmoerkede sig frem for sine Medstuderende ikke b lot ved sit lyse H oved, men ogsaa ved sin utrcrttelige F lid . Herved tild ro g Han sig Fleres Opmcrrksomhed, iscer K n u d R u d s , der paa den T id var S tifta m tm a n d eller som det dengang kaldtes Lehnömand i Fyen. Denne M a n d udkaarede den flittig e Taufen t i l sine S onnerS V e ilede r, og som saadan var Han med de unge R uder i nogen T id i A arh uuö, hvor Han drog Fordeel a f D r . B o r u p s , den beromteste SkolemandS U nderviisning.
N im eligen blev Taufen sendt t i l Ksobenhavns U ni- versitet, men da Han allerede fra Barndomm en a f havde fo lt en levende A ttra a ester Klosterlivets stille R o, folte Han en overordentlig Glcede, da Han ved sin Velynders,
R u d s M edvirken i Aaret 1515 optoges i Ordenen S a n c ti Johannis H ierosolym itani eller som den og kaldteS i hine T id e r Korsbrodrenes O rd e n , og P la d s anvistes Ham i Antvorstov Kloster ved Slagelse.
Formanden eller P rio re n ved dette Kloster blev a ltid anseet fo r Een a f R igets anseteste G eistlige, hvis O rd havde meget at betyde, og Flere a f dem, der havde be- kloedt denne P ost, havde tillig e vceret N ig sra a d e r; im id- le rtid er der dog In g e n blandt dem, som er blcven mere om talt a f Efterverdenen end Han, som paa den T id var P r io r , nemlig E s k i l d , og denne Navnkundighcd har Han ene at takte den Jndflydelse fo r, som Han havde paa vor Tausenö Skjcrbne. E s k i l d stk Ham nemlig snart kjcrr, og det som flaffede Taufen Hans Agtelse og Kjcrrlighed var deels den S k a t a f Kundstaber, Han havde erhvervet stg, deels den O rd en og Regelmcrssighed, der var udbredt over den unge M u n k s L iv og Levnet, deels endelig de T a legave r, Han udviklede ved flittig Avelse.
E s k i l d ventede at see i denne uyge begavede og flittig e B rod er en Prydelse ikke alene fo r Klosteret, men fo r hele Korsbrodrenes O rd e n , derfor sorgede Han ogsaa for, at denne Hans In d lin g stk Leilighed t i l paa Klosterets Bekostning at besoge de i hine T id e r beromteste H o ifio le r i U dlandet, paa det at Han künde udvide de Kundstaber, Han a lt ved iv rig S tu d iu m havde indsamlet. D e t var ret som Lykken tilsmilede Taufen i Hans Ungdomsdage, ret som om Han L denS varme S tra a le r fiulde udfolde stg, at Han künde staae rodfcrstet og grundfcrstet feuere hen da LivetS S to rm e brusede hen over Ham. See, Hans
H jertes varmeste, inderligste A n fle , at bessge fremmede S tc rd e r, at höre D atidenS meest udmcerkede Lcerde, et A n fte , som Han havde anseet umulr'gt at see virkeliggjoreS, opfyldteö fo r den sireogtyve aarige D öglin g. J m id le rtid var det tun betingelsesvir'6 Han fik Tilladelse og Under- styttelse t i l R eisen; Han maatte nemlig love, at Han ikke vilde besoge det nyligen oprettede Universitet i W i t t e n b e r g , hvor Luther forkyndte sin kjcetterste Leere, samt at Han vilde vende tilbage t i l A n tvo rflo v igjen naar Han kom hjem fra sin UdenlandSreise. Begge D e le lovede vor Taufen og glad forlod Han Klosteretö stille M u re fo r at ile ud t i l det bevcrgede Liv i de fremmede S tc r
der (1 5 1 8 ).
Ikke lcrnge efter trceffe v i Ham blandt de opmcerk- somme T ilh o re re ved de lcrrde ProfeösorerS Forelceöninger ved H oistolen i L ö w e n ; men her horte Han ikke Andet end den torreste med Spidssindigheder spcrkkede Leere blive foredraget, hvo rfor Han, ingenlunde tilfre döstillet ved flig U nde rviiS ning, forlod denne S ta d og begav sig t i l den gamle Rhinstad C ö l n , hvor det vel ikke var stört bedre bevendt med Forelcröningerne, men hvor en hoiere S ty re ls e lod nogle a f de S m a a flrifte r Luther udgav fo r a t klare de religieuse Begreber salde Ham i Hcender.
D isse S tris te r tiltaled e i den G ra d Tausenö opvakte, efter Sandhed torstende A a n d , at Bestutningen at lcere den M a n d Personligen at kjende, som talede et S p ro g , der trerngte dybt ind i den unge M andS S jcel, modnedeS mere og mere hoö Ham, saa Han tilsidst, glemmende Fo r- budet herhjemmefra, Llede Hemmeligen t i l W i t t e n b e r g ,
hvor Han forblev i over et A a r og hostede en rig e lig N ytte a f L u t h e r s og M e l a n c h t h o n ö O m gang og Undervir'Sm'ng. Jm id le rti'd blev Han kaldet tidligere t i l - bage t i l Hiemmet, end Han havde ventet, og fljo n d t Han tun saare ugjerne adlod B e fa lin g e n , ansaae Han det dog fo r sin P lig t at forlade de elstede Lcrrere og drage hen hvor Hans Foresatte kaldte Ham. D o g opholdt Han sig nogen T id i R o s t o c k paa Tilbagereisen; med dette U ni- versitets Lcrrere havde Han flere lcrrde S a m ta le r og forend sin Afreise tog Han Magistergraden ved denne H oifiole .
Hjemkommen i Oktober M aaned 1521 t i l A n tvo r- flov Kloster, modtoges T a u f e n med inderlig Glcrde af sin faderligsindede Foresatte, E s k i l d , der aldeleS ingen Anelse havde om den F o ran dring , der va r foregaaet i Hans In d lin g s OverbeviiSning. J m id le rtid blev TausenS O phold i Klafteret tun ko rtva rig t, th i da Han yttrede A n fle t om at komme t i l Kjobenhavns Universitet fo r at tale med og lcere a f denne H oifloleS Lcrrere, fik Han ogsaa Estildö Tilladelse og Samtykke. R ygte t om Hans Lcerdom var gaaet forud fo r Ham, hvorfor Han ikke alene strar med Glcrde blev optaget ved Universitetet, men blev endogsaa anmodet om at holde ForelcrSninger fo r dem, som studerede Gudskundstaben, i det M a n gav Ham Udsigt t i l at blive antaget som fast Lcrrer ved H o iflole n.
H er aabnedes da fo r T a u f e n den fljonneste og videste M a r t t i l at udstroe SandhedenS velsignelseörige Sced; fo r en ta lrig Mcrngde fremsatte han de evangelifte Lcrrdomme; men neppe mcrrke Hoistolenö strengcatholfie Lcrrere dette forend de opbringes i hoieste G ra d paa
Ham; de ere forte bag Lyset, derfor maae de hevne sig paa Ham; men hvorledeS flulle de faae Ham fjernet fra Lcrrerstolen, hvorpaa de selv have fo rt Ham cp? D o g M a n sinder M id d e l d e rtil; th i M unken Taufen maa adlyde sin P r io r , A nglingen sin V elgjorer — derfor strive de t i l E s k i l d med Anmodning om , endelig strax at kalde den Forvildede tilbag e, paa det at Han under denne sin faderlige VenS A in e künde i Klosterets stille S kjo d glemme den G i f t , Han havde indsuget i T y d fl- land. — D e t lykkeö! Taufen forlader paa Estildö O p - fo rd rin g sin Lcererplads og drager tilbage t i l sit Kloster, hvor en snevrere Virkekreds anvises Ham blandt O rdens- brodrene og dem, som sogte Klosterets Kirke.
H a n prcedikede atter med meget B ifa ld og gav ingen Anledm'ng t i l M ista n ke i tvende A a r , da Han, som vor gamle H istoriestriver H v i d t f e l d t siger, blev siet og ret uden nogen Skjelden ved sin Text og dens Udloeggelse.
J m id le rtid maae v i derfor ingenlunde troe, at Han prcedi- kede mod sin O verbeviiS ning ; men Opholdet i Kjoben- havn havde loert Ham, at Han maatte faxe lempelig fre m ; dog underholdt Han sig i den rolige Celle med de a f B rodrene, som Han havde meest Fortrolighed t il, om den Gjenstand, der laa Ham saa meget paa H jerte, in d til Han endelig folte sig besjcrlet af den K ra ft, som leerer oö, at adlyde G u d mere end Menneftene, og drevet a f den holdt Han paa Langfredag 1524 en Proediken om, „h vor- ledes en bodfcerdig S ynde r a f idel N aade, i K ra ft af C hristi Forsoning uden nogen Synderens egen Fortjeneste eller formeente gode G je rn in g e r, erlanger SynderneS
Forladelse og den evige S a lig h e d !" O r d , der just inde- holdt Protestanternes Leere, der var ganffe modsat den catholste Kirkes.
N u aabnedes D inene paa Munkene og heftigen styr- tede de ind t i l E s k i l d , som havde vceret forhindret fra den D a g at overvoere Prcrdikenen, og fortalte Ham, hvor- ledeö Taufen havde ved sine O rd rodet sine kjcetterfle M e ninge r. D a E s k i l d , der med Forbittrelse saae sit stjonneste Haab om Taufen kuldkastet, udstodte haarde Trudselsord imod Ham, flygtede SandhedenS T o lt t i l en lille D , hvor Han haabede at undgaae P rio re n s V rede;
men da Han var blottet fo r A lt, blev Han snart tvungen a f Hungeren t i l at vende tilbage t i l Klosteret, hvor Eskild kastede Ham i et strengt Fcrngsel. J m id le rtid blev Han ikke lcenge her, da Hans tidligere V e lyn d e r, LehnS- manden R u d og en Raadsherre i Kjobenhavn, H e rr A l b e r t gik i Forbon for Ham; Han loslodes, men tun under den B etingelse, at Han ikke blot skulde forlade Klosteret, men ogsaa forpligte sig t i l ikke at opholde sig i Sjoelland og Fyen. S o m Folge heraf begav Taufen sig t i l V i b o r g , hvor Han i Korsbrodreklosterets F o r
stander P e t e r J e n s e n fandt en varm B eundrer a f den Loerdom og D y d , Han lagde fo r D a g e n ; ja Han blev endog valgt t i l Klosterets Foreloeser, rigtignok mod M u n - kenes V illie , men »folge Forstanderens udtrykkelige B e - faling.
Sandheden havde im id le rtid flaaet faste og stcerke Rodder i T a u f e n s H jerte, og den maatte boere F rugte r om e»»dog not saa voldsomme S to rm e fore truende med
Ddeloeggelse over den sig udfoldende S pr're; derfor talede Han ogsaa med sine O rdensbrodre om C hristi velsignede E vang elium , om Menneflenes Frelse fra S ynden ved GudS Naade i Christo, om den saliggjorende T r o og om de udvortes Ceremoniers Jntethed. S kjondt Munkene sogte paa det Bedste at forsvare den O verbeviiSning, de med Modermcelken havde indsuget, bleve dog Flere over- bevifie a f Hans Veltalenhed og a f SandhedenS egen M a g t. Ved Munkene kom T a len om Tausens Leere ud blandt V ib o rg s B o rg ere, og blandt dem hoevede sig nu ogsaa T v iv l om Neenheden af den herstende Kirkes Grundleerdomme. I Begyndelsen gik vel A lt saare hemmeligt t i l ; men da Begjerligheden efter den nye Leere greb videre om sig, opdagedes ogsaa let O phavs- manden, som nu blev Gjenstanden for den ivrige B iflopS , H e rr F r r ' r ' s ' s H ad og Forfolgelse, der gik saa v id t, at Han fik P rio re n t i l at taste T a u f e n i Feengsel i et T a a rn .
I Feengsel künde de vel käste SandhedenS Kjoempe, men lukke Hans Leeber formaaede de ikke, derfor saae M a n ogsaa Flere a f Hans Ordensbrodre og M ange af B ye n s Jndvaanere samle sig uden for Lusthullerne paa T a a rn e t, hvorfra T a u s e n S klangfulde Stemme lod t i l T ro s t, Beroligelse og O p lyö n in g fo r dem Alle. D en nye Leere udbredte sig paa denne M aade langt mere og i la n g t kortere T id end det rim e lig v iis ellers vilde have voeret Tilfoelde, da Medlidenhed blandede sig med dyb Agtelse fo r denS Forkynders Loerdom og M o d . B la n d t dem, der i Foengsiet horte Ham, var ogsaa een a f Hans O rdensbrodre ved N avn T h o g e r , der tidligere havde
vcrret Hans heftigste M odstander; Han fortes a f Taufen t i l Sandhedens Erkjendelse og blev senere den forste evangeliste Prccst ved Graabrodrekirke i V ib o rg og da de Papistiske sormente Ham at komme ind i K irke n , holdt Han sin Tiltrcedelsesproediken blandt Gravene under aaben H im m el. — E n anden M u n k E r a s m u s , der ligeledeö havde Hort t i l Hans Modstandere fo r , var nu saa iv rig i den nye Leeres Udbredelse, at Han gik om i Borgernes H ufe og fortalte hvad den fcengstede Taufen havde sagt.
V i b o r g s M a g is tra t med en stör D e e l a f B yenö Jndvaanere gik i Forbon for Taufen hos Klosterets P rio r, men denne, der lededes aldeles a f Bispen J o r g e n F r i i S, negtede at loslade Ham. D e r va r im id le rtid en Anden mcegtigere end Bispen og det var F r e d e r i k d e n F o r s t e , som just dengang opholdt sig i A a l b o r g ; t i l Ham vendte Borgerne sig ved d e rtil udvalgte Moend, og deres Haab blev ikke stuffet; th i da Köngen havde Hort dereö A nliggende, tog Han strar Taufen under sin B e - fiyttelse. D e n 28de Oktober 1526 udvalgte Köngen Ham t i l sin Capellan i et Bestyttelsesbrev, hvori det blandt Andet hedder: „ V id e r , kjcere V enn er! at V i nu have taget og annammet denne V revviser M ester HanS TauSson under V o r kongelig Hegn, Fred, Vcern og B e- stjermelse besynderligen at forsvare og fordcrtinge (fo r- hjelpe) t i l a l Rette. Ogsaa have V i annammet Ham udi V o r Tjeneste t i l V o r C apellan, dog have V i givet Ham Fo rlov og B e fa lin g , at vcere i V ib o rg hoS Eder nogen S tu n d at prcedike det H ellige E vangelium fo r E der."
T illig e overgav Köngen Omsorgen for at forsvare Ham
t i l V ib o rg s Borgere. G lade vendte Udsendingene tilbage, og strar forlangte M a gistraten hvad de fo r havde bedet om, at Taufen stulde loslad es, og nu lod P rio re n trods Bispens Anste og V illie Taufen faae sin Frihed, ja Han tillo d Ham endog at forblive i Klosteret. Francistanernes- eller G raabrodre-Kirke, der blcv nedbrudt i Aaret 1815, efter at den havde staaet u ro rt i de to störe Jldebrande, der i Aarene 1567 og 1726 odelagde ncesten hele V iborg , blev indrom m ct T a u f e n at prcrdike i , hvor Han ogsaa to t i l tre Gange om Ugen samlede en stör Mccngde, der med Fryd horte Ham tale. H v o r meget Köngen interes
serede sig fo r den evangelifle Leere kan det ogsaa tjene t i l V id n e sb yrd , at Han paa samme T id lod anlcrgge en S kole i V i b o r g , fo r at Ungdommen künde oplceres i den evangeliste KirkeS Grundscetninger, og t i l Bestyrer a f denne S kole udvalgte Han J o r g e n S a d o l i n , som i tre A a r havde vcrret hos og leert a f Luther selv.
J m id le rtid va r den catholste B istop i V ib o rg , H e rr J o r g e n F r i i s ikke uvirksom; men Han modarbeidede alle de Foranstaltninger, der stulde lede t i l Lysets Udbre- delse; i den Hensigt udgav Han en streng O rd re , at T a u f e n ikke maatte prcrdike; ja Han lod endogsaa K ir- ken tillukke fo r Ham. M e n denne O rd e ts Forfoegter blev lige uforfeerdet og hanö kraftfulde Stem m e lod blandt Gravenes mosgroede M in d e r ; men B orgerne v ild e , at Han bestyttet fo r U veir og S to rm stulde tolke dem Livets O r d , hvo rfor de opbrode Kirkens D o rre og forte dereS Prcest derind under den bestyttende H vcrlving. D a B o r
gerne saaledes viste en uventet K ra ft t i l at scette deres
V illie ,'gjennem, greb Bistoppen t i l strengere M id le r ; Han lod f it S lo t N y h a l b befcrste og truede med at lade sit R y tte r i anfalde dem, der dristede sig t i l at gaae hen og höre T a u f e nS Prccdikener; men Borgerne vidste Raad mod U ra a d ; de spcerrede G aderne, der forte t i l Kirken, med Jernlcenker, og folgende deres Borgermester H e g e l u n d 6 Erempel, Legave de sig i G u d s HuuS med Vcerge ved S id e n sor at forsvare sig t i l det Aderste, dersom Bispen stulde anfalde dem i Helligdommen selv. O g denne Forsigtighedsregel var ikke forgjceves, th i stundom kom det virkeligen t i l Haandgribeligheder mellem R ytterne og Munkene paa den ene S id e og B orgerne paa den anden; men saasnart Köngen erfarede det, forbod Han strengeligen alle Fjendtligheder og lod begge P a rtie r vide, at Han selv vilde domme dem imellem saasnart Han künde faae Leilighed d e rtil; th i paa den T id opholdt F r e d e r i k d e n F o r s t e sig i H o l s t e e n f o r at iagttage C h r i s t i a n d e n A n d e n i Tydstland. A t Han im id le rtid var R e fo r
m ationen ligesaa Huld som forhen kan sces deraf, at Han ikke blot tillo d Borgerne at beholde deres Proest; men fljenkede dem ogsaa DominikanerneS og Fraucistanerneö Klostre, hvorfra Munkene bleve fordrevne.
M e d S o rg bemcrrkede B istop F r i i s , at T a u f e n 6 Loere Hortes med stedse stigende Interesse og a t Flere og Flere stuttede sig dagligen t i l Ham, derfor befluttede Han, at samle et bispeligt Raad hos sig og indbod i den Hensigt J v e r M u n k fra R ib e , S t i g g o K r u m p e n fra B org lu m og O v e B i l d e fra A a rh u u s, sor med dem at udsiude et krä ftig t M id d e l t i l at standse og tilin -
tetgjore det om sig gribende K jcrtteri. D e fire hoioer- voerdige og mcrgtige B isper kom snart tr'l den S lu tn in g , a t de med S vcrrdet i Haanden I n t e t künde udrette mod den simple Capellan, der soer frem med AandenS S vcrrd , de fo lte altsaa, at de maatte bruge samme Vaaben som Han, men i det de fo lte dereö egen A fm a g t, befluttede de, a t indkalde Hjelpetropper fta T yd flla n d . E n M a g i
ster G e e r k e n S blev afsendt med JndbydelseSbrev t i l en ty d fl Professor ved N a vn Eck, der forgjoeveS havde kjcrm- pet mod L u th e r; men da denne vcrgrede sig fo r at komme h id , anmodede Han en anden beromt catholfi G eistlig, men med samme H eld, saa Han med ufo rre ttet S a g maatte vende hjem igjen.
Saaledes strandede F r i i S ' S sidste Haab, at bekjcempe R eformationenö Fremgang med den catholfle LoerdomS V aab en; dog jo mere Haabet sank, desto storre H evntorst avledes i hanö H jerte mod T a u f e n , der nu tilligem ed sin V en T h o g e r , hvem v i ovenfor ncrvnte, paa BispenS Anstiftelse blev udstodt a f Klosteret og a f Munkeordenen i A aret 15 28. Begge bleve im id le rtid modtagne med stör Fryd a f Borgerne, der gave dem A lt, hvad de havde fornodent t i l Livetö O ph old. S aasnart Köngen erfarede hvad der var fle e t, sendte Han strax en a lvo rlig B e fa - lin g t i l begge P a r tie r , ifolge hvilken de M d e holde sig fra alle Fjendtligheder in d til Han selv kom tilbage fra Holsteen, da Han saa vilde standse alle flige Uordener for Fremtiden.
Sam m e A a r udgav T a u f e n sit forste S k ris t, der blev try k t i V ib o rg , og indeholder et S la g ö Hyrdebrev
under FrelserenS N a vn , der selv indforeö talende; og for at Lceseren kan faae et Begreb om S p ro g e t paa hine T id e r v il jeg her anfore Begyndelsen: „H e r haffwe w ir bode eth o n fle lig t Klaw em aal och eth w enlig t T i l - bu d, hvorledis then H erre Jesus Christus beklawer, at w ii ere saa faldne hannem fr a , och haffwe forkast then hellighe Christelige T ro o , ath w ii inth et haffwe beholdhet ther aff udhen N a ffn e t: Och hvorledis Hand naadheligh tilbyde r oSz GudtS Naadhe och W enflab ighjen forme
delst sit hellighe E vang elium ."
Ester tre A arö Forlob havde T a u f e n vundet alle Jndvaanerne i V i b o r g fo r den evangeliste Lcere og nu havde Han b e fluttet, at opholde sig L denne B y fo r a t vedblive at arbeide blandt sine troe Medhjelpere t i l at gmndfcrste og styrke den protestantiste Kirke der. A f den G ru n d ansogte og fik Han a f Köngen et HuuS i V ib o rg t i l B o lig , og da HuuS uden H ustru ikte duer, indtraadte Han i den hellige LEgtestand med en gudfrygtig og dydig J o m fm , D o r o t h e a S a d o l i n , en S oster t i l den oven- ncevnte S a d o l i n , der bestyrede den af Köngen stistede S to le L V ib o rg . O m Han nu end ikke va r den aller
forste Geistlige i D anm ark der gistede sig, har Han dog voeret blandt de forste og maatte höre meget O n d t a f de Catholfle d e rfo r; men Han bar det A lt roligen og tro - stede sig med de O r d : „ I M o rgen v il m in Retfcerdighed tale fo r m ig !" hvilke Han havde g jo rt t i l sit Valgsprog.
M e d sin elflede H ustru drog Han ind i det Ham a f Kön
gen stjcrnkede HuuS, i det Haab at tilbrin ge mange glade A a r blandt sine hengivne V iborg ere ; men G ud tcenkte
det anderledeö; snart flulde Han kaldeö t i l en anden, en storre Virkekredö.
D o g sorend v i folge T a u f e n over i denne, maae v i omtale en H and ling a f Ham, der Lkke mindre end hanö ZEgteflab paadrog Ham de Catholsteö storste Harm e og Vrede og hvorved a lt Haab om et F o rlig mellem de Lo stridende P a rte r blev aldeleö tilin te tg jo rt. VL mene det, at T a u f e n efter sin störe Loerers, L u t h e r s Exempel selv ordinerede t i l Proester nogle Mcend, som Han ansaae fo r istand t i l at leere Folket G udö pure O rd , hvoriblandt v i med Viöhed vide va r F y e n ö feuere B iflo p , hanö S vo g e r J o r g e n S a d o l i n , som vel ogsaa J a c o b S c h j o n n i n g , senere B istop L V ib o rg , og ovennoevntc T h o g e r . D e tte S k rid t blev lagt T a u f e n meget t i l Last, ja Catholikerne anfore det som et a f de Punkter, de havde at klage over i det Klagemaal de indgave 1530 paa Rigödagen i Kjobenhavn, hvor det i den 26de A r tikel hedder: „M e s te r H anö Taufen har ogsaa tilta g e t sig B iflo p m a g t, at vie Proester og beflikke Proedikanter, der nu brugeö blandt dem som christne Proester." M e n T a u f e n svarede, at Han ingenlunde havde indviet Proe
ster, hvilket alene tilkomm er G u d ; men at Han havde anbefalet duelige, loerde og flikkelige Personer t i l Almuen, efter hviö V illie og paa hviö B egjering Han selv og andre christne Moend med en almindelig B o n t i l Gud og under Haandö Paaloeggelse havde samtykket i at de proedikede Evangeliet og betjente den hellige Kirke med Sacramenterne og anden vedborlig Tjeneste, hvilket de havde g jo rt overeensstemmende med Apostleneö Loere og
Erempel og det med saa meget storre R e t , da de, som fiulde gjore S lr'g t, vare forsommelige den.
I Aaret 1529 blev T a u f e n a f Köngen kaldet t i l Sogncprcest ved S a n c t N ico la i Kirke i Hovedstaden.
S kjo n d t det ikke künde vcere Andet end at T a u f e n maatte fole S o rg ved at forlade den KredS, h vo ri Han med faa megen Velsignelse havde virke t, og stjondt Han forudsaae, hvilken heftig Modstand Han vilde finde i fin nye Embedsvirksomhed, adlod Han dog med Glcede fin Konges B u d , da Han den saae et Kald fra G ud t i l at drage hen, hvor Hosten var stör, men Arbeiderne faa.
Ledsaget a f T h o g e r begav Han fig paa Reisen t i l Hovedstaden. D a Han kom t i l O d e n s e , prcedikede Han fo r Domdecanen K n u d G y l d e n s t f e r n e , med hvilken M a n d Han havde flere S a m ta le r, dog va r Han ikke istand t i l at overbevise Ham om den catholste Kirkes V ild fa re l- ser. — Ankommen t i l Hovedstaden modtoges Han med Glcede a f Sandhedens Nenner der, og med overordentlig B ifa ld Hortes Hans Prcedikener i N ic o la i K irke, hvorhen Folk strommede for at höre den rene evangeliste Lcrre;
hvor h u rtig t og hvor mcegtigt Hans T a le r virkede fees a f den T id s historifie Aarboger, hvo ri det hedder: „ O g paa en stattet T id forvendte Mester H ans Taufen fra V ib o rg storste P arten a f Almuen og forjagede Brodrene a f Graabrodrekloster og Nonnerne a f Claraklosteret." — Hvad der ved Gudstfenesten i N ic o la i Kirke iscer gjorde stört Jn d tryk paa M enigm and var, at T a u f e n allerede i August Maaned indforte B rug en a f D a v id s Psalmer, der vare blevne oversatte i M odersm aalet a f F ra n ts
2
W orm orsen, ligesom og a f den Psalmesamling, Proesten Tondebinder L M a lm s A aret i Forveien havde udgivet;
L a u s e n udgav desuden Messen ester den F o rm , hvori den blev holden paa D anst, og endelig begunstigede Han om Han end ikke selv foranstaltede BillederneS Borttagelse a f K irken, fo r hvilken H andling Han iscer blev dadlet af Modstanderne.
D e t var ikke den forste G ang den evangeliste Leere blev preeditet iH ovedstaden; th i otte A a r tidligere havde C h r i s t i a n d e n A n d e n , der selv havde havt Leilighed t i l at höre og beundre Luther og yndede as H je rte t Hans Anstuelser, indkaldt M a gister M a r t i n R e i n h a r d , en lcerd M a n d fra Sachsen, fo r at Han hver S ondag fiulde proedike t i l Astensang i den da nysopforte N ico la i Kirke. I Begyndelsen strommede Folk t i l K irke n , saa M a n g e maatte gaae dort uden at kunne komme inden fo r D o rre n e ; men hvad der va r t i l stör H inder fo r den protestantifle Leeres Udbredelse va r den Omsterndighed, at R e i n h a r d ikke var det danste S p ro g m ergtig; dan talede T y d fl, hvilket S p ro g tun saare Faa her i D a n - mark forstode paa den L id . R igtignok oversatte den dengang evangeliflsindede P o v e l E l i c e s o n Hans Proe- dikener og foredrog dem i private Sammenkomster; men dette künde dog ikke have den tilsigtede V irk n in g paa M e n ig m a n d , der bearbeidedeö a f C atholikerne, som be- nyttede sig a f det u M e Vaaben, at gjere den af Köngen bestyttede R e i n h a r d la tte rlig i Merngdens S in e . D e udklcrdte nemlig en Skoledreng i en D r a g t, der lignede R e i n h a r d s , og lode Ham med denue M a n d s her paa-
salbende M in e s p il og ivrig e Haandbevoegelser gaae om og holde T a le r, der vare et Samm ensurium a f gebrokent D a n fl og tydfle S tü m p e r, ved hviö S lu tn in g D rengen a ltid sang folgende V e rö :
Aldrig haver jeg gjort noget Godt, Ei Heller jeg agter at gjore, Enhver mig kjender, Han vecd jo nok Hvad jeg i Skjoldct mon fore.
Saaledeö kom R e i n h a r d i alle S potteres M unde;
Han vovede sig ikke mere t i l at prcrdike, men forlod snart efter Landet. Kun otte A a r vare forlobne siden den T id , og nu proeditedeö atter den samme Leere paa det samme S te d , men nu var det fra en danfl M a n d ö Loeber, den forkyndtes, nu var det T a u f e n der med sin V e l- talenheds K ra ft og sin apostolifle, broendende JverS Fylde vandt Sjcele for SandhedenS R ige og forberedede Folket t i l at modtage og vcrrdigen at fljonne paa den störe V e l- gjerning, G ud fljenkede det ved LandetS fromme t r e d i e C h r i s t i a n .
JmedenS T a u f e n dagligen drog Flere og Flere t i l Menigheden, oprandt et a f de vigtigere A ar i vort Fcrdre- landö kirkelige L iv , da nemlig Kong F r e d e r i k d e n F o r s t e sammenkaldte en Herredag i Hovedstaden for om end ikke at udjevne, saa dog at soette en Grcrndse fo r den S t r i d , der daglig tilto g mellem det catholfle og det protestantifle P a rti. Anledningen t i l denne HerredagS Udflrivelse v a r, at de C atholfle besvcrrede sig o ve r, „ a l det ikke blev dem tilstedet, at kjcrmpe med O rd mod de
2
Lrrtherfie", fljs n d t disse dagligen havde tilbudet at for- svare mundtligen deres Lcerdomme imod dem.
Herredagen aabnedes den 2den J u l i 1 5 3 0 , hvortr'l Bisperne, Proelaterne, „T a u fe n , Hans P a r ti og S e lfla b "
vare stevnede at mode og overgive deres Troes A rtik le r og forsvare dem samt disputere derom, „paa det at her udi R ig e t maatte gjores en christelig R eform ation udi R eligion en, og allevegne eens prcedikes og leeres", siger H vid tfe ld t.
S kjo n d t de Catholste h id til havde givet sig S k in af, at de ret onstede en saadan afgjorende S a m ta le med dereS Modstandere, folte de dog n u , da det afgjorende D ie b lik var forhaanden, at de selv ikke vare istand t i l at modstaae end sige overvinde P rotestanterne, og derfor maatte de atter fege Bistand udenrigs fra Tydstland af.
I den Hensigt sendte de M agister J o r g e n S a m s i n g , C antor i A a r h u u s , t i l C ö l n , hvorfra det ogsaa lykkedes Ham at faae nogle ellers ubekjendte Lcerde hjem med sig D isse tilligem ed de indenlandste catholske Lcrrde, i hvis Spidse den ovenncrvnte P o v e l E l i c e s o n (der formedelst sit Tilba gefa ld t i l den catholste Kirke paadrog sig N a v n e t: Vendekaabe) stod, modte paa Herredagen imod de Lutherste, hvoraf T yve vare samlede under An-- forsel a f vor T a u f e n .
I de forste otte D age forholdte Protestanterne sig ganfle rolige uden at forsvare sig mod CatholikerneS B estyldninger, hvorover disse hovmodcde sig i det de troede at hine vare sig bevidste, at deres S a g stod paa svage Fodder og at de derfor ikke turde forsvare sig.
M e n pludselig fremstod T a u f e n med dereS TroeSbe- kjendelse, der bestod a f 43 A rtikle r, hvilken Han overgav i Alles N avn t i l Kjendelse L Herredagen; da irnr'dlertid Protestanterne havde den velgrundede OverbeviiSning, at R eligionen ikke alene bor vcrre en Gjenstand for de LcrrdeS G ra ndftninge r og spidöfindige Undersogelser, men at den tilh o re r alle Mennester, sogte de at give Sagen al den O ffentlighed, som det var m u lig t, af hvilken G ru nd de evangeliste Geistlige, mere end tyve Prcrdikanter deelte diöse A rtik le r imellem sig og holdte tvende Proedikener over dem dagligen i HelliggeisteS K irk e , hvor de havde et stört T illo b .
Opbragte over denne i dereS D in e uhyre D ristighed ilede Prcrlaterne t i l Frederik den Forste og udvirkede, at D enne paabod Protestanterne TauShed, hvorfor hine strar udspredte det falste N ygte over Landet, at de havde over- vundet dereS M odstandere; dog bestod det kongelige Fo r- -u d tun i tvende D o g n , th i da blev det enten stiltiende eller offentligt tilbagekaldt, hvorfor de protestantifle Geist
lige med T a u f e n i Spidsen fordoblede dereS P rcrdi- kener, saaledeö, at de holdt fire Prcedikener hver S ogne- dag og to lv hver Sondag trin d t om i S taden. Catho- likerne, der ingenlunde onfiede at drage Mcrngden ind med i denne S t r i d , hvorfor de ogsaa taug stille i det faste H a a b , at de B e fly ld n in g e r, de havde fremsat paa Herredagen mod K jcrtterne, nok fiulde fcrlde dem. D e 43 A rtik le r, som T a u f e n overgav t i l Herredagen og i hviS Affattelse Han har havt en ikke ubetydelig D eel, vare strevne i et saare djervt S p ro g og vare a f folgende
J n d h o ld : 1) D e n hellige S k r if t er den eneste Rettesnor for alle Mennester t i l S alighe d. 2 ) E n Christen behover h e rtil ei Heller anden Regel end S k rifte n befriet fra alle menneflelige Titscetninger. 3 ) D en, som v il folge anden Leere, er afsindig, blind og vantro. 4 ) A f S k rifte n troe v i een eneste G ud i tre Personer. 5 ) A t Christus, GudS S o n , er fodt t i l vor S alighed og at v i stulle höre og lyde Hans Rost alene. 6 ) Andre Mennesterö Rost, som Lkke leere Jesu rene O rd , agteö fo r I n t e t . 7) A lt hvad Jesus har lid t er steet t i l Fyldestgj'orelse fo r vore S y n - der. 8) D e , som leere anden Fyldestgjorelse, ere Bespot
te n og Kjoettere, dersom de vedblive L denne M e n in g . 9 ) Christus v il paa Domm ens D a g domme ethvert M e n neste ester detS G je rn in g e r, efter detö T ro eller V a n tro og ei efter PersonSanseelse eller mennefleligt Paafund.
1 0 ) Jkke alle udvorteS Ceremonier eller gamle Skikke foragteS; men de forkasteS, som ere imod GudS O rd og hvorved Enfoldige troe at vorde hellige. 11) D en heüig Aand er alle ChristneS Tröster, som fornyer S in d e t med guddommelige G aver og i C hristi T ro forsamler den rette christne Kirke. 12 ) D e n hellige Kirke er alle retfcerdige Mennesterö S am fu nd. Enhver anden Kirke, hvad udvor- tes Anseelse den end giver sig, agteS ei. 1 3 ) Eftersom denne oste er imod den rette, hellige Kirke, og bander den, G ud velsigncr og gaaer efter sit eget S in d og Lov. 14 ) In g e n kan forbande den, G ud ei banscetter, og hvo i Vrede banscetter, Hans B a n falder paa Ham selv; lige- ledeS er MenstalkeS Velsignelse og A flad B a n fo r G ud.
15 ) R e t B a n er ikke den evige Forbandelse; men den
forhoerdede S ynde rs Adfiillelse sta det foelleds Christen- samfund t i l Forbedring. 16 ) In g e n bor lyscs i B a n uden den, der saaledes synder mod G u d , at Han dermed soragtcr eller befloemmer sin Noeste. Enhver anden B a n - soettelse agtes for I n t e t. 17 ) H iin t B a n bor ei brugeS loseligen, men med MenighedenS Samtykke t i l Synderens Forbedring. 1 8 L 1 9 ) D e n hellige Kirkes S acram enter ere Daabens og Nadverens. D e, som gjore flere, gründe dem ikke paa G uds O rd . 2 0 ) 2Egtestanden er hellig og dem paabudet, som ei have Afholds Gave. 2 1 L 2 2 ) Forbud mod LEgteflab, Forstjel paa S p ise r og D age er Djoevelens Lcrrdom. 23 L 2 4 ) Kloster- og Munkeloste er mod G u d , S k rifte n og christelig Frihed^ 2 5 ) S a n d Gudstjeneste er at tilbede G ud i Aand og Sandhed.
2 6 ) D en rette christelige Messe er Jesu Lidelses og G ud Faders Kjoerligheds Jhukommelse. 2 7 ) R e t G uds Tj'e- neste bestaaer ikke i Ceremonier, i künftig S a n g o. s. v.
2 8 ) I den hellige Nadver bor Christne annamme begge D e le , Legemet L B ro d e t, B lodet i V in e n , sig selv s : de Levende t i l N ytte . 2 9 ) Christus har offret sig een- gang, og kan ikke offreS mere. 3 0 ) Gudstjenesten bor foretageö i det S p ro g , Almuen forstaaer. 3 1 L 3 2 ) H e l
gene bor ikke paakaldes. 3 3 ) Saakaldte gode G je rn in - ger, Aflad og andre Paafund kunne ikke gjore os salige.
3 4 ) Ester dette L iv ere tun to Veie at vandre, t i l H im - merig og t i l Helvede. Skjoersild forkastes som et P aa
fund af orkeslose og gjerrige Personer fo r at berigeS.
3 5 ) Sjoelemeöser for Dode ere ikke grundede r S k rifte n . 3 6 ) B isper og Proester bor ei befatte sig med verdSlige
Handelet. 3 7 ) D e bor vcrre den hole D vrigh ed underda- nige. 3 8 ) A lm indelig SyndSbekjendelse i S krifte m a a l er n y ttr'g ; men ingen er p lig tig t i l det lonlige S k rifte m aal. 3 9 ) D e t er raadeligt, at D en, som vr'l annamme S a cra m entet, forst prover sin S am vittig hed og begjerer Prcestenö Raad om Han sinder nogen T v iv l. 4 0 ) I Frelseren ere v i alle Proester, dog stulle N ogle vcelgeS at prcedike fo r M enigheden, forrette Sacramenterne o. s. v.
4 1 ) ArkeSlose M unke eller A ndre, som tage den H jelp og AlmiSse de Hjelpelose flulde have, bor banscetteS. 4 2 ) D e t va r g o d t, at ingen B ille d e r vare i K irken, for at hceve Aarsagen t i l Afguderi. 4 3 ) Christus alene er den christelige Kirkes Hoved.
H vo kan forundre sig over, at disse A rtik le r ophid- sede Catholikerne t i l den heftigste M odstand, hvilken de ogsaa gjorde i et K la g e firift t i l Köngen og Raadet, bestaaende a f 27 A rtik le r paa D a n fi og L a tin , som endte med den B o n , „ a t Köngen v i l tilholde M ester H anö Taufen og Hans Tilhoengere, at de inden en kort T id besvarede disse 27 P unkte r." Jligem aade bade de Köngen, „ a t de om talte M crnd maatte stille sikker B org en for, at Enhver a f dem vilde blive L sin B y in d til den hele S a g stk Ende."
D isse Klagepunkter overleverede de t i l Köngen i det de anmodede Ham om, at udvalgte upartiste Dommere maatte undersoge begge P artie rS S k rifte r. — Köngen overgav A rtiklerne og det med dem folgende B re v t i l L a u s e n , fo r at Han künde besvare A lt. H au tillig e - med sine troe Medarbeidere fireve strar et ForsvarS flrift, der i et krä ftig t oste djcrrvt S p ro g gjennemgaaer alle de
CatholfleS A rtikle r, hvilket Forsvar ledsagedes a f et B re v t i l Köngen. D isse 27 M o d a rtik le r overgav Köngen t i l C atholikerne, der oieblikkeligen oploftede et bebreidende Raab over, at de vare affattede i det danste og ei L det la tin fle S p ro g . Denne M a ngel blev im id le rtid snart afhjulpen, i det Lectoren i M a lm o , der dode senere som B istop i Aalborg S t i f t , O l e C h r y s o s t o m u S i tre D age ikke blot oversatte dem, men endog udforte dem vid tloftigere end de for havde vceret.
D a saaledes de fornodne flr iftlig e Opsatser vare indgivne af begge P a rtie r, stulde den. m undtlige F o r- handling derover begynde; men nu reiste der sig tvende S porgS m aal, som ei künde besvareS tilfredöstillende for begge P a rte r og derfor tilintetgjord e aldeleS den endelige Afgjorelse. D e t ene SporgS m aal v a r , i hvilket S p ro g M a n stulde afhandle S tridS pu nkterne; Lutheranerne vilde nemlig have, at ModerSmaalet stulde bruges paa det at A lle og Enhver künde forstaae dem, eftersom S agen angik A lle i Landet; Catholikerne derimod paastode, at det la tin fle S p ro g ene og alene burde benytteö, da den danste Kirke var en D e e l a f den la tin fi catholste Kirke. — D e t andet SporgSm aal v a r , hvo der stulde voere D om m er i S a g e n , i det Taufen og hanS P a r ti kun vilde erkjende B ib le n som overste og ene afgjorcnde D om m er, med hviS Udsagn de vilde overbevise Köngen, R igSraadet, ja hele Folket, at dereS Leere stemmede overeenS, medenS Bisperne fordrede, at S agen stulde underkasteS PavenS og KirtenS D o m . — V e l forandrede de strax efter dereS T ilb u d og sagde, at de ogsaa vilde have S k rifte n t i l VoldgiftSm and,
men vel at moerke forklaret efter Fcedrenes og Kirkefor- samlingernes Udsagn, hvorfor den sidste D o m tilkom P a - ven og den K irkeforsam ling, M a n ventede ftulde finde S te d . D a T a u f e n horte denne deres Erklcrring, forlod Han Forsamlingen med de fra Esajas 31 Cap. 3 V ers laante O r d : „LEgypteren er et M ennefle og ei den stcerke G u d !"
Protestanterne vedbleve im idle rtid at prcrdike djcrrvt mod Catholikerne og tilbode tillig e , at de vilde gjerne disputere paa Latin med dem om A rtiklerne naar og hvor det stulde vcere, hvilket T ilb u d de gjorde en heel M a a - ned igjennem , men som Bispcrne med flere S kingrunde affloge. D a Köngen saaledes mcerkede, at disse vedbleve at trcekke S agen i Langdrag, affordrede Han Protestan- terne deres Klager over Bisperne, hvilke de ogsaa afgave i folgende rolv A rtik le r: 1) Bisperne bare blot N avnet uden at forrette Embedet efter S kristen. 2 L 3 ) D e prce- dikede ikke alene ikke selv, men de beftikkedc ikke engang duelige Prcedikantere i deres S tifte r , hvor ulcerde Mcend prcedikede Fabler fo r Almuen. 4 ) D e indsatte tun saa- danne t i l Sogneproester, som med Ed forbandt fig t i l I n t e t at lcere, som stred mod det Gam le. 5 ) D e for- sulgte dem, som forkyndte det rene Evangelium. 6 ) D e tillode B is s e -M u n k e at fortrcenge Evangelium hos de Enfoldige. 7 ) D isse M unke udsuede Folket, saa de rette Fattige maatte lide N od. 8 ) Bisperne lode afholde afgu- diste M esser istedetfor Prcediken og ret Gudstjeneste.
9 ) D e bortgave Sognene t i l H e rr e -B o r n og Andre, som ingen Tjeneste gjorde, ja tillode Een at have syv
Sogne. 10 ) D e forbeholdt sig selv mange Sogne, hvor dereö S krivere eller sättige Prcester maatte vcere dereö Trcelle. 11) O g dog tillode de ikke, at Alm uen med christelige og lcrrde McendS Raad maatte kalde sig christne evangeliste Tjenere. 12 ) D e forbode Prcesterne ZEgte- stab og gjorde dem derved t i l Skjorlevnere. — D erpaa fceldede Köngen og R igetö Raad den D o m , at da de Catholste undstoge sig for at disputere, stulde Lutheranerne have Tilladelse t i l at prcrdike G udö O rd som hidentil, og det saa lcrnge t i l et alm indeligt Kirkemode blev holdt, in d til da vilde Köngen bestytte begge P a rtie r i sit Rige.
F r e d e r i t d e n F o r s t e tillo d nu de evangeliste Prcester at reise og bad dem som h id til at prcedike GudS O rd ret k rä ftig t; im idle rtid forblev dog storste D elen a f dem endnu otte Dage i Kjobenhavn og prcedikede, rim eligcn for at see om nogen C atholik vilde disputere med dem; men der meldte sig tun een Eneste, og det var M agister M a t t h i a s af Kjobenhavn, hvem Taufen saa- ledeö overbeviste, at Han gik over t i l Protestantismen.
I samme A ar strev P o v e l E l i c e s o n en lille A fhandling om den heilige M esse, hvilken Han sendte t i l M agistraten i Kjobenhavn fo r at de lutherste Prcester, navnligen T a u f e n stulde gjendrive den paa L a tin. I dette S k r ift formanede Han HovedstadenS Jndvaanere t i l a t blive ved den hellige Messe t i l Frelse for dereS egne og dereS VennerS S jc rle , men gjorde de det ikke, da truede Han dem med a t G ud vilde hjemsoge dem med mange U lykter inden hundrede A a r. — T a u f e n besva- rede dette S k r if t paa D anst og viste at ModstanderenS
M e n in g e r vare falsie og uchn'stelige, ja at de ikke engang stemmede overeenS med den catholste Lcrre: i S lu tn in g e n tilbyder Han sin Modstander at ville mundtligen afhandle S agen med Ham enten i Hovedstaden eller i Roeökilde.
D e tte lille S k r if t va r im id le rtid tun et M e lle m ar- beide, th i det Voerk, T a u f e n iscrr var bestjoeftiget med, va r BiblenS Overscrttelse paa D a n f l, og dette Arbeideö Fuldforelse laa Ham saare meget paa H je rte , da Han vel indsaae, at Sandheden «af hanö Paastande derved vilde a f sig selv ligge aabenbar for hanö Landömcendö D in e . H an arbeidede derfor i sine faa F ritim e r paa de fem Moseboger, som ogsaa udkom 1535, der allerede i 1537 vplevede det andet O p la g . T i l at overscette dette Vcrrk benyttede Han sig ikke alene a f den alm indeligt udbredte la tin fle Overscettelse, men ogsaa af Luthers tydste B ib e l og den hebraifte Text. S pro get er reent, rig tig t og crdelt, faa at Han ei alene dengang men ogsaa langt senere blev anseet fo r den bedste S kriben t i M oderöm aalet.
F ra T a u s e n ö rolige Studerekammer v ille v i im id- le rtid nu taste D ie t hen paa en u ro lig Skuepladö og det er i Hovedstadenö Fruekirke, hvor paa tredie Juledag 1531 Borgermesteren A m b r o s i u ö B o g b i n d e r i S p id - scn fo r nogle fan atifle Mennester stormede ind under Gudötjenesten, de reve alle Helgenbillederne ned fra dereö ophoiede Pladser og ituhuggede dem under S p o t og H aan med D re r. Allerede truedeö den kostbare og kunstrige A lte rta vle paa H o ia lte re t L C horet, da B yens Foged med sine M crnd kom t i l og freiste dette Kunstvcrrk fra den ophidsede Mcrngdeö Voldsomheder. T a u f e n ,
der r'ngen Ahnelse havde om hvad der foregi'k, kom t i l - ferldigviis t il, og det lykkedeS Ham at standse dette vilde Udbrud a f P a rtih ad. J m id le rtid antoge Catholikerne Ham dog fo r at vcrre den hemmelige Ophavsmand t i l di'sse Uordener, og de beskyldte Ham fo r , at Han havde holdt sig stjult den D a g for at M ista n ke n ikke flulde falde paa Ham. — V i have cn B ere tning sra de T id e r , der kaldes den fiib v ifle K ro n ike , hvo ri der fortcelleö, at T a u f e n Sondagen ncrstefter havde roest denne V o ld s - gjerning meget, men at Han senere, da Han moerkede M a g i- stratens Vrede over den, fla l have ta lt om den som en stör Forbrydelse, der burde straffes med haard Livsstraf.
V i maae dog gjore opmcerksom paa, at M e get er over- drevet i denne Kronike, im id le rtid kan det vel vcere mu- l i g t , at T a u f e n i Begyndelsen saae i denne H and ling Noget, der künde vorde g a vn lig t fo r den renere Leere, og derfor i sin varme J v e r fo r Sandheden har roest, hvad Han senere med roligere Eftertanke maatte ansee fo r fa r- lig t og strafvoerdigt. In g e n T v iv l er det underkastet, a t det Hele bidrog t i l , at stade T a u f e n 6 gode N a vn og R y g te , der a lt var et R ov fo r Hans FjenderS B a g talelse.
I Aaret 1532 arbeidede T a u f e n og de andre ProtestantiömenS Venner ivrigen fo r SandhedenS Udbre- delse og det med overordentligt Held, og det künde jo ei Andet vcrre, da den milde fo r Leeren indtagne F r e d e r i k d e n F o r s t e virkede med dem; men i Foraaret 1533 kom Sorgebudstabet t i l Kjobenhavn fra Frederits A nd- lingsopholdssted G o tto r f, a t Han ved en blid og stille
D o d va r 62 A a r gammel bortkaldt t i l sine Fcrdre Skjcer- torödag, den 10de A p ril.
T a u f e n horte denne Esterretning med dyb og inde rlig S o r g , Han havde jo mistet sin S ty tte , sit For- svar i den elffelige K onge; Han saae allerede i T a n - kerne de forte UveirSstyer, der vilde drage over S a n d - hedenS Kirke, th i hvad der ventede Ham selv, det bekymrede Ham tun lidet. Uveiret brod i Virkeligheden ogsaa snart lo ö ; th i RigSdagen, der tog sin Begyndelse S a n c t HanS- dag, gav de catholfle G eistlige Leilighed t i l ikke alene at standse ReformationenS videre Frem gang; men endog t i l at tilin te tg jo re alle de Fordele, som den havde vundet siden Herredagen i Odense. D e benyttede sig sandelig ogsaa a f denne Leilighed, og Folgen blev, at den prote- stantiske Lcere blev paa al m ulig M aade undertrykt. D e n S a g , hvorfor RigSdagen egentligen var sammenkaldt, det nye Kongevalg blev formedelst PartierneS modstri- dcnde JntereSser uden endelig Afgjorelse og et RegjeringS- raad blev nedsat.
D a dette saaledeö var ordnet, var det Bistopperneö A g t at hevne sig paa de protestantiste Prcester, hvilke de vilve have forjagede, men i Soerdeleöhed vare dereS Tanker henvendte paa Ham, som de med R ette ansaae for KjcrtterneS Form and, vor T a u f e n , hvem de vilde have alvorligen afstraffet. D e indstcrv' ede Ham derfor t i l at mode Mandagen efter S a n c t Knudö D a g i J u l i M aaned paa Raadstuen. H an modte ogsaa med sin rolige fromme M in e m id t blandt sine aabenbare Fjender, hvoraf Nogle vare Hans Dommere, Andre hanö Anklagere;
th i tr'l Dommere havde M a n udvalgt RigetS M a r f l, T y g e K r a b b e , og nogle Herremcend, som holdte med Bisperne, samt ogsaa Borgermesterne fra Kjobenhavn og M a lm o , ligesom og de ovrige MagistratSpersoner i Hoved- staden, medenS Bisperne selv vare Anklagerne, iblan dt hvilke iscrr udmcerkede sig SjcrllandS B is to p , R o n n o v . D enne L Reform ationshistorien vigtige M a n d havde som ungt Menneste studeret i P a ris og levede siden som K am merjunker ved det danste H o f; da Bistop L a g e U r n e L RoeSkilde dode i A p ril 1 5 2 9 , lod Köngen Bispestolen staae nogen T id le d ig , hvorpaa Han f i t D om ca pitlet t i l a t vcrlge den Holsteenste AdelSmand, Kammerjunker R o n n o v , esterat denne ferst havde lovet Köngen, at Han vilde bestytte dem, som i Fremtiden vilde proedike E van- geliet reent og uforfalstet. T i l Sikkerhed for at Han vilde holde dette som de ovrige L o fte r, Han aflagde g it RigetS Hvfmester M o g e n ö G j o e o g ovenncrvnte T y g e K r a b b e samt fire AdelSmcend i Borgen for Ham. D o g det var tun i kort T id Han holdt sit givne O r d , th i snart efter viste Han sig som den heftigste og ivrigste Modstander a f Protestantismen. S o m saadan viste Han sig ogsaa ved denne Leilighed, da T a u f e n stod for Ham og sine ovrige Anklagere, der fremkom med folgende Klagepunkter mod Ham: „ a t Han i et S k r if t havde kaldt Bisperne blodgjerrige Tyrann er og stive H alse, ligesom og de andre Geistlige B edragere, forblindede Klodse og lade B u g e ; at Han i sin B o g om Messen havde frem- fo r t T in g om denne hoihellige Gjenstand, hvilke ganste stred mod den catholfie Kirkeloere; at Han, uden at vcere
kalbet og indvie t a f Br'spen, havde titra n e t sig N ico la i Kirke og vanhelliget den ved sin kjcetterste Locre; at Han havde indvie t Proester; at Han, tilt a lt fo r gcistlig N et havde fre m fort uforsiammede og spottende O r d ; at Han havde i R igsraadet ta lt haanligt om og t i l sin Bistop, H e rr R onn ov."
T i l disse og lignende Ankläger svarede T a u f e n ,
„ a t A l t , hvad Han havde foretaget sig, havde vceret t i l GudS ZEre og at Han dermed tun sigtede t i l at vise sine T ilh o re re Veien t i l S alighed. H an vidste sig f r i for at have Fjendstab t i l Geistligheden eller t i l Bistop R o n n o v og saafremt Han enten a f Uforsigtighed eller Uvidenhed havde fornoermet Bispen i Noget, var Han rede t i l ydmygst at afbede saadan Fornoermelse. I Lcrrdommen om Alterens Sacram ente var Han sig ikke nogen Vildfarelse bevidst, og var nogen Vildelse at finde i bemeldte B o g , maatte S kylden derfor ei paalcrggeö Ham, men H aandflriveren eller Bogtrykkeren, ved hvr'6 Forseelse nogle O rd vare udeladte, hvilket Han med sit flrevne Exemplar künde bevise. J o v r ig t va r Han6 Troeöbekjendelse denne: at B ro d e t og V in e n , som helligeö a f Prcesten, ikke haver C hristi Legeme og B lö d i sig, lang t mindre den A§fle, hvori B ro d e t efter den romerste S k ik forvareö."
Herover forbittredes Bisperne endnu mere, ja i den forste Hestighed fordrede de, a t Han efter LandetS Lov fiulde fo r saadanne sine formastelige Forgribelser imod den hellige Kirke og denö Tjenere straffes paa Liv, ZEre og G o d s ; men da ForsamlingenS verdölige Medlemmer kjendte T a u s e n ö P a r ti blandt Folket, ftaraadede de
denne Strenghed og folgende D o m fceldedes: A t T a u f e n Lkke rnaatte understaae sig t i l Herester a t proedike i Kjoben- havns K irke r, hvilke B iflo p R onnov flulde beholde; at Han flulde forvises fra Sjoelland og S kaan e, og dersom Han opholdt sig i Fyen eller J y lla n d , maatte Han ikke udgive noget S k r i f t , ei Heller tale eller flriv e mod Bisperne eller mod den romerfle G eistlighed, og endelig maatte Han ikke befatte sig med noget Prcesteembede uden Bispernes Tilladelse og Samtykke.
H v o r m ild end denne D o m va r L S am m enligning med den, Lutheranerne i andre Lande bleve underkastede, synteö det dog, som den maatte berove T a u f e n a lt Haab om videre Virksomhed fo r den S a g , Han havde heiliget sig med sin ganfle S jc rl, Sandhedens Udbredelse i D anm ark.
Da^z det R ygte gik som en Lobeild omkring blandt Hovedstadens B orgere, at deres elflede T a u f e n svoevede i F a re , styrtede de velbevoebnede sammen paa G am m cl- to r v , og fordrede med hoirostede S te m m e r, at Raadet flulde udlevere dem dereS M ester H a n s T a u f e n f r i og stelst, og den Trudsel foiede de t il, at de ellerS vilde selv tage Ham u d , om de endog flulde bryde gjennem M u re og D o rre . E i hjalp d e t, at enkelte M a g is tra ts - personer kom frem og forsikkrede, at Han havde fo rlig t sig med G eistligheden, og at den evangelifle N eligionS- ovelse ei blev forbudt a f Bisperne — det hjalp ikke, de vilde selv fee den elflede Leerer i deres M id te . — 2Engste- lige vovede T a u f e n S Anklagere og Domm ere ikke at begive sig t i l deres H jem gjennem den bevoebnede Mcengde;
men neppe mcrrkede Borgerne denne dereö F ry g t sorend de styrtede ind paa dem og vr'lde Lfcrrd med R o n n o v , hvem de ansaae fo r T a u s e n S vcerste Fjende; dog T a u f e n samlede gloende K u l paa R o n n o v 6 Hoved i det Han traadte r'mellem, sormildede med sin vanlige V e l- talenhed de ophidsede G e m y tte r, og ledsagede selv B i - floppen hjem t i l Bispegaarden i Kanikestrcrde, paa det at In g e n flulde forgribe sig paa Ham. Bispen folte det Ophoiede i T a u s e n S O p fo rs e l; ved Afsieden greb Han derfor sin frelscnde B e flytte rS Haand og takkede Ham fo r Han6 Kjcerlighed.
Dom m en var altsaa fceldet og den flulde nu ester- leveS, derfor maatte T a u f e n med et tun gt H jerte for- lade Hovedstaden og begive sig paa Reisen, maaflee Han tcenkte paa at vende tilbage t i l det kjcere V i b o r g , Han kom im id le rtid ei lcengere end t i l R o e S k i l d e . D e r fandteS nem lig ikke F a a , der toge levende Andeel i T a u s e n S S kjcrbne, Andre frygtede maaflee for de fa rlig e Folger, ReformationenS S tand önin g i Kjobenhavn künde have fo r hele Landet, medenö Andre igjen vare bange for de Uroligheder, B orgerne m uligen vilde afsted- komme fo rd i de havde mistet dereö bedste P rirdika nt.
B la n d t dem, der agtede og elflede vor T a u f e n , vare M o g e n S G j o e , E r i k B a n n e r og M o g e n S G y l d e n s t j e r n e de, der iscer vare ivrige fo r at stifte et F o rlig mellem Ham og R o n n o v ; men den, der isoer havde S k y ld i at det virkelig kom istand fla l B i r g i t t e G j o e , siden H e r l u f T r o l l e s LEgtemage, have vcrret;
denne fortroeffelige D am e havde nemlig tidligere vcrret
forlovet med R o n n o v medens Han endnu va r Kammer
junker, men Forbindelsen maatte hcrves da Han betraadte SjcellandS B ispestol; nu brugte hun den Jndflydelse, hun havde over sin fordums Forlovede og overtalede Ham t i l at flutte F o rlig med T a u f e n , der saa crdelmodigen havde frelst Hans Liv.
T a u f e n f it B e fa lin g , at indfinde sig paa BispenS G a a rd , B i s t r u p ved R o e s k i l d e , hvor M o g e n S G j o e a lt havde indfundet sig; og her kom F o rlig e t istand i det T a u f e n understrev folgende Forsikkring:
„J e g H a n s T a u f e n g jo r v itte r lig t og kjendeS med dette m it aabne B re v og egen H a a n d strift, at efterdi jeg m ig udi nogen B ro st og Forsommelse forseet haver imod vcrrdige Herre, H e rr J o a c h i m R o n n o v , udvalgt B istop t i l Roeskilde, m in kjcrre H e rre , og H ans Naade derfor m ig for D anm arks Riges Raad haver ladet kalde udi R e tte , saa m ig blev tild o m t og fo rla g t, at vige Kjobenhavn og Sjcelands S t i f t , haver HanS Naade nu fo r GudS S kyld og cerlige og velbyr'oige M andS og strenge RidderS H e rr M o g e n S G j o e s , samt og B orge- mesterS, Raadmcends og Menighedens i Kjobenhavn kjcrrlige B o n og Begjering undt og tilstedet, a t jeg maa igjen indkomme udi Kjobenhavn, der at prcedike og lcrre det heilige Evangelium og G uds O rd rettelig og klarlig uden al SkjendSord og Ta le paa B is p e r, P rcrlater, Caniker eller Prcester. D a lover jeg og tilsiger HanS Naade paa m in gode T r o , LEre og Redelighed, at jeg herefter v il og stal vcrre forncevnte vcrrdige Herre, H e rr J o a c h i m R o n n o v hörig, tro og v illig efter det T ilsagn
3'
jeg nu H ans Naade baade med Hciand og M u n d gjo rt haver, afvende HanS NaadeS Skade og Fordcerv saa meget rnig m u lig t er, og vide HanS Naade og HanS Cleresies G avn og Bedste a f mm yderste M a g t og Form ue, hvor jeg noget hemmeligt eller aabenbare for- mcerkendes vorder, det Hans Naade anrorendeö er, og H ans Naade eller HanS Cleresie t i l Afbrcek, Skade eller Forfang komme kan, fla l jeg give HanS Naade tilkjende og bevise m ig imod HanS Naade derudi og i andre M a ader som en tro Dannemand b o r, og jeg mm rette H erre og Prcelat p lig tig er i alle M aader. T i l yder- mere VidneSbyrd trykker jeg m it S ig n e t neden fo r dette m it aabne B re v ."
T i l Sikkerhed fo r , at T a u f e n vilde holde sit givne Loste gik G joe i B orgen fo r Ham, hvorimod Bispen tillo d T a u f e n at tiltrcrde sit Embede ved N ic o la i Kirke.
D e tte F o rlig blev flu tte t Sondagen efter Mariae H im m el- sartsdag, m idt i August M a a n e d ; dog maatte R o n n o v höre meget Ild e a f Catholikerne fo r denne H andling.
E fte r femten D ages Fravcerelse vendte T a u f e n tilbage t i l Kjobenhavn og tiltra a d te sit Prcrdikeembede, men vogtede sig omhyggeligt fo r A l t , hvad der künde syneS at vcere S p o t over eller Bekjempelse a f den romerst catholfie T ro . H v o r glcrdeligt det nu end maatte vcere fo r Ham, atter at virke i sin tidligere S t illin g , var dog HanS H jerte betaget a f S o rg over FcrdrelandetS sorgelige F o rfatning, th i det var uden Konge og Enhver handlede ganfle efter eget Forgodtbefindende; h e rtil kom endnu at Han mistede sin elstede H ustru, denne saa stomme og
tro Deeltagerinde i alle Hans mange S o rg e r og faa Glcrder.
Flere af LandetS Bistopper havde begyndt at under- trykke og forfolge Protestanterne; men de bleve standsede a f G rev C h r i s t o p h e r af O l d e n b u r g , der under Paastud a f at scette den fordrevne C h r i s t i a n d e n A n d e n paa Thronen havde paafort D anm ark K rig i Aaret 1534. Denne oldenburgste Greve underkastede sig D erne og det sydlige S v e r r ig , der dengang som be- kjendt horte t i l det danfke R ig e , og da denne M a n d var iv rig Protestant blev atter A lt i Hovedstaden ordnet paa protestantifl M aade. V o r Frue Kirke, som R o n n o v havde berovet de Lutherste, blev atter indrommet dem i August Maaned. J m id le rtid varede C h r i s t o p h e r S Regimente ikke lcrnge, th i C h r i s t i a n d e n T r e d i e , som af Adelen og Geistligheden var bleven kaaret t i l Konge den 4de J u l i 1534 L D anm ark og A aret efter i Norge, fluttede Fred med Lnbekkerne, hviö Tropper C h r i s t o p h er anforte , hvorved denneö Jndflydelse styrtedeS.
S id e n gjorde Köngen A lt fo r at ende FcrdrelandetS sorgelige Fo rfatning og efter at have beleiret Hoved
staden et A a r, holdt Han den 10de August 1536 sit S eieröindtog i K jobenhavn, og allerede den 20de i samme Maaned bleve alle de catholste B isper tagne t i l - fange. R s n n o v , som havde flju lt sig paa sit Lost, hvor Han sad paa en Bjelke under T a g e t, fandtes forst Dagen efter og forteö t i l det Fcengsel, hvor Han forblev t i l sin D o d den Iste M a i 1 5 4 4 , da Han blev begravet i HelliggeisteS Kirke.
Köngen og RigSraadet havde foretaget sig h iin H and
lin g med Bisperne uden at sporge Adelen og Borgerne om dereö M e n in g , derfor var det nodvendigt at M a n nu tcrnkte paa at indhente dereö Samtykke, hvilket M a n ogsaa erholdt paa RigSdagen i Kjobenhavn den 30te O k tober, saa at M a n fra den D a g af kan stge, at den evangelist protestantifle R eligion blev S ta tS re lig io n i D anm ark. O g H vo var det, som havde forberedet Folket t i l vcrrdigen at annamme denne fljonne Gave a f Tredie C hristian? H vo var d e t, som havde opladt McengdenS D in e t i l at indsee, at det va r t i l dereö Sjceleö G avn, de svarede N e i, da Köngen spurgte dem, om de vilde have de forrige B isper ig je n ? — D e t var J o h a n n e s T a u f e n , der i syv A a r rastlos havde arbeidet for Evan- geliet i Hovedstaden.
Köngen havde bestemt strar ester BisperneS Fcrng- sting, at en uy Kirkeanordning flulde forfatteö baade a f de catholste og lutherfle Theologer. D e tte blev ogsaa virte lig e n Tilfceldet og i Affattelsen a f Anordningen havde Taufen itke liden D e e l, det kan M a n ogsaa fee deraf, at hanö N avn staaer i Spidsen fo r P ro te s ta n te n ^ Un- derstrister, og der vare dog tre og tyve Andre foruden Ham.
D e n blide og uegennyttige B u g e n h a g e n fra W i t t e n b e r g blev indkaldt i Aaret 1537, deels fo r at gjennemgaae den affattede Kirkeanordning, deels fo r at salve og kröne Köngen og indvie de nye, evangeliste Bisper. Köngen kronedeS den 12te August, og Bisperne indviedeS den 2den September. — D e n forste evangeliste Lcerer i D a n m a rk, den M a n d , som havde saa ivrigen
arbeidet paa a t qvoele den catholste O v e rtro , vor T a u f e n var ikke blandt BisperneS T a l. H vo maa ikke forundres derover^ H vo maa ikke opkaste det S p o rg s m a a l: Hvad kan vccre G ründen t i l en slig Forbigaaelse? — D e t er visseligen ikke let at besvare dette fo r öS, der leve saa loenge efter den T i d ; dog have Flere sogt at lose denne Gaade, i det de mene, at Hans Characteer var fo r heftig, hvilket saa oste havde y ttre t sig i Hans T a le r , hvorved Han havde flaffet sig mange U venner; og da de forste B isper nodvendigen maatte vcrre m ild e , stedeligsindede Moend, der vilde söge a t lcege og ei at oprive Saarene, havde M a n troet det tilra a d e lig t ei at betroe Krumstaven t i l den Apostlen P e t r u s lignende T a u f e n . Andre have troet at finde Gründen d e rtil i T a u f e n S Loerdom, iscer Hans Kyndighed i det hebraifle S p ro g , saa M a n ikke künde undvcere Ham ved Universitetet i Kjobenhavn, hvor Han holdt Forelcesninger. A tte r Andre tro e, da Han strar efter udncevntes t i l D om provst og Lector i R o e s k i l d e , at In g e n uden hatt künde passe t i l dette Embede, fo rd i D om capitlet der va r det mcegtigste her i R ig e t og M a n altsaa troengte t i l en M a n d , der künde bringe dem paa bedre Tanker eller L det mindste holde dem inden deres Grcendser.
Hvad nu end G ründen har vcrret, nok, T a u f e n blev ikke B is to p , men maatte noieS med den ringere ovenncevnte S t illin g , i hvilken Han sogte a t gavne saa meget det stod i Hans M a g t den S a g , fo r hvilken Han havde arbeidet med saa wegen J v e r og Frimodighed L saa mange A a r. D e r gik fast ikke en D a g , at Han jo
i C a p itle t lcrste over et eller andet Bibelsprog, ligesom Han ogsaa prcedikede med wegen Salvelse fo r den störe Moengde, der saa gjerne lyttede t i l den fortrceffelige M a n d s T a le . I dette T id S rum , nemlig de sire t i l fem A a r Han va r i R oeökilde, udgav Han sin HuuSpostil i tvende D ele, ligesom og C hristi Lidelseöhistorie med F o r- k la rin g , tvende kjcernesulde S k r ifte r , der gavnede saare meget og lcesteö mange A a r efter t i l Opbyggelse L vort Fcrdreland. H e r i R o e ö k i l d e indtraadte Han i et n y t LEgteflab med A n n a A n d e r s D a t t e r , en S lcrg tn in g a f Tolderen ved Kjobenhavns Toldkammer F r a n d ö W i l l u m s e n , ved hviö G a ve r den forste G ru ndvo ld blev la g t t i l vo rt Universitetöbibliothek. Ved denne Danneqvinde blev T a u f e n Fader t i l n i B o r n ; om hanö sire B o rn a f forste ZEgteflab veed M a n I n t e t , rim e lig - v iiö ere de dode i deres tid lig e Alder.
D e n forste evangelifie B ifio p i R i b e , J o h a n n e s W e n d eller W a n d a l dode den 4de August 1 5 4 1 , og nu valgteö a f S tifte tö KjobstcedSproester maaflee paa Kongenö Forestilling J o h a n n e s T a u f e n t i l at be- klcede den ledige Bispestol. D a Köngen havde besiuttet at holde en RigSdag i R i b e , der flulde begynde den tredie M a ndag efter Paaflefesten, og ved hvilken Han onskede a t der flulde foretages nogle Forbedringer i Kirkeloven, befalede Han, som Lkke gjerne savnede Taufen ved siigt Arbeide, at Han den tredie S ondag efter Paafle flulde indvieS a f B u g e n h a g e n , der atter gjestede vo rt Land. Hoitideligheden fandt ogsaa S te d i R ibe oervcerdige D omkirke i Overvcerelse a f Köngen, R igS-
