Digitaliseret af | Digitised by

Digitaliseret af | Digitised by

Forfatter(e) | Author(s): Larsen, Karl.

Titel | Title: "Ei blot til Lyst" : tre dramatiske Arbejder.

Udgivet år og sted | Publication time and place: Kjøbenhavn : Gyldendal, 1894 Fysiske størrelse | Physical extent: 128 s.

DK

Værket kan være ophavsretligt beskyttet, og så må du kun bruge PDF-filen til personlig brug. Hvis ophavsmanden er død for mere end 70 år siden, er værket fri af ophavsret (public domain), og så kan du bruge værket frit. Hvis der er flere ophavsmænd, gælder den længstlevendes dødsår. Husk altid at kreditere ophavsmanden.

UK

The work may be copyrighted in which case the PDF file may only be

used for personal use. If the author died more than 70 years ago, the work

becomes public domain and can then be freely used. If there are several

authors, the year of death of the longest living person applies. Always

remember to credit the author

130020875721

. v •

: . • " • ' '

BBSpMBÉfcVrfj

••i

WSm

WHMUBM.:'-

I

, • B .

• mm \Srr<:"

9 5

El BLOT TIL LYST

TRE DRAMATISKE ARBEJDER

K J Ø B E N H A V N

GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN) G K Æ B E S B O G T R Y K K E R I

1894

S Ø R G E S P I L I T O A K T E R (1893)

P E R S O N E R N E .

HØJESTERETSSAGFØRER BRUUN.

FRUEN.

DR. MED. LUND.

DR. MED. BENTSEN.

EN PIGE hos Højesteretssagførerens.

Handlingen foregaar i første Akt hos Højesteretssag­

førerens, i anden Akt hos Dr. med. Lund. Imellem første og anden Akt ligger et Tidsrum af halvandet Aar.

Skuepladsen forestiller en Dagligstue hos HØJESTERETSSAG­

FØRER BRUUNS. Den er moderne og elegant monteret med lave, polstrede Møbler, Spejle, Taffeluhr og mange Blomster og grønne Planter. I Mellemgrunden til højre et større Divanbord med Sofa og Stole om; lige overfor et mægtigt Blomsterbord, en lille Sofa og et Par smaa Stole. I Nærheden heraf aabne Yinduer.

Det er en Sommeraften, og man hører af og til ganske fjern Torden. Paa Divanbordet brænder en høj, meget elegant Lampe;

Bøger og Pragtværker ligger omkring den; i Sofaen er et Dame- arbejde henslængt; da Tæppet gaar op, ses ingen Personer paa Scenen.

Til venstre hen imod Baggrunden adskiller en tung Portiére, som er trukket til Side, Stuen fra et lille, ikke oplyst Kabinet.

I Baggrunden er der Dør ud til Korridoren; til højre ind til Soveværelset.

Efter nogle Øjeblikkes Forløb kommer Dr. LUND, en ung, henved 30aarig Mand, hurtigt ud fra det lille Kabinet; han giver sig til at gaa med lidt urolige Skridt frem og tilbage paa Gulvet. Kort efter træder FRUEN, ligeledes fra Kabinettet, lang­

somt frem paa Scenen, uden at han bemærker hendes Komme.

Saa ser han ved at vende sig hendes Skikkelse, der staar stille, endnu næsten helt i Baggrunden. Han gaar hurtigt hen imod hende.

LUND

med Armene let udbredte.

Mathilde!

FRUEN

gemmer sig ind hos ham. Han drager hende lidt frem paa Scenen.

Hun med en let afværgende Bevægelse.

Aa, hvor det Lys skærer i Øjnene! Skal vi

8

ikke hellere slukke — aa, nej, nej! — Lad os sætte os her!

Hun sætter sig med ham paa den lille Sofa i Nærheden af det store Blomsterbord. Der er næsten halvmørkt.

Aksel, Aksel! — Jeg tør ikke rigtig se paa dig!

LUND.

Mathilde, du søde, kære, lille . . .

FRUEN

bryder ud i en nervøs Graad.

LIJND.

Du maa ikke græde, Mathilde! Er du da saa bedrøvet, — fordi jeg elsker dig?

FRUEN.

Aa, nej, Aksel . . ., jeg græder ikke, fordi jeg er bedrøvet . . . jo, det er jeg ogsaa, — fordi du ikke kan blive hos mig! — Du maa blive hos mig; jeg er saa bange!

Hun kryber helt sammen paa den lille Sofa,

LUND.

Kom, Mathilde, kom herhen i Lyset! Du maa ikke skræmme dig selv. I Aften vil vi slet ingen Ting tænke paa; i Morgen, du, i Morgen . . . . nu maa jeg dog snart gaa, saa de Par Minuter skal du sidde rolig hos mig, ikke være bange, bare

glad og lykkelig, som jeg er det over at have dig . ... og elske dig . . .

Han fører hende hen imod det store Bord med Lampen; hun slipper hans Arm og lader sig falde ned paa en Stol, men farer

straks igen op med et Skrig.

LUND.

Men hvad er der dog?

FRUEN.

Aa, hvor jeg blev forskrækket!

LUND.

Du er ogsaa nær ved at gøre mig nervøs med!

FRUEN.

Jeg troede, det var et Dyr . . .

LUND.

Men Mathilde . . .!

FRUEN.

Det er din Bog . . . som du sad med før;

du har lagt den fra dig her med Ryggen op . . . uden at tænke over det. Lægger mekanisk Bogen til Rette paa Bordet; gaar derpaa tankeløst over imod Sofaen.

Der ligger mit Arbejde . . . jeg maa dog lægge det sammen . . . med Blik hen paa Uhret: Klokken er straks elleve! Næsten jamrende: Aa, saa skal du gaa!

10

LUND.

Gør mig det nu ikke vanskeligere, Mathilde, end det allerede er!

FRUEN.

Nej; det er sandt! Det er ikke rigtigt af mig

• • • 3eg skal nok tage mig sammen; men, ikke sandt, Aksel, det kan du nok forstaa, at jeg er Saa nerVØS . . . læner sig ind til ham; det tordner; opskræmt:

Hvad var det?

LUND.

Det var ikke andet end Torden langt borte!

FRUEN.

Aa, saa bliver jeg ogsaa altid saa urolig . . . i Tordenvejr. Klokken slaar elleve; klagende: Aa, 11U skal du gaa! . . . Jeg er saa bange, for naar min M a n d k o m m e r h j e m . . . .

LUND.

Ja, hvad tror du, jeg føler ved Tanken om, at han nu om lidt skal komme hjem til dig, Mathilde, og vøøre alene med dig — gaar nogle hastige Skridt frem og tilbage paa Gulvet. Han jager mig væk;

smider mig ud! ^Standser. Jeg veed ikke; men jeg synes, det er, ligesom om han allerede var her­

inde, her i Stuen ... i det altsammen . . .

FRUEN

skræmt.

Aa, gør mig ikke saa afsindigt bange!

LUND

beroligende.

Tilgiv mig, Mathilde; du maa ikke være vred.

— Men det er Tanken om, at han har Ret til at jage mig bort fra dig, som kan bringe mig helt ud af mig selv. Hvis han stod her foran mig i dette Øjeblik, jeg veed, jeg kunde ikke saa meget som løfte en Haand imod ham . . .

FRUEN.

Aa, nej, Gud, Aksel, du skal gaa, du skal gaa! At I blot ikke mødes!

LUND

eksalteret.

Gaa med mig med det sammel

FRUEN.

Nej, jeg tør ikke, jeg tør ikke. Du maa ikke bede mig om det! Gaa nu blot, Aksel, gaa, inden han kommer; vi ses jo i Morgen, som du sagde, i Morgen, Aksel . . . Saa skal jeg straks gaa i Seng og sove, før han kommer; det lover jeg dig . . .

jeg vil ikke være nervøs; gaa blot, Aksel, gaa!

12

LUND

omfavner hende.

Mathilde!

FRUEN

skyder ham lempeligt hen imod Døren.

Vi SeS i Morgen! Kaster sig pludselig i hans Arme.

Farvel, Aksel, Farvel! Med Overgang: Nu skal jeg være saa fornuftig og rolig, naar blot du vil gaa hjem og sove rigtig godt.

LUND.

Jeg lukker ikke et Øje i Nat.

FRUEN.

Jo, du gør, Aksel, naar jeg beder dig om det. Og tænk paa mig, naar du slukker dit L y s . . D u s k a l i k k e b r y d e d i g o m h a m . . . o g du skal ikke være ængstelig for mig, kære, kære Aksel!

De omfavner hinanden; hun vikler sig ud af hans Arme og bliver staaende i Døren til Korridoren, medens han finder sin Hat og

Stok.

LUNDS STEMME.

Godnat, Godnat!

FRUEN.

Godnat, Aksel!

Hun staar endnu et Øjeblik paa Tærskelen; man hører Døren

smække i efter Lund, saa lukker hun Døren til Korridoren og gaar frem i Stuen; hændervridende:

Du store Gud i Himlen, hvad skal jeg gribe til!

Derpaa gaar hun, adspredt og med forpinte Bevægelser, næsten trippende, ud og ind mellem Møblerne, tager Haandarbejdet og lægger det lidt efter tankeløst hen paa en ny Plads igen. Det har under det foregaaende af og til tordnet med svagt tiltagende Styrke;

nu lyder der et noget stærkere Tordenskrald.

Aa, den uhyggelige Torden . . . . Det kommer nærmere . . .

Hun lukker alle Vinduer i, kommer tilbage ind i Stuen og gen­

optager sin adspredte Gang, næsten lidt rundrygget, som om hun følte en fysisk Smerte, der ikke tillod hende atgaafast og energisk ;

hun rører saa ved en, saa ved en anden Ting paa Bordet.

Der er hans Bog igen . . . her var det, jeg sad Aa, Gud, Gud, hvad skal jeg dog gøre 1 ^Standser: — Var det ikke det bedste, om jeg løb fra det hele, bort, helt bort . . .! Aa, men han, — Aksel!

Det banker paa Døren. Hun farer forskrækket sammen.

Hvad er det? Noget højere: Hvem er det? Det banker igen. Hun kryber uvilkaarligt sammen, hen mod Krogen, modsat Døren; Døren aabnes. Hun skriger.

PIGEN

stikker Hovedet ind.

FRUEN.

Nej, hvor De gjorde mig bange! ^Heftig: De maa ikke gøre mig saa bange!

PIGEN.

Om Forladelse, Frue; men jeg syntes bestemt,

14

at Fruen kaldte; jeg er kommen hjem i dette Øje­

blik; det øsregnede ude i Skoven.

FRUEN

stærkt.

Aa, bare det dog vilde give sig til det her!

Det er ligefrem heller ikke til at udholde.

PIGEN.

Jamen her er ogsaa forfærdelig lummert inde, Frue; skal jeg ikke lukke et Par Vinduer op?

FRUEN.

Jo, jo, luk op! . . Nej, det er sandt, det maa man ikke i Tordenvejr.

PIGEN.

Naa, det er vist mere paa Landet, Frue, at de ikke gør det. Lille Pavse. Er Fruen ikke rigtig rask? — Der kommer Herren!

FRUEN

vender sig hurtigt.

PIGEN.

Jeg kan høre Herrens Nøgler i Korridoren — Skal jeg saa ikke lukke et Vindue op?

FRUEN.

Jo, gør det blot, Johanne! Pigen gaar hen for at

lukke Vinduerne op . . . Og gaa saa, gaa i Seng . . hører De ... De skal sove . . .

Inden Pigen er færdig henne ved Vinduerne, træder BRUUN ind fra Korridoren ; han er i Kjole og hvidt Slips, ser oprømt ud. Det er

en Mand ved Midten af Trediverne, med livlige Bevægelser

BRUUN.

Naa, — Godaften, kære! Du er oppe endnu?

FRUEN

med et roligt Tonefald.

Godaften!

BRUUN.

Ja . . det trak lidt ud .... P i g e n kommer frem paa Gulvet . . Jeg ser, Johanne er oppe, saa kunde hun maaske hente mig lidt Whisky og noget rig­

tig koldt Vand; jeg vilde gerne sidde lidt herinde og . . . maaske passiare lidt? Lille Pavse. — Det generer dig ikke, jeg ryger?

FRUEN

ryster tavs paa Hovedet.

BRUUN

med en noget søgt Deltagelse.

Du ser lidt anstrengt ud . . .

FRUEN

rejser sig op fra den Stol, hun lidt i Forvejen har sat sig paa;

kort.

Jeg er nervøs.

16

BRUUN.

Det er Tordenvejret, min Ven. Luften er vir­

kelig trykkende, gaar et Par Skridt hen imod Yinduet: Pyh!

— Naar bare det vilde bryde løs; men der falder blot af og til saadan nogle forvildede Stænk. Det er, ligesom det hele Tiden gaar uden om Byen her.

FRUEN

henkastet.

Ja, Pigen siger, det har øsregnet i Skoven.

BRUUN.

Ja — vel! Det vil jeg bedst tro.

PIGEN

kommer ind med Whisky og Vand, som hun stiller paa et lille Bord.

BRUUN

imod Pigen.

Har De været i Dyrehaven, Johanne? Eller var det i Charlottenlund?

PIGEN.

Jeg var med en Familie i Dyrehaven.

BRUUN.

Naa, og der øsregnede det, hører jeg . . ja . . .

— De kan godt gaa; der er ellers ikke noget.

P i g e n u d .

BRUUN

sætter sig og laver noget Whisky og Vand til; konverserende.

Jeg kan godt lide den Pige . . . bedre end den forrige — ... Synes du ikke ogsaa?

FRUEN.

Jo, ellers havde jeg ikke beholdt hende.

BRUUN.

Undskyld, min smukke Frue, at jeg tillod mig en henstillende Bemærkning.

FRUEN.

Er du kommen hjem for at drille? Er du i det Hjørne? Saa skulde du hellere blevet, hvor du var.

BRUUN.

Hvad mener du?

FRUEN.

Jeg mener, hvad jeg siger, — som jeg plejer.

BRUUN.

Det er ikke pænt af dig at være i saa daar- ligt Lune, lille Mathilde. Se her har jeg et Par smukke Roser, som det var min Agt at ville til­

byde dig. Holder et Par pragtfalde Gloire de Dijon frem imod hende.

2

18

FRUEN.

Tak, det kan være det samme. Efter et Blik paa Roserne: Spenderer Fru Bang for Resten saadanne Roser til sin Mands Herremiddage?

BRUUN.

Ja, hvor skulde de vel ellers være fra? Hvor mente du, min Ven, jeg ellers skulde have faaet dem ?

FRUEN.

Aa, jeg kender ikke dine Veje.

BRUUN.

Det var ikke rigtig kønt sagt, Mathilde.

FRUEN.

Hvad er der i Vejen? Hvorfor er du saa sledsk?

BRUUN.

Sledsk?

FRUEN.

J a , j e g s a g d e s l e d s k . D e r e r v e l e t e l l e r andet, du vil skjule, siden du er saa sledsk.

BRUUN.

Skjule, hvad skulde jeg skjule? Du véd, jeg- har været . . .

FRUEN.

A a , j e g v é d i k k e , h v o r d u h a r v æ r e t . Mener du, jeg tror et eneste Ord af hvad du siger . . . du kan jo have ti Elskerinder rundt i Byen med alle dine Møder og Herremiddage og PaaflUld . . . — bestemt afskærende al videre Diskussion:

Nu gaar jeg i Seng!

BRUUN,

medens hun gaar hen over Gulvet imod Sovekammerdøren.

Er det . . . Doktor Lund, der har sat dig i saa godt Humør?

FRUEN

vender sig straks.

Doktor Lund; hvad skal det sige?

BRUUN.

Tror du, jeg har glemt, at han har været her i Aften?

FRUEN

haansk.

Nej, det har du vel ondt ved, da du selv havde opfordret ham til at komme.

BRUUN.

Ganske vist, det mindes jeg meget vel . . .

FRUEN

staar lige ret op foran ham.

Naa, og hvad saa?

2*

20

BRUUN.

Ja, hvad saa; hvordan mener du?

FRUEN.

Jeg mener; kan du saa have noget at beklage dig over?

BRUUN.

S k u l d e d e r v æ r e G r u n d f o r m i g t i l a t b e ­ klage mig over noget?! Se, se!

FRUEN .

Tir mig ikke saa uforskammet! — Hvor har du de Roser fra, som du staar med der i Haan- den? Du har dem ikke fra Fru Bangs Herre­

middag; det skal du ikke bilde mig ind.

BRUUN.

Vi talte ikke om disse smukke Blomster; vi talte om den smukke Doktor Lund . .

FRUEN

udfordrende.

. . som du selv vilde have skulde komme her i Huset.

BRUUN.

Ja, fordi jeg mente, det var dig behageligt.

Du følte dig jo saa underholdt af den unge Mand.

FRUEN.

Ja, og du havde din Frihed saa yndigt; han beskæftigede mig saa behageligt, — tror du ikke, jeg har gennemskuet dig?

BRUUN.

Det er svært, saa klarsynet du lige med et er bleven; det skulde da vel aldrig være ham, der har hjulpet dig! For Resten vil jeg sige dig, at jeg er ked af hans Renderi her i Huset nu.

FRUEN.

Vil det sige, at du forbyder Doktor Lund Huset?

BRUUN.

Du véd, jeg ynder ikke den Slags stærke Handlinger.

FRUEN.

Nej, det véd Gud! — Se Doktor Lund her i Huset og skælde ham paa hans Ryg, stikle og prikle paa ham, efter at du havde faaet væltet hele Ansvaret, for at han kom her, over paa mig:

at det var min Ven, for min Skyld ! Men det finder jeg mig ikke i: Enten—Eller! 'Jeg spør­

ger: Er det din Mening, at du nødigt ser Doktor Lund her i Huset? Svar kort og klart: Ja eller Nej.

22

BRUUN.

Ja, naar du endelig vil, saa er det min Mening, at denne Herre efterhaanden er bleven mig ubehagelig. Jeg sværmer ikke for den Slags idealistiske Drenge. De véd ikke rigtig, hvad de gør.

FRUEN.

Du kaldte ham dog ikke for en idealistisk Dreng, da han saa at sige reddede dit Liv ifjor Foraar. Men da vidste han ganske vist ikke, hvad han gjorde.

BRUUN

farer o p ; meget højt.

Nu kan det være nok! Maa jeg være fri for dine Fornærmelser!

FRUEN.

Ha, ha, ha!

BRUUN

i Raseri.

Du ler oven i Købet.

FRUEN

lige hen imod ham.

Slaa! Slaa! — Det kribler dig dog i Fingrene.

Vov det!

BRUUN

undvigende.

.Jeg kan dog ikke finde mig i . . . . det er dog umuligt . . .

FRUEN.

. . . i h v a d ? B r u g d i n L o g i k , d i n b e r ø m t e Logik, som du taler saa meget om. Jeg forlanger blot en Afgørelse angaaende Doktor Lund. Er det dig imod, at han kommer her i Huset, eller er det det ikke?

BRUUN

rolig.

Jeg forstaar ikke den Maade, du siger det paa . . saa besynderlig opfarende og truende! Det er næsten . . jeg kan sige . . som om du gik og . . . pønsede paa noget, hvis jeg — forbød ham Huset.

FRUEN.

Ja vist; nu skulde du se at faa pillet ud af mig, hvad det var, jeg havde tænkt at ville gøre, for saa at kunne overveje og se hvad du risikerede

ved det . . .

BRUUN

hidsig.

Maa jeg være fri for din Underlæggen mig

.

24

Motiver og . . Bagtanker . . Jeg spørger dig, hvad der er i Vejen med den Doktor og dig?

FRUEN

koldt spottende.

Hvad tror du?

BRUUN.

Tror, tror! Ja man skulde næsten tro . . .

FRUEN.

Mener du, jeg giver mig af med at tro noget om dine Roser, du kommer dragende hjem med, eller de Breve, som du engang glemte et af paa dit Bord, og som jeg ikke vilde røre ved med en Ildtang. Fej du for din egen Dør, min Ven, og lad min i Fred!

Pavse, i ^{hvilken BRUUN} gaar nogle Skridt op og ned ad Gulvet;

derpaa vender han sig rolig imod hende.

BRUUN.

Det er beklageligt, Mathilde, at vi i den senere Tid aldrig skal kunne tale sammen uden i en Tone som nu . .

FRUEN.

Aa hvad, Hr. Advokat, jeg véd for Resten ikke . . Jeg er bleven saa behagelig rolig af det og klar. Min Nervøsitet er næsten gaaet helt

over; det er længe siden, jeg har set saa dejlig klart paa alting som nu.

BRUUN.

Ja, da maa jeg sige, at du virkelig har faaet gjort mig helt nervøs med det.

FRUEN.

Stakkels Mand! Bare det ikke gaar ud over dine «Sager»!

BRUUN

svarer ikke.

FRUEN

spodsk opmuntrende.

Du kan skænke mig et Glas Vand; Pigen har jo sat to Glas.

BRUUN.

Ja, gerne. Skænker og byder hende Glasset. Med en mild Stemme: Værsaagod!

FRUEN.

Tak, min galante Mand! ^Ler. Ha, ha; sikken et Martyransigt!

BRUUN

siger intet.

Lille Pavse.

26

FRUEN.

Ikke sandt?

BRUUN.

Man skulde tro, der var faret en Djævel i dig.

FRUEN.

Hvis det ikke skulde være Doktor Lund!

BRUUN.

Kære Mathilde, lad os hellere gaa i Seng!

FRUEN.

Hvor blid, hvor englelig! — Men det er jeg slet ikke oplagt til nu; jeg vil gerne snakke lidt endnu.

Sætter sig til Rette i Lænestolen; lille Pavse; ler.

Tror du ikke, jeg saa udmærket godt føler, at du ikke tør gøre dig vred. Hvorfor, det er mig endnu ikke ganske klart, men du tør det ikke; og nu sidder du der med en daarlig holdt, rolig Maske og spekulerer paa, hvorledes du skal bære dig ad med at faa det ud af mig, du vil vide, uden at blotte dig selv. Er jeg Tankelæser, Herr Advokat?

BRUUN

rejser sig.

Det gaar for vidt!

FRUEN.

Bravo! — Du tror, du staar for Skranken.

Gaar lige hen til ham og staar stille overfor ham med Blikket heftet bestemt mod hans; med en sikker, haarcl Klang i Stemmen :

Hvis jeg har været dig utro med Doktor Lund, har saa din Opførsel givet mig moralsk Ret dertil eller ej? Svar mig!

BRUUN.

Jeg tror, du er fra Forstanden.

FRUEN

gentagende.

Svar mig! Har din Utroskab givet mig mo­

ralsk Ret til at være dig utro med Doktor Lund?

BRUUN.

Det falder mig virkelig ikke ind at tænke, at du overhovedet har været mig — utro, som du siger.

FRUEN.

Jo, det gør, for det er det eneste, du tænker paa i dette Øjeblik, og saa hvorledes du rigtig kan dække for dig selv. Det skal du for Resten slet ikke anstrenge dig for: det er mig bund­

ligegyldigt. Jeg er saa ganske sikker paa det alligevel.

28

V

y i

BRUUN

med et truende Tonefald.

Ja, jeg for min Part er virkelig nær ved at blive sikker, saaledes som du optræder.

FRUEN.

Aa, spekulér dog hellere en lille Smule over det endnu! — Du klagede over, at du var bleven saa nervøs. Du skulde gaa i Seng og ligge og tænke lidt over Tingene! Jeg skal ikke genere dig;

med et Blik og en Bevægelse hen imod Sofaen: jeg bliver herinde i Nat. Og imorgen lader jeg min Seng flytte ud.

BRUUN

med et Slag med Knoerne i Bordet.

Det forbyder jeg dig!

FRUEN.

Ja saa!

BRUUN.

Jeg har fundet mig i alle dine Ukvemsord, i dine . . . infame Beskyldninger, i . . .

FRUEN.

Mere, mere!

BRUUN

gaar løs paa hende og tager hende om Haandleddet; hun giver ikke et Kny fra sig, men stirrer ham lige ind i Øjnene.

Men det siger jeg dig: Skandale vil jeg ikke have.

É

FRUEN

river sig løs.

Der slap det ud! — Det var det, du sad og bryggede paa før. Det skulde du have beholdt for dig selv. Skandale er det, du er bange for.

BRUUN.

Ja, det siger jeg dig, og det er jeg glad ved at sige dig: jeg vil ikke have Skandale. — Du skulde flytte ud af det fælles Sovekammer, ligge herinde i Kabinettet . . . og saa Pigen sludre til Pigen hos Konferentsraadens nedenunder og derfra videre og videre . .! .Jeg vil ikke have det; det siger jeg dig . . . nu til Dags, hvor alle radikale Skønaander har Skandale med deres Koner.

FRUEN.

Det kunde jo kun gavne den ædle Advokat, om han, uforskyldt og from, havde en «radikal»

Hustru, som gjorde ham Skandale. Men jeg skal sige dig en Ting, at hele Byen tror i al Stilhed, at Herr Advokaten ikke er den, han gaar omkring og spiller, og jeg har vel nok været den sidste, som det er gaaet op for. Men jeg har mærket det baade paa Damer og Herrer, uden at de har sagt noget, og uden at de har turdet sige noget.

Vent du blot, til der kom en lille Skandale, saa turde de sige, og saa turde de tale, og saa var

30

alle Tvivl borte. Og den, der kom til at staa hæderligst i al Skandale, det blev mig.

Aa, som jeg har lidt i de Tider, da jeg endnu holdt noget af dig, af alt dette, som jeg ikke kunde faa fat paa i Folks Ord og Smil og Tavshed og det, man kunde føle, at de tænkte — aldrig til at faa grebet, men som var der, var der bestandig

— med Overgang: Men nu taler vi ikke mere om det, hverken om det eller om Doktor Lund. Peger med en bydende Bevægelse imod Sovekammerdøren: Gaa nu i Seng!

BRUUN.

Maa jeg spørge, om jeg er Herre i mit eget Hus?

FRUEN.

Gudbevares! Men jeg er Herre over, hvor længe jeg vil blive i det Hus, forstaar du. Siger du et Ord til, saa gaar jeg med det samme. Saa meget véd jeg da, at du ikke kan holde mig tilbage ved Politiet.

Pavse.

BRUUN.

Mathilde! Du siger, at du i hvert Fald en­

gang har holdt af mig. Hvis det nu ikke længere er saaledes, saa maa vi jo se at finde paa en Maade, et Arrangement — men lidt hensynsfuldt,

Y

ikke sandt . . . . du vil indrømme mig, at heller ikke af Hensyn til din Familie ....

FRUEN.

Lad du mig 0111 at tage Hensyn til min Familie;

du har ikke tidligere bekymret dig saa meget om den, undtagen da der var Tale om Arven efter Fader . . .

BRUUN.

Gaa nu da under alle Omstændigheder roligt ind og lad os sove fredeligt ved Siden af hinanden;

i Morgen saa vil ... .

FRUEN.

Jeg tror dig ikke over den Dørtærskel, men jeg vil gaa med ind at sove.

BRUUN.

Ja, ikke sandt!

FRUEN.

Men kun paa den Betingelse, at jeg ikke hører ét Ord af dig mere og ikke vil vide af det mindste Spor af en Tilnærmelse. —

— Aa, Gudskelov, nu øser Regnen ned!

Hun gaar uden at se til ham lige ind i Soveværelset og lukker Døren efter sig. Han ser sig en Smule nervøst omkring, slukker Lampen og følger efter. Idet han aabner Døren til Soveværelset,

ser man, der e r Lys derinde.

VtiflMMfeiflNMflH

32

Scenen e r nogle Øjeblikke mørk og tom, uden at der høres det mindste. Derpaa lyder bag Sovekammerdøren Herrens og Fruens heftige Stemmer. Døren rives pludselig op. Fruen kommer ilsomt ud med et Lys i Haanden, hun er i Frisérkaabe og har et Tæppe over Armen. Lige efter hende følger Herren meget hurtigt; han

er paaklædt, dog uden Frakke, Vest og Flip.

FRUEN

stærkt ophidset.

Jeg havde jo forbudt dig at sige et Ord; jeg bliver her. —

BRUUN.

Jamen jeg vilde jo blot . . .

FRUEN.

Tror du virkelig, du kunde faa besnakket mig alligevel? — Du er for dum, min Venl

BRUUN

hidsig.

Dum!

FRUEN.

Ja; dum, ærkedum . . . nu kan du faa Skan­

dalen !

BRUUN.

Jamen du bliver ikke herinde!

FRUEN.

Jo, jeg gør!

BRUUN

rasende; griber fat i hende for at trække hende ind i Soveværelset.

FRUEN

søger at gøre sig fri fra ham.

EJ du fra Forstanden? Jeg skriger.

BRUUN

har imidlertid faaet hende halvt trukket, halvt baaret, trykket tæt ind imod sig, nær hen til Sovekammerdøren. Stønnende dels

af Anstrengelse, dels af Raseri.

I Soveværelset er der ingen, der kan høre, om du skriger!

Med en rasende Energi vrister Fruen sig ud af hans Arme; han kaster sig over hende igen, man ser dem tumles; hun faar med Hænderne et Tag om hans blottede Strube; i det usikre S k æ r fra Lyset, der er henstillet paa Bordet , ser man hende klemme til

med et undertrykt Skrig.

BRUUN

næsten uartikuleret.

Mathilde . . . du . . . aah . . .

Under sit Forsøg paa at gøre sig fri, er han kommen til at snuble, vakler og falder om, hun over ham uden at slippe sit bevidstløst fastholdte Tag. — Derefter bliver det ganske stille. De ligger begge ubevægelige i nogle Sekunder, s a a ses hun rejse sig; han rører sig ikke. Hun gaar frem paa Gulvet med et ganske forstyrret Udtryk i Ansigtet, hen imod Lyset, griber det, løber hen imod Døren til Korridoren bag Værelserne, aabner den, trykker paa en elektrisk Klokke derhenne ved, s a a taber hun Lyset, der slukkes,

og besvimer.

Pavse. Lidt efter Skridt i Korridoren. EN HVID SKIKKELSE kommer hastigt til Syne.

3

34

PIGENS STEMME.

Men Gud!

Hendes Skikkelse forsvinder atter.

FRUEN

rejser sig, stønner i Mørket.

Aali — aah!

Man hører hende tage ved en Stol for a t støtte s i g ; der skimtes Lys i Gangen; PIGEN kommer ind med Lys.

FRUEN,

som nu s t a a r op ude paa Gulvet.

Hvad er det? — Hvad vil De, Johanne?

PIGEN.

Men Gud, Frue! Gør et Par Skridt hen imod Bruun, som stadig ligger ubevægelig paa Gulvet.

FRUEN

farer op og i Vejen for hende.

Løb, Johanne, alt hvad De kan, til Doktoren;

Herren er bleven syg.

PIGEN.

Skal jeg ta' ham lige paa Hjørnet?

FRUEN

yderst hurtigt.

Nej, for Guds Skyld, nej: Doktor Lund, Stedet her ved Siden af, De véd jo . . .

PIGEN

allerede paa Springet.

Ja, jeg véd . . . Hun løber med Lyset ned igennem Korridoren.

FRUEN

raaber efter hende ud i Korridoren.

Ingen andre end ham . . . han er vist ikke i Seng endnu. — De kan være tilbage med ham

p a a to Minuter. Man hører en Dør smække i efter Pigen.

Aa, hun løb med Lyset!

FRUEN ud.

Scenen er et Par Øjeblikke mørk og tom. S a a ses atter Lys i Korridoren bag Værelserne.

FRUEN

kommer hurtigt ind med Lys, gaar uden at se omkring sig hen imod Vinduet, stiller paa Vejen Lyset fra sig paa Bordet. — Ser

ud ad det aabne Vindue.

Kommer han snart? Lille Pavse. Der er de alleredel Bøjer sig ud ad Vinduet, kalder:

Lund! Lund!

Man hører Doktor LUNDS STEMME ængstelig raabe nede f r a :

Ja, nu er jeg der!

Fruen gaar med Lys i Haanden Pigen og Lægen i Møde i Korri­

doren; de kommer alle hastigt ind, først Doktor Lund, s a a Fruen, dernæst Pigen. Pigen bliver staaende henne ved Døren til Korri­

doren; Fruen staar, med Ilaanden støttet til en Stol, imellem Pigen og Doktor Lund, som skyndsomt er løbet hen til Bruun, der

stadig ligger ubevægelig.

LUND.

Hvad? imod Pigen: Hjælp mig lidt her!

3*

36

FRUEN

springer hastigt i Vejen for Pigen.

Nej, det skal jeg!

LUND

efter en kort Undersøgelse til Pigen.

Løb straks over og ring paa; min Husholderske er vaagen — og forlang . . . min Ætherflaske; den staar paa Skrivebordet.

Pigen hurtigt ud.

LUND

med Rædsel imod Fruen.

Du har dræbt ham!

FRUEN.

Er han død, rigtig død?

LUND.

Der er ingenting at stille op. Jeg lod blot Pigen løbe for at faa hende af Vejen.

FRUEN.

Aa, — Gudskelov 1 — LUND.

Mathilde, Mathilde!

FRUEN

hastigt.

Jeg skal sige dig, Aksel, han vilde bruge

Magt imod mig; han vilde jage dig væk. Jeg klemte saa meget, som jeg orkede. Han maatte dø, han skulde dø; hører du, Aksel! Pludseligt:

For han kan da vel ikke leve op igen?

LUND

ryster paa Hovedet.

FRUEN.

Er du vis paa det? Du kan skrive med Rette, at han er død.

LUND.

Ja, men af hvad?

FRUEN

spændt.

Aksel! Kan du ikke gøre det for min Skyld?

Pigen kommer ind med Ætherflasken, som hun rækker Lund.

LUND

uden a t aabne Flasken.

Ja, det er overflødigt. Deres Herre er død.

PIGEN

med aaben Mund.

Er Herren død?

LUND.

Ja, — det er et Hjerteslag.

88

PIGEN.

Et Hjerteslag!

LUND.

Ja. —

FRUEN

brister ud i en nervøs Graad.

PIGEN

deltagende.

Aa, Frue!

LUND

til Pigen.

Gaa De et Øjeblik; jeg skal kalde paa Dem, naar vi behøver Dem siden. Lad mig være lidt alene med Fruen!

Pigen ud.

Saasnart Pigen er ude, kaster Fruen sig, endnu noget hulkende, i Lunds Arme.

FRUEN.

Tak, Aksel, tak!

LUND

yderst alvorligt og langsomt.

Mathilde; jeg kan jo ikke gøre andet, fordi jeg elsker dig.

Tæppet falder.

Skuepladsen forestiller DR. MED. LUNDS Arbejdsværelse. Der findes langs Væggene høje Reoler med mange videnskabelige Bøger, et Instrumentskab med et grønt Forhæng bag Ruden. Henne ved Skrivebordet s t a a r en Smedejerns Standlampe paa Gulvet og kaster Lys ud over vel ordnede Papirer, Hefter o. lign. Midt paa Gulvet er et stort, firkantet Arbejdsbord, hvorpaa bl. a . en Ma­

hogni-Mikroskopkasse, et Stativ med delvis fyldte Reagensglas, der er lukkede til med Vatpropper, nogle Manuskripter.

Alle Møblerne er af Mahogni og i en solid Empirestil, Betræk og Gardiner har en rolig, grøn Farve ligesom Portiererne, der hænger ned for begge Døre, den ene midtfor, den anden til højre.

Da Tæppet gaar op, 'sidder LUND og BENTSEN overfor hin­

anden ved Arbejdsbordet, Bentsen mageligt i en Lænestol og med brændende Cigar. Lund holder et Manuskript i Haanden, af hvilket han netop har forelæst noget.

BENTSEN.

Ja, — det har skam interesseret mig meget at høre. Jeg tror, du faar Fornøjelse af de Under­

søgelser. Du skulde blot ikke lade dem trække for længe ud.

LUND.

Naa hva', Herregud!

BENTSEN.

Ja, husk paa, der er rundt omkring i Verden

40

mange, som famler omkring det samme som du;

der kunde nemt én komme dig i Forkøbet en skønne Dag . . .

LUND.

Saa blev det gjort uden mig! Det tvivler jeg saamænd heller ikke noget Øjeblik paa, at det vilde kunne blive.

BENTSEN.

Jeg kender dig ikke rigtig igen fra gamle Dage. — Hm; en anden kniber det for bare at faa Tid til at redigere den Smule Tidsskrift; man skulde blot have dit otium til at give sig rigtig af med lidt Videnskab i Stedet for at rende rundt og være «Kureredoktor» for vrøvlede Mennesker!

LUND.

Synes du egentlig, det er saa galt?

BENTSEN.

Ja, dygtig kedeligt i Længden. Jeg har vist ikke Menneskekærlighed nok til at holde ud med, saadan Aar ud og Aar ind. Kunde jeg faa mig et lille Laboratorium til Studium af pathologisk Anatomi, saa blæste jeg gerne alle mine Patienter et langt Stykke; den ene Dag kalder de en deres Velgører, og Dagen efter finder de, man koster dem for mange Penge.

LUND.

Aa, Herregud, det er dog egentlig kun saa naturligt!

BENTSEN.

Jeg tror virkelig, du er ved at blive rent sygelig Menneskeven.

LUND

rejser sig.

Ja, jeg er kommen til at faa en ganske over­

ordentlig Medfølelse med Mennesker. Naar jeg nu har gjort mig færdig med disse Undersøgelser, eftersom min Tid tillader det, saa vil jeg netop se at faa større Praksis, flere Mennesker at kunne hjælpe lidt paa. Jeg føler Menneskers Sorger og ser alle Undskyldningerne for deres Fejl ganske anderledes end før.

BENTSEN.

Ja bevares, ganske vist, det kan jo være meget rigtigt; men alligevel, saa maa man dog heller ikke lade sig helt sluge op af lutter Menneske­

glæde. — Vi kom netop ind paa det Spørgsmaal forleden henne hos Professor Vang.

LUND.

Vang er en Opsprætter, en Knivkunstner!

42

Han arbejdede hellere med Hunde end med Men­

nesker; dem er der for mange Hensyn at tage til.

BENTSEN.

Naa, naa, naa — Professoren talte netop den Aften særlig sympathisk om dig; han beklagede kun, at du . . maaske . . tilsyneladende . . ikke ar­

bejdede saa meget videnskabeligt som før. — Naa, nu har du jo heller ikke været saa længe gift, saa alt det nye i saa Henseende . . . . Vi ældre Ægtemænd genvinder lidt efter lidt vor Ungdoms Contenance.

LUND

peger paa Manuskriptet og ud over Arbejdsbordet.

Bentsen; nu kan du jo tro mig, om du vil:

her ligger Resultatet af en hel Del flittig Uddan­

nelse og megen samvittighedsfuldt skolet Skarp­

sindighed; naturligvis vil jeg ogsaa se at faa det ført til en passende Afslutning; men jeg forsikrer dig for, jeg vilde give hele Klatten blot for et eneste, rigtig lykkeligt Smil af min Hustru . . .

BENTSEN.

Nej, hør Lund . .

LUND.

Jo, det er sandt. For, hvad Pokker — som du selv siger — lader jeg det ligge, saa kommer

der nok en anden dygtig Læge og naar til nogle temmelig lignende Resultater som jeg. Videnskaben, Verden, hvad du vil, den skal klare sig og klarer sig ogsaa ganske sikkert lige godt uden min Med­

virkning; men jeg, forstaar du, jeg, som sidder her for dig, hele min Lykke beror paa det Men­

neske, som jeg holder af eller — elsker, for at bruge det eneste rigtige Ord. Og oprigtig talt, saa føler jeg mere for mig selv end for Videnskaben.

BENTSEN

sidder og trommer med Fingrene paa Bordet og ser over paa Lund.

LUND.

Ja, nu sidder du og tænker paa alt det, der blev sagt hos Professor Vangs forleden om min Kone og mig, hvor urimeligt jeg gik op i hende, og jeg nok allerede skulde have elsket hende, medens Manden levede . . ., og jeg vil saamænd overfor dig ganske ærligt tilstaa, at det har jeg gjort, allerede medens det Udskud gik omkring her paa Jorden.

BENTSEN.

Requiescat in pace!

LUND.

Ja, om han blot hvilede i Fred, havde jeg nær sagt! Men fordi saadan en er død, saa bliver

44

alt det onde, han har gjort, ved et leve og drage Følger efter sig.

BENTSEN.

Du taler jo som en Præst — som en Fanatiker!

LUND.

Nej, jeg taler som en rigtig god, sund Læge, der véd Besked baade med Kadaver og med Legeme. —- De kom løbende herop forleden Dag med en lille Pige paa en 8—9 Aar, som en pervers Kavalér havde faaet molesteret; der var stort Halløj om det i Aviserne, og Pigebarnet havde ogsaa taget blivende Skade, sikkert ikke mindst i sjælelig Henseende; Fyren skal have den stren­

geste Straf, det er i sin Orden. Men der er ingen Straf for den Sort moralske Uhyrer, som har gjort saa meget galt for saadan en ung Pige, at det aldrig nogensinde staar til at oprette!

BENTSEN.

Uh; det er saadan en gammel Geschichte, du —

LUND.

Ja, men den, hvem den passerer, bliver den saa nederdrægtig ny, at den ganske og aldeles sluger Interessen for alle andre Historier i hans liv.

Pavse.

BENTSEN

med en vis Varme imod Lund.

Kære gamle Ven! Det gør mig virkelig over­

ordentlig ondt at høre. Vi talte ganske rigtigt oppe hos Professor Vang om dig, og at du ikke bestilte saa meget mere; men vi gik rigtignok ud fra, at det netop laa i, at du levede saa ganske urimelig lykkeligt med din Kone . ^{. . LUND} vil af­

bryde ham, men BENTSEN fortsætter . . . saadan, foi'Staar du, lidt for lykkeligt for et Mandfolk, der skal bestille noget rigtigt.

LUND.

Og tror du nu, efter hvad jeg har sagt, at jeg ikke gør det. — I har dog nogle Ordkasser til Hjerner, I Mennesker!

BENTSEN.

Naa, godt Ord igen, Lund, — hvis det maa være mig tilladt at trække saadan en Vending ud af Ordkassen!

LUND.

Om Forladelse, gamle Hans; du er da ikke vred paa mig"?

BENTSEN.

Nej, det kunde saagu aldrig falde mig ind;

men jeg forstaar ikke . . •

46

LUND.

Nej, du forstaar ikke, hvor man kan holde saa meget af et andet Menneske, at man kan være lykkeligere ved at dele hendes Ulykke end ved at blive, om det saa var den mest revolutionerende Autoritet i Medicinen med al Verdens Beundring og Guld og Ordener stablet op omkring sig.

BENTSEN.

Du taler hele Tiden om Ulykke; saa meget forstaar jeg da. —

LITND

lidt kort.

Du véd jo, at min Hustru ikke er rask.

BENTSEN.

Ja, jeg véd nok, du har talt om hendes Neurastheni, og at den ikke rigtig vilde blive bedre; men hva', det ser man jo saa tidt ved psykiske Emotioner, at der danner sig Forstyrrelser i Nervesystemet, som kan holde sig i længere Tid hos dertil disponerede Individer, og naar hun nu h a r g e n n e m g a a e t s a a m e g e t m e d M a n d e n . . . o g hans pludselige Død . . og al den Forstyrrelse . . .

LUND

afbryder.

. . . j a o g e f t e r h a n s D ø d , h v o r h u n f i k a l l e

Beviserne paa hans gennemførte Løgnagtighed og Utroskab i Hænde . . .

BENTSEN.

Naa, havde jeg nær sagt, saa kunde hun jo være glad over at være bleven af med ham.

LUND.

Hm, saadan gaar det til i Logikken, men ikke iblandt Mennesker — skønt, for Resten, du har Ret; det var hun ogsaa; hun var glad til at begynde med; men bagefter kommer det: Erken­

delsen af hvad netop al den aarevise Brutalitet og Løgnagtighed har udviklet i hende selv, hvad den har drevet frem i hende og faaet hende til . . .

BENTSEN.

1 ror du ikke, Lund, du tager saadan lidt for - digterisk udspekuleret paa de Ting?

LUND.

Aa, Digterne, de Stakler! Dø spekulerer saa vist ikke noget ud, de faar som Regel blot det allergroveste frem i hvad de laver. Der er ikke opfundet Mikroskoper til at studere Sindsstemninger ved endnu! Du kan bande paa, at de er nogle Millioner Gange mere komplicerede, end vi har Ord til at faa fat paa dem med.

48

BENTSEN.

Nu synes jeg, du bliver for videnskabelig, min Ven. For Pokker, der gives jo da tusind- aarige Husraad, som har Erfaringen for sig. Vær Læge for en Gangs Skyld, som du snakker saa meget om!

LUND.

Du har Ret, lad os ikke tale mere om det.

Det bliver nok bedre; jeg ængster mig vistnok ogsaa for overdrevent; du véd, man er den daar- ligste Læge for sine nærmeste. — For at gaa over til noget andet, saa skal jeg nok skrive den lille Artikel til Tidsskriftet, som du kom for at bede mig om.

BENTSEN.

Ja, lad mig se det; vi trænger til noget Stof af den Natur.

LUND.

Men jeg vil ikke love den saa forfærdelig hurtigt. For jeg skal sige dig, naar du nu er væk, saa gaar der en lille Tid, og bedst som jeg saa sidder og pusler med mit Arbejde, banker hun paa og spørger, om hun blot maa faa Lov til at sidde lidt inde hos mig, og saa . .

BENTSEN.

Aa, hvor du er forelsket, dit Bæst!

LUND.

Forelsket! Det er saadan et underligt Stu­

denterord, du gamle. Det minder mig om Ballerne i sin Tid hos Prosektoren og hos din Onkel.

BENTSEN.

Naa, man har da set selv ærværdige Pro- fessores medicinæ have deres Anfægtelser!

LUND.

Ja, Gudbevares.

BENTSEN.

Det er jo da en af Alderdommens Forrettig­

heder, at den kan gaa i Barndom. Vi saae et nydeligt Eksempel med Poulsen for nylig . . .

LUND

afbrydende.

Hans Søn har for Resten skrevet en god Artikel i det sidste Hefte af dit Tidsskrift: den om Ansvar for Forbrydelser.

BENTSEN.

Ja, men du skal se: Fortsættelsen, som kom­

mer nu, bliver endnu bedre. Der anfører han ogsaa

50

en hel Række meget oplysende Tilfælde. Der er blandt andet en Kone nede fra Østerrige et Sted, som dræber sin Mand, forstaar du . . .

LUND

nikker.

BENTSEN.

Hun har været sammen med Elskeren, en ganske ung, lidenskabelig Fyr, og han raser over­

for hende imod Manden: det var en Skurk, Slyngel, og jeg véd ikke alt det; en skønne Dag, siger Knægten, saa ender det med, at jeg render ham denne Kniv i Halsen, og han viser paa en af disse flade, brede Jagtknive, som de nok har mange af i de Egne, og den ligger paa Bordet.

Naa, hun er meget eksalteret og optaget af Sorg og Ulykke over denne Mand, der staar i Vejen mellem hende og Elskeren, kommer ganske for­

tvivlet hjem, Manden sidder i Stuen, og ved Siden af ham ligger der paa Bordet netop saadan en flad, bred Jagtkniv. Uden med saa meget som et eneste Øjebliks Overlæg griber hun Kniven og render den i Halsen paa Manden -—- lige som om hun var suggestioneret. —

LUND.

Hm! — Hvad var det for en Slags Mand?

BENTSEN.

Ja, jeg véd saagu ikke, saadan en Alpemand, en Alpebonde.

LUND.

Jamen jeg mener, var det en hæderlig Mand?

BENTSEN.

Nej, hør véd du hvad, hans sædelige Vandel, den forekommer mig oprigtig talt ret irrelevant i den Sammenhæng.

LUND.

Ja, selvfølgelig; jeg tænkte bare . . . naa, det skal interessere mig at læse den Artikel; Poulsen er nu flink af de yngre —

BENTSEN.

Ja, men derfor vil vi nok alligevel ogsaa have lidt Medarbejdere af noget ældre Hold; lad mig nu se, du ikke holder mig for længe hen med dit Bidrag. Rejser sig. Klokken er bleven forbistret mange, men det er saa sjeldent, vi faar en lille Passiar. Hils madame mange Gange, ogsaa fra min Kone; en af de første Formiddage, sagde hun, vilde hun tillade sig at se op til hende. Rigtig god Bedring med Nervøsiteten, kære Ven! ^Med

Haanden om Dørgrebet: Nej, bliv ^11U bare inde, du,

4*

52

jeg lukker mig selv ud; der er Lys i Gangen — Farvel 1

Ud.

Efter at BENTSEN er borte, gaar LUND en Smule frem og tilbage, slaar noget efter i en Haandbog i en af Reolerne og sætter sig derpaa rolig til at arbejde ved det store Bord. Ganske kort efter

banker det paa Døren.

LUND

ser op fra Arbejdet.

Kom!

FRUEN

lukker Døren halvt op.

Maa jeg sidde lidt inde hos dig, Aksel?

LUND

hurtigt.

Ja, det maa du rigtignok; kom du bare ind I

FRUEN.

Jamen jeg forstyrrer dig vist?

LUND.

Nej, du gør skam ikke; jeg pustede netop et lille Øjeblik.

FRUEN

frem i Stuen; hen til ham; tager ham om Halsen.

Aa, hvor du er god imod mig!

LUND.

Sæt dig nu ned, lille Mathilde, i din Stol, som du plejer; saa snakker vi en lille Kende sammen; ikke sandt? Se, det var jo pænt: du smiler.

FRUEN.

Det var af Velvære!

LUND.

Her er ogsaa en dejlig Varme i Aften.

FRUEN.

Og alle de Bøger og det hele . . .

LUND.

Bøger gør hyggeligt.

FRUEN.

Ja, og saa Bøger til at gøre godt mod Men­

nesker med!

LUND.

Naa ja, saamænd . . .

FRUEN.

Jo, Aksel, det maa du ikke sige, at de ikke er, for det er de dog.

54

LUND.

Jo, vist saa . . . Sidder du godt?

FRUEN.

Ja, herinde hos dig, i dit Værelse kan jeg Være, med begyndende Nervøsitet: for illde i de andre Stuer, naar jeg er alene . . .

LUND

tyssende.

Naa, naa . . nu snakker vi kun om alt muligt godt og rart! Jeg skal hilse dig fra Bentsen; han sagde, hans Kone kom snart op at besøge dig;

hende kan du jo lide.

FRUEN.

Jo . . .

LUND.

Ja, kan du ikke?

FRUEN

hui'tigt.

Nej, jeg kan ikke lide hende; hun er saa litterær.

LUND.

Jamen, Herregud, det er jo da ikke nogen Ulykke; hendes Broder er jo ogsaa Forfatter, og Faderen . . .

FRUEN.

Hun blev ved at snakke forleden Dag om saadan en uhyggelig moderne Bog . . .

LUND.

Det er vist ikke værd at komme nærmere ind paa den.

FRUEN.

Jo, jeg maa fortælle dig det, Aksel, for det er altfor rædselsfuldt. Det er en Mand, som har bedraget sin Ven for Penge; og jo mere Held han har med de Penge, og det gaar ham storartet, jo mere vanvittigt kommer han til at frygte for For­

bandelsen ved dem og Straflien. Og den anden havde sagt til ham, da han bedrog ham: Tak for alt det, du har gjort, Gud vil lønne clig for det!

Og ser du, de Ord bliver ved at forfølge ham;

jeg har købt Bogen, Aksel; du maa ikke være vred over, at jeg ikke fortalte dig det; jeg kan den udenad: det er saa gruopvækkende skildret, hvorledes de Ord piner ham, skrækkeligere og skrækkeligere, jo mere han arbejder, og jo bedre det gaar ham: Tak for alt det, du har gjort, Gud vil lønne dig for det! Og han bliver godgørende, han giver Masser af Penge væk til de fattige bare for at faa Fred, men de fattige svarer ham med de samme Ord: Gud vil lønne dig for det! og han

56

hører sin Vens Stemme og Tonefald igennem det altsammen — tilsidst kan han ikke holde det ud længere, men gaar hen og angiver sig. Aa, hvor jeg iorstaar det!

LUND.

Missen har jo lovet mig ikke at læse saa- danne nervepirrende Bøger.

FRUEN.

Jamen jeg kunde ikke lade være; det var ogsaa en Skam af mig. Jeg kan heller ikke lide Fru Bentsen, fordi hun snakkede saa meget om den; den var saa glimrende gjort, sagde hun. Du er da ikke meget vred, fordi jeg har købt den?

LUND.

Nej, ikke det allermindste, naar jeg nu blot maa tage den ind til mig; og saa snakker vi ikke mere om det.

FRUEN.

Nej. Nu vil jeg sidde ganske stille med mit Arbejde og se paa, at du skriver.

LUND.

Naa, jeg behøver saamænd ikke at bestille

mere i Aften foreløbig; jeg sidder blot og kiger s a a d a n l i d t i e t o g a n d e t . . . .

rejser sig og tager Tidsskriftheftet fra Skrivebordet; Fruen følger ham med Øjnene.

FRUEN.

Har du ikke læst den Bog?

LUND.

Hvad for en: Heftet her? Nej, der er nogle Anmeldelser endnu, som jeg ikke har faaet løbet igennem.

FRUEN.

Naa, jeg troede, det var det om Forbrydelserne!

LUND.

Har du læst det?

FRUEN.

Ja, Aksel, det var igaar, da jeg sad herinde.

LUND

med Forbavselse.

Igaar Aftes?

FRUEN.

Nej, jeg sætter mig saa tit herind om For­

middagen. Det maa jeg da nok —

58

LUND.

Ja, selvfølgelig; men . . .

FRUEN

med Udbrud.

For jeg kan ikke holde det ud inde i de a n d r e S t u e r , n a a r d u i k k e e r h o s m i g . . . .

LUND

ryster paa Hovedet.

Mathilde; det er imod Aftalen . . .

FRUEN.

Aa, jeg maa sige det, jeg maa det; jeg har gaaet og prøvet paa at betvinge mig, som du sagde, jeg skulde gøre, men det staar ogsaa i Bogen der, at det lindrede den Mand at komme til at sige . . . bekende ... Jeg kan aldrig blive fri for ham, den anden, inde i Stuerne derinde!

LUND.

Jamen . . .

FRUEN

»med stigende Nervøsitet.

Aa, du véd slet ikke, hvad det er; før vi blev gift, Aksel, og jeg boede hos fremmede, saa mærkede jeg ham slet ikke; men det er alt det daglige, der fører ham med sig . . . Husholdningen,

HVn'rnrwaM&M«M nwnam

A k s e l , . . . o g i m a n g e S m a a t i n g , s a a l i g n e r a l l e Mænd hinanden . . med Maden og saadan . . og saa har jeg disse Formiddage nu, hvor jeg sidder alene hjemme ligesom dengang . . . jeg har aldrig s a g t d i g d e t f ø r !

LUND.

Du har sagt mig det de hundrede Gange før, saa med det ene og saa med det andet.

FRUEN.

Nej, jeg har ikke; aldrig saadan som i Dag;

for jeg har aldrig følt det som i Dag.

LUND.

Det siger du ogsaa hver Gang, min Ven.

FRUEN.

Jamen det bliver ogsaa værre for hver Dag, der g a a r . S t æ r k t e k s a l t e r e t: H j æ l p m i g , A k s e l ! K a n du ikke hjælpe mig?

LUND.

Hvis nu min Ven vilde have rigtig Tillid til mig, saa skulde jeg nok kunne hjælpe dig paa forskellig Maade. Vi skulde blandt andet se at finde lidt Sysselsættelse for dig, som kunde give dine Tanker en anden Retning . . du talte engang om,

60

at du kunde have Lyst til at være mig behjælpelig med at skrive disse Sager her af for mig . . .

FRUEN.

Ja, men jeg kan dog ikke holde ud at skrive hele Dagen for dig Aa, ikke engang at jeg kan gøre noget for dig, kan hjælpe mig mere!

Brister ud i Graad.

LUND

omfavner hende kærligt.

Hør nu, Mathilde, det kan du jo nok for- staa, at ingenting kan hjælpe, naar du ikke tager et rigtigt Tag i dig selv og bruger din Fornuft.

Du føler dig forpint og ulykkelig ved Bevidstheden om det, du kalder for din Skyld, ikke sandt?

FRUEN.

Jo . . . det er det vel!

LUND.

Men hvis der var nogen Skyld, saa blev den meget snarere min, fordi du dengang befandt dig under Indflydelse af mig, — paa en noget lig­

n e n d e M a a d e , s o m d e r s t a a r o m i H e f t e t — . . . nej, det er sandt, det er først i det næste . . .

FRUEN.

Hvad er det, du siger; skulde du have nogen Skyld?

LUND.

Jo, jeg skal sige dig; mig var det jo dog, der udtalte saa stærkt, hvor jeg følte mig forpint og ulykkelig over, at han stod imellem dig og mig.

Jeg husker saa godt den Aften, hvorledes jeg — ligesom indgav dig den Tanke at . . gøre det, som du, da Omstændighederne tilbød sig, kom til at gøre.

FRUEN

ryster paa Hovedet.

Det tror du ikke selv paa.

LUND.

Gør jeg ikke?

FRUEN.

Det er blot noget, du finder paa for at trøste mig. Og det er ogsaa ganske ligegyldigt; for det v a r m i g , s o m k v a l t e h a m . J e g f ø l e r d e t . . . i mine Fingre. Det er i mine Fingre, at jeg føler det. Jeg kvalte ham.

LUND.

Mathilde, tal dog ikke saa højt!

62

FRUEN.

Aa, bare jeg kunde sige det meget højere, raabe det ud til alle Mennesker . . . til Politiet, saa jeg kunde angive mig selv og faa min Straf.

LUND.

Og angive mig!

FRUEN

stopper pludselig op.

Ja; det er sandt! Hændervridende: Alting har jeg ogsaa gjort galt! Jeg har faaet dig med i min Synd! At jeg ikke engang kan have Lov til at faa min Straf for min Synd!

LUND.

Det er jo ikke andet end Ord, du bliver skræmt af, lille Mathilde. Tænk dig om! Hvad var det for en Mand, som døde? Fik du dog ikke netop bagefter Beviser nok paa, hvor han var løgn­

agtig helt igennem og havde bedraget dig, meget værre end selv nogen af os havde tænkt sig.

FRUEN.

Aa, det synes jeg, var det uhyggeligste af al­

ting, nu, at jeg saadan gik paa Spor efter det hele, fik fat i hans Breve og brød hans Gemmer.

K a n d u d a i k k e f o r s t a a , a t n a a r e t M e n n e s k e e r dødt, saa bliver det til noget helt andet, end mens det lever! — Og saa rev jeg ham jo ogsaa netop bort midt i hans Synd!

LUND.

Du véd lige saa godt som jeg, at han aldrig var bleven bedre, kun værre, meget værre.

FRUEN.

A a , j e g v é d i n g e n t i n g , j e g v é d b l o t , a t j e g ikke kan holde ud at leve, Aksel. Vær god imod mig; hører du, dræb mig — der er jo ingen, som kan gøre dig noget for det!

LUND.

Du mener, jeg er vant til at udstede falske Dødsattester. —

FRUEN

græder.

Aa, jeg véd ikke, hvad jeg siger — — Hvis jeg siger noget stygt til dig, saa tilgiv mig det, men jeg elsker dig saa højt . . . Det er ogsaa for din Skyld, at jeg maa dø, Aksel!

LUND.

Nej, det er netop for min Skyld, at du skal leve, Mathilde; for se, hvis nu, som du siger, vi

64

to virkelig har gjort noget galt, saa maa vi jo da ogsaa netop finde Lejlighed til at gøre det godt igen.

FRUEN

med tilkæmpet Opmærksomhed.

Hvordan mener dn det, Aksel?

LUND.

J o , f o r s t a a r d u i k k e , a t d e t v i l d e v æ r e e n daarlig Bod for det gale, man havde gjort, hvis man lod sig spærre inde for at pille Værk i Stedet for at bruge sine Evner til at gøre saa meget godt som muligt imod Mennesker.

FRUEN.

Hvis jeg døde . . .

LUND.

Hvis du døde, saa vilde alting være forbi for mig, det véd du godt.

FRUEN.

Nej, jeg har tænkt saa meget over det. Saa vilde du sørge, det véd jeg godt, min egen, egen Aksel; men bagefter kom du til at gøre endnu meget mere godt mod dem, som det kunde nytte noget paa.

LUND.

Jamen det er dig, som det først og fremmest skal nytte noget paa, som du siger; for det er dig, som jeg elsker, og det er først af dig, jeg har lært at holde rigtig af andre Mennesker.

FRUEN.

Det har jeg ogsaa tænkt, at Vorherre maaske vilde holde mig lidt til gode for.

LUND.

Du taler om Vorherre. Hvis der er en Gud, tror du saa ikke, han dømmer efter anderledes gode Love end dem, Mennesker, de gaar efter.

Tror du ikke, Gud véd, hvor meget han havde forbrudt imod dig, den anden, hvad det var for et Liv, han vilde have tvunget dig til at føre, hvorledes det var i Nødværge for alt det, som duede noget i dig, at du forgreb dig paa ham.

FRUEN.

Men Gud har ikke villet tage den Fornem­

melse fra mig I

LUND.

Den Fornemmelse?

5