Grimstrup
-on my mind
Af Johs. Nørregaard Frandsen
Bådebyen oglandskabet forsvandt. Detblev alt
sammen - som enhver inden så længe skulle
mere end ane - fjernet fraJordens overflade,
hverenstumpaf det, der hidtil havdeværet.Det
helesmuldrede, faldt fra hinanden, det røgud
af tiden, sank væk i et frossent mørke, skulle
aldrigmerevise sig ilive.
For 1960 varjo også det år da landsbyen
måttevige sin pladssom den vigtigste by i lan¬
det. Hvor landbruget for førstegang i tusinder
af år ikkelængerevaret størreerhverv end alle
de andre tilsammen. Hvor Staun som et sam¬
fund og en verden i sig selv gik under, for så småt,og somalle andre landsbyer,atblive tilen afsides ogforhutlet lille bebyggelseiden globale metropol.
Jens Smærup Sørensen: Mærkedage.2007
Høstbillede
Sommerenfylder horisonten. Den mættede duft
afkornmodningståri luften. Snartervinterbyg¬
genpåvej ind i bugen på destore, sultnemeje¬
tærskere,somhar forvandlet høsten tilethastigt snuptag.Jeg sidder på terrassen ved mit som¬
merhuspå nordøstfyn. Alligevelerdet erindrin¬
ger fra barndommens steder i et landboland¬
skab i Sydvestjylland, der tændes af høstens
tummel.
Så dukker ordene op: Selvbinderen...
Åh!
Barndommensjulilyd. Pludselig var de overalt på markerne, som nårmariehøns en forårsdag
har opformeret sig og kommer frem af alle sprækker. De fleste af selvbinderne blev trukket
afhestespand på tre. Snart tog traktoren over,
men endnu i denne hukommelsesscene var
hestene der.Jyske heste, store somjordkloder,
stærke som Samson fra Testamentet, bredbrin-
gedesombondekoner (sagde min Far!)Pludselig
en solskinsdag i juli genlød horisonten, hele universet, af dennesærprægede klapren. Nuvar
dagen fuld af maskinernessang, en egenrytme
som stadig kan klapre i mine indre landskaber
frasnesevis afMcCormick ellerDeering.
Den karakteristiske lyd, der for mig forener sigmeden duft af kornmodogminmorssafte¬
vand, kom dels fra knivsættet, dergrådigt skar siggennem de gyldne stængelskove,dels fra for¬
skellige sejl, bordsejlogelevatorsejl, der førte de
afskårne strå framejebordet til bindebordet.Og
herpå bindebordet skete underet.Afkaos kom
orden. Stråene blev pakket til neg. En kæmpe¬
stor metalfinger, som var det en troldmands, huggedeopfraneden-ogvupti:ud af sidenrøg negpånegsolidt bundetsammenaf høstbinde¬
garn, der duftede som alverdens eventyrlige havnemiljøer.
Vislæbte med negene, børnogvoksne.Først
skulle deskokkes,sætteshoved ved hoved ilange
rækker, ofte skulle der omskokkes, fordi detreg¬
nede i fleredage (hvilket det aldrig gøri erin¬
dringen!). Såskulle de læsses. Såskulle desæt¬
tesigulv eller fag i ladens lumrevarme. I vinter¬
månederne skulle de slæbes hen til tærskevær¬
kets gab og larmende støvhelvede. Detvar der
ikkenogetved. Bare slidogslæb. Alligevel rejser nostalgiensvarmefølelser sig. Tændt af detaljer,
der er løsrevne fra deres oprindeligesammen¬
hænge. Lyde, lugte, klapreriet-den indre korn¬
mark foldersig udsometParadisfra førsproget blev til.
GRIMSTRUP-ON MY MINH
Grimstrup by med Esso statio¬
nen somdet sä udi1950erne.
Foto iGrimstrup Lokalarkiv.
Deter mærkværdigt med disse indre billed-
strømme, for de vil altid forbindesig til steder
- ellermåske bliver de selv til steder i sindet. De
erbåde virtuelle ogvirkelige, fyldt af detaljerog konkrethed. Men detersteder,dererså virkeli¬
ge,fordi de ikkeerandre steder end netopder, dybt indei erindringens virtuelle rum.Selvom
man opsøger det konkrete sted, hvor scenen blev til engang, så vil erindring ogvirkelighed
ikkeuden videre blive ét.
Ibegyndelsevarordet
Det første ord,jeg lærte at læse som barn, var ordet ESSO. Dethang på en stålstander foran
smedens værkstedpådensøndre sideafhoved¬
vejen, der løb igennem Grimstrup. ESSO. Et
blødt ord,rytmisk, velsmagende på tungen, og såvardetprenteti karakteristiske, rundede bog¬
staverpåetovalt skilt i blåt, rødtoghvidt,lige¬
somdetengelske flags farver. Minesøstrekunne
endda læse ordetbagfraogfåen meningud af
detosse. Ordetprentede sig så dybtatjegmåtte sige det igenogigen,ognårmin farogjeg flere
år efter passerede et ESSO-skilt, så repeterede
vi, atdetvarmin første'læsebog'.
Ikke langt fra smedjen lå Brugsen, der for¬
handlede BP, og hvis skilt skinnede i gule og grønne signalfarver. På et tidspunkt kom der
endnuetolieselskabtil, da mekanikerBruun fra Esbjerg grundlagde en såkaldt servicestation i nabolaget til præstegården. Flere af de lokale
kaldte detnugodt nok forentankstation,meni
al fald rejste den karakteristiske muslingeskal i gultogrødt sigpåenstander: SHELL! Ogsåvar der endda lys i skiltet. Dengangvidste jeg ikke meget om de multinationaleselskaber, men de
var altså repræsenterede her midt i min lille
verden. For resten hed Bruuns værksted heller ikke en sørvis-station,som detrettelig burde ud¬
tales med angelsaksisk klang, men derimod en særvis-station, ogjeg tror endda der var ekstra vestjysk trykogdræven påførste stavelse: 'sær'.
Deengelske ord,som snegsig ind isproget,blev
udtalt som man nu havde dialekt til der på
egnen.I1950'ernevarden engelsk-amerikanske sprogimport kunsåsmåt begyndtatindfinde sig påde lokale tunger, de fleste i Grimstrupsnak¬
kede simpelthensom de havde forudsætninger for,ogdetvardet brede, flade vestjyskesprog.
Jegvardog dybtoptagetaf derappelogoerog
varemærker, som jeg samlede på, og som jeg klippede ud fra blade og aviser og gemte i
albums sammen med glansbilleder. Måske lok¬
kede logoerne med deres fremtidsvendthed,
måske anedejeg at de repræsenterede globale mulighederog enstorverden,jegvidstevarder ude,men somjegnæppeforestillede mignogen¬
sinde kunne blive tilgængelig for mig.
Nå,nu erde gamle tankstationer, ligesom de
klassiske landsbysmedjer, forlængst forsvundet
indiglemslen.Deblevtilnogetgammelt ragelse, ligesomsåmegetandet fra dentid,der i dag let
fremkalder nostalgiske følelser, måske netop fordi detrepræsenterer nogetforældet ogforti¬
digt. Erindringerne klæber sig imidlertidtil tin¬
gene, ogerindringer vikler sigind i stedet for ud,
såen duft,etstrejf af lys,enting, knirken fraet
gammelt skilt der bevægersigi vinden, solglim¬
tetietbliktag, pludselig fremkaldesenhelscene fra engang. Især lugte har katalysatoreffekt, og det kommer heltbagpå én, når man rammesi
næsen afenduftstrøm, ogpludseligrygercirka
50årtilbage i tiden til fasters køkken-eller hvor
det nu var den særlige duft ramte første gang.
Erindringer lever i sprækker og kan pludseligt brydefrem, voldsomtogfarverigt,som når mæl¬
kebøtter i maj baner sig vej gennem asfalt og folder deresgavmilde, gule kurve ud mod solens nådighed. Måske lever erindringer ikke bare i sprækker, måskeerdesnarereselv sprækker eller
brud i denvirkelighed, vitror atomgiveosmed,
men som netop pludselig er en anden, fordi
barndommens bevidsthed ogsansekraft besæt¬
terden.Erindringerskal derforomgåsmedstor forsigtighed, forde kan somforladte kufferteri
enlufthavnrummeeksplosiver.
Afstande ogdimensioner
Afstande ogdimensioner forandrer sig i løbet af
livet.Jeg harsåledessværtvedatgenkende alle
sider af detlandskab,jegvoksedeop i,samtidig
GRIMSTRUP-ON MY MIND
Grimstrup Brugsforening omkring1950. Det blev nedlagt i
1979.Foto iGrimstrup Lokalarkiv.
medatdetstår sålysendeklart. Set med barne¬
øjne fraNørregaard i ænørrebyvarder langtop iæby,somaltsåhedder Grimstrup,og somlå for
enden afækjerkebak'. Den varsej, kirkebakken,
minbarndomsstejleste vej,trorjeg,ogdeter en
stejl stigningjegi dag ærlig talt harmeget svært vedatfinde. Men deterheller ikke densamme, for i 1950'ernevarvejenstadig grusbelagt,ogda
denstore asfaltering afalle danske biveje satte ind fra ogmed begyndelsen af 1960'erne, blev vejenogstigningen op mod kirkeområdet med
graverens hus, kirken, kirkegården og kapellet samtidig rettet ud. Så det bliversvært nu atfå
rekonstrueret om kirkebakken virkelig var så
Æ kcerkebak. Som den så udomkring 1950. Foto i Grimstrup
Lokalarkiv.
GRIMSTRUP-ON MY MIND
Grimstrup skolesomblev opført 1918ognedlagt1972. Her gikJohannes Nørregaard Frandsen i skole deførste år.
Foto iGrimstrup Lokalarkiv.
stejl,sommin barndomserindring siger mig. Og
så er det dog alligevel let nok at rekonstruere,
for den varjo stejl for en bitte purk, der som seks-årig i april måned 1957 begyndte at gå i Grimstrup Skole, og som i de første måneder
travede de cirkatokilometer, derom sommeren var en frydefuld færd med vilde blomsters flor langs vejkanterne og lærkers symfoniske jubel højtoppei detblå,men som omvinteren kunne
være enbarskturgennemmørke,sne ogbiden¬
dekuldegrader.
Grimstrup Skole var endnu to-klasset. Den
omfattede den lille skole, hvor den rare fru Jensen,somhver dagtogden røde rutebil fraog tilEsbjerg,stråledemed sin mildhed.Såvarder
æsturskuel, hvor minesøstreendnugik, dajeg begyndte i den lille, mens min storebror for længstvarude i den anden ende ogvist endda også allerede havde været på Skanderup Ung¬
domsskole. DetvarlærerAndersen, derregere¬
de i den store skole, oghan havde flereudfor¬
dringer deroppe blandt 'de stuer', men hans temperamentvarogsåafenanden slags end fru Jensens.Her blev derundertidenafregnet fysisk
- omjegsåmåsige-pegepinden overnakken
eller en bog i knolden. Lussinger blev jo altså
faktisk stadig i 1950'erne og 60'erne regnetfor gangbar pædagogiskmønt.
Jegharsåledes haft føddernei degamle sko¬
leordninger, men i 1958 vedtog Folketingeten nyskolelov, der kom tilatforandre især landbo¬
børns undervisning og fremtidsudsigter, fordi
denufiksammerettighederogbetingelsersom
bybørn,og somikke længere (så tydeligt) delte børnopi'de dumme'og'de kloge'. Samtidig gik
landetssognekommuner igangmedatetablere
såkaldte centralskoler, ikke mindst fordi det kunne betale sig med de gode statslige tilskud
ogrefusioner, der fulgte i halenpå Folketingets beslutninger. Det vidste jeg intetompådet tids¬
punkt,ogskoleloven fik da heller ikke denstore betydning for mig i førsteomgang, men fraog med 5. klasse fortsatte minskolegang dog i den
nu etablerede centralskoleordning i Roust, og skønt detaltsåvarnogetsåfintogmodernesom
en centralskole for Roust, Hjortkær og Grim¬
strup, så var lussingerne bestemt ikke gået af
mode!
Tja! Nu vierved det der med dimensionerog afstande i livet,såtrorjeg ikke min generation
af børn harglemt énenestelussing eller én ene¬
sterøvfuld, hvadentendennublev afleveretpå
enkommunal skoles grundellerden blev ekse¬
kveret i hjemmets trygge favn. Smerterne var ikke deværste,menydmygelsen dybt derindeer der ikkemegetafstand til skøntmangeårtierer passeret siden. Det er derfor helt hen i vejret,
når især den tids forældre kunneerklære,at«en
lussingerderingen,dertagerskadeaf!« Jo, der
er! Faktisk erder næppe nogen, der ikketager skade. Generationer harfået sårpå sindogsjæl
afatbliveydmyget af korporlig afstraffelse som børn. Hverenestelussing har efterladt sitnagen¬
dear.
Iøvrigtvarskolegangenfor mig fordetmeste
som en god opdagelsesrejse.Jeghavde det held
atkunne tilegne mig tingene relativt let—stav-
GRIMSTRUP—ON MY MINI)
ning, læsning, regning, genfortælling, udenads¬
lære - så det at lære forblev noget forholdsvis positivt,ogjegslapsomregel for den dunkende pegepind i hovedet, i modsætning til de 'tum¬
per', der ikke kunne deres salmevers, somblev
skammet ud ogfik pædagogiske dunk i knolden
i tilgift. Til gengæld vankede derover mitsyn¬
dige hoved, fordi jeg undertiden ikke kunne
holde mund. Jeg kunne mine vers og mine tabeller, menjeg forstod nu ikke meget afind¬
holdet af de derkomplekse salmer af Grundtvig, Ingemann og Kingo, menmin dum-dadadum-
rytme var veludviklet, så det lod sig ikke høre
om jeg forstod, hvad jeg lirede af. Geografi, naturhistorie, Danmarkshistorie og bibelhisto¬
rie,-detvargodesager, ogher foldede flere af
den tids lærere deres evner som fortællere ud.
Lærer Andersen var således en fremragende
formidleraffortaltstof. Hanvardybtengageret i det nationale, herunder ikke mindst ispørgs¬
målet om Sønderjylland samt om de danskes
vilkåriSydslesvig.
Omdetnu varValdemar'ernessejrrigekrigs¬
togter, han skildrede, Dannebrog der dalede
ned fra himlen ved Lyndanis i 1219, Svantevits endeligt i Arkona, Niels Ebbesens drab på den
kullede grevehan skildrede. Elleromviblev ført
med tilsejroverden rænkefulde fjende i slaget
ved Isted eller han lodoslide med staklernebag
de sønderskudte skanser ved Dybbøl i april
1864,ja, så knaldede Andersen mens han for¬
taltepegepinden ned i sinegenhåndflade,som
GRIMSTRUP-ON MV MIND
Grimstrup kirke hvor forfatterenerbåde døbtog
konfirmeret.
FotoiGrimstrup Lokalarkiv.
varden etslagsværd, der borede sig ned i fjen¬
dens træske kød.
Mange af de historier sidder dybt prentet i
min hukommelsesammen medensikker viden
om byer, floder, landeogverdenshave annocir¬
ka 1960. Her nede i denstorerugekasse afmær¬
kelig viden blander min skoleviden sig med
mine forældres fortællinger. Min mor kunne
som en selvfølgelighed navne på alle planter,
både vilde blomster oghendesflotte haves flora,
forresten kunne hun i tilgift latinske navnepå
de fleste. Dertil fortalte hun lignelser fra Det gamle Testamente samt reciterede stumper af
Steen Steensen BlicherogjeppeAakjær. Min far
var en endnustørrefortæller, dels af det lokale samfundstildragelserogskæbnergennem gene¬
rationer, dels kunne han en vinterdagiskoven,
når der egentlig skulle arbejdes hårdt for at holde varmen, fortabe sig med termoflaskens
varmekaffedrik i håndenoverdyrenesogfugle¬
nes adfærd samt overskovens historie fra den¬
gang Grimstrup Krat stadig var en urskov af oprindeligegepurtilvortids højstammede plan¬
tagedrift, med de susenderødgraner i nærmest uendelige rækker.
Dervarsider afskolegangen jeg holdt meget af, andre siderjeg fik detdårligtmed i7.klasse, nemlig for eksempelatsidde stille. Summen blev
under alle omstændighederatjeg forlod syste¬
metefter7. klasse medenforestillingom,atdet
nu var endegyldigt slut med systematisk skole¬
gang, set bort selvfølgelig fra de stationer på
livetsvej,som engårdmandssønaf letteregrundt¬
vigiansk tilsnit måtte have med: Et 5 måneders efterskoleophold på Skanderup, et højskoleop¬
hold på Rødding eller Vallekilde samt uddan¬
nelse på landbrugsskole, formentlig på Dalum pådet Qerne Fyn.Sådan måttedendannelsesvej
seud,somtraditionen bestemtemåtteværemin forventningder i 1964, hvorjeg blev konfirmeret
afpastorPaulseni GrimstrupKirke.
Jegskulle vel videreføre Nørregaard,nuhvor
storebrorvarkommet i lære inden for etandet
fag. Sådan såverden ud for migåretefter mor¬
detpå John F. Kennedy i Dallas, mensracekon¬
flikterne bragede løs i samme USA og Martin
Luther King løftede sin drøm ud gennem alle
radioer og det voksende antal TV-apparater i
denvestlige verden.
LutherKing havdeen drøm for den verden,
dernetop derpå den tidvar påvej ien nyret¬
ning. The Beatles tændte på samme måde og
sammetidenpoetisk drøm, klædt i langthårog elektriskstrøm.Verden ville forandres.Jeg ville
forandres ogkom tilatfølge andre veje end de,
traditionen tilskrev. Vietnamkrig og ungdoms¬
oprørvarså småtvedat gøre klar. En verdens¬
omfattende bevidsthedsrevolution rumlede i kulissen.Jeg vidste det bare ikke endnu!
Herudepå landet
Nørregaard udgjorde, somalle andre gårde på
dentid,etlilleselvstændigt solsystem omgivet af
andresolsystemer i en vidtstrakt mælkevej. Syd
ogvestfor det trelængede bygningsanlæg med
stuehus i røde sten og hvidkalkede stald- og
ladelænger, der var suppleret med andre byg¬
ninger til forskelligeformål, foldede deto store haversigud. Modvestvardet køkkenhaven, der
rummede de urter, der ikke som kål, gulerød¬
der, porrer og kartofler befandt sig bedst på
åben mark.Herstodsalater, persille, dild, radi¬
ser,ærter, bønner,tomatervedstokke,som pri¬
mært var til grønsyltning, her bredte asier og
græskar sig, ja, alskens herligheder, jordbær i
enormemængder,ogminmor varstoltafbåde
athave den ældresort,Dybendahl,ogden helt
nye,Senga Sengana.
Jeg elskede det navn og legede i læbælte¬
riget, atjegvar Senga Sengana-folketshøvding,
ogfra bopladsen bag destoreelme foretog mine tapremau-maukrigere, der blandt andet omfat¬
tede legekammerat Kaj, frygtelige udfald mod
de indtrængende, hvide kolonifolk, der ikke anede, hvad der ramte dem, når vi skød med forgiftede pile og huggede ned for fode med skarpslebnesværdogspyd.
I samme køkkenhave, der mod nord blev afgrænset af maskinhuset og mod øst af mød¬
dinghuset med ajlekummerne ogde store ensi¬
lagesiloer, fandtes desudenenormemængder af
GRIMSTRUP-ON MV MIND
rabarbersamtribs- oghindbærplanter. Desuden
varder rækker afkulsukker,somblevskåretaf tilsvinene, der kvitterede medvellystig smasken
i de grønne stængler og blade. Langs vejen afgrænsedes hele herligheden af et hegn af
mirabeller i alskens farver og smag.
Syd for stuehuset foldede denstoreprydhave sigud medplæner, stauderi enormemængder, stenhøje, roser i bede og espalier, sirlige busk- bomhække, blomstrende buske, små bede til specielle planter og blomster min mor havde
nevret som skud og aflæggere i andre haver, blandtandetpådeture,Husholdningsforeningen arrangerede. Dervar altid plads til en aflægger
ellertoimorstaske! Blomsterhaven forvandlede
sig længst mod syd til områder med bærbuske:
solbær, stikkelsbær, hvide og røde ribs, brom¬
bærranker; samt områder med frugttræer: en
righoldighed afæble-, pære- og blommesorter,
hvornoglevartilspisning herog nu,andre tilat gemme.
Mod vest- og østsiderne afdet blomstrende paradis regerede de brede læbælter, hvor elme
ogahorn udgjorde de vigtigste dele afet evigt
susende eventyrland, hvor man kunne gemme
sig, klatre, bygge hemmelige huler eller gå på opdagelse efter fuglereder.Hvertforår dryssede
elmenesmannafra himlen ogjeg undrede mig
såre over den bibelhistoriske fortælling, for
hvordan kunne alle disse mennesker der ude i ørkenen dog blive mætte af sådanne tynde, grønnefrugter,oghvorfor valgte Vorherre dog
ikke mere lødige fødevarer, når han endelig
skullebespise sit folk? Lidtsenerepåforsomme¬
renkom helikopterfrugterneiuberegnelig ned¬
fart fra ahornenestoppe, ogsådan havde årsti¬
derne deres fantastiskearrangementer.
Jeg kan stadig få tårer i øjnene over det
smukke syn, mælkebøtterne generøst tilbyder,
når de folder deres ufattelige solfarve ud i for¬
sommerensforventningstid. Detvarisær fenner-
(1RIMSTRUP—ONMY MIND
neøstforgårdspladsen,der lod mælkebøtterne fejre foråret, siden kom kalvene på græs her,
hvor vi kunne holde øje med dem og i øvrigt
divertere dem medsyrnetreturmælk fra meje¬
riet.Hestene, dejyske NoraogKlaussamtsiden også frederiksborgeren Prins, havdeogsåderes græsning her tæt på gården, og min far holdt længe fast i hestene, dels kunnemanaldrig helt
vide om traktorennuogsåvardriftsikker! Dels
var traktoren slet ikke konkurrencedygtig, når
detgjaldtomatslæbe stammeriskoven, forom vinteren henlagde vi arbejdsdagene til fæld¬
ning, afgreningogudslæbning afgraner og ege i storeformater fravores cirka 14 tønder land
store parcel i Grimstrup Krat, hvor vi foruden
tømmer også producerede brændsel, hegnspæ¬
le,flagstænger,rafterogandet godt.
Brændsel varjo i det hele taget noget afen sagatskaffe tiletstuehus med kaminerogstø- bejernskomfur, foruden den store gruekedel,
der alle åd ufattelige mængder af materialer.
Træ havde vijo selv, men forat give ordentlig tyngdeogforslag i dehårdevintre,somder fak¬
tiskvarmangeaf i 1950'erne,ogmulighederfor
at fyre igennem natten i komfuret, sålavede vi klynereliertørvaf den smaskedetørvemasse,der
blev hentet i vores moselod i Raunsø mose. En
sindrig maskine komprimerede tørvedyndet til
enlang Firkantet pølse,som blevskåreti klyner.;
der blevlagt ud til tørring sydøst for stuehuset.
Desudenkøbtes der formbrændsel fra dissesære
stampeværker, der stod og hamrede med kraft
fra store petroleumsmotorer dels ved Raunsø,
delsiHinkbøl Mose,og somproducerede lange,
tørreelefantlorte,-detvarihvert fald, hvadde mindede mig om, indtørrede elefantlorte! For
dem havde jeg læst om og set billeder af i Ingvald Lieberkinds Naturens Verden.
Det lille solsystem, Nørregaard, dannede midtpunkt for en vandring af satellitter, der
kom oggik. Mælkekuskenvarden sikreste, først
var det Hans Ivsen, der i virkeligheden hed Jensen, men som afen grund jeg ikke husker
altid blev kaldt Ibsen, der havde mælketuren med sineegenrådige jyske heste,ogdet fortaltes
at Karen derhjemme var ligeså egenrådig, så
Hans vist ikkefik, hvadhan kunne spise, ogat han i øvrigt samlede alle genstande op, der
måtte være tabt i vejsiden, for noget kunne de
velbruges til. Siden blev det GunnarVognmand,
derkørte mælkerute i sin Bedfordog svangjun¬
gerne op ihovedhøjde dag ind ogdagud, hvis
det da ikkevar hans bomstærkehjælper Henry,
der havde tjansen. Devar også det makkerpar,
der afhentede slagterisvin og simpelthen greb
det firs kilotungekræ iørerneogmedenrund¬
pind underbagkroppen satte ham op på ladet
til de andreskrigende ofre for dansk landbrugs
succesmedeksport af bacon til England.
Landpost Villyvarnæstenlige såtrofastsom mælkekusken, skønt han dog sprang over om
søndagen, han ordnede selv indbetalinger og
udbetalinger, hvis vi havde travlt i marken.
Slagteren fra Vejrup komogsåugentlig, ligesom
fiskemanden fraEsbjerg,ogsåvarder med læn¬
gere intervaller børstemanden, uldkræmmer, repræsentanten fra Holst maskinhandel i Gørding og fra traktorfirmaet Fridjof Jensen i Esbjerg, konsulenten fra landboforeningen, værktøjsbilen fra Harald Nyborg. Dyrlægen,
først Hansen, siden Nielsen, hørte også til de
faste gæster, selvfølgelig sammen med ækunsti' dyrlæge - også kaldet inseminøren, der med pipette og sære glassystemer forrettede tyrens ærinde hos de kvier og køer, der var tyr'gal'.
Kontrolassisten kom også, detvar ham derger- bererede ogderved målte fedtprocentogydelse
hos vore 24 malkekøer. Detvar ham, der skrev
særetingogunderlige gerningerpådesmå tav¬
leroverkøernesbåse.
Dervarogsåmærkeligegæster. For det første
kom derjævnligt såkaldte landstrygere, sombad
GRIMSTRUP—ON MV MIND
Dyrlæge Knud Erik Nielsenpå arbejdepåenGrimstrupgård omkring 1960. Dyrlægen har
assistanceafenamerikansk dyrlægestuderende.
Foto iGrimstrupLokalarkiv.
om lov tilat overnatte i laden. De fiket måltid mad og enmadpakke til flere dage,ogefteratfar
havde inddraget tændstikker ogfyrtøj, såfik de
anvistleje i halmen.Enaf dem spillede harmoni¬
ka, en anden tværfløjte som tak for mad. En tredje vrøvlede bare,men de blev alle modtaget
med gæstfrihed og behandlet med værdighed.
Min mor og far var helt enige om at de skulle
behandlessom mennesker,ogsåsagde minmor
nogle forblommedetingom »djer ulyk'le liv«.
Denandenufatteligt mærkeligegæstvarkar¬
toffelkogeriet. Vi havde flere tønder land med
såkaldtefoderkartofler,som egnens unge piger
og knægte blev engageret til at samle i kurve,
som min far og tjenestekarlen så tømte op i
vogne.Så nogle skønne dageioktober låde der,
egnens ungepiger, medrumpeni vejretog sam¬
ledekartofler,sådetvar en renfryd. Detvarfor
resten nogle af de samme unge, primært fra husmandshjemmene, der stod til rådighed ved roehakning, høbjergning og så videre, når de
lidtstørrelandbrug havde brugfor dem. Detgav demenskillingi foret, ligesom de soldater, der
blev hentet på Varde Kaserne til roehaknings-
manøvre,fiksigenekstraskillingpålommen.
Når kartoflerne var samlet i kule indtrafen
morgen det mærkeligste, jeg næsten synesjeg
haroplevet. Enkæmpegestaltpåtrevognekom sejlende efter David Brown-traktoren ned ad
bakken ude vedsvinget, hvorvoremarker stødte
op til Magnus Jepsens yderste agre. Kartof¬
felkogeriet bestod af flere kæmpestore kedler
monteretpåenjernrammepåhjul, ligesom der
var en stor dampmaskine påhjul samtendelig
en tankvogn med dieselolie. Hele dette mon¬
strøse fabriksanlæg afet kogeri blev altsåkørt
fragård tilgård,og når jeg tænker på det, for¬
stårjeg endnu bedre JohannesV.Jensens fanta¬
stiskeskildring i »Wombwell« af den virakogfor¬
styrrelse, menageriet Wombwells ankomst tilen lille by i Himmerland skaber. Sådan havde jeg
det med kartoffelkogeriet, der var højere end mønningenpå stuehusetogforsynet med enor¬
merørogventiler,som nu ogda lukkede damp ud, der kunne skolde enhver tildøde, hvisman
uopmærksomt havde placeret sig under venti-
GRIMSTRUP-ON MY MIND
len. Detvar endag med fantastisk leben,ogjeg
elskede denykogte kartofler, ligesomjegelskede
den snak ogselskabelighedsomfulgte med kar¬
toffelmenageriet. De kogte kartofler, tonsefter
tons,blev dernæststuvetned ienaflangjordsilo
ogdækket med halm ogjord. Hermedvar vær¬
difuld foder sikret til vore cirka 100 fedesvin, dervirkelig blev fede af den koncentrerede kar¬
toffelmad, men sådan ville englænderne godt
have detpå det tidspunkt. Og forresten kunne
vi også selv lide solid, stegt flæskmed persille¬
sovs.
Brugsens varetur må have sin egen historie,
denvarén af detilbagevendende begivenheder,
man glædede sig til, for detvar en festatfålov
til at hjælpe med at pakke ud. Cirkelkaffens negerpige, Vanillemanden,Richspakken, Davre¬
gryneneshavreaks, Safirmels stilrene pakke.De
erlogoer, prenteti min hukommelseogknyttet
sammenmed denforjættede duft af kaffe, kanel
og ost. Det bedste vedvarerne var samleobjek¬
terne: Richs-billeder til de flottealbums, siden
fodboldspillere på Foska-pakker, men lad mig
dvæle vedRichs,kaffetilsætningen,somendnu i
1950'erne oglangtopi 1960'ernevarfast ingre¬
diens ikaffelavningen, hvor det indlagte billede
var enskat udenlige,somkunne udgøredet for
et bytteobjekt, der gjorde én betydningsfuld i nabobørnenesøjne.
For nogle år siden genfandt jeg de gamle
albums ienkasse:Askepot, Snehvide,Peter Pan, Bambi, Pinocchio, Lady og Vagabonden, jo, Disney-koncernen havde længst meldt sin
ankomst og lancerede sig multimedialt gennem Richs,nårennystorfilmvarankommet i biogra¬
ferne. Men detvar Disneys Fra naturenshverdag efter Walt Disney's dyrefilm fra 1958, der stak dybest. Billederne ogalbummet havde ledsage¬
tekst afIngvald Lieberkind,ogde formede,tror jeg,engigantisk udlængsel hos mig. Herfortal¬
tes i billeder oglettilgængelig tekst omde afri¬
kanske savanner, nordamerikanske prærier,
bæverdalene i Canada ogdetskjulte livi Arizonas
ørken. Dajeggenfandt dette albumogbladrede,
vidstejeg præcist hvad næste side, næste sæt¬
ning, næstebillede ville bringe,for jegbefandt mig igen på den grønne klynekasse med mit
album ogvibrerendesanser.
Albummetrummersimpelthenendel af min grundlæggende verdensopfattelse! Da jeg med
min familie fornogleårsiden drogpåen drøm-
mesafari på blandt andet Masai Mara sletten i Kenya, vidste jeg præcist, hvad vi i hvert helst
fald skulle se:En gepard i enbestemtposition,
en hanelefant, der trompeterer, løver ved et bytte med hyæner, sjakaleroggribbe omkring.
Detlykkedes foros. Blandtmangeandre kolos¬
sale naturoplevelser. Men storvar min genken¬
delse,dajegbagefter fandt det gamle albumog hergenkendte det, der havde været med til at styre mine safaridrømme: En gepard i den der
bestemte positursamtde andre scener,der lige
siden dengang harværetfikseretpå min indre
billedskærm.
Minedrengedage derhjemmepåNørregaard
havde måske sine højdepunkter i mors varme køkken, på den grønne klynekasse, hvor jeg sad påenpudetætved detstore komfur, der havde dyremotiver prentet på lågerne og en altid nypudset messingring rundt omkring sig. Hjem¬
mets tryghed, men også »længslers tog over
bølgerblå«! Hergav ensåkaldt skomagerlampe
med hvid skærmmig lystilatlæseog sebilleder.
Her tyggede jeg dagligt dagbladet Vestkysten.
Herslugte jeg FDBs medlemsblad Samvirke og
Familie-Journalens rejseberetninger, skrevet af Falk-Rønne, Bitschog Bjerre, der havde besøgt hovedjægere på Borneo, kannibaler på New Guinea, buskmænd i Kalahari, aboriginer i
Australien, mongoler i Manchuriet, nomader i
det lykkelige Arabien, indianere i Amazonas, fangere i Thuledistriktet, mau-mau-krigere og
GRIMSTRUP—ON MYMtND
stolte masaier iØstafrika.Jeg slugtedissefanta¬
stiske beretninger, somjeg slugte Lieberkinds
historierfra naturensforunderlige verden. Det pumpede af længsel efter det,somdisse pione¬
rerhavde set.Detglobaleeventyrvarihøj grad integreret i minlokale lilleverden, ført derind af Lieberkind, Falk-Rønne, Det Bedste, naturfilm i biografogforsamlingshuset:
»Lynged sused, ogskyen gled, udflugtslængsier i hjertet sved«
(Jeppe Aakjær i Olesad påen knoldogsang.)
Køretur iMercury
Mineforældre havdepåettidspunktinvestereti
en stor, stærk bil af amerikansk oprindelse, en Ford Mercury, der havde tilhørtenvelhavende
dame af dethøjere borgerskab i Esbjerg, men
som nu varkommet i landbotjeneste. Bilen,der
havde en såkaldtV8-motor, havde kræfter som entraktor og pæn frihøjde,så den kunne force¬
re skovveje og vejene ud til æ vestereng ved Sadderup bæk, hvor halvdelen afungkreaturer¬
ne var på sommerpension, mens den anden
halvdel græssede i gårdens andet engstykke
nede iHinkbølmose. Dissehalvvåde engemed
bække og vandløb rummede fantastisk natur, dels i form afplanterogblomstersomikke fand¬
tespåde dyrkedehøjmarker, delsiform af pad¬
der, snog, hugorm samt fugle i mængder:
Storkenvar her af og til, viber, grågæs, hjejler,
regnspover, rødben, krikænder var her ofte, ligesom gigantiske flokke afstære undertiden slogsignedforatmæskesigi stankelbenslarver
oghvad der eller fandtes ispisekammeret.
Det hørte til mine absolutte pligter hver
anden dag at cykle turen til Hinkbøl for at pumpevandog tælle kvierne forsåatfortsætte
den ret lange vej til vesterengen, hvor dyrene heldigvis kunne drikke ved vandstedettil bæk¬
ken,såvislapforatpumpe, menstudeogkvier
Grimstrup Forsamlingshussomdet så udfor restaureringen.
Fotoi1970erneaf Historisk Samfundfor Ribe Amt
skulle tælles ogbeses. De fleste søndage slap jeg
for cykelturen, for vi kørte søndagstur i Mercury'en så ofte det kunne lade sig gøre.
Turenvarikkelang i kilometer,mendyb ilokal¬
historie, fornårvi havde beset avlen ogkreatu¬
rernepåegnejorder, så fortaltemin farosfrem
iresten af^ognet,hvorgård eftergård,søndag
eftersøndag, blev udsat for lange fortællinger
ogvurderinger to-tre slægtled tilbage og med adskilligeomvejeogsideblikke til de nuværende gårdfolkssøskende, relationerogskæbner her i
livet. Detlokalesolsystemogdets relationer blev
bekræftet på den måde, for sådan og sådan hang detteoghintsammen.Vi børn blev fortalt
ind i den lokalekrønikeog ind i detrige ogde
traditioner, vi var arvinger til, for den landbo¬
kulturjeg er vokset op i, havde ingen forestil¬
lingeromfraflyttere, kunomdefastboende.
Dajeg foromkring femtenår siden læste den
walisiske forfatterBruce Chatwinsforunderlige bog, Songlines fra 1987, der på dansk hedder Drømmespor (1989), blev jeg ramtafhans para¬
doksaleskildring af den australske urbefolkning Aboriginals,der bevægersiggennem landskabet
efter såkaldte drømmespor eller songlines, som
GRIMSTRUP-ON MY MIND
Richsbilleder ogalbumvaret vigtigtsamleobjektibarndommen
iGrimstrup.
FotoOlga Pedersen.
.LE ER RICHS-SAMLERE
loaWeten
øg
tr»or
beöfcf*
Reklame
hy>.s
v
/SiM&djncippe,
RICHS-HUSET
RAADHUSPLADSEN
KØBENHAVN Å
debåde mentalt ogfysiskopfatter,og som erde
spor ogveje forfædrene har tilrettelagtfor dem,
og som de selv skal synge, drømme ogfortælle
videre til næste generation, for disse veje og dette landskab bliver til for dem ogfastholdesi
sangen og fortællingen. Der er meget, meget langt fra aboriginals i Australien til destovteog rationelle danske andelslandmænd i 1950'erne,
men den dybe fortællen næste generation ind i
landskabet havdededog tilfælles!
Minfar elskede dette landskab oghan elske¬
de atfortælle det! Detvar ikke nogen værdifri fremstilling, for de der havde orden udeoginde
var enslags helte, mensderogsåvarfolksom, i
hvert faldifølge min far, burde haveværet noget
andet end landmænd. Man kendte nok sine pap-
penheimerepåevnentilatarbejdeogtilat sør¬
ge for marker uden kvikgræs, gåsefodsmelder, pileurt eller andet kram. Roemarken var ofte
detvigtigste visitkort. Var rækkernelige,og var
roerne rene for ukrudt? Agrene var ikke bare produktionsanlæg, men visitkort for husbon¬
dens virke som havenvar det for husmoderens
evnerogdermed omdømme.
On thestreetofGrimstrup
Mærkeligt som tingene hænger sammen! Mine
forældrevarikkesærligt orienterede mod Esbjerg,
menmod Varde dervarden foretruknehandelsby
sammenmedBramming. Esbjergvarforkert, for
stor,forsocialdemokratiskogforarbejderpræget,
mens Varde var den gamle, klassiske købstad,
hvor de handlendevarvanttil atleve af egnens bønder, så derfor følte man sig velkommen og skulle ikkefrygte 'smarte' ekspedienter,derryn¬
kede på næsen af vore bondske manerer.
Nørregrimstrupvarstærkt orienteret mod Varde
oghar altidværetdet, mens mange i Grimstrup byvar orienteret mod Esbjerg, dels fordi nogle arbejdede der, dels fordi hovedvejen jo i lige linje
forbandtlandsbyen med denstoreby.
Dadensåkaldte strukturreform trådteikraft pr. 1. januar 2007 og Helle Kommune skulle lægges til Ny Varde Kommune, fremtvang en
uenighed i området en lokal folkeafstemning
om tilhør tilEsbjerg eller Varde. Resultatet blev
endeling af Grimstrup Sogn,såNørregrimstrup, Roust, Knoldeflodsammenmedannekssognet i Rousthøje fastholdt Varde Kommune, mens
Grimstrup by og dermed middelalderkirken
blev til Esbjerg Kommune. Sognet eksisterer
endnu, men er altså delt påto afde nye kom¬
muner.Jeg skal indrømme,atjeg finder afstem¬
ningen og beslutningen latterlig og helt ude i hampen, mensamtidigrepræsentererdenaltså
en gammel modsætning mellemosude i ænør- rebyogde, der følte siglidtnærmeredenyetider
iEsbjerg.
I minbarndomi 1950'ernevarderimidlertid hverken enHelle Kommune eller strukturrefor¬
mationer. Vi boede på Nørregaard, Aarrevej, Grimstrup Sogn, Grimstrup Kommune, Skads herred, Varde politikreds, Ribe amt,Ribe Stift, Vestjylland, Jylland, Danmark, Skandinavien, Norden, Europa, NATO, FN, Jorden, Verden, Solsystemet, Universet,somjeg har skrevet med sirlig skrift foran i min læsebog, og med den adressemarkeringvar manjo da ligesom dækket ind,ogdererjo ingentvivlomatdettevar, er og forbliver centrum. Herfra min verden gik og herfra min verdengår.
GRIMSTRUP—ON MV MIND
Grimstrup bestodstort setaftorækkerhuse langs Hovedvej 1. Kom man ad hovedvejen fra Endrup, ja, nuville mansige fraKolding,men det villelydesomblær i min barndom,såderfor sagde vi Endrup eller eventuelt Vejrup! så altså,
kom man fra Endrup, blev man modtaget af gårde på begge sider vejen, solide rødstensbyg- ninger alle ejet af gode landmænd med efter¬
navnet Hansen. Dernæstgik vejen fratil højre
modAarre og Roust ogaltså ud mod os, men densidevej lader vi ligge ligenu. Fornufulgte byens huse, butikker og småerhverv. På højre
sidelådyrlægens hus, sparekassen, hvor jeg leg¬
ede med Jørgen, Jens Barbers hus, Johanne Hjerrilds hus, der siden blev købt af Katrineog Laurids, så kom VillyTømrer, skolen med sin sportspladsogadgang til kirkestien bagomhus¬
rækken. Nogle af byens huse havde lidt ekstra
køkkenhave her mellem kirkedige og skolens
sports-oglegeplads, for dervarafsatjord tilen berammet udvidelse af kirkegården. Så fulgte
enlillesidevej med noglefå lidtnyerehuse,hvor
murerLaursen boede ietogsygeplejersken iet andet, mens blandt andet Katrine og Søren
Peterbyggede deres rentierhus her i rækken.Så
nårvifrem tilpræstegården med den gigantiske blodbøgi haven, hvor førstfamilien Salomonsen,
senere Paulsensfamilie residerede, ogdernæst
kommer AlfredJørgensenshus, hvorefter byen
faktisktyndede udiden side.
På den anden side låBrugsenmed sine lange lager- og bagbygninger, hvor uddelerens søn, Torben, ogjeg spillede fodboldi bagbutikken,
Tottenham mod Real Madrid, og hvor et trin¬
brætgjorde det muligtatind-ogudlæsse foder¬
stof, dernæstethvidt hus somblandt andet en tidvarbageriudsalg, smedjen, hvor gavlen poe¬
tisk fortalte: Grimstrup Olie Luft Vand - så
kunne detjoikkegå helt galt! Så fulgte det røde ishus, hvor vi hang ud i en lille læbygning om aftenen, SimonJørgensensstorevilla, missions-
GRIMSTRUP-ON MY MIND
huset, hvor Callesen boede ovenpå,cykelsmed,
GunnarVejmand, hvissøn Robert imangesko¬
leår var min gode ven, og dernæst Lauge og Sines hus.Bag Brugsenlåderetparhuse,Hans Krarups lillebil, hvor den rare Dres Vejmand
boede til leje, en tidligere skole, endnu et par huse, hvor blandt andet Marinus boede, som
regerede i Brugsens foderstofhandel. Det var
vist alt. Lidt længere ud mod Raunsø spredte gårdenesig igen, hvor MathiesenogThøgersen¬
familienblandthavdehjemme, ligesom der lået parhuse. Oppe ad bakken langs hovedvejen lå
Gunnar Vognmand og Gydas hus, Petrea Vejmands og et par stykker til, men ellers var
landskabet domineret af gårdene, hvor til der nogle stederknyttedesigetaftægtshus.
Nuhavdejeg nærglemt forsamlingshusetog frysehuset, der lå sammen op mod kirke- gårdsmuren, der hvor kirkestien begyndte og hvorAarrevejen spaltedesig ud fra hovedlande¬
vejen. Vi havde boks iandelsfrysehuset,den lille gule bygning, der krykkede sig mellem spare¬
kasse og forsamlingshus, og her skulle man huske nøglen til boksen, hvis man blev sendt afstedefteren posemed hjemmelavet medister
eller hvad detnukunnevære,der kompåmenu¬
en.
Hjemmeslagtningenvari øvrigt altidendra¬
matisk festdag, for når Marinus Slagter fra Vejrup, senere blev det Edvard, ankom med sit
knivsæt var den udpegede gris' dage talte.
Delinkventensjammerlige skrig blev hørt, men her var ingen nåde. Ud i gårdspladsen måtte
han, denarme,med reb omsnudeogfars faste greb i halen. Dernæst fik hansnore ombenene,
somvi børn skulle holde fasti, fornår han blev stukket med Marinus' storekniv, sprællede han
helttosset. Når blodet fossede fra detdybe stik i struben,varmin morklar med detstorefad og mine søstre blevsat til at røre, for blodmassen rørtop med rugmel sikredeén afåretsumiste¬
lige delikatesser: Blodpølser eller sorte pølser!
Åh, blot tanken om en sort pandekage drysset
med kanelsukker og søbet ind i sirup får min tunge til at klikke og klukke af erindret fryd.
Efter slagtningen blev grisens torso korsfæstet påenstige, hvor hansåkunnehænge til tredje¬
dagen, hvor han villegenopståsom kød, fornu skulle parteringen skeogkødpakkerne blevsir¬
ligt påskrevet og ordnet i den særlige indfrys- ningsboks i frysehuset. Så meget nyt kød til indfrysning fik kompressoren til at sukke og hvæse megetmereend sædvanligt, så nårvi på vejen til skole passerede ad kirkestien, kunne vi
næsten fornemme vægten af al den gode kød¬
mad derinde.
Frysehuset erforlængst udkonkurreret af de private kummefrysere, ligesom andre fælles
facilitetererforsvundet ind i fortidensglemsel.
Detmå såledesværenæstenumuligtatforstå for
den ungegeneration,dernu lever med mobilen
ilommen,atvi havdepartstelefonpå de flesteaf gårdene. Vi havde nummer 39 y menerjeg,
menshenholdsvisMagnusogSøren Peterhavde
39 x og 39 z. Vi delte altså et abonnement og kunne i princippet aflytte hinandens samtaler,
for detvar sammetelefonlinie blot delt udpåtre
indgange. Når der skulle ringesforegikdet ved
attagedetstore sortebakelitrør fra dets krog,så
skulle man dreje det lille håndsving et par omgange,hvillketgavkontakt tilAstridpåcen¬
tralen. Skullemanvideretiletfjernmål såsom
Kolding eller endog minmorskusine iHellerup, nemlig billedkunstneren Gudrun Poulsen, så
hed det mellembys, men de fleste samtaler var lokale, ogAstridpå centralen vidstesom regel,
hvordyrlægenvar, oghvorlænge han villevære optaget afdenne eller hin kalvefødsel. Astrid
havdeogsåstyrpå doktor Karkovsruter,når han
var på hjemmebesøg, og hun kunne eventuelt skynde på ham, hvis noget hastede et andet
sted.
