En jurist blandt almuesfolk omkring 1875
Af
Birgitte Rørbye1 1883 udgav Emil Seier Malling Holm(1)enbog medtitlen: »FraenForhørs- virksomhed«, og i den sidste fjerdedel af dette værk fortæller han om »Løs- gjængeri med Kvaksalveri,Hexerim. m.«(2).
Malling Holm blev cand. jur. i 1854,ogdeter sagerfra hans virkesomrets¬
betjent, byfoged og birkedommer i Præstø Kjøbstad og Vordingborg Nordre Birk, han beretteromibogen. Stillingen tiltrådtehan den 1. maj 1872, og der
er derfor taleom hændelser, der ligger gansketæt på bogens udgivelse- den
ældste domerfra 1877.
Detvarretsbetjentensopgavebådeatudredesagenogafsige dommen. Mal¬
ling Holm var derfor hverken anklager eller forsvarer, men han skulle efter bedsteevneafdække sandheden. Malling Holm havde i etvist omfang samme
sigte sometnografen, han interviewede de implicerede og beskrev forholdene
ogdannedesigpå dette grundlaget overblik i etforsøg på atforstå, hvadder egentligvarsket. Malling Holm varselvklaroverdenne sin rolle, selvudtryk¬
ker han det pådenne måde: »Omhyggeligt holdte Forhør give dehaandgribe- ligste LivsbillederogKulturskildringer, idet de vise Livet,som det virkeliger, udenoverlagt Fernis, og det virkeligeLiver rigerepaaAfvexlinger ogKolli¬
sioner end alle Romanertilsammen,naar manharØiefor dem«(3).
Malling Holms bogerfor den moderne forskeren rigkilde til forståelse af
trosforholdenepå enbestemt egni tiåret omkring 1875. Men bogen fortæller også noget om, hvordan forholdet kunneværemellem bondebefolkningen og
enaf dens lokaleembedsmænd-mellem »folket«ogdenveluddannede. Rets¬
betjent Malling Holmvar enaf de intellektuelle, der ikke bare havdeenmening
om-men også nødvendigvis kom i kontakt med- almuen, og gennem hans
beskrivelser ogkommentarer tilretssagernemøder vi mennesketog etnografen Malling Holm.
Emil SeierMalling Holm, 1828-1913.
Så blank som en
poleret Themaskine
Malling Holm var den lokalerepræsentant for samfundet ogsamfundets nor¬
mer.Hvordanopfattede han sin egensituation?
Dette taler hanom fleresteder, også fordi han til tider har følt det somet problem.
Om forhøret siger han: »Et Forhør er ikke nærmest en Kamp imod For¬
bryderenmen en Kamp for Sandheden med Forbryderen i Samfundsordenens Interesse, og erdet sandt, hvad jeg ikke tvivlerom, atMenneskeslægtens Sær¬
prægikkesaameget erSlethed somSvaghed, vil man joogsaakomme Sand¬
hedennærmest ved atsøgeden paa dette Felt. Gaaende ud fra Svaghed som den almindeligeLod for vortendnu saa ringe Udviklingstrin maa vi føres til
atopfatte mildtogundskyldende,og naarvi dagligseden haarde Tilværelses¬
kampaleneforatopnaade ydre materielle Livsbetingelser for sigogsine, som de Allerflestemaaføre(...) under de forskjelligeLivsforhold, hvortilenSkjæb-
ne, somIngenerHerreover,har ført dem ind i Verden, maavi føle den inder¬
ligste Medlidenhed med de Ulykkeligste, ogatde stærkeste Kjærlighedsbaand
bør sammenbinde Alle i Erkjendelsen af den fælles Skyld og det solidariske
Ansvar«(4).
Malling Holm føler,athansopgaveikke aleneeratopklaresagenogdømme
deskyldige, menogsåatoplyseoghjælpe. Han sammenligner sigselv meden
jordemoder, der sidder ved den fødende »foratvente,forathjælpe, veiledeog klare ud«. Denne interesse for menneskeneogderes opdragelsegennemtrænger heleMalling Holms virksomhed ogafspejler sig ofte i forhørene. Igenogigen
må Malling Holm anføre, at dette eller hint spørgsmål naturligvis ikke har
nogenbetydning for strafansvaret, menaf hensyn til retsbevidsthedenog rets¬
sikkerheden bør enhver»førhan forlader retten for atfaasin Dom, være saa blank som en poleret Themaskine«. Det kan være svært at leve op til dette ideal, og altid lykkes det da heller ikke. Men Malling Holm har en vældig
selvtillidogtålmodighed på dette punkt.
»Det er ikkevanskeligt, naar man førsthar faaet den reserverede Taushed brudt, at seog høre, naar Nogenlyver under Forhøret; (...) Vanskeligere er det,ogdertil fordres egentligenmedfødt Gave,med fuld Sjælatfølge medved
Kombinationen af alleSmaating,instinktmæssigt atopfattetilsyneladendeTil¬
fældigheders Betydningograade depsykologiske Runer.«
Deterikke småkrav, der her stilles til dengode interviewer. Ikke aleneskal
han kunne afgøre, hvad der er sandt og usandt, men i virkeligheden mener Malling Holm, atdeti sidste endeer etspørgsmålom talentatkunnetydeog følge demange detaljer. Malling Holmstro påenudvikling mod noget bedre
gennem oplysning og viden fornægter sig dog ikke. En af bogens formål er netop at vække til eftertanke ogforberede de kommende juridiske embeds¬
mændogdenstorealmenhed til enforståelseforforhørsvirksomhed (5).
Juleaften
1878Somet eksempel på Malling Holmsvedholdenhed vil jegfremdrage forhøret juleaften 1878. Flere timergår udelukkendemedatudredeordvekslingenmel-
lem denanklagedeog enaf hendes »kunder«,somikke selvertilstede.Detvar
(...)»væsentlig kunfordijeg ikkevilde findemigi,athun,somjegden Dagøn¬
skedeatladegaahjem til sineBørn foratværehosdem Juleaften, skuldegaa bort med denglade Bevidsthed, at jeg dog havdetroet paahendes Løgne, at jeg længeanstrængtemig foratfaa hende tilatfølge Sandhedenogsaai noget Ubetydeligt, idetderdog tilligevar enMulighedfor,athun kunde fremkomme med Yttringer, som senere kunde faa Betydning, (...) Langt om længe er-
kjendte hun daogsaaathave skjældt Jensine ud.«
Retsbetjentensmagterstor. Hanerikkesomden sædvanlige etnograf nødt
tilatstandse sineundersøgelser, nården interviewede ikkelængere har lyst til
at tale. Han kan fortsættesom hin juleaften i timer, indtil han selv giver sig
tilfreds. MallingHolmserfaringer har vist, at»Det erundertiden Tilfældet, at
enInkvisits Sjælstilstand kan væreeller blive saa holdningsløs, at Dommeren
ikkelængere kan erkjendenogenfri selvbevidstVilie.« Denne situation kender vi bl.a. fra reformationstidens heksesager og nutidens politiske forfølgelser,
hvor forhørene netop fortsættes. Men Malling Holms egen opfattelse erklar
nok: »I saadanne negative, vilieløse Momenter er yderligere Forhør hensigts¬
løst og farligt, thi enten vil Inkvisitten, overladt til sig selv, snakke uden alt paalideligtSammenhæng, eller, ledetaf Dommeren, kunne føres til at gaaind
paa,hvadhan villægge hami Munden.«
Spørgsmåleterså, omforhørsdommereni alle tilfældehar opdaget, hvornår
grænseneroverskredet. Netop i juleaftens-forhøreter det givet, at den ankla¬
gede på denene side har ønsketat væreimødekommende forat blive sat på
frifod,ogpå den anden side-trodsalleforsikringerfra Malling Holms side-
harværetrædselsslagenoveratvedkende sig,athun har udslynget hekseforban¬
delser.Fortroligsomhunermed de lokale forestillinger, frygter hun forsank¬
tioner frabefolkningens side, hvis hun vedgår,athun har udslynget trusler,som har forvoldt sygdom. Malling Holm -samfundets repræsentant- erhun ikke
nær såbange for. Man kan sige, atforhørsdommeren og denanklagede efter
timers pindehuggeri finder et kompromis, som de begge kan acceptere. Den anklagede vedkender sig at have sagt til Jensine »jeg skal aldrig hjælpe dig
mere«,og selvomMalling Holm stadigtrorpå Jensines udsagn om, at hun i
stedethartruet hende,nøjes han med denne indrømmelse.
Forhørsdommer og missionær
De»unødvendige« spørgsmål kunne ogsåværerettetmod vidnernesomidette
tilfælde: »Jegtog disse Tidsangivelser tildels for senere at forsøgepaa atop¬
lyseogoverbeviseMdm. Xoghendes Mand,som eregodeogbraveFolk, om,
athendes Sindstilstand havde ennaturlig Forklaring i hendes Frugtsommelig- hedstilstand,udenatmanbehøvedeattytil overnaturlige Forklaringer.«Efter
forhøret talerhanlænge med ægteparret,giver dem enrække litteraturhenvis¬
ninger, bl.a.tilenafhandling i Tidsskrift for populære Fremstillinger af Natur¬
videnskaben fra 1865 af Dr. Gædeken »Om Sandsebedrag eller Hallucinatio¬
ner«, somhan selv vil låne dem (6). Men hantalerforgæves. »Alle mine Fore¬
læsninger vare imidlertid frugtesløse. Detgaar ikke ved en enkelt Samtale at omstyrte et helt Livs indlevede Forestillinger, eller ved Forstandsræsonne-
menter atoverbevise naiveogulogiske Menneskerom, at deres Trohar faaet
enfeil Adresse.« Denlærde, bedrevidende embedsmand talerforbiskomageren
og hans kone, og dette har næppe været en helt uvant situation for Malling
Holm. Hansinderlige medfølelse for almuen-for desvagei samfundet-hjæl¬
per ham ikketil atforandre deres troog livsvilkår. Han er missionær -men hans virksomhederkimsjældent kronet medheld. Dr. Gædekens artikel havde
nokogså kunværetentvivlsomhjælp, selvomdetvarlykkedes Malling Holm
atfåskomagerægteparret til atlæse den. Dr.Gædeken, dervarreservelægeved Sindssygeanstalten for Nørrejylland og senere blev ansat ved Københavns
Universitet (7), skriver: »Som Følge heraf maaSandsebedrag altsaa betragtes
somnogetsygeligt,somenalvorligTildragelse, der altid harenvis Betydning,
ogsom manøieblikkeligt børsøgeHjælpmod, ogbekæmpemed alle de Mid¬
ler, Lægevidenskaben stiller til vor Raadighed.« Skomagerkonen ville næppe
væreblevetsærlig beroliget ved pådennemådeat blivestempletsomunormal
ogsindssyg.
Hr.
Øvrighed
En gruppe svagei samfundet, som efter Malling Holms opfattelse ikke hører
til deegentlige forbrydere, selvomde dømmes, er løsgængerne eller vagabon¬
derne. Her føler han håbløsheden særlig stærkt. »Ethvert Forsøg paa at faa
dem tilat samleenSmule KarakterogViliesammen erfrugtesløst,Grovheder
eredesaa vant til, de bide ikke, og venlige Advarsler og deltagende Samtale
om deres forspildte Liv og Opfordringer til endnu atrive sig ud af det Hele
vedat fatteenkraftig Beslutning omathøreopmed Drikkerietogtagefat på
etArbeide, foratfaa denselvbehagelige Bevidsthedomatkunnestaapaasine
egne selvstændige Ben og blæse Verden etStykke, høre depaamed en altfor hurtig Erkjendelse af Rigtigheden og en mistænkelig Villighed til at fatte en saadan Beslutning: »Ja, De skal se, Hr. Øvrighed! fra i Dag skal det blive anderledes, jeg skal fra nu af aldrig smage en Snaps i min Mund og arbeide
- naarjeg bare kan faa Arbeide.«
Men med enegenbitter ironi tilføjer Malling Holm: »Den egentlige Kilde
til deTaarer, der saarigeligt flyde nedover hans slappe Ansigtstræk, er den
letvakte Rørelse af et Hjærte, som saa længe har ligget i Spiritus, at det er blevetblødtsomSmør.«
Malling Holmmener, atforholdsreglerne mod løsgængerne er hensigtsløse,
ogatloven bør lavesom. Menda han trods alt skalværelovens lokaleudøver,
bliver konsekvensen ifølge Malling Holm, at en politimesters »(...) Hoved¬
bestræbelsemaaderforvære, saavidt detstaartilham,atrensesinJurisdiktion
nærmestved med Tilsidesættelse af sine Følelseratvære saapersonligubehage¬
ligoggenerende, atVagabonden ikke holder afatkomme i Berøring medham,
ogBehandlingen i Arresten bør ikke være saaforekommende, atdentrækker Søgningsomtiletgodt Hotel.«
Hererdaetaf detilfælde,hvor Malling Holm nødtvungent harmåttetgå på
akkord med sinpersonlige opfattelseogtropå, atenhver kan bøjes»henimod Lyst eller dog Vane til Arbeide«, når det sker under en »baade kjærlig og strængdisciplinarisk Orden (...) iretteTid.«
Løsgængerener en af desvage, menhan adskiller sig fra almuenvedat stå
uden for samfundets orden: han arbejder ikke. Malling Holmer enmand, der
kan forståmeget-også af detsomhan står fremmedoverfor-menhanlægger
heller ikkeskjul på sin indignation: »Men derer enTid, iBegyndelsen, dader
ernoget vistTillokkende i det omflakkende Driveri. Driverefindes i alleKlas¬
ser.De fornemme drive paaFamiliensBekostning,ogdet kommerikke Offent¬
lighedenved, defattigemaagjøredetpaaKommunens.« Dennesociale-men forMalling Holm navnligmoralske uretfærdighed-omtalesellers ikkemeget
i bogen, meni sin efterskrift vender han igentilbage til problemet: »Ligesom
derfor Forbrydelserne bør straffes i Forhold til deres samfundsnedbrydende Karakter, saaledes viser den daglige Erfaring, atmangefor Moralens Domstol
lave og forkastelige Handlinger falde udenfor enhver Straffelov, og at disse Moral-forbryderegaauantastet omkring, fordi Lovenerforkortarmet,og den private Samfundsvedtægt ikke har Mod til at opfylde den solidariskemenne¬
skelige Forpligtelse til atkorrigere det Forkasteligeved atytre denmoralske Indignation til gjensidigOpdragelse« (8).
Det souveræne Folk er svært
despotisk
Almuen står inden for samfundetsorden, ognetop på denne tid, hvor bogen
erblevettil,hardenvundetøgetindflydelse. Mange fra overklassen såpå denne udvikling med dyb bekymring, men Malling Holms mening om dette vigtige politiskespørgsmålsvarerhelt til hans daglige bestræbelser: detergennem op¬
lysning og hjælp, at derskabes et bedre samfund. »Derfor se vioveralt ikke
som hidtil Enkelte, men selve Tidsaanden kritiskpille ved de nedarvede Be¬
greber og reformatorisk sparke til den gamle Ordens Plankeværker, idet den nyfødte Selvstændighedstrang vil hævde Personlighedens Rettigheder, før den
har tænkt paaatbyggeop«(9). DennemanglendeansvarsfølelseerforMalling
Holm noget negativt, ja, farligt, men hans samfundsoptimisme fornægter sig
ikke, for han fortsætter: »men som en stadig Understrøm vil der dog hos den
storeAlmenhed bryde frem Bevidsthedenometordnet SamfundsNødvendig¬
hed, fordidendagligserdettesomBetingelsen forathøste sitstrængeArbeides Frugter, og denne Bevidsthed vil ved de ansvarshavende Styreres Veiledning
skabenyeFormerfor OrdenogSikkerhed«(10).
Og MallingHolm uddyber, hvordan denne vejledningogfordeling afauto¬
ritetog ansvar må finde sted: »Det er (...) uomgjængelig fornødent, at selve Befolkningen i detHeletaget -de »fornemme« ogde »dannede« med ogdet endog gaaende i Spidsen-ganske anderledes endnuføler det fælles Ordenens
Ansvar ogensolidarisk Forpligtelse til direkteogpersonligMedvirkenoghjæl¬
pende Indgriben i Anliggender, somhave fælles Interesse. (...) IvorTid, hvor
den folkelige Selvstyrelse med historisk Nødvendighed arbeider sig frem efter
AarhundredersTilsidesættelse, hvorderfor denMyndighed,somforeløbig blev
anbetroet de faaUdnævnte, efterhaanden glider ud af deofficielle Hænder og atter gaartilbage til det oprindelige Udspring, vilde det uden Tvivl være hel¬
digst, om Staten med uhildet Blik for Tidens Krav, som ingen menneskelig Magtkan modstaa, imødekommer disse, og hjælper til enlykkelig, velsignel¬
sesrigoglet Fødsel af Tidens Fordringer, ved i rette Tid at arbeidehenimod
atafløse fra sin Autoritet alle saadanneBeføielser,somHensynettil detalmin¬
delige Tarv ikke gjør det absolut nødvendigt atbeholde. Den vil da med saa
megetdestostørreKraftogSikkerhedogmedmereafvisende Autoritet kunne
herske paa de Omraader, som de forbeholder sig; thi BegrebetAutoritet refe¬
rerer sig ikke til OmfangetogForretningernes Mængde, mentilMyndigheden
tilattræffeAfgjørelserpaaeget Ansvarindenfor de givneGrændser. (...) og
naarBefolkningen vænnersig til at staapaasine egneBenog til selvatsørge for sineBekvemmelighederog sinFordel, saavil der blive administreret med
størreStrænghedogmuligmerepraktiskBlik, for det souveræneFolkersvært despotisk, hvad der ikkeeruden Fordel, hvorder skal regjeres.«
Den
enfoldige almue
- etprimitivtfolk
Hvad mener Malling Holm ellers om den almue, han føler sig solidarisk med, men som han ikke helt anser forat værei stand til atstå på egne ben
endnu? Nu er detnæppetilfældigt, at MallingHolm har anvendt enbilledlig omskrivning, der normalt benyttesombørn ogumodnemennesker. Det naive
er for ham et særkendeved almuen, hanbetragter dem som mennesker, der aldrigerblevet fuldt udviklede. »Sagenvedkommendeoguvedkommende Ting, Væsentligt og Uvæsentligt blandes sammen efter Almuens enfoldige Tanke¬
gang, som oftehager sig fast i og udbreder sig over uvæsentlige Bipunkter,
medensHovedpunktetupaaagtetoverspringes ellerblotantydes.« Etandetsted siger han, at»Almuen i Almindelighed lider af lige det Modsatte af den an-
klagede ... nemlig Træghed og Indolens.« Malling Holm anvender ikke selv
ordet primitive mennesker, men hans skildringer af folk fra almuen viser, at hanbetragter deres kulturogtankegangsommærkeligogofteuforståelig. Han
kan udforske ogbeskrive denne kultur,oghan forsøger til forskel fra de fleste etnografer at ændre den, så den bliver mere acceptabel set ud fra hans eget
kultursyn.
Når Malling Holm skal udtrykke sig positivt omalmuen, bliver det i ven¬
dinger, somunderstreger et faderligt forhold. Om en smed, der behandler sin
kone efter den anklagedes anvisning, siger han: »Hans udholdende, forhaab- ningsfulde Behandling er rørende«, og skomagerægteparret blev omtalt som
gode, brave, troskyldige, naiveogulogiskemennesker.
Den faderlige holdning omfatter også løsgængerne. »Naar man ved envir¬
kelig følt Deltagelse faar gjort dem meddelsomme, vil man finde densamme
sørgelige Historie gjentaget om Ungdoms Forhaabninger, Livets Skuffelse,
Dovenskab og Brændevin; det er kun i Haabets og i Skuffelsernes Art og Maade,at der er Vexlen. Som Baggrund i deoprevne, lasede Sjæle vil man, oftere endmanmaasketror,kunne skimte de romantiske Tilsnit, somindebar Faren, eller deskjæbnesvangre Anlæg, somlededeogudviklede i Tide kunde
væreblevet tilEvner, der havde førttilHæder, medens denu kun blevtil Til- bøieligheder,somførte til Fald.«
Forbryderne-disse overtrædere af samfundetsnormer-omfatter han, som det alleredeerpåvist, også med sympati. »DererinæstenalleForbryderes Liv,
naarmanmedDeltagelse vil sætte sig ind i Deres Forhold fra denførste Op¬
rindelse, en sørgelig Baggrund af Nød og Elendighed, som maa vække den inderligste Medlidenhed,ogdeterordentligvis ydre tilfældigeOmstændigheder,
der føre dem indpaade skjæbnesvangre, knudrede Veie, hvorde efterhaanden
trættesogfalde; mendet Godei den menneskelige Naturer saastærkt, at der
næsten altid vilværemegeteller dognogettilbage, somForhørsdommeren da
maaopledeogberøre foratkunne bevægeoglukkeop.«
Klassesamfundet
Portrættet afMalling Holm viser os en samvittighedsfuld, ansvarsbevidst em¬
bedsmand medstorinteresse for demennesker, hanersattilatbestemmeover.
Han føler sig somet led i et klassesamfund, hvor de fornemme og dannede udgør detøverstelag-de civiliserede-almuen ogvagabondernedetnederste
- deprimitive. Og uden for samfundet befinder sig forbryderne. De centrale egenskaber foret menneske er efter hans opfattelse fornuft, ansvarsfølelseog arbejdsomhed, oghan forsøgeratleveop til disse idealerog atlære andredet
samme. Det kan virkeparadoksalt,at netopden, der dømmer, eroverbevistom nytten af opdragelse, men derer næppe nogentvivl om, atde, derhar været
underanklagei Præstø,gennemforhøreneog samtalerneiarrestenvirkeliger blevet udsat forbådebelæringogvejledning.
Malling Holm føler selv, athan tilhører denmestpriviligeredegruppeisam¬
fundet: de dannede ogvelstillede-derforerhansopgaveogsåathjælpeånde¬
ligtgennemoplysningogvejledning eller materielt, somdahan giveren gam¬
melkone, dererblevetbestjålet,etpengebeløb.
Birkedommerenrepræsentererenkultur, hvor rollemønstretogrolleforvent¬
ningerne er helt anderledes end inden for almuen. Men hans adfærd forud¬
sætter, at almuen findes. Hansfaderlige holdning hører sammen med, at der
findesnogen,der har brug forstøtte, ogMalling Holm erikke selv i tvivl om, atbehovet findes.Spørgsmåleter så,omdet primitivefolk selv har satsåstor pris på sin opdragelse til den nye civiliserede kultur. Konfliktsituationerne,
somMalling Holm fortællerom,tyderpå, atder først har skullet ændresgrund¬
læggende værdiopfattelser i almuekulturen, føren tilpasning har kunnet finde
sted.
De civiliserede og
de
primitiveMalling Holm giverosetindtryk afencentraldel af det primitivefolks forestil¬
lingsverdenogkommer derved-indirekte-også indpå sinegen.Deter værd
at lægge mærke til, at Malling Holm næsten ikke giver udtryk for en kristen overbevisning. Derimod nævnerhan »Skjæbnen, som ingen er Herreover« og
»Udviklingens faste evige Love«, ogskal han oplyse de overtroiskefolk, hen¬
viser han til naturvidenskabelige afhandlinger. Vi står over foren rationalist,
denvidenskabstroende, hos hvem kristendommen ganske vist ikke fornægtes,
men indtager en meget tilbagetrukket plads. Derfor opfatter Malling Holm
heller ikke almuens overtro som anstødelig, men snarere som dum. Hvorfor benytte sig afovertro,når der findesen»naturlig«,ogdet vil for Malling Holm sige en naturvidenskabelig forklaring, der bygger på andre veluddannede, accepterede forskeres undersøgelser (11).
Selv om det kunerendel af almuensforestillingsverden, vi lærer at kende
gennemMalling Holm,tegnerder sigetbillede afenfolkeligtro-en religion pået andet plan end den officielle, som erblevet overleveret gennem genera¬
tioner ogstadig modificeres og ændres. Dener under vedvarende påvirkning
af de dannedeskultur, mender erkun imeget ringegrad taleom en egentlig vekselpåvirkning (12). Denne folkereligion er ikkenoget entydigt, den har al¬
drig haft sine hellige skrifter, sin kirke, sin lovgivning og sine præster, sådan
somvi kender det fra de officiellereligioner. Den findes tværtimod kun i sine
lokaleog individuelle former. Men ligesom i de gamle folkesprog, der stadig
kun findes imundtlig form, kanmani denne folkereligionaneetfællesområde,
fællesbestanddele, trodsallevariationer.
Præstøegnens
folkereligion omkring
1875Det grundlæggende iPræstøegnens folkereligion for hundrede år siden er, at der findes forhold ilivet, somikke kanforklaresud fravidenskabeligeunder¬
søgelser. Heri adskiller den sig ikke fra nogen af de officielle religioner. Men ifølge folkereligionen skyldes dette uforklarlige, at der findes kræfter - gode
ogonde-somalmindeligemennesker ikke kan styreellerforstå. Deualminde¬
lige menneskerkan derimod istørre ellermindregrad udnytte dempå grund
af særlige evner og en særlig viden. Disse ualmindeligemennesker kaldes af Malling Holm for »Kloge Folk«, hvis de tagersigaf athjælpemennesker, for
»Troldmænd«, hvis determænd, ogfor »Hekse«, hvisdeterkvinder, derøver
»Trolderi«. »Spåkonerne« eller »Seerne« er de, som fortæller om fremtiden
ellerom det, derforegår ellererforegået andetsteds. Dissemenneskererfolke¬
religionens professionelle, ogderer englidendeovergangafvidenomkræfter¬
nesudnyttelse til deuprofessionelle. Folkereligionener ikkeenoverbevisning,
dergennemtrængerhele de troendes tilværelse,mendenaktualiseres i bestemte
situationer.Sygdom-frem for alt sygdom, der ikke umiddelbartlader sig hel¬
brede-er enaf devigtigste, mendet kanvære mange andre forholdpræget af
angstogusikkerhed, derudløserenfolkereligiøs reaktion. Folkereligionenfor¬
klarer det ondeog det gode og det mærkelige, der sker, ogden forklarer det
medord, somden troendekenderog erfortrolig med.
Når en heksudslynger en forbandelse moden pige, ogpigen få dage efter
fårenbullenfinger-ja, såerderenlogisk sammenhæng for den,som erfor¬
trolig med folkereligionen-for denudenforståendeerderderimod taleom en forkert slutning. Malling Holm beretterom ensådan situation. I detkonkrete
tilfælde lader denungepige sig ikkegå på-hun forsøgerovenikøbet atover¬
bevise birkedommeren, naturligvis ganske forgæves. Der er en uoverstigelig
kulturel barriere imellem dem.
»Da jeg søgte at overtyde hende om det Modsatte og sagde, at hun nok
som saamangeandre kunde faa enboldenFinger udenBirthes Hjælp, strakte
hun ophidsetog med denmest levendeOverbevisning sin røde, hovneFinger
hen imod migogudbrød: »Jamen, hvad siger De da om denne! Det kan da
Enhver se, at den nubegynder, for det atB. hun har læst over denog gjort
nogetfordet hjemme«.«
Deprofessionellefår deres viden framangeforskelligekilder. Det kanvære
fra andreprofessionelle eller fra skrevne værker, men de væsentligste bidrag
leverer de troende selvgennemderesforventningerogforestillinger.
En affolketraditionensmestladede situationer erskildret afMalling Holm
i hansberetningomenaf delandskendte klogefolk i Danmark, den kloge kone
i Tjørnehoved, Ane Jeppesdatter, der levede fra 1812 til 1884. Det var med dyb beklagelse,athan i 1876måtte idømme hendeenbøde på 50 kr. for kvak-
salven, efteratmanfraetandetjurisdiktionsområde havde forlangtenunder¬
søgelse.
»Udenfor hendes beskedne Husmandshus, hvortilman kommer ad en lille Gyde fra Landeveien,staarpaa engrønLøkkeenellerflere Eenspændervogne
med Hesten fraspændt og vendt om i Skaglerne. Foran Døren træffer man Lidelsesfæller, somventeroligt,menmedenindre Spænding, somUvishedog Haab om nu at værenaaet til Dørtærskelen af Lidelsernes Afslutning frem¬
kalder, og man fortæller hverandre med dæmpede Stemmer, som deres, der
staaforanHelligdommen, alle de mærkelige Historier,som ereblevnetil utvivl¬
sommeErfaringer. Den somvarinde, træder ud og gaartaus ned ad Gyden, fulgt af de Ventendes spørgende Blikke. Den Næste lukker med bankende Hjærte Døren tilvenstre fra den stenbrolagte Gangop. (...) I den uigjennem- sigtige Dunkelhed under Bænkeog Bordeog i enhver Krog af Bohavet, som vender fraDagslyset, synesderatbotauseAande-Skygger, som Vidnertil og
Medhjælpere ved det Vidunderlige^ der skal foregaa. -1en Trælænestolsidder
den store, sværtbyggede gamle Kone ogmodtager sinePatienter oggiver sine
OrakelsvarsomenPythia.«
Malling Holm har besøgt Tjørnehovedkonen flere gange, ikke for at søge råd,menforatfåoplysninger. En afgangenelykkes det hamatfå hende tilat demonstrere en behandling. »Jeg satte mig da ved Siden af hendepaa Slag¬
bænken og rakte hende min Haand, som hun tog imellem sine varme, fede
Hænder oggned lempeligt, medens hun mumlede enhel Del, hvoraf jeg dog
kun forstod enkelteOrd,uagtetjeg bøiede mitØrehen til hende.«
De professionelle: heksene, troldmændene, spåkonerne, seerne og de kloge folk, er aktive traditionsbærere, som forstår at levendegøre folkereligionens forestillingsverden for de troende. Ud over initiativ og opfindsomhed forud¬
sætterdetteen dyb fortrolighed med almuens kultur, om tilladt ogfarligt, om
godtogondt.
Dekloge benytter sigbevidst eller ubevidstogmedstørreellermindre talent
af deres kendskab til folkereligionen til at skabe siget omdømme, der frem¬
holder demsomsærlig dygtigetil atudnyttede skjulte kræfter. Malling Holm
nævner mange eksempler på dette. Det kan ske ved at forudsige hændelser
eller beretteom,hvad der skerpå steder, hvor de ikke selvertil stede. Dekan opføre sig påen underligogafvigende måde, dekan væreibesiddelse af ting,
de behandler med overraskende ærefrygt og forsigtighed. Malling Holm for¬
tællerogså, hvordanenaf deanklagede, der ikke kanskrive, laverrecepter, der
heller ikke kan læses afnogen,fordi det-somhun selv siger: »varblot nogle Bogstaver og andet Kradseri, og hun indbildte L. H., at der skulde særegne Kundskaber tilatskriveoglæse detteforatgjørehamgodtroendeogbibringe
ham denForestilling, atdetvarMidler, somvaresærlig gode.« Netop herved
kommerrecepternei overensstemmelse med folkereligionen-det skrevnefor-
ståskun af de særligt indviede. En anden anklaget har i forbindelse med en behandling lukketsig inde ietrum, ogdertrorhans kunder straks-ioverens¬
stemmelse medderesfolkereligion-at han laver kunster »trolderi« iden hen¬
sigtat hæveenforgørelse.
Nuerdet ikke såenkelt, atmankansige,at de professionelle blotkanud¬
nyttefolkereligionentilegengevinst, såfremt de har detretteimageogtilstræk¬
kelige hjælpemidler. Overgangen fra atbliveansetfor klog-somkan betyde økonomiske fordele og en større social tolerance fra omgivelserne -og til at blivefrygtetsomheks-sommedfører alvorlige negative sanktioner-erutrolig
lille. Deter iøvrigtikke usædvanligt, atdensombehandler sygepå»magisk«
vis, ogdet vil i denne sammenhæng f. eks. sige i overensstemmelse medegnens
folkereligion, er en udstødt i sit eget lokale sogn og der betragtes som en heks(13).
Konkurrenceforholdene mellem de klogegør også tit, at den eneudlægger
den anden som heks. Malling Holm fortæller om en sådan forfølgelse: »Den
omforklarede Hexefordrivelsevar enveloverveietSammensværgelseimod den
intet anendeBirthe, dervarsati Scene afenandennærmereboendeklog Kone,
som varmindreheldig i sin Virksomhedog derforvarmisundeligoghadefuld
paahende.HunpønsedepaaatfaaBirthe fordrevetoghelt ryddet afveien. Da
hun havdehørt, atde fik for lidt Smør afKøernepaaNørreskovgaard, somer
en større Gaard, gjorde hun sig et Ærindederhen ogfik let Meiersken eller Malkepigerne til at fortælle dette. »Jamen,« sagde hun da med betænkelig Mine, »harikkedenkloge Kone fra Vindinge sin Gangher paaGaarden?« -
Jo, dethavde hun da.- »Ja, servi det, det tænktejegnok, det er hende, der
tagerSmørret af Mælken.«-Hvad dervedvaratgjøre? -»Aah, detka' vi let
kurere hendefor,naarbare I vilgjøre, hvad jeg siger.«-Ja, det vilde de gjerne.
Hvad det var? -»Næste Ganghun kommer, skal I bare ladehendegaa ind;
men imidlertid skal I alle stille Jer paaLur efter hende, og naar hun saa vil
gaaud, skal I alle styrtefrem imod hende, svinge Armene ograabe og huje;
menImaaikke lade hendekomme til Orde,forsaa taber Kraften sigoghun
faar Magten igjen. Naar hun saa mærker, at hendes hemmelige Hjælpere (d: Aanderne), der ikke kan taale den Raaben og Hujen, forladerhende, saa vil hunløbe ud afGaarden,ogIskal da forfølge hendeog3 Gangeraabeefter
hende: »gammel Hex«, saa skal I se, saa kommer hun ikke mer, og saa er hendes Hexeri forbi.«-DetvardenneScene, somvirkelig forfuldt Alvor blev opført af de modigeogtrofaste, »anførte« af Konen-noglefrygtsomme faldt jo fra-ogVirkningenvar ogsaa saaovervældende for Birthe,athunikkemere vovedesig ind i disse Furiers ugjæstfrie Hjem.«
Idette tilfældegårmantilsyneladende ikke så langt,atman øverfysiskvold
mod den formodede heks. Deterellerset almindeligt råd, at heksenskal slås
til blods, når man vil bryde hendes magt (14). Nu kan det skyldes Malling
Holms referat eller vidnernesdårlige samvittighed,men det kan ogsåvære, at Birtheerflygtet i tide, da hun joerlige så fortrolig med denne forestillingsom sineforfølgere-ja, måske selv harsatenlignende isceneen andengang.
Beretningerombekæmpelser af hekse kendes fra talrige traditionsoptegnel-
ser, somdog kun sjældenteraf selvoplevetkarakter. Men i dette tilfældeerder
tale om enretlig sammenhæng og enbegivenhed, der har fundet sted ganske
kort førnedskrivningen. Derkan derfor fæstes lid til, athekseforfølgelsen har
fundet sted, nogenlundesomdet fortælles. En af deltagerne erJensine, der jo
kort efter fik sin bulnefinger: folkereligionens forestillingerom hekse er ble¬
vetaktualiseret, ognyemytedannende træk føjes til. Malling Holmfåratvide,
atgårdmand K. H.»ogflere i Vordingborg søndre Birk havde udtalt,atdetvar tosset af Politimesteren i Præstø at ville gjøre noget imod »den kloge Kone
fra Vindinge«, for hun kunde hexe saaledes, at hun kunde unddrage sig alle
Efterstræbelser.« Vidnet indkaldes til nytforhør, godkender sine tidligere for¬
klaringerogbekræfter, at han har lånt den anklagede 10 kr. Og så fortsætter Malling Holm: »Paa Anledning meddeler Kprt. [vidnet], at det er rigtigt, at
man omdenkloge Kone Birthe Jensen harsagt, at det ikke kundenytte noget,
at Politiet tog fat paa hende eller reiste nogen Sag imod hende, da althvad
der den ene Dag blev skrevet i Protokollen, Dagen efter var forvandlet til Streger, Prikkerog Kryds, saa atØvrigheden selv ikke kunde læsedet, og at Rygtethavde sagt, at dette netop havdeværet Tilfældet i Sager imod hende
iVordingborgogStege.«
Malling Holm fortæller for en gangs skyld ikke noget om, hvad han har foretaget sig for atoplysegårdmanden ogfå ham på nye tanker. Noget tyder på,atdetikkeerlykkedes, forselvomgårdmandenmener,atBirthe harsnydt
ham for pengene,frafalderhan ethvert kravpå erstatning.
Et kultursammenstød
Juleaftensforhøret kan nu forklares som en situation, hvor tokulturer støder
sammen.På deneneside stårMalling Holm,medlemmet af overklassen-den
videnskabstroende. På den anden side den anklagede, folkereligionensrepræ¬
sentant, der tilhører almuen. Malling Holm fordrer sandhedog ikkeløgn, og det ideelle krav kommer i dette tilfælde i konfliktmedenbetydningsfuldfore¬
stilling i almuens kultur. Den anklagede frygter sin egen kulturs sanktioner langt mere end Malling Holms belæringer, der ikke er en integreret del af
hendes verden. Mod sin viljekammer Malling Holm ovenikøbet tilat under¬
støtte, at denanklagede fastholder sin omgåelse af sandheden, idethan forsik¬
rer hende om, at det ikke vil få nogen strafferetlige konsekvenser, hvad hun
endsiger. Tilbage står dog stadig Birthes angstforikke atblivegivet friefter
forhøret, og det utvivlsomt stærke psykiske pres birkedommeren udsætter
hende for.
Men Birthe erkommet ud i en af sit livs alvorligste sociale konflikter på grund af, athendes trusler rentfaktisk erblevet fulgt af noget ondt. Malling
Holmer enomhyggelig iagttager,ogselvomhan ikke selvforstår rækkevidden
afdet, har handog studsetover, atBirthe forsvarer sigogudtaler,athunikke
har »skaffet hende den boldneFinger, som Jensine tror hun har, for det kan
hun ikke.«-Deterjo slet ikke det, Malling Holms anklage går ud på,mendet
er det, Birthe frygter, at heleegnen skal fortælle næste dag. Birthe kan ikke
ændre det skete, Jensinesfinger erblevet dårlig, og derfor nægter den ankla¬
gede, athunoverhovedet harønskethævn. Birthekæmper foratfastholde sin positionsom klogog vedbliver med sin »løgn«, trods alle de ubehageligheder
hun kan frygte fra myndighedernesrepræsentant. Der ertaleom en så grund¬
læggende opfattelseomgodt ogdårligt i det primitive folks kultur, atden ikke
ladersig ændre under det kortvarige ogretdramatiske kultursammenstød.
Efterskrift
Den kloge kone Birthe Jensen og frem for alt birkedommer og borgmester Malling Holm har været de to hovedpersoner i min skildring af almuens og de dannedes forestillingsverden på Præstø-egnen for hundrede år siden. Trods
alle forskelle i vilkår og synsmåder, har de dog et tilfælles. De skulle begge
komme til at opleveatføle sigsomudstødte af deresegenkultur, og hverpå
deres måde etablereetforsøg påatbegrænse skadevirkningerne.
Birthes udflugter og forklaringer finder sted under forhør, som går forud
forendom på 1 års fængsel (15). At dommen bliver så hård skyldes ikke så
meget kvaksalveriet som den bedrageriske virksomhed, hun udfolder ved i
stedet forbetalingatfå-ofteret store-lån, somhun ikke tilbagebetaler. Hun dømmessomkriminelaføvrigheden,menhvadder er værre:almuen dømmer
hende somheks. Gårdmand K. H.'s forklaring om hekserygterne finder først
sted den 16.januar 1879 godt 3ugerefter hin juleaftenog5ugerefterJensines
første hekseanklage. Det er gennem Malling Holms beskrivelse, at vi i dag
møder Madam Sjelle, folketraditionen fra egnen kender ingen klog kone af
dettenavn.Hun vendteikketilbagesomenhelt, endsige lokalmartyr,efter sit fængselsophold, sådan somsåmangeandre kloge har oplevetdet.
Malling Holm går det også galt for, hans sympati for almuenogindignation
over for de af overklassen, der udnytter forholdene på bekostning af almen¬
vellet, erikkesynspunkter, som eralt for velsete i enlille provinsby ienpoli¬
tisk brydningsperiode, hvor Højre ogVenstre står skarpt over for hinanden.
Det er rigtigt, atMalling Holms bog kan bruges som en praktisk orientering
for nævninge og andre juridisk interesserede, men - og det fremgår ikke af
bogenselv-denharnok også haft til hensigtatretfærdiggøre Malling Holm selv, derpå dette tidspunkterblevet suspenderet fra sine hverv(16).
Hanhar behandletnogle højremænd formelt ukorrekt ved nogle sagsbehand¬
linger, utilfredsheden i de konservative kredse er i forvejen betydelig, og nu bliver det til åbnebeskyldninger frabegge sider først mellem redaktørerne i de lokalevenstre- oghøjreblade,siden vedetsagsanlæg mod Malling Holm.
Efter flere år ogmegettovtrækkeri ender det med,atMalling Holm dømmes
vedHøjesteret-men enmærkeligvalen dom erdet, somgiver ham lov til at fortsætte sinjuridiske løbebane efter afsoningen (17).
ForBirtheerdet ikkefængselsdommen på1år, dererdet virkelig belastende.
ForMalling Holm derimoderde fire måneders fængselenkatastrofe. I decivi¬
liseredes kulturerdet nedværdigende. Hanrejser til Fyn, klarer sig som selv¬
stændig jurist en tid, menbliver dårligt seende og næsten blind. Han udgiver aldrig andre værkerend»Fraen Forhørsvirksomhed«, der udkommersamme
år,somhøjesteretsdommen falder;menogså i hans utrykte arbejder: dagbøger, afhandlinger ognotater,liggeretrigtkulturhistorisk materialegemt(18).
Det kansynesparadoksalt, at deto, jeg isærhar fremhævet som repræsen¬
tanterfor de civiliseredes kultur ogde primitives, er de, der bryder imod reg¬
lerne. Men deterkuntilsyneladendeetparadoks. Sagenerden,at netopde, der
står midt i enuønsketkonflikt, såmeget stærkeresøger entilknytning. I deres
usikkerhed ogangst fortæller deos -hver på deres måde-mere end alle de,
deraldrig har oplevetensådan krise,ogderforerblevetforskånetforatdemon¬
strerederes identitet vedatunderstrege tilhørsforholdet til en kultur,dertruer medatekskludere dem.
1 Emil SeierMalling Holm, 1828-1913. SønafJustitsråd, Birkedommer, kgl. Raadmand, By- og Raadstueskriver i Roskilde. 2 De citater, der er anført i denne artikel uden særlig notehenvisning, er gengivet fra afsnittet »Løsgjængeri med Kvaksalveri, Hexeri
m.m.« s. 274-346. Kapitlet består af tre underafsnit: I. »En omvandrende Doktor«,
II.»Denkloge Kone fraVindinge«ogIII. »Denkloge Kone iTjørnehoved«. Hvor cita¬
tionstegnikkeerangivet,står fremlæggelsen for minesynspunkterogtolkninger. 3 »Fra
enForhørsvirksomhed«, »Forord«, udensidetal. 4 »FraenForhørsvirksomhed«,s.347.
5 Nævninge-systemet blev påbudt i grundloven af 1849, § 79, men trådte først i kraft
i 1919efterenprocesreformvedtaget i 1916.1 denmellemliggende periode udarbejdede forskelligekommissionerenlang række forslag,der aldrig fikgyldighed. 6 »Tidsskrift
forpopulære Fremstillingeraf Naturvidenskaben«udgivet af C. FoghogC. F. LUtken.
Tredie Række. Andet Bind. Kjøbenhavn 1865. S. 1-62. 7 Ifølge »Den danske Læge¬
stand«Kjøbenhavn 1885 erCarl Georg Gædekenfødt i København 1832. 1857-67 var hanreservelæge på sindssygeasylet vedÅrhus. Herefterflyttede hantil København.Fra
1874 var han professor ved det medicinske fakultet og fra 1875 overlæge ved Kom¬
munehospitalets nyoprettede 6te afdeling forsindssygdommeog sygdomme i hjerne-og nervesystemet. 8 »Fra en Forhørsvirksomhed,« s. 348. 9 »Fra en Forhørsvirksom¬
hed«,s. 349. 10 »Fraen Forhørsvirksomhed«, s. 349. 11 I »Det skerjo sommetider
