D E T K O N G E L I G E B I B L I O T E K THE ROYAL LIBRARY
København / Copenhagen
For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk
DEN FRANSK-RUSSISKE ALLIANCE
S Æ R T R Y K A F U G E N S T I L S K U E R , B I N D I X , N R . 3 7 6 1 9 1 9
DET KONGELIGE BIBLIOTEK
130019383599
DEN FRANSK-RUSSISKE ALLIANCE')
l) D o c u m e n t s d i p l o m a t i q u e s . L'Alliance F r a n c o - R u s s e . Ministére d e s affaires é t r a n g é r e s . P a r i s 1918.
I Hans Delbrücks Aarsoversigt i Schul- tess' Geschichtskalender hedder det for Aaret 1891 : „Mod Treforbundet syntes der at danne sig et Modforbund, bestaaende af Frankrig, Rusland og dien katholske Kirke. En grotesk Sammenstilling af de mest heterogene Elementer i Europa: re
publikansk Radikalisme, asiatisk Despoti og Munkedømme, Jacobiner, Kosak og Je
suit . . . men at der i Aaret 1891 er blevet arbejdet alvorligt paa denne Koali
tion er hævet over enhver Tvivl." — Naar Pavedømmet opfattes som „der dritte im Bunde", skyldes det Pavens Raad til de franske Katolikker om at forsone sig med Republikken og Pavemagtens fortsatte fjendtlige Holdning overfor Halien. Ho
vedsagen var dog naturligvis Tilnærmel
sen mellem Frankrig og Rusland, og Del
brücks Udtalelse viser, at man i Tysk
land var klar over, at Aaret 1891 i denne Henseende havde været afgørende.
Baade Frankrig og Rusland følte sig iso
leret, Bismarck var gaaet af i 1890, og Efterfølgeren Caprivi undlod ikke blot at forny Reassurancetraktaten af 1887 med Rusland, men lod ogsaa Triplealliancen forny paa en meget demonstrativ Maade;
det var da kun naturligt, at den Tilnær
melse, der længe var forberedt, begyndte at virkeliggøres, og gennem en Dokument
samling, som det franske Udenrigsmini
sterium har offentliggjort i Slutningen af 1918, sættes man i Stand til at følge Sa
gens Gang, særlig naar man sammenhol
der dem med de Memoirer, som Freyci- net, der var Ministerpræsident og Krigs
minister paa Sagens afgørende Stadier, ud
gav kort før Verdenskrigen.
Baade fra fransk og russisk Side fremhæ
ves Fornyelsen af Triplealliancen — d.
28. Juni 1891 — som Anledningen til det politiske Samarbejde. Paa russisk Initia
tiv sendtes en fransk Eskadre til Kron
stadt, og under dens Ophold indledtes For
handlinger, som førte til en politisk Trak
tat af 27. August, hvis Tekst udveksledes fra russisk Side undertegnet af Kansleren Giers og fra fransk Side af Udenrigsmi
nisteren Ribot, begge Skrivelser gennem den russiske Gesandt i Paris, Baron Moh- renheim.
Det e,r interessant at sammenligne det franske Udkast af 23. Juli med den ende
ligt vedtagne Tekst af 27. August — Ri- bot foreslog følgende Ordlyd: (Docum.
S. 7.)
I Kraft af den hjertelige Forstaaelse (en
tente cordiale), som bestaar mellem de to Lande
1) har de to Regeringer til Hensigt at optræde i Fællesskab i alle Spørgsmaal, som kunde bringe Opretholdelsen af Fre
den i Europa i Fare,
2) Forøvrigt træffes der den Aftale, 2t hvis en af Triplealliancens Magter skulde mobilisere sine Stridskræfter, vil Frank
rig og Rusland — uden først at behøve at komme til Enighed derom — øjeblik
keligt og samtidigt mobilisere deres.
Den endelige Tekst lyder saaledes:
(1) For at fastslaa og fuldbyrde den hjer
telige Forstaaelse, som forener dem, og i Ønsket om gennem fælles Optræden at bidrage til Opretholdelsen af Freden, hvil
ket er deres oprigtigste Ønske, erklærer de to Regeringer, at de i Enighed vil tage Stil
ling til ethvert Spørgsmaal, som kan bringe den almindelige Fred i Fare.
(2) I Tilfælde af, at denne Fred virkelig skulde staa i Fare, og særlig i Tilfælde af, at en af de to Parter skulde blive truet af et Angreb, vil de to Parter træffe
Aftale om de Forholdsregler, som det her
overfor øjeblikkeligt og samtidigt vil være ønskeligt for de to Regeringer at træffe.
(Docum. S. 16.)
Den endelige Tekst imødekommer i det væsentlige Ønsker fremsatte fra russisk Side, og ovenfor er de Punkter udhævet, som har særlig Interesse. 5. August tele
graferer den franske Gesandt, at han ef
ter en Samtale med Giers kan fastslaa, at Kejseren og Giers i Principet er stemt for at slutte en Traktat; men at den russiske Regering ønsker en paa een Gang mere almindelig holdt og mere omfattende Over
enskomst. Det franske Udtryk „Freden i Europa" var Russerne for snævert. „Fre
den kan forstyrres i Ægypten, i China gennem Planer, som dog er møntet paa Stillingen i Europa — for slet ikke at tale om Tyrkiet, der jo maa regnes med til de europæiske Magter" , og Giers mente og- saa, at det var for snævert særlig at tage Sigte paa en af de Magter, der tilhørte Tripte- alliancen; der kunde efter russisk Opfat
telse meget godt tænkes andre Fredsfor
styrrere, og den franske Gesandt sendte derpaa et Ændringsforslag hjem, hvor der var taget Hensyn til disse Tanker (Nr. 7 og 9) — Ribot gjorde straks Freycinet op
mærksom paa Uenigheden. „Det er aaben- bart Ruslands Ønske eventuelt at sikre sig
vor Hjælp ogsaa mod England, som man vil have opfattet som allerede knyttet til Trip- lealliancen. Freden, har Giers sagt, kan forstyrres i Ægypten gennem Planer, der i Virkeligheden tager Sigte paa Stillingen i Europa. Disse Ord karakteriserer meget godt den Tankegang, som er raadende i Petersborg, og det Ønske, man nærer om ikke at se Sultanen altfor hurtigt komme til Enighed med England om det ægypti
ske Spørgsmaal.
Det er det Skær, som vi har forudset;
men vi bør ikke desto mindre tage den russiske Regerings Synspunkter op til vel
villig Overvejelse, i Haab om at naa til en Forstaaelse, som Landet regner paa, og som Europa venter" (Nr. 10). — Paa den anden Side er det klart, at Frankrig væsentlig var interesseret i en Dækning mod Triplealliancen eller rettere mod Tyskland, og det forstod man godt i Rus
land. Og da Frankrig straks gik ind paa at udvide Rammerne politisk, men angaa- ende Mobiliseringen brugte bestemtere Vendinger end Russerne, udtalte Tsaren (10. August, Nr. 15), at man ikke burde handle i Hastværk i en saa vigtig Sag, og at han gerne vilde have Mohrenheim hjem fra Paris for ogsaa at høre hans Mening, og Ribot opfattede selv dette saaledes, at
Alexander III. gennem sin Gesandt i Paris vilde have Vished for, at det franske Re
vancheparti („le parti de la revanche im- médiate") ikke kunde benytte Overens
komsten til at kaste de to Magter ud i en Krig (Nr. 16).
Mohrenheim tog derpaa til Petersborg;
men allerede en fjorten Dage efter kunde han vende tilbage med Traktaten i den forønskede Skikkelse og med den ledsa
gende Bemærkning, at hvad der endnu
— ikke kunde ønskes tilføjet — men nød
vendigvis maatte tilføjes, kunde man fast- slaa ved fortrolige Forhandlinger, naar de to Regeringer skønnede, at den belejlige Stund var inde (15./27. August, Nr. 17).
Der bebudedes en 2. Akt af Forhandlin
gerne, og det maatte ifølge Sagens Na
tur blive en supplerende militær Overens
komst ; men før vi beskæftiger os med den, maa vi omtale et Besøg, som Giers aflagde i Paris i November 1891, idet det lige saa meget knyttede sig til den af
sluttede Overenskomst som til den kom
mende.
I indgaaende Samtaler mellem Ribot, Freycinet og Giers drøftedes alle de ak
tuelle politiske Spørgsmaal, og i god Kon
tinuitet af det russiske Standpunkt under Traktatforhandlingerne var det orientalske
»
Spørgsmaal Tyngdepunktet. Det var sær
lig Balkanhalvøen og Ægypten, der var under Drøftelse. Giers erklærede med Ef
tertryk, at Rusland, ikke i fjærneste Maade pønsede paa at okkupere Konstantinopel eller overhovedet at gaa aggressivt til Værks overfor Sultanen. Berlinerkongres
sens Balkankort var tværtimod dets faste Holdepunkt, og særlig overfor den af Øst
rig støttede Ferdinand af Bulgarien havde Rusland hævdet Opretholdelsen af status quo som sit Standpunkt. — Frankrig kunde fuldt ud slutte sig hertil. Ægypten var det Spørgsmaal, som særlig laa det paa Sinde, og her gjaldt det for Frankrig om at fast
holde den engelske Besættelse af Ægyp
ten som en rent foreløbig Foranstaltning og at vise Sultanen, at han kunde regne med Stormagtsstøtte, hvis han ogsaa stod paa sin Ret i denne Sag. — Frankrig og Rus
land aftalte en fælles Optræden i denne Retning og besluttede at „stive Sultanen af" overfor England ogTriplealliancen. Ge
sandterne i Konstantinopel fik parallele In
strukser i Overensstemmelse hermed, og Ribot satte igennem, at der oprettedes en fast fransk Middelhavseskadre, som i For
bindelse med en forventet russisk Flaade- afdeling, skulde danne en Modvægt tnod de stadige engelske eller triplealliance-
engelske Flaadedemonstrationer i Middel
havet. (Docum. Nr. 20—27.) II.
For Rusland havde det aabenbart i for
ste Omgang været det vigtigste at vinde Tid og skabe en vis Ro og Ligevægt i Europa. 1885—86 havde det truet med Krig mellem England og Rusland, fra o.
1890 førte Alexander III. en ret aggressiv Politik mod Tyskheden i Østersøprovin
serne, Østrig var den stadige Rival paa Balkan, og Italien opfattedes ganske som Englands „protegée". Med Frankrig havde der været nogle Smaarivninger angaaende de kristne i Palæstina; men det var og- saa den eneste Gnidningsflade mellem de to Lande og i Sammenligning med de nævnte Modsætninger rene Bagateller.
Derfor havde Rusland opsøgt Frankrig. 14.
Decbr. 1891 skrev Giers til Gesandten i Konstantinopel om den fransk-russiske Tilnærmelse „Denne vigtige Kendsgerning udgør i Øjeblikket en af de vigtigste Ga
rantier for Freden og har som sin umid
delbare Virkning overalt virket beroli
gende og skabt en Følelse af Tryghed, som Europa ikke har kendt i mange Aar"
(Nr. 24). — Saasnart der var Tale om at binde sig gennem en militær Aftale, blev Forholdet derimod mere penibelt. For
det første nærede man i Rusland store Betænkeligheder ved den parlamentariske Usikkerhed i Frankrig: i Femaaret 1885
—1890 havde Frankrig haft 8 Ministe
rier!!, og netop for Alexander III., som beholdt de Raadgivere, han havde Tillid til, det længst mulige, var det dobbelt be
tænkeligt at træffe militære og derfor na
turligvis hemmelige Aftaler med et Land, hvis Regeringspersonale idelig skiftede, og hvor Kredsen af indviede stadig udvidedes.
Dertil kom, at den nylig overstaaede Bou- langerkrise kunde efterlade Mistanke om, at Frankrig vilde misbruge en Militærover
enskomst som før antydet. Endvidere var Rusland i finansiel og social Henseende i en vanskelig Stilling (Hungersnød, Dyr
tid, Kolera), og dets militære Udrustning (man var netop ved at indføre et nyt Ge
vær ved Frankrigs Hjælp) var ufuldstæn
dig. Baade Giers og Tsaren talte om og regnede med Krigen som uundgaaelig og sandsynligvis nær forestaaende; men de ønskede for enhver Pris at udsætte den.
— At angribe eller udæske Naboerne var Rusland afgjort imod.
Heldigvis for Frankrig kunde det gan
ske dele disse Synsmaader. Bestemmende i denne Retning var nok særlig Englands Holdning; thi selvom det kun havde ringe
Hærmagt, var dets Flaade af afgørende Betydning i en Krig. For blot at nævne nogle Eksempler: Frankrigs Kolonier, dets Handel og Forbindelsen mellem Rusland og Frankrig vilde være prisgivne, hvis England sluttede sig til Triplealliancen, og det var derfor fra fransk Side et Hoved- formaal hverken at være eller blot at faa Udseende af at være den angribende Part.
Englands Udenrigspolitik lededes i disse Aar af Salisbury, og denne konservative Fører hældede stærkt til Triplealliancen og havde ved Traktatfornyelsen 1891 de
monstrativt lagt dette for Dagen; men Op
positionen, der endnu lededes af gamle Gladstone, var meget franskvenlig, og da Ribot lod den franske Eskadre anløbe Portsmouth paa Hjemvejen fra Rusland, lagde Publikum stærke franske Sympatier for Dagen — svarende til den stærke, en
gelskvenlige Strømning, som fandtes i ra
dikale Kredse i Frankrig. — Paa den an
den Side var Fjendskabet med Tyskland den alt beherskende Kendsgerning i fransk Udenrigspolitik, og da Tysklands Militær
magt var saa stærk, dets Mobilisering saa hurtig og dets Jærnbanevæsen saa fortrin
ligt, gjaldt det om at undgaa Overraskelser og Improvisation i Tilfælde af Krigsfare, og heroverfor maatte republikansk Uvilje
mod Tsardømmet træde i Skygge. Ingen var mere kaldet til at erkende Betydnin
gen af alt dette end Freycinet, der fra Marts 1890 i to Aar var Ministerpræsident og Krigsminister og forblev i sidstnævnte Stilling til Januar 1893.
Som Gambettas nære Medarbejder i 1870—71 havde han mærket sig for Li
vet, hvor skæbnesvangert det. var ved Udæskning overfor Tyskland at forspilde de neutrale Magters Sympati, og hvor far
ligt det var at føre Krig med ufærdige Allianceplaner og ufuldstændigt Krigsbe
redskab. Samtidig med at han derfor som Fagminister i Frankrig gennemførte bl. a.
en udmærket Ordning af den øverste Kom
mando, en Reorganisation af Reserven og en Overenskomst med de franske Jærn- baneselskaber med Mobilisering og Krig for Øje, virkede han fra første Færd for, at de fransk-russiske Forhandlinger skulde føre til en fast militær Aftale. Naar han derfor i første Omgang gik ind paa at føje Ruslands Ønsker, var det kun for med saa meget større Eftertryk at bringe Rus
serne til at tage de nødvendige Konse
kvenser af den første, mere „platoniske"
Overenskomst. Derfor blev Militærkon
ventionen Hovedgenstanden for Forhand
lingerne, og derfor udgør ogsaa Doku-
menterne desangaaende Hovedparten af det franske Udenrigsministeriums Akt
stykkesamling.
III.
I en Tale for Hæren d. 9. September 1891 udtalte Freycinet: „Dens Fremskridt, som Europa er Vidne til, og som Fran
krig glæder sig over, indgyder nogle Til
lid og andre Respekt; de er desuden Vid
nesbyrd om, at Republikkens Regering, trods stadige Omskiftelser paa Overfladen er i Stand til at arbejde med langt Sigt, og at den i Fuldførelsen af de nationale Opgaver er ledet af en Konsekvens, dker ikke er større i noget Monarki. Ingen tviv
ler om, at vi er stærke; vi agter ogsaa at vise, at vi e r besindige. Vi vil — ogsaa under en ny Situation — vide at bevare den Ro, den Værdighed og det Maade- hold, som i Ulykkens Dage har lagt Grun
den til vor Genrejsning." (Souvenirs, p.
469—470) — „Den ny Situation" var en Hentydning til Augusttraktaten, og Freyci
net undervurderede ikke det opnaaede, men hastede blot videre til Værkets Fuld
endelse. Til November var Giers ventet til Paris (jfr. det foregaaende) ; men forinden lykkedes det Freycinet gennem Danskeren Jules Hansen at faa Forbindelse med Alex-
ander 111 i Fredensborg og gennem ham at lægge Tsaren paa Sinde at supplere den politiske Aftale med en militær. — Da Giers kom til Paris, gjorde Freycinet ham indtrængende Forestillinger i samme Ret
ning. Den russiske Minister skød sig ind under, at dette som alle andre militære An
liggender maatte afgøres af Tsaren som hørende ind under dennes personlige Om- raade; men han gik dog ind paa:
a) at de to Lande var forpligtede til at hjælpe hinanden i Tilfælde af Angreb b) at de skulde være forpligtede til at mobilisere deres Hære i Tilf. af at Tyskland eller Østrig moboliserede, selv om der ikke forelaa Krigserklæ
ring (udh. her) og
c) at man maatte træffe Aftaler, hvor
ved man sikrede de to Landes mili
tære Aktion den størst mulige Kraft.
(Nr. 21).
Længere kunde man foreløbig ikke komme. Fra November 1891 til August 1892 gik Tiden hen med Forhandlinger. I December havde Tsaren ytret Ønske om at forhandle de militær-tekniske Detailler med en højere fransk Officer. For at for
berede dette lod Freycinet Generalstaben klarlægge Frankrigs Syn paa den militære Stilling i et Aktstykke, som den ny franske
Gesandt, Grev Montebello, fik forelagt Tsaren d. 8. Marts, og ud paa Sommeren kom Souschefen i Generalstaben, den fra Dreyfusaffæren bekendte General Bois- deffre, til Petersborg. — Forhandlingerne formede sig som en grundig Drøftelse af alle die Problemer, som en Forsvarskrig mod Triplealliancen maatte rejse, og meget af hvad der fremkom saavel fra fransk som fra russisk Side er af den største Interesse, ikke mindst med Verdenskrigen in mente.
Den franske Generalstabs Memorandum, der var særlig beregnet paa Tsaren og netop med dette for Øje klogt og skarp
sindigt støbtes om af Montebello, betonede først den fransk-russiske Forstaaelses abso
lut defensive Karakter, men dernæst, at de to Magter overfor et eventuelt Angreb vilde støtte hinanden i fuld Gensidighed.
„Den franske Regering er gennemtrænge af den Grundsætning, at Hovedformaalet under en saadan Kamp er med alle til Raadighed staaendie Midler at slaa Hoved
fjenden ; de andres Undergang vil uund- gaaeligt følge deraf. Denne Fjende er Tyskland, hvis militære Magt alene er stær
kere end dens allieredes tilsammen, og som politisk er Lederen, Sjælen og Midtpunktet for Triplealliancen. Naar Tyskland først er slaaet, vil de fransk-russiske Hære have
Østrig og Italien fuldstændig i deres Magt.
Ud fra denne Tankegang har den franske Generalstab ofret alt for Kampen mod Tyskland, og hvis Rusland skulde blive angrebet af Triplealliancen, vilde Frankrig overfor Italiens 360,000 M. kun opstille den absolut nødvendige Styrke og føre mere end '/6 af sit første Opbud o: o. 1,300,000 Mand mod Tyskerne. Med denne Hær vil det angribe Tyskland til Bunds, saa at denne Magt kun kan opstille en ringe Del af sine Stridskræfter mod Øst mod Rusland.
Ruslands Stilling overfor Østrig vil utvivl
somt ikke fuldstændig kunne sammenlignes med Frankrigs overfor Italien. Thi medens der mellem de to sidstnævnte Lande findes en naturlig Grænse, der er vanskelig at overskride, er Rusland derimod kun i ringe Grad skilt fra Østrig; det maa desuden besejre dette for at støtte sin moralske Prestige overfor de slaviske Nationer og Rumænien. Men alligevel, i Gensidighe
dens Navn er det berettiget at forudsætte, at Rusland overfor Østrig kun vil beholde de Styrker, der er absolut nødvendige for at beherske det, og at det med Resten af sine disponible Kræfter, vil rette et saa kraftigt Stød mod Tyskland som muligt."
. . . Idet det første russiske Opbud ansiaas
til 1,600,000 M., regner den franske Ge
neralstab med, at 700,000 å 800,000 sen
des mod Tyskerne, men indskærper, at det maa ske hurtigst muligt. „Det er nødven
digt, at disse Styrker koncentreres med en meget stor Hurtighed og uopholdeligt kommer i Kontakt med den tyske Hær.
Det er det eneste Middel til at forvirre en Modstander, som takket være sine hur
tige Jærnbanetransporter har optaget mel
lem sine Planer først at kaste sig over Frankrig og at slaa det og derpaa at vende sig mod Rusland." (Nr. 29, Annexe).
Dette Memorandum fandt „principielt"
Tsarens Billigelse, og den russiske Gene
ralstabschef Obroutchef var fuld ud villig til at dele den russiske Hær og selv af den Opfattelse, at saasnart de to Magter var blevet tvunget af Triplealliancen til at mo
bilisere, skulde der øjeblikkelig skrides til Angreb for at binde Tyskerne baade i Øst og i Vest, og han regnede ogsaa med, at den italienske Hær vilde blive delt, saa at een Del sendtes til Østrig og en anden Del til Tyskland, medens Tysk
land som den egentlige Leder optraadte baade mod Rusland og mod Frankrig og forsaavidt var „Hovedfjenden" ; men Rus
serne var alligevel tilbøjelige til „at in
teressere sig lidt mere for Østrig . . .
end vi synes om," som en fransk Mili
tærattaché udtrykker sig. (Nr. 42, An
nexe).
Denne Forskel i Opfattelsen voldte me
get Besvær og var fra fransk Sidfc ikke betonet fra første Færd, og da Boisdeffre kom til Petersborg, blev det længe Ho
vedemnet mellem ham og Generalstabs- chefen og Krigsministeren. I et fransk Traktatudkast af 28. Juli, der sendtes Mon
tebello kort før Boisdeffres Ankomst, hed
der det i en Paragraf angaaende Mobili
seringen : „1 Tilfælde af at Triplealliancens Stridskræfter eller blot Tysklands skulde blive mobiliserede, vil Frankrig og Rus
land . . . øjeblikkeligt og samtidigt mo
bilisere alle deres Stridskræfter . . . " — Bagved denne Formulering laa der nemlig en Betænkelighed ved, at Frankrig skulde være nødt til at mobilisere, selv om kun Østrig mobiliserede; thi det kunde af de neutrale Magter opfattes, som om Frank
rig søgte en Anledning til Krig (og det samme kunde siges om Rusland, hvis det mobiliserede blot, fordi Italien mobilise
rede). — Det var, som det fremgaar af Dokumenterne, særlig Freycinet, hvis Om
sorgsfuldhed satte sig dette Spor. Ribot tillagde diet ikke afgørende Betydning; thi som han sagde : hvis vi holder os tilbage
i det lidet sandsynlige Tilfælde, at Øst
rig alene mobiliserer, vil vi risikere straks efter at staa isolerede overfor Tyskland og Italien (Nr. 52) eller et andet Sted:
hvis Østrig og Rusland skulde erklære hinanden Krig eller blot mobilisere, „vilde hverken Frankrig eller Tyskland være i Stand til at holde sig udenfor Konflikten, og jeg tlføjer, at det for vort Vedkom
mende ikke vilde være i vor Interesse".
(Nr. 62). Russerne saa fransk Egoisme eller — med fuldkommen Uret altsaa — Revanchelyst bag den stærke Fremhæ
velse af Tysklands Betydning; men de havde ogsaa en anden Indvending mod denne Formulering af Mobiliseringsbe- stemmelsen : „Det er vor absolute Overbe
visning, at vi først vil blive angrebet af Østrig med Støtte af Italien og maaske ogsaa af Rumænien. Tyskland vil holde sig rede til at gribe ind i det Øjeblik, det selv vælger; men det vil aldrig angribe først. De opfordrer mig i saa Fald til en partiel Mobilisering; men det er absolut umuligt, fordi de Tropper, som vi samler i Polen, kommer fra alle mulige Steder af Riget og er blandet mellem hverandre.
Og bortset fra det ugørlige heri vilde vi ved kun at foretage en partiel Mobilise
ring udsætte os for altfor store Farer over
for det truende pludselige Angreb fra Tysk
land" (Krigsministeren til Boisdeffre, S.
73). — Denne Tanke, at Tyskland vilde skubbe Østrig foran sig var for saa vidt nærliggende, som den gav Tyskland den Fordel heller ikke at fremtræde som An
griber ; men Russerne byggede den ogsaa paa en Omstændighed, som var den fran
ske Generalstab overraskende, nemlig at den tyske Mobilisering vilde foregaa langt hurtigere, end Franskmændene antog. „Ty
skerne vil ikke foretage den lovformelige Mobilisering, som De regner med," sagde Obroutchef, „de vil, ligesom de gjorde i 1875, anvende personlige Indkaldelsesor
drer, der udsendes i Forvejen og i Stilhed, og paa den Maade vil deres Afdelinger naa fuld Styrke endog, førend Mobiliserings- dekretet offentliggøres" (S. 77). Det russiske Efterretningsvæsen havde skaffet sig en Mobiliseringsplan for Tripleallian- cens Hære, og det er dog virkelig be
undringsværdigt, i hvilken Grad den mo
derne Krigs Væsen er erkendt allerede paa dette Tidspunkt. Boisdteffre troedle «ikke rigtig paa en saa hurtig tysk Mobilisering, og noget af denne Tvivl har man for
mentlig været hemmet af endinu i 1914;
men Russerne var aabenbart forberedt. Nu, da det kan betragtes som sikkert, at Tysk-
land lod Østrig gaa i Breschen i 1914, maa det være tilladt at fastslaa, at den russiske Mobilisering i 1914 med Urette er blevet betegnet som Aarsagen til Ver
denskrigens Udbrud, og at Russerne med deres mangeaarige Kendskab til Tripleal- liancens politiske Strategi nødvendigvis maatte opfatte et udæskende, mobiliserende Østrig som Forløber for et Tyskland, der stod paa Springet til Angreb.
IV
I Traktatforhandlingerne kom man snart til en Forstaaelse, og d. 10. August 1892 enedes Boisdeffre og Obroutchef om en Militærkonvention og undertegnede den nogle Dage efter i følgende Form:
„Frankrig og Rusland, der i lige Grad er besjælede af Ønsket om at bevare Fre
den, og som ikke har andet Maal end at sikre sig overfor en defensiv Krig frem
kaldt ved et Angreb ?.f Triplealliancens Stridskræfter mod den ene eller den an
den af dem, er blevet enige om følgende Forholdsregler:
1) Hvis Frankrig angribes af Tyskland eller Italien, støttet af Tyskland, vil Rus
land ?nvende alle sine disponible Kræfter til at angribe Tyskland. Hvis Rusland an
gribes af Tyskland eller af Østrig, støttet af Tyskland, vil Frankrig anvende all)e
sine disponible Kræfter til at bekæmpe Tyskland.
2) 1 Tilf. af at Triplealliancens Styrker eller en af de Magters, hvoraf den be- staar, skulde mobilisere, vil Frankrig og Rusland ved den første Efterretning om Begivenhederne og, uden at en forudgaaende Aftale er nødvendig, øjeblikkeligt og sam
tidigt mobilisere alle deres Stridskræfter og føre dem saa nær som muligt til de
res Grænser.
3) De disponible Styrker, som bør an
vendes mod Tyskland, vil for Frankrigs Vedkommende være 1,300,000 M., for Rus
lands 7 å 800,000 M. Disse Styrker skal engageres til Bunds og i største Hast, saa at Tyskland maa kæmpe paa een Gang mod Øst og mod Vest.
4) De to Landes Generalstabe vil stadig holde Forbindelse for at forberede og lette Udførelsen af de ovenfor angivne Forholds
regler. Allerede i Fredstid vil de meddele hinanden alle Oplysninger ang. Tripleal- liancens Hære, som er eller maatte blive dem bekendt.
Veje og Midler til at holdie Forbindelsen vedlige i Krigstid skal i Forvejen over
vejes og fastsættes.
5) Frankrig og Rusland vil ikke slutte Særfred.
6) Nærværende Konvention skal have scmme Varighed som Triplealliancen.
7) Alle ovenfor anførte §§ skal holdes strengt hemmelige."
Generalernes Underskrift kunde natur
ligvis ikke forpligte de to Regeringer; men man anvendte denne Form for at give Akt
stykket større Vægt overfor Tsaren og fra fransk Side med det udtalte Ønske, at den endelige Traktat undertegnedes af begge Landes Udenrigs- og Krigsministre. Bois- deffre fik inden sin Hjemrejse skriftligt af Krigsministeren og mundtligt af Tsaren den Erklæring, at Alexander III. havde sat sig nøje ind i Dokumentet og billigede det i dets Helhed. Den sidste Paragraf var indsat paa russisk Forlangende, og Tsa
ren udtalte gentagne Gange, at Brud paa Hemmeligholdelsen for ham betød Annu- iering af Traktaten, men overfor den Ind
vending, at det franske Folk maatte vide, hvorledes dets politiske Stilling var, be
grænsede han det til, at det ikke gjaldt den fransk-russiske ,,Entente", men kun Militærkonventionen. — Parlamentarisme og Diskretion var i Tsarens Øjne vanske
lige at forlige, og Faren for en meget hur
tigt indtrædende Krig foresvævede ham sta
dig. „Jeg vilde meget gerne have endnu i det mindste 2 Fredsaar. Thi vi maa fuldende vor Bevæbning og vort Jærnbane- net og komme til Kræfter ovenpaa Dyr
tiden og Koleraen. Men man maa haabe, at Freden kan bevares endnu en rum Tid"
. . (18. August 1892, S. 95), og i denne Sammenhæng forekom det ham særlig vig
tigt, at der ikke kom noget ud/ om Mili
tæraftalerne, for at Triplealliancen ikke skulde gribe til Vaaben, inden de to Mag
ter var modstandsdygtige. 1 de følgende Maaneder skulde saa den endelige Ratifi
kation komme, men ogsaa her trak Rus
serne Sagen i Langdrag. Giers var længe syg, Tsaren paa den sædvanlige Ferierejse til Danmark, og det russiske Regeringsma- skineri som sædvanlig langsomt og tungt.
1 Frankrig var man utaalmodig, Freycinet og Ribot vilde gerne bjerge Traktaten i Havn, men forgæves. Dertil kom, at Ud
kastet jo kun var et Udkast, og fra fransk Side bragtes ogsaa Ændringer i Forslag.
Freycinet indvendte overfor § 2, at der burde staa ikke blot „mobilisere", men
„skride til almindelig Mobilisering", og i
§ 3 vilde han ændre Tallet 1,300,000 til 1,200,000—1,300,000 for at markere et lig
nende Spillerum som for den russiske Hær
styrke. Ændringen til § 2 tabte jo noget i Betydning, naar § 2 sammenholdes med
§ 1, men var i sig selv meget rimelig, og Ændringen til § 3 var jo rent formel.
Vigtigere var den Indvending, som Præ
sident Carnot rejste mod § 7 : Principielt kan Republikkens Præsident ikke slutte
hemmelige Traktater, det vil sige saadanne, som maa unddrages Parlamentets Kontrol selv, efter at Statens Sikkerhed og Inter
esse ikke længere vilde kunne begrunde en Nægtelse af at meddele dens Indhold.
Saaledes formulerede Ribot (Nr, 75, 27.
August 1892) Carnots Opfattelse. Men og- saa dette var nærmest en Formsag. Ribot mente nemlig, at man vilde imødekomme baade Tsaren og Carnot ved at formulere
$ 7 saaledtes „De overfor anførte §§ kan ikke bekendtgøres uden begge Parters Sam
tykke" , og det er da klart, at Forskellen reelt kun blev den, at den ene Formule
ring indeholdt Ordet „hemmelig" , den an
den ikke; thi Russerne maatte jo forud
sættes i begge Til'ælde at ville kræve Hemmeligholdelsen, saa at Traktaten var og blev hemmelig. Men det viser, at Car
not havde en meget fintmærkende konsti
tutionel Samvittighed.
Montebello var ikke glad ved Ændrin
gerne, og da Obroutchef blev sat ind i Sagen, bestyrkedes han i, at særlig Æn
dringen af § 7 vilde virke meget ugun
stigt paa Tsaren. Han foreslog derfor Ri- bots Efterfølger, at man uden Ændringer i ledsagende Breve skulde fortolke de om
handlede §§ i den ønskede Retning og forud aftale Indholdet af den officielle Med-
delelse, som den franske Regering — naar Traktaten skulde træde i Kraft og Mobi- liseringsordre udstedes — til sin Tid maatte afgive i Kamrene. Ifølge Dokumen
terne blev Tsaren imidlertid slet ikke ind
draget i denne Forhandling, og en Anled
ning til endelig Ratifikation tilbod sig ad en anden Vej.
V
1893 gennemførte Caprivi en ny Hærlov, der udvidede den tyske Hærs Rammer og væsentlig fremmede dens Krigsberedskab.
For de franske og russiske Militære var der al Grund til at blive enige om Be
tydningen heraf, og derfor sendtes der af den franske Generalstab et nyt Memoran
dum — atter i Montebellos diplomatiske Omformning — til Tsaren, der klart og grelt paaviste den Fare, den nye tyske Lo-/
rummede, og Nødvendigheden af i Forvejen og i god Tid at faa den fælles militære Aktion planlagt og fastslaaet (Note, 5. Sep
tember 1893, Nr. 88 Annexe). — Den glimrende Modtagelse, Franskmændene paa samme Tid gav en russisk Eskad/re \ Toulon, beredte ogsaa Jordbunden for den endelige Afslutning, og gennem et Brev fra Giers til Montebello 15./27. December 1893 og et kvitterende Svar fra Monte-
bello til Giers 23. December 1893/4. Ja
nuar 1894 fastsloges det, at de to Gene
ralers Udkast skulde have Gyldighed som bindende Traktat.
Værket var fuldbyrdet. Freycinet og Ri- bot var blevet Ofre for Ministerskifternes Genvordigheder; men dem tilkommer dog
„Æren og Ansvaret".
Inden vi gaar over til en Slutningsbe- tragtning af den fransk-russiske Alliances Plads i moderne Historie, er der blot et Par Ting at tilføje.
Traktatens § 6 bestemte jo, at Militær
konventionen skulde have samme Varig
hed som Triple-Alliancen, og fra begge Si
der var det ment som en Understregen af Traktatens defensive Karakter. Men den indeholdt jo en Ulæmpe. Sæt, at Triple- alliancen opløstes „paa anden Maade end efter dets Medlemmers Beslutning" , f. Eks.
ved Østrigs Sammenbrud, saa vilde noget saadant netop kunne bringe storpolitiske Rystelser, medens Traktaten samtidig op
hævedes af sig selv. Det var Delcassé, der opdagede dette. Efter at være tiltraadt som Udenrigsminister i 1898, satte han næste Aar igennem 1) at Militærkonventionen skulde have samme Varighed som Trakta
ten af 1891 3: ikke være tidsbegrænset, og 2) at de to Lande som Formaalet med
deres almindelige Politik ikke nøjedes med Udtrykket „Opretholdelsen af den almin
delige Fred", men tilføjede „og af Lige
vægten mellem de europæiske Magter", hvorved Rækkevidden efter Delcassés Op
fattelse blev „singuliérement étendue"
(Nr. 93 og 95). Hemmeligholdelsen af samtlige Aftaler betonedes paany og i en Form, der viser, at den da siddende Præ
sident Loubet ikke har kendt eller delt Carnots Betænkeligheder.
I 1912 sluttedes der mellem Marinesta
bene en lignende Aftale som den, der be
stod mellem Hærledelserne, og da Briand som fungerende Udenrigsminister modtog officiel Henvendelse fra Tyskland og Øst
rig desangaaende, svarede han, at Frank
rig i sit Forhold til Deltagerne i Triple Ententen fastholdt sin traditionelle Poli
tik, nemlig Opretholdelsen af den europæ
iske Ligevægt (Nr. 105).
VI
Den fransk-russiske Alliance bestaar saa- ledes ifølge de foreliggende Dokumenter aktmæssig af en Række Overenskomster:
1) Traktaten af August 1891, 2) Militærkon
ventionen 1893—1894, 3) Delcassés Æn
dring 1899 og 4) Marineoverenskomsten af 1912. Men grundlæggende var jo de to
første. 1 Foraaret 1890 havde Freycinet lige efter Bismarcks Fald en Samtale med den tyske Gesandt i Paris, Grev Münster, som han omgikkes venskabeligt. Greven, der havde gode Forbindelser i russiske Hof
kredse og i det hele fulgte godt med. sagde pludselig ganske lige ud: „Hvad Interesse har De af at nærme Dem Rusland, . . . tro mig, der kommer aldrig noget godt Øst fra" (udh. her, Souvenirs, p. 438).
Ordene kan ikke have lydt særlig tro
værdigt dengang, men nu klinger de ak
tuelt nok i vore Øren, og dog passer de ikke paa den fransk-russiske Alliance.
Traktaten var ikke Indledningen til politi
ske Eventyr. Rusland ønskede ikke at føre Krigspolitik, og de Milliarder, Alliancen overflyttede fra Frankrig til Rusland, maatte efter menneskelig Beregning anses for ret vel anbragte, naar man erindrer Ruslands naturlige Rigdomme, og de gav ialtfald som Forrentning en politisk Tryghed, som Frankrig haardt havde savnet. Det er der
næst ubeføjet, naar man har villet frem
hæve det defensive som et særlig russisk Synspunkt og har villet illustrere det med, at der gik to Aar, inden man officielt an
vendte Ordet Alliance. Som Læserne vil vide, har det samme Gyldighed for Frank
rigs Vedkommende; Freycinet var ikke
mindre defensiv end Alexander 111. Det cr ogsaa urigtigt, at Tsaren „ikke vilde høre Tale om Elsass-Lothringen". Overfor Montebello udtalte Alexander III. den 16. December 1893: „De vilde ikke være gode Patrioter, De vilde ikke være Fransk
mænd, hvis De ikke fastholdt Tanken om, at den Dag vil komme, da De vil kunne generhverve Deres tabte Provinser; men mellem denne kun altfor naturlige Følelse og Tanken om en Udæskning for at naa dens Realisation, om en Revanche med eet Ord, er der et langt Skridt, og De har mange Gange bevist, De har nylig vist, at De ønsker Fredfen fremfor alt, og at De forstaar at vente med Værdighed" (Best
horn: Aarsagerne til Verdenskr. S. 30—31, Dokum. S. 125). Freycinet og Ribot var ikke mere Revanchemænd end Alexander III. f. Eks. i Forhold til Bulgariens Eman
cipation. Fra begge Sider forstod man „at vente med. Værdighed".
Som tidligere bemærket: for et Frankrig, der ikke kunde naa en Udsoning med Tysk
land, var der ingen Vej udenom Alliancen med Rusland, og Freycinet, der i sine Me
moirer fortæller meget om sine politiske Genvordigheder, skænker ikke Oppositio
nen mod denne Politik nogen Omtale. Og naar Frankrig senere, 1899 og 1912, un-
derstreger Opretholdelsen af den euro
pæiske Ligevægt, skyldes denne større Selvfølelse, dette stærkere Initiativ, ikke russisk Paavirkning, men en ny Genera
tions Mænd og den maaske allerede i 1899 tilstræbte og i 1912 fuldt ud gennem
førte engelsk-franske Forstaaelse. Det er Frankrigs Forhold til Tyskland, der er Kærnen i dets Udenrigspolitik efter 1871, og ikke Forholdet til Rusland, det første er Kilden, det andet er Afledning, og det kan maaske være nyttigt at fremhæve dette i nærværende Øjeblik.
Det tyske Diplomati gjorde jo forøvrigt i 1914 Frankrig den Tjeneste, at Frank
rig ikke behøvede at mobilisere „af Hen
syn til Traktater med Rusland" , men un
der Forhold, hvor ethvert Barn har for- staaet, at diet gjaldt Uafhængigheden og
Livet. A. J. West.
B1ANCO LUNOS BOGTR. KRHVN.
