Begravelsesskikke i Ribe Amt
Inden for kirkegårdens port
Af
A. M.FUttrup
Selvmordere
»IHviding blev selvmordere ikke ført indgennem
kirkelågen,mende blev båretoverdet tilhuggede
korstilvenstreibilledet«. Såledeslyder teksten til
etbillede,somMogens Juhl, Ribe, hartagettilen artikeli Fra Ribe Amt1994, side 204.1bogværket
DanmarksKirker,Tønder Amt,erder side 1149et billede afengravsten,somangivesatvære en »ro¬
manskgravsten«anbragt iHviding kirkegårdsøst- dige. Spørger man om de to billedgengivelserer identiske, måsvaretværeja.
Deter imidlertiduvist, hvornår enanbringelse
afgravstenskorset har fundet sted. Lederen afsog¬
nearkivet i Hviding, Laurids Nygård Nielsen, har foretagetlokaleundersøgelser, der endnuikke har ført til nogetresultat. Der gisnesom,at gravstens- korsets placering har fundet sted veden eller an¬
denregulering eller restaurering. Hvis detertilfæl¬
det, vil en neddykning i arkiver i Landsarkivet i Åbenrå,muligvis give det ønskedesvar.
At det harværet sådan,atselvmordere i sin tid blev førtoverkirkegårdsdiget, erder beretninger
ommangesteder fra, ikke alene fraHviding,men
også fraenanden kant iamtet.Fra Oksbøl forlyder
det fra tidligere kirketjener og graver, William Christensen, at »for mange år siden måtte selv¬
mordere ikke komme ind gennemporten.De blev
trukket over norddiget ved nattetide«. Fra nabo¬
sognetJanderup, har F. Bennetsens enke, Barbara,
berettet om, at det har »været almindelig skik at begrave selvmordere efter solnedgang«. Hun med¬
delerogså, at de der har fundet døden ved egen hånd, skullelægges »i kisten i de klæder, somde
havdepå, da de hængte sig«. Hunbekræfter også,
atselvmordere »skullesættesoverdiget«.
Der findesberetningerfragammel tid derhæv¬
der, atselvmordere, der blevbegravet i »uindviet jord«, blevgravetop af familien»omnatten«,og degravede daenny gravindepåkirkegården'.
I Christian V's Danske Lov (1683) står der, at
»den, som sig selv ombringer ... må ej begraves
enten i kirken eller på kirkegården, medmindre
han gør det i sygdom eller raseri«. Da man var
bange for,atenselvmorder kunne»gåigen«,ville
manhellerikke have,atden, der havde»ombragt sig selv«, blev begravet på et privat jordstykke.
Helst skulle selvmorderen begraves i et stykke jord, der ikke havdenogenejermand »imarkskel, navnlig i trebundet skel, der ingenejermand hav¬
de,påenkorsvej, påetøde sted,ietafsideshus«.2 Jeg erikke bekendt med etbegravelsessted for
enselvmorder i RibeAmt,menAlfred Kaae har i sinbogomUlfborg fortalteom»Larses grav«på UlfborgHede.3 Overleveringen fortæller, at Lars
havdetagetsigselv afdagepåengård, Kærgård,
engang i 1790'erne. Ifølge Alfred Kaae »lagde
manLarsesafsjælede legeme påenfladvogn for¬
spændt medtostude,ogder hvor studene standse¬
de for at græsse, skulle Lars begraves«. Stude¬
spandetvarinde ienanden gård,mendet blev pi¬
sket udafgårdenogtogsåenanden retning. Ude på heden, ca. 20 minutters gang fra gården Østergård, »væltede vognen nærfoden afen to- kupletbakke, just der, hvor vejen deler sig ito,den
ene går brat til venstre, mens den andens dybe hjulspor fortaljer sig indover heden .... Her blev
Detensommetrækorspä Larsesgravpä Ulfborg Hede. (Foto: A. M. Futtrup, 1993).
Larsbegravet«.Alfred Kaaeerikke helt sikker på,
om»Larsesligfærd hører til det oprindeligesagn«,
men»graven erægtenok«. I 1919vardertodren¬
ge, brødrene Gjaldbæk, der forarbejdede et trækors ogsattedet pågraven.Dette kors endte si¬
nedage på Skjern Museumog»fik etiketteogblev
udstilletsom: »Kors, fundet i selvmordergrav fra
1742 på Ulfborg Hede«. I 1949 satte den ene af brødrene,tandlæge KristianGjaldbæk,et nytkors påLarsesgrav.Bag på korseterfastgjortfølgende
ord, skrevet afhansbroder Hans Gjaldbæk, me¬
dens hanvardreng:
»Livet blev ham forsværtog sorgenforstor;
meningenpræstmåtteoverham taleogbede.
Han måtteej hvile i indviet jord,
derfor fik han sin grav på den store ensomme hede«.
Fra Varde har vieteksempel fra 1822, hvor kisten
med skomager Morten Jonassen i ubemærkethed
blev båret indpå kirkegårdenogbegravet inattens mulm ogmørke.
Morten Jonassen blev den 31.juli 1821 dømt for
at have påsat en brand, som lagde store dele af
Varde i aske. Ikke mindre end 66gårdeoghuse i
byen lå i ruiner. Dommen indledtes: »Thi kendes
for ret:Tiltalte skomagermester Morten Jonassen
af Varde børat halshugges med økseog hovedet
såvelsomkroppenderefteratlægges påstejle...«.
Morten Jonassenbegærede appel og opnåede, at hans hoved og krop ikke skulle lægges påstejle.
Den 9. februar 1822 blev hanhalshugget veden
gravhøj ikke langt fra Frisvad Mølle nord for byen.
Regningen for denne henrettelseerbevaret.Skarp¬
retterembedet varpådette tidspunkt ledigt, hvor¬
formanmåtte henteskarpretter Stengel fra Oden¬
se.Hans regning lyder: »Foret hovedatafhugge
16rdl.,diætpenge for mig ni dage å 2 rdl.,vogn¬
fragt fra Odense til Varde og tilbage 36 mil å 4
mark 8 skilling pr. mil 27 rdl., drikkepenge for
sammeå 13skillingpr.mil 4 rdl.5 mark 4skilling, fragt med bådovervandetfra Middelfart til Snog¬
høj ogtilbage 2 rdl. Tilsammen 67 rdl. 0 mark 4 skilling. Varde 9. februar 1822. Stengel, skarpret¬
ter«.
Ligetblev lagt i kiste og gravetned ved selve
retterstedet. Derfortælles,atengruppemændom natten gravede kisten med den døde op og førte
den til den nuværendegamle kirkegård ved rådhu¬
set,hvor degravedeen gravmidtvejs igangen,der løb midtvejs mellem kirkegårdsdiget og Torvet,
sænkede kisten ned og gik bort efter omhyggeligt
at have udslettet sporet af deres natlige færden.
Om kisten erblevet båret gennemkirkegårdspor¬
tenelleroverdiget,nævnerkilderne desværreintet
om, menshansvennerhardogment, athan skulle
hvile i vietjord.4
Denstrengebestemmelse i Danske Lovangåen¬
de gravstedfor selvmordere erder i følge profes¬
sorP. G. Lindhardt(Begravelsesritualets historie)
»sketenmildnelse i forholdet tilselvmordere«, så det blev »skik« at føre kisten med selvmorderen
overkirkegårdsmuren. Når kisten med selvmorde¬
renskulleover murenogikke føresgennemkirke¬
gårdsporten, hang detsammenmed den tids folke¬
tro.Ifølge Feilberg havde »hvert menneske sin be¬
stemtetidatlevei; afkortes denne tid, detværesig
ved egenhånd eller vedenulykkelig hændelse, vil
dendødeikke findehvile, han vil færdesomkring hjemløsog fredløs, til hanstiderudløbet«,og så
ville han få fred. Indtil da gjaldt det om, at den
fredløseikke fandt vej til hjemmet, og denne vej
kunnelettes, dersom han fandt kirkegårdsporten.
Som tidengik modnedes den tanke,atman-i føl¬
ge P. G. Lindhardt - kunne »finde undskyldende
momenterog anbefaledeenvis »moderation« ef¬
ter omstændighederne, endda så vidt som til at jordpåkastelse i visse tilfælde kunne finde sted. I
1866 afkriminaliserede enny straffelov selvmor¬
det, og selvmorderen havde derefter ret til be¬
gravelse i viet jord medpræstogjordpåkastelse«.
Indstrandedelig
Dervarandre end selvmordere ogdødsdømtefor¬
brydere, der ikke på legal måde blev begravet på
enkirkegård. Først ved nogle forordninger i 1876
og1877 kunnemanvedhenvisning til disse kund¬
gørelser begrave indstrandedeligpå de danskekir¬
kegårde på legitim måde.
Lederen af Darum Sognearkiv, J. Hedegård Rasmussen, har ienartikel, der harsomoverskrift:
Et blad af kirkegårdens historie, bl.a. fortalt, at DarumKirke ienfjern fortid, 1607,varkommeti
besiddelse afendeljordegods. En lille del af dette
»gods« på ca. 600 kvadratmeter hører til kirke¬
gården. Hvad erså dettejordstykke blevet brugt
til? Hedegård Rasmussen svarerpå denne måde:
»Derkannæstenkunværedenforklaring,atman
på dette stykke kirkejord derude ved havkanten
harbegravet ilanddrevne lig«. Det hedder videre i
artiklen: »En lignende plads havde man i Tjære¬
borg lige uden for kirkediget«. Og så slutter arkiv¬
lederen dette afsnit af artiklen med at gøre op¬
mærksom på, at »i næsten alle kystsogne finder
mande såkaldtedødemandsbjerge«.
Museumsinspektør Søren Manøe, Ølgod, har i
FraRibe Amt 1981 ieninteressant artikelomDø-
Dødemandsbjerge ved Vejers
ogGrarup Strand.
(Efter kort i Fra Ribe Amt 1981,s.185).
demandsbjergeogDødemandsdalefortaltomden særlige mådemanbegravede ilanddrevne ligpå.5
Ifølge Søren Manøe er »Dødemandsbjergenes
funktion formelt ophørt ved lovens indførelse i
1872,menud afkirkebøgerne kanvise,atdet må
væresket mellem 1843 og 1860afhængig af for¬
holdenede enkelte steder.Ændringen hængeran¬
tageligsammenmedoplysningstidenoghumanis-
Fig. 4.
©Kjærgård dødemandsbjerg.
®Børsmose døtiemandsdal.
®Grærupdødemandsbjerge.
©Grærupdødemandsdal.
®Begravelsespladsen ved Engsø i Vejers.
mens udbredelse«. Søren Manøe oplyser også, at
eteksempel fra HenneogLønnepegerhenimodat
ennyindstillingvarpå vej. Ophavsmanden til ek¬
semplet har Søren Manøe fra Torben Klinting, der
fortæller: »Flere forstandige og indflydelsesrige
mænd i Henne ogLønne sognearbejdedepåatfå
indført en mere hæderlig begravelsesmåde for strandlig«. Det lykkedesatfå »indført den regel,at strandlig skulle begraves i indviet jord,ogatder til stadighed skulle henståtoatrereservekister iHen¬
neKirketårn«.6
Påkirkegården
»Er der et særligt hjørne af kirkegården, dervar forbeholdt»fattiglemmer«ogselvmordere«? Pået sådant spørgsmål har de fleste sognei amtet sva¬
ret, atdet har derværet. Oftesvaresdetsådan, at selvmordere,fattiglemmer,forbrydereog»særlin¬
ge«, somdet bemærkes fra Alslev måtteværefæl¬
lesomdenudpegedebegravelsesplads.7
Fra Hunderup oplyser T. Kragelund i NEU-un- dersøgelsen: »På Hunderup Kirkegård lå der ved
denøstreendeetbredtbælte,der kaldtesfællesjor-
den-stykketvartilgroet medgræs ogbuske, kort sagt etvildnis. I dettestykkeblev degamle frafat¬
tiggårdenbegravetsamtomvandrendetiggere lig¬
gende døde ienlade eller vedetdige,hvor dervar læ. Selvmordere blev også begravet i fællesjor-
den«.8 I Janderup er selvmordere begravet i det sydøstlige hjørne, ifølge arkivleder Viggo Mikkel¬
sen.FraHvidingoplyser Laurids Nygaard Nielsen
i spørgeskemaet, at optanter ikke måtte begraves på sydsiden af kirken.
I sinNEU-beretningfraMandø hævder Johanne Nielsen,atmanhavdeethjørne af kirkegården, det nordvestre,beregnet tilat begrave »strandlig«,og atselvmordpåøen næstenikke fandtsted.9
I Kristian Kristensens lokalhistoriske bog om
Fåborg sogn erderet lille afsnit om begravelser,
vistnok fortalt afJeppeRavn.1"Herfra skal citeres
følgende: »Ved kirkensatteskisten først påetpar små ligbænke uden for ligporten, indtil præsten kom til stede. Derfra førtes den lige til graven.
Hverken dendøde ellerfølget kom i kirken«. Der
fortælles videre, at præstenefter jordpåkastelsen
holdtligprædiken, nogle mænd ringede medkirke¬
klokkerne, og en salme blev sunget ved graven.
Herefter »tog de fire mænd, der havde båret og sænket dendøde i graven, fat på skovlog spade,
som stod parat i jordhøjen, og fyldte graven til,
mensfølgetstodog så derpå«. Efterendt arbejde
med at fylde graven til medjord lagde de fire
mænd »håndværkstøjet ned på graven, to og to
overkors«.
I Starup kanmani hovedtræk berette omnoget lignende. I L. Jespersens bogomStarup Sognfor¬
tælles derogsåom,at »kisten kom ikke ind i kir¬
ken; den blev båret til graven. Præsten talte også
ved graven og »kastedejord på«. Graven blevka¬
stettilafnogle mænd. Skovleogspader blevogså lagt over kors »på den tilklappede grav««." L.
Jespersengiver ikkenogetbud på,omdervar no¬
gensærlig grund til denne korstegning. Men»man togvist varselaf, om enspade ellerenskovl kom
til atliggeøverst,omdennæstedøde skulle blive
enmand ellerenkvinde«. H. F.Feilberg giver i sin bog: Dansk Bondeliv den oplysning, at en skovl
skalkendetegneenkvindeogenspadeenmand.12
»Ligetskal kommefraden kantafsognet,hvorhen
skaftet vender«.
Nr. Nebel harogså kendt til skikken med skovl
ogspadelagtoverkors på dentilkastedegrav.Det fremgår af Nr. Nebelpræsten Jørgen Stampes »be¬
mærkninger angående de religiøse og verdslige
skikke iNørre NebelogLydumsognefra omkring
midten afforrige århundrede«. H. K. Kristensen
harientilføjelse til Stampes optegnelser bl.a. op¬
lyst følgende: »I gammel folkemålerspade han¬
kønogskovl hunkøn, ligeledes på tysk ... Mange
steder i Tyskland og Schweiz tages de samme varsler«.13
IHunderup har detværetsådan,atfør1900 kom
der ingen kister ind i kirken.14 Det samme var tilfældet i Seemifølge Andreas Nørgaards Træk af
Seem Sogns historie. Theodor Korsager, Holsted,
eraf denmening,atdetvaraf økonomiske grunde,
kisten og følget ikke kom ind i kirken. Detvar i
»tiendeejernes tid«.Hanformulererdetsådan i sin
meddelelse til Nationalmuseet: »Det var kun de
højeste velhavere, der kom i kirken. Andre blev båretlige tilgraven«.15Også i Oksby førtes kisten lige til graven ogblev »straks sænket ijorden«.16
Lokalarkivet i Billummeddeler,ati»detteårhun¬
drede har detværetskikatsamles i kirkenførst, in¬
denman gik tilgraven«.Aastrup Sognearkiv ved Olga Pedersen oplyser, atdet først omkring 1895
blevalmindelig skikatsamles i kirken, indenman
gik til graven. I Bramming skete dette »først i 1900-tallet«, oplyses det fra lokalarkivet i Bram¬
ming idet tilsendtespørgeprogram.
IStrellev fortællerHolgerØllgaard,havdeman den skik vedrørende tilkastning af graven, at
»bærerne trak frakken af ogkastedegraventil med
detsamme, mensfølget såtil«.171 Ølgod,fortæller Øllgaardvidere, har dette ikkeværetskik. Tilkast¬
ningentoggraverensig af, nårfølgethavde forladt kirkegården. Senere efterspisningenkom »famili¬
enogtogsyn over graven«.
»Følgetfulgtemedtil Vorbasse kirke. Og efter
atmanhavdespændt fra, samledes man.Præstog
degn stod foran kisten, og medens klokkernetog til at ringe og degnen sang Her mødes alle veje,
blev kisten båret direkte til graven«. Således var fhv. gårdejer Petersens melding tilNationalmuse¬
etsetnologiskeundersøgelser.18
Skalmanpå grundlag af ovenstående beretnin¬
gerkomme medetbud på,hvornårdet blev almin¬
delig skikatsamles i kirken først, inden kistenog
følget gik til graven, vil årene omkring 1900 nok
være sandsynligt. Kirkeordinansen af 1537-1539 siger,at»altforegårvedgraven,kirkentagesikke
ibrug«. SelvomOrdinansensigerdette,så ved vi,
atderføri tiden harfundetbegravelse sted inde i
selve kirken. Således skriver Jens Hedegård Ras¬
mussen,Darum, i sin artikel, at »indtil et stykke
ind i 1700-tallet begravedes herremænd, præster ogkirkeværger ofte inde i selve kirken, herom vid¬
nerendnu detremindestene i tårnrummet i Darum kirke«.191 1805 kom der forbud modatbegrave in¬
de i kirken. Kirken måtte ikke længere være be¬
gravelsesplads. Den pladsvarude på kirkegården.
Skulle der hersomslutning på dette afsnitnæv¬
nes en tredjebegravelsesform, kan vi gå tilbage i
tiden til slutningen af 1600-tallet. I Den danske
kirkes Historie hedder det: »Kun ordentlige kri¬
stenfolks lig skal præsten begrave. Da kommer sørgefolkene tilgravenmed liget, somstraks ned¬
sænkes. Og præsten kaster jord påtre gange. Og
mens ligbærerne kaster graven til, synges f.eks.
samlerne fra kirkensgamle dødsofficium Mens vi
leverpå jorden herog Med glædeog fred far' jeg
nu hen ellerenandenpassende salme. Så går alle
ind i kirken oghører ligprædiken. Præsten oplæser
den dødes liv og levned for menigheden Gud til
æreog andre tilet godt exempel. I sin prædiken
handler hanom de ting, derangårdøden, en god
beredelse og en glædelig opstandelse af den. Og
hanvogtersig,athans ord ikke bliver til»panegy¬
risksnak«,så han besmitter sithellige kald. Og be¬
gravelsen sluttes med Herrens bøn og salme¬
sang«.20
Tregangerundtomkirken
Engang heri foråretkom derenforespørgsel,om
jeg vidsteomdet havdeværetskikengangatbære
kisten med dendøde tre gangerundt om kirken.
Jeg måttesvare,atjeg i øjeblikket ikkevari besid¬
delse afoplysninger, derkunne bekræfte skikken
medatgå rundtomkirken inden begravelsen prak¬
tiseres idagnogetsteds iamtet.Men jeg tilføjede
i mit svarbrev, at der ikke er nogen tvivl om, at skikken harværetudført. Nårdennetilføjelsekom
med,skyldtes det bl.a.,atbåde FeilbergogTroels-
Lund har skrevetomskikken.
H. F.Feilberg omtaler i Dansk Bondeliv,at»ki¬
stenbaresrundtomkirken medsolen, d.e.fraven¬
stretilhøjre,enellertregange.Detteerjo heltop¬
hørt«.Feilberg skrev sin bog i slutningen af forri¬
ge århundrede,og han har i forbindelse med ud- syngningen fra hjemmet en bemærkning om, at
»sine steder har detværet skik, at kisten skulle i døråbningentregangesænkes«.21
Troels-Lund har i sit værkDagligliv i Norden i
det 16 århundrede enlidt mereudførlig skildring
af skikkenvedrørenderundgangenomkirken. Ef¬
terankomsten tilkirkegårdslågen, og »følget var ordnet«,gikmanunder salmesangogklokkeklang
»ind (på kirkegården) omkring kirken«. Ifølge ældgammel skik tre gange omkring kirken. Man tager næppefejl ved at antage, at således havde
manogså båret sig ad, da i længst forsvundne dage påsamme plet lå ikkeenkristenkirke,menethe¬
denskgudehus. Skikkens oprindelse fra soldyrk¬
ningens tid røbersigkun i,at toget(følget)skulle bevægesig med solen fravenstretilhøjre«22Det¬
te varjo hedenskab, men i stedet for at forbyde
skikken »kristnede« Romerkirken detregange om kirken. Den katolske kirke »fortolkede den som
noget,der skete Treenigheden til ære.Få eller in¬
gen af deltagerne gjorde vel rede for, hvad det egentlig betød..«. Troels-Lund mener at vide, at dennehandling formange »varden sikreste måde
atbinde dendøde til sitnyebosted«.
Stadig ifølge Troels-Lund, så havde »den lu¬
therske gejstligheden fornemmelse af, athervar noget galtpå færde«. Der måtte et forbud til, og det kom i 1591. Ikke alle rettedesigefter det, ak¬
kuratsom da sjæleringningen blev forbudt. Man opnåede kun,atdetregange omkirken blevned¬
sattil én gang.Troels-Lund bemærkeri øvrigt i sin bogomalmueskik i Nørrejylland i 1807: »Tilforn
vardetbrugatgå kirkentregangerundt med liget, før det sattesigraven. Derefter blev denne rund-
gåen indskrænket til éngang, hvilket dognæsten skalværegået af brug, såatmangårdennærmeste vej tilgraven«.Iovergangstiden, indtil skikkenvar
gået helt af brug, herskede der dog nogen forvir¬
ring. Således skulleegneneved
Åbenrå
ogFlens¬borg»længere end andetstedsathave vedblevetat bære dendøde tre gange omkirken. I Sønderjyl¬
landshedeegne barmanendnu 1863 den dødeen gang om kirken.23 Med disse sidste oplysninger
skulle derværehåbomatsikresigvidenom,hvil¬
ke sogneder i det sønderjydske har praktiseret den gamle skik med rundgangomkirken.
I Jerne harmanifølgeJohanne Munkikke gjort
det. I sin NEU-meddelelse erklærer hun kort og klart: »Man bar ikkekisten rundtomkirken«.24
Åbenbarthar detogsåværetskik medenanden
»rundgang«, nemligatgå rundtom gravenmed ki¬
sten.Feilberg har i Dansk Bondeliv gjort opmærk¬
som på, at »enkelte steder er kisten, inden den
sænkedes (i graven) blevet båret rundt om gra¬
ven«.25 Muligvis erdet sket andre steder i landet
endivortamt?
Kirkegården
Der skal ikke hergøresforsøg påatkomme nær¬
mere indpåkirkegårdens historie. Dels har andre gransket i den,ogdelserder nutidige undersøgel¬
serpå vej. Jeg skal blot henvise til Bent Bang Lar¬
sens artikel De dødes have i Vendsyssels
Årbog
1992.
Menetparcitater fra lokalhistoriskeberetninger
her fraamtetskal med. Dengamle degn i Grind¬
sted, J. K. Nielsen, der virkede i sit embede fra slutningen af forrige århundrede indtil 1930, for¬
tællerienartikelomGrindsted kirkegård bl.a.,at
»i ældre tidhenlåkirkegårdensom engræsmark«.
J. K. Nielsen har fra en gammel mand hørt om, hvordanmanbarsig ad, nåren gravskullegraves.
Førstafskrælledes»engræstørvafgravensstørrel¬
se. Den rulledes op, og når graven vartilkastet, lagdes den ovenpå med græssiden opad«. Den
Kirkebetjent Karen Marie Jørgensen med sin rivepåDarumKirkegård.Fotofra omkring 1900. (Foto: Darum Sognearkiv).
samme fremgangsmåde har væreti anvendelse i
Darum. I denførnævnte artikelomDarum kirke¬
gård hedder det: »Når dervarbegravelse på den gamle græsklædtekirkegård, var manmegetom¬
hyggelig med atjævnegraven oglæggede afgra¬
vede sader(græstørv) på plads igen«.
Både i Grindsted ogiDarum har sognetsfolk
været i gang med at udbedre kirkegårdene med jordarbejdeogbeplantning. I Grindsted blev arbej¬
detpåbegyndt i 1888ogi Darumomtrentpåsam¬
me tid. I Darum blev »sognetinddelt i seks dele,
og enmand fra hver ejendom, indtilensjettedel af sognetsfolk,mødte en ugeigennempå kirkegår¬
den, ogdermedvardetarbejde gjort«. Detvarså kirkeejernes job at»beplante kirkegårdenog lade digetopsætte«.
I skemaettillokalarkiverne blev derspurgt: »Er sognetskirkegårdenslags »miniature« afsognet«.
Det har det været før i tiden, hvor»sognets geo¬
grafiharværetførtind på kirkegården«. Sådan har
Jens Jermiin Nielsen,præstfor Tjæreborg-Sneum
sognesagtomSneum kirkegård. FraØlgodsvarer arkivleder Nich. Riis sådan: »Dererenkeltegamle gravsteder, dererplaceret på denne måde, f.eks.
havde folk fraøstersognet i ældre tid deresgrav¬
pladsøstfor kirken, som skikken bød. Nu erdet
noktilfældigt«. I Janderup kendermanogså til,at kirkegården engang har været inddelt sådan, at gravstederne er anbragt på den side, der vender
mod »hjemstedet« og henviser i øvrigt til Knud
Jensens afhandlingDe dødes sogn,der harværet bragti FolkogKultur 1975. Og så kan jeg føje til,
at H. K. Kristensen ikke varheltenig med Knud Jensen,ogdetgørhan rede for åretefter.26Der skal
ikke hergøresnærmereredefor enkelthederne i de
to artikler, somjeg kan anbefale at læse. Ligeså tidligere museumsinspektør iVarde Hasse N. Jør¬
gensens artikel i Mark og Montre 1989 om syd¬
vestjyske kirkegårde. I denne artikel nævnerHas¬
se Jørgensen, at det stadig er muligt at iagttage,
hvad han kalder »nabobegravelser«, nabo i livet-
nabo idøden.Ålkirkegårdnævnes someksempel:
»Her blev folk fra densøndre del afsognetbegra¬
veti et,omendreguleret afsnit, syd for kirken og folk fra Borre øst for kirken«. Idagerdentopo¬
grafiskeplacering af gravpladser på de fleste kir¬
kegårde blot historie. Praktiske hensyn prioriteres højere end gamle familieskikke.
Kranse ogblomster
Deteridag i hvert fald i byerne det almindeligste,
atenblomsterhilsen er enekspeditionssag foren
blomsterforretning. Ens personlige indsats har højstværet atudfyldeetkort-leveretaf forretnin¬
gen-der med trykte bogstaver udtrykker »venlig deltagelse«, også har manselv medtaget kransen
eller bårebuketten til begravelsen. Men det sker vel,atmanlader »den sidste hilsen« medetforsy¬
netvisitkortvære ene om atvære til stede veden
begravelse.
Dentidligere kirketjener Maren Karkov, Tjære¬
borg, har fortalt mig,athun lagdevægtpå,at»man selv gav de pårørende kortene, der ervedhæftet
blomsterhilsenen«. Afleveringen af disse kort er ellerslangt de fleste steder noget, sombedeman¬
den eller kirketjeneren påtager sig som service.
Sådan har det ikkeværetskikføri tiden.Dengang
vardetmestalmindeligt,atdehjemmegjorte kran¬
seblevlagtpågraveneeller bragttil hjemmene.
Ane Marie Nielsen, Fåborg, oplyser i spørge¬
skemaet,atmanbrugte kranseiældretid,og man bandt dem selv. IÅrre blev kransebrugt ved be¬
gravelser »så længe nogen kan huske«. Fra Hostrup foreligger der oplysninger om, hvilket
materiale de hjemmegjorte kranse blev lavet af.
Detvargran ogefeu.Øjensynligtharmanogså her
iHostrup kendt til perlekranse. »Ofte blev detaget medhjemogsatiramme oghængtoppåvæggen.
Ofte varder et Kristus-billede i midten af kran¬
sen«.27 I Hunderup var perlekranse også kendt.
Kragelund fortæller,atomkring 1900vardetme¬
getalmindeligtatkøbe kranse af perler, der »blev hængt på træ ellermalmkors«.28 Perlekranse var megetholdbareogkunne hænge i flere år. I 1919
havde AnnaThøgersen, Alslev, seten perlekrans:
»Imidten afperlekransenvarderetbuet glas med
etkorsbagved«. Anna Thøgersenfortæller,atman i årene mellem 1925 og 1950 kunne se »enkelte sølvkranse. De varenten afegeblade eller bøge¬
blade«. Det sketemantog disse kranse med hjem
»og satteafdødes billede i«, så de på denne måde
»kom iglasogramme«.29 Spørgeskemaet fraHor¬
ne meddeler, at man »hængte kransen op på de gravminder, hvor der varjernkors«. Viggo Mik¬
kelsen i Janderup, har et billede fra hans farfars
båre i 1925, hvor dervarkranseafpalmegreneog blomster. Han fortæller:»Omkringårhundredskif¬
tetvardetalmindeligtatsamle ind tilensølvkrans
blandt naboer og venner.Motivet i kransen skulle
forestillebøgeblade og stængler. Der kunne også
været etportrætaf afdøde placeret midt i en ram¬
me. Kransen blev lagt på kisten, og den skulle
helstværesynlig, sigesdet. Efter begravelsen blev sølvkransen tagetmedhjemoghængtop i daglig¬
stuen«.3" Marie Jensen fra Malt kender også til perlekranse, hvor der i midten af kransen kunne
være anbragtetbilledeafenengel elleretkors.11 Noget sådant kendtemanikke til i Vorbasse. Peter
Enstand medkransefraenblomsterudstilling i Odense 1946. (Efter Blomster, Nordisk tidsskrift for BinderiogBlomster, 29. år¬
gangnr.JO).
Jensen beretter i hvertfald: »Perlekranse ogmetal-
kranse kendes ikke, men palmeblade dekoreret
medbåndvarikke ukendt«. Peter Jensen fortæller
også, at »førhen kom folk selv med deres krans, lagde den vedkirkelågeneller vedkirken.Nu brin¬
gergartneren dentil kirken. Kransenebliver lig¬
gende pågraventil de visner,menved højtiderog
festlige lejligheder kommer der kranse og blom¬
sterpågravene.Detsørgerslægtog vennerfor«.32
Det kunne være et problem med disse kranse og blomster veden bisættelse. At smide dempå los¬
sepladsen lige med detsammekviedemansig ved.
Maren Karkov, Tjæreborg, harfortalt mig: »Ved brænding, detvil sige bisættelse, kom blomsterog kranse udpå gravstedet, hvisetsådant fandtes, el¬
ler de blevlagtud ved granitkorset ude ved kirke¬
gården«.
Etproblemomend afenandenart,varatskaffe sig materiale til kransebindingen. På Mandø måtte
man somme tider »plyndre sine egne potteplan¬
ter«.Johanne Nielsen meddeler isammeNEU-be-
retning, at ved vintertide var det sparsomt med
kranse. Omsommeren vardet selvsagt flere, der
blevlagtpågraven.Og såfortællesder,atkranse¬
ne også kunne være forarbejdet af hindbær. Det
var en skik, »der var født af en præstefrue, Th.
Rasmussen«, beretter JohanneNielsen.13
Bårebuketter og blomster pågravene er senere blevetmereanvendt end kranse. Ganske vist for¬
tæller skemaetfraVejrup,atmankendte til »friske
Gravmindepå kirkegården i Sønderho afgranit med navneplade isortmarmor.På gravstedet liggerenkonkylie,ogtilsvarende ud¬
smykning findes flere stederpå kirkegården-jvf. artiklen i Fra Ribe Amt 1992,s.424. (Foto: Torben Meyer,1995).
blomsterkranse for 100 år siden«. Men hvornår be¬
gyndte blomsterhilsener, bårebuketter,at fortræn¬
gekransene? Dentidligere ejeraf Blomsterhuset i Esbjerg, Carlo Kristensen, mener, atblomsterbu¬
ketterne erobrede sinførsteplads engang i besæt¬
telsesårene. I hvert faldsolgte hanmangebuketter
i 1940. Carlo Kristensen kunne også oplyse,aten krans kostede 2 kr. i 1935. Med bånd måtte der be¬
tales det dobbelte. Efterkrigenvarprisenpåenal¬
mindeligkrans 10 kr.,mens enbårebuket kostede
2-3 kr. Carlo Kristensen kunne også fortælle, at han harværetmed tilatgravekransebåndenenedi
graven,når de visne kranse skulle fjernes.
Pyntning i kirken medblomster har mankendt
tiletgodtstykketid bagud. Jørgen Bruun medde¬
ler i skemaet, at i Øse var det nabokonerne, der pyntede i kirken med blomster. Den tidligere kir¬
ketjener iTjæreborg, Maren Karkov, pyntede end¬
nu sidst i 1980'eme kirken. Hun føjertil, at »før
vardetfamilien derforetog pyntningen«.
Gravminder
Da det ikke harværet meningen herat bringeen
udførlig omtale af gravminder, skal jeg blotgøre opmærksompåetparartikler, der har interesse for
vort område. Arkivar Jeppe Tønsberg fortæller i
Fra Ribe Amt 1981 omgravkors afstøbejern.34
Støbekorsenevaribrug fraca. 1820'erneogeb¬
bede vel ud omkring år 1900. Af oplysninger fra
lokalarkiverne fremgår det, at man stadig kan se
amtet.Somførnævnthar HasseJørgensen i Mark
og Montre 1989 skrevet om sydvestjyske kirke¬
gårde, hvor bl.a. andre typer på gravminder end gravkorseteromtalt.Udviklingen i materialet har
i grove træk været træ, jern og sten. Skulle det
væresærlig flot, brugteman marmor, somVilliam
ChristenseniOksbøl bemærker det i sin besvarel¬
seafspørgsmålet: »Hvilke former for gravminder
harmanbrugt«.
Engang har der på vore kirkegårde været såkaldte »ligtræer«. Hedegård Rasmussen, Da¬
rum,fortæller,athanfra H. F.Feilberg ved,»atdet
i gammel tid var skik i Vestjylland at lægge et gravtræpågraven«.Etsådanttræharmankendt til
redegørelsen om Grindsted Kirkegård oplyst, at der endnu i 1887 fandtes »enkelte sådanne lig¬
træer«på kirkegården. Hanfortæller videre,atdis¬
seligtræervar»afrundet på denøversteside, hvor
der stodnogle ulæselige bogstaver,ogfladepå den
nederste. De var pilrådne og omtrent overgroet med græs«. Som gravminde har der også været korsaffyrretræ.J. K.Nielsen beretter videre: »På
træetvarmaletafdødesnavne,fødsel-ogdødsdag
samtet Fredvære med dit støv,Elsket og savnet ellerlignende. Påenkelte korsvarder lige i kryd¬
setfastgjortenoval træplade, hvorindskriftenvar sat,undertiden bare med blæk«. Sologvind gjor¬
de det af med disse gravminder. Der fortælles vi-
dere,atfra ældre tid stod dernogle metalkors, der
har holdtsig fri forrustogi god stand. Der står ad¬
skilligeendnupå kirkegården (1936),oginskripti¬
onerneviser,atpåenenkeltnær erde alle minder
overfolk frabyen Eg,ca. syvkm.vestfor Grind¬
sted. Detteviser,atiEg boede demestformuende bønder i sognet. »Småfolk har slet ikke haft råd til
at anlægge sådanne kors«. Metalkorset blev ikke
ved med at være på mode. Der kom en periode,
hvormananvendtecementsten.Dereringen tilba¬
ge af dem. »Hen i halvfemserne«, fortæller J. K.
Nielsen,»anvendtesendelstenafRønnegranitaf¬
rundet foroven ogmedforsiden slebet glat,ogher anbragtes inskriptionen med gyldne bogstaver. Et stykke hen i detnyeårhundrede blevnaturstenene
Fotofra 1943 af sørgende hinde medsortestrømperogsørge¬
bindpåærmet.Denlyse frakkeskyldes formodentlig krigsti¬
densmangelpabeklædning. (Foto i privateje).
kendt. Om disse sten hedder det, at på nogle af
dem er der farver eller former, som »er ganske grimme, men det har ikke så meget at sige, bare
manermedpå moden«. J. K. Nielsen lægger ikke skjul på sin indstilling.Det vidner slutningen afre¬
degørelsenomdeforskellige gravminderom, som herbringesi sinfuldelængde: »Nårenafdød har
fået singravsten,ersageni god orden, har famili¬
enikkeråd, løberengodvenaf den rundt meden liste og samler det nødvendige beløb. Følgen er blevet, at kirkegården bliver ganske oversat med
sten,hvoraf de fleste ikke holdesvedlige ellerer
glemtom30år. Alleredenusættes stenoverafdø¬
de,som erglemt af familien, hen ved siden af kir¬
kegården. Det kan bliveennetsamling med tiden.
Hvad skal eftertiden gøre med dem? De får nok
lovatståen tid, indtilenmindrepietetsfuldslægt
får dem slået i skærver oganvender demsomvej¬
materiale, ellerkrig gørlandet så fattigt,at selve nødvendigheden sætteren stopper for yderligere tilførsel«.
I 1986 kom deren lovom Folkekirkens kirke¬
bygningerogkirkegårde. En af lovens bestemmel¬
serer,atbevaringsværdige gravminder skal beva¬
resefternogle særlige kriterier. Så vidtjeghar for¬
stået det, skal de fredede gravminder fortrinsvis
blivepågravstedet,menhvis det ikkeermuligt, så
iet såkaldtlapidariumellergravmindepark.35 Der
foreståret omfattenderegistreringsarbejde, derer blevet pålagt sagkyndige museumsfolk somkon¬
sulentopgave. Denneopgave måvelaffødenogle undersøgelser, der kan kastenytlysover vorekir¬
kegårdes historie,og sommuligviskan anvisean¬
dreveje, når det gælder planlægning afnyekirke¬
gårde.
Urnegravstederne, der i disse årerblevetman¬
gedoblet, har deresegenkarakterogkunne måske indgå i kirkegårdens struktur påen anden måde,
end detertilfældet idag.
I HaderslevStiftsbogfor 1994 slutter L. P. Jung¬
green Have,
Åbenrå,
en artikel om kirkegårdenmedatskrive: »Nye begravelsesformerogændre¬
dekirkegårdsanlæg vil stadig forekomme. Dese¬
nesteår har f.eks. bragtskovkirkegården frem,en ny-egentlig gammel-formfor begravelsesplads,
der har fået megenopmærksomhed,men somend¬
nu kunerforsøgt få steder med godt resultat. Jeg tror,deter enreaktionpådestoregræsarealer, der
præger mangekirkegårdesanonyme grave«.
Sorg
Ifølge Troels-Lund var der ikke mindre end tre måderatsørgepå. Det kunne ske i»sorgesengen«.
Som eksempel nævnes, at på Læsø omkring år
1800 »skulle hun (enken) ligge til sengs på be¬
gravelsesdagen, men da også græde og klage«.36
Den andenmåde at signalere sorgpåvar at gå i sørgedragt.Til denne dragt hørteatgå»medtilhyl¬
let pande og mund«. Dette sidste har åbenbart
været meget nødvendigt, »thi intet smil måtte ses«.37OttoRungnævneri bogen Fra min klunke¬
tid,atendnu i 1890'erne»vardersørgefloromalle begravelsesherrernes høje silkehatte,oglangeen¬
keslør dulgte de kvindelige efterladtes tårer, der
var for hellige til at beskues affølget«. På vore kanter har der de fleste steder ikke væretanvendt
enspeciel sørgedragt udover,atmangik iensort påklædning. »Kvinderne kunneværeiførten sort frakke og hat med sørgeflor. Mænd satte sorte båndomhatten«.381Janderup har detværetsådan,
atkvindernevarklædt iensortkjole af »finere el¬
ler groveretøj,oftehjemmelavede«,ogmændenes tøj var af sort eller blåt vadmel. Enkelte kunne endogværei»diplomatformmedskødefrakke«.39
Detsortearmbind, som varpåsyet beklædningen,
harogsåværetkendt,mendetsynesatværegået af brugefter 2. verdenskrig. Påklædning vedenbe¬
gravelseharogså undergåetenforandringi hvert
fald i de størrebyer.I dagerdetikke ualmindeligt
atmødeop tilenbegravelse ienpåklædning, der
har andre farver end den sorte. Man kunne også
»sørgeaf«,somdet harværettilfældet i Sønderho.
I Kromannsbog Gammelmands snak, skriver han:
»Indgikenenkeinytægteskab, skulle hunenbe¬
stemttid lang efter forlovelsen klæde sig i halv¬
mørkdragt,idethun skulle begyndeat sørgeaf ef¬
tersinførste mands død«40På Fanø harmanhaft
enspeciel enkedragt. IenoversigtoverFanødrag¬
terfremgår det,atved »helsorgvarhele dragten i
sort,også knapperne. Enken bar denrestenaf livet,
med mindre hun giftede sig igen, men det skete yderstsjældent. Eftermangeårs forløb kunneen¬
ken gå overtil blå skørt med blå bånd forneden,
men den sorte nattrøje og forklædet bibeholdt
hun«.Tørklædetvarblåt, ved»festligheder« blev
detudskiftet medetgrønt,menknappernevar sor¬
te.
Dentredje form forsorg var »sorg i kirken«. I
min artikel i Fra Ribe Amt 1992 blev der fortalt
omenkernes kirkegang med skørtetoverhovedet
og om,athun blev siddende på kirkebænken, når
den evangelietekst blev læst eller velsignelsen
blevlyst. En sådan skik harværetpraktiseret andre
stederi landet. H. F. Feilberg har i sin føromtalte bogomDansk Bondeliv fortalt,atenken søndagen
efterjordefærdenskulle i kirken forat sørge.»Fra
Furfortælles,athun mødte medsortskørtoverho¬
vedet, så hun hverken kunneseellerses, menmåt¬
teledesind af to,dergik på hver sin side af hende.
I stolen knælede hun tilgudstjenestenvarforbiog fortsatte såledestresøndage itræk«.Feilbergfor¬
tæller, at »i vesteregnen tog de sørgende kvinder plads inderstvedvæggen og rejste sig ikke under evangeliet og velsignelsen«.41 Endnu erdet ikke lykkedes at opspore underretninger om, hvor på vesteregnen denne skik har været praktiseret. Ej
heller harjeg kunnet findeenforklaring på, hvor¬
for enkernefraveg den almindelige orden i kirken,
hvormanpåhører læsning af evangelietogmodta¬
gervelsignelsen stående. Muligvis skalenbegrun¬
delse findes i noget folkereligiøst. Jeg skal ikke
her kommenærmereindpå den folkereligiøsetan-
kegang, men blot understrege, at man ikke kan
sætte lighedstegn mellem folkereligion og evan¬
geliet.
Ellers kunne detgodtværeskik,atdepårørende gik til gudstjeneste den første søndag efter be¬
gravelsen på normal vis, f.eks. i Ølgod, Malt og
Næsbjerg.I dag sker det vel,at»enkeltegørdet«,
somdet oplyses i spørgeskemaet fra Henne. Ien NEU-meddelelsefraTjæreborg harjegnoteret, at det harværetskik,atdepårørende gik til alters den førstesøndag efterbegravelsen.42En husbond eller
madmor kunnemindespåden måde,atderes plads hjemme stodtomved bordeti den første tid.
Sørgetiden har de fleste steder haftenvarighed påetår. IØlgodvarede denV2 år.431den tidvarder noget, manhelstikke måtteforetagesig, f.eks.at danse,ligesom kortspil ikkevarønsket. Man kun¬
ne se mere eller mindre strengt på disse påbud.
Tækkemand Hans PeterNielsen, Janderup, oply¬
ser,atmanikkeret gerneså,atungdommen gik til
dans detførste år efterenbegravelse,»mendeter derikkenogetom nu(1957). Jeg har oplevet tilet bryllup,atbrudgommensfader lålig«.44
Fra flere steder iamtetmeddeles,atdet ikkevar
god tone foren enke eller enkemand at gifte sig igen det første år efter ægtefællens død. I hvert fald
ikke i Alslev: »Enker og enkemænd måtte ikke
gerne gifte sig før sørgeåretvar omme. Brødman denneskik, såvarfolkesnakken igang.Detgikan, dersomenenkemand havde småbørn, meningen undskyldning forkvinder«.45»Det hørte til godto¬
neat vente medat gifte sig til sørgeåretvar om¬
me«, forlyder der fra Jerne.46 I Ølgod har man åbenbart været lidt mildere stemtover forenker, idetman såigennemfingrene med, athungiftede sig, inden sørgeåretvar omme,dersom hun havde
»uforsørgedebørn«.47
Enslags efterord
Af de 55 spørgsmål, der i sin tid blev stillet i de spørgeskemaer,der blevsendt til sognearkiverne i
amtet,erdernogle, der ikkeerblevet behandleti
detreartiklerombegravelsesskikke, der harværet bragt her iårbogenFraRibeAmt.Det skyldesen¬
ten pladshensyn eller manglende tid til grundige undersøgelser, især i forbindelse med de spørgs¬
mål, hvorsvarene ikkeerfyldige noktilatdrage
konklusioner.Jeg siger tak for demangebesvarel¬
ser.Deudfyldte skemaervil tilgå Esbjerg Byhisto-
riske Arkiv.
Troels-Lund har nævnt i sit værk om Dagligt
LiviNorden,atskikkene vedjordefærdharforan¬
dretsig »medfeberagtig hast«.Atder ogsåersket forandringer medbegravelsesskikkene idesidste
parmenneskealdreeruomtvisteligt. Forandringer
skerstadigvæk. Med H. F. Feilbergs ord: »Alt ord¬
neskortere,simplere, med færre former«. Det kan
manså sukkeover,hvismanhar sind til det!
Noter:
1. Nationalmuseets Etnologiske Undersøgelser (NEU)2592, Janderup.
2. J.S.Møller: Festeroghøjtider, bd. 1,s.446.
3.Kaae, bd. 1,s. 12f.
4.C.Lindberg Nielsen: Varde Bys historie, 1942,s. 115-124.
5.Søren Manøe:Dødemandsbjerge i Ribe Amt i Fra Ribe Amt 1981.
6.Søren Manøe:Dødemandsbjerge i Ribe Amt i Fra Ribe Amt 1981,s. 192.
7. NEU22.061,Alslev.
8. NEU10.784,Hunderup.
9.NEU11.233, Mandø.
10. Kristian Kristensen:FåborgSogn,s.326.
11. L.Jespersen: Starup Sogn,s.242.
12. H. F.Feilberg: Dansk Bondeliv, bd. 1,s.406.
13.SognepræstJacob Stampes optegnelser i særtryk af Kirke¬
historiskeSamlinger.
14. NEU 10.764,Hunderup.
15. NEU27.525,Holsted.
16. NEU5.995,Oksby.
17. NEU 15.001,Ølgod.
18. NEU15.744, Vorbasse.
19. J.Hedegård Rasmussen: Et blad afkirkegårdens historie.
20.(Hal Koch,red.)Den danske kirkesHistorie,bd. 4,s.407.
21. DanskBondeliv, bd.2,s.117og119.
22.Folkeudgaven,14.bog,s.193f.
23. H. F.Feilberg:Fra heden.
24. NEU15.359, Jeme.
