Iørn Piø 1928-1998
Den 16. februar 1998 dødetidligere arkivar ved DanskFolkemindesamling,
dr. phil.IørnPiø, ethalvt årefter sin 70 årsfødselsdag. Hervarhan blevet hyldet veden festlig reception i Dansk Folkemindesamlingsnye lokaler på
ChristiansBrygge, oghan havde faetoverraktetomfangsrigt festskriftmed
titlen »Traditionerermangeting«.
Titlen blevvalgt for atvise folkemindefagetsspændvidde, menogså for
atantyde Piøs, for han havde et solidt kendskab til fagets grene. Viserne
stod i centrum for hans virke, han varmed til at afslutte storværket Dan¬
marks gamle Folkeviser i 1965,oghovedværkerne blandt hans bøgererdis¬
putatsen fra 1985 »Nyeveje til folkevisen. Studier i Danmarks gamle Fol¬
keviser« og »Visemageren. 1800-tallets skillingsvisekonge Julius Strand¬
berg« 1994. I udforskningen afskillingsvisernevar Piø pioner, ogdetvar hansindgående kendskab til skillingsviseproduktion ogstil, der i disputat¬
sen satte ham i stand til at sætte spørgsmålstegn ved visse visers middel¬
alderlighed.
Menhan nåede vidtomkring i faget med sine bøgerog artikleromjulen,
den lille overtro, omårets fester, omfabeldyrog sagnfolk. Han skrevdes¬
uden en håndbog i faget som han så det »Folkeminder ogtraditionsforsk¬
ning«, 1966; i anden reviderede udgave fra 1971 foldede hans tanker og holdninger sig helt ud. I artiklerne til Den store danske encyklopædi, et arbejde han lagdestor vægtpå, kom hansmangesidighed i høj grad til orde.
Han nød leksikonartiklens korte, krævende form, den mindede ham om
gamle dage, når de ringede fra Radioavisen oglige skulle have alt at vide
omfastelavnen,julemanden, devarmehveder eller elverhøj påikke overto
minutter.
Piøvar sprogmand, filolog i ordets grundmening, ordelsker. Det mærke¬
demani samtaler medham, i hans sansfor den rammendebemærkning, det
mærkede lytterne og seerne i radio og tv, og det mærker læserne af hans bøger. Hanvar endygtig formidler, fik DanskForfatterforenings Populær¬
videnskabelige Pris i 1987. Kernen i hans skriftlige stilermundtlighed, sti¬
listiskset etlumskbegreb, for det forvekslesnemtmedsludrevornhed, uaf¬
sluttede sætningerog overforbrug af fyldord. Piøs skriftlige stil blev imid¬
lertid mere og mere renset,blev let og fikpersonlighed. Et mesterstykke i
den henseende er hans erindringer »Fra den gamle Folkemindesamling«, trykt i »Sådanset.Erindringer fraog omDetkongelige Bibliotek« 1993.
5
Iørn Piøfotograferet 1998 af Gustav Henningsen. DanskFolkemindesam¬
lingsarkiv.
6
Piø var en praktisk mand og stillede sin arbejdskraftog sine talenter til rådighed i mange sammenhænge. Nævnes skal det mangeårige arbejde i styrelsenfor detnunedlagte Nordisk Institut for Folkedigtning,arbejdet på
Laboratoriet for folkesproglig middelalderlitteratur på Odense Universitet,
men frem for alt skal indsatsenpå Dansk Folkemindesamling fremhæves,
hervarPiø arkivar fra 1961 til sinpensionering sidste år. Som arkivar lyk¬
kedes det hamatplacere folkemindesamlingen på det kulturelle landkortog i mediebilledet med etsådanteftertryk,atinstitutionen i mangeårnærmest
var synonym med ham. Hanvaransigtet udad, og indad varhan den sam¬
lendekraft, der iafgørende situationer formåedeatbøje de stivenakker mod
hinanden. Folkemindesamlingen erikke densamme efter hansdød.
I Foreningen Danmarks Folkeminder lagde Piømegetarbejde. Hanblev
medlem afstyrelsen 1965, medlem af forretningsudvalget i 1971, varfor¬
mand fra 1973-1991,oghanvar medredaktør af foreningens årbogFolkog
Kultur siden begyndelsen i 1972. Læserne forestiller sig ikke altid, hvor meget arbejde der ligger i at få årbogen søsat. Ikke alle kulturhistorikere
skriversomengle,men Piø prøvede ihærdigtatfa dem til det.
Med Piøs død har nordisk folkemindevidenskab ogdanskkulturhistorisk forskning lidt et stort tab. Hans venner savner hans opmærksomhed, hans ægthed, hans generøsitetoglune,somblevmere og merebidsk, hansappe¬
titpå tilværelsenogetgodtstykke smørrebrød; hvormange gangeharman
ikke nydt godt af hans hjælpsomhed, hans opmuntring, hans konstruktive
kritik. Og,somprofessor BrynjulfAlver sagde i sin taleved Piøs 70årsdag:
»Hanbagtalte ikke.«Nuhar vi erindringerneomham,ogvihar hans bøger.
Piø elskedebøgerogelskedeatlave bøger,varglad for den sidste »Detfest¬
lige år« 1997 medtegnerenJørnMathiassensligeså festlige omslag. AtPiøs bøger virkelig bliver læst, det kan enhver bibliotekar fortælle medom. På
denmåde lever han videre.
Påredaktionens vegne
Eske K. Mathiesen
Summary
InFebruary of 1998 former archivistatthe Danish Instituteof Folklore-IørnPiø, Ph.D.-passed
awayattheageofseventy.
His main field of researchwastheballad, and hewasawarded his doctoratein1985onthe dis¬
sertation»Nyeveje til Folkevisen«, however, his knowledge of the entire field of folklorewas impressive, and both thegeneralpublicaswellasthe media frequently consulted himand availed
themselvesof hisgreatknowledge.
Within theorganisationalstructureof Foreningen Danmarks Folkeminderproperhe also played
asignificant roleaschairman during the period 1973to 1991. Withhis passing Nordic Folklore
and Danish CulturalHistory has sufferedagreatloss.
