A A R H U S U N I V E R S I T E T
Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet
Fra forsker til forbruger
En kortlægning af hvorfor velfungerende formidling af naturviden- skabelig forskning til lægmand er vigtig og hvilke værktøjer, der kan anvendes.
Janne Hansen
Intern rapport
Janne Hansen
Aarhus Universitet
Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet Blichers Allé 20
Postboks 50 8830 Tjele
Fra forsker til forbruger
En kortlægning af hvorfor velfungerende formidling af naturvidenskabelig forskning til lægmand er vigtig og hvilke værktøjer, der kan anvendes.
DJ F • D ec e m B e r 20 0 8
Interne rapporter indeholder hovedsa- gelig forskningsresultater og forsøgs- opgørelser som primært henvender sig til DJF medarbejdere og samarbejds- partnere. rapporterne kan ligeledes fungere som bilag til temamøder.
rapporterne kan også beskrive interne forhold og retningslinier for DJF.
rapporterne koster i løssalg:
Op til 50 sider: pr. stk. DKK 55,- Over 50 sider: pr. stk. DKK 85,- Over 75 sider: pr. stk. DKK 110,- Henvendelse til:
Aarhus Universitet
Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet
Postboks 50, 8830 Tjele Tlf.: 8999 1028
www.agrsci.au.dk
ABSTRACT
From scientist to citizen: A survey of why good communication of science to the layman is important and which tools can be used to create good popular science communication.
By Janne Hansen, Communication Unit, Faculty of Agricultural Sciences, University of Aarhus, Blichers Allé 20, DK-8830 Tjele, Denmark
The aim was to investigate what constitutes good communication of science to the layman and why popular science is important. I have also studied some of the problems and challenges that arise in connection with popular science journalism.
It is important to communicate science to the laymen partly because the public is generally very interested in science and partly so that citizens, politicians, business people and students are properly prepared to make important decisions. The public must be able to understand the perspectives of science and be able to differentiate between conjectures, facts, fantasies and feelings.
A better understanding of science creates more sympathy and goodwill for research, which can aid in attracting students to take a degree in science, promoting politicians’ funding of research and creating more openness with regard to new results and how they can be applied. The industry will gain knowledge of new results more rapidly and be able to put them to practical use.
One of the reasons that research does not reach out to the public is that some scientists are wary of the press. Some scientists do not understand how important it is that the public is made aware of their research. There are also scientists who both want to and have the ability to communicate, but either do not have the time or receive the necessary support for it. Journalists can find it difficult to understand scientists and science. They can misinterpret, exaggerate, become anthropomorphic, or not be critical enough. Understanding between journalists and scientists can be improved in several ways, including media training of scientists and specialisation of journalists.
Popular science has two characteristic traits: The reader reads popular science because he or she wants to and not out of duty, and the raw material is often very complex. Therefore, a special effort must be made to maintain the reader’s interest and to transform the material so it can be understood by the layman. Good popular science is entertaining, fun, understandable, relevant, informative and interesting. It puts a perspective on scientific results and educates the reader painlessly.
I have analysed the two widely read (in Denmark) popular science magazines, Illustreret Videnskab and National Geographic, and can conclude that they use journalistic tools to transform complicated material into more simple material and to make the articles interesting.
Topics such as global warming, bioenergy and GMO are current and important. All citizens must be able to take an informed stand on subjects such as these so that facts and not feelings or myths are the deciding factor.
ABSTRACT
Fra forsker til forbruger: En kortlægning af hvorfor velfungerende formidling af naturvidenskabelig forskning til lægmand er vigtig og hvilke værktøjer, der skaber velfungerende formidling af naturvidenskabelig forskning til lægmand
Af Janne Hansen, Kommunikationsafdelingen, Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet, Blichers Allé 20, 8830 Tjele
Formålet har været at undersøge, hvad det er, der skaber god formidling af naturvidenskab til lægmand, og hvorfor det overhovedet er relevant at skrive populærvidenskabeligt. Jeg har desuden set på nogle af de udfordringer og problemer, der kan være, når der skal formidles
populærvidenskabeligt.
Det er vigtigt at formidle naturvidenskab til lægmand dels fordi borgerne generelt viser stor interesse for sagen og dels så borgere, politikere, erhvervsfolk og studerende kan være ordentligt klædt på til at træffe vigtige valg. Borgeren skal kunne forstå forskningens perspektiver og være i stand til at skelne mellem formodninger, fakta, fup og følelser.
Bedre forståelse for naturvidenskab skaber mere sympati og goodwill for forskningen, hvilket kan være med til at tiltrække unge mennesker til de naturvidenskabelige uddannelser, få politikerne til at bevilge penge til forskningen og skabe mere åbenhed over for nye resultater og hvad de kan bruges til. Erhvervet får kendskab til nye resultater og kan få dem omsat til det praktiske liv.
Nogle af grundene til at forskningen ikke når ud til borgerne er at nogle forskere er utrygge ved pressen. Nogle forskere forstår ikke, hvor vigtigt det er, at offentligheden bliver delagtiggjort i deres forskning. Og så er der de forskere, der både kan og vil formidle, men som ikke har tid eller får opbakning til det. Journalister kan have svært ved at forstå forskere og forskning, de kan
overfortolke, blive antropomorfiske (menneskeliggøre dyr), eller ikke være kritiske nok. Forståelsen mellem journalister og forskere kan forbedres blandt andet via medietræning af forskere og faglig specialisering af journalister.
Populærvidenskabeligt stof har to karakteristiske egenskaber: Læseren læser af lyst og ikke af pligt, og råmaterialet er ofte meget kompliceret. Derfor skal der gøres noget særligt ud af at fastholde læseren og ud af at forvandle stoffet, så det kan forstås af lægmand. Det, der skaber god formidling af naturvidenskab til lægmand, er, at stoffet bliver gjort underholdende, morsomt, forståeligt,
vedkommende og interessant, at artiklerne underholder, oplyser og sætter i perspektiv, og at læseren bliver klogere, uden at det gør ondt.
Jeg har analyseret to meget læste populærvidenskabelige tidsskrifter, Illustreret Videnskab og National Geographic, og kan konkludere, at de benytter sig af journalistiske værktøjer for at forvandle det komplicerede til det enkle og gøre artiklerne interessante.
Højaktuelle og meget væsentlige emner som global opvarmning, bioenergi og gmo trænger sig på.
Alle borgere skal kunne tage stilling til emner som disse på et oplyst grundlag, så det er fakta og ikke følelser eller myter der råder.
Leveret i maj 2008 til UPDATE – Center for journalistisk kompetenceudvikling – som afgangsopgave i Diplomuddannelse i journalistik og formidling
Indholdsfortegnelse
Afsnit Side
Abstract 2
1. Indledning 5
1.1 Hvorfor formidle naturvidenskab? 5
1.2 Hvilke forhindringer er der? 6
1.3 Hvordan formidle naturvidenskab? 6
1.4 God journalistik med krølle på 6
2. Grunde til populær forskningsformidling 8
2.1 Videbegærlighed og oplevelse 8
2.2 Brug af viden – det demokratiske aspekt 9 2.3 Følelser, fornemmelser, fup og fakta 10 2.4 Forskning er ikke mystisk og forskere er ikke mærkelige 11
2.5 Goodwill og flere midler 12
2.6 Rekruttering af nye forskere og kontakt med erhvervet 12
2.7 Glæden ved det hele 13
2.8 Opsummering 13
3. Sten på vejen – problemer og udfordringer 14
3.1 Forskeren skal ud af busken 14
3.2 Politikere må ikke blande sig 14
3.3 Forskere holder for lav profil 15
3.4 Forsker: Tag initiativ! 15
3.5 Mødet mellem forsker og professionel skribent 16
3.6 Skrivestil og vinkel 17
3.7 Fra detaljeret til overfladisk 17
3.8 Forsimpling af det komplekse 18
3.9 Ekspert eller ikke-ekspert 20
3.10 Fjern sten fra vejen 21
3.11 Politikeres indblanding 22
3.12 Fri passage fra forsker til forbruger 22
3.13 Opsummering 22
4. Teknikker til at skrive god populær forskningsformidling 24
4.1 Fortæl en historie 25
4.2 Forberedelse betaler sig 26
4.3 Valg af fortællemodel 26
4.4 Journalistens stemme 28
4.5 Fra fremmede til familiært 29
4.6 Pust liv i artiklen 29
4.7 Forskere er rigtige mennesker 30
4.8 Den gode begyndelse 30
4.9 Kort med godt 31
4.10 Sprog med spræl 31
4.11 Show it, don’t tell it 32
4.12 Fotos 33
4.13 Opsummering 33
5. Analyse af to cases: Illustreret Videnskab og National Geographic 34 5.1 Kort beskrivelse af Illustreret Videnskab 34
5.2 Virkemidler 34
5.3 Emner 35
5.4 Skriveteknik 35
5.5 Kort beskrivelse af National Geographic 36
5.6 Virkemidler 36
5.7 Emner 37
5.8 Skriveteknik 37
5.9 Analyse af udvalgte artikler i begge blade 37 5.10 Artikel om LHC-accelerator i Illustreret Videnskab 38 5.11 Artikel om LHC-accelerator i National Geographic 41 5.12 Artikel om malaria i Illustreret Videnskab 45 5.13 Artikel om malaria i National Geographic 47
5.14 Opsummering 51
6. Diskussion og afslutning 52
6.1 Den gode artikel 52
6.2 Fra kompliceret til enkelt 52
6.3 Sten på vejen 53
6.4 Borgerne vil vide mere 53
6.5 Populærvidenskabelige artikler er livsnødvendige 54
7. Referencer 55
Appendiks I - Interviews med forskere og journalister 58
1. Indledning
I 2003 publicerede Bill Bryson bogen ”A Short History of Nearly Everything”. Det var et vovet projekt, idet han satte sig for at fortælle om et helt univers - et univers, der er milliarder af år gammelt, uendeligt stort – bogstaveligt talt – og, for det meste, ukendt, uforklaret og ubegribeligt.
Måske ligeså vovet er den måde, Bill Bryson gjorde det på. Han har gjort formidling af
naturvidenskabelig forskning til en sjov fortælling. Ikke tørt. Ikke kedeligt. Ikke pompøst. Det er lykkedes Bill Bryson at gøre naturvidenskab til noget, der er underholdende, morsomt, forståeligt, vedkommende og interessant for både lægmand og forsker.
Det må være målet for enhver formilder af naturvidenskabelig forskning til lægmand.
For hvem siger, at naturvidenskab skal være kedeligt? Selvom man er seriøs, kan man godt have det sjovt. Og selvom læseren lærer noget, må han godt blive underholdt.
Mit formål med denne opgave er at undersøge, hvad det er, der skaber god formidling af
naturvidenskab til lægmand, og hvorfor det overhovedet er relevant at formilde naturvidenskab til lægmand. Jeg diskuterer desuden de udfordringer og problemer, der kan være i forbindelse med populærvidenskabelig formidling, med fokus på forsker og journalist.
Flere kilder (Paludan, 2005, Antorini et al., 2004, Danielsen, 2003, og Kjærgaard, 2006) skelner mellem forskellige typer af formidling af naturvidenskab. De kan opsummeres som følgende:
- formidling af viden mellem forskere - formidling af viden til studerende
- formidling af viden til myndigheder og erhvervslivet - formidling af viden til den brede offentlighed
Min opgave ”Fra forsker til forbruger” handler om formidling af forskning til den brede
offentlighed, den såkaldte populærvidenskabelige formidling, der retter sig mod lægmand, og med hovedfokus på naturvidenskabelig forskning.
1.1 Hvorfor formidle naturvidenskab?
Samfundets borgere er levende interesseret i at høre om naturvidenskab, hvis det blot serveres på en spiselig måde. På Aarhus Universitet strømmer publikum til udsolgte foredrag arrangeret i
samarbejde med Folkeuniversitetet om emner som ”Liv”, ”Naturvidenskabelige gennembrud” og
”Gåder og hemmeligheder”. Deltagerantal på op imod 1.000 tilhørere er ikke usædvanlige.
”For mig viser det kun, at hvis man gider gøre en indsats, som der er blevet gjort med disse
foredrag, så kan man trække ligeså mange mennesker til et naturvidenskabeligt foredrag som til en mellemstor rockkoncert – og det er jo egentlig ganske imponerede”, siger lektor Peter Teglberg Madsen (Kjaer, 2008) som holdt et velbesøgt foredrag om sin forskning i hvaler i universitetets foredragsrække i foråret 2008.
Udover at naturvidenskab er et emne, som folk synes er spændende, kan man spørge, om det overhovedet kan betale sig at bøvle med at oversætte forskersprog til almindelig, ”ned-på-jorden sprog”? Det kan det! Jeg præsenterer en række andre grunde til at formidle forskning på en
forståelig måde, herunder oplysning til borgerne, så de bliver bedre klædt på til at tage stilling til spørgsmål vedrørende naturvidenskab og teknologi, rekruttering af unge til naturvidenskabelige fag, borgernes ret til at vide, hvad deres skattekroner bliver anvendt til, profilering af
forskningsinstitutioner og forskere. Grundene indeholder elementer af både lyst og nødvendighed.
1.2 Hvilke forhindringer er der?
At formidle forskningsresultater er ikke uden problemer, forhindringer og udfordringer. På grundlag af litteraturen, interviews med forskere og journalister samt egne erfaringer, gennemgår jeg, hvad disse er.
De forskellige hindringer kan opstå forskellige steder i forskningsformidlingens fødekæde, dvs.
forskerne, pressen og myndighederne.
Forskere kan værge sig eller have svært ved at formidle på et andet sprog end deres eget fagsprog, de kan være utrygge ved at møde pressen, og de kan have svært ved at se, hvorfor det er interessant eller relevant at formidle deres forskning til en bredere kreds.
Journalister kan have svært ved at forstå, hvad forskerne siger. De kan synes, at forskerne er
kedelige eller omstændelige, og de kan overfortolke forskernes resultater. Myndighederne kan også forstyrre formidlingen af forskningsresultater til pressen og borgerne.
1.3 Hvordan formidle naturvidenskab?
Efter at have vist, at det er vigtigt, at forskningsresultater når ud til borgerne og, hvilke forhindringer der kan være på vejen, undersøger jeg, hvordan man gør. Hvordan er skriftlig formidling af naturvidenskabelig forskning, der skal nå ud til lægmand, når det er godt?
Jeg påstår, at god populær forskningsformidling gør stoffet interessant, forståeligt og
underholdende. Jeg undersøger, hvilke værktøjer, der bliver brugt i de ’gode’ artikler. For at belyse dette, gennemgår jeg litteratur på området, finder eksempler fra medierne og analyserer to
tidsskrifter. De to tidsskrifter, National Geographic og Illustreret Videnskab, er udvalgt, fordi de har meget stor udbredelse. Jeg antager, at når de har et stort antal læsere, er det fordi, de formidler forskningen på en måde, der er populær hos læserne.
Den del af analysen, der skal skabe et overblik over tidsskrifterne indhold, begrænser sig til de to tidsskrifters trykte udgaver i en seks måneders periode i slutningen af 2007. I den specifikke del af analysen har jeg udvalgt to artikler fra hvert blad, som dækker de samme emner, henholdsvis malaria og LHC-apparatet på CERN i Schweiz. Jeg fokuserer hovedsagligt på teksterne men til dels også fotografierne. Analyse af layout og grafik ligger uden for denne opgaves område.
1.4 God journalistik med krølle på
Jeg viser, at god forskningsformidling benytter sig af de samme værktøjer som almindelig god journalistik. God forskningsformidling bruger de journalistiske værktøjer til at udpege emner og vinkler, til at researche og tjekke fakta, og til at vælge fortællestil, skrivestil, sprog og billeder.
Der er dog den krølle på skrivning af den populærvidenskabelige artikel, at der kan være et forståelsesproblem mellem forsker og journalist eller forbruger. Derfor er det endnu mere
væsentligt, at forsker og journalist er bevidst om at optimere kommunikationen. Det kan ske ved at forskeren lærer om formidling og får forståelse for mediernes vilkår, at journalisten er velfunderet i
det naturvidenskabelige område, og at forskningsinstitutionerne ansætter brobyggere mellem forskere og journalister i form af kommunikationsmedarbejdere med forstand på både
naturvidenskab og journalistik.
Forskerne får altså ikke lov til at sidde i elfenbenstårn, hvor de kan forske i fred og ro, nøjes med at tale med andre forskere i deres særlige forskersprog og ellers blande borgerne udenom. Og borgerne må ikke lade sig spise af med, at politikere eller eksperter tager stilling til samfundets og livets store spørgsmål på deres vegne. Borgerne må selv sætte sig ind i sagerne, så de selv kan tage stilling på et oplyst grundlag.
Mine egne erfaringer med arbejdet i en kommunikationsafdeling for et jordbrugsvidenskabeligt fakultet er, at forskerne stadigvæk er vaklende over for, hvor meget og hvordan de skal tackle formidlingen til pressen og borgerne, og at pressen ikke udnytter alle deres muligheder. Derfor er det vigtigt at promovere den ånd, der ligger bag tænketankens anbefalinger og i universitetslovens tekst, der siger, at forskningen skal nå ud til borgerne. Det kan ske blandt andet ved at hjælpe
forskere og presse med at finde sammen og ved at give forskere og presse værktøjer til at skrive god populærvidenskabelige artikler.
2. Grunde til at skrive populær forskningsformidling
Hvis viden om forskning skal nå ud til den enkelte borger, er det nødvendigt at formidle på et sprog, som lægmand forstår. Men kan det overhovedet betale sig at gøre sig den umage? Er det ikke tilstrækkeligt, at forskere formidler deres viden til hinanden på deres særlige, indforståede forskersprog? Hvorfor skal almindelige folk drages ind i forskningens verden? Det er der flere grunde til.
2.1 Videbegærlighed og oplevelse
Én af grundene til, at borgerne skal have mulighed for at læse forståelige og interessante artikler om forskning er for at kunne tilfredsstille deres nysgerrighed og interesse i forskning og teknologi. For interessen er der – både for at lade sig underholde og blive klogere.
Da journalisten Bill Bryson i 1960’erne var en skoledreng i USA, faldt han over et billede af jorden i én af sine skolebøger. En kvart af den runde jord var skåret væk, og det lignede et stykke konfekt med et yderlag af chokolade og en hasselnød indeni. Drengen var fascineret.
“I clearly remember being transfixed. (…) my attention turned to the scientific import of the drawing (…) and I remember thinking with real wonder: ‘How do they know that?’. I didn’t doubt the correctness of the information for an instant – I still tend to trust the pronouncements of
scientists in the way I trust those of surgeons, plumbers, and other possessors of arcane and privileged information – but I couldn’t for the life of me conceive of how any human mind could work out what spaces thousands of miles below us, that no eye had ever seen and no X-ray could penetrate, could look like and be made of. To me that was just a miracle. Excited, I took the book home…”
Desværre blev hans (og sikkert mange andre skolebørns) naturlig nysgerrighed, interesse og videbegærlighed kvalt på grund af dårlig formidling. Han fandt, at det, der stod i bogen, “(…) wasn’t exciting at all. It wasn’t actually altogether comprehensible. Above all, it didn’t answer any of the questions that the illustration stirred up in the normal enquiring mind. (…) why…how…And how do you know this? How did you figure it out? (…) It was as if (the author) wanted to keep the good stuff secret by making all of it soberly unfathomable.”
Gennem årene opbyggede Bill Bryson den opfattelse, at der synes at være en slags ’mystisk konspiration’ blandt lærebogsforfattere for at sikre, at materialet “(…) never strayed too near the realm of the mildly interesting and was always at least a long-distance phone call from the frankly interesting.”
Mange år senere skrev Bill Bryson selv en bog om naturvidenskab (”A Short History of Nearly Everything”, 2003). Bogen blev en prisvindende bestseller. Det faktum, og at der er et pænt store udbud af populærvidenskabelige tidsskrifter – i hvert fald på det engelsksprogede marked - viser, at interessen hos lægmand for at læse om naturvidenskab er til stede – bare det serveres på en spiselig måde.
At borgerne er interesseret i emnet bekræfter en national undersøgelse i Australien også. Den viser, at de ellers så sportsentusiastiske australiere hellere vil læse om medicin (59 % af de adspurgte rangerede det som deres foretrukne emne) og naturvidenskab (54 %) end om sport (36 %) og politik (22 %) (Metcalf et al., 1995).
Ifølge mediefolk i EU er de mest ”hotte” emner inden for naturvidenskab lige for tiden miljø og energi, især med relation til global opvarmning, samt sundhed og medicin. Tredje placering på
”interesselisten” går til nanoteknologi, it og andet teknologi (European Commission, 2007).
Ifølge Grayling (2008) burde det være en selvfølge at folk holder sig ajour med, hvad der sker inden for videnskab og teknologi, uanset deres uddannelse eller beskæftigelse. Forståelse af forskningens resultater, betydning og anvendelsesmuligheder kræver ikke ekspertise, men det kræver, at
lægmand har adgang til forståeligt og interessant materiale.
Desværre har formidlerne ikke altid været gode nok til at udnytte borgernes interesse i
naturvidenskab. I en anden australsk undersøgelse foretaget blandt tv-seere og tv-journalister og - redaktører, rangerede seerne naturvidenskab og medicin som det allermest interessante emne ud af 15 mulige emner. I modsætning hertil rangerede mediefolkene naturvidenskab og medicin som det sjette mest interessante emne for deres eget vedkommende, mens de mente, at deres publikum rangerede det som det 13. mest interessant emne ud af 15 mulige - en påfaldende divergens i opfattelser (Metcalf et al., 1995).
Der er ingen grund til at antage, at forholdene er specielt meget anderledes i andre lande i den vestlige verden. Heller ikke i EU når forskningen ud til borgerne i så høj grad, som borgerne selv ønsker det. Ifølge Bente Kristiansen (2003a) føler over 60 procent af adspurgte EU-borgere sig dårligt informeret om, hvad videnskab og teknologi betyder for deres liv. Mediefolk har samme holdning: 61 procent mener, at naturvidenskab ikke dækkes godt nok (European Commission, 2007).
Claes Amundsen, (2003) skriver, at borgerne på den ene side føler behov for at ”(…) blive klogere og få større indblik i en tid med øget kaos, overinformation og uoverskuelighed. På den anden side (er) behovet for at blive underholdt og få lov til at glemme det øgede kaos, uoverskueligheden og de informationsmængder, som det synes håbløst at forholde os til.”
Det er en skam, hvis formidlere undervurderer borgernes interesse for naturvidenskab og hvis borgernes videbegærlighed lider en tidlig død på grund af dårlig formidling – især i en tid, hvor oplevelsesøkonomi blomster. Borgerne ønsker både at blive underholdt og at blive klogere, og det er bare med at udnytte det. God forskningsformidling kan opfylde begge krav.
2.2 Brug af viden - Det demokratiske aspekt
Borgeren er dog ikke som en fugleunge, der sidder i reden, forventningsfuld og med åben gab, og lader sine forældre stikke halvfordøjet materiale ned i halsen på den. Borgeren vil (eller bør) ikke nøjes med passivt at blive fodret med information. Det er ikke kun for underholdningens og informationens skyld, at borgeren har krav på at læse om forskning på en forståelig og interessant måde. Borgeren vil bruge sin opnåede viden – både til at tage stilling til spørgsmål i sit eget liv og til at sætte sit præg på samfundet.
Den enkelte borger har krav på at få adgang til forståelig viden om naturvidenskab og teknologi, for at han kan tage kvalificeret stilling til de spørgsmål, som forskning og ny teknologi rejser og som vedrører ham og hans omgivelser. Populær forskningsformidling er ganske enkelt nødvendigt for at klæde borgeren på til at deltage i samfundsdebatten og demokratiet.
Det andet mål med populær formidling af naturvidenskab er således at skabe et velinformeret samfund, der kan bruge sin viden.
Videnskabsministeriets tænketank vedrørende forståelse for forskning, der skelner mellem forskningsformidling og forskningskommunikation, påpeger, at forskningskommunikation ikke alene drejer sig om formidling af viden, men at den også skal være med til at skabe debat og til at fremme borgernes deltagelse i samfundsdebatten (Antorini et al., 2004).
Universitetsloven forpligter universiteterne til at komme ud af busken. Den siger:
”Universitetet skal som central viden- og kulturbærende institution udveksle viden og kompetencer med det omgivende samfund og tilskynde medarbejderne til at deltage i den offentlige debat” (Lov om universiteter, 2003). Det samme gør sig typisk gældende når der bevilges midler til forskning i EU-regi.
Det amerikanske videnskabsakademi “US National Academy of Sciences” er inde på noget af det samme i sin definition af borgernes videnskabelige dannelse (“scientific literacy”). Deres definition på ”scientific literacy” er som følgende:
”Knowledge and understanding of the scientific concepts and processes required for personal decision-making, participation in civic and cultural affairs, and economic productivity.”
Borgeren skal altså kende til og forstå naturvidenskabelige koncepter og processer for at træffe personlige beslutninger, at deltage i samfundsmæssige og kulturelle forhold, og til at skabe økonomisk produktivitet, ifølge den amerikanske definition.
Paludan (2005) i ”…” er enig i denne opfattelse:
”God populærvidenskab giver nemlig læseren mulighed for at forholde sig til ny viden.
Populærvidenskab forklarer, hvad ny viden kan betyde for læseres hverdag, og sætter
vedkommende i stand til at deltage i den demokratiske debat om emnet. (…) Der er ingen tvivl om, at populærvidenskabelig forskningsformidling er vigtig i et demokratisk samfund.”
Den personlige stillingtagen kan for eksempel dreje sig om at træffe valg vedrørende ens egen sundhed, motion, kost, og energi- og miljøbevidsthed.
Som moderne og engageret borger vil man selv være med til at påvirke samfundet og sætte sit præg på alt fra klima til kloning. Også i denne forbindelse er det vigtigt at forstå naturvidenskaben og dens konsekvenser.
”I takt med, at kloden opfattes som en overskuelig og sårbar platform for vort liv, er interessen for at påvirke den globale sammenhæng øget. Teorien om det ’civile samfund’ indebærer netop, at borgerne i fællesskab (…) fastlægger samfundets normer og lever dem,” skriver Rolf Jensen i sin seneste udgave af ”Dream Society” (2006).
2.3 Følelser, fornemmelser, fup og fakta
Det emotionelle er en væsentlig del af nutidens samfund ifølge Rolf Jensen. Men det er vigtigt, at borgerne kan finde rundt i suppen af følelser, fornemmelser, fup og fakta, der nogle gange præger
vigtige samfundsdebatter. Netop derfor er det væsentligt, at borgerne har et højt niveau af viden, så det ikke er det emotionelle eller overtroiske, der overtager føringen. Uden tilstrækkeligt med nuanceret viden er det nemt at blive skræmt eller forvirret over nye forskningsresultater og ny teknologi.
Hvis borgerne ikke forstår, hvad begreber som gmo, klimaforandringer, dyrevelfærd,
nanoteknologi, kloning og evolution egentlig går ude på og, hvilke betydninger og perspektiver de kan have, er det for nemt for borgerne at forfalde til at lade følelserne overtage styringen eller at helt lukke af. Det kan betyde, at debatterne tager flugt i forkerte retninger. Ignorance fører til stilstand, mens viden fører til fremgang.
Grayling (2008) påpeger, at borgernes videnskabelige dannelse - scientific literacy - udvikler
rationelle holdninger og den sunde form for skepsis, der forlanger gode beviser og gode argumenter.
Borgeren med videnskabelig dannelse ser kritisk på påstande, afholder sig fra at dømme og vurdere mens beviserne stadig er uafgjorte, og accepterer, hvad beviserne, når først de er der, fortæller, uafhængigt af tidligere ønsker eller politiske meninger.
2.4 Forskning er ikke mystisk og forskere er ikke mærkelige
God forskningsformidling er også med til at afmystificere naturvidenskaben og til at
menneskeliggøre forskere. Naturvidenskaben udvikler sig hele tiden med nye resultater og nye svar – men det skaber også nye spørgsmål og nye tvivl. Det er en af naturvidenskabens charmer.
Naturvidenskaben påstår ikke at være i besiddelse af eviggyldige svar på alt (i modsætning til religion). Der må gerne – skal! – stilles spørgsmål ved ”sandheden”, men det må samtidig gøres klar, at videnskabelige beviser er gældende indtil ny viden, der bygger på nye videnskabelige beviser, siger noget andet.
”First people deny it is true, then they deny it’s important, then they credit the wrong person,” sagde Alexander von Humboldt om videnskabelige opdagelser.
Det er ikke altid, at forskere er enige og borgerne skal lære at forstå, at det er helt legalt. Forskere er ikke orakler og har ikke nødvendigvis det ”rigtige” svar. God journalistik viser flere sider af en sag og må gerne synliggøre uenigheder blandt forskere. Det skal dog gøres på en måde, så borgerne ikke bliver forvirrede og gængse holdninger blandt forskere ikke overdøves af enkelte højtråbende forskere, der har et alternativ – men måske forkert synspunkt.
Søren Brier (2003) fremhæver, at ”Befolkningerne og journalisterne må lære, at de videnskabelige resultater aldrig er fuldstændige sikre. (…) Den åbne usikkerhed og diskussion i videnskaben er en afgørende del af dens resultaters frembringelsesdynamik og ikke et udtryk for svaghed, men er tværtimod en afgørende kvalitet.”
Norske Harald Hornmoen mener, at forskere og journalister arbejder for meget mod markedsføring af videnskaben og glemmer at se videnskaben som en samfundsmæssig aktivitet, præget af
uenigheder, usikkerheder, kontroverser og modstridende interesser.
”Bag det ligger en holdning om, at der er nogle forskere, (…) som kommer frem til nogle sikre svar i den ene ende, og et uoplyst publikum, der skal modtage svarene i den anden ende. Der ligger et
ideologisk tankegods her, som ikke stimulerer det folkelige engagement og debatten om forskningsspørgsmål,” siger Harald Hornmoen. (Kristiansen (2003b)
Borgerne skal klædes på til at være bevidste om de sociale, politiske og økonomiske betydninger af naturvidenskabelig forskning, belyst fra forskellige vinkler, så de kan træffe ansvarlige valg for samfundet.
2.5 Goodwill og flere midler
Det er ikke kun for at besvare livets store spørgsmål, at borgerne har brug for viden. Det er også for at kunne tage stilling til forskningspolitik, om hvilke emner, der skal forskes i, hvor mange penge, der skal bruges, og hvilke politikere, der skal stemmes på for at fremme ens holdning på området.
Beslutningerne påvirker landets love og hvad forskningskronerne bruges til. I sidste ende er det afgørende for, hvordan Danmark kommer til at placere sig på verdenskortet inden for videnskab og teknologi med alt, hvad det indebærer af produktions- og eksportmuligheder, tiltrækning af forskere og anden arbejdskraft udefra og samfundsøkonomien som helhed.
Borgerne betaler gildet over skatten, så de har ret til at få at vide, hvad pengene bliver brugt til. Har de forståelse og sympati for den måde, forskningspengene bliver brugt, vil de alt andet lige være mere tilbøjelige til at vise velvilje over for den pågældende forskning, forskerne, og at der bruges flere penge på området. Tænk blot på, hvor meget der for tiden skrives, diskuteres og laves tv og film om klimaforandringer. Det er ikke blot for at skræmme borgerne, eller få os til at ændre
adfærd, men også for at få borgernes accept til, at der bevilges flere penge til forskning og udvikling på området.
Forskningsformidling er med til at profilere forskning og give det en højere politisk prioritering, så skatteyderne vil acceptere flere bevillinger til forskningen.
Gitte Gravengaard (2003) mener ligefrem, at det er et problem, ”…at den manglende synlighed ofte fører til negativ omtale af forskere i medierne – det er direkte skadeligt for forskernes image og troværdighed. ”
God populærvidenskabelig formidling afmystificerer forskere og forskning og er med til at berettige overfor borgerne, at forskningen tilføres offentlige midler.
2.6 Rekruttering af nye forskere og kontakt til erhvervet
Forskere er mennesker af kød og blod, og det arbejde de laver er spændende og vigtig. At
afmystificere forskere og deres arbejde er meget væsentlig for at kunne animere unge mennesker til at uddanne sig i naturvidenskabelige fag.
Det begynder med lærebøgerne i skolen – der gerne skulle være mere spændende end dem, som Bryson omtaler i sin bog - og fortsætter med letforståelige og spændende populærvidenskabelige blade, artikler, og tv-programmer – for ikke at tale om events som foredragsrækker, udflugter, hands-on besøg til forskningsinstitutioner, eksperimentarier, mm.
Unge mennesker er forsynet med en god portion nysgerrighed og vil gerne uddanne sig til at arbejde med noget, der kan tilfredsstille denne videbegærlighed, og som er spændende, interessant, har
betydning for deres eget liv og hele samfundet, og som medfører gode jobmuligheder, god løn, status – og måske endda berømmelse.
God populærvidenskabelig formidling er med til at tiltrække fremtidens forskere.
Erhvervslivet skal også vide og forstå, hvad der rører sig, så de kan udvikle, designe og markedsføre nye teknologier og føre ny viden ud i praksis.
2.7 Glæden ved det hele
At være på sporet af noget og finde det, man søger; at råbe ”Eureka” ved en pludselig opdagelse; at mærke stoltheden og tilfredsheden ved at finde en forklaring på en af naturens myriader af
mysterier – det er nogle af forskningens glæder. Den glæde og stolthed over sit arbejde og muligheden for at dele det med andre er også en god grund til at have populærvidenskabelig formidling.
”For en videnskabsmand er den største fornøjelse at få lov at forfølge sin nysgerrighed. – og den næststørste er at få lov at fortælle om det,” siger hvalforsker Peter Teglbjerg Madsen (Kjær, 2008).
God populærvidenskabelig journalistik kan forbinde forskere, teknologer, erhvervsfolk, politikere, lærere, studerende og borgere. Opmærksomhed om forskningen kan give forskeren, hans
arbejdsplads og hans forskning mere prestige, interesse, forståelse og sympati i befolkningen og hos politikerne og dermed flere forskningsmidler. Det er nemmere at skaffe midler, samarbejdspartnere og studerende, hvis man er placeret på landkortet.
Heldigvis er der flere, der er vågnet til dåd. Der er forskere, kommunikationsmedarbejdere, journalister og lærere, der formidler naturvidenskab på en forståelig og spændende måde. Der er politikere, der er klar over, at det styrker den demokratiske proces, når borgerne kan tage
kvalificeret stilling til samfundets spørgsmål. For i sidste ende drejer det sig om, hvem man
stemmer på, hvor forskningskronerne ruller hen, og hvilke forskningsresultater og nye teknologier, borgerne tager til sig.
2.8 Opsummering
Det er vigtigt med god populærvidenskabelige formidling for at:
- Tilfredsstille borgerens behov for underholdning og oplysning om, hvad der sker i naturvidenskabens verden
- Sætte borgeren i stand til at forstå hvad den nye viden betyder for ham selv, så han kan træffe de rigtige valg i sit daglige liv
- Hjælpe borgeren med at forstå forskningens perspektiver så de kan se det store billede
- Hjælpe borgeren til at kunne skelne mellem viden og overtro/religion, mellem formodninger, fakta og følelser, og forstå at naturvidenskab er i konstant udvikling
- Tiltrække unge mennesker til de naturvidenskabelige uddannelser
- Skabe goodwill for og profilering af forskningen, dens forskere, institutionerne og resultaterne med deraf følgende flere penge, mere forståelse, flere unge forskere, bedre brug af resultaterne - Tilfredsstille forskeren
3. Sten på vejen - problemer og udfordringer
I det forudgående afsnit fremgår det, at det er vigtigt at oplyse borgerne om videnskabens og
teknologiens fremskridt på en forståelig, interessant, oplysende og underholdende måde. Derved får borgerne mulighed for at træffe valg vedrørende deres liv og samfundet på et kvalificeret grundlag.
Desværre er der enkelte sten på vejen til den gode populærvidenskabelige artikel. Disse sten skal ryddes af vejen. Ved at identificere dem og erkende dem er det nemmere at få dem fjernet.
At naturvidenskabelig forskning let kan komme til at fremstå ”fjern, kompliceret og ophøjet”
(Paludan, 2005) er til dels forskernes og til dels journalisternes skyld. At politikere fra tid til anden stikker en kæp i hjulet for den frie passage af information gør heller ikke formidlingen nemmere eller mere demokratisk.
For at skære det ud i pap: Forskere kan ikke formidle. Journalister kan ikke forstå. Og politikere blander sig utidigt. Resultatet er, at borgerne bliver tabt på gulvet.
Selvom det er en oversimplificeret, generaliserende og fordomsfuld påstand, er der elementer af sandhed i den. Til gengæld er der mange undtagelser og ved hjælp af simple løsninger kan undtagelserne blive til den altdominerende regel.
3.1 Vejen fra forsker til forbruger
Den ultimative kilde til forskningshistorien er forskeren, men når forskningsresultaterne skal nå helt ud til borgerne kommer de igennem flere led. I nogle tilfælde begynder det med, at en
kommunikationsmedarbejder på forskerens institution hjælper forskeren med at formidle historien.
Det sker typisk via en pressemeddelelse, en nyhed på nettet eller i et nyhedsbrev.
Allerede her bliver forskerens historie justeret sprogmæssigt og får måske en anden vinkel end den, forskeren havde forestillet sig. Målet er at vække pressens appetit for historien.
Bider journalisten på, tager han forskningsnyheden op og skriver sin egen historie med sin egen vinkel, skrivestil og eventuelt flere kilder. Journalistens mål er at vække interessen hos sine læsere, som normalt ikke har samme forudsætninger som den målgruppe, forskeren normalt henvender sig til.
Journalister, kommunikationsmedarbejdere og forskere har forskellige målgrupper, sprogbrug, arbejdsvilkår og arbejdskulturer. Disse forskelligheder skaber udfordringer for parterne, når de skal arbejde sammen om at formidle forskningen. Hvis parterne ikke forstår hinandens forskelligheder kan udfordringerne blive til problemer.
3.2 Politikere må ikke blande sig
I Danmark er de fleste forskere offentligt ansatte og hører dermed under et ministerium. Ministre og deres embedsfolk har en politisk dagsorden. Hvis en forskningsrapport viser resultater, der går i den stik modsat retning af ministeriets i en bestemt sag, vil ministeriet ikke ligefrem lægge pres på at få resultaterne lagt frem – og slet ikke, før ministeren har haft tid til at forberede sine modargumenter, publicere en kronik eller holde en tale i Folketinget.
Ved at holde eksempelvis en rapport tilbage i nogle dage kan en minister styre, hvad der kommer ud i hvert fald i de første dage. Hvis pressen – og dermed samfundet – først får forskningsresultaterne, efter at ministeren indledningsvis har haft monopol på historien i pressen, får den demokratiske debat svære kår.
3.3 Forskeren skal ud af busken
Den første sten på vejen for at formidle forskning til den brede offentlighed kan være lagt af forskeren selv. Og det første problem med forskeren i den forbindelse er, at han ikke prioriterer populærvidenskabelig formidling højt nok.
Mange forskere ser kommunikation af deres forskningsresultater gennem medierne som noget, de kan vælge fra eller til efter lyst og behov. De ser det ikke som noget, de har pligt til som en del af deres arbejde og derfor nedprioriterer de det (Gascoigne et al., 1997, Paludan (2005).
Denne lidt slappe holdning til at give borgerne adgang til forskningsresultater kan hænge sammen med, at forskeren ikke oplever positiv støtte fra sin ledelse eller sine kollegaer, karrieremæssig fremgang eller øget status ved at optræde i medierne.
Nogle forskere kan fristes til at holde lav profil, hvis de føler, at deres resultater er en politisk varm kartoffel. Er en sag op at køre i pressen, gælder det derimod om at komme ud af busken med
forskningsresultater, der fremlægger fakta frem for følelser, og der viser, at forskerne skam arbejder på at opnå mere viden om emnet.
Forskerne siger selv, at tidsmangel, manglende medietræning, manglende naturlig talent til at formulere sig, frygt for kollegaernes reaktioner, risikoen for at træde på samarbejdspartnere og finansieringskilder, og erhvervshensyn holder dem tilbage fra at tage initiativ til at kontakte pressen (Gascoigne et al., 1997).
Når forskeren har travlt med at søge om forskningskroner, levere banebrydende
forskningsresultater, publicere i videnskabelige tidsskrifter med høj impact factor, understøtte myndighederne med oplysninger og rapporter og undervise på universitetet, kan den
populærvidenskabelige formidling alt for nemt komme til at spille en meget lille birolle – eller blive helt fjernet fra rollelisten.
Der er mange at tage hensyn til, men det kan ikke berettige til at undlade at formidle sin forskning.
Samfundet har ret til oplysningerne.
3.4 Forsker: Tag initiativ!
Kommunikationsmedarbejdere er ofte de første i fødekæden fra forsker til forbruger, der møder et manglende engagement fra forskernes side. En undersøgelse foretaget af Metcalf et al., (2004) fandt, at to af de ting, som kommunikationsmedarbejdere føler er mest frustrerende ved deres arbejde, er manglende villighed hos forskerne til at kommunikere og at ledelsen ikke værdsætter populærvidenskabelig formidling. De to ting kan være skyld i den tredje af frustrationerne hos kommunikationsmedarbejdere, nemlig manglende ressourcer, især de økonomiske.
Mange forskere forstår vigtigheden af, at de deltager i den offentlige debat, og at formidling af forskning betyder meget for denne debat. På trods af det vurderer kun få forskere, at det er vigtigt for dem personligt at få medierne interesseret i at formidle deres forskning (Gravengaard, 2003). I
betragtning af, at 95 procent af danskerne får deres viden om forskning fra tv og 79 procent fra aviser (Siune et al., 1998), er det meget vigtigt, at forskerne også selv er opsøgende med at formidle deres viden til journalister.
Forskerne står nogle gange famlende over for, hvordan de skal gribe det an med at kommunikere med pressen. De ved ikke, hvordan de får medierne interesseret i deres forskning, de føler, at de mangler de redskaber, de skal bruge til at håndtere pressen og kommunikere strategisk, og de føler sig usikre over for medierne (Gravengaard, 2003. Metcalf et al., 2004, Kjærgaard, 2006).
Fra mine egne erfaringer som kommunikationsmedarbejder på et jordbrugsvidenskabeligt fakultet ved jeg, at der er en lang række forskere, der er pressebevidste og dygtige til at håndtere pressen.
Men selvom nogle forskere tager initiativ til at kontakte kommunikationsafdelingen eller pressen med ideer til historier, skal der i langt de fleste tilfælde en del benarbejde til for at finde og få lov til at skrive og offentliggøre de gode historier på de rigtige tidspunkter. Mange forskere er slet ikke klar over, at de sidder inde med en god historie, eller at de kan bruge pressen til at få historien fortalt.
3.5 Mødet mellem forsker og professionel skribent
Vover forskeren sig ud i at tale med en journalist eller kommunikationsmedarbejder, er der nogle gange fordomme, der skal fejes af banen. Forskeren er vant til at formidle sin forskning på én måde;
kommunikationsmedarbejderen eller journalisten vil skrive på en anden måde. Det er afgørende for et godt samarbejde – og en god artikel – at de to parter får et godt samspil. Det kræver, at parterne forstår hinandens arbejdsvilkår. Den viden er der ingen af dem, der er født med; det er noget de skal hjælpe hinanden med at finde ud af.
Typisk er det sådan, at forskeren er bange for at journalisten laver fejl eller misforstår tingene. Han kan være bange for at blive overfortolket og at offentligheden eller erhvervet derved får falske forventninger til forskningens resultater og betydning (Gascoigne et al., 1997). Forskeren kan også have svært ved at forlige sig med at ”hans” forskningshistorie får sit eget liv, når først den sejler ud fra forskningsinstitutionens sikre havn. Han er bange for at miste kontrollen.
Det er for det meste forskere, der har ingen eller kun begrænset erfaring med at håndtere journalister, der er utrygge ved mødet med pressen.
”Forskere uden erfaring med pressen har tendens til at vurdere naturvidenskabelige historier på deres egne videnskabelige præmisser frem for den effekt de vil have på modtagerne. De er flove ved tanken om, at deres kollegaer læser en simpel forklaring af deres arbejde i pressen og er kritiske i deres bedømmelse af artiklen, fordi den mangler tekniske detaljer og videnskabelige
kvalifikationer. (…) Forskere kan have svært ved at indse, at en naturvidenskabelig historie skal præsenteres på en underholdende måde for at fungere i den almindelige presse” (Gascoigne et al., 1997).
En del videnskabsjournalister, måske især i USA, benytter sig af fortællende journalistik til at formidle forskningshistorier. Læserne ønsker at blive underholdt samtidig med, at de lærer noget.
Men forskere kan have svært ved at forstå, at forskning skal være underholdende. De frygter for troværdigheden i den fortællende journalistik og føler, at der er mindre plads til fakta. Forskernes frygt for manglende troværdighed er dog ubegrundet, da læserne mener det modsatte, og det er et spørgsmål om, det er relevant fakta, der mangler (Paludan, 2005).
3.6 Skrivestil og vinkel
Nogle af problemerne mellem forsker og skribent kan synes ganske banale. For det meste drejer det sig i bund og grund om skrivestil og hvem, der har ejerskab over artiklen.
Som kommunikationsmedarbejder har jeg selv mødt udfordringerne. Enkle, iøjnefaldende rubrikker, som pressen elsker, kan nogle forskere synes er utrolige platte. Det samme gælder sprogblomster, litterær fortælleteknik og simplificering af begreber. Alt i en artikel kan blive genstand for diskussion, hvis man som skribent deler ejerskabet af artiklen med forskeren:
formulering af rubrik og underrubrik, sprogstil, fortællestil, vinkel, forbehold, detaljeringsgrad (især af processen og baggrunden for forskningen), brug af fagudtryk og synonymer, henvisning til alle samarbejdspartnere, finansieringskilder og kildemateriale.
Foruden har jeg oplevet forskere med mistro til, om jeg kan forstå deres forskningsemne, forskere, der er bange for, at jeg oversimplificerer og at de derved bliver til grin over for deres kollegaer, forskere, der vil styre ikke bare min, men også pressens skrivning af artiklen, og forskere, der vil vente så længe med at publicere artiklen, at den ikke længere er aktuel.
Dog siger mine erfaringer, at hvis forskeren på forhånd bliver sat ind i pressens arbejdsvilkår, og hvordan artiklen skal bruges, og at han får at vide, at han får artiklen til faglig korrekturlæsning, går samarbejdet normalt som smurt. Arbejdet belønnes ikke sjældent med aha-oplevelser hos forskerne, når de opdager, at deres arbejde kan beskrives fra en ny vinkel, og når de oplever, at pressen har
”bidt på” og bringer historien.
3.7 Fra detaljeret til overfladisk
Andre sten på vejen fra forsker til forbruger kan være lagt af journalister. De forstår ikke altid forskere og forskning.
Journalisten ser forskeren som én, der går for meget i detaljer, kommer med omstændelige
forklaringer, tager for mange forbehold og bruger uforståelige ord. Journalisten har fart på, vil gerne skrive om det nye, det spændende og det underholdende.
Hvor forskeren gerne tager sig tid til at være grundig og præcis, kan journalisten være overfladisk og sjusket. Hvor forskeren ønsker sikkerhed for sine udsagn, ønsker journalisten ord og emner, der fænger, aktualitet, underholdning og et præg af sensation. Det er to forskellige verdener.
Nogle gange får journalisten fakta og forståelse galt i halsen, fordi han eller hun ikke har sat sig ordentligt ind i emnet eller får kun en halv vind med, fordi vedkommende har travlt med at nå deadline. Selv noget så banalt som at stave forskerens navn og institution korrekt går galt i alt for mange tilfælde.
I den evige jagt efter nyhedskriteriet ”identifikation” kan der forekomme overfortolkninger, irrelevante vinkler og manipulerende valg af cases. Danske journalister er for eksempel mere tilbøjelige end journalister fra andre lande til at finde en dansk vinkel, selvom det ikke falder naturligt for emnet (Bostrup, 2004).
Journalister kan også forfalde til at menneskeliggøre dyr (antropomorfisme) for at skabe sensation og vække følelser hos læseren. Det kan gøres på flere måder, måske mest subtilt ved at bruge
enkelte velvalgte ord som for eksempel ”baby” i stedet for ”unge”. I en stor del af artiklerne omhandlede sæljagt, omtales sælunger som ”babysæler”. Og i en artikel for nylig om pelslam, omtales lammene som ”babylam” (Fogt, 2008). Bliver det næste at omtale lørdagskyllinger som
”babyhøns”?
“ Journalister kan lide kontrovers; forskere trives med konsensus. Journalister kan lide nye eller endda foreløbige resultater med spændende potentiale; forskere foretrækker, at deres resultater går igennem den langsomme proces med peer review og falder til rette i en stille, moderat niche i den videnskabelige litteratur – på hvilket tidspunkt journalisterne ikke længere er interesserede.
Forskere føler at nøjagtighed betyder, at der gives én autoritativ beskrivelse; journalister føler at forskellige meninger tilsammen giver et mere komplet billede. (...) Forskere arbejder med den hastighed, som selve forskningsmaterialet bestemmer, journalister arbejder til deadline. Forskere skal kvalificere deres arbejde; journalister skal komme til sagen” (Shortland, 1991).
Hvis journalisten ikke sætter sig ind i forskerens arbejdsvilkår, kan journalisten opleve samspillet som værende omstændelig, langsommelig og frustrerende. Det kan være svært for en almindelig journalist at forstå forskerens emne og sprog. Journalisten risikerer at skrive forkert og fejlfortolke forskerens resultater. Det er også frustrerende for forskeren.
I denne forbindelse er det helt klart en fordel, hvis journalisten har sat sig godt ind i emnet, før han interviewer forskeren. Endnu bedre er det, hvis medierne beskæftiger journalister, som specialiserer sig, f.eks. som videnskabsjournalister eller klima- og miljøjournalister, og som eventuelt tager kurser i emnet. En anden mulighed er, at en person med naturvidenskabelig uddannelse bliver journalist og eventuelt følger kurser i journalistik. En del kommunikationsmedarbejdere på universiteterne har fulgt denne rute.
I mine interviews til denne opgave talte jeg med medievante forskere og med journalister, der er erfarne med at skrive om naturvidenskab. De blev spurgt, om de væsentligste
udfordringer/forhindringer/problemer i formidling af naturvidenskab og hvordan disse problemer kan løses. De mener også, det er en fordel, at journalisten er inde i stoffet:
”Der er en kæmpe forskel mellem journalister, der har emnet som hovedområde, og dem, der ikke har. F.eks. blev jeg ringet op af en journalist fra Radioavisen, hvor landbrug og miljø ikke sagde hende en dyt. Så blev jeg selv ret forvirret, fordi jeg ikke vidste, hvad niveau jeg skulle starte på.
Det var en af de svære. Jeg foretrækker at snakke med journalister, der har det som et
arbejdsområde, altså naturvidenskab, landbrug eller miljø” (seniorforsker Uffe Jørgensen, Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet).
”Jeg oplever, at min faglighed er til stor gavn, og at forskerne bliver positivt overrasket og glade”
(freelance videnskabsjournalist og cand. scient. Rasmus Kragh Jakobsen).
(De komplette interviews ses i Appendiks I)
3.8 Forsimpling af det komplekse
At gøre det komplekse forståeligt er en udfordring, som både naturvidenskabelig forsker og journalist oplever. De fleste naturvidenskabelige emner er omfattende og komplekse. Forskere fra vidt forskellige områder bidrager med deres viden, ikke alle forskerne er enige, der er huller i
videnbanken og der er vidtrækkende perspektiver. Hele klima- og miljøområdet er et eksempel på dette; gensplejsning er et andet.
Forskernes viden er opnået gennem alenlange uddannelser og årevis af undersøgelser og forsøg samt videndeling med andre forskere. Tager man et konkret eksempel som klimaforandringer, bygger viden på området på bidrag fra tusindvis af nulevende forskere, herunder biologer,
meteorologer, glaciologer, geologer, fysikere, palæontologer, m.fl. som bygger videre på viden, der er akkumuleret, justeret og forfinet gennem århundreder.
De medievante forskere og journalister med erfaring på området nævner det også, som ét af deres største formidlingsmæssige udfordringer:
”Pressen vil gerne gøre det så simpelt som muligt. De vil tit bringe kun ét enkelt budskab. Det kvier vi forskere os ved, fordi det er mere komplekst end det. Det er svært at gøre det både simpelt og oprindeligt” (iskerneforsker og professor i glaciologi Dorthe Dahl-Jensen, Niels Bohr Instituttet, Københavns Universitet).
En af udfordringerne er: ”At formidle komplekse budskaber i letforståeligt sprog til almindelige mennesker, som normalt er målgruppen. Det er en kæmpe fordel, at journalisterne har det som et arbejdsområde, så de er inde i det” (seniorforsker Uffe Jørgensen, Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet).
”Når vi taler om miljø og klima, bliver det nemt meget teknisk og ufolkeligt. Hvis man ikke tager det tekniske med risikerer man, at det bliver ukorrekt. Det er et dilemma at skrive korrekt men folkeligt. Det er det sværest – at afteknificere” (miljøjournalist Lars From, Morgenavisen Jyllands- Posten).
En af udfordringerne er: ”At ramme et niveau, der ikke er for fagligt” (freelance videnskabsjournalist og cand. scient. Rasmus Kragh Jakobsen)
(De komplette interviews er i Appendiks I)
Det er som et gigantisk puslespil med tusindvis og atter tusindvis af brikker, hvoraf nogle viser sig slet ikke at høre til og andre mangler. Det er en kæmpe udfordring at kommunikere den omfattende viden på en forståelig og interessant facon inden for rammerne af traditionel journalistik til folk, der ikke har de samme forudsætninger for at forstå den, og hvad det kan betyde for deres liv og vores fælles verden.
Journalister, der skal formidle til et bredt publikum, og som måske selv har svært ved at gennemskue alle aspekter af et bestemt emne, kan nemt forfalde til blot at være formidler fra forsker til forbruger i stedet for at være kritisk og dybdeborende og se andre synsvinkler og perspektiver.
”Især de komplekse årsagssammenhænge bag miljøproblemer udfordrer den journalistiske nyhedsform, der på grund af pladsmangel, deadline, mm kræver, at artikler følger et bestemt nyhedsformat, som igen nødvendiggør en skarp afgrænsning i forhold til for eksempel antallet af mulige vinkler og kilder.” Sådan beskriver Ørsten et al. (2005) mediernes dækning af
miljøproblemer, men problemstillingen er ligeså gældende for andre områder af naturvidenskab.
I nogle tilfælde fører det til en ukritisk, overvejende positiv dækning af naturvidenskab, en ren
”transport” af viden fra forsker til forbruger uden perspektivering.
”Den meget positive dækning af nogle forskningsområder kan have den konsekvens, at en debat om FoUens (forskningens og udviklingens, red.) berettigelse og rammer får meget svære kår. Resultatet af en ligegyldighed over for TV-nyhedernes behandling af FoU kan i yderste konsekvens blive, at den danske befolkning i stadig større grad bliver afkoblet fra den demokratiske debat i spørgsmål om FoU (Vinther, 2000).
3.9 Ekspert eller ikke-ekspert
I den anden ende af skalaen, hvor journalisten netop stiller kritiske spørgsmål om forskning, kan journalisten falde i den anden grøft ved at give læseren det indtryk, at en ekspertudtalelse er den
”rigtige” udtalelse, blot fordi den person, der udtaler sig, er forsker. Det samme problem opstår, hvis en forsker underskriver et læserbrev eller en kronik med sin forskertitel, selvom han udtaler sig om noget helt andet, end det han forsker i.
Her sammenblandes forskerrollen og borgerrollen og læseren får svært ved at skelne mellem hvem, der har reel forstand på det pågældende videnskabelige emne og hvem, der blot har en mening om det. Områder som dyrevelfærd, gmo og klimaforandringers betydning for samfundet kommenteres ofte af alle mulige udover de egentlige eksperter inden for området. Det skal der også være plads til, men det skal stå krystalklart for læseren, om det er en ekspert på området eller ej, der udtaler sig (Gravengaard, 2003).
Omvendt kan det være et problem, at offentligheden får det indtryk, at man skal være forsker for at kunne udtale sig om væsentlige samfundsproblemer. Som eksempel herpå kan nævnes den røre det skabte, da politolog Bjørn Lomborg kastede sig ud i klima- og miljødebatten. Han udgiver sig ikke for at være naturvidenskabsforsker og anfægter heller ikke forskningsresultaternes rigtighed.
Derimod drister han sig til at stille nogle afgørende spørgsmål, herunder, hvordan det bedst kan betale sig at forvalte de midler, vi har til rådighed, for at skabe en bedre verden på kort og lang sigt.
Det blev ikke særlig godt modtaget af alle forskere. Søren Brier skriver, ”Det vækker forundring blandt mange videnskabsfolk at se en ung lektor med medietække og med eget institut stige så hurtigt til himmels i sparetider og dertil gennem mediestøtte at opnå en global berømmelse, der normalt tager årtiers hårdt arbejde. (…) For at forenkle ansvarligt skal man være dybt inde i sit fagområde” (Brier, 2003).
Det kan også være et problem, når medierne bruger forskere så meget til at belyse politiske
spørgsmål, at offentligheden får det indtryk, at interessekonflikter og holdningsspørgsmål kun kan afgøres på et videnskabeligt grundlag (Togeby et al., 2005).
Den gode journalistiks krav om at belyse en sag fra flere sider kan også gå over gevind. Hvis journalisten giver plads i sin artikel til flere divergerende synspunkter, er det vigtigt at tydeliggøre for læseren, hvor meget vægt de forskellige synspunkter skal tillægges. Er der en outsider med en mening, der går imod den gængse forestilling om tingenes sammenhæng, må journalisten nævne, at dette er tilfældet.
Et eksempel herpå kan også hentes i klimajournalistikken: Astrofysiker Henrik Svensmarks, (Danmarks Rumcenter), alternative synspunkt om, at den globale opvarmning, vi oplever nu, i højere grad skyldes solens aktivitet end det skyldes menneskets udledning af CO2, har i nogle tilfælde fået lov til at komme til orde med samme vægt som udsagn fra det store flertal af forskere, som mener det modsatte.
”Det er et problem, at journalisterne ofte giver lige meget spalteplads til to modstridende
synspunkter, fx når vi taler om klimaforandringer. Så synes journalisterne, at de skal have en anden vinkel med, det kan skyldes solpletter. Det kommer til at se ud, som om de to synspunkter tillægges lige stor vægt, men sandheden er, at stort set alle videnskabsfolk mener, at klimaforandringer er menneskeskabte,” siger Jes Fenger, Danmarks Miljøundersøgelser (Ørsten et al., 2005).
”Jeg bliver ked af det, når jeg ser igen og igen i avisen, at man sammenblander eller sætter tvivl ved, hvad man ved og, hvad man prøver at forudsige om klimaet. Bare pressen vil skelne mellem det man ved og det, man ikke ved. Verden rykker sig ikke, hvis vi skal blive ved med at diskutere de samme ting,” siger Dorthe Dahl-Jensen (Appendiks I).
3.10 Fjern sten fra vejen
Udfordringerne kan overkommes på flere måder. Én måde er at sende forskeren på
medietræningskursus. Et medietræningskursus kan hjælpe forskeren med at forstå vigtigheden af at formidle sin viden og sætte ham i stand til at have et konstruktivt, produktivt og givende forhold til medierne.
Interaktionen mellem forsker og journalist på et medietræningskursus er med til at nedbryde
fordommene over for hinanden. Journalisterne lærer at forstå den naturvidenskabelige arbejdskultur og finder ud af, at forskere ikke er kedelige. Forskerne lærer, at de kan bruge medierne til at skabe og udbrede forståelse og interesse for deres forskning og naturvidenskaben som helhed.
En anden løsning er at forsyne forskningsinstitutionerne med kommunikationsmedarbejdere. I disse år ansættes flere og flere af slagsen på universiteterne. En god kommunikationsmedarbejder har et tillidsforhold til forskerne i sin institution, har et indgående kendskab til, hvad der foregår af forskning på stedet og følger med i, hvad der rører sig i pressen.
Kommunikationsmedarbejderen kan finde og skrive de gode historier og servere dem til pressen (og derved skabe en blid overgang fra forskerens formidlingsstil til pressens måde at skrive på),
formidle kontakten mellem forsker og journalist, coache forskeren før sit første møde med pressen, indføre forskeren i pressens arbejdsvilkår, undervise forskeren i selv at skrive
populærvidenskabelige artikler og i det hele taget danne bro mellem forsker og presse.
God populærvidenskabelig formidling består blandt andet i at have et godt samarbejde mellem forskningsinstitutionen og pressen. Løbende, relevant information, renset for irrelevant information i form af opdaterede websites, pressemøder, pressemeddelelser, nyhedsbreve, forslag til historier, vinkler eller kilder, alt sammen i passende portioner og med den rigtige timing i forhold til årstider eller hvad der er aktuelt i pressen i forvejen, er godbidder for pressen.
Det, medierne bør tilbyde, er velforberedte og velskrivende journalister med en vis portion
baggrundsviden og en pose intelligente spørgsmål til forskerne. Journalister, der har tålmodighed til
at få den fulde forklaring, den korrekte stavemåde og den rigtige forståelse af tingenes sammenhæng er guld værd.
Gabet fra at omsætte videnskab til almindelig journalistik er større end omsætning af andet stof som for eksempel sport, forbrug, rejser, erhverv eller politik, så det kræver mere bearbejdning.
Journalisten skal tage sig (og få) den tid, det tager.
3.11 Politikeres indblanding
Udover at forskernes evne til at komme ud af busken og journalisternes valg af emne, vinkel og kilder virker som en slags filter for, hvad borgerne kommer til at læse og høre om naturvidenskab, kan det politiske system også have en vis indflydelse.
I nærværende opgave ”Fra forsker til forbruger” vil jeg af pladshensyn begrænse mig til de førnævnte betragtninger vedrørende forskere og journalister og overlade analysen af politikeres rolle til andre undersøgelser. Jeg vil dog ikke lade påstanden om politikernes indblanding svæve i fri luft, men henvise til en artikel skrevet af Andersen (2008). Han beskriver, hvordan politikere kan være filter mellem forsker og borger:
”Når ministerierne udlægger videnskabelige undersøgelser, sker det på en farvet måde, som passer ind i den siddende ministers politik. (…) flere end hver tredje (forsker) – har haft en oplevelse af, at ministerier har udlagt deres videnskabelige rapporter på en fordrejet måde. Eksempelvis ved at plukke få detaljer ud eller direkte at modsige de overordnede konklusioner. (…) Den politiske vinkling sker nemlig ikke bare ved ensidige pressemeddelelser, men også ved at bryde aftaler om tidspunkter for offentliggørelse.”
3.12 Fri passage fra forsker til forbruger
Forskningsmiljøerne bobler med spændende historier, og pressen er altid sulten efter den gode historie. Forstår journalister og forskere at drage nytte af hinanden ved at være åbne og kritiske kommer det både forskere, journalister og borgere til gavn.
Forskere skal være bedre til at komme ud af busken og fortælle om deres forskning, enten direkte i medierne eller igennem en journalist eller kommunikationsmedarbejder.
”At belyse forskellige aspekter og se på en sag fra forskellige perspektiver. At udfolde flertydighed, paradokser og dilemmaer (…) At spørge dumt på den kloge måde, der skærer durk ind til
præmisser, som forskning hviler på, og som kan diskuteres. Dette er, hvad journalister kan, når de er bedst (…). Det gør dem til potentielt meget givende samtalepartnere for forskere, og her findes grundlaget for udvikling af egentlig journalistik i forhold til forskning og videnskab” (Meyer, 2003).
Eller som Bryson (2004) siger, når han fortæller hvad hans mest almindelige, ofte gentaget spørgsmål til forskerne var:
”I’m sorry, but could you explain that again?”
3.13 Opsummering
- For borgernes og demokratiets skyld skal forskere formidle deres forskning, journalister skal forholde til kritisk og perspektiverende til forskning og politikere skal lade formidlingen være åben og uhindret.
- Nogle forskere er utrygge ved pressen fordi de føler at journalister er overfladiske, poppede og forsimplende. Forskere er bange for at blive til grin eller blive manipuleret.
- Nogle journalister oplever at forskere er uforståelige, omstændelige og ikke forstår pressens arbejdsvilkår.
- Nogle journalister kan have tendens til at overfortolke, blive antropomorfiske (menneskeliggøre dyr), overdrive den danske vinkel og ikke være kritisk nok.
- Politikere kan prøve at holde oplysninger tilbage eller udelade dele af forskernes konklusioner.
- Forståelsen mellem journalist og forsker kan forbedres ved medietræning af forskere, ansættelse af kommunikationsmedarbejdere som brobyggere og faglig specialisering af journalister.
- Der skal holdningsændring til hos forskere og ledelse, så den populærvidenskabelig formidling bliver værdsat og promoveret.
4. Teknikker
I de foregående afsnit fremgår det, at der er flere gode grunde til at formidle naturvidenskab til borgerne på en forståelig, interessant og underholdende måde. Forskere og journalister kan bruge hinanden til at overkomme forståelseskløften mellem forskningens verden og mediernes verden til gavn for borgerne.
Når alt kommer til alt, drejer det sig om at skrive en god historie, ligesom i al muligt andet journalistik. Hvordan man generelt gør det, er et helt studium i sig selv og ligger uden for denne opgave.
Den populærvidenskabelige artikel har dog den ekstra krølle, at den skal forvandle det
komplicerede og omfattende til noget overskueligt og forståeligt. At forenkle uden at forsimple.
Emnet skal gøres attraktivt. Artiklen skal sørge for, at læseren får underholdning, oplevelse og oplysning. At han bliver revet med og bliver en del af fortællingen. For at beskrive, hvordan det gøres, fremhæver jeg enkelte områder fra den ”almindelige” journalistik, som i særlig grad er anvendelig i populærvidenskabelige historier.
Det kræver mod, fantasi og viden at skrive en god populærvidenskabelig artikel. For skribenten – hvad enten det er forskeren selv eller en professionel skribent - gælder det om at turde, at tage sig tid og at tænke udenfor de traditionelle tankegange:
• At turde bryde sprog- og strukturgrænserne i den traditionelle naturvidenskabelige formidling
• At turde stille kritiske spørgsmål
• At tage sig tid til at stille så mange spørgsmål, at man véd, hvad sagen drejer sig om
• At tage sig tid til at opsnuse de gode detaljer og citater
• At tage sig tid til at kræse om sproget og artiklens opbygning
• At tænke utraditionelt for at finde nye vinkler, nye perspektiver og nye måder at behandle emnet på
Det gælder om at bruge journalistikkens værktøjer, ikke mindst den fortællende journalistik. Det gælder om at vende den videnskabelige artikel eller rapport på hovedet, at bryde de faglige sprogbarrierer, at levendegøre artiklen med mennesker, scener, detaljer, cases, action, plot og citater. At lege med sproget uden at gå over gevind eller tale ned til læseren. At være fræk. At gøre det sjovt.
Tidens ånd er til oplevelser. Folk vil ikke bare fodres passivt med fakta men vil indleve, prøve og mærke. De vil have deres følelser vækket, deres sanser pirret og deres hjerneceller udfordret.
Værktøjerne er:
• At beskrive mennesker i stedet for blot at citere kilder.
• At kommunikere erfaring i stedet for synspunkter
• At være opmærksom på forløb og ikke kun resultater
• At beskrive i stedet for kun at opsummere
• At tilbyde oplevelse og ikke kun oplysning
• At udnytte læsernes ti sanser, det vil sige de fem almindelige plus læseres sans for tid, for sted, for mennesker, for drama og for betydning (Hvid, 2002)
